Brorson, Hans Adolph O alle tings Monark! til hvilken ret at tiene

Nr. 74.

O alle tings Monark! til hvilken ret at tiene
Sig alle Seraphim i ydmyghed forene.
Kast af din høye herlighed
Et naadigt øye paa mig ned.

2. Hvad er al magt imod din Majestæt at regne,
Al herlighed og glands skal for din throne blegne,
Vær ikke vred, men hav mig kier,
At jeg tør komme dig saa nær.

3. Du har fuldkommenhed, og derfor ingen lige,
Det ufuldkomne bør dog ikke fra dig vige,
Thi dit fuldkomne Faders sind
Os venlig lokker til dig ind.

4. Kun alle hid til mig, hvad skulde eder skrekke,
Min Majestætes glands jeg vil med naade dekke,
Thi vil jeg ey tilbage staae,
Men med min lof og priis fremgaae.

5. Du est min A og O, begyndelse og ende,
Hielp, at jeg mig til dig, min anfang, ret kand vende,

* *

- - -

* * 210

Og at jeg i dig ende maa
Alt hvad jeg har at forstaae.

6. Du est det store lys, som intet kand formørke,
Den mindste straal af dig os giver lyst og styrke,
O! at min steles mørke maa
I dette lys og glands forgaae!

7. Du kierligheden selv som strømmen dig udgyder,
Og alle englers sind saa u-ophørlig fryder,
Udgyd dig og, at jeg i mig,
Som kierlighed, kand finde dig.

8. Du est den livets kraft, af hvilken alt oplives,
Som til at tiene dig i nogen maade drives.
O! at ved dette livets liv
Min død maa blive død og stiv.

9. Du est for alting god, ja du est god allene,
O lad mig det om dig og ingen anden mene!
Men giør mig ogsaa sind og mood
Ved din den store godhed god.

10. Saa skal alt hvad jeg har din priis og tak frembære,
Ja! jeg vil gandske selv dig plat opofret være,
Dit billede du da skal faae
At see i mig saa deylig staae.

11. Dig være priis, som boer høyt over alle throner,
Og aldrig prises nok med alle engle-toner,
Jeg synger med af hiertens grund,
Til jeg faaer selv en engle-mund.

*

- - -

* 211