Brorson, Hans Adolph Vor siel er dertil født og baaren,

Nr. 89.

Mel. Hvo kun sin Gud vil lade raade.

Vor siel er dertil født og baaren,
I Gud at vorde skiøn og riig,
Just dertil af ham selv udkaaren,
At vorde ham, sin skaber, liig;
Hvo kand den ære noksom prise,
Som Gud har vildet os bevise?

2. Her var en adel-stand at hitte,
Som himlen selv har agtet skiøn,

* *

- - -

* * 261

Og ey den allermindste smitte
I hendes væsen, art og kiøn,
Her kunde ingen mangel være,
Thi Gud var hendes lys og ære.

3. Hun drak af samme kildes floder,
Hvoraf hun selv var kommen frem,
Og viisdom, hendes selskabs broder,
Var hende meer end angenem,
Hun havde meer end riigdom funden,
Thi hun var ret med Gud forbunden.

4. Hvo kand den liflighed beskrive,
Som hun i hendes Gud fornam?
O! at hun lod sig fra ham drive,
Sig til uhørlig last og skam!
Men fienden hendes bryllups-dage
Har vendt til skændsel, vee og plage.

5. Nu er hun gandske jordisk bleven,
Og intet mere ret forstaaer,
Veed ey hvorhen hun er fordreven,
Men vild i denne verden gaaer,
Hun kand sig ey til GUd opsvinge,
Men elsker det, som er saa ringe.

6. Hun gaaer i barendom, og spiller
Med denne verdens leer og sand,
Sig ingen fare forestiller,
Beleer Guds vredes tordenbrand,
Med dukke-tøy hun sig umager,
Og agter ingen siele-sager.

*

- - -

* 262

7. O Gud, som har en frelse givet,
At bedre den fortviilte stand,
Væk sielen op igien til livet,
Som du, og ingen anden, kand,
At hun igien kand viisdom finde,
Og ikke løbe meer i blinde.

8. Tag fra mig bort den spot og skade,
At jeg saa lidt har elsket dig,
Som med dig vil saa gierne lade
Den arme siel foreene sig,
Hør dog min ynkelige stemme,
Og red mig ud af dødens klemme.

9. Giv! at jeg dig kand elske meget,
Og føer mig i dig selv til roe,
Det stinker, hvad der er mit eget,
At jeg ey hos mig selv kand boe,
Mit hierte dig skal vorde givet,
Dig elske er min deel i livet.

10. De sukke, jeg saa dybt maa drage,
Ach lad dem dig til hierte gaae,
Din søde kierlighed at smage,
Er al den deel jeg tænker paa,
Thi kand jeg elske dig af hierte,
saa kand mig intet mere smerte.

11. O store Gud! hvor skal jeg finde
Den lue, hiertet ønsker sig?
O lad dig, lad dig overvinde,
Og drag mig selv igien til dig,

*

- - -

* 263

Thi bliver du med mig forbunden,
Jeg da min siel igien har funden.

12. Den kierlighed, jeg længes efter,
De bryste, som jeg til er vant,
De give rette livets kræfter,
O! gid jeg ved dem laae saa sandt,
Jeg er jo dertil just udkaaren,
Ja, førend jeg blev født og baaren.

13. Just dertil, dertil est du givet,
Til mig af evighed udseet,
Saa lad mig i dig finde livet,
Jeg tier ey, før det er skeet,
At al den deel, der i mig tændes,
Med dig begyndes maa og endes.

14. Saa vær min himmel, soel og ære,
Min herlighed og tiidsfordriv,
Min skat, jeg kand i hiertet bære,
Min evig deel i dette liv,
Faaer jeg kun dig, min livets kilde,
Saa faaer jeg al den deel, jeg vilde.