Brorson, Hans Adolph O! kiere siel, som bliver ey

Nr. 104.

Mel. GUd Fader udi Himmerig.

O! kiere siel, som bliver ey
Ret længe her paa jorden,
Forstaa dog livets rette vey
Og salighedens orden.

2. Gud Fader, Søn og Hellig Aand
Een evig Gud vi ærer,
Som alting med sin Almagts haand
Har skabt, og alting bærer.

3. Hand skabte Adam og hans bruud
I sielene saa klare,
At ingen nu kand tænke ud
Hvor deylige de vare.

4. Guds billedes fuldkomne glands
Var dem i hiertet givet,
Høy viisdom i forstand og sands
Og hellighed i livet.

5. Men Adam blev fra Gud forvendt
Med Eva til at synde,
Og dermed havde de fortient
Guds evig vredes brynde.

* *

- - -

* 303

6. Vort hele kiøn har Adams sind,
Enhver er ond, som fødes,
Og skyldig til med satan ind
I helvede at stødes.

7. Al verden er i sin natur
Til evig pine skyldig,
I verden fandtes ingen cuur
Mod denne skade gyldig.

8. Da ynkedes i evighed
Gud over verdens plage,
Og sendte selv sin søn herned,
Vor jammer bort at tage.

9. Guds søn til vores glæde lod
Sig af en jomfru føde,
Og giorde for al verden bod,
Da hand paa korset døde.

10. Saa vil nu Gud for JEsu død
Sig over os forbarme,
Al verden tage i sit skiød
Og milde naades arme.

11. Men da maa ingen mere hen
I verdens lyster rende,
Men skal derfra til Gud igien,
Og grundig sig omvende.

12. Den Hellig Aand tilbyder ved
Sit ord og sacramente
Guds naade, kierlighed og fred,
Som JEsus os fortiente.

* 304

13. I dem hand virker kiendelig,
Som ey mod naaden stride,
Den troe, som altid holder sig
Til JEsu saar og side.

14. Da leve slige siele ey
I verdens lyster mere,
Men lade sig paa livets vey
Ved ordets lys regiere.

15. De elske Gud af hierte-rod,
De elske deres næste,
Og naar dem nogen staaer imod,
Da søge de hans beste.

16. De vaage, stride, hvor de gaaer,
Mod hiertets onde tanker,
Og JEsu pine, blod og saar
Er deres faste anker.

17. Enhver, som nu saaledes troer,
Og ey fra Gud vil vige,
Hand faaer, saa lyder JEsu ord,
I sandhed himmerige.

18. Men hvo som ey vil vende om,
On lyset ey vil kiende,
Skal bære vredens svare dom,
Og evig, evig brænde.

19. Hielp, søde Gud! at alle ind
I naadens orden træde,
At gaae i aandens rene sind
Til evig fryd og glæde.

*

- - -

* 305