Stedlige Grænser for Gmbedshandlinger i Strafferetsplejen.

Retterne ere beskikkede med Domsmyndighed for en bestemt Retskreds (Landsretten selvfølgelig for en Kreds, der omfatter adskillige Underretskredse). Udenfor denne Kreds har Retten ikke Domsmyndighed. Skal der altså i en Sag, som er anhængig ved en Ret, foretages en Retshandling udenfor Retskredsen, vil den regelmæssige Vej være Henvendelse til den Ret, i hvis Kreds Handlingen skal foretages. Det følger af Statsforholdet, at den Ret, til hvilken Rekvisitionen er stillet, ikke kan

vægre sig ved at efterkomme denne, når de for Foretagelsen af den pågjældende Retshandling foreskrevne Betingelser ere tilstede, hvilket det selvfølgelig må være dens Ret og Pligt at prøve. (Forholdet er et andet og ikke herhenhørende, når Landsretten pålægger en den underordnet Undersøgelsesdommer at foretage en Retshandling). Fra den almindelige Regel, som § 76 udtaler, bør der dog af Hensigtsmæssighedshensyn tilstedes Undtagelser, ligesom i den gjældende Ret (se Fdg. 29de November 1837 §§ 4, 6). Herom handler § 77, der skjelner mellem visse Handlinger, som en Ret uden videre Betingelser kan lade foretage i en anden Retskreds, nemlig Forkyndelser (ved Stævningsmænd eller Politiet, se Kap. IX.) og Pågribelser i Tilfælde af Anholdelse, Fængsling m. v., og andre Handlinger, der kun i påtrængende Tilfælde uden Videre kunne foretages i den fremmede Retskreds, men ellers kun ifølge Bemyndigelse. Det vilde ve! nærmest stemme med Retsorganifationen at kræve Bemyndigelse af højere Ret; men Nemhedshensyn f. Ex. ved en Forundersøgelse, tale for, at også Samtykke af Retten i den fremmede Kreds bør være tilstrækkelig. Kan fåledes efter Omstændighederne den Omvej undgåes at henvende sig med Rekvisition til Retten i den fremmede Kreds, da bør også det kunne undgåes til Udførelsen af Beslutningen at henvende sig til Politiet i den fremmede Kreds; den bør kunne ske ved Politiet i Rettens egen Kreds. Også Påtalemyndighederne (Statsanklagerne, Politimestrene) ere beskikkede for bestemte Kredse, og § 76 udtaler derfor den samme Hovedregel for deres Vedkommende hvilken også, som tidligere bemærket, har Betydning for Retten. Men også her bør så meget mere Undtagelser anerkjendes; om disse handler § 78.