Om Lovens virkekreds.

Det første, som der må blive spørgsmål om i det Afsnit, der indeholder Lovens almindelige Bestemmelser, er at afgrænse Lovens Virkekreds i faglig Henseende. Den almindelige Regel her følger vel ligefrem af, hvad der ligger i Navnet Lov om Strafferetsplejen; men efter den nugjældende Ret er det dog hverken alle spørgsmål om Straf eller alene Spørgsmål om Straf, som behandles efter den kriminelle Processes Regler, og det bliver altså et Spørgsmål, om og i hvilken Udstrækning disse Afvigelser fra det Almindelige skulle bevares, indskrænkes eller udvides.

Som bekjendt, er der efter den nugjældende Ret visse Klasser af Straffesager, der forsølges som borgerlige Retstrætter, nemlig dels de, der ved Lovgivningen ere henviste til privat forfølgning, dels de, der anlægges af

andre offentlige Myndigheder end Justits- og Politiøvrighederne, såsom Sager angående Toldsvig, angående Stempelovertrædelser (L. 19 de Febr. 1861 § 82)m.fl. Denne Ejendommelighed har i den nugjældende Ret sin Forklaring i Reglen om Påtalen af disse Sager. Påtalen udelukker nemlig Anvendelsen af den gjældende kriminelle Proces, som kun er en Proces for Straffesager, der vedkomme Justitsog Politiøvrighederne; på den anden Side omfatter den oprindelig fælles og almindelige civile Proces endnu stedse ikke blot, hvad der kunde henføres under Begrebet om en borgerlig Retstrætte, men enhver Klasse af Retsfager, som ikke ved Lovgivningen er udskilt.

Der er nu sikkert hverken Grund til at ophæve Reglen om privat Påtale af visse Forbrydelser, eller til at udelukke særlige Forvaltningsmyndigheder fra, om end ikke nøde dem til, selv at påtale Handlinger, der gjøre Brud på Love, hvis Håndhævelse påhviler dem (jfr. Udkastets § 38). Men denne Om« stændighed vil under den forandrede Straffeproces ikke gjøre det nødvendigt at behandle de nævnte Straffesager som borgerlige Retstrætter. Hvis det da må erkjendes, at de trods Påtalens Ejendommelighed have det væsentlige tilfælles med de Straffesager, som forfølges af den offentlige Anklagemyndighed, kan der ikke være Tvivl om, at de bør drages ind under den om Strafferetsplejen handlende Lovs Område. Forsåvidt Påtalens særegenhed medfører nødvendigheden af visse ejendommelige Regler, bliver det denne Lovs Opgave at fastsætte det fornødne herom. Det, der nu efter Forholdets Natur må betegnes som det egentlig væsentlige ved en Straffesag, det, der nemlig altid må begrunde en Forfkjel mellem Strafferetsplejen og den almindelige borgerlige Retspleje, trods al den Tilnærmelje, der vil følge af fællesskab i Mundtlighedsprincipet, af Inkvisitionspnncipets Opgivelse eller Indskrænkning i hin og de væsentlige Lempelser i den strenge Forhandlingsmaxime i denne, det er ikke en særegenhed ved Påtalen, men netop dette, at den er en Sag om Pålæg af Straf. Thi da Straf efter fin Natur kun bør anvendes af Staten, når den Sigtede er skyldig, og aldrig blot

på den Grund, at den Sigtede finder sig i, samtykker i eller vedtager at lide Straffen, så er det givet, at for den Sigtedes Vedkommende må i enhver Straffesag al Anvendelse af det Princip, at Parten er rådig over Procesgjenstanden, være udelukket. Heraf følge videre en Mængde vigtige Konsekventser med Hensyn til Bevisførelse, Virkningen af Udeblivelse, Tvang til personligt Møde for Retten osv. Denne Grundsætning og dens Konsekventser må i og for sig gjælde uden Hensyn til, om Påtalm tilkommer det Offentlige eller Private eller denne eller hin offentlige Myndighed. Forsåvidt Lempelser med Hensyn til visse Konsekventser forekomme, om hvilke her må henvises til hvad der på vedkommende Steder i det følgende bemærkes, ere disse i al Fald ikke grundede i Påtalens Ejendommelighed, men i Straffens Ubetydelighed, og derfor også fælles for de nævnte og andre ubetydelige Straffesager. udre Vanskelighed ved at inddrage hine Straffesager under Lovens Område er der ikke. Det viser netop den til Grund liggende Ensartethed af disse Sager med andre Straffesager, at Lovens to første almindelige Afsnit, og således navnlig også det andet Afsnit om Midlerne til Opnåelse af Straffesagens Formål, i det Hele ligefrem ere anvendelige på dem. En« kelte særlige Forskrifter i disse Afsnit lade sig let indordne. At Påtalens Særegenhed udelukker visse foreløbige Stadier i Sagens Gang, kræver i Loven blot en Bemærkning, og for Domsbehandlingen behøves kun et ringe Antal særegne Forskrifter. Ulige vanskeligere vilde det vistnok vise sig at blive, når man vilde opretholde Behandlingen af de nævnte Sager som borgerlige Retstrætter, men samtidigt forsøge på at optage som særegne Forskrifter de Ejendommeligheder, hvilke deres Egenskab som Straffesager efter Forholdets Natur må medføre. At undlade dette sidste er en Udvej, som mindst kan forsvares; det har allerede den nugjældende Lovgivning og Praris i visse Retninger erkjendt, se dels Pl. 23de Mai 1840 § 2, dels Kskr. 26de Juni 1830, 29de Juni 1833 og 4de Marts 1837. jfr. dog Kjendelse i jur. Ugeskr. VI. S. 637. Man har i Henhold til det Anførte ment,

