Brorson, Hans Adolph Troens rare Klenodie, 1.-2. del. - 1951

b

HANS ADOLPH BRORSON

📖 SAMLEDE SKRIFTER

UDGIVET AF
DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB

UNDER TILSYN AF
PAUL DIDERICHSEN OG EJNAR THOMSEN

KØBENHAVN

I

HANS ADOLPH BRORSON

📖 SAMLEDE SKRIFTER

VED
L. J. KOCH 📖 1. BIND
TROENS RARE KLENODIE
1-2.
O. LOHSES FORLAG, EFTF. 1953

II

Missionstrykkeriet, København
V/ O. Siebuhr

III

Hans Adolph Brorsøns salmer og sange, der stadigt lever i det danske og norske folk, har længe været vanskeligt tilgængelige for offentligheden i en fyldestgørende udgave. Særligt føleligt er det, at P. A. Arlauds udgave fra 1867 i mange år har været udsolgt. 1937 tog forlagsboghandler O. Lohse sagen op ved en drøftelse med dr. theol. L. J. Koch, og herunder fremkom planen til en ny udgave. Kort efter døde imidlertid forlagsboghandleren, og først for 3 år siden blev planen genoptaget af forlaget, som fik dr. Kochs tilsagn om at ville besørge udgaven. Man enedes om at lade udgaven omfatte Brorsons samlede skrifter og søgte derefter samarbejde med Det danske sprog- og litteraturselskab.

Den samlede udgave af Brorsons værker vil bestå af tre bind, af hvilke det første bringer 1. og 2. del af Troens rare Klenodie; andet bind vil bringe resten af denne samling med tillæg og vil blive afsluttet med en sproglig karakteristik af udgaverne af professor, dr. phil. Paul Diderichsen; tredie bind vil indeholde Svane-Sang (1765), Lissabons ynkelige Undergang (1756), mindre digte på dansk, latin og tysk, 2 prædikener, Brorsons vita ved bispevielsen 1741 og hans latinske afhandling: De vexillo ecclesiæ ved doktorudnævnelsen i 1760 (med dansk oversættelse).

For den støtte, Carlsbergfondet har ydet til udgivelsen, fremsætter selskabet sin ærbødige tak, ligesom man gerne vil udtrykke sin taknemmelighed over for O. Lohses forlag, Eftf., uden hvis interesse for sagen udgivelsen ikke havde kunnet gennemføres.

Det danske sprog- og litteraturselskab.

IV
V
VI

VII

DA Brorson 1739 udgav sit hovedværk, »Troens rare Klenodie«, betegnede det ikke et frembrud af noget nyt, men snarere afslutningen på noget, der i en årrække havde været i gang.

Der forelå allerede fra hans hånd 190 salmer, som han havde udsendt i 12 mindre og større salmehefter, trykt i Tønder 1732-35. Det ry, han havde vundet som digter, gav sig ikke blot til kende derved, at utrykte salmer af ham blev udbredt i afskrifter, og at man i Flensborg uden hans vidende lod en del af dem trykke*), men frem for alt derved, at der i den kirkesalmebog, som Erich Pontoppidan udarbejdede 1736-40, blev optaget ikke færre end 92 salmer fra Tønderhefterne.

Så kom »Troens rare Klenodie«. Denne bog havde som sit første formål at få hele salmestoffet fra hefterne samlet. Men dette stof forelå ikke uordnet. Et blik på hefterne viser, at digteren tidligt har haft planen til det store salmeværk om troen. Det system, hvorefter »Troens rare Klenodie« er bygget op, møder vi allerede i hefterne. Salmestoffet til den første af dets 7 afdelinger findes i en række forskellige hefter; men de 3 næste afdelinger foreligger praktisk talt færdige i systemets opstilling. Der manglede så 3 afdelinger, og det andet formål måtte da blive at få dem med. Herpå har Brorson arbejdet i årene fra 1735 til 1739, og da værket var færdigt, var der til de 190 salmer fra hefterne føjet 67 nye. Til fuldførelsen af dette samlearbejde hentydes der vel i de to - også anden steds fra kendte**) - linier, som i 1739 blev sat på sidste side af »Troens rare Klenodie«:

Af mange Blade er nu dog
tilveyebragt saa stor en Bog.

- - -

* * VIII

Brorsøns ry blev naturligvis ikke mindre efter fremkomsten af den store salmesamling. Pontoppidan betegnede ham 1752 som Kingos ligemand*), og skønt »Troens rare Klenodie«, som jo ikke var nogen kirkesalmebog, var henvist til brug i familielivet og ved private forsamlinger, fik denne bog dog sådan en afsætning, at vi fra digterens levetid kender 6, måske 7 udgaver af den.

Disse forhold må man være klar over for at forstå de særlige vanskeligheder, som rejser sig, når det gælder en ny udgave af »Troens rare Klenodie«. Flertallet af bogens salmer findes jo først i Tønderhefterne, og alle findes de i en række udgaver af bogen selv. Derfor foreligger de i forskellig form. Retskrivningen er ikke den samme; Tønderhefterne bruger f. eks. store begyndelsesbogstaver i substantiverne og andre ord, medens alle udgaver af »Troens rare Klenodie« bruger små. Der er foretaget mange ændringer både af sproglig og af indholdsmæssig art. Der er indløbet fejl og misforståelser. Og hver udgave har sine mangler og sine fortrin. Heraf opstår der adskillige problemer: Hvilken udgave skal man vælge som tekstgrundlag? Hvor nøje skal man følge den valgte udgave, når man skønner, at andre udgaver på visse punkter har en bedre tekst? I hvor stor udstrækning kan man regne med, at ændringer i teksten skyldes digteren selv?

Men inden vi går ind på disse sprøgsmål, vil det være nødvendigt at give en oversigt over tekstmaterialet.**)

Salmehefter fra Tønder.

Disse er her ordnet efter årstal og inden for samme år efter deres plads i systemet. De findes alle 12 i et samlingsbind på Universitetsbiblioteket, 5 af dem kun i dette.

A

Nogle Jule-Psalmer, GUD til Ære og Christne-Siæle, i sær siin elskelige Meenighed til Opmuntring Til den forestaaende

- - -

* * IX

Glædelige Jule-Fest Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H. A. B. Tundern, Hosz Clausz Kieszbug og findes hos hannem Tilkiøs 1732. Indhold: 7 julesalmer, 2 nytårssalmer, 1 påskesalme. (Tr. r. Kl. nr. 5-11, 18-19, 53). Brudte verslinier, 32 paginerede sider, oktav. Forrest i heftet står af trykt Kol. 3, 16-17. Universitetsbiblioteket, 2 ekspl.

I P. A. Arlaud, Hans Adolph Brorsons Psalmer og aandelige Sange, 1867, betegnet som D.

B

Nogle Advents-Psalmer, tillige med et Tillæg til de forhen udgifne Jule-Psalmer gud til ære og Hans Kircke til opmuntring sammenskrevne af H. A. B. Tundern Hosz Clausz Kieszbuy og findes hos hannem tilkiøbs 1733. Indhold: 4 adventssalmer, 2 julesalmer, 3 nytårssalmer, 2 helligtrekongerssalmer, 1 salme til Mariæ renselsesdag, 1 til Mariæ bebudelsesdag (Tr. r. Kl. nr. 1-4, 12-16, 20-22, 42). Brudte verslinier, 20 blade uden sidetal, oktav. Forrest i heftet står aftrykt Es. 62, 11-12. Universitetsbibl. Arlaud: E.

C

Nogle Paaske-Psalmer Gud til Ære og hans Kircke til opmuntring sammenskrevne af H. A. B. Tundern, Hosz Clausz Kieszbuy og findes hosz hannem til kiøbs. 1734. Indhold: 8 salmer (Tr. r. Kl. nr. 45-52). Brudte verslinier, 16 blade uden sidetal, sidste blad blankt, oktav. Universitetsbibl. Arlaud: F.

D

Nogle Himmelfarts og Pindse-Psalmer, Gud til ære og hans Kircke til Opmuntring Verterede*) af H. A. B. Tundern, Hos Claus Kieszbuy og findes hos hannem Tilkiøbs 1734. Indhold: 4 himmelfartssalmer, 8 pinsesalmer (Tr. r. Kl. nr. 54-65). De 4 første med brudte verslinier, resten uden, 16 blade uden sidetal, sidste blad blankt, oktav. Universitetsbibl. Arlaud: G.

E

Nogle Psalmer om Troens Grund Gud til Ære Og Hans Kircke til opmuntring forferdigede af H. A. B. Tundern Hosz Clausz Kieszbuy og findes hosz hannem Tilkiøbs. 1734. Indhold: 6 salmer (Tr. r. Kl. nr. 71-76). Brudte verslinier, 12 blade uden sidetal, oktav. Forrest i heftet står aftrykt Ef. 2, 17-22. Kgl. Bibl. (defekt ekspl.) og Universitetsbibl. Arlaud: H.

- - -

* X

Ea

Hefte uden tiltelblad og årstal. Indhold: 8 salmer under overskrifterne: Om Skabelsen, Om Guds Forsyn og Regiering (Tr. r. Kl. nr. 77-84). Indholdet danner fortsættelse af E. Brudte verslinier, 16 blade uden sidetal, oktav. Kgl. Bibl. (defekt ekspl.) og Universitetsibibl. Arlaud: A.

Eb

Hefte uden titelblad og årstal. Indhold: 7 salmer under overskrifterne: Om Guds Billede, og Menniskens Elendighed og Fordervelse, Om guds Venlighed og Kierlighed (Tr. r. Kl. nr. 85-91). Indholdet danner fortsættelse af Ea. Brudte verslinier, 16 blade uden sidetal, de sidste 3 sider blanke, oktav. Universitetsbibl. Arlaud: B.

Ec

Hefte uden titelblad og årstal. Indhold: 12 salmer under overskrifterne: Om JEsu Navne, Embeder og Staender, Om Guds Kald, Om Oplyysningen (Tr. r. Kl. nr. 92-103). Indholdet danner fortsættelse af Eb og har igen sin fortsættelse i H (Nogle Psalmer Om Troens Grund II). Brudte verslinier, 18 blade uden sidetal, oktav. Universitetsbibl. (2 ekspl.). Arlaud: C.

Hefterne E, Ea, Eb, Ec og H svarer i denne orden nøje til afsnittet »Troens Grund« i »Troens rare Klenodie«, og man må deraf slutte, at de 3 hefter uden titelblad er at betragte som tillæg til E. Typografisk ligner de E og de andre Kieszbuy-tryk fra 1733-34. Deres affattelsestid må da formentlig være mellem E, 1734, og H, 1735. Når L. R. Tuxen*) anser dem for at være de ældste af hefterne, skyldes det formentlig, at de i det ovenomtalte bind på Universitetsbiblioteket, hvori alle hefterne er indbundet, er sat foran de andre. At de her er anbragt på denne måde - langt fra E, - og at Ea og c findes i særlige små bind, viser for øvrigt, at de ikke ligefrem er at opfatte som dele af E, hvad der også fremgår af, at de alle begynder med arkbetegnelsen a eller A.

F

Nogle Psalmer om Troens Frugt forferdigede af H. A. B. Tryckt i Aar 1734 og findes til kiøbs hos Hans Christian Kiesbuy i Tunder. Indhold: 42 salmer (Tr. r. Kl. nr. 150-191). Brudte

- - -

* XI

verslinier, 63 blade uden sidetal, oktav. Forrest i heftet står af trykt Jak. 2,26. Universitetsbibl. Arlaud: I.

G

Nogle Paszions-Psalmer, Udgivne af H. A. B. (Det andet Oplag.) Nøjere igiennemseet og formeeret. Tønder, Trykt udi Vaysen-Huset, og paa dets Forlag, af Herman Henrich Rotmer. 1735. Første oplag kendes ikke. Indhold: 15 Brorsonske salmer (Tr. r. Kl. nr. 27-41) samt Tillæg af Tvende Psalmer Om Christi Død og Begravelse, sammenskrefne af T. H. (Tr. r. Kl. nr. 277-78).*) Brudte verslinier, 56 paginerede sider, oktav. Forrest i heftet står aftrykt Es. 53, 4-5; Lk. 18, 31-33. Kgl. Bibl. og Universitetsbibl. (2 ekspl.). Arlaud: K.

H

Nogle Psalmer Om Troens Grund. (Den anden Deel.) Udgivne af H. A. B. Tønder, Trykt udi Wæysenhuset, og paa dets forlag, af Herman Henrich Rotmer, 1735. Indhold: 24 salmer (Tr. r. Kl. nr. 105-128). Brudte verslinier, 92 paginerede sider, oktav. Forrest i heftet står aftrykt Joh. 3,3; Mk. 1, 15. Det kgl. Bibl. og Universitetsbibl. har hver et eksemplar, indbundet sammen med G, Det kgl. Bibl. endnu et og Universitetsbibl. et i bindet med alle hefterne. Skønt alle 4 eksemplarer øjensynlig er samme udgave, har det sidstnævnte på et par steder (i nr. 105, 18,5 og 107, 2,2) en fra de førstnævnte afvigende læsemåde; på disse steder er de førstnævnte betegnet som Ha, det sidstnævnte som Hb. Arlaud: L.

I

Nogle Psalmer om Troens Kamp og Sejr, forferdigede af H.A.B. Tønder, Trykt udi Væysenhuset og paa dets Forlag, af Herman Hinrich Rotmer, 1735. Indhold: 33 salmer (Tr. r. Kl. nr. 192-223, 104). Brudte verslinier, 56 blade uden sidetal. Forrest i heftet står aftrykt 1. Joh. 5,4 (angivet som 5,5). Kgl. Bibl. og Universitetsbibl. Arlaud: M.

- - -

* XII

Troens rare Klenodie.

Af de 7 udgaver af denne bog, som her kommer i betragtning, er der kun 2, som bærer årstal på titelbladet, nemlig den første fra 1739 og udgaven fra 1752. De andre 5 har alle samme kobberstukne titelblad uden årstal (se gengivelsen s. 1) og har heller ikke på andre steder end titelbladet nogen angivelse af trykkeår. Vi må altså ad andre veje prøve på at bestemme deres tilblivelsestid. En hjælp har vi her i Claus Lydersen Fasting, Forsøg til en Fortegnelse over de udi Danmark og Norge fra Bogtrykkeriets Indførsel til 1789 Aars Udgang udkomne Danske Skrifter, Bergen 1793, hvor der nævnes følgende udgaver af »Troens rare Klenodie«: »1739, 1742, 1747, 1752, 1760, 1773 og fleere Gange«.*)

I den følgende oversigt over udgaverne anbringer vi dem i den rækkefølge, som må anses for sandsynlig og begrunder samtidig denne placering. Tønderhefterne betegnede vi med bogstaverne A-I; herefter bliver »Troens rare Klenodie« J, og de 7 udgaver betegnes som J1-7. Alle udgaverne er i oktav og har fortløbende linier i salmerne.

J1

Troens Rare Klenodie, i nogle Aandelige Sange forestillet af Hans Adolph Brorson, Forhen Sogne-Præst i Randerup under Troyborg i Løeherred under Riber Stift, siden den tredie Præst i Tønder, men nu Stifts-Provst og Sogne-Præst til Vor Frue Kirke i Ribe. Selges u-indbunden for 2 Mark 2 szl. Dansk. Kiøbenhavn, Bekostet af Frantz Christian Mumme, Boghandleren paa Børsen, og findes hos hannem sammesteds til kiøbs. 1739. Indhold: 257 H. A. Brorsonske salmer, de 2 af T. H. fra G som tillæg til Passions Psalmer samt - uden forfattermærke og stående efter indhold blandt de andre s. 468, 522, 532 - 3 nye af Nicolai Brorson. På bagsiden af titelbladet står: Imprimatur. At denne Censur saaledes findes i Facultatis Theologicæ Protocoll, vidner hermed, som bemældte Facultæts Notarius, Marcus

- - -

* XIII

Wöldike D (ikke gentaget i senere udgaver). Kgl. Bibl., Universitetsbibl. og i privateje hos provst, dr. M. Neiiendam (2 ekspl.). Arlaud: N.

J2

Titelblad uden årstal; der står nu: Hans Adolph Brorson, Biscop udi Riber Stift. Indhold: Foruden salmerne i J1 er der 15 nye af H. A. Brorson, 3 af Nicolai Brorson og 1 af Broder Brorson; i alt 272 af H. A. Brorson, 9 af andre; disse sidste er anbragt i Et lidet Tillæg Af mine Brødres og en anden kiær Vens Psalmer, som til Deels i de forrige Oplag have været indførte iblant de andre i denne Psalme-Bog, men findes nu her trykte for sig selv. Vi har her sikkert udgaven fra 1742. I hvert fald ligger den efter Brorsons udnævnelse til biskop 1741 og og før 1745, da den Psalme mod den begyndte Lande-Plage 1745 (kvægpesten), som findes i alle senere udgaver, endnu ikke er kommen med. Og da den begynder med Allerunderdanigst Tilskrift med tilegnelsesdigt til Christian VI, dateret d. 19 Aug, 1742, er det naturligt at antage, at den er udkommen i dette år. Dette stadfæstes ved, at det ene af de to eksemplarer, hvori J2 findes (begge på Kgl. Bibl.), på bagsiden af bindet bærer årstallet 1742. - Påfaldende er, at der i overskriften over det nævnte tillæg tales om de forrige Oplag. Kan der virkelig forud for J2 have været mere end een udgave? J1 som den første kan der ikke rokkes ved, da det er den, der har censurpåtegningen og slutningslinierne: Af mange Blade er nu dog tilveyebragt saa stor en Bog (jfr. også Fastings angivelse af 1739 som tidspunktet for den første udgave). Så spørger man, om der har været en nu tabt udgave mellem J1 og J2. Men begyndelsen af tilegnelsesdigtet synes at udelukke dette, idet der står: Da jeg den første gang tillood Mit Sange-Skrift at trykke, og det samme resultat giver en annonce om bogen i »Kiøbenhavns Post-Rytter« for 12. oktober 1742, hvor der tales om dem, som allerede have bemeldte Psalmebog af forrige Oplag, sikkert = det forrige oplag (Arlaud, anf. skr., s. 334). Tilbage bliver næppe nogen anden løsning, end at udtrykket de forrige Oplag er en trykfejl for det forrige Oplag, - Arlauds betegnelse for J2 er O.

J3

Titelblad uden årstal. Indhold: Foruden salmerne i J2 er der XIV kommet 2 nye til, så der nu er 274 af H. A. Brorson foruden de 9 i tillægget. Hermed har bogen nået sit endelige omfang. Vi møder her En Psalme mod den begyndte Lande-Plage 1745, så udgaven hører tidligst til i dette år. Desuden har den tilegnelsesdigtet til Christian VI. Dette findes ikke i J4, 1752, så J3 må ligge forud for dette år, da det næppe kunne tænkes, at Brorson først havde taget digtet ud af bogen og i en senere udgave længe efter kongens død på ny sat det ind; J3 ligger altså i tiden 1745-52, og når vi fra Fasting ved, at der kom en udgave 1747, er det rimeligt at antage, at denne er identisk med J3. Herimod kan man ikke gøre gældende, at J3 på grund af tilegnelsesdigtet må være før Christian VI's død 6. august 1746; for trykningen kan tænkes at være påbegyndt før denne dato, selv om bogen først er kommen i handelen i begyndelsen af det næste år. Eller det kan tænkes, at Brorsons varme følelser for Christian VI har gjort, at han ikke straks efter kongens død har kunnet få sig til at fjerne tilegnelsesdigtet. - J3 har et kobberstik af Brorson, som genfindes i de følgende udgaver på nær J5. Man har hidtil ment, at dette stik først var fremkommet i J4, da det ikke findes i det eneste eksemplar, man kendte af J3 (Kgl. Bibl.); men det har vist sig, at Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Trondheim har et eksemplar af J3 med kobberstikket. Ved nøjere undersøgelse af eksemplaret i Det kgl. Bibl. ser man også spor af, at et blad forrest i bogen kan være fjernet. - Arlaud: P.

J4

Titelblad med årstal 1752 (se gengivelsen s. 7). Kgl. Bibl. og i privateje hos fru Anna Johannessen, f. Koch; sidstnævnte eksemplar mangler kobberstikket af Brorson. Arlaud: R.

J5

Titelblad uden årstal. Når vi skal tidsfæste udgaven, lægger vi først mærke til, at salmen mod landeplagen 1745 findes, dernæst til, at tilegnelsesdigtet til Christian VI mangler, så udgaven i hvert fald er yngre end J3. På flere punkter viser den slægtskab med J4; f.eks. er de to udgaver fælles om bogtrykkersiraterne efter registeret foran i bogen og efter den sidste salme, ligeledes om trykfejlen vær for være i nr. 13,5,5. Men J5 må være senere end J4; den har nemlig en række ligheder XV med J6, som vi skal se sandsynligvis er fra 1760. Fælles er her f.eks. siratet over den første salme og initialen til denne samt sproglige ændringer fra de tidligere udgaver (du er for du est, du kom for du komst, du tør for du tørst). Disse ændringer er dog ikke gennemført med nær den konsekvens som i J6, og teksten viser i det hele en mellemform mellem J4 og J6. Fra tiden mellem disse udgaver dvs. mellem 1752 og 1760 må J5 derfor hidrøre. At kobberstikket af Brorson mangler, har ingen betydning for tidsbestemmelsen; vi har jo set, at eksemplarer både af J3 og J4 mangler billedet; tilmed er J5 indbundet i det 19. århundrede (R. Paulli) og gør for de første blades vedkommende et medtaget indtryk. Kgl. Bibl. Ukendt af Fasting og Arlaud.

J6

Titelblad uden årstal. Brorsons forlægger var i mange år Frantz Christian Mumme, og alle de her omhandlede udgaver bærer hans navn på titelbladet; men J6 har bagi en bogfortegnelse, over hvilken der står: Danske Bøger, som af Boghandler Sal. Frantz Christian Mummes Enke... ere oplagde. Enken har altså fortsat forretningen og beholdt den afdøde mands navn på bogen, hvad der er forståeligt, da det drejer sig om det ovenomtalte kobberstukne titelblad, som anvendtes i den ene udgave efter den anden. J6 er da udkommen efter F. C. Mummes død, der indtraf 1756 (begravet 9. aug. 1756, Petri*)), og før hans enkes død 1767 (Dorothea Elisabeth Mumme, død 9 febr., begr. 14. febr. 1767, Petri*)). Når vi ved det, er der mulighed for, at J6 kan være den af Fasting omtalte udgave fra 1760. Kgl. Bibl., Oslo Universitetsbibl. og i privateje hos professor, dr. J. Oskar Andersen (noget defekt eksemplar). Kendt, men ikke benyttet af Arlaud.

J7

Titelblad uden årstal. En betragtning af varianterne viser, at denne udgave ligger nær op ad J6. De to følges ad i stor udstrækning, f. eks. i modernisering af sproget. Men hvilken af dem er ældst? Her må vi huske, at J6 havde tilknytning til J5 ved et sirat og en initial; hvad sirater angår, står derimod J7 helt alene. Dette tyder jo på, at J6 er den tidligste. I samme retning peger en betragtning af Brorsons kobberstik, der i J7

- - -

* XVI

står svagere, øjensynlig mere afslidt, end i J6. Og den omstændighed, at J7 retter fejl eller sprogligt ufuldkomne udtryk, som findes i J6, anviser også J7 pladsen som den sidste, se f. eks. nr. 36, 3,8; 114, 5,3; 120, 7,3. At Mummes navn står på titelbladet, viser jo kun, at udgaven er før hans enkes død 1767. Efter dette år kan den sikkert ikke være, da den følgende forlægger Friderich Christian Pelt ikke førte Mummes navn på titelbladet, men, som vi ser i udgaven 1773, lod det slibe ud af kobberpladen og sit eget anbringe i steden for. Det synes givet, at en af de to nær beslægtede udgaver J6 og J7 må være identisk med udgaven 1760, og sandsynligheden taler for, at det er J6 som den ældste; det ville nemlig være mærkeligt, om der mellem 1752 og 1760 var en udgave mere end J5. Herefter hører J7 til i tiden mellem 1760 og 1767. Om den så er fra før Brorsons død 1764, lader sig ikke sige; men muligheden er der. Kgl. Bibl., Universitetsbibl. og i privateje hos læge Mogens Hauge. På ryggen af Universitetsbibliotekets eksemplar står: 1767, øjensynlig dog anbragt i nutiden. Ukendt af Fasting; kendt, men ikke benyttet af Arlaud. -

Mod den brug, der her er gjort af Fastings meddelelser, kunne man rejse den indvending, at han, der var født 1743 og skrev 1793, vanskelig kan have kendt årstallet for udgaver, som ikke bar det påtrykt. Lad os se, hvordan forholdet ville komme til at ligge under denne forudsætning. Af de 6 udgaver, han nævner, er der årstal på J1 1739, J2 med dateringen 1742 under tilegnelsesdigtet. J4 1752 samt udgaven 1773 med årstal bag i bogen. De to derimod, som han sætter til 1747 og 1760, måtte være gået tabt, og de to - J3 og J6, - som vi har henført til disse år, måtte ligge helt uden for hans opgivelse. Ser man sådan på sagen, forrykker det ikke det indbyrdes forhold mellem de udgaver, vi kender, - rækkefølgen; - men der bliver ikke noget i vejen for at antage, at J6 ligger efter Brorsons død, og dette får følger både for J5 og J7; denne sidste går helt ud af betragtning. Imidlertid bygger denne opfattelse på antagelsen af en så stor mængde udgaver før 1767, at det synes lidet rimeligt, og der har for Fasting godt kunnet være andre veje til viden om tidspunktet for udgivelsen end netop et påtrykt årstal, f. eks. XVII meddelelse fra forlaget eller eksemplarer med årstal på bindet, sådan som vi kender det fra J2. Sandsynligheden taler derfor til gunst for den brug, vi har gjort af Fastings oplysning.

- - -

Vi har nu set på det stof, man har at arbejde med ved udgivelsen af »Troens rare Klenodie«. Når spørgsmålet så bliver, hvilken af udgaverne man skal lægge til grund, synes det rimeligt at vælge en af dem, hvori salmestoffet foreligger i fuldstændigt omfang, og dermed går J1 og J2 ud af betragtning.

Så kunne man tage J3, som jo er den første, der har alle salmerne; men det viser sig, at retskrivningen i denne udgave ikke kan andet end vække betænkeligheder ved det præg af inkonsekvens, som hviler over den. Eksempelvis kan nævnes, at man snart finder stavemåden ej, vej, dejlig, øje, høje o. s. v., snart ey, vey, deylig, øye, høye o. s. v. Formen siæl veksler med siel, I (pronominet) med j. I nogle af arkene hersker der en almindelig sammenblanding af de forskellige former; i andre tilfælde følger det ene ark væsentlig een stavemåde, det næste en anden. J3 ville derfor frembyde særlige vanskeligheder, hvis den skulle lægges til grund.

J4 har i nogen måde bragt orden i tingene, selv om heller ikke den - lige så lidt som nogen af de andre udgaver - er fuldkommen. Dette har været anledningen til, at man i nærværende udgave har valgt J4 som tekstgrundlag. Desuden må det siges at være et gode, at man hertil har en udgave, hvis datering ikke hviler på slutninger, men på udtrykkelig angivelse af årstal på titelbladet, og i den henseende er J4 jo den eneste af de fuldstændige udgaver, som gør fyldest. At J4 på visse punkter har fjernet salmerne lidt fra deres oprindelige skikkelse ved at modernisere sproget, f. eks. ved at forandre siunge til synge, fød til født, kan ikke tale imod at vælge den. Dels er forholdet nemlig det, at allerede J1 betyder en modernisering i sammenligning med Tønderhefterne, f. eks. ved afskaffelsen af former som aandsens, dødsens, evighedsens, så »Troens rare Klenodie« har overhovedet aldrig eksisteret med nøjagtig samme sprogform som hefterne. Dels må man gå ud fra, at moderniseringen XVIII må være foretaget efter Brorsøns ønske eller i hvert fald med hans billigelse. Det kan ganske vist ikke antages, at han ligefrem i moderne forstand har læst korrektur; det var ikke datidens forfatterskik, og den vekslende retskrivning gør det utænkeligt; men en modernisering, som planmæssigt fortsætter gennem alle udgaver, kan selvfølgelig ikke være undgået hans opmærksomhed, og havde han ikke syntes om den, havde det jo kun kostet ham et ord at få den standset. J4 danner i det stykke ikke afslutningen; den har - som allerede berørt - endnu formerne du est, du barst, du tørst o. lign., og med J5 som overgang ser vi dem forsvinde i J6-7. Brorson må have haft øje for betydningen af, at hans bog i sproglig henseende fulgte tidens udvikling.

Hvilken opmærksomhed han viste de små ting i versene, får vi for øvrigt belyst ved at se på de rettelser, han har foretaget i slutningsverset af salmen »I denne søde jule-tiid« (nr. 6,7, se s. 31 flg.). Dette vers, som er senere tildigtet, foreligger i 3 former: 1) i en håndskreven form, 2) i Pontoppidans salmebog, 3) i »Troens rare Klenodie«. Linie 7 hedder i 1: den lyst har ingen lige, i 2: den lyst er uden lige, i 3: den fryd har ingen lige. I linie 9 har 1 og 2: jeg gaaer herfra, medens 3 har: jeg vil herfra. Her kan der ikke være tvivl om, at det er Brorson selv, der har rettet. Sådan har han altså filet på disse udtryk, i sidste tilfælde vel af tankemæssige grunde, i det første af sproglige. Og den samme ejendommelighed hos ham møder vi ved at sammenligne de af provst Otzen fundne håndskrevne Brorsonsalmer med de tilsvarende trykte*).

