Brorson, Hans Adolph Troens Rare Klenodie, 2. Del. Troens Grund

DEN ANDEN DEEL,
TROENS GRUND.

FØRSTE PART.

1. Om Guds Væsen og Egenskaber.

Nr. 71.

Mel. Af Høyheden oprunden er.

O GUd! hvad est du meer end skiøn,
O du GUd Fader, og GUds Søn,
Og Hellig Aand tillige,
Hvor deylig er din thrones pragt,
Hvor vældig er dit scepters magt,
Hvor evig er dit rige,
Hvor got
Dit slot,
Hvor retfærdig,
Hellig, værdig,
Fuld af naade
Findes din regierings maade!

2. At du est herlig, høy og stor,
Den vide himmel, brede jord
Og dybe hav betegne,
Det alt er kun en draabe vand,
Ja neppe som et sole-gran
Udi din haand at regne,
Og du
Dog nu
Her i tiden
Mig, en liden
Askebolig,
Søger, elsker, favner trolig.

*

- - -

* * 200

3. Men er det ey en skændig ting,
Den største part saa blind omkring
I denne verden vanker?
Man seer din skabning daglig paa,
Dog seer man, som man ikke saae,
Og gaaer i andre tanker.
Ild, vand,
Luft, sand,
Soel og stierne,
Hver en kierne,
Hver en draabe
HErrens herlighed udraabe.

4. I ordet kand jeg see dig ind
Udi dit hierte-milde sind
Og store naades rige,
Jeg seer en bundløs kierlighed,
Jo meer jeg seer, jo mindre veed
Jeg, hvad jeg meer skal sige.
Ach min
GUd, din
Overmaade
Store naade
Er saa megen,
At du derved est min egen.

5. Du est min egen, søde GUd,
Hvor vilde jeg det raabe ud,
Om jeg kun havde evne,
Dog er det sukker i min mund,
Og hiertens fryd i sielens grund,
Naar jeg dig kun kand nævne,
Hvad vil
Der til
Os da flyde
Lyst at nyde,

* 201

Naar vi skulde
Eengang see dig ret til fulde!

6. Jeg seer dig, o! jeg seer dig ret,
Jeg smager dig, og bliver mæt,
I troen jeg dig eyer,
Dog alt det, som jeg om dig veed,
Imod den kundskabs herlighed
Saa got som intet veyer,
Som hist
Jeg vist
Skal fornemme,
Naar jeg hiemme
Og til stede
Hos min GUd kand staae med glæde.

7. Da skal jeg ret for alvor see
Din Guddoms ære i de tre
Livsaligste personer.
Hvor vil jeg, ja hvor vil jeg see,
Naar dine øyne ad mig lee,
Og naar din haand mig kroner.
O! hvor
Du jord
Ad mig stinker,
Naar jeg blinker
Med mit øye
Op mod HErrens himles høye.

8. Op! op! min siel fra denne jord
Til GUd, som hist i lyset boer,
Hvor alle engler vrimle,
Hvor alle helgens synge-fryd

*

- - -

* 202

Slaaer an som stærke tordens lyd
I alle himles himle,
Hvor hver
I sær
Kaster kronen
Hen for thronen,
Og tilhaahe
Hellig mod hverandre raabe.

9. O! hvem der dog var engle-klæd,
Og kunde giøre selskab med
De blide Seraphiner,
Som frydens gyldne harper slaae,
Og op i alle toner gaae
Med himmel-synge-miner.
Nu plat
God nat
Hermed siges
Verdens riges
Myre-tue,
Jeg vil op, min GUd at skue.

Nr. 72.

Mel. Christus kom selv til Jordans flod.

O dyre siel! opmuntre dig,
Med andagt at betragte,
Hvor GUd har aabenbaret sig,
Hvor høyt man ham skal agte,
At hand i frydens paradiis

* *

- - -

* * 203

Er stor foruden lige,
Og bør at have lof og priis
Paa gandske jorderige,
Som alle naaders kilde.

2. GUd! du est eene GUd og kand
Allene hielpen sende,
Formørket er enhver forstand,
Som dette ey kand kiende,
Lad mig paa dig allene troe,
Til dig i nøden træde,
Og søge al min siele-roe
I din forenings glæde,
Og aldrig fra dig vige.

3. Du est en Aand, o store GUd!
Og aandens himmel-gaver
Til alle gierne deler ud,
Som hver det nødig haver,
O lad mig derfor aanderiig
Og himmel-sindet være,
Dig meer og meer at vorde liig,
Og aandens frugter bære,
I sandheds rette væsen.

4. Du est, o GUd! foruden al
Begyndelse og ende,
Saa lær mig stedse i mit kald
Fra tiden mig at vende,
Derom at bede dag og nat,
Det stedse at besinde,
At jeg en evig himmel-skat
Maa ufeylbarlig finde,
Naar denne verden slipper.

*

- - -

* 204

5. Du est, u-endelige aand,
Foruden maal og ende,
Hvo kand undløbe fra din haand,
Hvor vidt hand vilde rende,
Saa er jeg ey paa noget sted,
Du jo min bøn kandst høre,
Men lad mig ogsaa blues ved,
At tænke, tale, giøre
Det mindste dig mishager.

6. Din vælde er u-endelig
At frelse dem, dig kiende,
Men ogsaa dem, der hade dig,
At kaste over ende,
Lad da din almagt allesteds
Som himlen mig omgive,
Ved andres trusel vel til freds
Og uforfærdet blive,
Kun dig allene frygte.

7. Din viisdom er saa høy, og gaaer
Langt over alle sinde,
Ey nogen trængsel er saa haard,
Du veed jo raad at finde,
Giv, at jeg derfor lader dig
Kun plat for alting raade,
Du veedst allene, hvad der mig
Kand skade eller baade,
Kun dine raad at følge.

8. GUd! du est hellig, uret kand
Umuelig dig behage,
Vil nogen staae i naadens stand,
Hand synden skal forsage,

*

- - -

* 205

Saa giv mig, u- afladelig
Et helligt liv at vise,
Og hvor det gaaer mig, stedse dig
I dine domme prise,
Skiønt jeg dem ey begriber.

9. Du est saa mild og kierlig mod
Enhver, som synden hader,
I dig de har saa hiertegod
Og himmel-sød en Fader,
Saa lad din søde kierlighed
Mit hiertes vee forsøde,
Med den forsikring, at jeg veed,
Min gandske skyld og brøde
Er kast i havets strømme.

10. Uryggelig din sandhed staaer,
Vel den, som det kand kiende!
Al verdens trofasthed forgaaer,
Men din har ingen ende,
Giv, at jeg frygter for dit ord,
Ey naadens tiid forsover,
Men derhos ogsaa stadig troer,
Hvad du i ordet lover,
At haabet ey beskæmmes.

11. Alsalig est du GUd, og fri,
Du giør hvad dig behager,
Men kierlighed er altid i
Det, du dig foretager.
Lad ingen ufornøyet stund
Fra haabet mig forvilde,
Men lær mig ret af hiertens grund

*

- - -

* 206

Fra dig, al godheds kilde,
Al salighed at vente.

12. Naar jeg saaledes dig beseer,
Som den, der aldrig sviger,
Da glæder det mit hierte meer
End alle verdens riger,
Til jeg ved dig i engle-stand
Mig evig skal fornøye,
Og i en u-ophørlig brand
Din liflighed ophøye
Med himmel-kraft og stemme.

13. GUd Fader, Søn og Aand, som vil
Af hele verden prises,
Det skal, saa længe jeg er til,
Af mig i sandhed vises,
Men giv os aand og kraft, som kand
Os dertil ret berede,
At vi i verdens vide land
Din lof og priis udbrede,
Af høyeste formue.

Nr. 73.

Store GUd, som dig til ære
Mig har dannet, skabt og giort,
Lad mig og et vidne være
Om, hvor ypperligt og stort
Alting er hos dig at skue,

* *

- - -

* * 207

Skiønt al mennisklig forstand
Veyer ikke ved et grand,
Magter ikke for en flue
Til at prise saadan GUd,
Og hans ære brede ud.

2. Mildhed, kierlighed og glæde
Er din høye thrones pragt,
Sandhed er dit herre-sæde,
Lyset er din klæde-dragt,
Hvad du giør, er stort og mægtigt,
Skiønt man skiønner lidt derpaa,
Eller kand det ey forstaae,
Dog for dig er alting prægtigt,
Lys og ret er al din vey,
Skiønt det ofte kiendes ey.

3. Ingen kand din magt bestride,
O almægtig-stærke GUd!
Verdens magt maa gaae til side,
Naar din sag du fører ud,
Hvad du vil, kand ey forrykkes,
Som din stærke lynild ey
Fattes nogensinde vey,
Saadan maa din gierning lykkes.
Hvor er nogen ting saa stærk,
Som kand hindre HErrens verk?

4. Uden ende, overmaade
Herlig er din kierlighed
Og usigelige naade,
Som os daglig er beteed.
Lad din kundskabs lys antænde

*

- - -

* 208

Og bestraale min forstand,
O al godheds fulde brand!
Lad mig i din naade brænde,
Giør mig ved din Guddoms glød
Ret i andagt lue-rød.

5. Du kandst give sielen føde,
Du est ene nok for mig,
Uden dig er alting øde,
Alting kand jeg faae i dig,
Du kandst ene rigdom give,
Alting uden dig er trang,
Ey at nævne værd engang.
Ach! hvad er dog her i live
Andet, uden dig, end nød,
Overkalket grav og død.

6. Ach! min siel i længsels lue,
Og i vand mit øye staaer,
Naar skal jeg dit ansigt skue,
At min jammer ende faaer?
Naar skal jeg til himlen stige
Op fra dette trængsels land,
Ind i søde engle-stand,
Boe udi dit skiønne rige,
Og dit milde ansigt see,
Hvor vil da mit hierte lee!

7. Nu du har berammet tiden,
Da min reyse bliver god,
Og din himmel længe siden
Mig forskreven med dit blod,

*

- - -

* 209

Derfor vil jeg taalig bie
Efter denne søde stund,
Men imidlertid min mund
Aldrig skal din ære tie,
Lof og priis dig være sagt
Her og hist af gandske magt.

Nr. 74.

O alle tings Monark! til hvilken ret at tiene
Sig alle Seraphim i ydmyghed forene.
Kast af din høye herlighed
Et naadigt øye paa mig ned.

2. Hvad er al magt imod din Majestæt at regne,
Al herlighed og glands skal for din throne blegne,
Vær ikke vred, men hav mig kier,
At jeg tør komme dig saa nær.

3. Du har fuldkommenhed, og derfor ingen lige,
Det ufuldkomne bør dog ikke fra dig vige,
Thi dit fuldkomne Faders sind
Os venlig lokker til dig ind.

4. Kun alle hid til mig, hvad skulde eder skrekke,
Min Majestætes glands jeg vil med naade dekke,
Thi vil jeg ey tilbage staae,
Men med min lof og priis fremgaae.

5. Du est min A og O, begyndelse og ende,
Hielp, at jeg mig til dig, min anfang, ret kand vende,

* *

- - -

* * 210

Og at jeg i dig ende maa
Alt hvad jeg har at forstaae.

6. Du est det store lys, som intet kand formørke,
Den mindste straal af dig os giver lyst og styrke,
O! at min steles mørke maa
I dette lys og glands forgaae!

7. Du kierligheden selv som strømmen dig udgyder,
Og alle englers sind saa u-ophørlig fryder,
Udgyd dig og, at jeg i mig,
Som kierlighed, kand finde dig.

8. Du est den livets kraft, af hvilken alt oplives,
Som til at tiene dig i nogen maade drives.
O! at ved dette livets liv
Min død maa blive død og stiv.

9. Du est for alting god, ja du est god allene,
O lad mig det om dig og ingen anden mene!
Men giør mig ogsaa sind og mood
Ved din den store godhed god.

10. Saa skal alt hvad jeg har din priis og tak frembære,
Ja! jeg vil gandske selv dig plat opofret være,
Dit billede du da skal faae
At see i mig saa deylig staae.

11. Dig være priis, som boer høyt over alle throner,
Og aldrig prises nok med alle engle-toner,
Jeg synger med af hiertens grund,
Til jeg faaer selv en engle-mund.

*

- - -

* 211

2. Om Guds evige Naade-Val og Forskydelse.

Nr. 75.

Mel. Nu vel an, vær frisk til Mode.

Milde GUd! mit hierte tager
Sig den frihed ind at see
I dit riges dybe sager,
Lad det med din ville skee,
Send en liden glands her ned
Af din store kierlighed,
At mit svage troes øye
Skrekkes ey for himlens høye.

2. Aldrig kand jeg noksom skatte
Din forbarmelse, som har
Kundet saadan slutning fatte,
Verden, som din fiende var,
Det fordømte Adams kiøn
Ved din egen kiere Søn,
Ved hans død, at frelse lade
Ud af den fortviilte skade.

3. O en slutning uden lige!
Kierlighedens fulde kraft,
Ret som hele himmerige
Havde intet andet haft!
Sønnen i Guds eget skiød
Gives hen til dom og død,
Dem fra satans magt at slide,
Som imod vor HErre stride.

*

- - -

* 212

4. Dog du har, o vise Fader!
Saadan rigtig orden sat,
Hvo sig den befalde lader,
Faaer din naades store skat,
Hvo paa Sønnen troer, og vil
Ham af hiertet høre til,
Aldrig hand fortabt skal blive,
Ham vil JEsus himlen give.

5. Villig er du og at tænde
Denne troe i alles sind,
Alle hierter skulde brænde,
Lod man kun din aand derind,
Vilde man kun kiende, hvor
Intet got i hiertet boer,
Og til naadens throne ile,
O! hvad fandt man da for hvile.

6. Dem du nu har seet at vilde
Giøre her i tiden bod,
Aandens virkning ikke spilde,
Men sig toe i Lammets blod,
Dennem har du og udvalt,
Og til Lammets bryllup talt,
Naar de troe til døden blive,
Vil du dennem kronen give.

7. Du har ingen vildet skyde
Hen fra naadens søde stand,

*

- - -

* 213

Hvo dig nu da ey vil lyde,
Derfor selv sig takke kand,
Troer man ikke paa din Søn,
Faaer man helvede til løn,
Mod den kierlighed at stride,
Det forvolder evig qvide.

8. Din retfærdig slutnings mening
Ærer jeg i ydmyghed,
Som din engle-chors forening
Aldrig nok at prise veed,
Troen kand vel see derind,
Men fornuften er for blind
Til i mindste grad at kunde
Denne høye sag udgrunde.

9. Sank da alle sielens kræfter
Til et himmel-sindet sind,
At mit gandske levnet efter
Himmerige rettes ind,
Til at skikke mig i alt
Som en siel, der er udvalt,
Hele verden slet foragter,
Altid gaaer med himmelfagter.

10. Lad mig see mit navn med ære
Skrevet ind i livets bog,

*

- - -

* 214

O! saa vil jeg gierne være
Hvor du vil, i hvad for krog,
Og er vist forsikret paa,
At mig ingen ting skal faae
Fra min søde JEsu dreven,
Jeg er alt i himlen skreven.

Nr. 76.

Mel. Som en Hiort med Tørst etc.

Hierte, lad dig ey indbilde,
At du est af GUd forstødt,
Hold dig fast til ordets kilde,
Evangelium er sødt,
Har du giort din GUd imod,
Ey, hand er jo from og god,
Har du samlet dig GUds vrede,
Glæd dig, naaden er tilrede.

2. Du est vel, som andre arme
Adams sønner, synde-fuld,
Men GUd strekker sine arme
Mod dig hierte-mild og huld,
Vender du dig om igien,
See! saa er GUd strax din ven,
Vær frimodig, GUd vil tage
Mod din bedrings graad og klage.

3. Mener du, hand er en løve,
Som kun tørster efter blod?
Kierlighed og gunst at øve,
Dertil staaer hans sind og mod,

* *

- - -

* * 215

GUd hand har en faders sind,
Vores jammer trænger ind
I hans søde faders hierte,
GUd hand føler selv din smerte.

4. Hør hans ord: saa sandt jeg lever,
Vil jeg ey en synders død,
Du, som for GUds vrede bever,
Glæd dig! det har ingen nød,
Naar kun GUd din bedring seer,
Alt hans hierte mod dig leer,
Syndre vil hand mildt undfange,
Aldrig komme de for mange.

5. Ingen hyrde saa kand rende
Efter det fortabte faar;
Skulde du GUds hierte kiende,
Hvordan det i lue staaer,
Naar hand ved den ondes list
Een og anden siel har mist,
Før hand finder dem med glæde,
Skulde du af glæde græde.

