Brorson, Hans Adolph O giver lyd, I folk, i alle verdens riger!

Nr. 99.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

O giver lyd, I folk, i alle verdens riger!
Gud kalder, stille dog, og merker hvad hand siger,

* *

- - -

* * 292

Al verdens tummel, tie, her er en anden klang,
Gud selv dig tale vil, saa hør dog til engang.

2. Hand kalder ved sit ord, og setter stærk i rette,
Hvor længe skal min a and med eders vanart trætte,
Er jeg den store Gud, som eder selv har skabt,
Hvi har I da mit bud saa gandske glemt og tabt?

3. Din ondskab er saa stor, du arme støv paa jorden
Jeg kunde finde dig med band og skrek og torden,
Men vil du vende om, jeg sværer høyt derpaa,
Saa sandt jeg lever, skal du liv og naade faae.

4. Begræd din daarlighed, at du ey ret har levet,
Saa vil jeg glemme alt det onde, du har drevet,
Jeg aldrig har behag i nogen synders død,
Kom, tag din tilflugt til min naades favn og skiød.

5. Min Søn til naade-stoel jeg offentlig fremsetter,
Hans pine, død og blod al verdens synd udsletter,
Hvo ret af hiertens grund paa denne søn vil troe,
Skal aldrig blive dømt, men finde evig roe.

6. Min aand den samme troe i hver en siel skal tænde,
Som sig fra synden vil med stadigt forset vende,
Og derved finde kraft at døe al verden af,
Og det jo meer og meer bestandig til sin grav.

7. Saa lukker jeg da op mit søde himmerige,
Og lader vidt og bredt af gandske hierte sige,
O vender, vender om, I folk paa denne jord,
Saa skal I naade faae, der har I selv mit ord.

*

- - -

* 293