at de nævnte Sager burde drages ind under Lovens Område, i Ligbed med hvad der andetsteds er Tilfældet eller i al Fald anerkjendt for det Rigtige, jfr. det preussiske Udkast af 1865 S. 239 ff. Anm. og nu det fælles tyfke Udkast af 1874, 5te Bog 2 det Afsnit.

Derimod må fra Lovens Område selv« følgelig være udelukkede fådanne spørgsmål om Straf, der efter Lovgivningen afgjøres uden nogen færlig Processag. Herunder hører:

1) Pålæg af Straf ved Øvrighedens Resolution i de forskjellige særlige Forbold. bvor dette er hjemlet, være sig uden eller med Ret for det Offentlige til at vælge Rettergangsvejen, og uden eller med Ret for den Straffældte til at ty til Domstolene. Herhen høre også de i dette Udkasts §§ 147 og 163 ommeldte Bøder, som Politimesteren eller efter Omstændighederne Statsanklageren kan pålægge, men mod hvilke Adgang til Afgjørelse ved Retten er bjemlet ved § 226.

2) Vedtagelse af Straf før eller udenfor Straffesagen ifølge Tilbud, som modtages af Øvrigheden efter de derom i Lovgivningen fastfatte Regler, jfr. L. 6te Marts 1869 § 54, Bekj. 23de April 1874 § 13. De Regler, som dette Udkast indeholder om Sager, der påtales af Politiet (5te Afsnit Kap. II.), og særlig om Vedtagelse af Straf ifølge den Sigtedes Tilbud under en sådan Sag (§ 368), kunne ikke ophæve den ved særlige Bestemmelser hjemlede Afgjørelse ved Vedtagelse før eller udenfor Straffesagen. Derimod bortfalder Forlig om Straf med en privat Anklager for Forligelseskommissionen, når de private Straffesager ikke længer behandles som borgerlige Retstrætter, jfr. derimod om Forlig for Retten under den anlagte Sag Udkastets § 448.

3) Processuelle Straffe, der under en Retssag, være sig en borgerlig Retstrætte eller en Straffesag, pålægges af Retten i Medfør af Rettergangslovene som Ordensstraffe, disciplinære Straffe eller desl. (se f. Er. Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje §§ 81, 218 og 1ste Afsnit Kap. XII. og dette Udkasts §§ 83, 137, 226, samt 9de Afsnit Kap. II.).

4) Straffe, som pålægges af en Ret i

Henhold til den ved Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 50. jfr. § 54, hjemlede Tilsynsmyndighed, se endvidere samme Udkast § 142.

Dernæst blive fra Lovens Område udelukkede de Straffesager, der vel afgjøres under en særlig Sag, men som efter Lovgivningen henhøre under særlige Domstole, jfr. Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 3. Dette gjælder om de Straffesager, der høre under Rigsretten, under de militære og de gejstlige Retter. Disse Sagers ejendommelige Beskaffenhed kræver en særlig Behandling i Lovgivningen. Sessionerne have derimod ikke Myndighed til at idømme Straf, se L. 6te Marts 1869 §§ 10 og 54. So- og Handelsretten for Kjøbenhavn vil efter Lovudkastet om Domsmagtens Ordning ophøre at bestå som særlig Domstol; som følge heraf ville de under den ved L. af 19de Febr. 1861 henlagte Straffesager ikke falde udenfor Lovens Område.