6. GUd hand ey allene ynder
Dem, som i hans naade staae,
Men og efter dem sig skynder,
Som i satans strikker gaae,
Skiønt at deres tal er stort,
Som hand har afspenstig giort,
Og ophidset dem, desverre,
Mod saa stor en GUd og HErre.

*

- - -

* 216

7. GUd dog bliver ved at raabe
Fuld af længsels fulde brand,
Sanker meer og meer tilhaabe
Ind igien i naadens stand;
Hvo sig nu vil stille ind
Med et naade-hungrigt sind,
Hand, naar hand sin synd begræder,
GUd og alle engler glæder.

8. GUd og alle himle fryde
Sig at see en synders bod,
Alle engle-munde bryde
Ud i glæde som en flod,
Men alt hvad hand har forseet,
Er, som det var aldrig skeet,
Al hans synd er kast i havet,
Alting, alting er begravet.

9. Ingen søe saa stærk udbryder,
Ingen strøm saa vældig gaaer,
Ingen ild saa heftig syder,
Intet mod vor GUd forslaaer,
Ingen ting kand lignes mod
HErrens naades store flod,
Vore synder bort at drive,
Mens vi ere her i live.

10. Nu vel an, I bange siele!
Her er naade, GUd ske lov,
Hvem vil pine sig og qvæle,
Da det ikke er behov,

*

- - -

* 217

Al den synd, du mindes kand,
Veyer ikke ved et grand
Mod GUds naades magt at regne,
Som du kandst dig frit tilegne.

11. Var der tusinde og flere
Verdens riger skabt af GUd,
Og du havde dem og mere
Fyldt med synd imod hans bud,
Det var meget, dog ey meer
End den allermindste fier
Mod GUds kierlighed at kiende,
Som har ingen, ingen ende.

12. Luk da op til himmerige,
Søde Fader! naadens port,
At jeg ret derind kand kige,
Og besee hvor høyt og stort
Naadens rige er og gaaer,
At mit navn i himlen staaer,
I din kierlighed mig øver,
Og dig aldrig meer bedrøver.

3. Om Skabelsen.

Nr. 77.

Mel. GUd Fader udi Himmerig.

Eller: Jeg veed et evigt Himmerige.

Op! al den ting, som GUd har giort,
Hans herlighed at prise,
Det mindste hand har skabt er stort,
Og kand hans magt bevise.

* *

- - -

* * 218

2. Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
De magted' ey det mindste blad
At sette paa en nælde.

3. Ja! alle englers store kraft,
Som Himle-Scepter føre,
Har ingen tiid den evne haft
Det mindste støv at giøre.

4. Det mindste græs jeg undrer paa,
I skove og i dale,
Hvor skulde jeg den viisdom faae,
Om det kun ret at tale?

5. Hvad vil jeg da begynde, naar
Jeg lidet giennemkiger,
Hvor mange folk der gik og gaaer
I alle verdens riger?

6. Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
At alle skove vrimle,
De mange fugle-spring, der skeer
Op under HErrens himle?

7. Hvad skal jeg sige, naar jeg gaaer
Blant blomsterne i enge,
Naar fugle-sangen sammenslaaer
Som tusind harpe-strenge?

8. Hvad skal jeg sige, naar mit sind
I havets dybe grunde
Kun dog saa lidt kan kige ind,
Og seer saa mange munde?

9. Hvad skal jeg sige, naar jeg vil,
Saa høyt jeg kand, opkige,

* * 219

Og vende alle tanker til
Det blanke solens rige?

10. Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
Hvor stierne-flokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig leer,
Og op til himlen vinker?

11. Hvad skal jeg sige, naar jeg op
Til GUd i aanden farer!
Og seer den store kæmpe-trop
Af blide engle-skarer?

12. Hvad skal jeg sige? mine ord
Vil ikke meget sige;
O GUd! hvad er din viisdom stor,
Din godhed, kraft og rige!

13. Alt det, som haver aande, skal
Vor Skabere begegne,
Hans lof skal fylde bierg og dal
Og alle verdens egne.

14. O! priser GUd paa denne jord
Hver, som har sands og tunge,
Og al den deel, i himlen boer,
Vor Skabers lof skal siunge.

15. Slaaer alle folk paa denne jord
Med fryde-tone sammen,
Halleluja! vor GUd er stor,
Og himlen svare amen!

* 220

Nr. 78.

Mel. Fryd dig du Christi Bruud.

Den luft hvori vi gaae,
Den jord vi trine paa,
Den muur af hav og bække,
Det stierne-pyntet dekke,
Blev flydt med got og glæde
Til Adams herre-sæde.

2. Da saae man jordens land
Udi sin jomfrue-stand,
Og før hun blev forbandet,
Da saae man intet andet
Paa klipper og i dale,
End skiønne brude-sale.

3. Men hvor var Adam da?
Hvor skulde komme fra
Den herre til sit rige,
Og thronen at bestige
Til jordens regimente;
Hvorfra var hand at vente?

4. Hvor var den herre? hvor?
Der laae et stykke jord,
En haandfuld sand GUd kaldte,
Til jorden at forvalte,
Et støv fik denne ære,
Al verdens spiir at bære.

5. Som det er GUds maneer,
Naar man slet intet seer,
Da veed hand raad at finde
Langt over alle sinde,

*

- - -

* 221

Ja der en redning henter,
Hvor man det mindst forventer.

6. Ey solens glands, ey guld,
Men kun et stykke muld
Hand tager, og det vender
I sine almagts hænder,
Strax er en bolig færdig,
Som agtes engle-værdig.

7. Saa blæser GUd ham ind
En aand af himmel-sind,
Forstand og alle dyder,
Som HErrens bolig pryder,
Der satte GUd sit stempel,
Der tog hand selv sin tempel.

8. Her staaer da Adam nu
Med GUd i siel og hu!
Hvorhen hans øye kiger,
Saa seer hand sine riger,
Al jorden til sin pleye,
Og himlen til sin eye.

9. Hans kierlighed var reen,
Hans skiønhed ugemeen,
Hans magt var u-indskrenket,
Al verden var ham skenket,
Hans tanke høy og vigtig,
Hans kundskab ret og rigtig.

10. Saa snart et dyr hand saae,
Strax kunde hand forstaae

*

- - -

* 222

Dets art, natur og evne,
Og det derefter nævne,
Hand kunde giennemkige
Naturens hele rige.

11. Hand ledte ey om guld,
Thi sielen den var fuld
Af himlens art og ynde,
Begierlighed og brynde
Til GUd, til GUd allene
At elske og at tiene.

12. Her var vor HErres priis
Hans beste paradiis,
Hans leye, gang og sæde
Var fuld af GUd og glæde,
Hand havde, kort at sige,
Et lidet himmerige.

13. O GUd! saaledes gik
Da Adam i sin skik,
Nu gaae vi anderledes,
At jorden maatte kedes
Vort syndig støv at bære,
At huse og at nære.

14. Men GUd skee lof og priis,
Et bedre paradiis
End det, som blev fordervet,
Os JEsus har forhvervet,
En himmel uden fare:
O gid vi der kun vare!

* 223

Nr. 79.

Mel. Bind nu op i JEsu Navn.

Adam gik i frydens lund,
Hele verden at regiere,
GUd vil ham dog give mere,
Derfor faldt hand i en blund,
HErren vilde nu beskikke
Ægteskabets høye sag,
Adam sov og vidste ikke,
At det var hans bryllupsdag.

2. Skabelsen var nu alt skeet,
Hængte sammen som en kiede,
Alle engler deres glæde
Havde i Guds gierning seet,
Dog var eet endnu tilbage,
Som var vigtigt, høyt og stort.
Adam havde ingen mage,
Dette blev saaledes giort.

3. GUd ved sin den stærke haand
Greeb hen ind ved Adams hierte,
Dette grib var ey til smerte,
Men at knytte ægte-baand,
Adam derved intet tabte,
At GUd tog hans ribbeen ud,
Thi deraf vor HErre skabte
Ham en himmel-pyntet bruud.

4. Adam vaagned op, og saae
Ud af første søvne-taage,
Saae sin GUd for sig at vaage,
Mens hand i sin slumme laae,

*

- - -

* 224

Saae, at GUd ved haanden førde
Denne jomfrue til ham hen,
Det hans hiertens grund oprørde
Til at prise GUd igien.

5. Hvad hand fandt i GUd for roe
Saadan himmel-sindet mage
Af Guds egen haand at tage,
Kan mand nu vel aldrig troe,
Her var ingen syndig brynde,
Som det pleyer nu at gaae,
Men GUds liflighed og ynde
Begge ud af øyne saae.

6. Her var ingen brude-krands,
Som man pleyer nu at bære
(Got naar det kun skeer med ære),
Her var dydens fulde glands,
Her var intet blomster nødigt
Til at strøe for brudens trin,
Natte-lys er overflødigt
Ved det klare solens skin.

7. I uskyldighedens pragt
Med en reen og engle-mine
Disse med hverandre trine
I en hellig ægte-pagt,
HErren føyer dem tilsammen
Ved sit eget Guddoms ord,
Der blev svaret Amen! Amen!
I det blide engle-koor.

8. Dermed gik det engle-par,
Som det enten skulde stige
Hvert minut til himmerige,
Eller snart i himlen var,

* 225

Eden var med himlen blandet
I saa sød en høytids roe,
GUd allene, intet andet,
Søgte disse begge to.

9. Den befalning Adam fik,
Det forbudne ey at æde,
Det var deres lyst og glæde,
Ord og anslag, hvor de gik,
Det var deres lyst at kunde
Være troe i denne post,
Ney de vilde ingenlunde
Smage den forbudne kost.

10. Der var ellers nok at faae,
Paradiis var fuld af glæde,
Nok at lugte, nok at æde,
Nok at see og høre paa,
Vilde GUd dem end forbyde
Alt hvad de i verden saae,
Kunde de ham selv kun nyde,
Maatte alt det andet gaae.

11. Men hvad skal vi tænke, naar
Man vil derimod afmale
Vore tiders bryllups-sale,
Som det meest i verden gaaer,
Naar med idel fylderier
Ægteskabet vies ind,
Denne satans glæde svier
Ind i alle frommes sind.

12. O hvor stor er dog den pragt,
Roos og priis for ægtestanden,
At GUd selv, og ingen anden,
Haver dertil grundvold lagt!

*

- - -

* 226

Lidde ægteskabet siden
Skiønt af slangen stor fortred,
Fik det dog sin glands med tiden
Af den ædle qvindens sæd.

13. Men i sandhed, standen maa
Uden JEsu ey begyndes,
Om hun af vor GUd skal yndes,
Hans velsignelse at faae,
Syndens lyst maa intet stifte,
Dette søde bliver suurt,
Sig at gifte kand forgifte
Ægteskabets helbreds urt.

14. I, som da i ægtestand
Leve, eller leve vilde,
Renser eders hierters kilde
Fra de raadne lysters vand,
GUd vil selv aldeles være
Med i denne høye sag,
Deraf har hun al sin ære
Brude-parrets æres dag.

15. O en vigtig sag! som dog
Af de fleste ey betænkes,
Som saa gierne sammen-lenkes
Til at gaae i syndens aag.
Hvad for fliid kand der formodes
Til en salig børne-tugt,
Naar der plantes kun og podes
Til at bære syndens frugt.

*

- - -

* 227

16. Standen i sig selv er god;
Men det kommer an paa maaden,
Kierlighed til GUd og naaden
Er den rette ægte-rod,
Himmel-sindede personer
Favne GUd i bøn og troe,
Det betyder ærens kroner
Og en evig samlings roe.

4. Om Guds Forsyn og Regiering.

Nr. 80.

Mel. Jeg vil din Priis udsiunge.

Eller: Guds Godhed ville vi prise.

Saa skal da mammon vige,
Og verdens trældoms stand,
Vor JEsu naades rige
Det aldrig lide kand,
Hvad skal afguderie,
Paa verdens sand at bygge,
I JEsu Kirkes skygge,
Ney naaden giør os frie.

2. Lad spørge den, som ikke
GUds søde naade seer:
Hvad skal jeg æde drikke,
Hvo vil mig klæde meer?

*

- - -

* * 228

Vil hedninger da gaae
Med verden sig at qvæle,
Saa maae oplyste siele
Dog bedre det forstaae.

3. O hvilken skam, at løbe
Fra GUd, som dyre lod
Os helved-slaver kiøbe
Med JEsu eget blood,
Og give sig hen i
Den haarde verdens plage,
At ofre sine dage
Til evigt slaverie.

4. Vil man ey andet have
End verden til sin skat,
Saa er man jo en slave,
I trældom dag og nat,
Før man kand noget faae,
Og er der lidet vunden,
Med frygt er sielen bunden,
At det igien skal gaae.

5. Det verste er, at slige
(Det maa jeg sige bart)
I søde himmerige
Har ingen deel og part,
De gaae den brede vey,
Og vil i himlen havne,
Naar de skal verden savne,
Men JEsus siger ney.

* * 229

6. Ney! aldrig tørst du tænke,
Som JEsum har forladt,
At GUd dig der vil skenke
Den store himmel-skat.
Er verden dig saa skiøn,
Og himlen dig saa liden,
Saa tag til takke siden
Med helvede til løn.

7. Saa prøv dig nu i grunden,
Om du ey verden har
I hiertet, GUd i munden,
Og dermed sagen klar,
Som hykleren er van,
Paa mammon kun at haabe,
Paa GUd sig dog beraabe,
Det gaaer umueligt an.

8. Vil du det trolig mene,
Din GUd at tiene her,
Saa er hand, hand allene,
Dig over alting kier,
Men er dig verden stor
Og skiøn i dine tanker,
Saa har du mist dit anker,
Og seyler uden roer.

9. I ret oplyste sinde,
Som JEsum har udvalt,
Som kiende, søge, finde
I eders Jesu alt,
Forsmaaer, som støv og sand,
Al verdens gods og evne,
Som ey er værd at nævne
Mod eders herre-stand.

*

- - -

* 230

10. Thi har I GUd til Fader,
Hand er at lide paa,
Saa glædes kun, og lader
Al verdens kummer gaae.
Hvad skal unyttig sorg,
Om næring tungt at spørge,
Saa længe GUd vil sørge,
Og være eders borg.

11. Er himlens slot vor eget.
GUd selv og hvad hand har,
Da er det meer end meget,
Da sagen er saa klar,
At kunde tvile paa,
Om og vort lives næring,
Saa kort en reyses tæring,
Er hos vor GUd at faae.

12. Kun frisk, I fromme hierter,
Og senker eder ned
Med alle eders smerter
I JEsu kierlighed!
Du GUds udvaldte flok,
Stræb kun af alle kræfter,
At følge JEsum efter,
Saa har og faaer du nok.

*

- - -

* 231

Nr. 81.

JEsus straffer den troende Siel, som begynder at lade sig indtage af verdens bekymring.

Ach min rose visner bort,
Bliver baade bleg og sort :,:
Ach mit blomster stod
Før som melk og blod,
Falmer nu fra top til rod.

2. Saae man før en HErrens bruud
See saa ufornøyet ud? :,:
Slet bestilt at man
Ikke bedre kand
Skiønne paa sin ædle stand.

3. Est du bleven barn igien?
Har du glemt din siele-ven? :,:
Veedst du ey mit ord?
Veedst du hvad du troer?
Og hvad du i daaben soer?

*

- - -

* 232

4. Læs engang det første bud:
Jeg er HErren, jeg din Gud, :,:
Lad det derved staae,
At jeg sørge maa,
Din sorg intet kand forslaae.

5. Har du og din troe forgiet?
Hvo har skabt dig? veedst du det? :,:
Den dig skabte veed
Vidre nok beskeed,
Sørg du ey, men troe og beed.

6. Har Gud noget havt saa rart,
Som for dig er bleven spart? :,:
Har du glemt min død,
Og det blod, som flød
Af mig i min bittre nød?

7. Aanden gav jeg dig til pant,
At du gandske vist og sandt :,:
Himlen selv skal naae,
Tviler du da paa,
Dine smuler her at faae?

8. Læs engang dit fader vor,
Fader! kiend ham og derfor; :,:
Derpaa det beroer
Alt, at du kun troer
Dette søde faders ord.

*

- - -

* 233

9. Ach! hvad ære, fryd og haab
Havde du vel af din daab, :,:
Vidste du beskeed
Om din herlighed
Efter daabens pagt og eed.