Men når man har set dette, forstår man, at digteren heller ikke kan have været ligegyldig for, i hvilken skikkelse de nye udgaver bragte hans salmer. Og at han også har haft hånd i hanke med J4, fremgår af, at der i denne udgave - ligesom for øvrigt allerede i J3 - findes rettelser, der afgjort ser ud til at være foretaget af ham selv. Der er små ændringer af samme art, som vi lige har mødt. Vi tager nogle eksempler. Først et vers (nr. 104, 5), som i J4 lyder:

- - -

*) Povl Otzen, anf. skr.

XIX

Men Adam blev fra Gud forvendt
Med Eva til at synde,
Og dermed havde de fortient
Guds evig vredes brynde.

I de tidligere udgaver (I J1-3) stod der have i linie 3; det er åbenbart ændret for meningens skyld. Dernæst nr. 270, 9, 5-7, hvor J4 har:

I fromme skal lide,
Men derhos dog vide,
Hand redder af trængseler...

Salmen findes forud kun i J3, der læser og i den midterste linie; det er sikkert for at få tanken klarere, at det i J4 er ændret

til dog. Nr. 181, 2, 3-4 lyder i J4:

Har du trang en liden stund,
O! det er dog kun en skygge.

I de tidligere udgaver (F J1-3) hed det kun dog; her har J4 gjort sprogformen lettere ved dog kun. Noget lignende møder vi i nr. 238, 3, hvor det i J4 hedder:

O hvem dog først ret var kommen
Ind til Gud i kierlighed,

medens J1-3 havde det ubehjælpsomme ret først. Eller i nr. 254, 8, 4-6, hvor J4 har:

O! JEsu, du har og et sted
I dette Zion mig beredt,
Saa lad mig det dog eye.

Her læste J1-3 og i den sidste af de tre linier; det lød ilde efter og i den første og blev derfor rettet til dog.

Et særlig ejendommeligt eksempel har vi i nr. 168, 7, 8. Salmen er oversat, og originalen har Entreisse mich aller vergänglichen lust. Dette gengives i salmeheftet F samt i J1-3: Riv fra mig al kiødets forfængelig lyst, altså unøjagtigt; men i J4 er det ændret til: Riv mig fra al kiødets forfængelig lyst. Hvem XX andre end Brorson skulle have haft interesse af her at tilvejebringe større troskab mod originalen? Hvis det havde drejet sig om at give linien mere velklang, kunne en sætter tænkes at have stillet de to ord om; men det modsatte er snarest tilfældet, så rettelsen skyldes sikkert den, der havde myndighed til at lade det formelle træde tilbage for højere hensyn. Når man tænker efter, ser man for øvrigt også, at originalen og J4 vel nok har den dybeste mening, så sandt som det, at jeg selv bliver reven løs fra kødets lyst, må være noget større end, at lysten rives fra mig.

Det må da siges at være velbegrundet, når J4 her - ligesom for øvrigt også hos Arlaud - er valgt som tekstgrundlag. Selvfølgelig havde også den fremgangsmåde været mulig, at man valgte den af de senere udgaver, som man anså for den sidste fra Brorsons levetid. Herfor kunne anføres, at man fik alle ændringer med, som han kunne tænkes at have ønsket eller billiget. Men man havde i så fald undladt at tage hensyn til, at J4 er den sidste udgave, om hvilken vi - gennem dateringen 1752 - har fuld sikkerhed for, at den er fra digterens tid. Ved J5-6 har man, som vi har set, sandsynlighed, ved J7 kun mulighed. Ved at vælge J4 bliver vi altså på den faste grund. For øvrigt findes der i de senere udgaver måske knap nogen ændring, som med rimelighed kan tilskrives et personligt indgreb fra Brorsons side.

Valget af J4 udelukker naturligvis ikke rettelser på punkter, hvor denne udgaves ufuldkommenheder gør sig gældende. I følgende tilfælde er tekstgrundlaget fraveget:

1. Oplagte trykfejl er rettet i teksten; tekstgrundlagets form anføres da i apparatet, med mindre det drejer sig om ubetydeligheder.

2. Ved afvigelser fra førstetrykket, hvor der vel ikke er fremkommet noget formelt eller indholdsmæssigt umuligt, men hvor det er lettere at antage en misforståelse eller forvanskning fra sætterens side end en rettelse af forfatteren, er førstetrykkets læsemåde optaget i teksten (med retskrivning fra J4), og tekstgrundlagets form er henvist til apparatet. Dette gælder særlig brugen af bindestreg i løst sammensatte ord. Tønderhefterne XXI har nemlig en vilkårlig brug af bindestreg, også i tilfælde, hvor der ikke kan være tale om sammensætninger. Denne brug søgtes indskrænket og normaliseret i de senere udgaver; men af og til har disse også udeladt bindestreg mellem ord, som det er rimeligst at opfatte som sammensatte. I sådanne tilfælde er førstetrykkets bindestreg genindsat i nærværende udgave.

3. I tekstgrundlagets tegnsætning og brug af store bogstaver har man lempeligt forsøgt at bringe orden, som regel uden angivelse i apparatet. Den vekslende skrivemåde GUd og Gud er bibeholdt, dog således, at ordet skrives ens inden for den enkelte salme.

4. En betragtning af førstetrykkene kan give grundlag for den formodning, at Brorson har tilstræbt ortografiske rim. Disse er på sine steder bortfaldet i J4 ved moderniseringen af retskrivningen, og nærværende udgave har da genindsat de oprindelige former i rimordene. -

Noteapparatet i nærværende udgave er ordnet sådan, at den øverste note angår det tekstkritiske. Her angives ved hver salme de tekstvidner, hvori den findes, f. eks. GJ1-7 dvs. i salmeheftet G samt i alle 7 udgaver af »Troens rare Klenodie«. Dernæst varianterne, således at det (de) pågældende ord i teksten nævnes, efterfulgt af en skarp parentes, og derpå den afvigende læsemåde samt de tekstvidner, der har den, f. eks. lysets] lysens BJ1-3 , hvilket vil sige, at salmeheftet B og udgaverne J1,2,3 af »Troens rare Klenodie« læser lysens. Praktisk talt alle varianter undtagen de ortografiske er medtaget, og mange vender derfor stadig tilbage. Ved at betragte dem er læseren i stand til selv at danne sig et indtryk af de forskellige udgavers ejendommelighed.

Den nederste note angår salmernes oprindelse og indhold. Her meddeles ved hver salme, om den er original eller oversat, og i sidste tilfælde, hvem forfatteren er, samt hvor den findes i Johann Hermann Schraders Vollständiges Gesang-Buch, 1731 (»Tøndersalmebogen«, her betegnet som Schr.), hvorfra Brorson må antages at have hentet så godt som alle sine oversatte XXII salmer*). Desuden gives her ordforklaringer, bibelske oplysninger og - hvor det skønnes nødvendigt -- fortolkning af tankeindholdet. Der er i disse noter ikke lagt an på at undgå gentagelser. Flertallet af de mennesker, der bruger sådan en bog, læser den nemlig ikke fra ende til anden, men vælger bestemte salmer rundt omkring og er derfor bedst tjent med, at hver salme får, hvad der skal til for at forstå den, uden for meget hensyn til, om det tidligere har stået ved andre salmer.

- - -

*) Med hensyn til Brorsons forhold til Schraders bog henvises til L. J. Koch, Salmedigteren Brorson 11931, 21932, s. 78 flg.; Fr. Orluf, Brorson og Schraders tyske salmebog, i Danske Studier, 1935, s. 124 flg.; Povl Otzen, anf. skr. I det førstnævnte skrift påvises det, at det system, hvorefter Brorson har opstillet salmestoffet, er uafhængigt af Schrader, for så vidt angår hovedinddelingen ud fra troen: trosklenodiet, bestående af 7 dele, nemlig »Troens Fryde-Fest«, »Troens Grund«, »Troens Midler«, »Troens Frugt«, »Troens Kamp og Seyer«, »Troens Herlighed« og »Troens Ende«, men at det forholder sig anderledes med underafdelingerne. Dem har Brorson nemlig i det store og hele overtaget fra Schrader; navnene på dem er næsten de samme, og med få undtagelser står de oversatte salmer i de afsnit, som de tilhørte i Tøndersalmebogen; for en del er også disse afsnits rækkefølge bibeholdt. Orluf yder et supplement ved at fremhæve de tilfælde, hvor Brorson ikke har fulgt Schrader; særlig påpeger han med rette, at Brorson ved omflytning af underafdelinger har nået en bedre systematik end Schrader. På et andet punkt har Orluf ikke ret, nemlig når han hævder, at afsnittet »Troens Fryde-Fest« lige så fuldt som de andre hovedafsnit er et naturligt led i Brorsons trossystem. Han overser her, at dette hovedafsnit slet ikke findes i Tønderhefterne; det er først »Troens rare Klenodie«, der har skabt det som en sammenfatning af, hvad der forelå i de indbyrdes uafhængige hefter med salmer til de 3 højtider, til advent og passionstiden. Værdifuldt er det, at Orluf gør det af med en gammel formodning om, at Brorson skulle have været Schraders hjælper ved udgivelsen af Tøndersalmebogen. Det af Otzen fremlagte fund af håndskrevne salmer synes at vise, at Schrader og hans bog næppe i den grad, som man tidligere havde grund til at antage, har givet Brorson stødet til salmedigtning.

XXIII

Forfatterne

til Brorsøns oversatte salmer i nærværende bind.

Albinus, Johann Georg, præst (1624-79): Nr. 109.

Anton Ulrich, hertug til Brunsvig-Lüneburg-Wolfenbüttel (1633-1714): Nr. 111.

Arnold, Gottfried, kirkehistoriker, præst (1666-1714): Nr. 66.

Bacmeister, Lucas, superintendent (1530-1608): Nr. 48.

Bernstein, Christian Andreas, præst (1672-99): Nr. 106.

v. Bonin, Ulrich Bogislaus, officer, embedsmand (1682-1752): Nr. 83.

Buchholz, Andreas Heinrich, superintendent (1607-71): Nr. 43.

Böhmer, Justus Henning, juridisk professor (1674-1749): Nr. 28, 49, 60.

Denicke, David, jurist, konsistorialråd (1603-80): Nr. 67, 72(?), 121.

Francisci (Finx), Erasmus, skribent (1627-94): Nr. 73.

Franck, Johann, borgmester (1618-77): Nr. 65.

Freylinghausen, Johann Anastasius, præst (1670-1739): Nr. 3, 35, 38, 52, 74, 98.

Funcke, Friedrich, præst (1642-99): Nr. 57.

Gerhardt, Paul, præst (1607-76): Nr. 4, 12, 30, 37, 39, 58, 61,

76, 91, 125.

Gesenius, Justus, generalsuperintendent (1601-73): Nr. 72 (?).

Gotter, Ludwig Andreas, hofråd (1661-1735): Nr. 102.

Hagen, Peter, rektor (1569-1620): Nr. 23.

Heermann, Johann, præst (1585-1647): Nr. 115.

Held, Heinrich, sagfører (1620-59): Nr. 31.

Herrnschmidt, Johann Daniel, teologisk professor (1675-1723): Nr. 13.

Homburg, Ernst Christoph, retskonsulent (1605-81): Nr. 56.

Knorr von Rosenroth, Christian Anton Philipp, kancellidirektør (1636- 89): Nr. 14, 44, 101.

Koitsch, Christian Jacob, rektor (1671-1735): Nr. 53.

Kramer, Mauritius, præst (1646-1702): Nr. 62.

Lange, Johann Christian, generalsuperintendent (1669-1756): Nr. 95.

XXIV

Laurenti, Laurentius (Lorenzen, Lorenz), kantor (1660-1722): Nr. 15, 21, 22, 25, 100, 113.

Liscow, Salomo, præst (1640-89): Nr. 124.

van Lodenstein, Jodocus, hollandsk præst (1620-77): Nr. 70 (tysk oversætter: Crasselius, Bartholomäus, præst, 1667-1724, el. måske Arnold, G., se ovf.).

Müller, Michael, teologisk kandidat, huslærer (1673-1704): Nr. 16.

Neander, Joachim, præst (1650-80): Nr. 92.

Olearius, Johann, generalsuperintendent (1611-84): Nr. 24.

Rambach, Johann Jacob, professor og superintendent (1693-1735): Nr. 75,85.

Richter, Christian Friedrich, læge (1676-1711): Nr. 42, 89, 103.

Rist, Johann, præst (1607-67): Nr. 51, 54, 96, 97.

Rothe, Johann Andreas, præst (1688-1758): Nr. 120.

Schade, Johann Caspar, præst (1666-98): Nr. 123.

Scheffler, Johann (Angelus Silesius), læge, katolsk præst (1624-77): Nr. 20, 34, 64, 93, 94.

Schmidt, Johann Eusebius, præst (1670-1745): Nr. 32, 50.

Schrader, Johann Hermann, provst (1684-1737): Nr. 2, 68, 84, 110, 119.

v. Senitz, Elisabeth, hof frøken (1629-79): Nr. 36.

Stegmann, Johann Caspar, præst (1687-1736): Nr. 63.

Stockmann, Ernst, præst (1634-1712): Nr. 82.

Zwick, Johann, præst (1496-1542): Nr. 55.

Ukendte forfattere: Nr. 59, 69, 90, 105, 108, 122.

J.F.Johannsen, Historisch-Biographische Nachrichten von geistlichen Liederdichtern, deren Lieder in dem Schleswig-Holsteinischen sowohl alten als neuen Gesangbuche befindlich sind, 1802. - E. E. Koch, Geschichte des Kirchenlieds und Kirchengcsangs3 II-V, 1867-68. - A. F. W. Fischer, Kirchenlieder-Lexikon I-II, 1878-79. - E. Brederek, Geschichte der schleswig-holsteinischen Gesangbücher I, 1919.

XXV

XXVI
1

Titelblad 1742 J2. (desuden J3. 5-7.)

rare] sjældne, herlige.

2
3

Allerunderdanigst Tilskrift med tilegnelsesdigt findes kun i J2-3.

4

Stormægtigste MONARCH!

Allernaadigste ARVE-KONGE OG HERRE!

Undseelighed mig ey tilstood
Den allerstørste Lykke,
Da jeg den første gang tillood
Mit Sange-Skrift at trykke;
Jeg tænkte: KONGEN visselig
Har andet paa at tænke,
End at Hand skulde lade sig
Saa slet et Arbeyd skiænke;
Jeg vidste, Himlens store Mand
Har altid Hænder fulde
Af Klager fra det heele Land,
Dog just det samme skulde
Nu give mig Opmuntring til
At lade mine Sange
Omsider gaae den Vey, de vil,
Og ikke være bange.
Kand dog enhver med sit Papiir
Saa frit til Kronen haste,
Vil MAJESTÆTENS Vældes Spiir
Dog intet Blad forkaste;
Er her saa stor en Naades Poort
For baade Tak og Sukke?
Er dog saa stærk en Anstalt giort
Til alle ind at lukke?
Hvor kunde jeg da sige ney
Til Bogens Længsels Smerte?
Da her er dog en alfar Vey
Til KONGENS milde Hierte.

* 5

Det maae al Verden troe dig til,
KONG CHRISTIAN DEN SIETTE,
Du selv din Byrde bære vil,
Og alle andres lette,
Har sat dit Hierte til et Maal
For hver Mands Trængsels Pile,
At den maa være Steen og Staal,
Som kunde der paa tvile.
O! HØY-VELSIGNEDE MONARCH!
Hvi skulde jeg forbyde
Da mere disse Siunge-Ark
Den Herlighed at nyde,
At vorde til et Offer lagt
For DANNER KONGENS Throne,
Samt Vidnesbyrd om Troens Magt,
Dens Sverd og Skiold og Krone?
En Samling er i dette Baand
Af ydmyge Suppliqver,
Som Israel ved Troens Haand
Til Himlen daglig skikker;
De er' et Neeg og liden Høst
Af Aandens Første-grøde,
En Tone til at gaae med Lyst
Den sidste Dag i møde;
De viser Troens rette Grund,
Art, Frugt, Kamp, Midler, Ende.
Vel den! som kand til sidste Stund
Dens rette Virkning kiende.
Til sligt at vise har de sat

* 6

KONG CHRISTIAN DEN SIETTE,
At Christenheden Troens Skat
Desmindre skal forgiette.
Hid! læser denne gyldne Skrift
Paa Bogens første Side,
I Folk, som sætter Aandens Drift
Fra Troen selv til Side.
Og du, min Bog, hvad vil man dig
Dog meget salig prise,
At du har lært saa mesterlig
Din Meening at bevise,
Thi hvad du baade stort og rart
Om Troen kand bekiende,
Det seer man, som et Lyys saa klart
I KONGENS Navn at brænde.
GUD lade KONGENS Verk og lid,
Hans hele Huus og Stamme
Fra nu og indtil evig Tiid
Blant Troens Helte bramme!

Det ønsker i allerdybeste

Underdanighed

Deres Kongel. Majests.

Min Allernaadigste

Arve-Herres og Konges

Ribe. d. 19. Aug. 1742.

Allerunderdanigste

Arve-Undersaat og Forbedere

HANS ADOLPH BRORSON.

*

- - -

* 7

* 8
9

TROENS RARE KLENODIE

BESTAAER AF 7. DELE.

DEN I. DEEL.

Troens Fryde-Fest.

INDEHOLDENDE:

1. Advents-Psalmer pag. 1-11. it. 506-512
2. Jule-Psalmer 1-11. it. 11-26
3. Nyt-Aars-Psalmer 26-37. it. 512
4. Psalmer paa Hell. 3 Kong. Dag 37-40
5. Psalmer paa Mariæ Renselses-Dag 41-48
6. Passions-Psalmer 48-80. it. 515
7. Paa Mariæ Bebudelses-Dag 48-80. it. 80-84
8. Paaske-Psalmer 84-101. it. 518
9. Himmelfarts-Psalmer 101-107
10. Pintse-Psalmer 107-123
11. Paa Johannis den Døberes Dag 123
12. Mariæ Besøgelses-Dag 124
13. Sanct Mikkels-Dag 128-134
14. Alle Helgens-Dag 134

DEN II. DEEL.

kaldes

Troens Grund,

bestaaende af 2. Parter.

Den 1ste Part handler

1. Om GUds Væsen og Egenskaber pag. 137-145
2. Om GUds evige Naade-Val og Forskydelse 146-151
3. Om Skabelsen 151-158
4. GUds Forsyn 158-169
5. GUds Billede og Menniskets Elendighed. 170-184
6. GUds Venlighed og Kierlighed 184-187 it. 520
7. JEsu Navne, Embeder og Stænder 188-202
8. GUds Kald 202-206
9. Oplysningen 206-209

* 10

Den anden Part af
Troens Grund,
handler om

1. Salighedens Orden pag. 210-212
2. Igienfødelsen 212-222
3. Omvendelsen 222-247
4. Troens Egenskab 247-257
5. Retfærdiggiørelsen 257-266

DEN III. DEEL.

lærer

Troens Midler.

1. GUds Ord, Loven og Evangelium pag. 266-281
2. Bønnen 281-289
3. Daaben 290-295
4. Alterens Sacramente 295-306

DEN IV. DEEL.

viser

Troens Frugt.

1. En daglig Prøve pag. 306-310
2. Hellig Frygt for GUd 310
3. Tilliid paa GUd 313-319
4. Begierlighed og Længsel efter GUd 319
5. Kierlighed til GUd 320-327
6. Den sande Viisdom 327
7. Christi Efterfølgelse og Verdens Fornegtelse 329-342
8. Glæde i Gud 342-346
9. Taalmodighed 346-350
10. Hiertets Opofrelse til GUd 350-355
11. Hiertets Overladenhed i GUds Villie 355-360 it. 523
12. Sielens Roe og Hvile i GUd 360-366
13. Den almindel. og broderl. Kierlighed 366-375
14. Kydskhed 375-381

DEN V. DEEL.

Troens Kamp og Seyer

beskriver

1. Korsets Hemmelighed i Almindelighed pag. 381-400
2. Aandelig Striid 400-413
3. Høye aandelige Anfegtninger 413-423
4. Aandelige Aarvaagenhed 423-432
5. Bestandighed og Fremvext i Troen 432-444

11

DEN VI. DEEL.

Troens Herlighed

forestiller

1. De Troendes høye Adelskab pag. 444-464
2. Den aandelige Foreening med JEsu 464-479
3. De Troendes forborgene Liv 479-484

DEN VII. DEEL.

Troens Ende

af maler

1. Dette Livs Forfængelighed pag. 484
2. Døden og Opstandelsen 486-492
3. Den yderste Dom og Verdens Ende 492-496
4. Saligheden og det evige Liv 496-500
5. Den evige Fordømmelse 500-502
Allersidst tillegges
En Morgen- og Aften-Psalme pag. 503-506

I det lidet Tillæg

befindes nogle Psalmer om

1. GUds Lof og Priis pag. 524-535
2. En Psalme mod den begyndte Landeplage 1745 535
3. Døden 537

I det allersidste Tillæg.

1. En Advents-Psalme pag. 540
2. En Jule-Psalme 542-545
3. Passions-Psalmer 645-549
4. Om Gelassenhed eller Hiertets Hengivenhed i GUds Villie 549-551
5. Om Bestandighed og Fremvext i Troen 551-555
6. Om det evige Liv og Salighed 555-559
7. En Beslutnings-Psalme 559

12
13

DEN FØRSTE DEEL,
TROENS FRYDE-FEST.

1. Advents-Psalmer.

Nr. 1.

Mel. Fryd dig, du Christi bruud.

Fryd dig! du JEsu bruud,
Her er et himmel-bud,
Som tydelig skal sige
Fra GUd i himmerige,
Dig skal hand stærk forkynde:
Du har vor HErres ynde.

2. Fryd dig! du JEsu bruud,
Hør budet nøye ud,
Hand siger: vær fornøyet,
GUd har dig høyt ophøyet,
GUds Søn dig selv vil tage
Til hustrue, bruud og mage.

3. Fryd dig! du JEsu bruud,
Saa stor en HErre GUd,
Saa vældig i sit rige,
Saa herlig uden lige,
Og du, en fattig qvinde,
Skal saadan brudgom finde.

*

- - -

* 14

4. Fryd dig! du JEsu bruud,
Nu seer det ikke ud,
Som før i Edens have,
Der alting gik af lave,
Der satan var din lige,
Og helvede dit rige.

5. Fryd dig! du JEsu bruud,
Hvor er den regn og sluud
Af vredens grumme torden?
Det klarer op paa jorden;
Thi solen af det høye
Dig vinker med sit øye.

6. Fryd dig! du JEsu bruud,
Som seer saa bange ud,
Af sorg for synden trænges,
Og efter naaden længes,
Du! du est just den datter,
Som GUd saa herlig skatter.

7. Fryd dig! du JEsu bruud,
Det haver du forud,
At JEsus og hans Fader
Sig selv tilbyde lader,
Og Aandens fæstegaver
Du til forsikring haver.

8. Fryd dig! du JEsu bruud,
Er det din brudgoms bud,
Da tørst du dig ey klage,
At du mod ney skal tage,
GUd selv sig jo frembyder,
Trods den, der det fortryder.

*

- - -

* 15

9. Fryd dig! du JEsu bruud,
Men satan spyt og spruud,
Saa længe dig behager,
Om disse brude-sager
Imod dit ønske stride,
Du faaer det dog at lide.

10. Fryd dig! du JEsu bruud,
Af trængsels hytte ud!
Er det nu tiid at klage
I slige bryllups-dage?
Tænk ey paa verdens jammer,
Men paa dit brude-kammer.

11. Fryd dig! du JEsu bruud,
Det er den skarpest luud
I satans glubske øye,
Naar du dig ret vil bøye
Til JEsu milde hierte,
At glemme al din smerte.

12. Fryd dig! du JEsu bruud,
Mod satans lod og kruud,
Hans glavind, skiold og pile,
Du kandst ad alting smile,
Saa er hand overvunden,
Thi JEsus har ham bunden.

13. Fryd dig! du JEsu bruud,
Naar der er skrald og skud
Paa Sinai at høre,
Det kand dig ikke røre,
Den dig til bruud udvaldte,
Hand al din gield betalte.

*

- - -

* 16

14. Fryd dig! du JEsu bruud,
Og siig, at lovens bud
Slet intet har at sige
Mod JEsu naades rige:
Siig, at du est forlovet
Med lovens lov og hoved.

15. Fryd dig! du JEsu bruud,
Og gak fra verden ud,
I verdens lyst at hvege,
Med dukke-tøy at lege,
Din stand det ey kand lide,
Set verden reent til side.

16. Fryd dig! du JEsu bruud,
Est du et fade-klud
I verdens spodske øye,
Din JEsus af det høye
Dig desto meer vil ynde,
Det kand jeg dig forkynde.

17. Fryd dig! du JEsu bruud,
Og alle dem bebud,
Som naadens trøst begiere,
At her er nok, og mere,
End de kand alle raade,
Af naade, naade, naade.

18. Fryd dig! du JEsu bruud,
Naar det seer ilde ud,
Jo meer du glæde savner,
Jo meer dig JEsus favner,
Hver taar, du her udgyder,
Dig tusind kys betyder.

*

- - -

* 17

19. Fryd dig! du JEsu bruud,
Naar du gaaer ind og ud,
Og vil dig nogen spørge,
Hvorfor du ey vil sørge,
Saa siig, at du kun vanker
I idel bryllups-tanker.

20. Fryd dig! du JEsu bruud,
Saa fryder sig din GUd,
Naar du est vel til mode
Ved naadens store gode,
Som sig en brudgom glæder
Ved brudens milde sæder.

21. Fryd dig! du JEsu bruud,
GUds engler selv gaae ud,
At see den dydens kierne,
Som JEsus seer saa gierne,
Og ønsker dig til lykke
Udi dit brude-smykke.

22. Fryd dig! du JEsu bruud,
Og smyk dig mod din GUd,
Din brudgom dig vil hente,
Hver time kand du vente,
At du faaer bud at træde
Til himlens bryllups-glæde.

23. Fryd dig! du JEsu bruud!
Og tak for dette bud,
At hver en blode-draabe
Kand takke, synge, raabe:
Hosanna, priis og ære,
Min søde GUd skal være.

*

- - -

* 18

Nr. 2.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Eller: Jeg raaber fast, o HErre.

Op! op, mit arme hierte
Fra al din nød og trang,
Bryd giennem al den smerte,
Som holder dig i tvang,
Hvad vil du mere klage?
Din hielp og trøst er nær,
Nu ender sig din plage,
Din konge kommer der.

2. Din konge, som saa nøye
Har talt din suk og graad,
Og for dit vaade øye
Veed mange gode raad,
Din konge, som saa kierlig
Din siel i møde gaaer,
Og viser dig, hvor herlig
En seyers-krands du faaer.

3. Din konge satan truer,
Og giør ham taus og ræd,
Alt det, hvorfor du gruer,
Frygt, uroe og fortræd,
Har JEsus vidst at dæmpe,
Der til den bittre død
Hand maatte for dig kæmpe,
Da fandt hand selv din nød.

4. Den bangheds nød og smerte,
Som hand i sielen fandt,
Den angest, som hans hierte
Med helved-pine bandt,

*

- - -

* 19

Den kamp, hand maatte lide,
Den tiid hand svedte blod,
Forandrer al din qvide
Til glæde som en flod.

5. Luk op da dine porte,
Og byd ham kierlig ind,
Lad trængsel blive borte
Af dit forknuste sind,
Klag ham, hvor haardt bebunden
Du her i verden gaaer,
Saa har du salve funden
Mod dine siele-saar.

6. Naar svaghed dig begynder
At gribe an med magt,
Merk, alle dine synder
Paa JEsu ryg er lagt,
Naar satan dig forskrekker
Med dine feyl og brøst,
Hans værdskyld dig bedækker
Til sielens største lyst.

7. Hand vil som konge stride
Og jage fienden ud,
Og vil du mere vide,
Du est hans egen bruud,
Du est af ham udkaaret,
O hvilken kierlighed!
Og derfor blev hand saaret
Til døden, som man veed.

8. Din konge fattig rider
Paa aseninden frem,

*

- - -

* * 20

Sagfmodig alle tider,
Mild, venlig, angenem,
Nu kommer hand at give
Dig kys og favne-tag,
I himlen skal der blive
En prægtig bryllups-dag.

9. Din konge overmaade
Af ansigt mild og skiøn,
Saa fuld af hielp og naade,
GUds egen lyst og Søn,
Hans billede og glæde,
Hans hiertes egen skat,
Hand vil paa brudesæde
Dig hos sig have sat.

10. Min konge kommer, træder
Med glæde ham imod,
Udbreder eders klæder
Og palmer for hans fod,
Begynder frydesange,
Der er hand! jeg gaaer ud,
Velkommen tusind gange,
Min konge! til din bruud.

11. Min konge kom! velkommen!
O hvilken fryd og lyst,
Jeg har dig alt fornommen,
Min JEsu, i mit bryst,
Din viin er sød at smage,
Din kys er honning-mad,
Nu veed jeg ingen plage,
Nu er mit hierte glad.

*

- - -

* 21

Nr. 3.

Op! thi dagen nu frembryder,
Som den gandske verden fryder,
Op! thi naadens gyldne aar
Frem med lys og glæde gaaer,
Som de gamle før saa saare
Ventede med længsels taare.
Hallelujah, hallelujah.

2. Tiden nu til os fremiler,
Hvorved Zions datter smiler,
Da hun lystig sig beteer,
For hun ham i kiødet seer,
Som er hendes mand og herre,
Skiønt ham kiende faa desverre.
Hall. hall.

3. Den, som mange majestæter,
Fromme fædre og propheter,
Har tilforne vildet see,
Og det dog ey kunde skee,
Hand til os saa kierlig kommer,
O! en yndig naades sommer.
Hall. hall.

