Brorson, Hans Adolph Hvad er det got, i JEsu arme

Nr. 83.

Hvad er det got, i JEsu arme
Som skiøde-barn at sove ind,
Og ved hans naades bryst sig varme
Med et fra sorg befriet sind,
Hvad vil du dig med frygt besvære?
Gud kand din sorg allene bære,
Hans trofasthed omskiftes ey,
Hand er dig altid troe forbleven,
Og har sig med sit blod forskreven,
At føre dig den rette vey.

2. Hvor daarligt: som en hedning fare
I alle kummers torne ind,
Du kunde jo den møye spare,
Og favne JEsum i dit sind,
Da skulde sorgen selv sig glemme,
Og du en liflig roe fornemme,

*

- - -

* * 237

At see hvad hand fra evighed
For kierlighed har til dig baaret,
Som jo endnu er ubeskaaret,
Og evig, evig bliver ved.

3. Hvad vil du gremme dig for livet,
Og hvad der hører livet til?
Gud, som dig har det første givet,
Dig og det andet give vil,
Den, sielen himmel-spise rekker,
Og med sin JEsu purpur dekker,
Som er saa hierte-huld og troe,
Skal ogsaa nok din krop betænke,
At du dig derfor ey tørst krænke,
Men lade det paa Gud beroe.

4. Umælende dig det kand sige,
Naar du dig dem kun stiller for,
Da seer du i Guds almagts rige
Hans forsyns vey og klare spor,
Den lille fugl vor HErre nærer
Sig aldrig over trang besværer,
Er altid lystig, mild og vel,
Giør mark og skov til paradiser,
Og meer, end vi, vor HErre priser,
At vi maae skamme os ihiel.

5. See lilien i grønne dale,
Hvem har vel smykket denne bruud,
Hun skulde, om hun kunde tale,
Dig skielde for en tidsel ud,
Blant torne seer du rosens ynde,
At den dig vil til troen skynde,

*

- - -

* 238

Og alle blomsters rare top
I tal og skiønhed uden ende,
Som alle sig mod himlen vende,
Og vise dig til Gud hen op.

6. Der seer man dem i deres smykke
Som alle tider mildt at lee,
At Salomon i al sin lykke
Ved dem kun ringe var at see,
Kand Gud et græs saa høyt begave,
Hvad skal du da, min siel, vel have
For prydelse og herlighed?
Som har den beste skiønhed arvet,
Og est med blodet purpur-farvet,
Som flød af JEsu vunder ned.

7. Den deel vi bruge her i live,
Er ikke megen kummer værd,
Een ting er nødig ret at drive,
Og tage sig af hiertet nær,
Hvor mangen gaaer med suk, og klager
For det, som Gud sig selv antager,
Og bærer sorgen i sit bryst,
Da tit, naar ingen redning kiendes,
Ved hannem al vor jammer vendes
Til hiertens glæde, fryd og lyst.

8. Saa hviil, min siel! foruden plage
Saa stille i din JEsu skiød,
Lad dig den glæde ey betage,
Men glæd dig derved til din død,

*

- - -

* 239

At Gud i Christo dig udvaldte,
Og alle dine taarer talte,
Har maalet al din gang og vey,
O lad dig det dog eengang sige,
Din Gud, hand kand dig aldrig svige,
Ney! Gud allene sviger ey.