Brorson, Hans Adolph O Gud! fornuften fatter ey

Nr. 84.

Mel. Jeg raaber til dig o HErre Christ.

O Gud! fornuften fatter ey
Din forsyns skiulte naade,
Den ubegribelige vey
Og underlige maade,
At føre dine helgen paa,
At gange og ledsage,
Lede, drage,
Og altid med dem gaae
I alle deres dage.

* *

- - -

* * 240

2. Naar du os vil ophøye, maae
Vi først til jorden segne,
Naar vi dit naade-skin skal faae,
Saa lader du det regne,
Du tager os vor fordeel hen,
Naar du os riig vil giøre,
For at føre
Vor siel til dig igien,
Og dine bud at høre.

3. Du lader os med helved-frygt
I vore synder plage,
At naaden ret kand blive søgt,
Og desto bedre smage,
Du truer os med nød og død,
Naar du os vil oplive,
Trøsten give,
Der er langt mere sød,
End nogen kand beskrive.

4. Og naar vi da din kierlighed
Og milde hierte finde,
At mange glædes taarer ned
Af vore øyne rinde,
Naar den afvendte siel igien
I JEsu skiød kand havne,
Ham at favne,
Saa svinder verden hen
Som drømme, røg og avne.

5. Du stiller dig som du varst vred,
Forskrekker vore tanker,

*

- - -

* 241

Du støder os i skarnet ned,
Os truer, slaaer og banker,
Befinder du os deri troe,
At vi det trofast mene
Med dig ene,
Saa faae vi liv og roe
I siel, i marv og bene.

6. Du fører os i kamp og striid
Mod satans hele skare,
Vi synes tiit i saadan tiid
I alt for stor en fare,
Da lære vi, hvor lidt vor leyr
Formaaer mod satans pile,
Til dig ile,
Og efter vunden seyr
I dig allene hvile.

7. I saadan kamp vi føres ind
Til vores egen nytte,
I Gud et uforandret sind
At faae til deel og bytte,
Naar vi vor jammer, synd og nød
Saa stærk i Gud bekrige,
At de vige,
Det bringer kiødet død
Og aanden kraft og rige.

8. Saa gaaer du giennem torn og krat
Og mange mørke stræder,

*

- - -

* 242

At faae de arme siele fat,
Som sig i verden glæder,
At de sig siden uden tvang
Dig gandske overgive,
Troe forblive,
Og satan mangen gang
Forfølge og fordrive.

9. Du giør til idel daarlighed
De vises høye sinde,
Og den for verden intet veed
Kand dine veye finde,
De arme synd're naade faae,
Men de sig selv behage
Maae tilbage
Med skam og blusel gaae,
Som verden ey forsage.

10. Det, som er for fornuften stort,
Det agter du ey meget,
Men det, som verden kaster bort,
Det kalder du dit eget,
Din gierning fører ingen pragt,
Hvad roes og gunst vil vinde,
Maa forsvinde,
Det, som er slet og svagt,
Det kand din naade finde.

11. Og det er nu din gamle viis
Med dem, som dig behage,
De maae saa ofte tugtens riis
Og megen trængsel smage,

*

- - -

* 243

Du fører os i mulm og mørk,
Hvor ingen vey og ende
Er at kiende,
Før vi fra verdens ørk
Til himlens hiem os vende.

12. Du viser altid det, der staaer
Imod den deel, du tænker,
Naar veyen hen til kronen gaaer,
Saa viser du os lenker,
Tit lader du os falde, naar
Du os fra fald og snare
Vil bevare,
Og lægedommen gaaer
Da ud af gift og fare.

13. Du giør os nøgen, bar og blot,
Naar du os vil berige,
Og trapperne er spee og spot
Til ærens krands at stige,
Naar vi slet intet andet kand,
End onde lysters vinde,
I os finde,
Saa setter du i stand
De synd-beklemte sinde.

14. Naar sielen sidder kold og svag
I stor anfegtnings mørke,

*

- - -

* 244

Da just i hendes vee og ach
Du selv er hendes styrke,
Vi tænke ofte i vor vee,
At du os slet forstøder,
Knuser, døder,
Ved enden kand vi see,
At hiertet mod os bløder.

15. Hvo merker, søde Gud! din daad
Og vise forsyns veye?
Hvo overgiver sig dit raad
Og faderlige pleye?
Vi troe dit milde hierte ey,
Og kand vor onde ville
Ikke stille,
Naar du fra glædens vey
I korset os vil skille.

16. O Fader! vær taalmodig mod
Os arme her i live,
Og lad vort hiertes onde rod
Din naade ey fordrive,
Du kiender jo vort onde sind,
Hvor let vi selv os plage
Og forsage,
Naar korset trænger ind
I vore glædes dage.

*

- - -

* 245

17. Saa brug din gode fader-ret
Og vise tugte-maade,
Det vilde gaae os alt for slet,
Om kiødet skulde raade,
Griib hiertet an, og lad os ey
I verden nogen hvile,
Før vi ile
Til dig paa troens vey
For korsets jammer-pile.

18. Lær os det falske hykle-trin
Fra Christi gang at skille,
Og ikke med det bare skin
Os selv og andre drille,
Ey følge vore egne spor,
Thi vor fornuft de rette
Ey kand giette,
Men dine veye for
Vort øye altid sette.

19. O! lad fornuften aldrig dig
I dine veye dømme,
Og kiødet ey bedrage sig
I sine egne drømme,
Og naar du giør ved korsets tugt,
At synden os skal smage
Salt som lage,
Vi da forstaae den frugt,
Som vi af korset tage.

20. Saa føer os ved din egen haand,
Som du det bedst kand finde,

*

- - -

* * 246

Og lad din gode Hellig Aand
Os alle tider minde,
At hvordan du os føre vil,
Saa er din vey og maade,
Os at raade,
Hvor haardt det end gaaer til,
Dog idel naade, naade.