Brorson, Hans Adolph Hierte Fader! straf mig ey

Nr. 109.

Mel. Far her ud urene Aand etc.

Hierte Fader! straf mig ey
I din Guddoms harme,
Lad mig ey fortabes, ney!
Hvor er naadens arme?
Est du vred,
O jeg veed!
JEsu vunders kilde
Kand dig dog formilde.

2. Kand i dødens rige vel
Nogen dig tilbede?
Red dog min fordømte siel
Ud af dommens heede,
At jeg dig
Frydelig
Kand i himmerige
Lof og ære sige.

3. Bliv, min Fader! mild igien,
Lad din trøst mig styrke,
Før jeg gandske visner hen
For din vredes tørke,
Lad mig paa
Naaden faae

*

- - -

* 321

En forsikrings draabe
Til at troe og haabe.

4. See! hvor neppe kand jeg gaae,
Kraften er forsvunden,
Sielen i sin bangheds vraa
Ligger dømt og bunden,
Seng og nat
Giør mig mat,
Naar jeg snart kand svømme
Hen i taarers strømme.

5. Ach! jeg er saa vee og træt
Af mit hiertes svie,
Sielen gandske er forgrædt,
Medens jeg maa bie,
Før jeg maa
Naade faae.
Ach hvor haardt og længe
Vil din haand mig trænge!

6. Viger, I som spotte, bort,
GUd har hørt min klage,
HErren har en ende giort
Paa min bittre plage,
Satan! viig,
Jeg er riig
Nu igien paa naade,
Druknet er min vaade.

7. Faderen til evig tiid,
Sønnen uden ende,
Aanden ogsaa, som saa bliid
Lod sin naade kiende,
Være sagt
Priis og magt,

*

- - -

* 322

At hand mig bønhørde,
Og til livet førde.