Brorson, Hans Adolph O! min kierlighed og glæde,

Nr. 36.

O! min kierlighed og glæde,
Du forønskte salighed,
Som af medynk vilde træde
I din pines jammer ned,
Og saa villig var til rede
Med dit blod, o milde lam,
Til at slukke himlens vrede
For al verdens synd og skam.

2. Kierlighed, som saa forfærdet
Udi urte-gaarden stod,
Var dog udi sindet hærdet
Til at lide indtil blod.

* *

- - -

* * * 105

Kierlighed, som var saa rede
Til at dæmpe vredens brand,
Hvilken helved-sydend' hede
Ellers ingen slukke kand.

3. Kierlighed med taaligt hierte
Al bespottelse har hørt,
Kierlighed i største smerte
Ey til vrede blev oprørt,
Kierligheden lod sig kiende
Midt i dødens haarde sluud,
Kierligheden saae man brænde,
Da hans lives lys gik ud.

4. Kierlighed, hvis arme vilde
Tage mig til sidst i favn,
Kierlighed, som i sin milde
Faders venskabs trygge havn
Mig har vildet overgive,
Da hand for mig græd og bad,
I hans naade at forblive
For al fare ubeskad.

5. Kierlighed, som har troloved
Sig med mig ved mange saar,
At hand, som min mand og hoved,
Nu for regenskabet staaer;
Lad mig og med al min smerte,
Mens jeg skal i verden boe,
I dit giennemstungne hierte
Finde stille ly og roe.

6. Kierlighed, som lod sig slagte,
Og en evig hielp og trøst
Derved mig tilveye bragte,

*

- - -

* 106

Ach! Hvor himles ret mit bryst,
Naar jeg glædelig begrunder,
At jeg midt i døden maa
Hvile udi dine vunder,
Hvor mig ingen død kand naae.

7. Kierlighed til døde krænket,
Og for mit forfrøsnet mod
I den kolde grav nedsenket,
Ach! hvor frydes alt mit blod,
Tak! o tak! tak at du døde,
At jeg evig leve kand,
Hav mig, tag mig, o min søde
Frelser! til dit fryde-land.