4. Den, som Abraham var lovet,
Menighedens liv og hoved,
Jakobs krone, soel og lyst,
Alle folkes fryd og trøst,

*

- - -

* * 22

Fandt sig hos os ind omsider,
Sagfelig til Zion rider.
Hall. hall.

5. Her er den, som vil fuldføre,
Hvad hans Fader bød at giøre,
Hand vil giøre sagen god
Med sit dyrebare blod,
Piint, foragtet, ilde saaret,
Søgte det, som var forlaaret.
Hall. hall.

6. Hand som borgen vilde møde,
Sig for dig at lade døde,
For at slaae med naadens lugt
Vor forbandelse paa flugt,
Lod hand sig for os forskrive,
En forbandet ting at blive.
Hall. hall.

7. Nu maa skyggen bort sig vende,
Og det billed-verk faae ende,
Hvad skal blod og alteret?
Seer! hand alting er i eet,
Hvad har pagtens ark at sige?
Her er naadens rette rige.
Hall. hall.

*

- - -

* 23

8. Hvem vil naade-stolen favne?
Hvad kand templets sekel gavne?
Røgverk, lampe, løve-kar,
Lam, som ubesmittet var,
Den figur og væsen svinder,
Alting nu sin ende finder.
Hall. hall.

9. Mosis rige nu ophører,
Christi friheds Aand os fører,
Borte er den trældoms frygt,
Hvo GUds naade ret har søgt,
Kand sig til vor Goel fryde,
Børne-friheds stand at nyde.
Hall. hall.

10. Nu er forhæng sønderreven,
Og en indgang aabnet bleven,
I GUds helligdom at gaae,
For ham uden frygt at staae,
Den, som verdens lys er bleven,
Nattens mørkhed har fordreven.
Hall. hall.

11. Derfor, Zion, op at siunge,
Og velsigne denne konge,

*

- - -

* * * * 24

Giv ham mund og hierte til;
Du est bruud, med dig hand vil
Riget dele, lad dig føre
Ham til offer, lad dig høre.
Hallelujah, hallelujah.

Nr. 4.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Eller: Jeg vil nu HErren love.

Hvorledes skal jeg møde,
Og favne dig min skat?
Du skiønne morgenrøde
Mod al min jammers nat.
Min JEsu siig hvorledes
Mit arme hierte skal
Opsmykkes og beredes
Dig til en brude-sal.

2. Din Zion palmer svinger
Til evig seyers-tegn,
Og frydens tone klinger
I naadens blide egn,
Mit hierte dig til ære
Skal grønnes som en skov,
Og alt mit liv skal være
Din kierlighed til lov.

3. Hvor har du milde hierte
Dog ingen møye spart,
At dæmpe al den smerte,
Som klemte mig saa hart,

* *

- - -

* 25

Da jeg i mørkheds sæde
Og satans rige sad,
Da komst du selv, min glæde,
Og giorde mig saa glad.

4. Jeg laae i baand og fængsel,
Du førde mig herud,
Jeg stod i spot og trængsel,
Da togst du mig til bruud,
For mig at faae ophøyet,
Du barst min skam og brøst,
Hvad du saa tungt har pløyet,
Er mig en evig høst.

5. Ey andet fra dit rige
Har draget dig herned,
End din den uden lige
Grundløse kierlighed,
Hvormed du vilde spende
Al verden til dit bryst,
Og hendes jammer vende
Til herlighed og lyst.

6. Kom, bange siel, at skrive
Dig det i hiertet ind,
Lad denne glæde drive
Igiennem siel og sind,
At hielpen er til stede,
At JEsus selv er her,
Hand vil dig trøste, glæde
Og altid have kier.

7. Du tørst ey heller klage,
At du ham ey skal faae,

*

- - -

* 26

Hand kommer selv at tage
Dig ud af jammers vraae,
Hand kommer selv, hand kommer,
At dæmpe al din vee,
Og giør en liflig sommer
Af al din trængsels snee.

8. Du tørst og ey forskrekke
For dine synder stort,
Ney, JEsus vil tildekke,
Hvad du har ilde giort,
Hand kommer fuld af naade
Til arme syndres trøst,
At dæmpe deres vaade,
Som føle deres brøst.

9. Lad dig kun ikke true
Af satans list og mord,
Din JEsus ham kand kue,
Det koster kun eet ord,
Hand gaar med dig i striden
Med konge-magt og mod,
Al magt mod ham er liden
Og daaner for hans fod.

10. Hand kommer og vil dømme,
At give hver sin deel,
De onde svovle-strømme,
De gode himlen heel.
Ach kom, vor soel og glæde,
Kom! hent din lille flok
Til himlens brude-sæde,
Saa er der kommen nok.

8,1: tørst] tør J5-7 . 9,4: eet] et BJ1-3 .

27

2. Jule-Psalmer.

Nr. 5.

Saa lader os dog gaae over til Bethlehem, Luc. 2. v. 15.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Bort! verdens jule-glæde
Af hvert et huus og sind,
Hver følge nu og træde
Til barnet JEsum ind,
Bort syndig legestue!
Vi vil i stalden gaae,
I Bethlehem at skue
Vor JEsu hvile-vraa.

2. Bort syndens natte-veye,
Som man tilforne gik!
Hver hielpe at udfeye
Den gamle jule-skik,
At dantse og at stime
I verdens syndig iid,
Hvor kunde det sig rime
Med JEsu fødsels tiid.

3. Hvor kunde nogen mene,
Som har naturlig sands,
At vi vor GUd kand tiene
Med syndig drik og dants;
Skal jule-festen være
Til JEsu lof og priis,
Saa lad ham faae sin ære
Paa lovlig christen-viis.

*

- - -

* 28

4. Det er: andægtig være
I daglig bøn og bod,
Ham frydelig at ære
Af gandske hierte-rod,
Hans ord at overveye,
At spæge kiødets lyst,
Hans svage lemmer pleye
Med villig hielp og trøst.

5. Hver andre at formane
Til fyrighed og fliid
Paa livets trange bane
I naadens korte tiid,
For alting vel betænke,
At GUd i evighed
Sin Søn har vildet skenke
Til os paa jorden ned.

6. Hvo det vil trolig giøre,
Faaer neppe tiid engang
Om jule-leeg at høre
For idel bøn og sang,
Hand setter plat til side
Al verdens lyst og pragt,
Og kun af ham vil vide,
Som blev i stalden lagt.

7. Saa lad dig derfor raade,
Min elskte menighed!
At skiønne paa den naade,
Som GUd os har beteed,
Hverandre at formane
Til hiertens bøn og bod,
At denne slemme vane
Kand rykkes op med rod.

8. Vel an, vi os vil samle
I JEsu Christi navn,

*

- - -

* 29

De unge med de gamle
Skal løbe ham i favn;
Hand er vor jule-gave,
Vor glæde, lyst og liv,
I ham vi og vil have
Vor jule-tiidsfordriv.

9. O JEsu! dig at finde
Er vores fulde agt;
Ach! giv os ret i sinde,
At gaae med samled magt
Din krybbe at beringe
Med hiertens tak og troe,
At psalmerne kand klinge
I hver mands huus og boe!

Nr. 6.

Ære være Gud i det høyeste, og fred paa jorden, i menniskene en velbehagelighed. Luc. 2. v. 14.

Mel. Et lidet barn saa lystelig.

I denne søde jule-tiid
bør man sig ret fornøye,
Og bruge al sin konst og fliid,
Guds naade at ophøye,
Ved den, som er i krybben lagt,
Vi vil, af gandske siele-magt,
I Aanden os forlyste,
Din lof skal høres, Frelsermand,
Saa vidt og bredt i verdens land,
At jorden den skal ryste.

* *

- - -

* * 30

2. En liden Søn af Davids rod,
Som er og Gud tillige,
For verdens synders skyld forlod
Sit søde himmerige,
Det var ham svart at tænke paa,
At verden skulde undergaae,
Det skar ham i hans hierte,
I saadan hiertens kierlighed
Hand kom til os paa jorden ned,
At lindre vores smerte.

3. Vor tak vi vil frembære da,
Endskiønt den er kun ringe,
Hosanna og halleluja
Skal allevegne klinge;
Guds ark er kommen i vor leyr!
Thi synge vi om fryd og seyr,
Mens hiertet sig kand røre,
Vi synge om den søde fred,
At helvede skal skielve ved
Vor jule-sang at høre.

4. Gud er nu ikke længer vred,
Det kand vi deraf vide,
At hand har sendt sin Søn her ned,
For verdens synd at lide,
Det vorde vidt og bredt bekiendt!
At Gud sin Søn for os har sendt
Til jammer, vee og vaade,
Hvo vilde da ey være fro,
Og lade al sin sorg beroe
Paa JEsu søde naade?

5. Som natten aldrig er saa sort,
Den jo for solen svinder,

*

- - -

* * 31

Saa farer al min kummer bort,
Naar jeg mig ret besinder:
At Gud saa hiertens inderlig
Af evighed har elsket mig,
Og er min broder vorden,
Jeg aldrig glemmer disse ord,
Som klingede i engle-koor:
Nu er der fred paa jorden!

6. Og blandes end min fryde-sang
Med graad og dybe sukke,
Saa skal dog korsets haarde tvang
Mig aldrig munden lukke;
Naar hiertet sidder meest beklemt,
Da bliver frydens harpe stemt,
At den kand bedre klinge,
Og knuste hierter føle best,
Hvad denne store fryde-fest
For glæde har at bringe.

7. Halleluja, vor striid er endt,
Hvo vilde mere klage?
Hvo vilde mere gaae bespendt
I disse fryde-dage?

*

- - -

* 32

Syng høyt i skye. Guds kirke-flok:
Halleluja, nu har jeg nok,
Den fryd har ingen lige,
Halleluja, halleluja,
Guds Søn er min, jeg vil herfra
Med ham til himmerige.

Nr. 7.

I skal finde et spædt Barn svøbt liggende i Krybben. Luc. 2. V. 12.

Mel. Jeg raaber fast o HErre.

Mit hierte altid vanker
I JEsu føde-rum,
Did samles mine tanker
I deres hoved-sum.
Der er min længsel hiemme,
Der har min troe sin skat,
Jeg kand dig aldrig glemme,
Du søde jule-nat.

2. Du mørke stald skal være
Mit hiertes fryde-slot,
Der kand jeg daglig lære,
At glemme verdens spot,
Der kand jeg best besinde,
Hvori min roes bestaaer,

* *

- - -

* * 33

Naar JEsu krybbes minde
Mig ret til hierte gaaer.

3. Men, ach! hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af himmerige
I stalden ligge maa,
At himlens fryd og ære,
Guds væsentlige ord,
Skal saa foragtet være
Paa denne slemme jord.

4. En perle, der forgiettes,
Saa nøye ledes op,
Den blanke demant settes
I gylden krones top:
Man kaster ey en drue
Blant tørre grene ned:
Skal jeg min Gud da skue
I saadan uselhed?

5. Hvi skulde herre-sale
Ey for dig pyntet staae?
(Du havde at befale,
I hvor du pegte paa,)
Hvi lod du dig ey svøbe
I lyset som et baand,
Og jordens konger løbe,
At kysse paa din haand?

6. Hvi lod du ey udspende
En himmel til din telt,
Og stierne-fakler brænde?
O store himmel-helt!
Hvi lod sig ey til syne
En mægtig engle-vagt,

*

- - -

* 34

Som dig i silke-dyne
Saa prægtig burde lagt?

7. Ney! JEsus faaer sit leye
I denne gode juul,
Hvor betlere de pleye
At legge sig i skiul,
Det var og ey hans eget,
Det høe, hvori hand laae,
Hand havde ey saa meget,
Hand kunde ligge paa.

8. Den sag kand ey begribes,
At JEsus, Gud og mand,
Saa meget hart indknibes
I verdens jammer-stand,
Hand, som med Guddoms vælde
Al verden dømme vil,
Ey har det, hand kand helde
Sit arme hoved til.

9. En spurre har sin rede
Og sikre hvile-boe,
En svale ey tør lede
Om natte-lye og roe,
En løve veed sin hule,
Hvor hand sin roe kand faae;
Skal da min Gud sig skiule
I andres stald og straae?

10. Ach! kom! jeg vil oplukke
Mit hierte, siel og sind
Med tusind længsels-sukke,
Kom, JEsu, dog derind!

*

- - -

* 35

Det er ey fremmed bolig,
Du har det selv jo kiøbt,
Saa skal du blive trolig
Udi mit hierte svøbt.

11. Jeg vil med palme-grene
Dit hvile-sted bestrøe,
Min brudgom, dig allene
Jeg leve vil og døe.
Kom! lad min siel erlange
Sin rette qvæge-stund,
At kysse tusind' gange
Din søde rosen-mund.

Nr. 8.

Denne er dommen, at lyset er kommen i verden, og menniskene elskede mere mørket end lyset, thi deres gierninger

vare onde. Joh. 3. v. 19.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

Hvordan takke vi vor HErre,
For hand gav sin Søn herned,
Mange skiønne lidt, desverre!
Paa saa stor en kierlighed,
Deres onde synde-lyst
Dekke de med naadens trøst,
Vil af JEsu intet lære,
Og dog sande christne være.

2. Vist nok, ingen siæl fordømmes,
Naar man paa sin JEsum troer,

*

- - -

* * * 36

Naadens kilde aldrig tømmes,
Naaden er og bliver stoer,
Men det er en afsagt dom:
Siden JEsus til os kom,
Skal man sig fra synden vende,
Eller ogsaa evig brænde.

3. At du vil i dine lyster
Fare fort, som du er van,
Og dig dog ved JEsum trøster,
Gaaer i evighed ey an:
Kiere hierte, eet af toe,
Enten udi bøn og troe
Syndens vey at flye og hade,
Eller lide siele-skade.

4. Lyset er i verden kommen,
Veedst du ogsaa, at du troer?
Har du nogen tiid fornommen,
At din JEsus i dig boer?
Har hans naade-straalers kraft
I din siel sin virkning haft?
Kand du i dit hierte finde,
At der er et lys derinde?

5. Hvordan gaaer man dog og drømmer
Udi saadan vigtig sag,
Og i sikkerhed forsømmer
Naadens dyrebare dag,
Sagen burde vides vist,
Mens der end er bedrings frist,
Evig evighedens tanke
Bør jo vore sandser sanke.

*

- - -

* 37

6. Bort du syndens fæle taage,
Satans helved-sorte magt!
Det er tiid engang at vaage,
Og at passe paa sin vagt;
Det er tiid at sandse vel,
Og at sørge for sin siel,
Det er tiid at forekomme
HErrens grumme vredes-domme.

7. Gud, som lyset lod opklare
Udi naadens blide aar,
Vil og ingenlunde spare
Dem, som samme lys forsmaaer;
Vil du vende ryggen til,
Gud dig fra sig støde vil;
Vil man ikke lyset kiende,
Skal man sig paa lyset brænde.

8. Lad din naades glands oprinde,
Søde JEsu, at jeg maa
Derved altid veyen finde,
Som jeg bør at vandre paa,
Vær min formand, at jeg ey
Kommer paa den brede vey,
Eller fra dit fodspor viger,
Før jeg ind i himlen stiger.

Nr. 9.

Mel. Fryd dig du Christi bruud.

Frisk op! endnu engang,
Vi vil med bøn og sang
I Aanden os foreene,
At synge, hvad vi mene:

* *

- - -

*

Nr. 9. Original.

38

Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

2. Gak sorrig-fulde sind,
Gak med i stalden ind,
Gud vil sin Søn dig skenke,
Hvor kand du dig da krænke?
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

3. Du stolte, bøy dig ned
I hiertens ydmyghed,
Besee de ringe sager,
Som Gud til takke tager:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

4. Du gierige, din skat
Blev født paa jule-nat,
Lad riigdom dig ey blinde,
Men see du ham kand finde:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

5. Vellystige, du maa
I stalden ogsaa gaae,
Bort onde lysters brynde,
Besee din JEsu ynde:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

6. Du arme, syng og siig:
O jeg er meer end riig!

*

- - -

* * 39

Jeg har i stalden funden
Min skat i palter bunden.
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

7. Du rige, tænk dig om
Ved JEsu fattigdom,
See til, du ey forglemmer
Din Frelsers arme lemmer:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

8. I gamle, lister hen
Til eders siele-ven,
Gaaer ogsaa med I unge,
Af hiertens grund at siunge:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

9. Hvert ægte-par i sær
Ved denne fryde-færd
De unge vey skal vise,
Guds kierlighed at prise:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

10. Og I velsigned' smaa
Skal ey tilbage staae,
I HErrens huus og hiemme
Opløfter eders stemme:
Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

11. Saa skal ey korsets tvang,
Ey døden selv engang
Os fra vor JEsu rive,
Men det skal derved blive:

* 40

Vor riigdom, lyst og ære
Skal JEsus ene være.

Nr. 10.

Jeg er en rose i Saron. Cant. 2. v. 1.

Mel. Med sorgen og klagen etc.

Den yndigste rose er funden
Blant stiveste torne oprunden,
Vor JEsus den deyligste pode
Blant syndige mennisker grode.

*

- - -

* 41

2. Alt siden vi tabte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
Var verden forvildet og øde,
Vi alle i synden bortdøde.

3. Som tidsler ey mere kand due,
End kastes i brændende lue,
Saa tiente ey verden til andet,
End vorde ved ilden forbandet.

4. Da lod Gud en rose opskyde,
Og sæden omsider frembryde,
At rense og gandske forsøde
Vor vextes fordervede grøde.

5. Saa blomstrer Guds kirke med ære,
Og yndige frugter kand bære,
Thi JEsus dens grøde opliver,
Og vedske i vexterne giver.

6. Al verden nu burde sig fryde,
Med psalmer mangfoldig udbryde,
Men mangen har aldrig fornommen,
At rosen i verden er kommen.

7. Forhærdede tidsel-gemøtter,
Saa stive som torne og støtter,
Hvi holde I eder saa ranke
I stoltheds fordervede tanke?

*

- - -

* 42

8. Ach søger de nedrige steder,
I støvet for Frelseren græder,
Saa faae I vor JEsum i tale,
Thi roserne voxe i dale.

9. Nu, JEsu, du stedse skal være
Min smykke, min rose og ære,
Du gandske mit hierte betager,
Din sødhed jeg finder og smager.

10. Min rose mig smykker og pryder,
Min rose mig glæder og fryder;
De giftige lyster hand døder,
Og korset saa liflig forsøder.

11. Lad verden mig alting betage,
Lad tornene rive og nage,
Lad hiertet kun daane og briste,
Min rose jeg aldrig vil miste.

Nr. 11.

En liden Psalme for børnene.

Have I aldrig læst, at af de umyndiges og diendes mund skal du berede en lof. Matth. 21. v. 16.

Mel. Ach levende Gud, jeg bekiender for.

Eller og: JEsu søde hukommelse.

Her kommer dine arme smaa,
O JEsu, i din stald at gaae,
Oplys enhver i siel og sind,
At finde veyen til dig ind.

2. Vi løbe dig med sang imod,
Og kysse støvet for din fod,

* *

- - -

* * 43

O salig stund! o søde nat!
Da du blev født, vor siele-skat.

3. Velkommen fra din himmel-sal,
Til denne verdens græde-dal,
Hvor man dig intet andet bød
End stald og krybbe, kors og død.

4. Al verden stod i satans pagt,
Da brød vor JEsus frem med magt,
Og reev os ud med blodig haand
Af alle vore fienders baand.

5. Men, JEsu, ach! hvor gaaer det til,
At dog saa faae betænke vil
Den synderlige kierlighed,
Der drog dig til vor jammer ned.

6. Saa drag os gandske til dig hen,
O søde fromme siele-ven,
At hver af os saa inderlig
I troen maa omfavne dig.

7. Vi kysse dig med suk og bøn,
Du himmel-søde Jomfru-Søn;
Din søde mund og rosen-kind
Har taget siel og hierte ind.

8. Lad verden ey med al sin magt
Os rokke fra vor daabes-pagt,
Men giv, at al vor længsel maa
Til dig, til dig allene staae.

*

- - -

* 44

9. Saa skal det skee, at vi engang
Blant alle helgens fryde-klang,
I himlens søde paradiis
Skal prise dig paa engle-viis.

10. Her staae vi nu i flok og rad
Om dig vor skiønne hierte-blad,
Ach! hielp at vi og alle maae
I himlen for din throne staae.

Nr. 12.

Immanuel! vi synge dig,
Du livets fyrste, frydelig,
Du himmel-rose, jomfru-søn,
Vor skiold og meget store løn!
Halleluja.

2. Din elskelige kirke-bruud
Af alle kræfter bryder ud,
At du, vor længsel, endelig
Saa sød og mild indfinder dig.
Halleluja.

3. Du høyt forønskte salighed,
Du alle frommes øye-meed,
Af mangen konge og prophet
Saa gierne længe siden seet.
Halleluja.

* *

- - -

* * 45

4. Ach! at dog himlens hvelning brast,
Og hielp af Zion kom med hast,
Da skulde Jakob glæde sig,
Og møde ham med fryde-skriig.
Halleluja.

5. Nu du est her, der ligger du,
Vi see dig alt i krybben nu,
Est liden, og giør alting stort,
Har intet, som har alting giort.
Halleluja.

6. I fremmed huus du ligge vil,
Som alle himle høre til,
Og drikker melk af moders bryst,
Som selv est alle englers lyst.
Halleluja.

7. Du kalder sielene din skat,
Dog af de fleste est forhadt,
Herodis hær vil see dit blod,
Endskiønt du est saa hierte-god.
Halleluja.

8. Men jeg uværdige, din bruud,
Jeg siger frit min mening ud,
Jeg elsker dig, mens jeg er til,
Dog ey saa meget, som jeg vil.
Halleluja.

9. Jeg vil, men kræfter seer jeg ey,
Dog siger du mig ikke ney,

*

- - -

* 46

Mit arme hierte kand og maa
Saa mild en JEsus ey forsmaae.
Halleluja.

10. Har du dig selv saa svag dog giort,
Kast bort, hvad verden agter stort,
Varst fattig og til takke tog
Med saadan ringe betle-krog.
Halleluja.

11. Du sov jo paa den bare jord,
Din krybbe var jo ikke stor,
Den stald, og hvad dig meer befaldt,
Var slet og ringe over alt.
Halleluja.

12. Jeg derfor har saa glad et mod,
Du skal og see mig an for god,
Saa drag mig med dit milde sind
I stalden til dig trøstig ind.
Halleluja.

13. Har jeg end synder uden tal,
Har jeg ey levet, som jeg skal,
O! derfor komst du jo her ned,
At være vores salighed.
Halleluja.

14. Saa favner jeg dig frit, min ven,
Du tager al min jammer hen,
Du lider, slaaer vor død ihiel,
Og retter al vor sag saa vel.
Halleluja.

*

- - -

* 47

15. Du est mit hoved, derimod
Jeg er dit lem, med liv og blod,
Og vil af gandske hiertens fliid
Dig tiene al min lives tiid.
Halleluja.

16. Saa synger jeg frimodig da
Paa jorden mit halleluja,
Men siden i din himmel-sal
Foruden ende klinge skal
Halleluja.

Nr. 13.

Mel. Hand smelter hen etc.

Vor JEsus kand ey noget herberg finde
I Bethlehem, sin egen fædre-bye,
Hand lader der i ringe svøb sig binde,
Hvor ellers fæ og faar gaaer ind i lye,
En krybbe er hans første eye,
Det tørre græs og straa hans angenemme leye.

2. Den HErre har sig fattigdom tilegnet,
Som alle gode gaver har i haand,
Og bliver slet blant arme syndre regnet,
Indtil hand sønderriver satans baand,
Nu er her liv for alle døde,
Imens Guds egen Søn paa jorden lod sig føde.

3. Velsignet være HErrens store naade,
Hans store magt til evig minde sat,

* *

- - -

* * 48

Som vidste paa vor jammer bod at raade
I denne underfulde naades nat,
Velsignet mørke, uden lige!
Da lyset selv brød frem af søde Himmerige.

4. Ach lad, o blide lys, vor nat forsvinde,
Oplys den plat formørkede forstand,
Lær villien det gode ret at finde,
Tag giften bort af slangens bidske tand,
At vi ey skulde døden smage
Har du os kiøbt til arv i himlene at tage.

5. Saa vil vi os trods alle fiender fryde,
GUD har os givet det, ham kierest var,
Og lader alle naade-strømme flyde,
Hvad er der, som hand os ey givet har,
Saa være ham da ogsaa livet,
Og hvad vi er og har, til evig offer givet.

3. Nyt-Aars-Psalmer.

Nr. 14.

Mel. Hvo kun sin Gud vil lade raade.

Da nu det gamle aar forsvinder,
Og os, som Gud har født paa nye,
Hans naade nu paa nye oprinder,
Saa klinger ogsaa høyt i sky
Vor tak for naade, fred og livet,
Som hand os rigelig har givet.

*

- - -

* * 49

2. Nye kraft og naade hand forlene,
At vor begiering og forstand
Maa henge fast ved ham allene,
Uryggelig i ild og vand,
Til hans befalning ret at lyde,
Og dermed al vor vandel pryde.

3. Hans lys og ret for os opdage,
Som solen sine Straaler slaaer,
Og overhaand i verden tage,
Til verden selv engang forgaaer,
At vi, som lysets børn, maae leve,
Og altid i hans naade sveve.

4. Det navn, som hand sig lod tilegne,
Og blodet derved heftig flød,
Vor frelse dermed at betegne,
Vor vey skal være til vor død,
Vor dyrebare skat og krone,
Vor smykke for Guds høye throne.

*

- - -

* 50

5. Hand lade os os selv omskære,
Fra hvad os fra ham skille kand,
Langt mere glad i ham at være,
End nogen sands begribe kand,
At døe fra alle gamle veye,
Og siden himlen faae til eye.

Nr. 15.

Mel. Guds godhed ville vi prise.

Hvo hiertet vil omskære,
Dets forhud tage af,
Den gamle Adam bære
Til døden og sin graf,
Hand faaer og JEsu sind,
Som er omskaaren bleven,
Hand er til himlen skreven
Og korsets orden ind.

2. Hvo saa sit aar begynder,
Hand følger kiødet ey,
Men sig i aanden skynder
Til livets rette vey,
Hand nye er født og skabt,
Af himmel-byrd oprunden,
Som har i JEsu funden
Alt det, som før var tabt.

* *

- - -

* * 51

3. Dog hiertet at omskære,
Merk siel hvordan det skeer:
Din synd du ret maa lære
At hade meer og meer;
Bod er det, som der maa
Det stene-haarde hierte
Ret føre ind i smerte,
Ja gandske sønderslaae.

4. Ach! giv, til det at giøre
I det begyndte aar
Din Aand, som os kand røre,
Og ene det formaaer,
At vi dit billede
I dem, som ere blinde,
Naar de sig ret besinde,
Kand snarlig faae at see.

5. Jeg er i længsels smerte,
Og tusinde med mig,
At finde dig, mit hierte,
Og ret at favne dig,
Naar jeg dig have maa,
Hvad vil jeg meer begiere?
Jeg kand jo ikke mere,
End alting, JEsum, faae.

6. I syndere! betænker,
O hvilken farlig sag;
I gaae i satans lænker
Saa mangen aar og dag,
Begynder aaret ey,
Før I ved HErrens naade
Har ladet eder raade,
At gaae paa livsens vey.

*

- - -

* * 52

7. Omskærer eders hierte,
Og løber Gud i favn
Med poenitenses smerte
I JEsu Christi navn!
Saa skal det ogsaa skee,
Gud lader sig formilde,
At I hans naades-kilde
I dette aar skal see.

8. Lad alle christnes mening
Ret derudi bestaae,
At de i din forening
Til døden blive maae;
At de i ingen nød
Sig lade fra dig drage,
Men trøstig korset smage
For din den bittre død.

9. Saa ville vi dig prise
Vor gandske lives tiid,
Men denne pligt bevise
Med større kraft og fliid,
Naar vi vor JEsum faaer
At see, med alle fromme,
Og kand med dennem komme
Til evigheds nyt-aar.

Nr. 16.

Nu det gamle aar gik hen,
Lader os begynde
Frydelig det nye igien
Udi Aandens brynde,

* *

- - -

* * 53

Thi, hvad gammelt er, forgaaer,
Og det nye igien opstaaer.

2. Lad det gamle kun gaae hen,
GUd vil snarlig giøre
Alting nyt og got igien,
Det er sødt at høre,
Gaaer kun alt det gamle hen,
Bliver alting nyt igien.

3. GUd os lys igien har bragt,
Der hand lod sig føde,
Lys, som blev ved syndens magt
Dumt og dødt og øde,
Bort med nattens sorte skye,
Alle ting giør JEsus nye.

4. Mørkhed, taage, striid og nød
Skal for lyset vige,
Jammer, blindhed, fald og stød
Udi satans rige
Maa ved lysets komme flye,
Alle ting giør JEsus nye.

5. Hand er verdens lys og lyst,
Evighedens Fader,
Alles raad og kraft og trøst,
Som det onde hader,
At man kand det ogsaa flye,
Alle ting giør JEsus nye.

6. Satan bruger vel sin konst,
Denne Søn at dæmpe,

*

- - -

* * 54

Men hans brølen er omsonst,
Barnet er en kæmpe;
Derfor synges høyt i skye:
Alle ting giør JEsus nye.

7. Denne Søn og naade-soel
Af sin Fader drages
Op til himlens arve-stoel,
Moderen forjages,
Finder udi Ørken lye,
Til hun hørde fred paa nye.

8. O! det underlige noor,
Hvo det ret kand skue,
Da undrykkes man i stor
Kierlighedens lue,
For ham maa det gamle flye,
Alle ting giør JEsus nye.