10. Faaer du ved Guds alter-foed
JEsu legem, JEsu blod, :,:
Den er steen og stok
I Guds kirke-flok.
Som ey deri finder nok.

11. Op med dit beklemte sind,
Kiig kun i Guds himle ind :,:
Hør Guds englers sang!
See hans helgens rang,
Der skal du og staae engang.

12. Zion, hele sagen er,
Verden, verden du begier :,:
Hendes skiulte glød
Gnistrer i dit kiød,
Brænd dig ey, det er din død.

13. Verden, verden af dit sind,
Luk din JEsum ene ind :,:
Favn mig i din troe,
Lad mig i dig boe,
Saa faaer sielen nok sin roe.

*

- - -

* 234

Nr. 82.

Mel. JEsu! du min glæde.

Gud skal alting mage,
Som mig alle dage
Favner i sit skiød,
Hand som mig udvalte,
Og blant sine talte,
Førend jeg blev fød,
Hand som veed
Saa god beskeed
Udi livet og i døden,
Hvad jeg har fornøden.

2. Gud skal alting mage,
Som saa mangen plage
Haver fra mig vendt,
Underholdet livet,
Mad og drikke givet,
Som det mig har tient,
Og naar tiit
En anden sit
Har med suk og sorg fordøyet,
Har han mig fornøyet.

3. Gud skal alting mage,
Lad den gamle drage
Fnyse hvad hand kand,
Lad kun havet bruse,
Alle vinde suse,
Gud er styremand,
Jonas saae
Beviis derpaa,
Naar hand og til jorden bøyer,
Hand igien ophøyer.

Nr. 82. EaJ1-7.

- - -

* 235

4. Gud skal alting mage,
Dig ved haanden tage,
Naar du synke skal,
Naar du vil fortvile,
Finder ingen hvile
Udi modgangs-dal,
Gud da vil
Selv træde til,
Da skal al din kummer endes,
Som et straa forbrændes.

5. Gud skal alting mage,
Mægtig i de svage
Hand sig altid teer,
Skulde eller kunde
Nogen gaae til grunde,
Som paa HErren seer?
AIlesteds
Da vel til freds,
Alting staaer udi hans hænder,
Al din trang hand kiender.

6. Gud skal alting mage,
Naar du skiønt skal smage
Dødens beske skaal,
Da vil hand det giøre,
Selv vil hand dig føre
Til det rette maal,
Lad den pagt
Kun staae ved magt,
At du skal til graven drage,
Gud skal sielen tage.

*

- - -

* 236

7. Gud skal alting mage,
Som den sorte drage
Mægtig overvandt;
Fører hand skiønt sine
Giennem kors og pine,
Underlig iblant,
Vær bered
Til striid og fred,
Til at give og at tage,
Gud skal alting mage.

Nr. 83.

Hvad er det got, i JEsu arme
Som skiøde-barn at sove ind,
Og ved hans naades bryst sig varme
Med et fra sorg befriet sind,
Hvad vil du dig med frygt besvære?
Gud kand din sorg allene bære,
Hans trofasthed omskiftes ey,
Hand er dig altid troe forbleven,
Og har sig med sit blod forskreven,
At føre dig den rette vey.

2. Hvor daarligt: som en hedning fare
I alle kummers torne ind,
Du kunde jo den møye spare,
Og favne JEsum i dit sind,
Da skulde sorgen selv sig glemme,
Og du en liflig roe fornemme,

*

- - -

* * 237

At see hvad hand fra evighed
For kierlighed har til dig baaret,
Som jo endnu er ubeskaaret,
Og evig, evig bliver ved.

3. Hvad vil du gremme dig for livet,
Og hvad der hører livet til?
Gud, som dig har det første givet,
Dig og det andet give vil,
Den, sielen himmel-spise rekker,
Og med sin JEsu purpur dekker,
Som er saa hierte-huld og troe,
Skal ogsaa nok din krop betænke,
At du dig derfor ey tørst krænke,
Men lade det paa Gud beroe.

4. Umælende dig det kand sige,
Naar du dig dem kun stiller for,
Da seer du i Guds almagts rige
Hans forsyns vey og klare spor,
Den lille fugl vor HErre nærer
Sig aldrig over trang besværer,
Er altid lystig, mild og vel,
Giør mark og skov til paradiser,
Og meer, end vi, vor HErre priser,
At vi maae skamme os ihiel.

5. See lilien i grønne dale,
Hvem har vel smykket denne bruud,
Hun skulde, om hun kunde tale,
Dig skielde for en tidsel ud,
Blant torne seer du rosens ynde,
At den dig vil til troen skynde,

*

- - -

* 238

Og alle blomsters rare top
I tal og skiønhed uden ende,
Som alle sig mod himlen vende,
Og vise dig til Gud hen op.

6. Der seer man dem i deres smykke
Som alle tider mildt at lee,
At Salomon i al sin lykke
Ved dem kun ringe var at see,
Kand Gud et græs saa høyt begave,
Hvad skal du da, min siel, vel have
For prydelse og herlighed?
Som har den beste skiønhed arvet,
Og est med blodet purpur-farvet,
Som flød af JEsu vunder ned.

7. Den deel vi bruge her i live,
Er ikke megen kummer værd,
Een ting er nødig ret at drive,
Og tage sig af hiertet nær,
Hvor mangen gaaer med suk, og klager
For det, som Gud sig selv antager,
Og bærer sorgen i sit bryst,
Da tit, naar ingen redning kiendes,
Ved hannem al vor jammer vendes
Til hiertens glæde, fryd og lyst.

8. Saa hviil, min siel! foruden plage
Saa stille i din JEsu skiød,
Lad dig den glæde ey betage,
Men glæd dig derved til din død,

*

- - -

* 239

At Gud i Christo dig udvaldte,
Og alle dine taarer talte,
Har maalet al din gang og vey,
O lad dig det dog eengang sige,
Din Gud, hand kand dig aldrig svige,
Ney! Gud allene sviger ey.

Nr. 84.

Mel. Jeg raaber til dig o HErre Christ.

O Gud! fornuften fatter ey
Din forsyns skiulte naade,
Den ubegribelige vey
Og underlige maade,
At føre dine helgen paa,
At gange og ledsage,
Lede, drage,
Og altid med dem gaae
I alle deres dage.

* *

- - -

* * 240

2. Naar du os vil ophøye, maae
Vi først til jorden segne,
Naar vi dit naade-skin skal faae,
Saa lader du det regne,
Du tager os vor fordeel hen,
Naar du os riig vil giøre,
For at føre
Vor siel til dig igien,
Og dine bud at høre.

3. Du lader os med helved-frygt
I vore synder plage,
At naaden ret kand blive søgt,
Og desto bedre smage,
Du truer os med nød og død,
Naar du os vil oplive,
Trøsten give,
Der er langt mere sød,
End nogen kand beskrive.

4. Og naar vi da din kierlighed
Og milde hierte finde,
At mange glædes taarer ned
Af vore øyne rinde,
Naar den afvendte siel igien
I JEsu skiød kand havne,
Ham at favne,
Saa svinder verden hen
Som drømme, røg og avne.

5. Du stiller dig som du varst vred,
Forskrekker vore tanker,

*

- - -

* 241

Du støder os i skarnet ned,
Os truer, slaaer og banker,
Befinder du os deri troe,
At vi det trofast mene
Med dig ene,
Saa faae vi liv og roe
I siel, i marv og bene.

6. Du fører os i kamp og striid
Mod satans hele skare,
Vi synes tiit i saadan tiid
I alt for stor en fare,
Da lære vi, hvor lidt vor leyr
Formaaer mod satans pile,
Til dig ile,
Og efter vunden seyr
I dig allene hvile.

7. I saadan kamp vi føres ind
Til vores egen nytte,
I Gud et uforandret sind
At faae til deel og bytte,
Naar vi vor jammer, synd og nød
Saa stærk i Gud bekrige,
At de vige,
Det bringer kiødet død
Og aanden kraft og rige.

8. Saa gaaer du giennem torn og krat
Og mange mørke stræder,

*

- - -

* 242

At faae de arme siele fat,
Som sig i verden glæder,
At de sig siden uden tvang
Dig gandske overgive,
Troe forblive,
Og satan mangen gang
Forfølge og fordrive.

9. Du giør til idel daarlighed
De vises høye sinde,
Og den for verden intet veed
Kand dine veye finde,
De arme synd're naade faae,
Men de sig selv behage
Maae tilbage
Med skam og blusel gaae,
Som verden ey forsage.

10. Det, som er for fornuften stort,
Det agter du ey meget,
Men det, som verden kaster bort,
Det kalder du dit eget,
Din gierning fører ingen pragt,
Hvad roes og gunst vil vinde,
Maa forsvinde,
Det, som er slet og svagt,
Det kand din naade finde.

11. Og det er nu din gamle viis
Med dem, som dig behage,
De maae saa ofte tugtens riis
Og megen trængsel smage,

*

- - -

* 243

Du fører os i mulm og mørk,
Hvor ingen vey og ende
Er at kiende,
Før vi fra verdens ørk
Til himlens hiem os vende.

12. Du viser altid det, der staaer
Imod den deel, du tænker,
Naar veyen hen til kronen gaaer,
Saa viser du os lenker,
Tit lader du os falde, naar
Du os fra fald og snare
Vil bevare,
Og lægedommen gaaer
Da ud af gift og fare.

13. Du giør os nøgen, bar og blot,
Naar du os vil berige,
Og trapperne er spee og spot
Til ærens krands at stige,
Naar vi slet intet andet kand,
End onde lysters vinde,
I os finde,
Saa setter du i stand
De synd-beklemte sinde.

14. Naar sielen sidder kold og svag
I stor anfegtnings mørke,

*

- - -

* 244

Da just i hendes vee og ach
Du selv er hendes styrke,
Vi tænke ofte i vor vee,
At du os slet forstøder,
Knuser, døder,
Ved enden kand vi see,
At hiertet mod os bløder.

15. Hvo merker, søde Gud! din daad
Og vise forsyns veye?
Hvo overgiver sig dit raad
Og faderlige pleye?
Vi troe dit milde hierte ey,
Og kand vor onde ville
Ikke stille,
Naar du fra glædens vey
I korset os vil skille.

16. O Fader! vær taalmodig mod
Os arme her i live,
Og lad vort hiertes onde rod
Din naade ey fordrive,
Du kiender jo vort onde sind,
Hvor let vi selv os plage
Og forsage,
Naar korset trænger ind
I vore glædes dage.

*

- - -

* 245

17. Saa brug din gode fader-ret
Og vise tugte-maade,
Det vilde gaae os alt for slet,
Om kiødet skulde raade,
Griib hiertet an, og lad os ey
I verden nogen hvile,
Før vi ile
Til dig paa troens vey
For korsets jammer-pile.

18. Lær os det falske hykle-trin
Fra Christi gang at skille,
Og ikke med det bare skin
Os selv og andre drille,
Ey følge vore egne spor,
Thi vor fornuft de rette
Ey kand giette,
Men dine veye for
Vort øye altid sette.

19. O! lad fornuften aldrig dig
I dine veye dømme,
Og kiødet ey bedrage sig
I sine egne drømme,
Og naar du giør ved korsets tugt,
At synden os skal smage
Salt som lage,
Vi da forstaae den frugt,
Som vi af korset tage.

20. Saa føer os ved din egen haand,
Som du det bedst kand finde,

*

- - -

* * 246

Og lad din gode Hellig Aand
Os alle tider minde,
At hvordan du os føre vil,
Saa er din vey og maade,
Os at raade,
Hvor haardt det end gaaer til,
Dog idel naade, naade.

5. Om Guds Billede og Menniskets Elendighed og Fordervelse.

Nr 85.

Mel. Af dybsens Nød lader os til Gud.

Min JEsu! grund til al vor lyst,
Og frydens rette sæde,
Hvad klemmer dog dit milde bryst?
Du hele verdens glæde!
Hvad er det for en bitter ting,
Der giør dig hierte-stød og sting,
At du saa dybt maat sukke.

2. Den jammer udi vor natur,
Som du til bruud har kaaret,
Vor jammer bliver dig saa suur,
Og har dit hierte saaret,
Vor jammer voldte, at man saae
Dig her saa tiit i verden gaae
I suk og sørge-tanker.

* *

- - -

* * 247

3. Du seer, Guds billede er skiendt,
Som var i sielen inde,
Og hvordan mørkhed har bespendt
De arme folkes sinde,
Hvor hellighedens brude-krands
Af siel og hierte, sind og sands
Er gandske tabt og borte.

4. Du seer, hvorledes vi har mist
Vor friheds lyst og ære,
Og fik igien ved satans list
Det syndens aag at bære,
Det mesterstykke af Guds haand,
Vor tunge, seer du nu i baand,
Af satan selv belenket.

5. Det synde-aag, de bolt' og baand,
Som vore siele plage,
De giør, at JEsu ynksom aand
Saa dybt et suk maa drage,
Men i særdeleshed fordi,
At folk vil ikke være fri
Fra synd og evig pine.

6. Men du gaaer midt paa pladsen ind
Blant dem, der lide ilde,
Og aabner med beængstet sind
Dit hiertes naade-kilde,
Det suk, man af dig høre fik,
Ind for os i Guds hierte gik,
Hans kierlighed at finde.

*

- - -

* 248

7. Saa see, o milde fader, til
Din søns beklemte sukke,
Hvormed vor kiere Frelser vil
Dit hierte os oplukke,
Tag an dit svage creatur
I din fuldkomne naade-cuur,
Det sundt igien at giøre.

8. O Frelser! lad dit hephata
Min mund og hierte røre,
Saa skal du et halleluja
Af begge dele høre,
O! at dit broder-hierte maa
I al vor nød os aaben staae,
Saa kand os intet feyle.

9. Ach himmel-due, ach fornem
Din turteldues klage,
Og føer ved dine sukke frem
For Gud min vee og plage,
Bespreng min siel med JEsu blod,
Og giv mig troe og trøstigt mod
I al min trang og møye.

10. Naar døden i den sidste stund
Vil mund og mæle lukke,
Saa fyld mit gandske hiertes grund
Med himmeltrængend' sukke,
Føer selv for thronen mine ord,
Og sielen ind i engle-chor,
Hvor al vor suk har ende.

*

- - -

* 249

Nr. 86.

Mel. O menniske begræd din synd.

Nu JEsus til sin pine gaaer,
Ham taarerne i øyne staaer,
Og strømme-viis nedrinder,
O! hvem der kunde græde blod
Ved denne klare livets flod
Paa JEsu rosen-kinder.
Hvi græder du, som aldrig loe?
Hvi græder verdens lyst og roe?
Hvi græder himlens glæde?
Hvorledes skal jeg finde dig,
Immanuel, saa ynkelig
Paa denne jord at græde?

2. Var det, fordi du kunde see
Din pinebenk, gethsemane,
Og dødens kalk iskienket;
Da satan og den store stad
Til dig at lave dødens bad
Var ret som sammenlænket.
Ney derfor græd min JEsus ey,
Hand traadde paa sin piinsels vey
Med kæmpe-mod og længsel,
Hans død var beesk at tænke paa,
Men større var hans lyst at faae
Os frelst af evigt fængsel.

3. Men sagen var, fordi hand saae,
De fleste skiønne intet paa
Hans bittre dødens vaade,

*

- - -

* 250

Men leve hen foruden bod,
Ja træde paa hans død og blod
Og himmel-søde naade,
Dog tænke fast i deres sind,
At de skal løbe lige ind
I søde himmerige.
Den sag maa hiertet sprekke ved,
Som JEsus og paa dette sted
Ey kand for graad udsige.

4. Hand saae, der blussed" over dem,
Som boede i Jerusalem,
Guds grumme vredes lue,
Fordi de naadens lys forskiød,
Og torde med saa haard en død
Saa kier en Frelser true,
Hans egen pine har hand glemt,
Men over staden hierte-klemt
I suk og graad udbryder:
O arme stene-blinde stad!
Jeg græder, men du leer kun ad
Den naade, jeg dig byder.

5. Du, fordum hele verdens priis,
Guds egen stad og paradiis,
Hans residentz og sæde,
Din tempel i dig yndefuld,
Som demant spiller i sit guld,
Var alle frommes glæde.
Jerusalem! hvor seer du ud,
Er saadan deylig jomfru-bruud
Nu til en hore bleven,
En synde-sølet skiden soe,

*

- - -

* 251

De sorte aanders myre-boe,
Til dødens dom opskreven?

