Brorson, Hans Adolph Hvordan takke vi vor HErre

Nr. 8.

Denne er dommen, at lyset er kommen i verden, og menniskene elskede mere mørket end lyset, thi deres gierninger

vare onde. Joh. 3. v. 19.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

Hvordan takke vi vor HErre,
For hand gav sin Søn herned,
Mange skiønne lidt, desverre!
Paa saa stor en kierlighed,
Deres onde synde-lyst
Dekke de med naadens trøst,
Vil af JEsu intet lære,
Og dog sande christne være.

2. Vist nok, ingen siæl fordømmes,
Naar man paa sin JEsum troer,

*

- - -

* * * 36

Naadens kilde aldrig tømmes,
Naaden er og bliver stoer,
Men det er en afsagt dom:
Siden JEsus til os kom,
Skal man sig fra synden vende,
Eller ogsaa evig brænde.

3. At du vil i dine lyster
Fare fort, som du er van,
Og dig dog ved JEsum trøster,
Gaaer i evighed ey an:
Kiere hierte, eet af toe,
Enten udi bøn og troe
Syndens vey at flye og hade,
Eller lide siele-skade.

4. Lyset er i verden kommen,
Veedst du ogsaa, at du troer?
Har du nogen tiid fornommen,
At din JEsus i dig boer?
Har hans naade-straalers kraft
I din siel sin virkning haft?
Kand du i dit hierte finde,
At der er et lys derinde?

5. Hvordan gaaer man dog og drømmer
Udi saadan vigtig sag,
Og i sikkerhed forsømmer
Naadens dyrebare dag,
Sagen burde vides vist,
Mens der end er bedrings frist,
Evig evighedens tanke
Bør jo vore sandser sanke.

*

- - -

* 37

6. Bort du syndens fæle taage,
Satans helved-sorte magt!
Det er tiid engang at vaage,
Og at passe paa sin vagt;
Det er tiid at sandse vel,
Og at sørge for sin siel,
Det er tiid at forekomme
HErrens grumme vredes-domme.

7. Gud, som lyset lod opklare
Udi naadens blide aar,
Vil og ingenlunde spare
Dem, som samme lys forsmaaer;
Vil du vende ryggen til,
Gud dig fra sig støde vil;
Vil man ikke lyset kiende,
Skal man sig paa lyset brænde.

8. Lad din naades glands oprinde,
Søde JEsu, at jeg maa
Derved altid veyen finde,
Som jeg bør at vandre paa,
Vær min formand, at jeg ey
Kommer paa den brede vey,
Eller fra dit fodspor viger,
Før jeg ind i himlen stiger.