9. Den er ret en Christen, som
Er i Christo funden,
Naar det bare skin og skum
Gandske er forsvunden,
Det er guld og ikke blye,
Da er christendommen nye.

10. Saadan har den ædle skat,
JEsum, i sit hierte,
Tager ham i troen fat,
Dog ey uden smerte,
Til det gamle plat maa flye,
Da hand alle ting giør nye.

*

- - -

* 55

11. Naar er dog den tiid forbi,
Da vi ret kand sige,
At vi ere gandske fri
Fra det sorte rige,
Og det gamle plat maa flye,
Alle ting maae blive nye.

12. Sukker creaturet dog
Efter dette gode,
Da det spændes af sit aag,
Og saa glad til mode
Til sin frihed ind kand flye,
Naar de alle blive nye.

13. Fra forfænglighed, hvori
De nu fangne ere,
Skal de vorde qvit og fri,
Saa som de begiere.
Naar det gamle bort maa flye,
Da hand alle ting giør nye.

14. Naar at baade synd og død
Er opslugt tillige,
Og vi, fri fra al vor nød,
Staae i Himmerige,
Der er ingen modgangs skye,
Der er glæden altid nye.

15. Da, saa længe himlen staaer,
Vi hans navn skal ære,
Hvor et evigt jubel-aar
Ham til lof skal være,

*

- - -

* 56

I Guds Himles stille lye,
Der er tiden altid nye.

Nr. 17.

Mel. Nu vel an vær frisk etc.

Lad dit rige allevegne
Bredes ud paa denne jord,
Giør det lyyst i vore egne
Ved dit klare livets ord!
Stød, o GUd, i grunden ned
Christendommens lunkenhed,
Syndens mørke taage vige
For dit lyse naades rige.

2. Lad din naade altid virke
Til en ret forbedret stand!
Set den gandske christen-kirke
I en hellig himmel-brand!
Dem, som ordet lære, giv
Viisdom og et helligt Liv,
Aand og naade, mund og mæle
Til at redde mange siele!

3. HErrens viisdoms glands forgylde
Kongens spiir og arve-stoel!
Vor Monarch af JEsu fylde
Glimre som den blide soel!
Gaae med Kongen ud og ind,
Glæd hans himmel-sindet sind,
Kongen leve mange dage,
Siden livets krone tage!

4. Lad vor Dronning altid være
Alle Kongers Konges Brud,
Til at søge al sin ære,
Lyst og herlighed i GUd!

*

- - -

* 57

Hendes fromhed og forstand
Funkle længe i vort land!
Hendes siel i GUd sig fryde,
Og til lammets bryllup pryde!

5. Arve-Princen, rigets lykke,
Kongens lyst og himlens æt,
JEsus meer og mere smykke
Med sin naades lys og ret,
Lade Princen blive stor
Til sin store priis i nord,
Fuld af Aandens kraft og glæde
Rigets arve-stoel betræde.

6. Lad Princesserne fornøyes
Meer og meer i livets favn,
Høyt til herlighed ophøyes
Med at ære JEsu navn!
Kongens Arve-huus og slægt
Under himlens varetægt
I GUds kierligheder brænde,
Blomstre indtil verdens ende.

7. GUd velsigne øvrigheden,
Kongens raad i deres stand;
Dem, som vaage her paa steden
For vor stad og amt og land!
Giv dem viisdom, kraft og mod
Ret af gandske hierte-rod,
Til din ære kun at søge,
Derved landets gavn forøge!

8. HErrens frygt behiertet giøre
Kongens magt til lands og vands!
GUds frimodighed dem føre
An mod fiende-sverdets glands!

* 58

Vær o GUd vor Konges skiold
Og hans landes muur og vold!
Lad os altid dig behage,
Giv os fred i vore dage!

9. Øvrighed og Undersaatter
I vor gandske menighed
Vi indslutter og befatter
Under HErrens søde fred!
GUd forfremme stadens gavn!
Svøb os i din naades favn
Ind med dem, som boe paa landet,
Dig at elske, intet andet!

10. Ægtefolk i deres boelig
Sig foreene ret i GUd,
Til at troe og følge troelig
Med hinanden HErrens bud,
Signe deres lives frugt!
Signe deres børne-tugt!
At de smaae og store vandre
Alt til himlen med hverandre!

11. Vær de gamles lys og glæde!
Vær de unges fryd og lyst!
Giv enhver i enkesæde
Og de faderløse trøst!
Giv de arme nærings brød!
Vær de bange hierter sød!
Giv de u-omvendte baade
Ret at see og søge naade!

12. Læg de syge, ledsk de svage!
Løs de bundnes fængsels baand!
Hielp enhver sit kors at drage!

*

- - -

* 59

Styrk dem med din gode Aand!
Ach! at hver, som dette aar
Bort af denne verden gaaer,
Maatte giennem døden stige
Ind i søde himmerige!

13. Derfor lad os ret oprigtig
Alle søge stelens tarv;
Vandre, som enhver er pligtig,
Der kand vente himlens arv,
Giøre ret alvorlig fliid,
At vi her i naadens tiid
Elske JEsum allesammen,
Siden blive salig! Amen.

Nr. 18.

Mel. Rind nu op i JEsu navn.

Nu vel an! et freidigt mood!
Op mit hierte! op min tunge!
Op om JEsu navn at siunge,
Om hans kierlighed og blod,
Alt, hvad i mig er, sig fryde
Til min Frelsers lof og priis,
At min nyt-aars sang kand lyde
Langt hen ind i paradiis.

2. O du blodig JEsu navn!
Min forløsnings morgenrøde,
Paradises første grøde,

*

- - -

* 60

Bange sieles hvile-stavn,
Troens stærke seyer-fane,
Haabets rette anker-grund,
Lys oppaa min trange bane,
Ja udi min sidste stund.

3. O det søde JEsu navn!
O det navn foruden lige!
O mit søde himmerige!
O min sieles frelse-havn!
O mit hiertes lyst og længsel!
O min søde himmel-skat!
O min fryd i største trængsel!
O mit lys i dødens nat.

4. JEsus os til trøst og gavn
Dette navn har vildet bære,
Men hand maatte tilig lære,
At det var et smerte-navn,
Thi da blodet maatte rinde,
Da hand frelse-navnet fik,
Derved troe vor jammers minde
Hannem ind i sielen gik.

5. Derfor findes nu for mig
Dette navn saa fuldt af naade,
At jeg mig i al min vaade
Derved fryder inderlig,

*

- - -

* 61

Maa jeg kun min JEsum nyde
I en fast og stadig tro,
Skulde det mig ey fortryde,
Om end verden brast i to.

6. O jeg er en syndig krop,
Det er al min titels ære,
Bedre kand den ikke være,
Naar jeg kaster loven op,
Men for du est JEsus bleven,
Og min jammer paa dig tog,
Derfor staaer mit navn indskreven
Deylig udi livets bog.

7. Jeg skal op i dommen staae,
Ind med fryd i himlen stige,
Herske udi JEsu rige
Med en deylig krone paa,
Hvide klæder, palme-grene,
Engle-drik af livets flod,
Dette nyder jeg allene
For min JEsu navn og blod.

8. Nu det navn, o JEsu, som
Du for mig har vildet bære,
Lad det mig i tanker være,
Hvor jeg gaaer i verden om,
Og i dødens sidste dvale
Lad det qvæge siel og sind,
At jeg maa om JEsu tale,
Til jeg gaaer i himlen ind.

6,5: est] er J6-7. 6,8: livets] Livsens A. 7,6: livets] Livsens A. 8,5: dødens] Dødsens A.

- - -

5,8: i to] itu. - 6,4: kaster loven op] slår op i loven. - 6,7-8: Fil. 4,3; Joh. Åb. 3,5. - 7,3: Joh. Åb. 22,5. - 7,4: Joh. Åb. 2,10. - 7,5: Joh. Åb. 7,9. - 7,6: Joh. Åb. 22, 1.

62

Nr. 19.

Mel. Jeg beder dig min HErre.

Kom, hierte! tag dit regne-bret,
Skriv op dit lives dage,
See til, at du kand sandse ret,
Og tænke lidt tilbage!
Hvad har du giort de mange aar,
Du har i verden levet?
Tænk, trygge siel, at alting staaer
I GUds register skrevet.

2. Vel løber tiden hastig hen,
Og bliver evig borte,
Men det vil komme vist igien,
Hvad du i tiden giorte,
Naar GUd engang til dommen vil
Den gandske verden sanke,
Og her skal nøye svares til
Hver gierning, ord og tanke.

3. Hvor mangt et slemt og daarligt ord
I lystig samling vanker,
Som siden bliver spyd og mord
I de fordømtes tanker,
Hvo gruer ey at tænke paa
De mange blodig' bander,

*

- - -

* 63

Hvormed de store og de smaa
Hvert andet ord beblander.

4. Hvor skiules mangen sviig og list
I hiertets fule giemme
Og kaade lysters onde gnist,
Som ingen kand fornemme,
Da tænker du, det er forglemt,
Den sag har ingen fare,
Men GUd har vist sin dag bestemt,
Som sligt skal aabenbare.

5. Det blev for langt at melde om
Den synlig syndens mængde,
Som man (u-agtet vredens dom
Og evighedens længde)
Til GUds fortørnelse begaaer,
Og ey engang vil vide,
At alle u-omvendte faaer
Til evig tiid at lide.

6. O sikre siel! som lever da
I verdens sidste ende,
Der færdig staaer med Sodoma
Hvert øyeblik at brænde,
Du som har drevet tiden hen
I mange slemme synder,
Og mueligt nu med dem igien
Din nyt-aars dag begynder.

7. Betænk! betænk! hvor hastig gik
De andre naades-dage!

*

- - -

* 64

Hvad om der ey var øyeblik
Nu meer for dig tilbage?
Og er der skiønt en liden stund
Endnu for dig i vente,
Saa tænk, du har saa stort et pund
Og end slet ingen rente.

8. Fald ned med ydmyg hiertens bod
For naadens stoel og throne,
Og beed, at GUd for JEsu blod
Vil lade sig forsone,
At du herefter bedre maa
Din naades-tiid anvende,
Og ved dit lives aften faae
En sød og salig ende!

4. Psalmer paa Hell. 3. Kongers Dag.

Nr. 20.

Dig min søde
Skat at møde
Med mit kys og favne-tag,
Og at skue
Dig min drue,
Er min længsel nat og dag.

2. Livets søde
Morgen-røde
JEsus giver os sit skin;
Lys og livet
Bliver givet
Dem, som gik i mørke trin.

* *

- - -

* * 65

3. O min lykke,
Fryd og smykke!
Aldrig noksom prises kand
Dit gemytte,
Som vil flytte
Til os i vort fængsels-land.

4. Derfor haster
Jeg, og kaster
Mig i støvet for din fod,
Tag den gave,
Du skalt have
Siel og hierte, liv og blod.

5. Siel og livet
Være givet
Dig min søde rosens mund,
Begges kræfter
Skal herefter
Ofres dig af hiertens grund.

6. Troens rare
Gyldne vare,
Røgelse i andagts brand,
Myrres taare
Til min baare
Ofrer jeg min GUd og mand.

7. Hiertet kiende
Dig, og brænde
I din længsel dag og nat,
Rens det meget
Til dit eget,
Giør det til din egen skat.

*

- - -

* 66

8. Mine sinde
Altid finde
Udi den forening roe
Til at ære
Dig, og være
Indtil døden huld og troe.

9. Da jeg siden,
Efter tiden,
Al din klarhed skue maa,
I dig leve,
Hos dig sveve,
Evig priis du da skal faae.

Nr. 21.

Mel. Ach! hvad skal jeg synder giøre.

Hvo i hiertet ret vil finde
Denne søde himmel-stand,
JEsum Christum GUd og mand
Udi sielen at oprinde,
Skriftens bog hand søge maa,
Der er denne skat at faae.

2. Hand maa vandre med de vise,
Til vor morgenstiern' opgaaer,
Og i hiertet stille staaer.
Saa kand man sig salig prise,
Thi Guds aasyns klare glands
Fylder hierte, sind og sands.

3. Thi hvor hand er født og baaren,
Der sig viser over alt

* *

- - -

* * 67

En Guddommelig gestalt,
Som i hiertet var forlaaren,
HErrens klarhed speyler sig
Da i sielen yndelig.

4. Hvad man siger, foretager,
Er om denne naade-stoel,
Evighedens blide soel,
Efter ham saa længe jager,
Til at sielen selv har fat
Paa den dyre himmel-skat.

5. Ach! hvor vidt er den tilbage,
Som i verden dum og blind
Spørger efter vær og vind,
Hvor er guld og pragt at tage?
Hvor er herlighed at faae?
Som dog skal engang forgaae.

6. Dumme folk, ja stene-blinde
De vel billig kaldes maae,
Som i denne verden gaae,
Og sig ikke kand besinde,
Ret at søge naadens stand,
Men kun samle dynd og sand.

7. Men den søgning intet gavner,
Naar man kun til kirken gaaer,
Og i dens forsamling staaer,
Efter haanden ogsaa favner
Skriftestoel og alterfod,
Mener saa er sagen god.

*

- - -

* * 68

8. Ney det bare skin at bære,
I en hyklevane gaae,
Gandske intet vil forslaae,
Du maa GUd opofret være,
Og i troen dag og nat
Følge ham, din siele-skat.

9. Ja, saa er hand snart til stede
Hos din bod og altergang,
Naar din sieles synde-trang
Løses i utroelig glæde,
Naar du finder, at hans blod
Renser hierte, aand og mod.

10. Thi saa kand man trøstig ile
Til Guds naades-throne hen
Som en JEsu bruud og ven,
I hans favn og naade hvile,
Naar man her ey andet vil,
End sin JEsum høre til.

11. JEsu, lad mig her i live
Dette ene pønse paa,
At du hos mig være maa,
Og at jeg dig liig kand blive,
Her saa vidt min tiid den naaer,
Der i evighedens aar.

12. Saa vil jeg med alle vise,
Verdens spot og skumpel-skud,
Dig min Frelsere og GUd,
Tiene, love, takke, prise
Ret af gandske hiertens fliid
Her, og indtil evig tiid.

*

- - -

* 69

5. Paa Mariæ Renselses Dag.

Nr. 22.

Mel. Kommer til mig sagde etc.

Ach! at enhver dog tænkte paa,
Hvordan Maria vil og maa
Til templen ikke komme,
Før tiden til den renselse,
Som GUd befalede at skee,
Var efter loven omme.

2. Naar synden først er renset ud
Af hiertet, efter HErrens bud,
Ja da vil JEsus komme,
Og stille sig i templen ind,
Thi det er skiult for verdens sind,
Men føles af de fromme.

3. Tænk ikke, at vor Frelsermand
I saadant hierte blive kand,
Hvor kiød og blod vil raade,
Hvor Aanden ey har kiød og blod
Og satans rige under fod,
Der føles ey hans naade.

4. Hans tempel er et renset mod,
En siel, som knuset er i bod
Og stolperne giort røde
I Lammets blod, der er hans boe,
Der favner ham den sande troe,
Og gaaer sin GUd i møde.

*

- - -

* * 70

5. Da viger al vor synd og skam,
Naar vi GUds rene Søn og Lam
Vor GUd til offer bringe,
Der sig saa villig selv frembød
For os at lide korsets død,
GUds hierte at betvinge.

6. Ach! stil dig, med hvad du formaaer,
Kun frem for GUd, men hvor det gaaer,
Lad synden borte blive,
Jag verden af dit hierte ud,
Og søg din hvile kun i GUd,
Saa vil hand naade give.

7. Eenfoldighed, det due-sind,
Skal bringes med dit offer ind,
GUd skal dig ey forskyde,
Lad lammenes den stille art
Ey fattes i din ofrings part,
Saa vil din GUd dig fryde.

8. Lad verdens den forvendte flok
Opofre satan længe nok
Guld, vellyst, mange penge,
Den tieneste ey andet kand
End lønnes hist med svovl og brand,
Naar GUd sin ret vil strenge.

9. Men hvo, som vandrer derimod
Med Simeon i bøn og bod,

*

- - -

* 71

Sin JEsum favnetager,
Fuld af den Hellig Aand og troe,
Og venter Israelis roe,
Den ofrer rette sager.

10. Hand og med Simeon engang
Kand fare bort med fryde-sang
Til evig fred og ære,
Hvo JEsum vil i troen see,
Kand ogsaa midt i døden lee,
Og siden kronen bære.

11. Ach! at jeg glad i Aanden stod,
Opfyldt med kierlighedens flod,
Som oven fra nedflyder,
Med Simeon jeg vilde snart
Da holde saadan himmelfart,
Hvortil min siel sig fryder.

12. Giv, søde JEsu, at jeg maa
Kun efter hiertets reenhed staae
I alle mine dage,
Til du mig, naar dig synes got,
Fra verden til dit himmel-slot
Af naade vil optage.

Nr. 23.

I, som af synders søle vækkes,
Og for Guds vrede skrekkes,
Op! fatter kun et trøstigt mod,
Her er al reenheds væld og flod,
Hand, som er reen allene,
Vil giøre eder rene.

* *

- - -

* * 72

2. Det offer, som der ofres skulde,
Det bringer hand til fulde,
Og tager paa sig, som et lam,
Al verdens synders vee og skam,
Som ellers alle siele
I pølen skulde qvæle.

3. Det er den trøst, som af vort hierte,
Forjager frygt og smerte.
Det er det rette himmel-pant,
Som Simeon saa kraftig fandt,
At hand sit liv forkaster,
Og glad til døden haster.

4. Vel den! som seer iligemaade
Sin Frelser fuld af naade,
Og trykker ham ved troen ind
Saa nær og kier i siel og sind,
Hand skal faae trøst at finde,
Og synden overvinde.

5. Guds Søn, min trøst, mit lys og ære!
Lad mig det grundig lære,
At jeg ved din forsoning maa
I troen sielens reenhed faae,
I fred og roe henfare
Til himlens rene skare.

Nr. 24.

Mel. O GUd af Himmelen see etc.

O! GUd skee lof! min JEsus giør
Mig reen af alle synder,
Hvad hand betalte, kand og bør,
Som livets ord forkynder,

* *

- - -

* * 73

Mig til fortred ey komme meer,
Men satans magt jeg kun beleer,
Thi JEsus i mig lever.

2. Bort sorg, hand lever jo, som har
Giort loven for mig fyldest,
Den sag ved JEsu død blev klar,
Da vandt jeg fred og hyldest,
Hvad JEsus har, det har jeg og,
Hvor kunde større rigdom dog,
End den jeg haver, findes.

3. Min JEsu blod giør sielen reen,
Thi derved hand fortiente,
At syndens straf, end ikke een,
Jeg nogen tiid tør vente,
Saa fatter jeg hans hellighed,
Og alt, hvad hand uskyldig leed,
Det er min skat og smykke.

4. Saa kand jeg og i fred engang
Med Simeon henfare,
Jeg frygter ikke dødens tvang,
GUd selv min siel vil vare,
Lad briste øynene i to,
Jeg sover sødt i JEsu roe,
Og himlens glæde finder.

5. Hvor vil min siel da fryde sig,
Og gierne afskeed tager,
Naar HErrens engler møder mig,
Og hiem til GUd ledsager,
Naar jeg da faaer det fryde-sted,
Som JEsus selv mig har bered,
I himlens slot at skue.

*

- - -

* 74

6. GUd! lad mig altid færdig staae,
Mig aldrig fra dig vende,
Ledsag mig, at jeg vist kand faae
En sød og salig ende,
Kom, hielp mig snart af al min nød,
Hielp HErre ved dit blod og død,
Ja kom HErr' JEsu Amen.

Nr. 25.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

Ohiertets renselse!
Hvor ringe man dig agter?
Ret som du kunde skee
Med skiemt og lege-fagter,
Man griber til en bøn
Af bare hyklerie,
Saa agter man sig skiøn,
Fra synden reen og frie.

2. Naar man til alters gaaer
Paa de bestemte dage,
Da fældes vel en taar,
Da høres vel en klage,
Naar dagen er forbie,
Gaaer og den andagt hen,
Man søler sig da i
Den gamle synd igien.

3. Dog mener verdens sind,
Hun gandske reen er vorden,
Naar hun sig hykler ind
I JEsu giesters orden,

*

- - -

* 75

Vil nogen pege paa
Den rette snevre stie,
Det aldrig høres maa,
Men kaldes kætterie.

4. Ach! hvad er renselsen
Dog gandske noget andet;
At blive ny igien,
Som JEsus selv har sandet,
Og dæmpe, hvad man seer
At stride mod Guds bud
I dette svage leer,
Saa sandt man elsker GUd.

5. Vort hierte er en brønd,
Som alletider sanker
En overflod af synd
I gierning, ord og tanker;
Hvo denne kilde ey
Vil stoppe, hvad hand kand,
Hand finder aldrig vey
Til reenheds søde stand.

6. Det kand jo ogsaa skee,
GUd selv os kraft vil give,
Naar vi paa ordet see,
I bønnen altid blive,
Men verden ikke hen
I kors og striid vil gaae,
Hun lader renselsen
I hykle-bod bestaae.

7. Vor HErres øyne kand
Ey slangens gift fordrage,
Ja ey det mindste grand,
Det skal man flux forjage,

* 76

Hand prøver hiertets grund,
Naar den ved Christi blod
Kun holdes reen og sund,
Saa er vor vandring god.

8. O JEsu! du som mig
Har dette lært at kiende,
Hielp, at jeg idelig
Fra al synd mig kand vende,
At jeg hver tiid og sted
Til døden renses, saa
Jeg helligheden ved
Din kraft fuldende maa.

Nr. 26.

Mel. Af Dybsens Nød etc.

Et helligt liv, en salig død
Hinanden kierlig møder,
De har det skiulte man i skiød,
Som døden selv forsøder,
De to maae ikke skilles ad,
Den eene giør den anden glad,
Og meget liflig favner.

2. Naar den, som troer paa JEsum ret,
Maa føle megen plage,
Da tænker hand, naar hand er tret:
Gid ingen dog forsage,
Velan! nu kommer snart min død,
Saa giør hun al min jammer sød,
Og ender al min plage.

*

- - -

* 77

3. Og faaer hand siden dødens bud,
O tænk, hvor sødt det smager,
At hand har holdet fast ved GUd
I fristelser og plager,
Ja, hvordan det gik op og ned,
Hand dog en god samvittighed
Beholdt ved JEsu naade.

4. At have striidt den gode striid
Og løbet ufortrøden
Paa troens vey til sidste tiid,
Hvad er det sødt i døden!
Vel den, sin HErre tro har tient,
Sit ærinde saa vel fuldendt,
Og bort i fred kand fare.

5. O Simeon! du hiertens mand,
O tusind fold til lykke,
Du prydet har din tiid og stand
Med hellighedens smykke,
Du lod en himmel-vandring see
Til alderdommens sidste snee,
Og tiente GUd paa jorden.

6. Al verdens Frelser var din skat,
Du brugte dine kræfter
At tiene HErren dag og nat,
Det stræbte du kun efter,
Du gik al verdens lyst forbi,
Og naaede paa den trange stie
En sød og salig ende.

7. Hvad under da, at dødens rad
Dig ey forfærde kunde,
Du gik til hendes port saa glad
Som fugl i frydens lunde,

* 78

Du tog din JEsum sødt i favn,
Saa reyste du i HErrens navn
Til søde himmerige.

8. Nu denne troe er grunden til
Et helligt liv at føre,
Naar sielen JEsum favne vil,
Hvor kunde den da giøre
Ham noget vitterligt imod,
Man vover før sit liv og blod
Og al den ting man eyer.

9. Den blinde verdens døde troe
Kand ingen død fordrive,
Den sikkerhedens falske roe
Til sidst sig tabt maa give,
Den Hellig Aand os føre vil,
At al vor vandring sigter til
Vor Faders priis og ære.

10. O! JEsus er endnu at faae,
Men hand vil favne-tages,
Har man ey skønnet før derpaa,
Da skal det dybt beklages,
At sielen finder ingen roe,
Før hun udi den sande troe
Sin Frelser seer og favner.

*

- - -

* 79

6. Passions-Psalmer.

Nr. 27.

Mel. Nu vel an, vær frisk etc.

Eller: Som Hiorten med tørst befangen etc.

Alle Christne-siele skynder
Eder op til bøn og bod,
Faste-tiden nu begynder,
Og fremviser JEsu blod.
Al den deel der græde kand,
Alle øyne staaer i vand,
Alle hierter sukker, bløder,
JEsus til sin pine møder.

2. Ingen kand den jammer sige,
Som man her paa jorden saae,
GUd sin Søn af himmerige
Lod til pine-bænken gaae,
For at faae os frelst og frie
Udaf syndens slaverie
Og en evig helved-plage,
Derom tale disse dage.

3. Hvilken møye, hvilken iver
Maa da ikke blive brugt?
At man ret deelagtig bliver
I vor JEsu pines frugt;
Christi blod os nytter ey,
Følge vi den brede vey,
Hvo sig andet her indbilder,
JEsu blod og himlen spilder.

4. Nu I Christne, som bekiende
Eder til det Christne-navn,
Skal det ikke have ende
Med den syndig fastelavn?

*

- - -

* 80

Skal det dyre JEsu blod
Trines mere under fod?
Vil man altid med at synde
Vores faste-tiid begynde?

5. Hvad skal Bacchi hedensk gilde
Midt i JEsu menighed?
Hvad skal hand sin bærme spilde
Hos vor Frelsers blodig sveed?
Hvad har den forbandet skik,
Fastelavens dantz og drik,
I Gethsemane at giøre?
Skal det ey engang ophøre?

6. Vægterne paa Zions volde
Tale frisk i denne sag,
Hvad skal spøgerie og trolde
I GUds naades lyse dag?
Udi huse hver en mand
Være derimod en brand,
Jage paa vor HErres vegne
Saadan skik af vore egne.

7. Op af søvne! op af drømme!
O! du arme Christne-flok,
Op i bedrings-graad at svømme,
Her er raset længe nok.
Har GUd ey sit riis i blød
Til enhver, som JEsu død
Og hans blod saa ringe agter
Med saa liderlige fagter?

*

- - -

* 81

8. Kommer I, som før i slige
Verdens lyster have rendt,
Kommer, lader eder sige;
Lader det nu være endt.
Tager JEsum ret i favn,
Det er vores fastelavn;
Lover, at I aldrig mere
Verdens vellyst vil begiere.

9. Kommer I, som JEsum kiende,
Træder frem paa eders vagt,
Lader eders lys kun brænde
Mod den sorte mørkheds-magt,
Og med ordet, bøn og sang
Giører satan tiden lang,
Vover det i troens glæde
Al hans magt at undertræde.

10. Kommer alle! vi vil vie
Denne tiid med taare ind,
At GUds pine os kand svie
Ind i hierte, siel og sind
Til en uforfalsket bod
Udi paaske-lammets blod,
Og til derved alle dage
Verdens lyster at forsage.

11. Nu god nat, du gamle vane!
Synde-fulde fastelavn!
Christi korses blode-fane
Svinge vi i JEsu navn.
Hvo en Christen være vil,
Ret vil høre Christum til,
Skal ved JEsu død og pine
Verdens lyster undertrine.

*

- - -

* 82

12. Søde JEsu! lad det lykkes
Med min faste, bøn og bod,
At din pine-perse trykkes
Ind udi mit hierte-rod,
At jeg altid hvor jeg gaaer,
Grunder kun paa dine saar;
Dine mange pine-bænke,
Lad mig paa dem altid tænke.

Nr. 28.

Mel. Immanuel, vi synge dig.

Bryd giennem, mit anfegtet sind,
Bryd giennem modgangs skarpe vind,
Kom hid, Guds eget Lam at see,
Paa korset fuld af spot og spee
Og hierte-vee.

2. Hand rekker sine arme ud,
At favne dig, sin kiere bruud,
Hand rekker dig sin milde haand,
At fatte din beklemte aand
I dødens baand.

3. Gak nu da frisk i kamp og striid,
I krigen prøves troe og fliid,
Thi hvert et anfald lærer dig,
Hvor man i ham ret mandelig
Kand værge sig.

4. Hand byder sine vunder frem,
At hiertet der kand løbe hiem,
Der leve udi JEsu troe,

*

- - -

* * 83

Der, som udi en himmel, boe
I fred og roe.

5. Her er et slot mod al din nød,
En cuur mod helvede og død,
En kilde fuld af livets vand,
Et hav, som tørsten slukke kand,
Ja helved-brand.

6. Naar fristelse os kommer paa,
Om vi end kraftesløse staae,
Da styrker du det svage mood,
Naar hiertets mening er kun god
Og holder fod.

7. Nu søde JEsu! siele-ven!
Til dine saar jeg haster hen;
Min siel dig ikke slippe kand,
Før jeg kand føle lys og brand
I naadens stand.

8. Mit hierte finder storm og sluud,
Det regner idel salt og luud;
I troen løber jeg til dig,
Du eene kand saa sødelig
Husvale mig.

9. Jeg flyer hen til dine saar,
Naar aandens lyst og kraft forgaaer,
Jeg qvæger mig udi dit blod,
Naar sielen finder denne flod,
Da faaer jeg mood.

10. U-endelige naades-haf,
Din kirkes trøst og støde-staf,

*

- - -

* * 84

Hvor styrker os din trofast haand,
Som fattes af min svage aand
I troens baand.

11. Der hænger du, saa hierte-huld,
Af andres skam og skændsel fuld;
Kun at et fristet hierte maa
Din aabne sides balsom faae,
Og frelse naae.

12. Du blodig blev fra taa til top
Hængt for den hele verden op,
Og kiøbte ved din haarde død
Os fri fra sielens bittre nød
Og helved-stød.

13. Ey! bort da sorrig af mit sind,
Jeg drager til min JEsum ind;
I ham jeg finder roe og rast,
Fordi min svare synde-last
Var paa ham kast.