6. Ach! vilde du, endog i dag,
Besinde ret din frelses sag,
Med bedrings graad og sukke,
Da skulde end min taare-regn
Dig være vist et naade-tegn
Til vredens ild at slukke.
Men satan har dig slet forrykt,
Du lever uden sands og frygt,
Og vil dig ey omvende,
At Gud maa føre over dig
En jammerfuld og græsselig
Forstyrrelse og ende.

7. See dog, hvor det din søster gik,
Synd-sikre Christenhed, hun fik
Den deel du og skal finde,
Saa fremt du ey omvender dig,
Og søger naaden flittelig,
At bedrings graad kand rinde,
At skiemte med vor HErres ord
Betyder hunger, pest og mord,
Ja evig helved-klage,
Det staaer kun paa oprigtig bod,
Hvor den er, der er sagen god,
Men ellers evig plage.

8. Om dig forkyndtes sverd og brand,
Ja HErrens vredes grumme band
Af alle Guds propheter,

*

- - -

* 252

Om jorden brændte under dig,
Og himlen spaade pest og kriig
Med tusinde cometer,
Hvad var det dog at ligne mod,
At himlens Gud paa jorden stod,
Din ondskab at begræde,
Du dog kun frek til verden seer,
Og derved virkelig beleer
Vor JEsu øyne-væde.

9. Saa græd, o sikre siel! engang,
Den tiid, den tiid er alt for lang,
Du levet har saa ilde,
Lad hiertet smelte bort i vand,
At bittre taarer flyde kand
Af øyet som en kilde,
Da skal din JEsu øyne-taar
Formilde hiertets dybe saar,
Og al din graad forsøde,
Da bliver glæden meer end stor
I englernes udvaldte koor,
At du fra synden døde.

10. Thi græd hand for den fule stad,
Som satan selv i skiødet sad,
Den helved-drage-bolig,
Det folk, som slog ham selv ihiel,
Saa kand du tænke, kiere siel!
Hand mener det saa trolig,
Hand løber dig med graad imod,
Her skal du staae, og holde fod,

*

- - -

* 253

Ey paa hans taarer træde,
Men følge JEsu øynes raad,
Hvor kandst du, naar du seer hans graad,
Dig bare for at græde.

11. Hand har dig som en stad belagt
Med sine taarers vold og magt,
Du skal ham ey undvige,
Besee hans vaade rosen-kind,
O! see ham ret i øyne ind,
Der blinker naadens rige,
Nu JEsu, kom med livets vand,
Som hiertet ene ledske kand,
Og al min jammer slukke,
Derefter tørster alt mit sind,
Det suer jeg i sielen ind
Med dybe længsels sukke.

12. Tak, JEsu! for hver draabe vand,
Som du i din fornedrings stand
Min siel til trøst lod rinde,
Jeg græder her og længes, til
Din kierlighed mig unde vil
I himlen dig at finde.
Naar skal jeg see de øyne paa,
Som til min nød saa naadig saae,
Som for mig vilde græde,
Som brast for mig i dødens vee?
Naar skal jeg dog de øyne see
I evig fryd og glæde?

*

- - -

* 254

Nr. 87.

Mel. Nu lader os hans Legem.

Hvad hører jeg i paradiis?
En lyd af HErrens vredes riis.
Hvad da, hvorledes er det fat?
Ach! Adam har sin Gud forladt.

2. Hand var jo i Guds billed skabt?
Ja! men nu er den krone tabt.
Er al den herlighed forbie?
Ja nu er hand i slaverie.

3. Hvor blev hans viisdoms himmel-skat?
Ach den forsvandt i syndens nat.
Hvad har hand nu for denne glands?
En tordenskye i sind og sands.

4. Hvor blev hans lyst at tiene Gud?
Den brød hand med vor HErres bud.
Er den forglemt, som var saa sød?
Ja den er tabt, og glemt, og død.

5. Hvad stak ham, som var før saa klog?
Hans egen hustru ham bedrog.
Hvor faldt hun i den jammer ned?
Ved satans underfundighed.

6. Hvor kunde satan det formaae?
Hun tænkte større magt at faae.
Var dette grib saa stor en last?
Ja! derved har de Gud forkast.

*

- - -

* 255

7. Hvorledes blev da sielen nu?
Forferdet under vredens kue.
Hvad kom der efter lyset ind?
Et dumt, fra Gud forvildet sind.

8. Hvad havde hand med det fortient?
At vorde evig, evig brændt.
Hvem havde deel i denne løn?
Det gandske arme Adams kiøn.

9. Hvor komme vi til den fortred?
Vi vare jo i Adam med.
Hvoraf kand dette blive kiendt?
At vor natur fra Gud er vendt.

10. Ach! er det ey en farlig sag?
Ja! nød og angest for og bag.
Det seer jo ey den store flok?
Ja, men de kunde see det nok.

11. Hvem siger da, at Gud er vreed?
Det siger vor samvittighed.
Ja hvad om hun er sovet hen?
Saa faaer hun vækkes op igien.

12. Men er der ingen redning til?
Jo, vel for den, som reddes vil.
Hvor skal man da, hvor skal man hen?
Til Gud, vor fromme Gud, igien.

13. Vil hand os tage an paa nye?
Ja, dersom vi fra synden flye.
Hvor naae vi denne kierlighed?
I JEsu troe, som for os leed.

*

- - -

* 256

14. Er synden da mig reent forladt?
Ja, faae vi ham i troen fat.
Hvad giør mig vis i denne sag?
Din kamp mod synden nat og dag.

15. Er da min Gud mig mild og bliid?
Ja, søg din JEsum kun med fliid!
Men om det ey i tiden skeer?
Saa er der ingen redning meer.

Nr. 88.

Mel. O Drøvelse, etc.

O JEsu! see
Min skam og vee,
Guds billede er borte,
Sielen er spedalsk som snee,
Satan mig forgiorte.

2. Hvor himmel-klar
Og deylig var
Din skabning før at skue,
Ligner nu et skiden kar
Og den vilde drue.

3. Ach! den gestalt
Paa sielen faldt,
Der hun fra Gud sig vendte,
Nøgen, skiden, blind og halt
Ind i synden rendte.

* *

- - -

* 257

4. I dødens nat
Blev sielen sat,
Og var dog vel til mode,
Skiønt hun havde reent forladt
Hendes største gode.

5. Da sank hun ned
I daarlighed
Og syndens herredømme,
Alt hvad hun om himlen veed,
Er kun falske drømme.

6. De mørke baand
Fik overhaand
I alle hendes kræfter,
At hun den ureene aand
Følger gierne efter.

7. Som skibet ind
For vær og vind
I alle strømme farer,
Saadan foer det vilde sind
Hen i satans snarer.

8. De sorte kul
Og afgrunds hul
Er blank mod den at sige,
Som med verdens røg og smul
Vil sig nu berige.

9. En efterhøst
Af verdens lyst

*

- - -

* 258

Er hendes sommer-glæde,
Hyklers roes og falske trøst
Hendes ære-sæde.

10. Saa heel forvendt,
Forraadt og skiendt
Er sielen nu at finde,
Sort, forvildet og forbrændt
Som en dievelinde.

11. O JEsu! som
Til verden kom,
For os at vorde givet
Til en skat og helligdom
Og en vey til livet.

12. Forbarme dig
Dog over mig,
Og lad dit lys oprinde,
At mit hierte skynder sig,
Gud igien at finde.

13. Lad Straaler paa
Mit hierte slaae
Af naadens morgen-røde,
At min arme siel kand staae
Op igien fra døde.

14. Giv himmel-sands
Og dydens glands
Ved troens gylden-stykke,
Giv mig til en brude-krands
Dine vunders smykke.

*

- - -

* 259

15. Al verdens guld
Saa sort som muld
Mod denne ære findes,
Naar mit hierte frydefuld
Ret med dig forbindes.

16. Saa ugemeen
Og himmel-reen
Kand JEsu blod mig giøre,
Syndens magt, end ikke een,
Er der meer at høre.

17. Da gaaer jeg hen
Til Faderen,
Med himmel-perler kronet,
Evig nu paa ny igien
Med min Gud forsonet.

18. Mit smykke staaer
Da deylig, naar
Hand mig sin smukke kalder,
Og jeg, hvor jeg staaer og gaaer,
Ham saa vel befalder.

19. Men ach! hvor maa
Jeg vaerlig gaae,
At denne skat ey mistes,
Naar jeg skal i striden staae,
Og af satan fristes.

20. Hvad giør jeg da?
Jeg daglig fra
Al verdens lyst vil rende,

* 260

Og Guds søn paa Golgatha
I hans død omspende.

21. Saa har jeg hvad
Mig frisk og glad
Og skiøn for Gud kand giøre,
At mig verdens raadne mad
Ikke kand forføre.

22. Immanuel!
Du kandst saa vel
Mig denne perle giemme,
Derfor holder sig min siel
Altid hos dig hiemme.

23. Bort syndens stank,
Jeg fri og frank
Vil verden giennemstride,
Hist skal jeg nu snart staae blank
Hos min JEsu side.

Nr. 89.

Mel. Hvo kun sin Gud vil lade raade.

Vor siel er dertil født og baaren,
I Gud at vorde skiøn og riig,
Just dertil af ham selv udkaaren,
At vorde ham, sin skaber, liig;
Hvo kand den ære noksom prise,
Som Gud har vildet os bevise?

2. Her var en adel-stand at hitte,
Som himlen selv har agtet skiøn,

* *

- - -

* * 261

Og ey den allermindste smitte
I hendes væsen, art og kiøn,
Her kunde ingen mangel være,
Thi Gud var hendes lys og ære.

3. Hun drak af samme kildes floder,
Hvoraf hun selv var kommen frem,
Og viisdom, hendes selskabs broder,
Var hende meer end angenem,
Hun havde meer end riigdom funden,
Thi hun var ret med Gud forbunden.

4. Hvo kand den liflighed beskrive,
Som hun i hendes Gud fornam?
O! at hun lod sig fra ham drive,
Sig til uhørlig last og skam!
Men fienden hendes bryllups-dage
Har vendt til skændsel, vee og plage.

5. Nu er hun gandske jordisk bleven,
Og intet mere ret forstaaer,
Veed ey hvorhen hun er fordreven,
Men vild i denne verden gaaer,
Hun kand sig ey til GUd opsvinge,
Men elsker det, som er saa ringe.

6. Hun gaaer i barendom, og spiller
Med denne verdens leer og sand,
Sig ingen fare forestiller,
Beleer Guds vredes tordenbrand,
Med dukke-tøy hun sig umager,
Og agter ingen siele-sager.

*

- - -

* 262

7. O Gud, som har en frelse givet,
At bedre den fortviilte stand,
Væk sielen op igien til livet,
Som du, og ingen anden, kand,
At hun igien kand viisdom finde,
Og ikke løbe meer i blinde.

8. Tag fra mig bort den spot og skade,
At jeg saa lidt har elsket dig,
Som med dig vil saa gierne lade
Den arme siel foreene sig,
Hør dog min ynkelige stemme,
Og red mig ud af dødens klemme.

9. Giv! at jeg dig kand elske meget,
Og føer mig i dig selv til roe,
Det stinker, hvad der er mit eget,
At jeg ey hos mig selv kand boe,
Mit hierte dig skal vorde givet,
Dig elske er min deel i livet.

10. De sukke, jeg saa dybt maa drage,
Ach lad dem dig til hierte gaae,
Din søde kierlighed at smage,
Er al den deel jeg tænker paa,
Thi kand jeg elske dig af hierte,
saa kand mig intet mere smerte.

11. O store Gud! hvor skal jeg finde
Den lue, hiertet ønsker sig?
O lad dig, lad dig overvinde,
Og drag mig selv igien til dig,

*

- - -

* 263

Thi bliver du med mig forbunden,
Jeg da min siel igien har funden.

12. Den kierlighed, jeg længes efter,
De bryste, som jeg til er vant,
De give rette livets kræfter,
O! gid jeg ved dem laae saa sandt,
Jeg er jo dertil just udkaaren,
Ja, førend jeg blev født og baaren.

13. Just dertil, dertil est du givet,
Til mig af evighed udseet,
Saa lad mig i dig finde livet,
Jeg tier ey, før det er skeet,
At al den deel, der i mig tændes,
Med dig begyndes maa og endes.

14. Saa vær min himmel, soel og ære,
Min herlighed og tiidsfordriv,
Min skat, jeg kand i hiertet bære,
Min evig deel i dette liv,
Faaer jeg kun dig, min livets kilde,
Saa faaer jeg al den deel, jeg vilde.

Nr. 90.

Der mennisket var giort
Af Gud til noget stort,

* * *

- - -

* * 264

Hans billede at bære,
Der skulde idelig
I sielen vise sig
Med himmel-glands og ære,
Da bragte satan al
Den herlighed til fald
Ved Adam at besnære.

2. Det billed' haver Gud
I lovens klare bud
Os tydelig afmalet,
Fornyet det igien
Ved den, som synden hen
Har baaret og betalet,
Hand danner os paa ny
Den onde vey at flye,
Som Gud det har befalet.

3. Guds ord maa ret herind,
At vi i siel og sind
En himmel-kraft kand finde,
Guds klarheds egen glands
Maa klare al vor sands,
Fornuft og alle sinde.
Da seer man ogsaa snart
Et himmel-sind og art
I villen at oprinde.

4. Vor JEsu blod og sveed
Har vor retfærdighed

*

- - -

* 265

Allene bragt til veye,
Hvo dette ret forstaaer,
En væmmelse hand faaer
Til syndens sikre leye,
Og trænger med sit sind
I JEsu samfund ind,
Ham gandske selv at eye.

5. Da seer man aandens frugt
Først ret at spire smukt
I JEsu samfunds glæde,
I dydens rette skin
Foruden hykle-trin
Paa livets vey at træde,
Hvor HErrens sande frygt,
Paa troens klippe bygt,
Er væsentlig til stede.

6. En tro e til Gud, som staaer,
Naar alt til grunde gaaer,
Et haab, som ey vil glippe,
Alvorlig bøn og striid,
Bestandighed og fliid
Det gode ey at slippe,
Et levnet, som er fri
Fra skam og hyklerie,
Bestandig, som en klippe.

7. Mod arme gavemild,
Og som en brand og ild
Til andre got at giøre,
Ærbødig mod enhver,
Mod dennem dog i sær,

*

- - -

* 266

Som herredømme føre,
En hiertens ydmyghed,
Et sind som uret veed
At taale og at høre.

8. At sielen holder sig
Kydsk, ærbar, maadelig
I tanker, ord og lader,
Og er i hiertet god
Den, som os er imod
Og uden aarsag hader,
Er sandru, troe og huld,
Og ingen svigefuld
Bedrøver eller skader.

9. Da seer det klaret sind
I loven trøstig ind,
Er fuld af gode tanker,
Den rene hiertets grund
Da holder haand og mund
I sine rette skranker,
Hvert lem har dyd og kraft,
Som grene fuld af saft
Paa sine skiønne ranker.

10. Det er det billede,
Som Gud i os vil see,
Skal hand sig ved os kiende,
Den klarhed tager til,
Jo meer man stræbe vil,
I troens kraft at brænde,
Hist faaer hun al sin glands
Og rette brude-krands
At bære uden ende.

* 267

6. Om Guds Venlighed og Kierlighed.

Nr. 91.

Mel. Jeg raaber til dig, o HErre.

O JEsu, som har elsket mig,
Ja med saa overmaade
Aldeles ubegribelig
En kierlighed og naade,
O tænd mit hierte an igien
Med kierlighedens iver,
At jeg giver
Mig gandske til dig hen,
Og stedse hos dig bliver.

2. O lad dog kierlighedens brand
Mit hierte saa indtage,
At uden dig mig intet kand
I denne verden smage,
Stød alting af mit hierte ud,
Som sielen vil forvende
Fra at brænde,
Som din forelskte bruud,
Til livets sidste ende.

3. Hvad er din kierlighed dog sød,
Og meest i korsets plager,
Hun giør, at baade nød og død
Saa vel som honning smager,
Saa giv, at jeg ey andet veed,
Ey tænker, hører, lærer,
Elsker, ærer,
End denne kierlighed,
Som JEsus til mig bærer.

*

- - -

* 268

4. Gid jeg, min skat, dig maatte heel
Til evig eye nyde,
Og al mit hiertes inderdeel
I dine luer syde.
O lad mig vaage dag og nat,
At ingen lyst og plage
Skal borttage
Dig, søde himmel-skat!
I alle mine dage.

5. Det var jo idel kierlighed,
Der bragte mig den naade,
At man dig allevegne sleed
Paa mordisk viis og maade,
Ach maatte jeg din pines sag,
Hver smerte, hver en vunde
Ret begrunde,
At sielen nat og dag
Af længsel bløde kunde.

