Brorson, Hans Adolph Ach min rose visner bort

Nr. 81.

JEsus straffer den troende Siel, som begynder at lade sig indtage af verdens bekymring.

Ach min rose visner bort,
Bliver baade bleg og sort :,:
Ach mit blomster stod
Før som melk og blod,
Falmer nu fra top til rod.

2. Saae man før en HErrens bruud
See saa ufornøyet ud? :,:
Slet bestilt at man
Ikke bedre kand
Skiønne paa sin ædle stand.

3. Est du bleven barn igien?
Har du glemt din siele-ven? :,:
Veedst du ey mit ord?
Veedst du hvad du troer?
Og hvad du i daaben soer?

*

- - -

* 232

4. Læs engang det første bud:
Jeg er HErren, jeg din Gud, :,:
Lad det derved staae,
At jeg sørge maa,
Din sorg intet kand forslaae.

5. Har du og din troe forgiet?
Hvo har skabt dig? veedst du det? :,:
Den dig skabte veed
Vidre nok beskeed,
Sørg du ey, men troe og beed.

6. Har Gud noget havt saa rart,
Som for dig er bleven spart? :,:
Har du glemt min død,
Og det blod, som flød
Af mig i min bittre nød?

7. Aanden gav jeg dig til pant,
At du gandske vist og sandt :,:
Himlen selv skal naae,
Tviler du da paa,
Dine smuler her at faae?

8. Læs engang dit fader vor,
Fader! kiend ham og derfor; :,:
Derpaa det beroer
Alt, at du kun troer
Dette søde faders ord.

*

- - -

* 233

9. Ach! hvad ære, fryd og haab
Havde du vel af din daab, :,:
Vidste du beskeed
Om din herlighed
Efter daabens pagt og eed.

10. Faaer du ved Guds alter-foed
JEsu legem, JEsu blod, :,:
Den er steen og stok
I Guds kirke-flok.
Som ey deri finder nok.

11. Op med dit beklemte sind,
Kiig kun i Guds himle ind :,:
Hør Guds englers sang!
See hans helgens rang,
Der skal du og staae engang.

12. Zion, hele sagen er,
Verden, verden du begier :,:
Hendes skiulte glød
Gnistrer i dit kiød,
Brænd dig ey, det er din død.

13. Verden, verden af dit sind,
Luk din JEsum ene ind :,:
Favn mig i din troe,
Lad mig i dig boe,
Saa faaer sielen nok sin roe.

*

- - -

* 234