14. Det livets ord, den Guddoms kraft,
Har saadan kiempe-styrke haft;
Velan, min JEsu, siele-skat,
Jeg længes bort fra verdens nat.
Kom! tag mig brat.

*

- - -

* 85

Nr. 29.

Mel. Himlen er det rette Land.

Gak hen i Gethsemane,
Siel! og see,
Hvad din JEsus megen vee
Lide maa for dine lyster,
Og i støv
Som et løv
Af banghed ryster.

2. Helveds ild og svovel-flod
For ham stod.
Døden fnyste ham imod,
Syndernes utallig mængde,
Som en hær,
Hannem nær
Paa livet trængde.

3. Hvor min JEsus seer omkring,
Ingen ting
Udi hele verdens ring
Er med nogen trøst til rede,
JEsus maa
Eene staae
For HErrens vrede.

4. GUd hand mod ham stiller sig,
Skrekkelig,
Skiønt hand giver jammer-skriig,
Skiønt hand løfter modigt øye,
Fuld af blod,
Op imod
Guds himles høye.

*

- - -

* 86

5. Trende gange hand omkuld
Pine-fuld
Falder i den sorte muld,
Og, naar al hans kraft forsvinder,
Saa er det,
Striden ret
Sig først indfinder.

6. Som i sidste aande-dræt
Man er tret,
Og da først maa stride ret,
Naar det baand, som sammenspænder
Siel og krop,
Brister op
For dødens hænder.

7. Skiønt den timelige død
Honning-sød
Regnes maa mod JEsu nød;
Thi GUd Fader, for at hevne
Syndens skam,
Plaget ham
Af grummest evne.

8. O! forhærdet hierte, see,
Denne vee
Burde dig med rette skee;
Men at du GUds vredes hede
Kand undgaae,
Derfor maa
Din JEsus svede.

9. Men forundre dig ihiel,
Kiere siel,

*

- - -

* 87

Hvordan kunde blodet vel
Giennem hele aarer bryde,
Da der ey
Fandtes vey
Og gang at flyde.

10. Under er, at blodet gaaer
Uden saar;
Men min siel det saa forstaaer:
At det blod for længsels iver
Ikke vil
Bie, til
Man hul opriver.

11. Thi den død, hand saae der stod
Os imod,
Skar ham i hans hierte-blod,
Som af iver for os brændte,
At det brast
Ud i hast
Os hielp at hente.

12. Kierlighed i kampen gaaer,
Giør sig haard,
Agter ingen blodig saar;
Kierlighedens fulde iver
Bryder ud,
Og sin bruud
Fra satan river.

13. Som du og for hvad du leed,
For din sveed,

*

- - -

* 88

For dit blod og kierlighed,
Dette vil aldeles have,
At jeg mig
Ofrer dig
Til evig gave.

14. Mig som ey fra haand til fod
Har en god
Draabe i mit hele blod;
Saadan fuld af synd og plage,
Som jeg er,
Du begier,
Og vilt antage.

15. Hiertens-gierne siele-ven,
Tag mig hen!
At jeg faaer dig selv igien;
Jeg mig er kun selv en plage,
Intet nu,
Uden du,
Mig kand behage.

16. Thi alt siden jeg har haft
Smag og kraft
Af min roses purpur-saft,
Saa er verdens sødest mine
Mig ey meer,
End en fier,
Ja daglig pine.

17. Hielp mig kun, min Frelsermand,
At jeg kand
Elske dig i ild og vand;
At jeg holder dig saaledes
For min skat,

*

- - -

* 89

At jeg plat
Af verden kedes.

18. Kom, min Ære! kom, min lyst!
Kom og kryst
Mig nu til dit blodig bryst;
Det er al mit ønskes mening,
At jeg maa
Med dig staae
I sand forening.

Nr. 30.

Mel. Et lidet Barn saa lystelig.

Her seer jeg da et Lam at gaae,
Og sig til døden skynder,
Et taaligt Lam, som bærer paa
Al verdens sorg og synder;
Til pine-bænken staaer hans hu,
Og siger: see, her staaer jeg nu
For Adams kiøn at stride;
Man viser alle piner frem,
Hand svarer: gierne! hvert et lem
Er færdigt til at lide.

2. Det Lam er HErren, stor og stærk,
Med verdens kiøn forbunden,
Som GUd til vor forløsnings verk
Har eene dygtig funden.

* *

- - -

* * 90

Gak hen, min kiere Søn, og liid
For dem, som indtil evig tiid
Min vrede skulde smage;
Den straf er grusom ud at staae,
Men verdens frelse staaer derpaa;
Vil du dig dem antage?

3. Ja, Fader! ja, af hiertens grund,
Leg paa, jeg vil det taale;
Lad komme kun den bittre stund,
Jeg drikker denne skaale.
Hvo vidste før slig kierlighed,
Saa høy, saa dyb, saa lang, saa breed,
At tænke eller nævne?
O kierlighed! saa stærk og stor,
Du fører den til kors og mord,
For hvilken klipper revne.

4. Paa korsets træ du piinte ham
Med nagler og med spyde,
Hvor saae man da det offer-lam
Udi sit blod at flyde;
Hvor saae man da hans hierte slaae,
Hver aare som en bæk at gaae,
Hans rosen-kinder blegne!
O Lam! hvorledes skal jeg dig

*

- - -

* 91

For saa ret ubegribelig
En kierlighed begegne?

5. Mit hierte vil jeg dag og nat
Med længsel til dig vende,
Hver time vil jeg dig, min skat!
I kierlighed omspænde.
Du være skal mit hiertes roe,
Ja naar mit hierte gaaer i to,
Skal du mit hierte blive;
I dig jeg ene roser mig,
Alt mit, det vil jeg evig dig
Til eyendom forskrive.

6. Din liflighed med fryde-sang
Jeg nat og dag vil ære,
Og til mit sidste aandefang
Dig plat opofret være;
Hver tanke, ord og gierning skal
I dine fodspors dybe dal
Som stille bække rinde;
Og alt det, du mod mig har giort,
Jeg vil i hiertet prente stort,
Din død til evig minde.

7. Mit hierte skal en rosen-dal
Og skatte-kammer hede,
Den største skat en himmel-sal
I hende vil berede,

*

- - -

* 92

Bort perle-pragt og gyldne skat,
Som skinner kun i verdens nat,
Jeg har en bedre funden;
Den skat, jeg have vil og faaer,
Er den, som er af JEsu saar
Og aabne side runden.

8. Det skal jeg ogsaa al min tiid
Mig føre ret til nytte,
Det skal mig giøre stærk i striid,
I farlighed mig skytte,
I sorgen give harpe-spil,
Og naar mig intet smage vil,
Skal det mit manna blive,
Min viin, naar jeg af tørst er mat,
Naar jeg er ene og forladt,
Mig tiden sødt fordrive.

9. Mit liv det er i JEsu blod
Trods alle dødens pile,
Gaaer hele verden mig imod,
Jeg deri har min hvile;
Det lindrer alle siele-saar,
Forfrisker modet, naar jeg gaaer
Beklemt med svare tanker,
Naar mange plagers hvirvel-vind
Forvirre vil mit bange sind,
Da er hans blod mit anker.

10. Hans blod mit purpur være skal,
Naar jeg engang maa træde
Af denne verdens jammerdal
Til evig fryd og glæde;

*

- - -

* 93

Min krone i Guds himmel-sal,
Naar jeg som solen skinne skal;
Alt hvad mig skenket bliver,
Den dag jeg skal for thronen gaae,
Og bruud ved JEsu side staae,
Det alt hans blod mig giver.

Nr. 31.

Mel. Sving dig op mod Himlens etc.

JEsu, sielens lyse dag,
Glæde, fryd og ære,
Al mit hiertes velbehag,
Lad mig dog frembære
Denne slette tak for al
Dine piners møye,
Kast paa dette fode-fald
Dog et naadigt øye.

2. Jeg betænker, hvad der dig
Dog bevæge kunde,
At du vilde her for mig
Næsten gaae til grunde,
At du angest, vold og nød
Villig vilde lide,
Og ey mod saa haard en død
Med een mine stride.

3. Nu din faders kierlighed,
Naadens rige kilde,
Og at du saa meget leed,
Og saa gierne vilde,

*

- - -

* * 94

Det har, JEsu, magt det saa,
At ey noget hierte
Tør forsage og forgaae
Udi syndens smerte.

4. O! et raad, som al forstand,
Vid og sands maa vige,
O! en gierning, som der kand
Aldrig faae sin lige,
Hvad et menniske, det muld,
Ikke værd at nævnes,
Har bedrevet synde-fuld,
Paa GUd selv skal hævnes.

5. Mine lysters vilde green,
Har dig saadan slaget,
Og indtil det hvide been
Pidsket, piint og plaget,
Synden haver sat dig saa
Dybt i skyld og brøde,
At du dig omsider maa
Derfor lade døde.

6. Straffen, som jeg idelig
Skyldig var at lide,
Ligger gandske nu paa dig,
Og ved dødens qvide
Er os fred og frelse bragt,
Derfor vil mig sømme,
Denne kierlighedens magt
Evig at berømme.

7. Lad mig, JEsu! al min tiid
Frugten deraf nyde,

*

- - -

* 95

At jeg kand i nød og striid
Ved din død mig fryde,
Ach mit hiertes hierte, kast
Ved din død og smerte
Alle mine synders last
Langt bort fra mit hierte.

8. At saa snart jeg ingen fred
I min siel kand finde,
Maatte straxen qvæges ved
Naadens kølne vinde,
JEsu! see! jeg falder dig
Hierte-knuust til fode,
Ønskende at bedre mig
Ret fra grund og rode.

9. Nu jeg veed, paa hvem jeg troer,
Og hos hvem jeg bliver,
Hvo min sag paa denne jord
Og i himlen driver,
JEsus ene er min skiold,
Som mig vil beskierme,
Om end alle dievles vold
Vilde mod mig sværme.

10. Jeg, som efter striid og død
Skal i himlen sveve,
Vil nu i dit favn og skiød
Baade døe og leve,
Til man efter dødens striid
Sige skal med glæde:
Der er JEsus mild og bliid,
Der er hand til stede.

*

- - -

* *

sag. - 10,2: sveve] befinde mig.

96

Nr. 32.

Korsfæste! see! jeg vil i troe
Saa inderlig med dig forbindes,
Og søge al min siele-roe
Udi din pines kraft at findes,
Jeg har til min ære allene betænkt,
At være med JEsu paa korset ophængt.

2. Ach! at jeg kunde snoe mig om
Dit kors, din angest, død og pine,
Og med det samme for GUds dom,
Ret som det var mit eget, trine.
Ach! maatte mig vorde den ære tiltænkt,
At være med JEsu paa korset ophængt.

3. Ach! at jeg kunde loven dog
At af dø e ret i aanden lære,
Og dens utaalelige aag
For mig ubrugelig erklære;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

4. Ach! at jeg maatte dog med dig
Som den, der døer, de ting forlade,
I hvilke verden roser sig,
At agte dem for skarn og skade;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

5. Ach! at den gamle Adam med
Til korset ogsaa lod sig banke,

*

- - -

* 97

Saa havde jeg ey meer fortred
Af nogen syndig lyst og tanke;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

6. Saaledes lad mig i din død,

O JEsu! saadan samfund finde,

Og derved alle synders nød,

Lov, kiød og verden overvinde,

Opfyld dog mit ønske, som tiener mig best,

At være med JEsu min Frelser korsfæst.

Nr. 33.

Mel. Af Dybsens Nød raaber jeg etc.

Naar jeg min JEsu piinsels færd
Veemodig giennemvanker,
Er alting vel forundring værd,
Og skrekker mine tanker,
Man spytter ham i øyne op,
Man slaaer hans arme ømme krop,
Ja blaa og blodig banker.

2. Men dog i sær at dette mord
Ey kunde af ham pine
Det mindste utaalmodigt ord,
Ja ey engang en mine,
Hvor længe hand end maatte staae,
Og lade sig saa voldsom slaae,
Bespytte og begrine.

3. Pilatus ham hudstryge lod
Det heftigste hand kunde,
Betænk, hvor randt det dyre blod
Af hver en riblet vunde?

*

- - -

* * 98

Hvor kiødet hængte sønderslidt,
Ret som hand reven var og bidt
Af vilde dyr og hunde.

4. Paa korset var hans legem fast
I grusom vee og svie,
Men sielen var i dødens bast,
Hand blev dog ved at tie,
Endskiønt hand kunde ey engang
I denne korsets nagle-tvang
Sit piinte legem vrie.

5. Dog at man hans taalmodighed
Des bedre kunde vide,
Hvor svar den pine var, hand leed,
Hvor haardt hand maatte stride,
Da skreeg hand ud af dødens nat
Det helved-bittre ord: Forladt!
I dødens grumme qvide.

6. Just i den allerhaardest nød,
Da satan skulde bukke,
Der JEsus fik det sidste stød,
Til vredens ild at slukke,
Da brød hans siel forfærdet ud:
Hvor kand du saa, min Gud! min Gud!
Din naade for mig lukke?

7. Her gaaer det løs paa satans magt,
Af høyeste formue,
Min JEsu krop var spendt og strakt
Paa korset, som en bue,
Hans raab og skriig i denne kamp,
Det var hans hiertes qvalm og damp
Af HErrens vredes lue.

*

- - -

* 99

8. Det er min JEsu feyde-skriig,
Til satan at bekrige,
Skal helvede ey frygte sig,
Naar himlen selv vil skrige,
Saa blev det og kun knald og fald
Ved JEsu stemmes torden-skrald
I dødens mørke rige.

9. Vor løve med sin stærke lyd
Os frelse vil forkynde,
Enhver sig snart med lyst og fryd
Til rov og hytte skynde,
Guds sande kirkes gandske leyr
Skal raabe høyt om fred og seyr
I kierlighedens brynde.

10. Her raaber JEsus: Ud paa vagt
Fra syndens trygge sæde!
Op, op ved JEsu pines magt,
Paa satans hals at træde!
Enhver, som har sin JEsum kier,
Beruste sig med HErrens hær
Mod verdens lyst og glæde.

11. O! JEsu lad din piinsels røst
Mig ind i øret skrige,

*

- - -

* * 100

At hiertet stedse i mit bryst
Mod verdens lyst kand krige.
Den gift, som JEsu hierte brød,
Kand den en Christen være sød?
Det var jo skam at sige.

12. Og naar din stærke røst engang
Vil vække alle døde,
Naar englerne med jubel-klang
I fryds basuner støde,
O! lad mig da, o JEsu, dig
Med himmel-fryd og glæde-skriig
For dommens throne møde.

Nr. 34.

O JEsu! GUds taalmodig lam,
Som med saa taaligt hierte
Paatog dig verdens synd og skam,
At bære al vor smerte,
Forleen mig og et taaligt sind,
Naar jeg skal med i striden ind.

2. Du lidde, at jeg skulde med
I dine fodspor træde,
Og gaae saa troligen afsted
Mit korses gang med glæde,
Ach! hielp mig, at jeg slipper ey
Taalmodighedens rette vey.

3. At gaae med dig til kors og mord,
Det er min største ære,

* *

- - -

* * 101

Ja meer, med dig paa denne jord
Hver stund korsfæst at være,
Dog derhos ønsker, at jeg maa
Som lammet dertil taalig gaae.

4. Lad bruse pine, kors og nød
Som havets salte bølger,
Og hvad der med en voldsom død
Af spot og pine følger,
Naar jeg kun ved min vee og skam
Maa findes taalig som et lam.

5. Jeg veed, man uden kors og trang
Til kronen ey kand træde,
Fordi du gikst den samme gang
Hen ind i himlens glæde,
Hvo ey med dig til kors vil gaae,
Kand ey for dig med kronen staae.

Nr. 35.

Mel. Vreden din afvend etc.

O lam! som ingen syndens gift har saaret,
I din fuldkomne reenhed ubeskaaret,
U-endelig meer deylig end den klare
GUds Engle-skare.

2. Du est den rene, af GUds aand undfangen,
Deylig som solen i din glands opgangen,
Som blant os torne lod sig deylig skue,
Min søde drue.

* *

- - -

* * 102

3. Hvor gaaer det til, at du da staaer opskrevet
Som den, der havde alle synder drevet,
Ret som der var i ondskab ey din lige
Paa jorderige.

4. Afgrunden ey allene, men tillige
Himlen dig selv begynder at bekrige,
Mægtige skarer seer man at fremtrine
Til dig at pine.

5. Der ligger du i angst og blodig søle,
Hvo kand begribe hvad du maatte føle,
Man seer dig for GUds grumme vredes lue
Skielve og grue.

6. Man griber dig, og fører som en fange,
Man spytter paa dig, slaaer og giør dig bange,
Torne og pidske giør dit Ømme hierte
Utrolig smerte.

7. Du holdtes en forbandet ting at være,
Dig at begrine holdt man for en ære,
Af GUd forladt du var, og maatte smage
Helvedes plage.

8. Menniske siig: Er dette ey en plage,
Hvortil man skulde grove syndre jage;
Hvi skal uskyldigheden selv da lide
Saa haard en qvide.

9. Det var, for hand vor gield sig lod tilskrive,
Derfor hand maatte sig til døden give,
Til gielden, for de skyldige at spare,
Borgen maa svare.

*

- - -

* 103

10. Ustraffet kunde synden aldrig blive,
Til hvilken GUd lod dødsens-dom opskrive,
Den sag engang paa jorden maa fuldbyrdes,
JEsus skal myrdes.

11. Hvad synden er, hvad plage den fortiener,
Har GUd, før hand med syndre sig forener,
Ved saadan strænghed skuldet aabenbare,
Kand ikke spare.

12. Hav tak, o lam! at du paatog den pine,
Og i GUds vredes-perse lod dig trine,
Saa taalig i den svare lue brændte,
Som jeg fortiente.

13. I sandhed, du har baaret al min smerte,
Straffen blev lagt paa dit uskyldig hierte,
At du mig kunde fred og frelse skaffe,
Lod du dig straffe.

14. Jeg tager an, hvad du til veye bragte,
Jeg troer, at du just derfor lod dig slagte,
At mig, som nu er frie fra syndens brøde,
Intet kand døde.

15. Ach! styrk min troe, at den kand staae sin prøve,
Og lader sig ey denne skat berøve,
Som ey med alt, hvad verden har i eye,
Bringes til veye.

16. Lad mig din pines frugter stedse nyde,
Lad denne kilde paa mit hierte flyde,
At jeg mig ved din pines purpur-klæde
Stedse kand glæde.

*

- - -

* 104

17. Synden, som nu i dig har mist sit rige,
Lad den nu og med skam og skiendsel vige,
At jeg den samme i mig aldrig mere
Lader regiere.

18. Kun dig! kun dig! mit lam skal hermed livet
Til eyedom aldeles være givet,
Hvortil du har mig ved din pine vunden
Og høyt forbunden.

19. Saa skal og kand mig intet fra dig vende,
Jeg bliver din til livets sidste ende,
Da jeg din priis derfor med engle-tunge
Stedse vil siunge.

Nr. 36.

O! min kierlighed og glæde,
Du forønskte salighed,
Som af medynk vilde træde
I din pines jammer ned,
Og saa villig var til rede
Med dit blod, o milde lam,
Til at slukke himlens vrede
For al verdens synd og skam.

2. Kierlighed, som saa forfærdet
Udi urte-gaarden stod,
Var dog udi sindet hærdet
Til at lide indtil blod.

* *

- - -

* * * 105

Kierlighed, som var saa rede
Til at dæmpe vredens brand,
Hvilken helved-sydend' hede
Ellers ingen slukke kand.

3. Kierlighed med taaligt hierte
Al bespottelse har hørt,
Kierlighed i største smerte
Ey til vrede blev oprørt,
Kierligheden lod sig kiende
Midt i dødens haarde sluud,
Kierligheden saae man brænde,
Da hans lives lys gik ud.

4. Kierlighed, hvis arme vilde
Tage mig til sidst i favn,
Kierlighed, som i sin milde
Faders venskabs trygge havn
Mig har vildet overgive,
Da hand for mig græd og bad,
I hans naade at forblive
For al fare ubeskad.

5. Kierlighed, som har troloved
Sig med mig ved mange saar,
At hand, som min mand og hoved,
Nu for regenskabet staaer;
Lad mig og med al min smerte,
Mens jeg skal i verden boe,
I dit giennemstungne hierte
Finde stille ly og roe.

6. Kierlighed, som lod sig slagte,
Og en evig hielp og trøst
Derved mig tilveye bragte,

*

- - -

* 106

Ach! Hvor himles ret mit bryst,
Naar jeg glædelig begrunder,
At jeg midt i døden maa
Hvile udi dine vunder,
Hvor mig ingen død kand naae.

7. Kierlighed til døde krænket,
Og for mit forfrøsnet mod
I den kolde grav nedsenket,
Ach! hvor frydes alt mit blod,
Tak! o tak! tak at du døde,
At jeg evig leve kand,
Hav mig, tag mig, o min søde
Frelser! til dit fryde-land.

Nr. 37.

Mel. Nu hviler Mark og Enge etc.

O! verden kom at skue
Dit liv paa korsets bue
I døden synket ned,
Hvor himlens fryd og ære
Saa hart sig lod besvære
Med hug og al elendighed.

2. Triin hid, og merk dog nøye,
Hvor ansigt, mund og øye
Er fuld af sveed og blod,
Hvor suk og vee og smerte
Af hans forpiinte hierte
Udbryder som en stridig flod.

* *

- - -

* * 107

3. Hvem har dig dog saa slaget?
Min skat! saa piint og plaget?
Din skikkelse forbrændt?
Du giorde aldrig ilde,
Dig syndens onde kilde,
Som i os er, var ubekiendt.

4. Jeg, jeg har foraarsaget,
At du est bleven slaget,
Jeg voldte denne straf
Med mine synders mængde,
Hvorfore man dig trængde
Ind i dit store piinsels haf.

5. Jeg, jeg er skyldig funden,
Jeg burde været bunden
Og kast i pølen ned,
De slag, den haarde qvide,
Som du har vildet lide,
Det var min straf og rettighed.

6. Den straf mig burde myrde,
Du lader dig paabyrde,
Saa tung som steen og bly,
Forbandelsen dig rammer,
Velsignelsen annammer
Min siel i dine vunders ly.

7. Du lover for vor brøde,
Dig lader slaae og døde,
Du føler vredens riis,
Du bærer torne-krone,
For vores synd at sone,
Og sette os i Paradiis.

*

- - -

* 108

8. Du sprangst i dødens grube,
At du af satans strube
Mig kunde rive ud;
Min grumme død du døder,
Og i din grav nedstøder
Af iver for din arme bruud.

9. Den frelse, jeg har funden,
Har giort mig dig forbunden,
At være ofret op,
Kun der at stræbe efter
Af alle mine kræfter,
At være din med siel og krop.

10. Meer kand jeg ey optænke,
Din kierlighed at skenke,
Hvad kand jeg her formaae?
Men dine piners minde
Du skalt til døden finde
I sielen lue-rød at staae.

11. Det setter jeg for øye,
Mig derved at fornøye
Hvert øyeblik og stund;
Det som et speyl skal lære
Mig, nat og dag at være
Dig troe af gandske hiertens grund.

12. Hvor vore synder skiende
Guds ære, og antænde
Hans nidkierhed som blaar,
Hvor synd om straffen skriger,

*

- - -

* 109

Hvor høyt den lue stiger,
Det vil jeg see i JEsu saar.

13. Jeg deraf og vil lære,
At jeg skal prydet være
Med saadan stille aand,
Et kierligt sind at øve
Mod dem, som mig bedrøve,
Naar vreden tager overhaand.

14. Naar onde tunger stænke
Forgift, mit navn at krænke,
Da vil jeg være tys,
Den sky kun lade drive,
Min næstes feyl tilgive,
Og tage derfor JEsu kys.

15. Jeg vil mig med dig henge
Paa korset, og hudflenge
Mit hiertes onde lyst,
Hvad dine øyne hade,
Det vil jeg aldrig lade
Faae rum og roe udi mit bryst.

16. Dit blod, der randt saa saare,
Din skriig og tusind taare,
Din dødens kamp og sveed,
Min arme siel skal tage
Omsider, og ledsage
Til evig fryd og salighed.

*

- - -

* 110

Nr. 38.

U-op-øselige kilde,
Som din Fader selv har sat,
Til hans vrede at formilde,
Hvormed verden var beladt,
Naar du, Gud! dit blod lod rinde,
Og mod ham for verdens gield
Indtil døden lydig finde
Som den rette naades væld.

2. Tak og ære jeg dig giver,
At du lod dig, milde lam,
Udi kierlighedens iver
Føre hen til korsets skam:
Ach! at jeg ret kunde skue,
Hvordan kierligheden stod
I dit hierte som en lue,
Der du for mig giorde bod.

3. Vel er jeg ey værd at trine,
O! jeg slemme usle ting!
I min trængsel til din pine,
Naadens rette kilde-spring,
Dog de svage at forbinde
Est du jo forordnet til,
Mild og venlig kand dig finde,
Hvo med Peder græde vil.

4. Derfor see, min siele-hyrde!
Ikke paa, hvad jeg er værd,
See kun paa den svare byrde,
Som mit hierte klemmer her,

*

- - -

* 111

Du veedst selv, hvordan det trykker,
Under syndens last at gaae,
Som, til hiertet brast i stykker,
Paa dit milde hierte laae.

5. O! hvor maatte du dig bukke!
O! hvad blev dig veyen trang!
Da du neppe kunde sukke
Under korsets haarde tvang;
O! hvor heftig har dog smerte
Dine lemmer strakt og spendt,
Før du fik din Faders hierte
Til os arme syndre vendt.

6. Lad mig dette venskab smage
Af din naades rige væld,
Lad dit blod min skyld borttage,
Som til vores synde-gield
Du saa villig lod beramme
Udi kierlighedens magt,
Og din Guddoms liv ved samme
Pine os tilveye bragt.

7. Luk da op, o! livets klippe,
Aabne mig din sides dør,
At min siel derind kand slippe,
Naar min aand er svag og tør;
Ret som hiorten i sin brynde,
Saadan lad mit svage mod
Sig med tusind sukke skynde
Til din sides aabne flod.

*

- - -

* 112

8. Denne balsom-kraft lad styrke
Siel og hierte, marv og been
Mod al lunkenhed og tørke,
Til at holde sielen reen,
Lad dit blod i hiertet rinde,
Jage morder-englen hen,
At jeg frihed snart kand finde
For min arme siel igien.

9. Lam, som lod dig gandske give
Til at vilde være min,
Jeg mig kraftig vil forskrive
Evig at forblive din.
Du nu bærer ærens krone,
Drag mig JEsu, jeg vil med,
Til at see dig paa din throne,
Og at vorde brudeklæd.

Nr. 39.

Mel. Som en Hiort med etc.

Vær velsignet, naade-throne,
Tusind gange, at du var
Villig, synden at forsone,
Som dig selv fortørnet har.
Ach! hvad er jeg fryde-fuld!
Naar jeg kaster mig i muld,
Ved din blod-regn at bedugge
Sielen, under korsets skugge.

2. Jeg omfavner dine mange
Purpur-røde slag og saar,

*

- - -

* *

skygge.

113

Og vil kysse tusind gange
Hvert et nagle-gab og skaar.
O! hvo kand, min salighed!
Al den svare tørst du leed
For mig arme løs at rive,
O! hvo kand den tørst beskrive!

3. Kom, min Læge! at forbinde
Mit forknuste sind og mod,
Lad mit arme hierte finde
Redning i din død og blod,
Tag den gandske skade bort,
Som mig Adams fald har giort,
Og jeg selv har bragt til veye,
Ved din pines blodig leye.

4. Skriv mig, JEsu! dine vunder,
Blod og død i sielen ind,
At jeg seer dem alle stunder
Trykt og prentet i mit sind;
Du allene est den mand,
Som min siel fornøye kand,
Lad mig her i støvet finde
Det du lod paa korset rinde.

5. Disse fødder vil jeg holde
Som min sieles faste stavn,
Mine hænder vil jeg folde,
Og dig spænde i min favn;
Lad mig finde ly og læ
Under dette livets træ!
Siig; Lad sorgen borte blive,
Jeg vil al din synd fordrive.

*

- - -

* 114

Nr. 40.

Mel. Som en Hiort med etc.

JEsum seer jeg for mit øye,
Som jeg ret skinbarlig stod,
Golgatha, paa dine høye,
Hvor man saae Guds hierte-blod,
Og med det, jeg der kand see,
Med den pine, ach og vee,
Som Guds Søn saa haardt bespendte,
Jeg mit hierte fuldt vil prente.

2. Jeg vil alting nøye skrive
Paa mit hiertes tavle ind,
Hver en draabe blod skal blive
Trykt og stemplet i mit sind;
Jeg vil see, saa langt jeg kand,
Ind i JEsu pines stand,
Og med bitter graad begrunde
Hvert et slag og blodig vunde.

3. JEsu dine fødder bløde,
De som gik paa jorden før
Hver beængsted siel i møde,
Dem at aabne livets dør.
Nu har naglens haarde staal
Fæstet dem ved dødens maal,
Der maae de i saadan svie
Al vor frelses tiid opbie.

4. Jeg min fod ved din vil sette,
Holde ud i korsets tvang,

*

- - -

* 115

Trængsel skal mig ikke trette
Paa den snevre livets gang;
Jeg har seet, hvor fast du stod
Til den sidste draabe blod,
Giv du mig kun mod og kræfter,
Jeg vil trolig følge efter.

5. O! hvor bleve JEsu arme
Spendte ud med bødle-tvang,
Og i fiendens grumme harme
Naglede til korsets stang,
O! hvad er den smerte haard,
Da de store nagler gaaer
Giennem disse rene hænder,
Og paa pinebænken spender.