6. Hvor reent og kraftigt er dit blod,
Du lodst paa korset flyde,
Hvor giftig er jeg derimod,
Og haard som staal og spyde,
Saa lad dit blod med kierlighed
Min arme siel besprenge,
Giennemtrænge,
At jeg ey andet veed
End kun ved dig at hænge.

7. O! at mit hierte aaben stod
For dine piners vinde,

*

- - -

* 269

At regne JEsu sveed og blod
I alle mine sinde.
O! at mit øye som en strøm
Med taarer kunde rinde,
Dig at minde,
Hvor hierte-vee og øm
Jeg er, for dig at finde.

8. Gid jeg dig fuldte ud og ind
Med børne-graad og klage,
Til du bevæge lodst dit sind,
Mig i din favn at tage,
At du, min længsel, Gud og mand,
Saa liflig, som den søde
Morgenrøde,
I kierlighedens brand
Mit hierte vilde møde.

9. O drag mig, tag mig, hør mig til,
Jeg lader mig ey tysse,
Før jeg saa meget, som jeg vil,
Dig favne kand og kysse.
Jeg af din søde rosen-mund
I ordet vil fornemme
Naadens stemme,
Saa er jeg glad og sund,
Og kand min nød forglemme.

10. Min trøst, mit lys, min beste ven,
Og største lyst i livet,

*

- - -

* 270

O hav mig, tag mig gandske hen,
Dig har jeg mig hengivet,
Thi uden dig jeg billig maa
Den gandske verden kalde
Gift og galde,
Ey værd at tænke paa,
Langt mindre at befalde.

11. Men du est sielens trygge havn
Mod alle modgangs vinde,
Ach! lad mig i din naades favn
Den rette hvile finde,
Din kierlighed, som ild i blaar,
Mit hiertes trang fortære,
Balsom være
For mine synde-saar,
Som mig saa haardt besvære.

12. Hvad er der, som jeg ey udi
Din kierlighed kand tage,
Den er min soel paa vey og stie,
Min kilde sød at smage,
Min rare viin og himmel-brød,
Mit klæde for Guds throne,
Priis og krone,
Min trøst i al min nød,
I velstand fryde-tone.

13. Jeg vilde heller være død,
Ja, bare røg og avne,
Jeg ønsker, at jeg ey var fød,
Om jeg dig skulde savne,
Saa lær mig da, o søde lyst,
At jeg dig ret kand finde,
Ret kand vinde,

*

- - -

* 271

Og aldrig af mit bryst
Dig savne nogensinde.

14. Du elskte mig af evig tiid,
Min sag at vilde føre;
Før jeg fik viist den mindste fliid,
Din villie at giøre,
Indfandt sig strax din kierlighed,
Ved haanden mig at tage
Og ledsage
I verden op og ned,
Som det dig kand behage.

15. Saa lad den stand, hvori jeg staaer,
Din kierlighed kun smykke,
Og hvor jeg lidt af veyen gaaer,
Mig strax tilbage rykke,
Lad den ved al min verk og daad,
Som lyset, for mig brænde,
Ret at kiende
Og følge dine raad
Til livets sidste ende.

16. Lad hende trøste mig i trang,
I svagheds tiid mig styrke,
Og naar jeg endelig engang
Skal ind i dødens mørke,
Da lad din kierlighed staae bi,
Sig stille ved min side,
Med mig stride,
Saa gaaer jeg glad og frie
Fra hele verdens qvide.

*

- - -

* 272

7. Om JEsu Navne, Embeder og Stænder.

Nr. 92.

Mel. JEsu giv seyer.

Eller: Sorrig og glæde de vandre tilhobe.

Store prophete med himmelske lære,
Kommen ned til os fra Faderens skiød!
Lær mig hvordan jeg eet med dig kand være,
Det er min længsel, den lærdom er sød,
Siden man saae dig selv døden at døde,
Slangens hans hoved at knuse og støde.

2. Præst udi evighed! tankerne skynde
Alle sig hen udi længsel til dig,
Naar jeg betænker din kierligheds brynde,
At du et offer est bleven for mig,
Du est min talsmand hos Faderen hjemme,
Kand mig, din eyedom, aldrig forglemme.

3. Mægtigste konge! vi ville dig ære,
Stemmer I kierligheds strenge med i!
Lader os til ham taksigelse bære,
Ham, som fra satan os haver giort frie;
Hersk, o livsaligste konge! at dine
Ved dig paa fiendernes halse kand trine.

4. Nu da! saa skal og mit alting sig fryde,
Jeg, som en Christen, vil møde med sang,
Al min formue skal lystig udbryde,
Stemmes og fremmes i glædelig klang,

*

- - -

* * 273

Jeg vil dig prise, o deyligste konge!
Alt det, som aande har, med med mig skal siunge.

Nr. 93.

Mel. Op Christen siel op op etc.

Min aand er lystig, fuld af fryd,
Din herlighed tilbeder,
O! JEsu, alle dyders dyd,
Fuld af fuldkommenheder,
O! store JEsu herlighed,
En himmel at forlystes ved.

2. Hand er den viisdom, som saa net
Og rigtig alting føyer,
Hans scepter aldrig nogens ret
For gunst og gave bøyer,
O! store JEsu &c.

3. Hand er sin Fader liig i magt,
Sin aand i kraft og glæde,
Med begge eet i evig pragt
Og høye Guddoms sæde.
O! store JEsu &c.

4. Hand er den Guddoms rosmarin,
Som blomstrer uden ende,
Et speyl, hvori GUd Fader sin
Natur kand see og kiende.
O! store JEsu &c.

5. Hand er sin Faders tusindskiøn,
Af evighed oprunden,
Hans velbehag i denne søn

* * 274

Har ingen ende funden.
O! store JEsu &c.

6. Hand er foruden sted og rum,
Dog allesteds til stede,
En kilde, hav og hoved-sum
Af hiertets fryd og glæde.
O! store JEsu &c.

7. Alt hvad fuldkommenhed formaaer,
Det flyder her tilsammen,
Hans magt til evig tiid bestaaer,
Hans ord er ja og amen.
O! store JEsu &c.

8. Retfærdig, uforanderlig,
Stor, naadig uden ende,
Mod dem, som ret af hiertet sig
Fra syndens vey omvende.
O! store JEsu &c.

9. Hand er et væsen, reent og ret,
Høyst salig evig bliver,
Et evigt og eenfoldigt eet,
Som ingen pen beskriver.
O! store JEsu &c.

10. Hand er sig selv et paradiis,
Uendelig fornøyet,
Hand er sig selv til evig priis,
Og i sig selv ophøyet.
O! store JEsu &c.

11. Hvad synger jeg, som ey engang
Hans høyhed ret kand kiende,

*

- - -

* 275

End sige sette det i sang,
Som er foruden ende,
Dog bliver JEsu herlighed,
Et himmerig at glædes ved.

Nr. 94.

Mel. Bort I kiødelige Tanker.

Søde JEsu! hvilken fliid
Har du giort dig dag og nat,
At du kunde faae mig fat,
Før jeg kiendte naadens tiid,
At du kunde redde mig
Fra at døe evindelig.

2. Al din herlighed og pragt
Har du ikke tænkt oppaa,
Naar du mig kun kunde faae,
Trængsel, armod og foragt
Løb du villig ind udi
For min arme siel at frie.

3. Du forlodst din himmel-sal,
Tog et hyrde-embed paa,
Lod din konge-krone staae,
Treffede et selsomt val,
Sielen er det, som du til
Bruud og dronning have vil.

4. Det er derforuden sandt,
At du dig opofre lod,

* *

- - -

* * 276

Gav dit eget liv og blod,
Ja din dyre siel til pant
Paa at du, min skat, med mig
Vilde ret trolove dig.

5. Er det da en afgiort sag,
At du, søde JEsu, mig
Elsker saa usigelig;
O saa kommer da den dag,
At jeg i mig finde kand
Dine kierligheders brand.

6. Luk mig i dit rige ind,
Lad mig see dit hiertelag,
Giv mig kys og favnetag,
Og mig med dig saa forbind,
O min konge og min Gud,
At jeg altid er din bruud.

Nr. 95.

Mel. Alleneste Gud i Himmerig, etc.

Min hiertens JEsu, søde lyst
For sielens klare øye,
Jeg, som mig altid ved dit bryst
Saa liflig kand fornøye,
Jeg knæler for din throne ned,
Og vil din store kierlighed
Med fryde-sang ophøye.

2. Din sødhed blusser op i mig,
Indtager alle sinde,

* *

- - -

* * 277

Jeg synger, springer, frydelig,
Saa tit jeg dig kand finde
I troens favnetag saa sød,
Og hvile i din arm og skiød,
O der er himlen inde!

3. Du est et lys, bestraaler mig
Med idel fryd og glæde,
Mit hierte derved skynder sig,
Paa livets vey at træde,
Tag bort mit hierte, sind og sands,
Og fyld dem med dit lys og glands
Fra himlens lyse sæde.

4. Du est min sikre himmel-vey,
Til livets land at vinde,
Hvo det forstaaer, hand vandrer ey
Med verdens flok i blinde,
Ach lad mig ey indbilde mig,
At kunde himlen uden dig,
Min søde Frelser, finde.

5. Du, du est sandhed selv, hvorpaa
Jeg fast og stadig bygger,
I dig er liv og kraft at faae,
Foruden dig kun skygger,
Befæst min siel i livets trin,
At jeg ey paa det bare skin
Og tomme skaller tygger.

6. Du est mit liv, ved dig jeg kand
I Gud mit levnet føre,
Din Aand mit hiertes tørre land
Kand skiønt og frugtbart giøre

*

- - -

* 278

Ved himlens dug og livets saft,
Ach lad dog denne leve-kraft
I sielen ey ophøre!

7. Du est mit søde himmelbrød,
Din Faders største gave,
Hvoraf min siel i hungers nød
Kand kraft og styrke have,
O giør mig levende og glad,
Og lad mig ikke siele mad
Af verdens lyst tillave.

8. Du est min drikke, sød og sund
At ledske mig og fryde,
Hvo dig har smagt i hiertets grund,
Vil altid mere nyde,
O kilde, see hvor tørster mig,
O lad din sødheds strømme sig
Udi min siel udgyde!

9. Du est min klædning meer end rar,
Mit hiertes gylden-stykke,
I din retfærdighed jeg har
Et evigt brude-smykke,
Bort med den stolte klæde-dragt,
De blinde sieles staaderpragt,
Den gamle Adams krykke.

10. Du est mit slot og hinderhold,
Min faste borg og hytte,
Hvorfra mig ingen fiendevold
Kand nøde til at flytte:
O lad mig blive kun i dig,

* * 279

Saa skal du nok beholde mig,
Og troligen beskytte.

11. Du est min hyrde, som saa mild
Og trofast var, at hente
Min arme siel, der hun saa vild
I synden fra dig rendte,
O tag i agt dit arme faar,
At jeg ey skilles fra din hiord,
Men himlen vist kand vente.

12. Du est min brudgom, som min aand
Vil liflig favne-tage,
Mit lam, som leedst de haarde baand,
Og lodst dig for os plage,
Min konge, som mig holder fast,
At ingen helved-baand og bast
Mig fra dig bort kand drage.

13. Du est min ven i nød og død,
Som jeg allene eyer,
Min broder meer end honning sød,
Min moder, som mig pleyer,
Min læge, naar jeg findes svag,
Min skat og glæde nat og dag,
Som over alting veyer.

14. Du est min stærke helt i striid,
Min pantser, skiold og bue,
Min trøster udi trængsels tiid,
Som al min nød kand kue,
Mit skib i sorgens dumme søe,

* *

- - -

* 280

Med dig jeg leve vil og døe,
Og dog for intet grue.

15. Du est mit lys i modgangs nat,
Naar alle farer skrekker,
Min tilhold, naar jeg er forladt,
Og trofast haanden rekker,
Mit sukker mod den bittre smag,
Mit faste tække, skiul og tag,
Som mig for regnen dekker.

16. Du est min skiønne urtegaard,
Hvori min siel sig fryder,
Mit blomster, som i naadens vaar
Mit hierte deylig pryder,
Min rose udi korsets dal,
Trods modgangs torne uden tal,
I dig jeg alting nyder.

17. Du est i hierte-sorg min trøst,
Min glæde, naar jeg smiler,
Min daglig tiidsfordriv og lyst,
Min hvile, naar jeg hviler,
Og hvordan det mig end skal gaae,
Saa kand jeg være glad, og paa
Din naade aldrig tviler.

18. Hvad skal jeg om dig sige meer,
Min eneste udvalde,
Jeg vil af hiertet, som du seer,
Dig ret mit alting kalde,
Thi hvad jeg vilde, est du mig,
Ach! lad mit hierte idelig
Kun dig igien befalde.

*

- - -

* 281

Nr. 96.

Mel. Lader os vor HErre prise.

JEsu, du min deel i livet,
Brudgom meer end honning sød,
Du, som dig for mig har givet
Til den bittre korsets død,
JEsu, du mit hierte fryder,
O mit haab og dyre skat,
Min forlængsel dag og nat,
Som for Gud mig deylig pryder,
Ach hvor skal jeg værdelig,
Søde JEsu, prise dig!

2. O du rige naades kilde,
Himlens ære, glands og lyst,
Som din fader skikke vilde
Os til frelse, hielp og trøst,
Ach! jeg bliver her i live
Aldrig hellig, god og reen,
Men er død som stok og steen,
Uden du mig kraft vil give,
Aldrig kand jeg kalde mig
Ret en Christen, uden dig.

3. Kom, al verdens lyst og længsel,
Kom dog hid at styrke mig,
Kom, at trøste mig i trængsel,
Kom, og hielp mig naadelig!
Skynd dig til mig hid, min læge,
Gud, mit hierte er bered
Til at tage mod din fred,
Kom, mig snart at vederqvæge,
Kom, mit klare lys og skin,
At oplyse mine trin.

*

- - -

* 282

4. Kom, min brudgom, lad mig skue
Din livsalige gestalt,
Sød og liflig som en drue,
Rosen-yndig over alt;
Kom, du lys for alle blinde,
Kom, lad see dit lys og glands,
Kom, min smukke rosen-krands.
Lad min siel din balsom finde,
Lad mig, søde livets træ,
Hos dig finde ly og læ.

5. Ach! hvor skal dit milde øye,
O mit smukke hierte-blad,
Mig saa inderlig fornøye,
Giøre mig saa hierte-glad,
At jeg selv skal neppe vide,
Hvor jeg vil for glæde hen,
Saa livsalig er min ven,
Naar jeg faaer hans milde, blide,
Smukke øye ret at see,
Kand jeg midt i trængsel lee.

6. Giv mig her den lyst og ære,
At jeg som en frugtbar qvist
Maa i dig indpodet være,
Denne prydelse er vist
Mere herlig end rubiner,
Dyrere end gylden-dragt,
Smukkere end demant-pragt,
Sødere end rosmariner,
Ædlere end perle-snoer,
Det er dog kun muld og jord.

7. Her er paradises glæde
I min JEsu vunders læ,

*

- - -

* 283

Her er sommer-frugt at æde
Af mit skiønne livets træ;
O! hvor sød hans frugt mig smager,
O! hvor liflig er den stund,
Naar hand rekker mig sin mund,
Og saa heftig favnetager,
Kys mig, søde siele-ven,
Saa er sielen sund igien.

8. Kom, mit hierte ret at vie
Til din egen tempel ind,
Verden i mig stille tie,
Tael du ene i mit sind,
At jeg ret mig til dig vender,
At dit legems skat kand faae
Rum udi mit hiertes vraae,
At jeg ret din sandhed kiender,
At jeg, fri fra syndens stand,
Dig min Gud behage kand.

9. Liflig er din boligs sæde,
Fuld af naade, liv og got,
Fred, retfærdighed og glæde
Flyder til os fra dit slot,
Gud, mit hiertes grund forlanger,
At jeg giennem tidens vee
Maa med skarpe øyne see,
Hvor din høye bolig pranger,
Da i dig saa inderlig
Liv og siel forlyster sig.

*

- - -

* * 284

10. Vel da den, sin siel forlyster
Daglig i at prise Gud,
Paa hans naade sig fortrøster,
Gaaer frimodig ind og ud,
Som dig holder for sin klippe,
Som i dyd og stilhed vil
Deres levnet bringe til,
Som vil aldrig JEsum slippe,
Hvo saaledes vandrer frem,
Hand skal finde himlens hiem.