Det andet Spørgsmål, som opstår ved Afgrænsningen af Lovens saglige Område, er det, om Afgjørelser, der ikke angå spørgsmål om Straf, Skulle drages ind under den. Herom handle Udkastets §§ 2—4. Den første af disse Paragrafer nævner visse selvstændige Sager, som ikke angå Straf, men som dog findes at burde behandles efter Reglerne i Loven om Strafferetsplejen. Til de fra den gjældende Ret hentede, under Nr, 2 og 3 nævnte Tilfælde er her føjet Sager, som i Medsør af Grundlovens § 87 anlægges mod en Forening til dens Ophævelse. I alle disse Sager er der spørgsmål om Præventionsmidler mod Retsbrud. Disse ere viftnok i Begrebet forskjellige fra Straf; men deres Beskaffenhed kræver en lignende processuel Behandling, navnlig med Hensyn til Midlerne til Opnåelse af Sagens Formål. Paragraferne 3 og 4 hjemle dernæst i Overensstemmelse med den gjældende Ret akcessorifk Afgjørelse under en Straffesag af forskjellige Spørgsmål, der ej angå Straf. Da der i § 3 Nr. 1, 2, 5 og 6 er Tale om Forbrydelse af Rettigheder, der, om den end ikke efter Begrebet eller ifølge Lovgivningens Opfattelse er Straf, dog til sin Indtræden forudsætter det Samme som Stræffen,

kan der ikke være Tvivl om det Rigtige i her at bevare den gjældende Ret, Med Hensyn til de i § 3 under Nr. 3 omhandlede præventive Forholdsregler, hvis Forudsætning er, at der ikke idømmes Straf, forsvares den gjældende, ved Straffelovens § 38 stadfæstede Regel ved den samme Betragtning, som er påberåbt ved § 2. Hvad angår § 3 Nr. 4, bør den Omstændighed, at Ærefornærmelser ikke blive at behandle som borgerlige Retstrætter, ej forandre den Fornærmedes hidtil selvfølgelige Ret til at fåe Mortifikation under den Sag, han anlægger for at fåe Fornærmeren Straf idømt, og det efter Om« stændighederne, selv om Straf ikke bliver idømt. Reglen i § 3 Nr. 7 flutter sig til den i den nugjældende Ret antagne sætning, at ved en Stræffedom for Blodskam eller Bigami antages uden særlig Udtalelse herom det indgåede Ægteskab for hævet; men den giver Domstolen Hjemmel til udtrykkelig at udtale Ugyldigheden, hvad der må foretrækkes, samt udstrækker denne Beføjelse også til sådanne Tilfælde, hvor Påstanden om Straf f. Ex. på Grund af Vedkommendes Utilregnelighed ikke får Medhold. Vistnok vil der ifølge Lovudkastet om den borgerlige Retspleje ikke blive den samme Trang til en fådan Beføjelse for Domstolene som nu, idet der vil blive Adgang for det Offentlige til ved en borgerlig Domssag at fåe Ugyldigheden udtalt, (se Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje sjette Afsnit, Kap. IV), og den her givne Bestemmelse kunde forsåvidt undværes. Men at gjøre to Sager til en Nødvendighed, vilde være urimeligt, når en Forening ikke kan have Betænkelighed, og som en Forening af Sager må Forholdet opfattes, da Påkjendelsen i den nævnte Retning kun sker efter Anklagerens Påstand, se Paragrafens Begyndelse. At den ved Civilprocesloven anviste Vej må vælges, når der mangler Grund til at anlægge Straffefag, er en Selvfølge.

Det er også væsentlig Hensyn til Besparelse af Tid, Kræfter og Udgifter, som har foranlediget, at Udkastet i § 4 har optaget den nugjældende Rets Regel, at den Forurettede kan forfølge sit Erstatningskrav, eller , borgerlige Retskrav" i Almindelighed, i Forbindelse med Straffesagen. Denne Regel findes også