6. De udspendte sener bryde
Satans stærke løve-tand,
Og de knuste aarer flyde
Til at slukke vredens brand,
Nu er dødens heele magt
Og hans fæstning haardt belagt,
Den korsfæste vil bekrige
Mørkheds fyrstes sorte rige.

7. Hvad er det hans armes kræfter
Sprænges for af vee og værk?
Hvad er det hand favner efter,
Da hans hierte slaaer saa stærk?
Det er dig, hand har saa kier,
Dig, mit hierte, vil hand nær
Til sit eget hierte drage,
Dig vil JEsus favne-tage.

*

- - -

* 116

8. Hvad man giorde ham for svie
Og uhørlig spot og skam,
JEsu søde læber tie
Gandske stille som et lam,
Beder stærk for hver mands siel,
Som ham sloge selv ihiel,
Lindrer sødt sin moders smerte
Og en røvers knuste hierte.

9. Munden taler af sit hiertes
Store overflødighed,
Giennem al den svare smertes
Galde flyder honning ned,
O du sukker-søde mund!
Dine ord til sidste stund
Vil jeg kysse, giemme, lyde,
Skal mig lede, styrke, fryde.

10. JEsu øynes milde miner
Alle sandser overgaae,
At hand midt i alle piner
Til en røver naadig saae,
Kierlighedens taare randt,
Til hans øynes lys forsvandt,
Disse øyne maatte briste,
For hand kunde mig ey miste.

11. JEsu brustne øyne lukker
Altid mine øyne til,
Naar mig verdens lysters sukker
Fra min Gud forføre vil,
Jeg har ingen lyst at see
Det, som føder evig vee,

*

- - -

* 117

JEsu øyne mig har fundet,
Og mit gandske hierte vundet.

12. JEsu søde rosen-kinder
Falme hen i afmagts sveed,
Torne-kronens blod det rinder
Over dem i strømme ned,
Disse kinder kys, min aand,
Klap dem med din troes haand,
Tak dem, at du nu foragter
Dødens skrek og sure fagter.

13. JEsu vunder kand jeg ikke
Regne allesammen op,
Seer man neppe dog en prikke
Fri paa lammets hele krop,
Dog vil jeg mig holde nær
Ind til hver af dem i sær,
Og hos hver en vunde sige:
Her er vey til himmerige.

14. Nu er det i sær fornøden,
At mit arme hierte kand
See i smerten og i døden
JEsu hiertes bittre stand,
Nu vel an, det aaben staaer
Ved hans sides store saar,
Hvo der vil, kand deri skue
Kierlighedens stærke lue.

15. Hvor forferdelig og meget
Underligt er dette sted,
Har Guds tempel ey sit eget
Allerhelligste i fred,

*

- - -

* 118

Skal Guds helligdom og chor,
Hvor hans Guddoms fylde boer,
JEsu hierte, nu staae aaben
For de onde striids-mænds vaaben.

16. Hiertens allerkierest milde,
Søde JEsu hierte, siig:
Hvorfor flød dit hiertes kilde
Dog saa meget ledske-riig?
Lod du det ey derfor skee,
At jeg udi al min vee
Skulde finde overmaade
Megen lædske, trøst og naade?

17. Saa skal JEsu hierte vide,
Som blev aabnet med et spyd,
At hans hiertes aabne side
Er mit hiertes hiertens fryd;
Her er rum og hierte nok
For den hele verdens flok,
O, gid alle hierters sinde
Dette hierte vilde finde.

Nr. 41.

Mel. O Drøvelse, etc.

Ney, det er ey
Saa let en vey
Til Golgatha, mit hierte,
Som de fleste mene, nev!
Det vil koste smerte.

* *

- - -

* 119

2. Er sielen ret
Af synden træt,
Og tørster efter hvile,
Da er hun først bleven let,
Op til Gud at ile.

3. Det stolte mod,
Det kaade blod
Kand JEsu død ey finde;
Poenitentses taare-flod
Maa i sandhed rinde.

4. Alvorlig fliid
Og kamp og striid
Mod synden er fornøden,
Ind i JEsu piines tiid,
Ind med ham i døden.

5. Man skrekkes maa,
At tænke paa
Vor Frelsers mordres miner,
Som saa følesløse saae
JEsu svare piner.

6. Selv solen fik
En dødnings skik,
Og ikke lyse kunde;
Just i middags-stunden gik
Hendes glands til grunde.

*

- - -

* 120

7. Den sorte Jord
Sin skabers mord
Var færdig til at hevne;
Og begyndte med en stor
Bevelse at revne.

8. Et grusomt knald
Af klippers fald
Man hørde allevegne;
Stene brast med torden-skrald
I Guds marter-egne.

9. Dog stode de
Og kunde lee
Ad alle JEsu smerter;
Stene kunde mere see,
End de haarde hierter.

10. Du tænker, det
Var ikke ret,
Men skrekkeligt at sige;
Ja, jeg vil dig sige eet,
Du est deres lige.

11. Jeg siger: Du
Hvis sind og hu
Fra synden ey vil vende,
Est sandfærdelig endnu
Christi korses fiende.

12. Al verdens flok
Er skyldig nok
I JEsu beeske plage;
Hvo der ey er steen og stok,
Maa det nok beklage.

*

- - -

* 121

13. Du siger: Hvad,
Om jeg er glad?
Ja, glad i dine lyster,
Dermed du dit hoved ad
JEsu pine ryster.

14. Den deel, der var
Guds Søn saa svar,
Maa dig saa got ey giøre.
Red dig; sagen er jo klar,
Lad dig ey forføre.

15. Mit hierte tag
Guds pines sag
Til grundig eftertanke;
Lad dit sind hans korses dag
Daglig giennemvanke.

16. Ach! hierte, see,
Hvor dødens vee
Din JEsu hierte trykker!
Vil du meer i synden lee?
Hierte brist i stykker.

17. Ach! bittre død,
Ach! haarde nød,
Ach! jammer, vee og smerte!
Ach! min synd, der sønderbrød
Livets fyrstes hierte!

18. Nu verden kort
At sige bort,
Din lyst er idel møye;
JEsu død har giort dig sort
For min sieles øye.

*

- - -

* 122

7. Paa Mariæ Bebudelses Dag

Nr. 42.

Mel. Hand smelter hen i kierlighed og.

O kierlighed, som himlen sønderriver,
Som til os senkte dig i jammer ned,
Hvad for en drift, hvad for en brand og iver
Har kast dig hen i min elendighed?
O kierlighed det selv saa bød,
Hun som en moder saae mig i min store nød.

2. O kierlighed er stor udi dit hierte,
Det største under har du giort for mig,
Din kierlighed for min skyld giør dig smerte,
At midt i tornene du hviler dig,
O hvilken grad i kierlighed!
Der senkte livets ord til os i kiødet ned.

3. O kierlighed min egen slægt er vorden,
Min broder er selv kierlighedens Gud,
Guddommens væld nu lever i min orden,
Da tiden blev til evighedens bruud,
Da livet selv en søn blev skabt,
Den herlighedens glands, det lys, vi havde tabt.

4. I hannem er jo Adams kiøn forsonet,
Og sielens renselse tilbage bragt,
Og som Guddommens bruud nu bliver kronet,
Selv himlen glæder sig ved hendes pragt,

*

- - -

* 123

Vor jord-natur fik glands og skik,
Da Guddommen deri sin eye-throne fik.

5. Nu spiller viisdom her paa jorderige,
Et paradiis i sielen ned er sendt,
Af Gud vi fødes ædle, smukke, rige,
Som JEsu fødsel haver os fortient,
Den himmel-baarne siel med lyst
En anden Aand og kraft kand føle i sit bryst.

6. Ey nogen jammer kand vor glæde spilde,
Immanuel er hos os i vor nød,
Vi tør kun gaae til livets rige kilde,
Saa maa vor nød ja døden blive sød,
Jeg føler kun den jammer-stand,
Som mig i Christo dog slet intet skade kand.

7. Min synd mig ey med vredes dom kand true,
Fordi den selv er kast i vredens band,
Hvad skader mig nu hendes ild og lue,
Som oversvømmes af hans blod og vand,
Thi vor Immanuel er her,
Hand slipper sielen ey, hand har den alt for kier.

8. Et evigt liv i ham jeg haver funden,
Vor riigdom, vellyst og en prægtig stand,
Jeg er med ham, og hand med mig forbunden,
Som jeg udi min siel fornemme kand,
Hand har fornøyet mig saa vel,
Hans naades klare strøm den flyder i min siel.

*

- - -

* 124

9. Op! op min Siel, mens sørge-tonen hviler,
Op! op! med fryd i kierlighedens kraft,
Thi himlens lys og glands i sielen smiler,
Vi fik igien alt, hvad vi før har haft,
O her er seyr og vunden sag,
Vi yndes nu af Gud i Christi velbehag.

Nr. 43.

Hosianna, livets ord,
Den som styrer verdens roer,
Har nu, hierte-mild og god,
Klædt sig i vort kiød og blod.

2. Den som Gud har talet om
Strax, da synde-faldet kom,
Meldes an ved engle-mund
I en himmel-salig stund.

3. O du slange-træder, du,
Est du da selv kommen nu,
Alle fromme fædres trøst,
Al vor glæde fryd og lyst.

4. Kom, du ædle qvindens sæd,
Og os arme orme glæd,
O hvad er os denne tiid
Himmel-yndig, sød og bliid.

5. Hosianna store helt,
Folk skal vrimle om dit telt,
O vor faste naade-stoel,
Naadens himmels lys og soel.

*

- - -

* * 125

6. Kom og fyld vor siel med fryd,
Dødens brodde sønderbryd,
Styrt den gamle slange ned
Med sin magt i evighed.

7. Har du jo saa underlig
Derfor dog fornedret dig,
At vi skulde frelses ved
Dig Immanuel, vor fred.

8. HErrens vredes grumme brand
Du allene slykke kand,
Lad os see, at syndens straf
Evig nu er skaffet af.

9. Lad dit folk sig frelste see
Fra den evig pines vee,
Efterdi det inderlig
Ved din ankomst fryder sig.

10. See! saa vil vi dag og nat
Rose os af dig vor skat,
Synge dig, vor soel og skiold,
Hosianna tusindfold.

11. Helligste Tre-enighed,
Vores mund og hierte veed
Aldrig nok at takke dig,
Tag til takke naadelig.

Nr. 44.

Den, som Gud har født og baaren,
Før der fandtes nat og dag,

* *

- - -

* * 126

Er til A og O udkaaren,
Til en kilde, sum og sag,
For det kiøn, som var forlaaren,
Skyldig til at kastes ned
I den lange evighed.

2. Salig er den frugt at kalde,
Hvor en jomfru moder blev,
Og os fødde den udvalde,
Som vor jammer-nat fordrev,
Syndens gift og dødens galde,
Hvor i svøbet legges ned
Den, som skabte evighed.

3. Synger ham, I himlens høye,
Synger alle engle-chor,
Alle kræfter sig bemøye,
At hans lof kand blive stor,
Alle hierters knæer sig bøye,
Stemmer an og bliver ved
I den lange evighed.

4. Den, de ældste olde-fædre
Deres fryde-psalmer sang,
Alle prophetier hædre,
Hver i sine tiders trang,
Hand er her, vor sag at bedre,
Roser det I om ham veed,
Nu og i al evighed.

* *

- - -

* 127

5. Høye, lave, gamle, unge,
I og uden ægtestand,
Ja og hver en børne-tunge
Prise vores Frelsermand.
Hvo kand best for JEsum siunge?
Synger hvad I kand og veed
I den lange evighed.

8. Paaske-Psalmer.

Nr. 45.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Hvad er dog Paaske sød og bliid
For dem, som kiende naadens tiid,
Og syndens jammer finde,
I JEsu aabne grav vi see,
At alle himle ad os lee,
Og seyers krandse binde,
Den dag
Vor sag
Og elende
Fik en ende,
Da vor søde
JEsus hand stod op fra døde.

2. For vore synder er hand død,
Til vor retfærdighed hand brød
De stærke dødens porte,
At hand opstod, det viser grandt,
At synden, gandske vist og sandt,
Er død og evig borte,
Vor nat
Er plat

* *

- - -

* 128

Overvunden
Og forsvunden,
Da vor søde
JEsus hand stod op fra døde.

3. Hand er opstanden, det er got,
Den grumme død til evig spot,
Som før saa mægtig bruste,
Hand er opstanden, det er vist,
Det sorte riges magt og list
Vor kiere JEsus knuste,
Det ord
Skal, hvor
Jeg maa vanke,
Af min tanke
Aldrig svinde:
JEsus kunde døe og vinde.

4. Hand er opstanden, det er stort,
Og dermed er en ende giort
Paa al min vee og jammer;
Hand er opstanden, det er nok,
Min grav, som var en fange-blok,
Er nu et brude-kammer,
Al spee,
Suk, vee,
Dødens fagter
Jeg foragter,
Gravens hvile
Synes ad mig nu at smile.

5. Nu er her vey til livets land,
Op alle! følger, hvad I kand,
Vor frelsere og hoved,
Hand er opstanden, dette ord

*

- - -

* 129

Skal raabes høyt paa denne jord,
Hand være evig loved,
Vær glad,
Guds stad!
Alle tunger
Raaber, siunger
Mod hinanden:
JEsus er, hand er opstanden.

Nr. 46.

Mel. JEsul du min glæde.

Hører, I som græde,
Og med taarer væde
JEsu hvile-sted,
Bort med graad og klage,
Her er gode dage,
Her er fryd og fred!
Jesus alt
Har brugt gevalt,
Brekket alle dødens skiolde,
Intet kunde holde.

2. Hand er alt fra døde
Standen op at møde,
Eder seyer-fuld,
Engler kand I finde,
Intet meer her inde
I hans graves muld;
Seer kun paa
Det sted, hand laae!
Kaster derhen al den smerte
Bort fra eders hierte.

*

- - -

* * 130

3. Kommer hid! begraver
Al den deel, som haver
Krænket eders mod,
Skynder eder, skynder
Til hans flok, forkynder,
At Guds Søn opstod,
Siger hver,
Som bange er,
Hans discipler, ingen anden,
At hand er opstanden.

4. Verden har sin egen
Paaske-Skik i megen
Lyst og daarlighed;
Høytid vil hun have,
At hun sig kand grave
Dybt i synden ned,
JEsum vil
Hun ikke til,
Paaske-lammet, som er slagtet,
Har hun slet foragtet.

5. Men de arme hierter,
Som i længsels smerter
Efter JEsum gaaer,
Løber dem i møde
Med den første grøde
Af Guds naades vaar,
Siger, at
Den ædle skat,
JEsus, lever, eders glæde,
Hand er nu til stede.

6. Hører, I, som bange
Gaae i verden mange
Sorrigfulde trin,

*

- - -

* 131

Eders jammer finde,
Vanke, som i blinde
Uden lys og skin,
Er det vel
Da ret og skiel,
I saa fryde-fulde dage
Jammerlig at klage?

7. Fatter det til hierte,
Glemmer eders smerte,
Det har ingen nød,
Hand har dæmpet branden,
Og er alt opstanden,
JEsus, som var død,
Brød hand ud,
Saa kand hans bruud
Og ved samme kraft udbryde,
Sig i Gud at fryde.

8. Har du mange synder,
JEsus dig forkynder,
Gielden er betalt,
Her er ingen vrede,
Naaden den er rede,
Det er rigtigt alt;
JEsu død,
Og at hand brød
Giennem dødens vold og vrede,
Det for dig jo skeede.

9. Derfor allevegne
Kandst du dig tilegne
Med et trøstigt mod:
JEsus for dig døde
For din skyld og brøde,

*

- - -

* * 132

Og igien opstod;
Grib kun til,
Hand gierne vil
Være din, med hvad hand eyer,
Med sin død og seyer.

10. Synd! hvor er din fælde?
Helvede din vælde,
Død, hvor er din braad?
JEsus har alt vunden,
Jeg har seyren funden,
Du est undertraad,
Gud, som gav
Ved JEsu grav
Os saa stor en seyers ære,
Evig priis vi bære.

Nr. 47.

Mel. Nu, vel an, vær frisk til etc.

Vilt du have paaske-glæde?
Kiere hierte, hvad for een?
Verden i den store stræde
Svinger og sin palme-green,
Men det er til syndig lav,
Giestebud i syndens grav,
Ilde at fordrive tiden,
Som saa kostbar er og liden.

2. JEsu Christi sande lemmer
Har en anden paaske-stie,
Verdens lyst de gierne glemmer

* *

- - -

* * 133

Og afsides gaaer forbi,
JEsus, alle dyders dyd,
Hand er deres paaske-fryd,
Det kand al vor vee forsøde,
At Guds søn stod op fra døde.

3. Det er søde paaske-kager,
Det er sielens honning-brød,
Naar hun himlens ynde smager
Udi JEsu grav og død,
Seer, at straffen er forbi,
Seer, at hun er gandske fri,
Seer, at hun skal himlen eye,
Saadan mad kand sielen pleye.

4. Derfor smykker hun og pryder
Hiertet til den høye fest,
Synden hiertelig fortryder,
Flyer og hader, som en pest,
Senker sig i JEsu grav,
For at døe al verden af,
Vender lige sindets Øye
Til sin JEsum i det høye.

5. Veyen til den rette glæde
Falder giennem JEsu grav,
Naar man synden vil begræde,
Døe de onde lyster af,
Veyen hen til evig vee
Er i syndens lyst at lee,
Verdens søde paaske-dage
Bringer surest helved-plage.

*

- - -

* 134

6. Vilt du have paaske-glæde?
Spørger jeg endnu engang,
Kom din JEsu grav at væde,
At dig tiden bliver trang,
Da du gikst den brede vey
Ind i verdens synde-rey,
Og dig ønsker tusind gange
Den opstandne at undfange.

7. Bort! I verdens paaske-lyster,
Det forbudne træes frugt,
Den, som slige grene ryster,
Finder siden dødens lugt,
Slangen snoer sig der omkring,
Giver dødelige sting,
Ælter gift i lysters kager,
Naar de allersødest smager.

8. Verdens samqvems lyst og gilde
Røver sielen al sin sands,
Hvo sin himmel ey vil spilde,
Vende sig fra hendes glands,
Søge deres samlings roe,
Som i andagt, bøn og troe
Verdens kierlighed begrave,
Og kun vilde JEsum have.

9. O hvor liflig er den glæde,
O hvor salig er den stund,
Der er JEsus selv til stede,
Der har glæden fynd og grund,

*

- - -

* 135

Naar man til de fromme gaaer,
Taler om hans blod og saar,
Der er Gosens lys og glæde,
Bort Ægyptens mørke sæde.

10. Hvad er det for onde sæder,
Hvad er det for paaske-skik,
Naar man sig i verden glæder
Udi fraadserie og drik,
Tænker ey paa JEsu blod,
Og at hand igien opstod,
At vi skulde ved hans pine
Verdens lyster undertrine.

11. Glæd dig siel i ham allene,
Som har døden ødelagt,
Svinger seyers palme-grene
Ret af gandske siele-magt,
Bærer krandse ham imod,
Som har vovet liv og blod
For vor salighed at vinde,
Saadan seyr til evig minde.

12. Zion, tænk dog tusind gange
Paa vor glædes store fest,
Alle hierter synge, prange
Mod vor søde paaske-giest,
Hver bedrøved siel gaae med,
Her har sorgen ingen sted,
Alle takke, synge, sige,
JEsus vandt os himmerige.

*

- - -

* 136

Nr. 48.

Mel. Alleneste Gud i Himmerig, etc.

I Christne! reiser eder snart
Af syndens fule leye,
Den gamle suurdeys leve-art
Aldeles ud at feye,
En ny dey fører Gud herind,
Et nyt og reent usyret sind,
Som kand vor Gud behage.

2. Det er fornødent, at vi maae
Ret undersøgning giøre,
Hvordan vi her i verden gaae,
Og vores levnet føre,
En liden suurdey kand hun ey
Forsyre let den gandske dey,
Og hendes sødhed dæmpe?

3. En syndig gnist, hvorad man leer,
Og ikke strax vil kue,
Kand sette, som man ofte seer,
Den hele siel i lue,
Vort paaske-lam vil, hiertets grund
Skal være renset, reen og sund
Fra syndens skidne væsen.

4. Hvo paaske rigtig holde vil,
Og paaske-lammet smage,
Da maa der bittre urter til
Og poenitentzes lage,
At vorde synden leed og gram,
Saa smage vi vort paaske-lam,
Og kraften af hans pine.

*

- - -

* 137

5. Gid ingen da i syndens dey
Og ondskab paaske æde,
Om man endskiønt paa skalkheds vey
Var længe van at træde,
Men at langt meer ved sandheds brød
Vor paaske-fest kand blive sød
I JEsu kraft og glæde.

6. O JEsu, paaske-lam, forleen
Os denne paaske-gave,
At vi oprigtig hver og een
Maae rene hierter have,
Giv at dit ord og rene bud
Al suurdey af hvert hierte ud
Jo meer og meer maa feye.

Nr. 49.

Du est, opstandne seyers helt,
Opstandelsen og livet,
Som fører fred fra gravens telt,
Og har dig selv os givet,
Før varst du død
I gravens skiød,
Nu har du, seyers kiempe,
Dog døden vidst at dæmpe.

2. Du var i vredens baand og bast
Og dødens haarde krige,
Du stridde til dit hierte brast
For hele verdens rige,
Nu er jeg fri
Fra slaverie,

* *

- - -

* * 138

Som før mig havde fangen,
Imens du est undgangen.

3. Nu bryder solen deylig ud
Igiennem alle vinde,
Der, som det syntes, før gik ud,
Og lod sin straale svinde,
Nu staaer du glad
Ved dødens rad
Og har ham overvunden,
Ja traadt ham ned i grunden.

4. Din Guddoms magt og majestæt
Forjager gravens mørke,
Vi har med fryd og glæde seet
Din Guddoms kraft og styrke,
Men dødens magt
I baand er lagt,
Og satans vold er borte.
Det var det, Jesus giorte.

5. O! at vi denne seyers tiid
Livagtig kunde kiende,
At hierterne ved denne striid
I troen kunde brænde;
Thi anden vey
Kand lyset ey
Os ind til livet føre,
End at vi det skal giøre.

6. Saa giennembryd da siel og sind,
O JEsu, livets HErre,

*

- - -

* 139

At troen der kand trænge ind
Og syndens grav tilsperre,
At vi i dig
Til himmerig
En aaben dør kand finde,
Og ikke gaae i blinde.

7. Lad satan ey i naadens tiid
Vor sind og sands forstyrre,
Men giv os andagt, lyst og fliid
Og poenitentses myrre,
Og dermed snart
I troens fart
Og glæde til dig ile
Fra kiødets falske hvile.

8. Fordriv det dorske Adams sind,
At vi i morgenstunden
Ved bønnen daglig trænge ind,
Til vi dig ret har funden,
At træde af
Fra syndens grav
Og denne verdens mørke
Ved din opreysnings styrke.

9. O lad os dog med dig opstaae
Af gravens mørke bolig,
At lyset og til os kand naae,
Og hvad du os saa trolig
Har ved din magt
Til veye bragt,

*

- - -

* 140

O lad os det dog nyde,
Og giennem alting bryde.

10. Her ligger vagt i tusind tal,
At vi ey op kand træde
Af gravens sorte dyb og dal,
At finde dig med glæde,
Thi dødens magt
Staaer selv paa vagt,
Og verdens lyst bestrider
Vor gang paa alle sider.

11. Den lyst-pragt-penge-syge aand
Os alt tilbage rykker,
Den pharisæisk hykle-haand
For graven seglet trykker,
Hvo velter af
Fra denne grav
Den svare steen og hinder,
Som jeg i veyen finder.

12. Du, JEsu! ene est den mand,
Som kand de døde vekke,
Du, du allene vil og kand
De sterke segle brekke,
Velt stenen bort
Og hielp os fort
Til himlene at haste
Og verden fra os kaste.

13. O aabenbar dig for os, naar
Vi over synden græde,
Og hielp os al den deel, der staaer
Imod, at undertræde.

*

- - -

* 141

Saa kand vi fri
Paa sandheds stie
Vor Paaske-palmer svinge,
Og sandheds offer bringe.

14. Lad, hvad det er, ret at opstaae,
Os i os selv erfare,
Ved Aanden ud af graven gaae
Og denne skat bevare,
Det dyre pant,
Som du saa grandt
Til seyren os har givet,
Saa gaae vi ind til livet.

Nr. 50.

O søde JEsu, du
Som lodst af ingen magt dig holde,
Men brød igiennem dødens volde
Og lever evig nu,
Giv, at jeg dig ret udi troen kand finde,
Og evig i aanden mig med dig forbinde.

2. Din død mig glæde spaaer,
Hvor skulde da ey meget mere
Dit liv til salighed regiere,
Mens døden sligt formaaer,
Ach! maatte jeg uden dig alting foragte,
Og i dig at findes, alvorligen trägte.

3. Den store Guddoms kraft,
Som førde dig af gravens mørke,

* *

- - -

* * 142

Har givet mig den livets styrke,
Jeg hidindtil har havt,
Ach lad mig dog med dig af graven oprinde,
Og kraften af samme din styrke befinde.

4. Jeg lever, jeg dog ey,
Thi da du dig med mig indliver,
Og stedse i mit hierte bliver,
Saa est du selv min vey.
Ach! lad mig dog blive eet med dig, mit hierte,
I sindet, i sæder, i glæde og smerte.

5. Dig lever, ikke mig
Min siel, thi du dig haver givet
Til mig i døden og i livet,
Saa giver jeg mig dig,
Saa vil jeg mig fra mig selv gandske forvise,
Din evig at være, dig evig at prise.

Nr. 51.

Lader os vor HErre prise,
O I christne, hver for sig,
Kommer, lader os bevise
Hannem tak med glæde-skriig,
Syndens baand har sønderreven
Samson, som fra himlen kom,
Løven udaf Juda, som
Levende igien er bleven,
Striden JEsus har lagt ned,
Glæd dig da, o christenhed!

* *

- - -

* * 143

2. Christus haver overvunden
Den forbittred dødens magt,
Den, som laae i graven bunden,
Haver slangen ødelagt,
Satans rige slet er knuset,
Døden blev til spee og spot,
Belial har tabt sit slot,
Helvede omsonst har bruset,
Fik sin rest og fuld beskeed,
Glæd dig da, o christenhed!

3. Du varst ikke død allene,
Men i graven ogsaa sat,
Der at hente og fortiene
Os den ædle himmel-skat.
Helt, du est tilbage kommen,
Haver baade liv og magt
Af den sorte grube bragt,
Døden har din kraft fornommen,
Og er kast i graven ned,
Glæd dig da, o christenhed!

4. Død! hvor er dit grumme rige,
Helvede! hvor er din vold,
Satan faldt i disse krige,
Rodden var hans piil og skiold,
Christus hans forgift er bleven,
Hele helvede en pest,
Synden ligger syg og qvest,
Al vor jammer er fordreven,
JEsus dommen søndersleed,
Glæd dig da, o christenhed!

*

- - -

* 144

5. GUd kand stille al vor plage,
Naar vi ingen hielp kand see,
Lader efter tvende dage
Os igien af glæde lee,
Derfor jeg ham tak vil give,
Og min ære fryder sig,
At din GUd, min JEsu, dig
Ikke lod i graven blive;
Efterdi vi dette veed,
Glæd dig da, o christenhed!

6. Du est fra din jammers mængde
Reven ud til Guddoms stand,
Hvo er, som dit lives længde
Og triumph beskrive kand?
Du vor hiørnesteen est bleven,
Som utrolig an blev seet,
Og er dog af HErren skeet,
Syndens magt er sønderreven,
Skiendt og kast i havet ned,
Glæd dig da, o christenhed!

7. Har du skiønt af bækken drukket
I dit korses snevre gang,
Ynkeligen grædt og sukket
Under alle piners tvang,
Ey! du har igien dit hoved
Rettet op af gravens leyr,
Mig til evig fryd og seyr,
Vær da evig, evig lovet

*

- - -

* 145

For din død, striid, kamp og sveed,
Glæd dig da, o christenhed!

8. Disse frugter ere søde,
Din opstandelse har bragt,
At jeg kand for dommen møde
Alle tider uforsagt,
Himmel-søde paaske-gaver,
At jeg efter denne kriig
Nu kand leve seyer-riig,
Midt i døden livet haver
Og af døden intet veed,
Glæd dig da, o christenhed!

9. Mens du seer os da at tørste
Efter denne søde fred,
Som du store krigens fyrste
Har os ved din kamp bered,
Ey saa lad det skiønne bytte,
Hvormed du, vor Samson, kom,
Allevegne deles om,
Ja og komme dem til nytte,
Som deraf slet intet veed,
Glæd dig da, o christenhed!

10. Lad os, Evighedens Fader,
Ret oplyste øyne faae,
Til at kiende hvad os skader,
At vi med dig op kand staae.
Bryd da ind i vore hierter,
Overvind vort onde kiød,
Satan, verden, synd og død,
Koster det end mange smerter,

*

- - -

* 146

Giør os kun af synden keed,
Glæd dig da, o christenhed!

11. Skal man da min krop begrave,
Legge mig i jordens vom,
Livet jeg igien skal have,
Naar du kommer til din dom.
Da skal jeg i graven høre
Din basunes søde klang,
Og med jubel-fryd og sang
Lysens engler selskab giøre,
Derfor frisk i graven ned,
Glæd dig da, o christenhed!

12. Da skal denne aske-bolig
Himmel-glands og klarhed faae,
I en stor og fast utroelig
Deylighed og ære staae,
Thi min aske, du skal vorde
Engle-prydet, reen og riig,
Mere, JEsu legem liig,
Lad dig kun med glæde jorde,
JEsus dig at finde veed,
Glæd dig da, o christenhed!