11. Saadan ret til sinds at blive
Giør min JEsu kierlighed,
Som ham selv har kundet drive
Fra sin himmel til os ned,
O! hvor kand hans død os glæde,
O! hvor fryder os hans ord,
At vi paa den usle jord
Seer Guds skiønne himmel-sæde,
Og af livets strøm og aae
Stundum nogle draaber faae.

12. Lukker alle høye porte
Op i verdens vide land,
Fiendens frygt og magt er borte,
Ønsker lykke alle mand,
Ærens konge af det høye
Kommer i sin herre-pragt,
Drager til os ind med magt,
Derfor alle sig bemøye,
At hans priis kand blive stor
Paa den gandske verdens jord.

*

- - -

* 285

13. Lover alle og tilbeder
Denne stærke HErre Gud,
Som sit riges grendser breder
Ved sin naade daglig ud;
Hand er Gud, af ham vi haver
Hvad vi er og har behov,
Hannem være evig lov
For hans mange store gaver,
Gud, som er saa mild og bliid,
Være lof til evig tiid.

Nr. 97.

Mel. Det gamle Aar forgangen etc.

Saa kom o JEsu, stærke heldt,
Som slog i verden op din telt,
Vor Josva, store kæmpe, som
Har kast de sortes fæstning om,
Og ved din stærke Guddoms magt
Os saadan herlig frihed bragt,
De største fiender slog og sleed,
Og som en JEsus lagde ned.

2. O satan! giør du meer fortred?
Kun sagte, her er qvindens sæd,
Som haver med sit blod og død
Dig givet pande-knuus og stød,
Og ved sit dyre blod os bragt
Den præstelige konge-magt,

*

- - -

* 286

At vi paa satans hals kand staae,
Og frisk i JEsu fodspor gaae.

3. Ja HErre, du os egner til
Dit hierte, hvo det have vil.
Du kalder os til bedrings sti,
Og giør fra syndens aag os frie,
Og som du est en stor prophet,
Som Gud i himlen ud har seet,
Saa viser du og synd're paa
Den vey, man skal til himlen gaae.

4. Dit navn, o JEsu! nok er værd,
At alle bøye deres knæer,
Og trykke det med troens arm
Dybt ind i sielens favn og barm,
Saa kommer jeg og bøyer mig,
O JEsu, JEsu, ned for dig,
Dit navn, det søde JEsu navn,
Jeg kysser i mit hiertes favn.

5. Dit navn jeg altid kalder paa,
I hvor jeg skal i verden gaae,
Dit navn er al min skiul og borg,
Der gaaer jeg hen i al min sorg,
Naar jeg det fat i bønnen faaer,
Strax himlen for mig aaben staaer,
Jeg bærer det i siel og sind,
Det bærer mig i himlen ind.

6. Giør synden siel og øye vaad,
Da veed min JEsus gode raad,
Er jeg forskrekket for min Gud,
Saa er dit navn mit fredens bud,

*

- - -

* 287

Du haver dempet vredens ild,
At Gud er mig nu god og mild,
Og styrtet satans fangeslot,
Som blev ved din triumph til spot.

7. Du giør mig synde-fri og leed,
Og giver din retfærdighed,
Da bliver straxen hiertet let,
Og kand bestaae for himlens ret,
Min JEsus er min naade-stoel,
Mit levnets prydelse og soel,
Hand fører mig til paradiis,
Og spiser mig paa engle-viis.

8. O JEsu navn, o søde ord,
Et paradiis paa denne jord,
En rose, fuld af livets kraft,
En drue, fuld af himmel-saft,
Som qvæger hiertet, siel og sind,
Og drager i Guds sødhed ind,
At jeg tit ikke andet veed,
End himlen selv er kommen ned.

9. O giv dig, med dit søde navn,
Hen i mit arme hiertes favn,
At jeg din sødheds ledske faaer,
Naar jeg i nøden til dig gaaer,
Ja, naar al verdens trøst er død,
Saa vær mig desto mere sød,
O JEsu, arme syndres ven,
O drag mig gandske til dig hen.

*

- - -

* 288

10. Som ild giør alting lue-rødt,
Og honningen det sure sødt,
Saa giør dit navn mit hierte glad,
Og spiser det med engle-mad,
Hvo det har smagt i korsets stand,
Hand vist om sødhed tale kand,
Mit hierte, mund og dette bryst
Er gandske fuldt af JEsu lyst.

11. O hvem vil gaae til JEsum hen,
Og sige til min siele-ven,
At hand dog snart vil komme ned,
Jeg ligger syg af kierlighed,
Den ting er sød, at smelte hen
Af kierlighed til dig, min ven,
Jeg længes, trænges, dag og nat,
Kun efter dig, min søde skat.

12. Dit navn, o JEsu! kysse mig,
Og favne sielen inderlig,
Saa vil jeg prise nat og dag
Dit hulde JEsu hiertelag,
Jeg vaager, sover, hvor jeg gaaer,
Til dig mit hierte altid staaer,
Ved dig jeg har i livet roe,
Og gaaer til døden glad og fro.

Nr. 98.

Hvor er saadan een!
Deylig, skiøn, og reen,
Som vor JEsus, den udkaarne,

*

- - -

* * 289

Lys og liv for mit forlaarne
Hiertes rad og been.
Hvor er saadan een?

2. Livet selv var død,
Hielpen selv i nød,
For vor brøde at betale,
Og GUds vredes ild at svale,
Hand sig selv frembød,
Livet selv var død.

3. Herlighedens GUd
Blev et sende-bud,
Der hand i vort kiød sig klædde,
Til at trøste og at redde
Os af nøden ud,
Herlighedens GUd.

4. Store seyers helt!
Du slogst op dit telt
Her blant os paa jorderige,
Synd og satan at bekrige,
Du gikst selv til feldt,
Store seyers helt!

5. Største Majestæt,
Konge og prophet,
Kys vil jeg dit scepter give,
Og dit ord skal hos mig blive,
Det skal blive seet,
Største Majestæt!

6. Lad din herlighed
Paa mig skinne ned,

*

- - -

* 290

At jeg ret din sødhed kiender,
Og i længsel daglig brænder
Ved den deel jeg veed
Om din herlighed.

7. Tag mig gandske ind,
At min siel og sind
I din kierlighed maa smelte,
Al min trængsel paa dig velte,
Sielen til dig bind,
Tag mig gandske ind.

8. Taaligste GUds lam,
Som af verdens bram
Gandske intet vilde vide,
Lod dig taalig slaae og slide,
Gør mig mild og tam,
Taaligste GUds lam!

9. Styr mit onde sind,
Som af verdens vind
Lader sig saa let omdrive,
Lad det altid hos dig blive,
Jeg er selv saa blind,
Styr mit onde sind.

10. Alt til himlen op
Ret mit levnets lob,
At mig jorden ey besværer,
Eller helvede besnærer,
At jeg følger trop
Alt til himlen op.

*

- - -

* 291

11. Hold mig ved din haand,
Føer mig ved din Aand,
Lad ham lære mig at bede
Og paa sandheds veye lede
Udi naadens baand,
Hold mig ved din haand!

12. Vil mig korsets trang
Giøre veyen lang,
Og de snevre trin formørke,
Kom da selv min fod at styrke,
At jeg gaaer min gang
Giennem korsets trang.

13. Giv mig kæmpe-mod
Til at holde fod,
Og paa ærlig troe og love
Dig til ære gierne vove
Ære, liv og blod,
Giv mig kæmpe-mod.

14. Naar jeg reyse skal
Giennem dødens dal,
Lad dit blod min strid forsøde,
Og bered mig selv at møde
I din himmel-sal,
Naar jeg reyse skal.

8. Om GUds Kald.

Nr. 99.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

O giver lyd, I folk, i alle verdens riger!
Gud kalder, stille dog, og merker hvad hand siger,

* *

- - -

* * 292

Al verdens tummel, tie, her er en anden klang,
Gud selv dig tale vil, saa hør dog til engang.

2. Hand kalder ved sit ord, og setter stærk i rette,
Hvor længe skal min a and med eders vanart trætte,
Er jeg den store Gud, som eder selv har skabt,
Hvi har I da mit bud saa gandske glemt og tabt?

3. Din ondskab er saa stor, du arme støv paa jorden
Jeg kunde finde dig med band og skrek og torden,
Men vil du vende om, jeg sværer høyt derpaa,
Saa sandt jeg lever, skal du liv og naade faae.

4. Begræd din daarlighed, at du ey ret har levet,
Saa vil jeg glemme alt det onde, du har drevet,
Jeg aldrig har behag i nogen synders død,
Kom, tag din tilflugt til min naades favn og skiød.

5. Min Søn til naade-stoel jeg offentlig fremsetter,
Hans pine, død og blod al verdens synd udsletter,
Hvo ret af hiertens grund paa denne søn vil troe,
Skal aldrig blive dømt, men finde evig roe.

6. Min aand den samme troe i hver en siel skal tænde,
Som sig fra synden vil med stadigt forset vende,
Og derved finde kraft at døe al verden af,
Og det jo meer og meer bestandig til sin grav.

7. Saa lukker jeg da op mit søde himmerige,
Og lader vidt og bredt af gandske hierte sige,
O vender, vender om, I folk paa denne jord,
Saa skal I naade faae, der har I selv mit ord.

*

- - -

* 293

Nr. 100.

Mel. O Gud I du fromme Gud.

Ach himmel-søde ord
Af JEsu læber flyde,
Hvorved den gandske jord
Sig daglig skulde fryde,
Gaaer ind i verdens kreds,
Saa vidt der findes rum,
Forkynder allesteds
Mit evangelium.

2. Det er et fredens bud,
Som skulde alle vække,
At lovens torden-skud
Ey mere torde skrekke,
Vi har den søde klang
Saa tit og ofte hørt,
O! gid det fik engang
Saa mange hierter rørt.

3. Gud er endnu saa from,
Og lader fred tilbyde,
Man skulde vende om
Og naadens sødhed nyde,
Men mennisken forsmaae
Guds raad af himmelen,
Og, gandske sikre, paa
Guds naade synde hen.

4. Betænk det, siel, med fliid,
Nu er det tiid at vaage,

*

- - -

* 294

Mens solen skinner bliid,
Før nattens sorte taage
Vil overfalde dig,
Thi naadernes foragt
Skal hevnes skrekkelig,
Og dommen er alt sagt.

5. Saa see, at du i dag
Guds naade herlig skatter,
Og udi denne sag
Den rette mening fatter,
Og det er sagens sum,
At du skal synden flye,
Og evangelium
Skal føde dig paa nye.

6. Hvo troer og bliver døbt,
Og HErrens gierning driver,
Hvortil enhver er kiøbt,
Hand vist nok salig bliver,
Men hvo som ikke troer
Og elsker HErrens bud,
Hans dom er evig stor,
Hand kiender ikke Gud.

7. Est du skiønt døbt, og vil
Fra troens gierning vige,
Saa naaer du aldrig til
Det søde himmerige;
Men troen uden haab
Og kierlighed er skrømt,
Hvad hielper da din daab?
Du bliver dog fordømt.

*

- - -

* 295

8. Ach at den falske roe
Af sielen vilde svinde,
Som ved den døde troe
Vil saligheden finde,
Da aldrig tænkes paa
At slippe verdens sind,
Og haaber dog at gaae
I himlen lige ind.

9. Bort denne stank og pest,
Som snart al verden dræber,
Til satans ofrings-fest
Og hen i pølen slæber,
Ved synden ey bestaaer
Den sande livets troe,
Den stank maa rømme, naar
Gud skal i sielen boe.

10. O JEsu, lad mig ey
Mit sind til verden bøye,
Men viis mig selv den vey,
At vandre til det høye,
At jeg min himmelfart
I aanden holder her,
Til jeg dig vist og snart
I glæden finder der.

Nr. 101.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

See! livets væld er fuld,
Og naadens rige blinker,
O arme støv og muld,

* *

- - -

* * 296

Din Gud dig kierlig vinker,
Din JEsus for dig staaer,
Den store naades brynd,
Naar vil du til ham, naar?
Hen til ham, snart, begynd!

2. Dit levnet er for slet,
At naae en salig ende,
Til Christum skal du ret
Dit gandske hierte vende,
At faae i JEsu blod
Din svare synd forladt,
Og derved kraft og mod,
At søge Gud, din skat.

3. Til synden af at toe
Din magt kand intet binde,
Her maa den sande troe
Guds virkning faae og finde,
Alt hvad du selv formaaer,
Det er kun slet bestilt,
Hvor Gud ey med dig gaaer,
Er al din møye spildt.

4. Nu, Gud, jeg haster bort
Til dig med længsels sukke,
Som en forjaget hiort,
Min sieles tørst at slukke,
Hielp mig af syndens stand,
Jeg dertil er for svag,
Hielp du, som hielpe kand
I denne høye sag.

5. Du selv forsikrer, at
Hvo hungrig søger naade,

*

- - -

* 297

Skal blive mæt og sat
Og fri fra syndens vaade,
Den vey har JEsus lagt,
Den vil jeg ogsaa gaae,
Du har det eengang sagt,
Saa lad mig hielpen faae.

6. O søde livets drik,
O lad mig dig dog smage,
Saa faaer mit levnet skik,
Saa kand det dig behage,
O livets kilde, flyd
I sielen altid ind,
Saa er min daglig fryd
Et Gud hengivet sind.

9. Om Oplysningen.

Nr. 102.

Mel. Hvo ikkun lader HErren raade.

Bryd frem mit hiertes trang at lindre,
O arme syndres dag og soel,
Lad ingen forhæng mere hindre
Min indgang til vor naadestoel.
Lad den dog ikke gaae i blinde,
Som vil saa gierne lyset finde.

2. Du ene varst og est og bliver
Den arme verdens rige trøst,
Det vidnesbyrd enhver dig giver,
Som kiender dig, vor øyens lyst,

* *

- - -

* * 298

Saa stor er ingen nød at finde,
Som ikke for din kraft maa svinde.

3. Du giør det, at de døve høre,
Den blinde faaer sit syn igien,
Den halte friske trin kand giøre,
Spedalskhed viger for dig hen,
De døde har du aand og livet,
Og alle arme ledske givet.

4. Har du nu før saa vældig øvet
Dit herredømmes store magt,
Hvi gaaer jeg da saa høyt bedrøvet,
O! JEsu, tag min siel i agt,
Viis, at du er endnu den samme,
Som satans vælde giør til skamme.

5. Du seer, hvordan vi gaae i blinde,
Og sandse ey vor siele-sag,
O! lad dog naadens lys oprinde,
Og giør det i mit hierte dag,
At jeg grandgivelig kand kiende
Den vey jeg gaaer, og veyens ende.

6. Oplad og giennemboer mit øre,
Blant dine tienere at staae,
Som u-ophørlig gierne giøre,
Hvad du ved ordet peger paa,
Ey andet mig at foretage,
End hvad min HErre kand behage.

7. Jeg halter, snubler, gaaer i mørke,
Og støder an paa hver en steen,

*

- - -

* 299

Ach lad din Aand og store styrke
Mig give kraft og kæmpe-been,
Ret frem og stærke trin at giøre,
Som aldrig lade sig forføre.

8. O hvem kand læge og fordrive
Mit onde og spedalske sind,
O søde JEsu! kom at give
Mig derimod din balsom ind,
Kun dine vunder kand allene
Mod den fortvilte jammer tiene.

9. Død er min siel til alt det gode,
Slet intet veed og mindre kand,
O lad din kraft den skade bode,
Giv saadan ville og forstand,
At jeg et dydigt træ maa være,
Som dig utallig frugt kand bære.

10. Jeg fattig er og fuld af plage,
O naaderige JEsu, kom,
Og lad mit arme hierte smage
Dit søde Evangelium,
At jeg endogsaa her i live
Maa derved riig og salig blive.

Nr. 103.

Vægter! vil det mørke rige
Ey bortvige,

* *

- - -

* * 300

Vægter vil den sorte nat,
Mørk og mulm af mine sinde
Ey forsvinde?
Faae vi ikke dagen fat?

2. Vil vor morgen ey frembryde,
Os at fryde?
JEsu, livets soel og glands!
Jeg er kold og mørk i sindet,
Slet forblindet,
Straal dog ind i siel og sands.

3. Er for længe naade-stunden
Ey oprunden
Ved din ankomsts klare skin?
Og for jeg dig ey kand finde,
Gaaer i blinde
Og de mørke syndens trin.

4. Skulde nogen ved din komme
Kunde slumme,
Og jeg er kun nat endnu,
JEsu! lad mig ogsaa finde
Dig at rinde
Op i hierte, sind og hu.

