Brorson, Hans Adolph Den høye GUd, som til min suk sig bøyer,

Nr. 67.

Den høye GUd, som til min suk sig bøyer,
Min siel og sind med fryde-sang ophøyer,
Mit hierte fuldt af glæde velder ud,
Fordi hand er min hierte-søde GUd.

2. Hand tænkte paa mig arme støv i naade,
Min ringe bøn og sukke ey forsmaaede,
Hand haver mig, den store Majestæt,
Forunderlig med miskundhed anseet.

*

Nr. 67. J1-7.

- - -

* * * 184

3. Den HErre GUd, hvis magt er uden lige,
Hvis navn der er i alle himles rige
Og verdens kreds saa underligt og stort,
Har store ting imod mig usle giort.

4. Hand har mig ey forladt i nogen vaade,
U-endelig livsalig er hans naade,
Og bliver ved fra slægt til slægt hos dem,
Som rigtig for hans ansigt vandre frem.

5. Hand bruger magt med sine armes vælde,
Hvad der er stort, kand intet mod ham gielde.
Hand spreder bort som røg i veyr og vind,
Hvad der er høyt i deres eget sind.

6. Den vældige, som sig paa thronen bryster,
Den slaaer hand ned, at alt hans huus det ryster,
Den ringe, som af andre kastes hen,
Den setter hand da tiit der op igien.

7. Den hungrige, som ham for øyne haver,
Den fylder hand med mange rige gaver,
Den rige, som ey findes riig i GUd,
Den støder hand til evig tryglen ud.

8. Hand tænker paa sin miskundhed og naade,
Og at hand for sin kirke selv vil raade,
Beskiermer den saa vældig allesteds,
Sit navn til lof paa hele jordens kreds.

9. Saa mange, som paa hannem sig fortrøste,
Som Zions bierg skal staae, og aldrig ryste,
Hans eed udi den nye og gamle pagt
Staaer hvert et ord evindelig ved magt.

*

- - -

* 185

10. GUd Fader lof og evig priis og ære
Med Sønnen og den Hellig Aand vi bære,
Hand sette selv os dertil ret i brand,
At prise ham i verdens vide land.