Nr. 52.

Triumph! triumph! vor soel er alt oprunden.
Hand er ey her, hand er ey her!
Den fordum laae i dødens strikke bunden,
Stod op i dag ved morgen-skier.

* *

- - -

* * 147

2. Hand er opstanden, merk du sorte rige,
Om du end blevst engang saa vred,
Dog maa du for vor stærke fyrste vige,
Kun fort, kun fort, af thronen ned.

3. O død! hvor er din braad? du fæle grube,
Hvor blev din seyr i lammets kriig,
Hand har opslugt dig i sin løve-strube,
Og staaer paa pladsen seyer-riig.

4. Hand er opstanden! merker og det samme,
Som Christum har til døde bragt,
Her staae I nu med eders list til skamme,
Hvor bleve de, som holdte vagt?

5. Hvad hielper al den deel du giør og byder,
Du slange-sæd og øgle-slægt,
Vor løve os til frelse seglet bryder,
Og spotter eders varetægt.

6. Du maat da vel forferdet staae og beve,
At den, du giennemstungen har,
Os lader nu i naadens himmel sveve,
Fordi hand vore synder bar.

7. Vil du endnu hans vredes magt undvige,
Da er det paa den høye tiid
I bedrings graad af syndens grav at stige,
Og søge ham med hiertens fliid.

8. Hand er opreist, o merker det I svage,
Som bange her i verden gaae,
GUd er til freds med JEsu korses plage,
At synden intet kand formaae.

*

- - -

* * 148

9. Hvo vilde nu i trængsel meer forsage,
Hand lever! siger himlens bud,
Skal I hans død vel stundum lidet smage,
I leve dog med ham i GUd.

10. Hvo med ham døer, maa ufeylbarlig mene,
Hand og med JEsu livet faaer,
Viinrankens saft forsyner sine grene,
Vor viinstok det jo meer formaaer.

11. Hvo vil for død og graven være bange,
Gak kun, og reddes ey derfor,
Tag dødens frygt ved JEsu grav til fange,
Du gaaer jo dog i JEsu spor.

12. Triumph! triumph! vor soel er alt oprunden,
Hand er ey her! hand gik herfra,
Hand er ey meer i dødens strikke bunden,
Triumph! triumph! Victoria!

Nr. 53.

Frisk op til fryd, alt christen-blod,
At JEsus op fra døde stod,
Og giennem mord og grav og død
Med Guddoms kraft og styrke brød,
Halleluja lad klinge da al verden om,
At hand med liv fra døde kom.

* *

- - -

* * 149

2. Den anden Adam er opvakt,
Og GUd har selv ham bruden bragt,
Som GUd udaf hans side drog,
Der hand en søvn i graven tog,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Bort trygheds nat og syndig slum.

3. Er jeg da JEsu kiød og been,
Hvo vild' da være stok og steen?
Vaag op, mens JEsus vaagen blev,
Og mørkhed med sin glands fordrev,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Ja skingre i hvert engle-rum.

4. Vor Noa, som os trøste kand,
Og føre paa det tørre land,
Af arken gaaer med freydigt mod,
Thi borte er den synde-flod,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Thi GUd forsonet er og from.

5. Velsignelsen nu deles ud,
Hast siel, at møde for din GUd,

*

- - -

* 150

Viingaarden staaer i fulde floer,
Hvor trøstens kølne-druer groer,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Lad synge, hvad der ey er stum.

6. Vor Noa skenker vinen klar,
Som kraft og ingen bærme har;
Bliv drukken, JEsu milde bruud!
Hvad da om verden leer dig ud,
Halleluja lad klinge da al verden om,
Vel den, som verden kalder dum.

7. Nu voxer modne mandler op
Af Aarons kieppes tørre knop;
Den blomstrer, qvæger liv og bryst
Med tusind himmel-fryd og lyst.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Slig sommer-pragt af jorden kom.

8. Saa kommer, nyder uden frygt
Den frugt, I har med taarer søgt;
Hans kierlighed ey visner hen,
Hver morgen er den nye igien.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Her voxer sielens lægedom.

9. Vort Paaske-lam vi æde kand,
Som kom fra himlens fryde-land,
Hvis kiød al verden giver liv,
Hvis blod giør synden død og stiv.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Vel den, der har kun hierte-rum.

*

- - -

* 151

10. Al suurdey ud af dit gemøt,
Thi her maa alting være sødt;
Bort med den stinkend vellyst-rad,
Thi kierlighed er selv vor mad.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Bort bitterhed og falskheds skum.

11. Du lever, hersker, store helt,
Det er min skandse for min telt;
Frisk! jeg vil vinde ved dit blod,
Og slide satan under fod.
Halleluja lad klinge da al verden om,
Naar ved basunen holdes dom.

9. Himmelfarts-Psalmer.

Nr. 54.

Mel. Min siel nu lover HErren etc.

Slaaer sammen alle hænder,
Og alle hierter fryde sig,
I alle verdens ender,
Slaaer sammen høyt med glæde-skriig!
Seer hvor vor kæmpe pranger
Mod himlens høye slot,
Og giør de sorte fanger
Ved sin triumph til spot,
Synd, død og satans rige
Har gandske tabt sit slag,
Slaaer sammen høyt tillige
I folk paa denne dag.

* *

- - -

* * 152

2. Hvor har hand først maat lide,
Den allerdeyligste GUds Søn?
Hvor maatte hand ey stride,
Før hand vor frelse fik til løn?
Hand svedte blod i haven,
Leed angest, spot og spee,
Ham korsfæst og begraven
Var meer end ynk at see,
Nu er det anderledes,
Den før var hver mands spot,
Af englerne tilbedes
I himlens fryde-slot.

3. Nu har vor JEsus røvet
De mørke fyrstendømmes magt,
Den slanges pande kløvet;
Og os en evig frelse bragt,
Nu skal vor Christo høre
Kraft, priis og riget til,
At satan ey kand giøre
Imod os hvad hand vil,
Hand ligger knust og bunden
I JEsu pines leyr,
Tak, JEsu, som har vunden
For os saa stor en seyr.

4. Nu kand og vil jeg pukke
Mod dig, du stolte helved-port,
Saa maatte du dog bukke,
Som har os al vor jammer giort,
Din magt, o synd! er svækket,
Og borte er din sold,

*

- - -

* 153

Der ligger knust og brekket
Al satans magt og vold.
Saa kommer nu tilhaabe
I folk til fryde-sang,
Om fred og seyr at raabe
Ved JEsu himmel-gang.

5. Hand slaaer til begge sider
GUds himles porte op igien,
Op! alle christne, strider!
At vi kand komme vist derhen,
GUd sig ey mere dekker
Som fordum med en skye,
Forbandelsen ey rekker
Til dem, som synden flye,
Vi løfte haand og hierte
Mod himlen glade op,
Og længes nu med smerte
At ende vores lob.

6. Naar jeg i verdens møye
Maa mangen gang bedrøvet gaae,
Saa seer jeg i det høye
GUds himle for mig aabne staae,
Den trængsel jeg maa lide
Slet intet sige vil,
Saa længe jeg kand vide,
At GUd mig hører til,
Thi hvad er verdens plage
Mod kronen, vi engang
Af JEsu haand skal tage
I engle-koor og rang?

*

- - -

* 154

7. Vil døden mig fordrive,
Nu, GUd skee lof, her er oplukt,
Lad kroppen jordet blive,
Men sielen sig forføyer smukt,
Saa fast, som lynet farer,
Hen op i engle-flok
Blant de udvaldes skarer,
At see sin JEsum nok.
Den tiid og snart skal komme,
At kroppen op kand staae,
Og ind med alle fromme
Til evig ære gaae.

8. Halleluja, vort hoved
Sig hos GUds høyre haand har sat,
Tilbedet og høylovet
Af alle himle dag og nat.
I saadant herre-sæde
Vort kiød og blod vi seer,
Thi maae vi os vel glæde,
Og aldrig sørge meer,
At alle rigers rige
Vor broder forestaaer,
Og vi engang tillige
Med vore kroner gaaer.

9. Saa priser alle skarer
Den store HErres store magt,
Som op til himlen farer,
Sin hiord at tage der i agt,
Nedfalder og tilbeder
Hans godhed, hvad I kand,
Som os et sted bereder
I himlens fryde-land,

* 155

O! lad os der henrykkes,
O JEsu! dig at see,
O Frelser lad det lykkes,
Ach! naar mon det skal skee?

Nr. 55.

Mel. Alleneste Gud i Himmerig, etc.

Eller: Guds Søn er kommen af himmelen ned.

Paa denne dag vi see GUds Søn
Til himlen op at fare,
Og takke GUd, med hiertens bøn,
Hand vilde dog bevare
Sit arme folk paa denne jord,
Som blant saa mange farer boer,
At vi i troen blive.

2. Nu GUd skee lof, vor JEsus giør
En vey til himmerige,
Og aabner for os himlens dør,
At vi derind kand kige,
At hver, som troer, kand vel til freds
Sin milde Frelser allesteds
I korset efterfølge.

3. Hvo ey vil følge, kand det ey
Med GUd oprigtig mene,
GUd kand sig paa den brede vey
Med ingen siel forene.
Det gielder troen, er hun der,
Saa er vor gandske vandrings færd
Kun alt til himlen rettet.

*

- - -

* * 156

4. Slig himmelfart i sielen skeer,
Naar vi vor Fader finde,
Ey mere efter verden seer,
Med GUds folk os forbinde,
Har GUd i tanker nat og dag,
Og vandrer ham til velbehag,
Til vi hos ham kand samles.

5. Da bliver dagen bliid og skiøn,
Naar GUd os hiem vil hente,
At vorde liig hans kiere Søn,
Som vi i troen vente,
Hvor glæden ret skal være stor,
Naar vi hos ham i lyset boer,
Det GUd af naade give.

6. Nu JEsus giorde alting vel,
Hand lod sig for os føde,
Omsider piinlig slaae ihiel,
Stod op igien fra døde,
Til himlen foer, ved naadens kald,
Hvad vi har tabt ved Adams fald,
Os kierlig at tilbyde.

Nr. 56.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Oseyerrige Frelsermand,
Som bar al verdens synders band,
Nu tager du dit sæde
Hos Majestætens høyre haand,
At legge satans magt i baand,
Ja plat at undertræde,

*

- - -

* * 157

Mægtig,
Prægtig,
Triumpherer,
Jubilerer,
Død og livet
Er vor JEsu undergivet.

2. Den store flok af cherubim
Og mange tusind seraphim
Dig priser høyst fornøyet,
At du os freden haver bragt,
Og til saa stor en Guddoms pragt
Og glæde est ophøyet,
Møder,
Støder
Frisk til sammen,
Amen! amen!
Kraft og ære
Skal vor JEsu evig være.

3. Du est vort hoved, derimod
Vi dine lemmer, kiød og blod,
I dig vi have livet,
Fred, glæde, styrke, mod og lyst,
Forfriskelse og hiertens trøst
Af dig os bliver givet,
Sind, mod,
Liv, blod,
Hver en draabe,
Synge, raabe,

*

- - -

* 158

Fuld af glæde,
JEsu lof i ærens sæde.

4. Drag, JEsu, drag os efter dig,
At hver fremdeles stadelig
Dit rige eftertragter,
Lad os vor vandring føre saa,
At ydmyghed kand med os gaae,
Som verdens pragt foragter.
Stød ned
Stolthed
Fra vort hierte
Til den smerte
At besinde,
Hvor din naade er at finde.

5. O JEsu, vær vor skiul og skiold,
Vor ros, vor skat og hinderhold,
Hvorpaa vi os forlade,
At søge kun vor himmel-skat,
Thi hele verden er besat
Med list og løgn og skade,
Hvor vi
Os i
Verden vende,
Kand vi kiende
Nød og plage,
Hvorimod GUds folk maae tage.

6. Kom naadens throne JEsu Christ,
Du seyers fyrste, Davids qvist,
At stille vore sukke.
Kom du, som var saa mild og god,

*

- - -

* 159

At vilde med dit dyre blod
GUds helligdom oplukke.
Kom brat,
Vor skat!
Lattermilde
Vi da vilde
Med dig stige
Ind i søde himmerige.

Nr. 57.

Mel. O Drøvelse, etc.

Drag, JEsu, mig
Dog efter dig,
Saa følger jeg med længsel,
Siden du, o JEsu, gik
Ud fra verdens trængsel.

2. Drag, JEsu, mig
Dog efter dig,
Fra verdens myre-tue,
At jeg ikke mere tør
Hendes jammer skue.

3. Drag, JEsu, mig
Dog efter dig,
Med Zions brude-skare,
Thi vi kunde ellers let
Vild i verden fare.

4. Drag, JEsu, mig
Dog efter dig,

*

- - -

* * 160

Til himlens fryde-bolig,
Verden er for dine børn
Vildsom og urolig.

5. Drag, JEsu, mig
Dog efter dig,
Til himlen op at fare,
Der at staae med glæde-skriig
I de frommes skare.

10. Pintse-Psalmer.

Nr. 58.

Mel. Fra Gud vil jeg ey vige etc.

Drag ind ad dine porte,
Min sieles dyre pant,
Som mig, der jeg var borte,
I daabens vande fandt,
O du GUd Faders Aand,
Som er GUds Søns tillige,
Og har det samme rige
Med dem i magt og haand.

2. Drag ind, lad sielen finde
Din Guddoms lys og brand,
Som syndens kræfter binde
Og slet forbrænde kand,
Giør sielen synde-frie,
Giør mine tanker rene,
At søge dig allene
Paa livets rette stie.

*

- - -

* 161

3. Jeg er som vilde grene,
Forvendt og visnet hen,
Din Guddoms kraft allene
Mig giver liv igien,
Du har i daabens flod
Min død til grunde senket,
Mig renset og bestenket
Med JEsu røde blod.

4. Du søde salve flyder
Saa liflig i mit sind,
At jeg den ære nyder
Ved dig at vies ind
Til præst, at staae for GUd,
Til kongemagt og ære,
Til GUds prophet at være,
Til JEsu skat og bruud.

5. Du est en Aand, som fører
Os ret til bønnen frem,
Din bøn GUds hierte rører,
Din sang er angenem,
Den op i himlen gaaer,
Den virker i det høye,
Og lader sig ey nøye,
Før hielpen rede staaer.

6. Du est en Aand, som giver
Hvert bange hierte trøst,

*

- - -

* 162

Det ledsker og opliver
Med himmel-lys og lyst,
Ach! ja hvor mangen vee
Har du min siel betaget
Og aanden sødt unddraget
I himlen ind at see.

7. Du est en aand, som lader
Os smage kierlighed,
Est ey hos den, som hader,
Som truer og er vred,
Du søger, søde Aand!
De trætte-kiere sinde
At samle og forbinde
Ved kierlighedens baand.

8. Du HErre har i hænde
De store med de smaa,
Kandst vrie dem og vende
Som bækkens vande gaae,
Lad naaden blive stor
Til alle at forlige,
Som med hverandre krige
Paa hele verdens jord.

9. Bryd frem, at verdens plage
Dog engang bliver endt,
Vend om, og føer tilbage
Alt, hvad som er forvendt,
See dog i verdens land
Saa mange lande skiendte,
Saa mange kirker brændte,
Og set dem selv i stand.

*

- - -

* 163

10. Lad kongens throne smykkes
Med himlens lys og ret,
Lad regimentet lykkes,
Giør alt det tunge let,
Giør alderdommen viis,
De unge tugt at lære,
At begge frugt maae bære
Til HErrens lof og priis.

11. Lad hver en siel sig fryde
I JEsu sande troe,
Lad alle huse nyde
Velsignelse og roe,
Fordriv den onde aand,
Som mod din virkning strider,
At naaden alle tider
Kand have overhaand.

12. Giv tapperhed, at kæmpe
Mod satans grumme magt,
Og al hans vold at dæmpe
Paa troens stærke vagt,
Og stride mandelig,
Som det de christne sømme,
Der ey i verden drømme,
Men tapper værge sig.

13. Lad al vor vandring være
Dig kier og angenem,
At, naar man os skal bære
Engang i døden hiem,
Naar her er sagt god nat,
Da lad os salig drage
Fra denne verdens plage
Til himlens fryde-skat.

*

- - -

* * 164

Nr. 59.

Mel. HErre jeg har handlet ilde etc.

GUddoms straale, himmel-lue,
Store GUd og naadens aand!
Værdes dog min nød at skue,
Som vil tage overhaand,
Lad din kraft mig styrke give,
Og min matte siel oplive.

2. Troen, viisdom, lys i mørke,
Trøst i trængsels mørke stand,
Det er det din GUddoms styrke
Os allene give kand,
Det er det, os ret kand lære
Christum ret at see og ære.

3. Dyre Lærer, HErrens finger,
Skriv dit eget milde sind
I min siel, som jeg dig bringer
Til et evigt offer ind,
Lad din kraft mig stedse røre,
Hvad du vil, at see og giøre.

4. Lad din ild min siel antænde,
Smelte hiertets snee og iis,
At jeg dag og nat kand brænde
I min JEsu lof og priis,
Set min aand i troens lue,
Synden ret med magt at kue.

5. Lad din salve i mig flyde,
Vie mig til din tempel ind,
Lad min siel i dig sig fryde,
Hav din himmel i mit sind,

*

- - -

* 165

Giør mig stærk i dødens krige,
Føer mig saa til himmerige.

Nr. 60.

Mel. Kom Hellig Aand, O HErre.

O Hellig Aand! o søde trøst,
Som flyder ind i siel og bryst
Paa den, som har et ydmygt hierte,
Jeg beder dig med længsels smerte,
Ach træng os dog i sielen ind,
At varme op vort frosne sind,
At vi ey lunkne eller kolde
Men fyrig pintse-fest kand holde.
Halleluja, Halleluja.

2. Ach lad din kraft dog trænge ind,
At gribe an mit haarde sind,
Dets klippe-art at sønderrive,
At du deri kand boe og blive.
Ach! det er fuldt af dynd og jord,
Hvor verdens skarne-tyde groer,
Som dødens beske frugter give,
Hvor kand det da din bolig blive?
Halleluja, Halleluja.

3. Thi villien er faren vild,
I verdens glæde glad og mild,

* *

- - -

*

i verdens glæde.

166

Har tabt den rette sielens hvile,
Vil blive sund af dødens pile,
Den hører ordet uden sands,
Og finder ikke troens glands,
Hvor kand, hvor kand hun da begiere,
At du i sielen vilde være?
Halleluja, Halleluja.

4. Saa ilde seer den vaaning ud,
Ach kom dog ind, o store GUd,
Fey ud al skidenhed og stank,
Giør sielen deylig nye og blank!
Forstyr den skidne rede, hvor
Nu belial og verden boer,
Lad syndens trældom dog faae ende,
At jeg din frihed ret kand kiende.
Halleluja, Halleluja.

5. Træd ind, du ædle pintse-giest,
Og giv min siel en liflig fest;
Lad hiertet udi troen brænde,
Og sig med magt til himlen vende,
Slaa selv dit verksted i mig op,
Og styr mit gandske levnets-lob,
Saa kand jeg ved din naades-gave
Den rette pintse-glæde have.
Halleluja, Halleluja.

6. O Hellig Aand, o! føer mit sind
Dog ret i andagts lue ind,
Ach! lær mig dog til dig at træde
I bønnens rette kraft og glæde,
Jeg er saa lunken i mit bryst,

*

- - -

* 167

Ach! giv mig ret en hiertens lyst
Til dig, min skat foruden lige,
At faae, og aldrig mere svige.
Halleluja, Halleluja.

7. Ach vidne i mig hvor jeg gaaer,
At jeg hos GUd i naade staaer,
Og føer mig hen fra syndens vane
Paa himlens rette løbe-bane,
I bønnen ey at blive træt,
At sige: Abba Fader! ret,
Ja lad ved dig mit hierte svømme
I kierlighedens fulde strømme.
Halleluja, Halleluja.

8. Giv mig et uforferdet mod,
I troens kamp at holde fod,
At bryde frem i kraft og vælde,
Og ey til nogen side helde,
Du viisdoms Aand, klar op i mig,
At siel og aand og hierte sig
Kun ønske i dit lys at bygge,
Og hade syndens mørke skygge.
Halleluja, Halleluja.

9. O Hellig Aand! regier min aand,
Og føer mig ved din egen haand,
Mod synden nat og dag at krige,
Og altid abba fader sige,
Lad JEsu fred i hiertet boe,
Og giør mig stadig, huld og troe,
At ingen synd mig fra dig driver,
Og jeg udi dit forbund bliver.
Halleluja, Halleluja.

*

- - -

* 168

Nr. 61.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

O du sielens største glæde,
Alle frommes kraft og liv,
Som i vel- og veestands sæde
Er vor beste tiidsfordriv,
O du søde Hellig Aand,
Som med din den stærke haand
Holder hele verdens rige:
Hør dog hvad jeg nu vil sige!

2. Du est jo den største gave,
Som i verden nævnes kand,
Verden, naar jeg dig maa have,
Jeg ey agter for et grand,
Overgiv dig, kom til mig,
Kom til hiertet, som du dig
Til din tempel før udvaldte,
Da man først ved navn mig kaldte.

3. Fra GUds thrones høye sæde
Som en regn du øses ned,
Faderens og Sønnens glæde
Regner paa GUds christenhed,
Kom! du, som saa gierne est
Alle frommes daglig giest,
Kom og lad mit hierte finde
Naadens flod deri at rinde.

4. Du har viisdom uden lige,
Kiender hver en draabe vand,
Hvert et støv i verdens rige,
Intet for dig skiules kand,

*

- - -

* 169

Nu du kiender grandt og seer
Alt hvad mig i verden skeer,
Lad din viisdom mig da lære,
Hvordan jeg for GUd skal være.

5. Du est hellig, bliver funden
Hvor man elsker synden ey,
Du er ey med dem forbunden,
Som vil gaae den brede vey,
Giør mig, søde naade-skat,
Deylig perle-reen og gladt,
Lad ey findes det du hader
Mig i tanker, ord og lader.

6. Du est from og mild af hierte,
Som et lam i sind og mod,
Lindrer gierne vores smerte,
Mod os onde mild og god,
Ach! forlad og giv mig ind
Saadan fromhed i mit sind,
At jeg kand i aandens brynde
Ogsaa mine fiender ynde.

7. Hug mig ikke op fra rode
For det onde, jeg har giort,
Saa er jeg ret vel til mode,
Naar du mig ey kaster bort.
Giør mig til din egen skat,
Og hvad jeg har efterladt,
Ved din naade skal herefter
Rettes op af alle kræfter.

8. Jeg da herved plat afsiger
Alt det, som er dig imod,

* *

- - -

* 170

Viger alle synder, viger,
Jeg er GUds med liv og blod,
Vær forbandet meer og meer
Alt hvad satan gierne seer,
Bort I skidne syndens veye,
Gud skal ene hiertet eye.

9. Kun allene at din naade
Giør mig ret fra synden fri,
Hielper mig min gang at raade
Paa den trange livets stie.
Bryd det onde kiødets sind,
Kast det bort i vær og vind,
Lad mig satan aldrig blinde,
Giør mig nye i mine sinde.

10. Vær min hielp, hvad mig begegner,
Naar jeg synker, vær min stav,
Favn mig, naar jeg døer og blegner,
Naar jeg ligger, vær min grav,
Og naar jeg igien opstaaer,
O saa hielp mig, at jeg gaaer
Ind i himlens høye sale,
Evig dig at see og tale.

Nr. 62.

Mel. Hører til I høye Himle etc.

Lad i din naade paa os regne,
Thi min siel er tør som sand,

* *

- - -

* * 171

Giv din kirkes tørre egne,
Milde Fader, ledske-vand,
Lad din aands den rige væld
Øse naade, kraft og held
Ned i stærke strømme flyde,
Hiertet ret at overgyde.

2. See paa jorden, om en fader
Ikke agter det for spot,
Om hand nogen tiid undlader
Sine børn at giøre got,
Skulde du da, Fader, som
Est saa eye-god og from,
Dem ey give aandens gave,
Som ham vil saa gierne have.

3. JEsu, du som bort er vandret
Til din Fader, send ham ned,
Du som er dog uforandret
I din store kierlighed,
Send dog ned din Aand, som skal
Lede mig i denne dal,
At jeg sandhed ret kand kiende,
Og i troen dig omspende.

4. Hellig Aand, de frommes glæde!
O besøg mit bange sind,
Værdes i min siel at træde,
Vie den til din tempel ind,
Smyk den deylig som en brud,
Rens den gandske, og kast ud,
Hvad af verden er tilbage,
Og mig kand fra JEsu drage.

*

- - -

* 172

5. Smyk mig med din himmel-gave,
Giør mig skiøn og nye igien,
At jeg kierlighed kand have,
Som skal aldrig raadne hen,
Giv mig altid kæmpe-mod,
Hellige mit kiød og blod,
Lær mig til min Gud at træde
Udi bønnens kraft og glæde.

6. Saa vil jeg mig dig hengive,
Dig til ære skal mit sind
Stedse himmel-sindet blive,
Til jeg gaaer i himlen ind,
Faderen og Sønnen der
Med dig ret at komme nær,
Og min Gud i høye throne
Prise høyt med engle-tone.

Nr. 63.

Kom regn af det høye! lad jorden oplives
Som lillie-dal,
At, hvad os vor JEsus har lovet, maa gives
I tusinde tal,

* *

- - -

* 173

Hand vilde det arme fortørrede mod
Forfriske og ledske
Med himmelske vædske
Af paradiis-flod,
Af paradiis-flod.

2. Kom himlenes kilde! lad strømmene flyde
Paa dette dit land,
At blomster og frugter din have maae pryde
Og sette i stand,
See dog hvor mit hierte forpiint og forladt
Sig ønsker saa saare
Med sukke og taare,
At favne sin skat:,:

3. Kom sielenes aande! føer dennem til live
O himmelske vind!
De bange og syndige hierter at give
Et himmelske sind,
Hvert hierte, som ligger i synden paa straae
I lysternes søle,
Din varme lad føle,
At de kand opstaae:,:

4. Kom trøster i trængsel! kom sandsernes styrke!
Mit hiertes behag!

*

- - -

* 174

Kom viin os at ledske, i angestens tørke,
Med himmelske smag,
Saa kand jeg til bønnen frimodig fremgaae,
Og stedse mig skynde
I kierligheds brynde,
Al naade at faae:,:

5. Kom balsom for alle bekymrede hierter,
At vise din kraft,
At lindre de blodige sielenes smerter
Med lægedoms saft,
Saa skal jeg ey findes i trefningen fey,
Men gaae som en kæmpe
Til synden at dæmpe
Paa helligheds vey:,:

6. Kom viisdom! jeg haver din himmelske lære
For alle udvaldt,
Hvad ellers fornuften forborgen vil være,
Det finder jeg alt,
Hvad ellers ey findes ved mennisklig sands
Og læsningens møye,
Det skuer jeg nøye
I klareste glands :,:

7. Kom fakkel, som sikker veyviser de blinde
Med himmelske skin,
Oplys mig, og føer de formørkede sinde
Paa himlenes trin;
Lad mig udi lyset kun stedse gaae frem,
Og dagligen ile
Som flyvende pile
Til himmelen hiem :,:

*

- - -

* 175

8. Kom hellige olie, sielenes kræfter
At salve i mig,
At hvad jeg skal tænke og giøre herefter,
Maa virkes ved dig,
At aandens livsalige frugter maae staae
I deyligste grøde,
Og dagligen døde
Den onde attraae:,:

9. Kom sande veyvisere, hiertet at bøye,
Ret som det sig bør,
Lad hvad du befaler, mig ene fornøye,
At jeg det og giør,
Og blive saaledes bestandig derved,
I sorrig og glæde,
Indtil jeg kand træde
Fra verden i fred:,:

10. Kom due, at kierligheds varme kand findes
I inderste aand,
Lad alt, hvad dig kiender, nu mere forbindes
I kierligheds baand,
Fra dig ey at vrie os ud eller ind,
Men redelig vandre,
Og aldrig forandre
Det himmelske sind:,:

11. Kom siele-fred, lad vor samvittighed smage
Din liflige roe,
Din sødhed, til sindet fra verden at drage,
I hierterne boe,

* 176

Og tal til mit hiertes den inderste grund:
Fred vil jeg dig give
Jeg hos dig vil blive
Til yderste stund :,:

12. O kierligheds lue, lad hierterne finde
Din helligheds brand,
Mit hierte lad sig med dit hierte forbinde
I lydigheds stand.
Ret i mig din kierligheds bannere op,
Mig vil jeg forskrive,
Din gandske at blive
Med siel og med krop:,:

13. Kom himmelske kilde i sielen at flyde
Med glæde og trøst,
Ved dig ret en forsmag af himlen at nyde
Er ene vor lyst,
Mod denne din glæde er verden kun straae,
O! paradiis-drue,
O! himmelske lue,
Hvo dig kun kand faae:,:

14. Vor børnerets vidne! hielp, abba at sige
Med hierte og mund,
Og tryk mig den vished at arve dit rige
I inderste grund;
Ja viis mig, saa tit du o saligheds pant

*

- - -

* 177

Om himlen erindrer,
Hvor kronen den tindrer,
Som JEsus os vandt,
Som JEsus os vandt.

Nr. 64.

Mel. Fader vor udi Himmerig.

Kom Hellig Aand, kom hierte-mild,
Optænd mit hierte med din ild,
Lad dine luer i mig tændes,
At verdens kierlighed forbrændes,
Set sielen i en himmel-brand,
Som aldrig mere dæmpes kand.

2. Oplys mig ret, du sandheds skin,
At jeg kand giøre visse trin,
Lad hiertet skiules i din giemme,
Og ingen fremmed ild fornemme,
Din Guddoms dug forfriske mig,
Saa blomstrer sielen yndelig.