5. Hvor kand jeg foruden styrke
Og i mørke
Tage lysets Vaaben paa,

*

- - -

* 301

Kierlighedens frugter bære,
Ydmyg være,
Og forbi det onde gaae?

6. Lad min synde-drøm og plage
Ende tage,
Tænd dit lys i mig igien,
At jeg arme orme-tue
Maatte due
Til at følge dig, min ven.

7. Vor fornuft har aldrig givet
Lys og livet,
JEsus selv i sielen maa
Som den blide soel opdage,
Og forjage
Sikkerhed af hiertets vraae.

8. Men, naar JEsus sielen vækker,
Syndens dækker
Alle sammen strax maae fort,
At man vender sindets øye
Mod det høye
Fra sig selv og verden bort.

9. Øyne fuld af længsels lue
Dig at skue
Giv os, milde frelsermand!
Den er haardt med blindhed slagen,
Som om dagen
Lyset ikke finde kand.

*

- - -

* 302

ANDEN PART

1. Om Salighedens orden.

Nr. 104.

Mel. GUd Fader udi Himmerig.

O! kiere siel, som bliver ey
Ret længe her paa jorden,
Forstaa dog livets rette vey
Og salighedens orden.

2. Gud Fader, Søn og Hellig Aand
Een evig Gud vi ærer,
Som alting med sin Almagts haand
Har skabt, og alting bærer.

3. Hand skabte Adam og hans bruud
I sielene saa klare,
At ingen nu kand tænke ud
Hvor deylige de vare.

4. Guds billedes fuldkomne glands
Var dem i hiertet givet,
Høy viisdom i forstand og sands
Og hellighed i livet.

5. Men Adam blev fra Gud forvendt
Med Eva til at synde,
Og dermed havde de fortient
Guds evig vredes brynde.

* *

- - -

* 303

6. Vort hele kiøn har Adams sind,
Enhver er ond, som fødes,
Og skyldig til med satan ind
I helvede at stødes.

7. Al verden er i sin natur
Til evig pine skyldig,
I verden fandtes ingen cuur
Mod denne skade gyldig.

8. Da ynkedes i evighed
Gud over verdens plage,
Og sendte selv sin søn herned,
Vor jammer bort at tage.

9. Guds søn til vores glæde lod
Sig af en jomfru føde,
Og giorde for al verden bod,
Da hand paa korset døde.

10. Saa vil nu Gud for JEsu død
Sig over os forbarme,
Al verden tage i sit skiød
Og milde naades arme.

11. Men da maa ingen mere hen
I verdens lyster rende,
Men skal derfra til Gud igien,
Og grundig sig omvende.

12. Den Hellig Aand tilbyder ved
Sit ord og sacramente
Guds naade, kierlighed og fred,
Som JEsus os fortiente.

* 304

13. I dem hand virker kiendelig,
Som ey mod naaden stride,
Den troe, som altid holder sig
Til JEsu saar og side.

14. Da leve slige siele ey
I verdens lyster mere,
Men lade sig paa livets vey
Ved ordets lys regiere.

15. De elske Gud af hierte-rod,
De elske deres næste,
Og naar dem nogen staaer imod,
Da søge de hans beste.

16. De vaage, stride, hvor de gaaer,
Mod hiertets onde tanker,
Og JEsu pine, blod og saar
Er deres faste anker.

17. Enhver, som nu saaledes troer,
Og ey fra Gud vil vige,
Hand faaer, saa lyder JEsu ord,
I sandhed himmerige.

18. Men hvo som ey vil vende om,
On lyset ey vil kiende,
Skal bære vredens svare dom,
Og evig, evig brænde.

19. Hielp, søde Gud! at alle ind
I naadens orden træde,
At gaae i aandens rene sind
Til evig fryd og glæde.

*

- - -

* 305

2. Om Igienfødelsen.

Nr. 105.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

O store GUd! hvad har dog dig
Bevæget til at trykke
I mennisket saa yndelig
Dit billeds ædle smykke?
Hvad var den ormesæk da riig,
Den skabte siel sin skaber liig,
I sin fuldkomne lykke!

2. Det giør os nu din godhed klar,
At du, al godheds kilde,
Dit liv, som du selv i dig har,
Os mildt meddele vilde,
At unde sielen arv udi
Din egen herlighed, fordi
Hun var din lyst til hende.

3. Thi har du Adams stand saa stor
Og herlig vildet giøre,
At hand paa hele verdens jord
Dit rige kunde føre,
Men selv allene vilde du,
Hans HErre, GUd og Konge, nu
I sielen boe og raade.

4. Du selv din bolig smykket har,
Skiøn uden til og inde,

* *

- - -

* 306

Hans krop var konstig, deylig, klar,
Af lemmer, glands og sinde,
Fra døden fri i fryd og fred,
Og havde paradiis derved
Til bolig, føde, glæde.

5. Som denne helligdom for dig
Allene skulde være,
Saa blinked" der saa underlig
Din Guddoms glands og ære,
Usynlig var, som du, hans siel,
Som skulde evig lide vel,
Og døden aldrig smage.

6. Hvor saae man det oplyste sind
I himmel-fryd at smile,
Da GUd gik selv i sielen ind
At have der sin hvile;
Da hun var fyldt med lys og ret,
Og alle hendes kræfter net
Til HErrens priis forbundne.

7. Guds lyses straal der slog saa stærk,
Der funklede og brændte,
At hand GUds væsen, vey og verk
Og egenskaber kiendte,
Den giennemtrængde ham saa klar,
At Adam saae, i hvor hand var,
Sit allerstørste gode.

8. Hand brugte ingen skrift og prent,
At finde dine veye,

*

- - -

* 307

Til dig hans gandske sind var vendt,
Dig vilde hand kun eye,
Dit væsen var hans tiidsfordriv,
Din ville var hans lives liv,
Begyndelse og ende.

9. Hand elskte dig af hiertens grund,
Du varst hans største gode,
Hans paradiis og frydens lund,
Hvori hans hierte boede,
I hvad hand giorde eller lod,
Din gierning ham for øyne stod,
Hvori hans hierte hviilte.

10. Hans sands var af GUds klarhed fuld,
Af kierlighed hans ville,
Lod haant kun om med jordens guld
Og verdens lyst at spille,
Thi viisdom, som det beste veed,
Og uforfalsket hellighed
Var sielens guld og glæde.

11. Hvad var dog sielen angenem
For GUd i friheds sæde!
Hun var, o GUd, dit huus og hiem,
Dit paradiis og glæde,
Du varst i Adam, hand i dig,
Og skulde derfor idelig
I himlen med dig leve.

12. Men ach! at Adam faldt fra GUd,
Og al hans lyst blev øde,
Hans viisdoms lys gik gandske ud,
Og helligheden døde,

*

- - -

* 308

Fra dig hans sind blev plat forvendt,
Du est for sielen ubekiendt,
Reent fremmed, mist og borte.

13. Nu har al verden satans sind
Og billede, desverre!
Enhver er af naturen blind,
Og løber fra vor HErre,
De flye for GUd, som for forgift,
Og søge, efter kiødets drift,
Den skidne verdens glæde.

14. Ach tag dog denne blindhed hen,
Og lær os dig at kiende,
Lad ordet dog dit lys igien
I vore siele tænde,
Væk hiertet op ved Guddoms kraft
Til livet, som vi før har haft,
At vi i GUd maae leve.

15. Du har mig til dit billed' sat,
Din herlighed at love,
Skal nu min siel, din egen skat,
I satans arme sove,
Din egen skabning, liv og aand,
Skal den nu gaae i satans baand,
Og evig ham tilhøre?

16. Hvad skal dog sielen som en ravn
Det raadne mere smage?
Red dog, o GUd! dit store navn,
Og hent min aand tilbage,
Hun flyver om i syndsens nat,
Og faaer din haand mig ikke fat,
Saa er jeg evig borte.

*

- - -

* 309

17. See! var din søn os dog saa troe,
Og i vort kiød sig klædde,
At hand os ud af satans kloe
Og strikker vilde redde,
Os har du ham jo selv bered
Til viisdom og retfærdighed,
Til hellighed og frelse.

18. Lad sielen ved hans naade-cuur
Dog liv og sundhed finde,
Og hans Guddommelig natur
Os fast med dig forbinde,
Hand blev en vey til GUd igien,
Vor sandhed, at vi lige hen
Til livet kunde komme.

19. Giv os dit lys, at hver for sig
Maa komme ret til live,
Og da vi alting har i dig,
Os gandske dig hengive,
At trænge med et opvakt sind
Op u-ophørlig længsel ind
Til dig, vort største gode.

20. O! lad dit billede dog snart
Ved aandens kraft oprinde,
At vi dit eget sind og art
Forklaret i os finde,
Lad sielen renses meer og meer,
Til hun sig fuld-forklaret seer
I evig dig at skue.

*

- - -

* 310

Nr. 106.

Min fader! fød mig til dit billede at bære,
Og skab mig om paa ny i hierte, siel og mod,
At jeg kand hellig, viis, og fuld af godhed være,
Som du i din natur est hellig, viis og god.

2. Mit lys! oplys mig, lad din naades glands opklare
Udi mit hiertes boe, at drive mørket bort,
Thi ellers maa jeg vild i denne verden fare,
Og blive evig vild, formørket, fæl og sort.

3. Min vey til livets land! ach aabne mig de porte,
Som mig ved troen til dit rige fører ind,
Du veedst jo, at dit barn har længe været borte,
Og strider nu derhen med hungrig siel og sind.

4. Min sandhed! lær mig ret paa sandheds vey at træde
I GUds retsindighed med u-ophørlig fliid,
Driv verdens aand paa flugt ved ordets lys og glæde,
Og giør mig fast og stærk i al min kamp og striid.

5. Mit liv! ach lev i mig, at jeg ved dig oplives,
Thi uden dig jeg er til alt det gode død,
Naar sielen smager dig, da mættes hun og trives,
Du est mit himmel-man og rette livets brød.

6. Mit lam! som uden skyld taalmodig for os døde,
Ach! giv mig og et ret taalmodigt lamme-sind,
Saa skal jeg mig og ey til korset lade støde,
Men villig med dig gaae i alle torne ind.

*

- - -

* 311

7. Min mester! lær mig dog min fader ret at kiende,
Thi uden dig, mit lys, jeg GUd, mit lys, ey seer,
Fortrolig, sønlig til min abba mig at vende,
At al min bøn ved dig i kraft og iver skeer.

8. Min allerypperst præst! bliv ved for mig at bede,
Gak med mig, naar jeg ind til GUd i bønnen gaaer,
Lad Aanden træde frem for mig i korsets hede,
Naar jeg i striden ret at bede ey formaaer.

9. Min konge! skyt mig for den ondes gift og pile,
For kiødets lokke-mad og verdens list og vold,
At jeg udi dit skiød maa altid sikker hvile,
Hos dig allene er min siel i god behold.

10. Min hyrde! fød dit lam i livets grønne enge,
Og leed mig i min tørst til naadens stille vand,
Naar sindet hemmelig ved verden sig vil hænge,
Da hent mig ind igien, og set min siel i stand.

11. Min læge! naar jeg er af synden saaret ilde,
Og tæres daglig ud fra livets huld og saft,
Da lad dit dyre blod mit hiertes saar formilde,
Og giør mig stærk igien ved aandens lys og kraft.

12. Min ven! o lad dog min fortrolighed tiltage,
At kiende ret til gavns din søde kierlighed,
At jeg mig senke kand med al min vee og plage
Udi dit milde skiød og naadens afgrund ned.

13. Min brudgom! hav mig kier, og lad som segle trykkes
Til kærlighedens pant din aand oppaa mit bryst,

*

- - -

* 312

Lad mig dit kys dog faae, og deylig brude-smykkes,
At jeg i dine saar mig speyle kand med lyst.

14. Min een og alting! lad mig eet med dig kun blive,
Alt andet intet er, naar du mit alting est,
Saa har jeg nok, saa har jeg dig min GUd i live,
I himlen est du mig en evig fryde-fest.

Nr. 107.

Mel. Sorrig og glæde de vandre etc.

Guds igienfødde, nye, levende siele!
Møder vor abba i syngende flok,
HErrens nye skabningers liflige siele
Kand i hans lofsang ey øve sig nok,

* *

- - -

* * 313

Lader dog hver sig for faderen høre,
Hvem der hans naade kand deyligst kundgiøre.

2. Allerlivsaligste, mildeste fader,
Havde vi thronernes stemmer i fryd,
Havde vi englernes miner og lader,
Havde vi cherubims vinger og lyd,
Aldrig vi alle tilhobe formaaede
Noksom at prise den mindste din naade.

3. Onde vi vare, og døde som steene,
Haarde i hiertet som marmor og staal,
Det var din mægtigste styrke allene,
Som os fik reddet, og naaede sit maal,
Lod os ved aanden i ordet fornemme
Frelserens levende-giørende stemme.

4. Ach! hvad vi bleve da selsom til mode,
Nu vi ret kiendte fordervelsens stand,
Da vi tilforne ey andet forstode,
End at os feylede ikke et grand,
Stinkede i vor begierligheds grave,
Da vi formeente dog livet at have.

5. Naar vi betænke, hvad faderen tænkte,
Da hand begyndte at drage os ud,
Da hand os livet i midleren skenkte,
Smykkede sielen til frelserens bruud,
At hand os elskte, os onde, saa saare,
Maae vi henflyde i kierligheds taare.

6. Syntes end sielen at smage Guds vrede,
Jamrede saare i fødselens nød,

*

- - -

* 314

Det var i sandhed Guds kierligheds hede,
Den som os haver til himlene fød.
Maatte jo hiertet sin jammer dog kiende,
Førend hun vilde til korset sig vende.

7. Saae man end Sinai mægtig at lyne,
Buldre og tordne af domme-dags skye,
Golgatha blev dog omsider til syne,
Saligheds morgen begyndte at grye,
Da brød hun ud, som af fødselens smerte,
Det af Gud skabte nye levende hierte.

8. Troen begyndte, den rygende tave,
Hiertets forborgene menniskes siel,
Først i en længsel sin JEsum at have,
Og nu al verden at sige far vel,
Synden hun kiendte som stinkende søle,
Da hun fik vrede og naade at føle.

9. Ach Guds al kierligheds virkning hvor stræbte
Den i at plante det himmelske sind,

*

- - -

* 315

Medens at angestens følelse dræbte,
Hvad ey i Christi forening gaaer ind,
JEsu retfærdighed sielen blev givet
Kiødet til døden, og aanden til livet.

10. Hvo vil nu HErrens udvalde beskylde?
Gud os i Christo retfærdige giør,
Her er i JEsu velsignelsens fylde,
Her er Guds naade og himlenes dør,
Troen brød giennem al angestens pile,
Ind i sin frelseres vunder at hvile.

11. Aldrig kom englerne saadant for øre,
Før man begyndte Guds harper at slaae,
Det var for dennem saa lifligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog paa:
Amen! halleluja! seyren er vunden,
JEsus sit faar det fortabte har funden.

12. Op da I troende! HErrens udvalde!
Kiender dog faderens kierlige sind,
Hiertens fortrolig ham abba at kalde,
Trænger ham nærmer' i armene ind,
Takker for den uskatteerlige ære,
At I hans sønner og døttre maae være.

13. Roser hans viseste tugtelses maade,
Ynder og elsker og kysser hans riis,
Selv sig i verden at føre og raade,
Det er de kiælnes vanartige viis;

*

- - -

* 316

Vandrer saaledes, at hver kand fornemme,
Hvem I tilhøre, og hvor I har hiemme.

14. Skal man af børnene faderen kiende,
Skal vores vandring i lyset bestaae,
O! hvor maa kierligheds lue da brænde,
Overnaturlige sager formaae,
Faderens dyder i gierningen prise,
Naar vi vor fiende velgierning bevise.

15. O den uendelig inderlig gode,
Hierteste, mildeste, sødeste Gud,
Giører ham vitterlig aldrig til mode,
Følger, som børnene, faderens bud,
Hvad hand nu siger, det giører og lader,
Viser, hvor meget I elske vor fader.

16. De, som den lærdom vil ikke befalde,
Neppe kand taale at høre derpaa,
Regne sig dog iblant HErrens udvalde,
Skiønt de paa veyen til helvede gaae,
Ach! at de vilde dog grundig erkiende
Kiødets fornøyelsers bitterste ende.

