Brorson, Hans Adolph Nu JEsus til sin pine gaaer,

Nr. 86.

Mel. O menniske begræd din synd.

Nu JEsus til sin pine gaaer,
Ham taarerne i øyne staaer,
Og strømme-viis nedrinder,
O! hvem der kunde græde blod
Ved denne klare livets flod
Paa JEsu rosen-kinder.
Hvi græder du, som aldrig loe?
Hvi græder verdens lyst og roe?
Hvi græder himlens glæde?
Hvorledes skal jeg finde dig,
Immanuel, saa ynkelig
Paa denne jord at græde?

2. Var det, fordi du kunde see
Din pinebenk, gethsemane,
Og dødens kalk iskienket;
Da satan og den store stad
Til dig at lave dødens bad
Var ret som sammenlænket.
Ney derfor græd min JEsus ey,
Hand traadde paa sin piinsels vey
Med kæmpe-mod og længsel,
Hans død var beesk at tænke paa,
Men større var hans lyst at faae
Os frelst af evigt fængsel.

3. Men sagen var, fordi hand saae,
De fleste skiønne intet paa
Hans bittre dødens vaade,

*

- - -

* 250

Men leve hen foruden bod,
Ja træde paa hans død og blod
Og himmel-søde naade,
Dog tænke fast i deres sind,
At de skal løbe lige ind
I søde himmerige.
Den sag maa hiertet sprekke ved,
Som JEsus og paa dette sted
Ey kand for graad udsige.

4. Hand saae, der blussed" over dem,
Som boede i Jerusalem,
Guds grumme vredes lue,
Fordi de naadens lys forskiød,
Og torde med saa haard en død
Saa kier en Frelser true,
Hans egen pine har hand glemt,
Men over staden hierte-klemt
I suk og graad udbryder:
O arme stene-blinde stad!
Jeg græder, men du leer kun ad
Den naade, jeg dig byder.

5. Du, fordum hele verdens priis,
Guds egen stad og paradiis,
Hans residentz og sæde,
Din tempel i dig yndefuld,
Som demant spiller i sit guld,
Var alle frommes glæde.
Jerusalem! hvor seer du ud,
Er saadan deylig jomfru-bruud
Nu til en hore bleven,
En synde-sølet skiden soe,

*

- - -

* 251

De sorte aanders myre-boe,
Til dødens dom opskreven?

6. Ach! vilde du, endog i dag,
Besinde ret din frelses sag,
Med bedrings graad og sukke,
Da skulde end min taare-regn
Dig være vist et naade-tegn
Til vredens ild at slukke.
Men satan har dig slet forrykt,
Du lever uden sands og frygt,
Og vil dig ey omvende,
At Gud maa føre over dig
En jammerfuld og græsselig
Forstyrrelse og ende.

7. See dog, hvor det din søster gik,
Synd-sikre Christenhed, hun fik
Den deel du og skal finde,
Saa fremt du ey omvender dig,
Og søger naaden flittelig,
At bedrings graad kand rinde,
At skiemte med vor HErres ord
Betyder hunger, pest og mord,
Ja evig helved-klage,
Det staaer kun paa oprigtig bod,
Hvor den er, der er sagen god,
Men ellers evig plage.

8. Om dig forkyndtes sverd og brand,
Ja HErrens vredes grumme band
Af alle Guds propheter,

*

- - -

* 252

Om jorden brændte under dig,
Og himlen spaade pest og kriig
Med tusinde cometer,
Hvad var det dog at ligne mod,
At himlens Gud paa jorden stod,
Din ondskab at begræde,
Du dog kun frek til verden seer,
Og derved virkelig beleer
Vor JEsu øyne-væde.

9. Saa græd, o sikre siel! engang,
Den tiid, den tiid er alt for lang,
Du levet har saa ilde,
Lad hiertet smelte bort i vand,
At bittre taarer flyde kand
Af øyet som en kilde,
Da skal din JEsu øyne-taar
Formilde hiertets dybe saar,
Og al din graad forsøde,
Da bliver glæden meer end stor
I englernes udvaldte koor,
At du fra synden døde.

10. Thi græd hand for den fule stad,
Som satan selv i skiødet sad,
Den helved-drage-bolig,
Det folk, som slog ham selv ihiel,
Saa kand du tænke, kiere siel!
Hand mener det saa trolig,
Hand løber dig med graad imod,
Her skal du staae, og holde fod,

*

- - -

* 253

Ey paa hans taarer træde,
Men følge JEsu øynes raad,
Hvor kandst du, naar du seer hans graad,
Dig bare for at græde.

11. Hand har dig som en stad belagt
Med sine taarers vold og magt,
Du skal ham ey undvige,
Besee hans vaade rosen-kind,
O! see ham ret i øyne ind,
Der blinker naadens rige,
Nu JEsu, kom med livets vand,
Som hiertet ene ledske kand,
Og al min jammer slukke,
Derefter tørster alt mit sind,
Det suer jeg i sielen ind
Med dybe længsels sukke.

12. Tak, JEsu! for hver draabe vand,
Som du i din fornedrings stand
Min siel til trøst lod rinde,
Jeg græder her og længes, til
Din kierlighed mig unde vil
I himlen dig at finde.
Naar skal jeg see de øyne paa,
Som til min nød saa naadig saae,
Som for mig vilde græde,
Som brast for mig i dødens vee?
Naar skal jeg dog de øyne see
I evig fryd og glæde?

*

- - -

* 254