Om Efterforskningen.

At Efterforskningen i de Sager, der høre under Politiets Påtalemyndighed, tilfalder Politiet, og at dette forsåvidt handler uafhængigt af Statsanklageren, er klart. I Politiets almindelige Opgave er imidlertid også indbefattet Efterforskning af de Forbrydelser, som høre under Statsanklagerens Virkekreds (se § 211 1ste Stykke). Her opstår da det Spørgsmål, hvorledes Politiets Forhold skal være til Statsanklageren, hvis senere Virksomhed Efterforskningen forbereder. Det er allerede omtalt ved det første Afsnits 4de Kapitel, at Processens Ordning efter Anklageprincipet kræver, at Statsanklagerens Opmærksomhed allerede er virksomt henvendt på Efterforskningen. Vel kan der ikke gåes ud fra, at Statsanklageren regelmæssig personlig kan tage Efterforskningens Ledelse i sin Hånd; dertil vilde udkræves et langt større Antal af Statsanklagere, end Udkastet påregner. Men Målet nåes derved, at Politimesteren i sin Virksomhed for Efterforskningen af de nævnte Forbrydelser stilles under Statsanklagerens Overtilsyn, medens han ellers er Amtmanden underordnet. En lignende Ordning, hvorefter Politimesteren altså i forskjellige Forgreninger af sin Virksomhed står under forskjellige overordnede Myndigheder, kjendes i mange tyske Stater og har efter Motiverne til det preus-

fiske Udkast af 1865 ikke vist sig at medføre Ulemper af Betydning. Den er i al Fald en Nødvendighed, når den Enhed i Påtalemyndigheden skal bevares, hvorpå der efter det tidligere Bemærkede må lægges særdeles Vægt, og det på den anden Side skal undgåes at ødsle med de personlige Kræfter i Strafferetsplejens Tjeneste. I Medfør af dette Statsanklagerens Overtilsyn er det også hans Ret, når han finder det fornødent, personlig at handle i Politimesterens Sted, som det udtrykkelig siges i § 211, og herefter er det da overalt, hvor der tales om Politimesteren som handlende i Efterforskningens Interesse, underforstået, at Statsanklageren kan optræde i Stedet for Politimesteren. De samme Grundsætninger, der her ere udtalte om Statsanklagerens og Politimesterens Forhold under Efterforskningen, gjælde også om Forundersøgelsen ved Retten, forsåvidt der også under denne bliver Spørgsmål om Virksomhed af Politimesteren som Part; se §§ 34, 227, 231, 234. Når Statsanklageren har denne overordnede Stilling over Politimesteren, følger det så meget mere af sig selv, at han kan optræde ved Siden af Politimesteren under Forundersøgelsen, jfr. §§ 231 3die Stykke, (Mindretalsforslagets § 231 1ste Stykke i Slutningen) 234, 236. hvilket også gjælder om Retsmøder, der forefalde under Efterforskningen, se § 222.

En Undtagelse fra den almindelige Regel gjøre Forholdene i Kjøbenhavn nødvendig. Den nugjældende Grundsætning vil ikke kunne forlades, at Politidirektøren er Justitsministeren umiddelbart underordnet, i sin Efterforskningsvirksomhed som i hele sin Embedsvirksomhed. Statsanklageren må altså stilles lige overfor Politidirektøren som en sideordnet Myndighed, der imidlertid af ham skal erkjendes for retlig interesseret i Efterforskningen. I Overensstemmelse hermed er § 211 3 die Stykke affattet. Forsåvidt det også i Kjøbenhavn kan stille sig som ønskeligt for Statsanklageren at fåe Efterforskningen af en enkelt Forbrydelse i sin Hånd, vil dette være betinget af Justitsministerens Billigelse. Ellers kan Statsanklageren ikke i kjøbenhavn træde i Stedet for Politidirektøren. Derimod

må han også i Kjøbenhavn have hin Ret til at optræde ved Siden af Politiet under Forundersøgelsen eller i Retsmøder under Efterforskningen. Denne Ret har nemlig ikke til Forudsætning, at Statsanklageren er Politiet overordnet, men kun, at han er retlig interesseret i hine Retshandlinger (jfr. det civilprocessuelle Begreb Intervention).

