Brorson, Hans Adolph Der mennisket var giort

Nr. 90.

Der mennisket var giort
Af Gud til noget stort,

* * *

- - -

* * 264

Hans billede at bære,
Der skulde idelig
I sielen vise sig
Med himmel-glands og ære,
Da bragte satan al
Den herlighed til fald
Ved Adam at besnære.

2. Det billed' haver Gud
I lovens klare bud
Os tydelig afmalet,
Fornyet det igien
Ved den, som synden hen
Har baaret og betalet,
Hand danner os paa ny
Den onde vey at flye,
Som Gud det har befalet.

3. Guds ord maa ret herind,
At vi i siel og sind
En himmel-kraft kand finde,
Guds klarheds egen glands
Maa klare al vor sands,
Fornuft og alle sinde.
Da seer man ogsaa snart
Et himmel-sind og art
I villen at oprinde.

4. Vor JEsu blod og sveed
Har vor retfærdighed

*

- - -

* 265

Allene bragt til veye,
Hvo dette ret forstaaer,
En væmmelse hand faaer
Til syndens sikre leye,
Og trænger med sit sind
I JEsu samfund ind,
Ham gandske selv at eye.

5. Da seer man aandens frugt
Først ret at spire smukt
I JEsu samfunds glæde,
I dydens rette skin
Foruden hykle-trin
Paa livets vey at træde,
Hvor HErrens sande frygt,
Paa troens klippe bygt,
Er væsentlig til stede.

6. En tro e til Gud, som staaer,
Naar alt til grunde gaaer,
Et haab, som ey vil glippe,
Alvorlig bøn og striid,
Bestandighed og fliid
Det gode ey at slippe,
Et levnet, som er fri
Fra skam og hyklerie,
Bestandig, som en klippe.

7. Mod arme gavemild,
Og som en brand og ild
Til andre got at giøre,
Ærbødig mod enhver,
Mod dennem dog i sær,

*

- - -

* 266

Som herredømme føre,
En hiertens ydmyghed,
Et sind som uret veed
At taale og at høre.

8. At sielen holder sig
Kydsk, ærbar, maadelig
I tanker, ord og lader,
Og er i hiertet god
Den, som os er imod
Og uden aarsag hader,
Er sandru, troe og huld,
Og ingen svigefuld
Bedrøver eller skader.

9. Da seer det klaret sind
I loven trøstig ind,
Er fuld af gode tanker,
Den rene hiertets grund
Da holder haand og mund
I sine rette skranker,
Hvert lem har dyd og kraft,
Som grene fuld af saft
Paa sine skiønne ranker.

10. Det er det billede,
Som Gud i os vil see,
Skal hand sig ved os kiende,
Den klarhed tager til,
Jo meer man stræbe vil,
I troens kraft at brænde,
Hist faaer hun al sin glands
Og rette brude-krands
At bære uden ende.

* 267