i mange fremmede Love (Frankrig, de tyske Rhinlande, Sachsen, Baden, Østrig osv.) Endel tyske Love have dog ikke villet optage en sådan Regel, mod hvilken også det preussiske Udkast af 1865 udtalte sig, fe dettes § 10 med Anmærkning. Det fælles tyske Udkast havde i sine to første Skikkelser anerkjendt den omspurgte Adgang for den Forurettede; men i sin tredie, endelige Skikkelse har det atter udelukket den. Blandt de Retskyndige i Tyskland have Meningerne været delte; dog var der overvejende Stemning for Reglen, da Sagen var under Forhandling på den tyske Juristdag 1861, se disse Forhandlinger II. S. 405 og 672. Når de Love, som ikke have villet optage denne Ordning, til gjengjæld i større eller mindre Udstrækning opstille den Regel, at Dommen i Straffesager er bindende for den senere Erstatningssag, har dette langt større principielle Betænkeligheder, se Pland i den tyske Juristdags Forhandlinger VII. (1868) S. 1 ff. Når dernæst den ommeldte Fordel for den Forurettede undergives de fornødne Indskrænkninger, og det iøvrigt ved den nærmere Ordning ikke tabes af Sigte, at Erstatningskravet efter sin Natur er Gjenstand for en borgerlig Rktstrætte, kan Reglen ikke blive til Skade for den Sigtede. En Selvfølge bliver det fremdeles, at hin For« del kun kan indrømmes, når Straffesagen ikke derved vil lide noget væsentligt Ophold, og at det må Være Retten overladt uden Påanke at afgjøre, om dette er Tilfældet (se Udkastets §§ 460 og 461). Herved ville Hovedindvendingerne mod den ommeldte Ordning fjernes. Når også den Indvending er gjort gjældende, at følgen kan blive, at den samme Person under den af det Offentlige anlagte Sag kommer til at optræde som Part og som Vidne (jfr. Udkastets § 129), har dette mindre Betydning. Da den Forurettedes Interesse i Sagen alligevel på Grund af den vægt, Straffesagens Afgjørelse vil have for et senere civilt Søgsmål, er tilstede og må tages i Betragtning ved at bedømme Vagten af hans Vidneudsagn, har det kun formel Betydning eller er endog hensigtsmæssigt for Berisbedøm« melsen, at denne Interesse træder udvortes frem derved, at han bliver Part, hvad Erstatningskravet angår. I Motiverne til det fælles

tyske Udkast S. 290 anføres som Grund mod Ordningen Forskjellen på Retsmiddelsystemet i Civil- og Straffeprocessen. Men dette Hensyn er uden Betydning for Kommisfionens Udkast, hvis Retsmiddelsystem netop ikke i Grundsætningerne adskiller sig fra det, som er optaget i Udkastet om den borgerlige Retspleje. Da iøvrigt en Række nærmere, dette Forhold ordnende Regler ere fornødne (se Udkastets 7de Afsnit Kap. III.), er på dette Sted kun den almindelige Regel given, fom hjemler Tilslutningen indenfor den af Hensynet til Straffesagen følgende Grænse. Det vilde vistnok kun være strengt konsekvent, når Retten til at forfølge et borgerligt Retskrav i Forbindelse med en Straffesag ved Underretten undergaves den yderligere Indskrænkning, at Kravets forfølgning som særlig borgerlig Domssag ikke skulde ske ved Landsretten, jfr. det civilprocessuelle Udkast § 2 og § 8. Da imidlertid denne Indskrænkning i de færreste Tilfælde vilde have praktisk Betydning, og da den i enkelte Tilfælde, hvor et sådant Forhold imellem Straffen og Erstatningen lettere kan forekomme, på Grund af Straffelovgivningens særegne Indhold vilde kunne volde praktiske Vanskeligheder, jfr. Straffeloven § 284, har man ment dog ikke at burde opstille en sådan Gramse. De ovrige Indskrænkninger Udkastet opstiller for Erstatningskravs Forfølgning og Påkjendelse i Forbindelse med en Straffesag, må også ansees for tilstrækkelig betryggende for den Sigtede. Hin yderligere Indskrænkning vilde ved Siden af disse kult fåe Betydning i Tilfælde, hvor Erstatningskravet var klart og hvor den Sigtede ikke let kunde have anden Bevæggrund til at modsætte sig Påkjendelsen under Straffesagen end den at chikanere.

Af en anden Karakter end de i §§ 2—4 givne Regler er Forskriften i Udkastets § 5. Den går nemlig kun ud på at hævde Rettens Beføjelse til under Straffesagen at undersøge og bedømme efter de for Straffefager gjældende Regler Betingelserne for Strafbarheden, selv hvor til disse hører Afgjørelsen af, om et vist Retsforhold bestod eller ikke, da Handlingen blev begået, uden Hensyn til at dette Spørgsmål som umiddelbar Procesgjen«

stand måtte afgjøres under en borgerlig Rets«

trætte, altså uden at Udsættelse af Straffesagen skulde være nødvendig, fordi en sådan svæver for Retten, eller endog for at give Lejlighed til at bringe den for Retten, og uden at den Afgjørelse, som måtte være truffen under en borgerlig Retstrætte, foregriber Afgjørelsen af Strafspørgsmålet. Disse Regler kunne vel antages at følge af sig selv, hvor intet Andet positivt er foreskrevet, fe Larsens Forelæsninger over den danske Kriminalproces S. 18—19. Men da de fleste nyere Straffeproceslove dog efter den franske Lovgivnings Mønster i større eller mindre Omfang gjøre Undtagelser fra denne Regel, og der altså må siges at være Anledning til at prøve, om særlige Hensyn skulde tilråde fådanne, er det anset for rigtigt i Udkastet at optage en Regel om dette Punkt, uagtet den kun går ud på at stadfæste den almindelige i Forholdets Natur grundede Sætning uden at hjemle Undtagelser.