At Undersøgelsesdommeren regelmæssig kun træder i Virksomhed under Efterforskningen ifølge Begjæring af den Påtaleberettigede, følger af den almindelige Grundsætning, der udtales i § 31, hvormed jævnføres § 221 om Karakteren af denne Undersøgelsesdommerens Virksomhed. Fra denne Regel, at Undersøgelsesdommeren under Efterforskningen Intet foretager af egen Drift, kræver imidlertid Forholdets Natur en uundværlig Undtagelse for de Tilfælde, at Dommeren får Kundskab om en Forbrydelse før Anklageren, og Omstændighederne ikke tilstede at afvente en Begjæring angående Foretagelsen af Retshandlingen, hvis Øjemedet ikke skal forspildes. Denne Undtagelse, som alle Love anerkjende, jfr. også det tyske Udkast § 143, forandrer heller ikke i nogen Henseende Efterforskningens Karakter; denne vedbliver at ligge i Anklagerens Hånd. Virksomheden angår kun den enkelte Retshandling, og det er en Selvfølge, at Politimesteren snarest mulig underrettes, jfr. § 211 i Slutningen, og derefter væretager det Videre, hvad Efterforskningen måtte kræve.

§§ 212—217 omhandle Efterforskningens Begyndelse, §§ 218—222 dens Formål, Gang og Midler, §§ 223—224 dens Slutning; § 225 omhandler den efter Sagens Anhængiggjørelse fortsatte Efterforskning, § 226 Statsanklagerens og Politiets Ansvar for Virksomheden under Efterforskningen.

Hvilke Omstændigheder der kunne og bør give Anledning til Påbegyndelse af Efterforskningen, derom kan der selvfølgelig ikke i Almindelighed i Lovene gives bestemte Regler, da Alt her må bero på et forstandigt Skjøn over de konkrete Omstændigheder. Reglen i § 212 indeholder Alt, hvad Loven i den Henseende kan udtale; Anvisninger for vedkommende Myndighed i færegne Tilfælde til Foretagelse af bestemte Efterforskningshand-

linger, som Lovgivningen måtte indeholde, ophæves ikke ved § 212. Ved reglerne i §§ 213—216 er Intet at bemærke, ved § 217, at Reglen i 2det Stykke får sit Supplement ved § 40, jfr. 7de Afsnit Kapitel I; det erindres, at i de Sager, som høre under Statsanklagerens Virkekreds, er det først dennes Vægring, der kan hjemle privat Anklage. § 218 angiver Efterforskningens Øjemed og er affattet i Overensstemmelse med Udkastets Regel, at en judiciel Forundersøgelse ikke i noget Tilfælde er Betingelse for, at Anklage kan rejses. Ved §§ 219 og 221 blive selvfølgelig at jævnføre Reglerne i Udkastets 2det Afsnit, Henvendelse til Retten, hvortil altså Politimesteren efter Reglen i § 211, jfr. § 34, er kompetent, men som også kan ske af Statsanklageren, når han i Medfør af § 211 træder i Politimesterens Sted, kan dels behøves, fordi den pågjældende Foranstaltning overhovedet eller under de givne Omstændigheder ligger udenfor Anklagerens Myndighed, eller fordi han ikke har de nødvendige Tvangsmidler til sin Rådighed, dels af Hensyn til Hovedforhandlingen, idet Benyttelse ved Bevisførelsen forudsætter en Retshandling. Hvad særlig det 2det Stykke af § 221 angår, følger det af sig selv, at Anklageren ikke kan forlange Dommerens Virksomhed således, at denne bliver pligtig at foretage den begjærte Retshandling uden Prøvelse; Dommeren må altid som Dommer afgjøre, om de legale Betingelser ere tilstede. Anklageren må derfor også forelægge ham de fornødne Oplysninger, på Grundlag af hvilke han f. Ex. kan komme til et Skjøn, om der er grundet Formodning, at en Forbrydelse er begået. Om derimod f. Ex. en vis Persons Afhørelse som Vidne er hensigtsmæssig til Sagens Oplysning, eller om der er Grund til at afhøre ham for Retten, ere Spørgsmål, som ikke vedkomme Dommeren.

Reglen i § 221 3die Stykke er begrundet tidligere; en Bestemmelse, som står i Forbindelse hermed, findes i § 298 sidste Stykke og skal nærmere omtales ved denne Paragraf. Slutningsreglen i § 221 karakteriserer Efterforskningen i Modsætning til den egentlige Forundersøgelse.

Da der ikke under Efterforskningen er noget Hensyn at tage til en Sigtet, kan det i § 222 bestemmes, hvad Forholdets Natur kræver, at Retsmøder under Efterforskningen ikke ere offentlige. Iøvrigt ville nogle af de regler, der gjælde om Retsmøderne under Forundersøgelsen, passe også på de her omtalte Retsmøder, medens andre ere udelukkede ved Forholdets Natur, f. Ex. den Omstændighed, at her ingen Sigtet er, se herom § 222 2det Stykke.

