Brorson, Hans Adolph Vær velsignet, naade-throne,

Nr. 39.

Mel. Som en Hiort med etc.

Vær velsignet, naade-throne,
Tusind gange, at du var
Villig, synden at forsone,
Som dig selv fortørnet har.
Ach! hvad er jeg fryde-fuld!
Naar jeg kaster mig i muld,
Ved din blod-regn at bedugge
Sielen, under korsets skugge.

2. Jeg omfavner dine mange
Purpur-røde slag og saar,

*

- - -

* *

skygge.

113

Og vil kysse tusind gange
Hvert et nagle-gab og skaar.
O! hvo kand, min salighed!
Al den svare tørst du leed
For mig arme løs at rive,
O! hvo kand den tørst beskrive!

3. Kom, min Læge! at forbinde
Mit forknuste sind og mod,
Lad mit arme hierte finde
Redning i din død og blod,
Tag den gandske skade bort,
Som mig Adams fald har giort,
Og jeg selv har bragt til veye,
Ved din pines blodig leye.

4. Skriv mig, JEsu! dine vunder,
Blod og død i sielen ind,
At jeg seer dem alle stunder
Trykt og prentet i mit sind;
Du allene est den mand,
Som min siel fornøye kand,
Lad mig her i støvet finde
Det du lod paa korset rinde.

5. Disse fødder vil jeg holde
Som min sieles faste stavn,
Mine hænder vil jeg folde,
Og dig spænde i min favn;
Lad mig finde ly og læ
Under dette livets træ!
Siig; Lad sorgen borte blive,
Jeg vil al din synd fordrive.

*

- - -

* 114