17. Børnene ene for arvinger kiendes,
Det er i himlen al evigheds ret,
Alle de andre, som ikke omvendes,
Deres forhaabning bestaaer sig kun slet,
Det skal de skue med dødningers farve,
Naar de see børnene ene at arve.

*

- - -

* 317

18. Hielp os! vor fader i himmelens rige,
Altid at ære dit herligste navn,
Daglig jo mere at vorde dig lige,
Roe i din villies mildeste favn,
Trøst mod vor mangel, skyld, fristelsers plage,
Ja midt i døden din kierlighed smage.

3. Om Omvendelsen.

Nr. 108.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

I dag er naadens tiid,
I dag er GUd at vinde,
Nu kand alvorlig fliid
Hans milde hierte finde,
Op! op! til bedrings graad,
Og efter JEsum jag,
Men snart, det er mit raad.
Nu heder det: i dag.

2. See! hvor behagelig
Fremskinner naadens straale,
Men det at bedre dig,
Kand ey forhaling taale,
Maaskee din klokke slaaer
I dag sit sidste slag,
Nu læges siele-saar.
Nu heder det: i dag.

3. I dag begynd, og spar
Det ikke til i morgen,

* *

- - -

* * 318

Hvad morgen-dagen har
At vente, er forborgen,
Forhaling ey bør skee
I saadan vigtig sag,
Nu faaer du op at see.
Nu heder det: i dag.

4. Træng i GUds arme ind,
Og fat din JEsu hierte,
Det koste i dit sind,
I hvad det vil for smerte,
Til kronen gaaer man ey
Udi sin gode mag,
Træng ind, nu er der vey.
Nu heder det: i dag.

5. I dag maaskee du kand
Fuldende dine dage,
At time-glassets sand
Har intet meer tilbage,
See hvilken vredes skye,
Søg naadens skiul og tag
I JEsu vunders lye.
Nu heder det: i dag.

6. Endnu er gunst at faae
For knuste hierters raaben,
Endnu er GUd at naae,
Endnu er himlen aaben,
End hører du hans ord
Til kierligheds fordrag,
Endnu er naaden stor.
Nu heder det: i dag.

*

- - -

* 319

7. Et lidet øyeblik
Er alt vort levnets dage,
Den kaade ungdoms skik
Lad derfor reent tilbage,
Betænk din evig gavn
Og himlens søde smag,
Vend om i JEsu navn,
Nu heder det: i dag.

8. Det er en liden stund,
Saa lukkes himlens dørre,
Begræd de mange pund,
Endnu er naaden større,
Og vinker dig hen ind
I JEsu favne-tag,
Men skynd dig som en hind,
Nu heder det: i dag.

9. Som barnet ikke, før
I moders arm, vil tie,
Saaledes sielen bør
For JEsu saar sig vrie,
I verden for sin død
Ey søge meer behag,
Men naadens milde skiød.
Nu heder det: i dag.

10. Ach evig evighed!
Hun maatte nok betænkes,
Hvor de fordømte ned
I svovle-pølen senkes,

*

- - -

* 320

Hvor got der er hos GUd,
Kom hierte, snart, og tag
Mod naadens søde bud:
I dag, i dag, i dag.

Nr. 109.

Mel. Far her ud urene Aand etc.

Hierte Fader! straf mig ey
I din Guddoms harme,
Lad mig ey fortabes, ney!
Hvor er naadens arme?
Est du vred,
O jeg veed!
JEsu vunders kilde
Kand dig dog formilde.

2. Kand i dødens rige vel
Nogen dig tilbede?
Red dog min fordømte siel
Ud af dommens heede,
At jeg dig
Frydelig
Kand i himmerige
Lof og ære sige.

3. Bliv, min Fader! mild igien,
Lad din trøst mig styrke,
Før jeg gandske visner hen
For din vredes tørke,
Lad mig paa
Naaden faae

*

- - -

* 321

En forsikrings draabe
Til at troe og haabe.

4. See! hvor neppe kand jeg gaae,
Kraften er forsvunden,
Sielen i sin bangheds vraa
Ligger dømt og bunden,
Seng og nat
Giør mig mat,
Naar jeg snart kand svømme
Hen i taarers strømme.

5. Ach! jeg er saa vee og træt
Af mit hiertes svie,
Sielen gandske er forgrædt,
Medens jeg maa bie,
Før jeg maa
Naade faae.
Ach hvor haardt og længe
Vil din haand mig trænge!

6. Viger, I som spotte, bort,
GUd har hørt min klage,
HErren har en ende giort
Paa min bittre plage,
Satan! viig,
Jeg er riig
Nu igien paa naade,
Druknet er min vaade.

7. Faderen til evig tiid,
Sønnen uden ende,
Aanden ogsaa, som saa bliid
Lod sin naade kiende,
Være sagt
Priis og magt,

*

- - -

* 322

At hand mig bønhørde,
Og til livet førde.

Nr. 110.

JEsus hand er syndres ven,
Dette ord kand døde vække,
Og os aabne himmelen,
Naar os helvede vil skrekke,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

2. JEsus hand er syndres ven,
Derfor kom hand ned paa jorden,
O, den glæde! Frelseren
Selv et menniske er vorden,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

3. JEsus hand er syndres ven,
Som for alle syndre døde,
Derved lagde dievelen
Og hans gandske rige øde,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

4. JEsus hand er syndres ven,
Vil os fri fra synden giøre,
Straffen og forbandelsen
Skal os aldrig mere røre,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

5. JEsus hand er syndres ven,
Giør dem i sit blod saa rene,

*

- - -

* 323

At de kunde nu igien
Herlig sig med GUd forene.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

6. JEsus hand er syndres ven,
Giver dennem livets kræfter,
Naar de fast ved midleren,
JEsum, sig i troen hefter.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

7. JEsus hand er syndres ven!
Styrker dem, som sine lemmer,
At de i anfegtningen
Hielp og trøst og kraft fornemmer,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

8. JEsus hand er syndres ven,
Som sig bort fra naaden vendte,
Hen udi fordervelsen
Og forsetlig ondskab rendte,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

9. JEsus hand er syndres ven,
Vil de kun saa sandt forsage
Ret for alvor dievelen,
GUd vil gierne mod dem tage,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

10. JEsus hand er syndres ven,
Vil sig nu med magt forbarme,

*

- - -

* 324

Strekker ud mod synderen
Sine milde naadens arme.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

11. JEsus hand er syndres ven,
Veed saa søde ord at give,
Vil, at alle nu igien
Skal med GUd forsonet blive.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

12. JEsus hand er syndres ven,
Naar de syndens gift kand føle,
Hade overtrædelsen
Og de skidne lysters søle.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

13. JEsus hand er syndres ven,
Naar de deres armod kiende,
Sørge over synden, men
Hungrige til JEsum rende.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

14. JEsus hand er syndres ven,
Som ey derfor miste modet,
Naar hand nævner fristelsen,
Men vil gierne vove blodet,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

*

- - -

* 325

15. JEsus hand er syndres ven,
Vil man kun i trygheds taage
Ikke sove ind igien,
Men mod al forhindring vaage,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

16. JEsus hand er syndres ven,
Skiønt de snuble mellemstunder,
Søge de kun renselsen
I hans pine, død og vunder.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

17. JEsus hand er syndres ven,
Som ved verden ikke hænge,
Men alt meer sig dagligen
Ind i JEsu samfund trænge.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

18. JEsus hand er syndres ven,
Ingen synder da forsage,
Prøv kun ret omvendelsen,
JEsus lindrer vist din plage.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

19. JEsus hand er syndres ven,
Vilt du kun ey syndig blive,
Gak kun til Forløseren,
Hand skal snart din nød fordrive.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

*

- - -

* 326

20. JEsus hand er syndres ven,
Dog maa ingen syndens knegte
Trøstes med forsoningen,
Før de verdens lyst fornegte.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

21. JEsus hand er syndres ven,
Arme synder, lad dig sige,
Vend dig om alvorligen,
Du skal finde naadens rige.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

22. JEsus hand er syndres ven,
Ingen meer i synden dvæle,
Hør hvor raaber Frelseren:
Hid til mig I arme siele.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

23. JEsus hand er syndres ven,
Hører det al verdens ender,
Falder ind til GUd igien,
Som udbreder sine hænder.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

Nr. 111.

Mel. Naar min Tiid og Stund etc.

Hvor kand du dog i synden lee,
Du lyst-betændte øye?

* *

- - -

* * 327

Kand det, som føder evig vee,
Din siel endnu fornøye?
Er al din frygt da uden lands,
Al eftertanke, vid og sands
Om syndens straf og plage?

2. Betragt dit liv, forsøm det ey,
Giv agt paa dine gange,
Er det at gaae paa livets vey,
Naar du est syndens fange?
Kand du vel troe, naar JEsus seer
Dit levnets daarlige maneer,
At den ham kier kand være?

3. Men, ach! du tænker ey saa vidt,
Du giør hvad dig behager,
Du løber ind i synden frit,
Som lysten dig kun drager,
Din onde ville viser vey,
Den følger du, og sandser ey,
Hvad ende det vil tage.

4. Du tænker aldrig ret paa GUd,
Lad være, nød og plage
Dig kand vel ofte som et skud
Fra verdens aadsel jage,
Ja da vil du til himlen, men
Den længsel synker snart igien,
Naar trængselen er borte.

5. Din andagt er en mundfuld vær
Af dine kaalde kiefter,
I hiertet har du verden kier,
Den stræber du kun efter,

*

- - -

* 328

Det hindrer dig, at sielen kand
Ey komme op fra verdens sand,
Sin skabere at finde.

6. Den verdens kierlighed saa stærk
Udi dit hierte syder,
Til hendes daarligheders verk
Dig ingen gang fortryder,
Hvad satan kun vil pege paa,
Den vey du løber, som en raa,
Det er din løbe-bane.

7. Og kommer dig en rædsel paa
Engang for dommens vrede,
Det synes, som du vilde faae
En andagts kuld og hede,
Da skal det faae en anden skik,
Men, siig mig, din forbedring, fik
Man den da ret at skue?

8. Din andagt kølnes alt for snart,
Den lader du kun drive,
Det er, som døden, dig saa svart
Ved HErrens frygt at blive,
GUds vey er dig saa trang og suur,
Men det er sødt for din natur
At følge satan efter.

9. Besind dig dog, du sikre siel,
Lad bedrings taarer rinde,
Saa skal og kand du meget vel
Endnu GUds hierte finde,

* 329

Beed! du skal blive vist bønhørt,
GUds milde hierte let er rørt,
Naar du det trolig mener.

10. Har hand dog før din synd forladt
Og ladet sig formilde,
Naar du ham bad, og sagde, at
Du dig forbedre vilde,
Hans himmel for dig aaben stod,
Naar dit beklemte hierte lod
Sig for ham op i sukke.

11. Saa vil hand og af hiertens grund
Dig nu din synd forlade,
Lad hiertet svare til din mund,
Alvorlig synden hade,
At den dig bliver gandske leed,
Saa skal hans store miskundhed
Dig snarlig aabenbares.

12. Vend om til GUd, saa vil hand sig
Med naade til dig vende,
Hans kierlighed skal følge dig
Til livets sidste ende,
Men set dig for af gandske hu,
At du vil aldrig mere nu
Din lyst i synden søge.

13. Siig alle dine lyster af,
Tag hver en synd til fange,
Det fule hierte strax begrav,
Vil du et reent erlange,
Og siig din GUd det trofast til,
At du i ham allene vil
Din lyst og glæde have.

*

- - -

* 330

14. Dog beed ham, at hand ogsaa vil
Selv hiertet til sig vende,
Selv give lys og naade til
Den vey igien at kiende,
Som de oplyste siele veed,
Følg ham saa i hengivenhed,
Saa kand du ey fortabes.

Nr. 112.

Mel. Vor JEsus kand ey nogen etc.

Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke,
Hvor haardt det er, det satans slaverie,
Du skulde dig ey øjeblik betænke,
At søge den, som dig kand giøre frie.
Ach! hvilken salig dag du fik!
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

2. Ach! kiendte du Guds naades søde rige,
Hvor got det er, at høre JEsum til,
Du skulde ey imod hans naade krige,
Som dig endnu saa gierne hielpe vil.
Ach! hvilken seyr Guds kirke fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

3. Ach! tænkte du, til evig tiid at brænde,
Hvor svart det er, naar lystens drøm forgaaer,
Hvor skulde du med graad til den dig vende,
Som mod dig med udstrakte arme staaer.
Ach! hvilken angest satan fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

*

- - -

* 331

4. Ach! troede du, at man sig ey kand drømme
I himlen ind, det ey saa let er giort,
Hvor skulde du din lunkenhed fordømme,
Og lede om den rette snevre port.
Ach! hvilken jammer ende fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

5. Ach! merkte du, hvor got det er at lande
I paradiis, hvor glæden der er sød,
Du skulde snart al verdens lyst forbande,
Og haste hen til JEsu blod og død.
Ach! hvilken fryd Guds engler fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

6. Ach! vilde du nu een for alle gange
Dig give ind i bod og bøn og striid,
Hvor skulde da din JEsus dig undfange,
Hvor skulde du ham finde mild og bliid,
Ach hvilken hvile sielen fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

7. Ach! skulde du dig dertil lade tigge,
Det gielder jo din egen sieles tarv,
Det er saa haardt i helvede at ligge,
Det giør saa got at tage himlens arv.
Ach! hvilken evig fryd du fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

8. Ach! kunde du, du kunde om du vilde,
Dog gribe ret Guds milde hierte fat,
Nu kand det skee, nu før det er for silde,
Det mørknes alt mod evighedens nat.
Ach! hvilken glæde JEsus fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

*

- - -

* 332

Nr. 113.

Mel. Kommer til mig sagde etc.

I arme syndre, op i flok,
Til JEsum snart, alt længe nok
Er slæbt paa syndens byrde,
See hver, som haardt besværet gaaer,
Hvor aabner hand sin sides saar
Den milde siele-hyrde.

2. Guds Søn annammer syndre, kom!
Hand skal dig favne mild og from
I sine naades arme,
Kom, kast dig for hans fødder ned,
Grib til i troen, græd og beed,
Hand skal sig snart forbarme.

3. En hyrde glemmer faaret ey,
Som løber paa den vilde vey,
Hvor ulven er at vente,
Ni og halvfemtsindstive maae
Det, som det kand, i ørken gaae,
Det tabte vil hand hente.

4. Vor JEsus ligeledes gaaer,
Og søger det fortabte faar,
Indtil hand det har fundet,
Saa lad dig finde, siel, og flye
Hen ind i JEsu vunders lye,
Saa har I begge vundet.

5. Jeg kommer da, min Frelsermand,
Saadan jeg er, saadan jeg kand,

*

- - -

* 333

Bespendt i dødens fare,
Jeg er det faar, som rendte hen,
Ach! hielp mig, red mig ud igien
Af satans stærke snare.

6. O! vee mig! at jeg fra dig gik,
Jeg kunde i et øyeblik
Fordømt til pinen været,
Ach! giør mig fra Guds vrede fri,
Og føer mig til din faare-stie,
Jeg er saa haardt besværet.

7. O! tag mig i dit naades skiød,
Og lad mig saa i liv og død
Mig gandske dig hengive,
Foragte verdens selskabs roe,
Og dig af hiertet huld og tro
Til sidste ende blive.

8. Saa siger jeg al verden af,
Og alle lyster til min grav,
Den tiid jeg har tilbage
Skal bruges til, at jeg kun kand
Alene dig, min Frelsermand,
Til sidste stund behage.

9. Ach tag din arme due ind,
For vredens svare slud og vind,
I dine vunders hvile,
Bevar mig fra den ondes verk,
Og giør mig daglig viis og stærk
Til himlen hiem at ile.

*

- - -

* 334

Nr. 114.

Mel. Min Siel og Aand opmuntre etc.

O arme siel og hierte, kom,
For HErrens høye helligdom
Et fode-fald at giøre,
Kast dig med graad for JEsu fod,
Og beed ham for hans død og blod,
At hand dig vil bønhøre
Den bøn, du vil fremføre.

2. Din miskundhed, o Frelsermand!
Er dog saa stor, at ingen kand
Den nogen tiid udsige,
Hvor skulde da din kierlighed
Forskyde den, som falder ned

*

- - -

* 335

For dit almægtig rige,
Om hielp og trøst at skrige.

3. Min synd er overmaade stor,
Og truer mig med siele-mord,
Om retten faaer sin gænge,
Jeg gruer for din grumhed meer
End den, som galgen for sig seer,
Hvori hand strax skal hænge,
Din ret den er saa strenge.

4. Skal jeg nu længer