Efterforskningen som selvstændigt Trin af Undersøgelsen ender enten med Sagens Indbringelse for Retten eller ved, at Sagen henlægges. De nærmere Bestemmelser herom i §§ 223 og 224 ordne i Særdeleshed Forholdet mellem Statsanklageren og Politimesteren i Sager, der høre under den førstes Virkekreds, i Henseende til de Beslutninger, det herved kommer an på. Når Henlæggelsen er nødvendig, se § 223, eller når Politimesteren finder, at Forundersøgelse bør finde Sted, tager han Beslutningen. I det Første Tilfælde behøves i al Fald kun en Meddelelse til Statsanklageren; i sidste Tilfælde er Sagen endnu ikke kommet ud over det Stadium, hvor Politimesteren forudsættes at være den ledende og må være det, når Sagens Behandling ej skal forhales. Men i alle andre Tilfælde må Beslutningen overlades til Statsanklagereren, og han har selvfølgelig Frihed til at beslutte, hvad der efter Sagens Omstændigheder findes rigtigt, — yderligere Efterforskning, Begjæring af Forundersøgelse, Anklage eller Sagens Henlæggelse.

Det ligger i Forholdets Natur, at Sagens Indbringelse for Retten ikke udelukker eller kan udelukke en fortsat Efterforskning, der kvertimod må vedblive at være vedkommende Myndigheds Pligt, se § 225. Men da efter Sagens Indbringelse alle judicielle Handlinger i Sagen tilkomme den Ret, ved hvilken den er anhængig, kan der under denne fortsætte Efterforskning i Reglen ikke blive Spørgsmål om Retshandlinger. Kun i påtrængende Tilfælde må herfra gjøres Undtagelse, og da gjælder selvfølgelig ikke her Indskrænkningen i § 221 3die Stykke. Reglen vil f. Ex. blive anvendelig ved Anhol-

delse af den, mod hvem en Sag er anlagt, uden at han er fængslet, og som nu findes at være ifærd med at unddrage sig Forfølgning ved Flugt, under Forhold, der ikke tilstede, i Tide at opnå en Anholdelsesbeslutning af den Ret, for hvilken Sagen er anhængig, eller at stille ham for denne Ret inden Udløbet af de 24 Timer.

I samme Ånd, som har fået Udtryk i den gjældende Lovgivnings Bestemmelse angående Klager over Myndigheds Misbrug overhovedet af Politiets (underordnede) Personale, se Lou af 11te Febr. 1863, § 2 og Lov af 4de Febr. 1871, § 13, hvormed nu jævnføres Udkastets § 40 2det Stykke, har Udkastets § 226 med Hensyn til de denne Lov særlig vedkommende Misbrug af Politiets (Statsanklagerens) Myndighed i Virksomheden for Strafferetsplejen (Efterforskning af Forbrydelser) fastsat en simpel Form, ved hvilken Klager herover kunne gjores gjældende af den formentlig Forurettede. Udkastet er herved gået ud fra, at en disciplinær Straffemyndighed for Retten her kunde hjemles i Lighed med Myndigheden til at pålægge Parter og deres Befuldmægtigede Rettergangsbøder, jfr. §§ 485 og 486. I Overensstemmelse med denne Tanke kræves ikke, at særlig Straffesag rejses; men Klagen kan, under den Betingelse, at Sagen findes klar og højere Straf end Bøder ej at være forskyldt, afgjøres akcessorisk af den Ret, for hvilken Sag om den Forbrydelse, i Anledning af hvilken det påklagede Forhold fandt Sted, anhængiggjøres, eller hvis Virksomhed mod Klageren (f. Ex. en Anholdt) påkaldes af vedkommende Embedsmand. Forsåvidt Myndighedsmisbrugen netop kan bestå deri, at en forestreven Henvendelse til Retten ikke har fundet Sted, stemmer det hermed, at Klagen da kan gjøres gjældende for Undersøgelsesdommeren som sådan i den Kreds, hvor Handlingen fandt Sted. En Nødvendighed for at gå den her hjemlede Vej kan der imidlertid ikke være, og Betingelserne for Afgjørelse på denne Måde kunne også mangle. I så Fald komme de almindelige Regler om Måden, hvorpå Ansvaret gjøres gjældende, til Anvendelse. Den i Paragrafen angivne Vej må efter den samme Tanke

blive anvendelig til at fåe Bøder, som ere pålagte i Henhold til § 147 eller § 163, ophævede.