At den almindelige Regel må være, at Afgørelsen under en borgerlig Retstrætte ikke er bindende for Straffesagen, der har det samme Retsforhold til Forudsætning, er en følge af den i Gjenstandens Forskjel grundede nødvendige Forfkjel i Procesmåden. Dertil kommer, at en modsat Regel som oftest vilde indeholde en positiv Udvidelse af Domskraften til Skade eller Fordel for en Tredie, nemlig i alle de Tilfælde, hvor det Offentlige påtaler Straffesagen, medens den borgerlige Retstrætte er ført mellem den Sigtede og en anden privat Mand. Men selv hvor Forholdet er et andet, f. Ex. når Sagsøgeren i den borgerlige Retstrætte er privat Anklager under Straffesagen, må det sørste Hensyn være afgjørende. Det Tilfælde, der fkulde være tvivlsomst, er det, hvor Statsanklageren er optrådt på det Offentliges Vegne under den borgerlige Retstrætte, jfr. t. Ex. Udkastet om den borgerlige Retspleje § 407 angående Annullation i offentlig Interesse af et Ægtefkab, og nu ligeledes optræder som Anklager under en senere Straffesag angående det samme Forhold. Man kunde her såmeget mere finde en Undtagelse velgrAndet, som den almindelige borgerlige Procesmådes Grundsætninger i disse Sager undergives

væsentlige Lempelser. Det nævnte Exempel, hentet fra ugyldige Ægtefkaber, hører også til dem, for hvilke Undtagelse er hjemlet i den franske Ret, og flere tyske Love (Würtemberg, Baden, Østrig), have af den Række af Undtagelser, som den franske Ret kjender, alene optaget denne ene. Man kunde endvidere her særlig påberåbe sig det Anftødelige i, om den tidligere civile Dom og den senere Straffedom kom til forfkjellige Resultater med Hensyn til det Spørgsmål, om Ægteskabet var ugyldigt eller ikke. Trods det Anførte mangler der dog sikkert selv i disse særegne Tilfælde tilstrækkelig Grund til at udstrække den forudgangne civile Doms Retskraft så vidt. Den Grundsætning, at Ingen kan dommes til Straf uden Bevis for hans Skyld, forbyder at tillægge den tidligere civile Dom anden Betydning mod ham end som et Bevismiddel med Hensyn til det pågjældende Retsforholds Tilværelse, hvis Vægt afgjøres af Retten overensstemmende med den almindelige Regel om Bevisbedømmelsen i Straffesager, se Udkastets § 307. Dette vil også være tilstrækkeligt til at medføre, at der kun under ganske særegne Omstændigheder vil kunne fremkomme den befrygtede Modsigelse mellem Dommene, således, når i Mellemtiden nye Beviser ere komne for Dagen. Men i et fådant Tilfælde er det så meget mindre anstødeligt, at Dommen i Straffesagen overensstemmende med Retfærdighedens Krav kommer til et andet Resultat end den civile Dom, som der endog ordentligvis i det ny Fremkomne vil være Hjemmel til en Gjenoptagelse af den engang ved Dom afgjorte civile Sag efter de i Udkastet om den borgerlige Retspleje indeholdte Regler, At iøvrigt til de Retsforhold, fom bestod på den Tid, da Handlingen blev begået, også høre de, som før den Tid vare begrundede ved Dom eller anden Retshandling, og at disse som sådanne må anerkjendes under en Straffesag, kan ikke betvivles; det sees let, at dette Tilfælde er væsentlig forskjelligt fra det ovenfor omhandlede.

Udkastets § 5 udtaler ikke, at den Afgjørelse af det privatretlige spørgsmål, som træffes under Stræffesagen, er bindende under en senere borgerlig Retstrætte. En så-

dan Regel, som i større eller mindre Udstrækning opstilles af flere nyere Love, vilde, om den var hjemlet, ikke have sin Plads i Loven om Strafferetsplejen, men i Loven om den borgerlige Retspleje; men at den har Hjemmel i Forholdets Natur, kan vistnok ingenlunde er« kjendes, se den ovfr citerede Afhandling af Pland.