Brorson, Hans Adolph O! verden kom at skue

Nr. 37.

Mel. Nu hviler Mark og Enge etc.

O! verden kom at skue
Dit liv paa korsets bue
I døden synket ned,
Hvor himlens fryd og ære
Saa hart sig lod besvære
Med hug og al elendighed.

2. Triin hid, og merk dog nøye,
Hvor ansigt, mund og øye
Er fuld af sveed og blod,
Hvor suk og vee og smerte
Af hans forpiinte hierte
Udbryder som en stridig flod.

* *

- - -

* * 107

3. Hvem har dig dog saa slaget?
Min skat! saa piint og plaget?
Din skikkelse forbrændt?
Du giorde aldrig ilde,
Dig syndens onde kilde,
Som i os er, var ubekiendt.

4. Jeg, jeg har foraarsaget,
At du est bleven slaget,
Jeg voldte denne straf
Med mine synders mængde,
Hvorfore man dig trængde
Ind i dit store piinsels haf.

5. Jeg, jeg er skyldig funden,
Jeg burde været bunden
Og kast i pølen ned,
De slag, den haarde qvide,
Som du har vildet lide,
Det var min straf og rettighed.

6. Den straf mig burde myrde,
Du lader dig paabyrde,
Saa tung som steen og bly,
Forbandelsen dig rammer,
Velsignelsen annammer
Min siel i dine vunders ly.

7. Du lover for vor brøde,
Dig lader slaae og døde,
Du føler vredens riis,
Du bærer torne-krone,
For vores synd at sone,
Og sette os i Paradiis.

*

- - -

* 108

8. Du sprangst i dødens grube,
At du af satans strube
Mig kunde rive ud;
Min grumme død du døder,
Og i din grav nedstøder
Af iver for din arme bruud.

9. Den frelse, jeg har funden,
Har giort mig dig forbunden,
At være ofret op,
Kun der at stræbe efter
Af alle mine kræfter,
At være din med siel og krop.

10. Meer kand jeg ey optænke,
Din kierlighed at skenke,
Hvad kand jeg her formaae?
Men dine piners minde
Du skalt til døden finde
I sielen lue-rød at staae.

11. Det setter jeg for øye,
Mig derved at fornøye
Hvert øyeblik og stund;
Det som et speyl skal lære
Mig, nat og dag at være
Dig troe af gandske hiertens grund.

12. Hvor vore synder skiende
Guds ære, og antænde
Hans nidkierhed som blaar,
Hvor synd om straffen skriger,

*

- - -

* 109

Hvor høyt den lue stiger,
Det vil jeg see i JEsu saar.

13. Jeg deraf og vil lære,
At jeg skal prydet være
Med saadan stille aand,
Et kierligt sind at øve
Mod dem, som mig bedrøve,
Naar vreden tager overhaand.

14. Naar onde tunger stænke
Forgift, mit navn at krænke,
Da vil jeg være tys,
Den sky kun lade drive,
Min næstes feyl tilgive,
Og tage derfor JEsu kys.

15. Jeg vil mig med dig henge
Paa korset, og hudflenge
Mit hiertes onde lyst,
Hvad dine øyne hade,
Det vil jeg aldrig lade
Faae rum og roe udi mit bryst.

16. Dit blod, der randt saa saare,
Din skriig og tusind taare,
Din dødens kamp og sveed,
Min arme siel skal tage
Omsider, og ledsage
Til evig fryd og salighed.

*

- - -

* 110