3. Kom, dyre balsom! giør mig sund
Fra syndens gift i biertets grund,
Din naade lad mig giennembløde,
Og al min vee og suk forsøde,
Kom sielens søde paradiis!
Og mig med livets frugt bespiis.

4. Kom! kom du allerbeste trøst!
Saa er jeg frie fra verdens lyst,

*

- - -

* * 178

Kom du, som alting har at give,
Og sielen ene kand oplive,
Min Villie og min forstand
Opfyld med naadens lys og brand.

5. Giv, at jeg som et troe GUds barn
Maa flye for syndens dynd og skarn,
Lad hellighed mit sind beklæde,
At jeg kand gaae min gang med glæde,
At himlen er mit øyemeed,
Og veyen ret bestandighed.

6. Giv mig den styrke, at jeg giør
Din villie, som det sig bør,
Din viisdom min forstand optænde,
Hvad got er, ret fra ont at kiende,
Og hvad du lærer min forstand,
Jeg baade giøre vil og kand.

7. Kys sielen, og gyd derved ind
Din viisdoms strømme i mit sind,
At jeg kand selv i hiertet prøve,
Mig i din kierlighed at øve,
Ey ene det hos andre see,
Men at det af mig selv maa skee.

8. Syvfoldig store siele-skat!
Giør du mit hierte riigt og sat,
Lad dine søde naadens strømme
I sielen alting oversvømme,
Hvad er dit gode himmel-sødt,
Ja uden dig er alting dødt.

*

- - -

* 179

9. Du livets strøm klar som cristal,
Der fylder himlens fryde-sal,
Jerusalems de høye stræder
Med hele strømme fuld af glæder,
Hvo dig kand faae, har ingen nød,
Hvo dig ey faaer, er meer end død.

10. O JEsu, som med mund og haand
Har lovet mig din Hellig Aand,
Ach send ham ind udi mit hierte,
Saa lindres al min vee og smerte,
Og gyd ham dybt i hiertet ind,
Saa renses mit urene sind.

Nr. 65.

Kraft udaf det høye
Som vor siel kand bøye,
Himmeriges vind,
Som vor nød fordriver,
Og os glæde giver
Udi sielen ind,
Lad mig altid staae i brynde
Til din ære at forkynde.

2. O Guds store finger,
Som i sielen bringer
Livets søde saft,
Trøst i vor elende,
Lue til at tænde
Kierlighed i kraft,

* *

- - -

* * 180

Giv mig dog den brand og gave,
Dig af hiertet kier at have.

3. Trøst for alle fromme,
Hielp mig ind at komme
I din naades barm,
Og naar modgangs vinde
Storme, jeg kand finde
Hvile i din arm,
Lad o soel! din glands frembryde,
At min siel dit kys kand nyde.

4. Du kand, himmel-kilde,
Kom, du kand formilde
Sielens dybe saar.
Kom min søde længsel,
Saa skal al min trængsel
Brændes op som blaar,
At mit hierte finder hvile
I din honning-smag at smile.

5. Som en hiort i hede
Søger at oplede
Det ham ledske kand,
Saadan mine sinde
Længes dig at finde,
Søde livets vand.
Bliver aldrig vel til mode,
Før ved dig, mit største gode.

6. Du som verdens ender
Udi dine hænder

*

- - -

* 181

Æltede som leer,
Kydske hierters tynder,
Naar kun sielen skynder
Sig jo meer og meer,
I din samfund ind at træde,
O der har du mig, min glæde.

7. Føer du mine sager,
Hvad jeg foretager,
Al min vey og gang,
Øye, mund og øre,
Alt hvad jeg vil giøre,
Al min bøn og sang,
Hvad jeg er og har i live,
Vil jeg dig aldeles give.

8. Lad den aand, der figer
Om i verdens riger,
Dig imod at staae,
Aldrig mig bedrage;
Efter denne plage
Set mig kronen paa,
Da skal jeg med engle-tunge
Halleluja for dig siunge.

* 182

11. Paa Johannis den Døberes Dag.

Nr. 66.

Mel. Christus kom selv til Jordans Flod.

O syndig flok, hvo er det, som
I ørken paa dig kalder?
Giv agt derpaa, og tænk dig om,
Før du for døden falder,
Vend om, vend om, fra verdens sind,
Din syndig lyst at bryde,
Saa sandt du vil i himlen ind,
Og evig glæde nyde,
Lad bedrings taarer flyde.

2. Hans røst endnu, som torden-brand,
Den sikre hob skal skrekke.
Den lyner ind i syndens stand,
Den døde flok at vække,
Vend om, saa skal du naade faae,
Saa vil GUd dig antage,
Saa skal din syndens nat forgaae,
Og troens lys opdage,
Saa skal du livet smage.

3. Og ligger det paa hiertet svart,
Hvad I har handlet ilde,
Saa skynder eder, kommer snart
Til naadens søde kilde,
GUds lam er her, som ene bar

*

- - -

* * 183

Den gandske verdens synder,
At al hans sag er god og klar,
Som sig til ham kun skynder,
Hans ord det klart forkynder.

4. Saa vend da om i samme stund,
Og giv din GUd dog ære,
Begræd din synd af hiertens grund,
Da vil hand naadig være,
Ja, hvor livsalig, mild og bliid
Vil hand din siel annamme!
Men skynd dig snart i naadens tiid,
Thi bruges ey den samme,
GUds dom dig haardt vil ramme.

12. Paa Mariæ Besøgelses Dag.

Nr. 67.

Den høye GUd, som til min suk sig bøyer,
Min siel og sind med fryde-sang ophøyer,
Mit hierte fuldt af glæde velder ud,
Fordi hand er min hierte-søde GUd.

2. Hand tænkte paa mig arme støv i naade,
Min ringe bøn og sukke ey forsmaaede,
Hand haver mig, den store Majestæt,
Forunderlig med miskundhed anseet.

*

Nr. 67. J1-7.

- - -

* * * 184

3. Den HErre GUd, hvis magt er uden lige,
Hvis navn der er i alle himles rige
Og verdens kreds saa underligt og stort,
Har store ting imod mig usle giort.

4. Hand har mig ey forladt i nogen vaade,
U-endelig livsalig er hans naade,
Og bliver ved fra slægt til slægt hos dem,
Som rigtig for hans ansigt vandre frem.

5. Hand bruger magt med sine armes vælde,
Hvad der er stort, kand intet mod ham gielde.
Hand spreder bort som røg i veyr og vind,
Hvad der er høyt i deres eget sind.

6. Den vældige, som sig paa thronen bryster,
Den slaaer hand ned, at alt hans huus det ryster,
Den ringe, som af andre kastes hen,
Den setter hand da tiit der op igien.

7. Den hungrige, som ham for øyne haver,
Den fylder hand med mange rige gaver,
Den rige, som ey findes riig i GUd,
Den støder hand til evig tryglen ud.

8. Hand tænker paa sin miskundhed og naade,
Og at hand for sin kirke selv vil raade,
Beskiermer den saa vældig allesteds,
Sit navn til lof paa hele jordens kreds.

9. Saa mange, som paa hannem sig fortrøste,
Som Zions bierg skal staae, og aldrig ryste,
Hans eed udi den nye og gamle pagt
Staaer hvert et ord evindelig ved magt.

*

- - -

* 185

10. GUd Fader lof og evig priis og ære
Med Sønnen og den Hellig Aand vi bære,
Hand sette selv os dertil ret i brand,
At prise ham i verdens vide land.

13. Paa St. Mikkels Dag.

Nr. 68.

Mel. Af Høyheden oprunden er etc.

O søde GUd! din naades magt,
Som du, før verdens grund blev lagt,
Saa evig fast har grundet,
At jeg nu ved din Aand og Søn
Til livets krands saa tryg og kiøn
En himmel-vey har fundet,
Giør mig
Trøstig,
Til at træde,
Fuld af glæde,
Fra min smerte,
Hart og nær ind til dit hierte.

2. Dog det er endnu ikke nok,
At du dig selv mod satans flok
For os saa vældig setter,
At du i kierlighedens glød
Ved Sønnens egen aand og død
Vor trang og byrde letter,
Din lyst,
Dit bryst

*

- - -

* * 186

Os at eye
Og at pleye,
Giør at dine
Himmels-fyrster ere mine.

3. Dit engle-koor, som stedse kand
I u-ophørlig glædes brand
Dit blide ansigt skue,
Som staaer for thronen idelig,
Og til din ære viser sig
Saa fyrig som en lue,
De maae
Og staae
Os til rede,
Os at lede,
Os at bære,
Og fortrolig hos os være.

4. Din glands, som paa dem Straaler ned
Af Guddommens fuldkommenhed
Og majestætisk rige,
Har dem i saadan glæde sat
Og kierlighedens brynde, at
De aldrig fra dig vige,
Bøy du
Vor hu
Ligeledes,
At vi kedes
Ved den kolde
Verden, og til dig os holde.

5. Den store flok i himlens sal,
Det tusind, tusind, tusind tal

*

- - -

* 187

Af engle-hær og skifter,
I deres skiønhed, glands og pragt
Forenede af gandske magt
Til himmelske bedrifter,
Seer nok
GUds flok,
Hvor de ere
GUd saa kiere,
Dog i fare,
Derfor vil de dem forsvare.

6. Saa skiøtte vi slet intet om,
At satans hele rige kom,
Og vilde os forfærde,
Vi har i HErrens engle-hær,
Som er os nat og dag saa nær,
En mægtig vold og gierde,
Lad de
Mørke
Aander grue
Ved at skue
Vores hvile,
Fuld af engle-spyd og pile.

7. Slet intet kand opholde dem,
De fare ubehindret frem,
Som luftens stærke vinde,
Igiennem al hans modstand gaaer
De i en hast, som ild i blaar,
Al mørkheds magt maa svinde.
Hvad vil
Da til

*

- - -

* 188

Dette rige
Satan sige,
Eller gielde
Mod en hær saa stor af vælde.

8. Ach vilde jordens himmel-slægt
Kun driste paa GUds varetægt,
Og frygte ingen farer.
O! Christen siel! kun vel til freds,
Du gaaer jo tryg og allesteds
Blant lysets englers skarer,
Som sig
Villig
Til os vender,
Og paa hænder
Altid bære.
Hvo vil da bedrøvet være?

9. Dog maae vi gaae i lysets trin,
Og flye det bare falske skin,
GUds englers vey betræde,
Ved synden krænkes dette sind,
Hvo paa GUds frygt vil legge vind,
Kand alle engler glæde.
Den mand,
Som kand
GUd behage,
Hand kand drage
Engle-hænder
Efter sig, hvor hand sig vender.

10. Vi ønske i GUds rige jo
I deres selskabs lyst at boe,

*

- - -

* 189

Og dennem liig at blive,
Velan saa maae vi ligne dem,
At GUd os ret er angenem,
End ogsaa her i live,
At vi
Og i
GUd at tiene
Os forene,
Og bevise
Al vor konst hans navn at prise.

11. Saa vil de søge vores gavn,
Og bære os som børn i favn,
Vor skade aldrig taale,
De mørke aanders vid og kunst
Skal svinde som en damp og dunst
For deres glands og straale,
Var hand,
Satan,
End saa modig,
De skal blodig
Ham bortvise,
Og os skaffe roe og lise.

12. Naar vi i fare sikre gaae,
Da give de os at forstaae,
Hvordan vi kand undvige,
Er ingen ven saa god og kier,
At hand i nøden er os nær,
De vil os aldrig svige,
Og om
Der kom
End saa mange
Os at fange

* 190

Sorte drager,
HErrens engler dem forjager.

13. De gaae for os i kamp og striid,
Naar satan bruger al sin fliid,
Vor krop og siel at skiende,
De vaage hos os dag og nat,
Og kalde os Guds egen skat.
Ja, naar vort liv har ende,
Da er
Strax der
Engler rede,
Os at lede
Vel saa blide
Ind at staae hos Lammets side.

14. Des skee dig priis af gandske magt,
O GUd! som os din engle-vagt
Saa gierne vilde unde,
Vi vilde, mens vi vandre her,
I saadan yndig engle-færd
Dig prise hvad vi kunde,
Til vi
Og i
Himmerige
Engle-lige
Frisk tilhaabe
Hellig, hellig, hellig raabe.

*

- - -

* 191

Nr. 69.

Du, dievel! skal den glæde ey
Af JEsu lemmer høre,
At du dem til din falske vey
Fra JEsu skulde føre,
GUd var dig ikke nok,
Du med din sorte flok,
Din løgn og egenhed
Dig fra vor HErre sleed,
Vi ville hos ham blive.

2. Du, o du mord-forgiftig aand!
Som mange engle-skarer
Har koblet ind i dine baand
Og sorte affalds-snarer,
Du drogst dem listig ind
I dit forvendte sind
Fra deres fyrste-magt,
Til skændsel og foragt
Fra lyset nu forstødte.

3. Hvad har du, hvad har de med dig
For eders møye fanden,
Du est med dem saa ynkelig
Med mørkheds lenker bunden,
Du har din glæde, naar
Du seer det ilde gaaer,
GUds ville, evig god,
Du altid staaer imod,
I synden er din hvile.

4. Os arme mennisker du har
Med syndens lenker bundet,

*

- - -

* 192

Og alt det gode, i os var,
Er derved plat forsvundet.
Al jammer, vee og skam,
Det er din egen kram,
Af sæden, du har strød,
Er verdens synd og død,
Du est al ondskabs kilde.

5. Den jammer blev os meer end stor,
Den synd, som du har stiftet,
At alle folk paa denne jord
Er dermed plat forgiftet,
Det arme hierte, som
Var HErrens helligdom,
Der slaaer du op din telt,
Der ligger du til feldt
Mod GUd og alt hans rige.

6. Skiønt du nu havde os i aag,
Hvoraf al verden trykkes,
Da skal dit snilde anslag dog
Dig aldrig mere lykkes,
Dit raad, der var saa stort,
Har GUd til intet giort,
Er du end snild og klog,
Her har vi skriftens bog,
Den giør os dig for kloge.

7. Du bruger baade magt og sviig,
Snart viser dine tænder,
Snart er du lysens engel liig
For dem dig ikke kiender,
Du skrekker os med nød,
Synd, helvede og død,
Snart er du faur og fiin,
Og skenker sødest viin
Af verdens lyst og glæde.

4,4: plat] fuldstændig. - 4,6: kram] hvad man drager rundt med og falbyder (ordet i ældre tid fælleskøn). - 6,5: ] plan. - 7,3: 2. Kor. 11,14.

193

8. Men GUd ved ordets klare glands
Oplyser vore sinde,
At du vort arme sind og sands
Ey mere skal forblinde,
Guds ord vi har dertil,
Som vi og følge vil,
At lyses til et sted
Hvor du os skal i fred
Til evig tiid vel lade.

9. De fodspor af din løve-fod
Vi alt for mange kiender,
Vi veed saa vel dit bittre mod,
Hvor sledsk du dig end vender,
Din søde venskabs smiil
Er dødens visse piil,
Du lover store ting,
Men giver dødens sting
Og evig helved-plager.

10. Vor JEsus over os nu staaer,
Og fred og frelse lyser,
Trods! at du rører os et haar,
Hvor heftig du end fnyser,
Thi JEsus ned har lagt
Al satans vold og magt,
prøv al den konst du veed,
Vor JEsus slaaer dig ned,
Med al din list og vælde.

11. Tag med dig al din helved-svarm,
Og slaa til begge sider,
Med os er HErrens stærke arm,
Vor JEsus for os strider.

*

- - -

* 194

Hand ændrer vores sind,
Og tager hiertet ind,
Den deel du stoler paa,
Vort hiertes mørke vraa,
Oplyser hand med naade.

12. Er nogen tryg paa syndens vey,
Ham kand du overvinde,
Ham kand du giøre lad og fey,
Ham tage fast og binde,
Hvo verden end har kier,
Maa falde for dit sverd,
Den dovne christen-flok,
Som ey vil stride nok,
Dem kand du let bestrikke.

13. Men hvo, der følger frisk og fri,
Som ordet ham ledsager,
Og altid ad den snevre stie
Fra verdens lyster drager,
I troen trofast staaer,
Den falske lyst forsmaaer,
Og al sin agt har sat
Til himlen dag og nat,
Den skal du ey forføre.

14. O JEsu! som est kommen, at
Forstyrre satans rige,
Hielp, at vi aldrig dag og nat
Fra ordets vey e vige,
Og giør os alle frie
Fra satans tyrannie,
Vær hos os, hvor vi gaae,
Staa med os, naar vi slaae,
Og lad os altid vinde.

*

- - -

* 195

14. Paa alle Helgenes Dag.

Nr. 70.

Helligste JEsu, reenheds kilde,
Som ey christal kand nær afbilde,
Du hellighedens perle-skat,
Da al den glands hos Cherubiner
Og hellighed hos Seraphiner
Er mod dit lys kun som en nat,
Et forskrift er du mig,
Ach dan mig efter dig,
Du mit alting,
JEsu! o nu!
Bøy sind og hu,
At jeg maa vorde reen som du.

2. O stille JEsu! som din ville
Imod din Fader altid stille
Og indtil døden lydig var,
Saa hielp at jeg i ligemaade
Din ville altid lader raade,
At dannes til dit æres kar,
Giv mig dit eget sind,
At vandre ud og ind
Stille, stille,
JEsu! o nu!
Bøy sind og hu,
At gaae saa stille frem som du.

3. Aarvaagne JEsu! muntert hierte
I største møye, kamp og smerte

*

- - -

* * 196

Du alletider haver havt:
Du maatte daglig meget lide,
Saa laae du dog om natter tide
I bønnens fyrighed og kraft,
Giv mig et muntert sind,
At trænge altid ind
Ret i bønnen,
JEsu! o nu!
Bøy sind og hu,
At jeg og vaage kand som du.

4. Mildeste JEsu, overmaade
Livsalig kierlig fuld af naade
Man dig mod ven og fiende saae,
Din naades soel og regne-draabe
Fik og at finde de tilhaabe,
Som skiønnede kun lidt derpaa.
Saa lær o JEsu! mig
Jeg der i ogsaa dig
Ret maa ligne!
JEsu o nu!
Bøy sind og hu!
At jeg maa blive from som du.

5. Taaligste JEsu, i din pine
Man aldrig saae en bitter mine,
Endskiønt du saa uskyldig leed,
Dit taal var stor og uden ende,
Man saae din iver aldrig brende
Undtagen for vor salighed.
Lær mig det samme spor
Taalmodig, ivrig for
HErrens ære,
JEsu! o nu!

*

- - -

* 197

Bøy sind og hu!
At jeg taalmodig er som du.

6. Værdigste JEsu! himlens ære!
Du vilde her foragtet være,
Saa dybt fornedret gik omkring
I deres skikkelse, som tiene,
Din Faders roes du søgte ene,
Din egen roes i ingen ting.
Min JEsu! f øer mig ned
I denne ydmyghed,
Altid mere,
JEsu! o nu!
Bøy sind og hu!
At jeg og ydmyg er som du.

7. O kydske JEsu! reen som lue
Var kydskheds speyl i dig at skue,
Du allerreneste Guds Lam,
I al din forhold, gang og klæder,
I alle dine ord og sæder
Man tugt og ærbarhed fornam.
O! min Immanuel:
Giør du mit liv og siel
Kydsk og tugtig,
JEsu o nu!
Bøy sind og hu!
At jeg og bliver kydsk som du.

8. Maadelig JEsu! dine skikke
I ret at nyde mad og drikke
Kand giøre mig i lidet glad,
At giøre al din Faders ville,

*

- - -

* 198

Det kunde dig din hunger stille,
Og derfor glemte tiit din mad,
Saa hielp at sielen maa
For alting spise faae,
Kroppen spæges!
JEsu! o nu!
Bøy sind og hu!
At blive ædrue her som du.

9. Sødeste JEsu! vil du give
Mig naade, at jeg dig maa blive
Nu altid meer og mere liig,
Din Aand og kraft mig giennerntrænge,
At jeg ved dig maa altid hænge,
O hvor vil jeg da blive riig!
Tag hele hiertet ind
Med dit det ædle sind,
Hierte kiere
JEsu o nu!
Drag sind og hu,
At evig være der som du.

*

- - -

* 199

DEN ANDEN DEEL,
TROENS GRUND.

FØRSTE PART.

1. Om Guds Væsen og Egenskaber.

Nr. 71.

Mel. Af Høyheden oprunden er.

O GUd! hvad est du meer end skiøn,
O du GUd Fader, og GUds Søn,
Og Hellig Aand tillige,
Hvor deylig er din thrones pragt,
Hvor vældig er dit scepters magt,
Hvor evig er dit rige,
Hvor got
Dit slot,
Hvor retfærdig,
Hellig, værdig,
Fuld af naade
Findes din regierings maade!

2. At du est herlig, høy og stor,
Den vide himmel, brede jord
Og dybe hav betegne,
Det alt er kun en draabe vand,
Ja neppe som et sole-gran
Udi din haand at regne,
Og du
Dog nu
Her i tiden
Mig, en liden
Askebolig,
Søger, elsker, favner trolig.

*

- - -

* * 200

3. Men er det ey en skændig ting,
Den største part saa blind omkring
I denne verden vanker?
Man seer din skabning daglig paa,
Dog seer man, som man ikke saae,
Og gaaer i andre tanker.
Ild, vand,
Luft, sand,
Soel og stierne,
Hver en kierne,
Hver en draabe
HErrens herlighed udraabe.

4. I ordet kand jeg see dig ind
Udi dit hierte-milde sind
Og store naades rige,
Jeg seer en bundløs kierlighed,
Jo meer jeg seer, jo mindre veed
Jeg, hvad jeg meer skal sige.
Ach min
GUd, din
Overmaade
Store naade
Er saa megen,
At du derved est min egen.

5. Du est min egen, søde GUd,
Hvor vilde jeg det raabe ud,
Om jeg kun havde evne,
Dog er det sukker i min mund,
Og hiertens fryd i sielens grund,
Naar jeg dig kun kand nævne,
Hvad vil
Der til
Os da flyde
Lyst at nyde,

* 201

Naar vi skulde
Eengang see dig ret til fulde!

6. Jeg seer dig, o! jeg seer dig ret,
Jeg smager dig, og bliver mæt,
I troen jeg dig eyer,
Dog alt det, som jeg om dig veed,
Imod den kundskabs herlighed
Saa got som intet veyer,
Som hist
Jeg vist
Skal fornemme,
Naar jeg hiemme
Og til stede
Hos min GUd kand staae med glæde.

7. Da skal jeg ret for alvor see
Din Guddoms ære i de tre
Livsaligste personer.
Hvor vil jeg, ja hvor vil jeg see,
Naar dine øyne ad mig lee,
Og naar din haand mig kroner.
O! hvor
Du jord
Ad mig stinker,
Naar jeg blinker
Med mit øye
Op mod HErrens himles høye.

8. Op! op! min siel fra denne jord
Til GUd, som hist i lyset boer,
Hvor alle engler vrimle,
Hvor alle helgens synge-fryd

*

- - -

* 202

Slaaer an som stærke tordens lyd
I alle himles himle,
Hvor hver
I sær
Kaster kronen
Hen for thronen,
Og tilhaahe
Hellig mod hverandre raabe.

9. O! hvem der dog var engle-klæd,
Og kunde giøre selskab med
De blide Seraphiner,
Som frydens gyldne harper slaae,
Og op i alle toner gaae
Med himmel-synge-miner.
Nu plat
God nat
Hermed siges
Verdens riges
Myre-tue,
Jeg vil op, min GUd at skue.

Nr. 72.

Mel. Christus kom selv til Jordans flod.

O dyre siel! opmuntre dig,
Med andagt at betragte,
Hvor GUd har aabenbaret sig,
Hvor høyt man ham skal agte,
At hand i frydens paradiis

* *

- - -

* * 203

Er stor foruden lige,
Og bør at have lof og priis
Paa gandske jorderige,
Som alle naaders kilde.

2. GUd! du est eene GUd og kand
Allene hielpen sende,
Formørket er enhver forstand,
Som dette ey kand kiende,
Lad mig paa dig allene troe,
Til dig i nøden træde,
Og søge al min siele-roe
I din forenings glæde,
Og aldrig fra dig vige.

3. Du est en Aand, o store GUd!
Og aandens himmel-gaver
Til alle gierne deler ud,
Som hver det nødig haver,
O lad mig derfor aanderiig
Og himmel-sindet være,
Dig meer og meer at vorde liig,
Og aandens frugter bære,
I sandheds rette væsen.

4. Du est, o GUd! foruden al
Begyndelse og ende,
Saa lær mig stedse i mit kald
Fra tiden mig at vende,
Derom at bede dag og nat,
Det stedse at besinde,
At jeg en evig himmel-skat
Maa ufeylbarlig finde,
Naar denne verden slipper.

*

- - -

* 204

5. Du est, u-endelige aand,
Foruden maal og ende,
Hvo kand undløbe fra din haand,
Hvor vidt hand vilde rende,
Saa er jeg ey paa noget sted,
Du jo min bøn kandst høre,
Men lad mig ogsaa blues ved,
At tænke, tale, giøre
Det mindste dig mishager.

6. Din vælde er u-endelig
At frelse dem, dig kiende,
Men ogsaa dem, der hade dig,
At kaste over ende,
Lad da din almagt allesteds
Som himlen mig omgive,
Ved andres trusel vel til freds
Og uforfærdet blive,
Kun dig allene frygte.

7. Din viisdom er saa høy, og gaaer
Langt over alle sinde,
Ey nogen trængsel er saa haard,
Du veed jo raad at finde,
Giv, at jeg derfor lader dig
Kun plat for alting raade,
Du veedst allene, hvad der mig
Kand skade eller baade,
Kun dine raad at følge.

8. GUd! du est hellig, uret kand
Umuelig dig behage,
Vil nogen staae i naadens stand,
Hand synden skal forsage,

*

- - -

* 205

Saa giv mig, u- afladelig
Et helligt liv at vise,
Og hvor det gaaer mig, stedse dig
I dine domme prise,
Skiønt jeg dem ey begriber.

9. Du est saa mild og kierlig mod
Enhver, som synden hader,
I dig de har saa hiertegod
Og himmel-sød en Fader,
Saa lad din søde kierlighed
Mit hiertes vee forsøde,
Med den forsikring, at jeg veed,
Min gandske skyld og brøde
Er kast i havets strømme.

10. Uryggelig din sandhed staaer,
Vel den, som det kand kiende!
Al verdens trofasthed forgaaer,
Men din har ingen ende,
Giv, at jeg frygter for dit ord,
Ey naadens tiid forsover,
Men derhos ogsaa stadig troer,
Hvad du i ordet lover,
At haabet ey beskæmmes.

11. Alsalig est du GUd, og fri,
Du giør hvad dig behager,
Men kierlighed er altid i
Det, du dig foretager.
Lad ingen ufornøyet stund
Fra haabet mig forvilde,
Men lær mig ret af hiertens grund

*

- - -

* 206

Fra dig, al godheds kilde,
Al salighed at vente.

12. Naar jeg saaledes dig beseer,
Som den, der aldrig sviger,
Da glæder det mit hierte meer
End alle verdens riger,
Til jeg ved dig i engle-stand
Mig evig skal fornøye,
Og i en u-ophørlig brand
Din liflighed ophøye
Med himmel-kraft og stemme.

13. GUd Fader, Søn og Aand, som vil
Af hele verden prises,
Det skal, saa længe jeg er til,
Af mig i sandhed vises,
Men giv os aand og kraft, som kand
Os dertil ret berede,
At vi i verdens vide land
Din lof og priis udbrede,
Af høyeste formue.

Nr. 73.

Store GUd, som dig til ære
Mig har dannet, skabt og giort,
Lad mig og et vidne være
Om, hvor ypperligt og stort
Alting er hos dig at skue,

* *

- - -

* * 207

Skiønt al mennisklig forstand
Veyer ikke ved et grand,
Magter ikke for en flue
Til at prise saadan GUd,
Og hans ære brede ud.

2. Mildhed, kierlighed og glæde
Er din høye thrones pragt,
Sandhed er dit herre-sæde,
Lyset er din klæde-dragt,
Hvad du giør, er stort og mægtigt,
Skiønt man skiønner lidt derpaa,
Eller kand det ey forstaae,
Dog for dig er alting prægtigt,
Lys og ret er al din vey,
Skiønt det ofte kiendes ey.

3. Ingen kand din magt bestride,
O almægtig-stærke GUd!
Verdens magt maa gaae til side,
Naar din sag du fører ud,
Hvad du vil, kand ey forrykkes,
Som din stærke lynild ey
Fattes nogensinde vey,
Saadan maa din gierning lykkes.
Hvor er nogen ting saa stærk,
Som kand hindre HErrens verk?

4. Uden ende, overmaade
Herlig er din kierlighed
Og usigelige naade,
Som os daglig er beteed.
Lad din kundskabs lys antænde

*

- - -

* 208

Og bestraale min forstand,
O al godheds fulde brand!
Lad mig i din naade brænde,
Giør mig ved din Guddoms glød
Ret i andagt lue-rød.

5. Du kandst give sielen føde,
Du est ene nok for mig,
Uden dig er alting øde,
Alting kand jeg faae i dig,
Du kandst ene rigdom give,
Alting uden dig er trang,
Ey at nævne værd engang.
Ach! hvad er dog her i live
Andet, uden dig, end nød,
Overkalket grav og død.

6. Ach! min siel i længsels lue,
Og i vand mit øye staaer,
Naar skal jeg dit ansigt skue,
At min jammer ende faaer?
Naar skal jeg til himlen stige
Op fra dette trængsels land,
Ind i søde engle-stand,
Boe udi dit skiønne rige,
Og dit milde ansigt see,
Hvor vil da mit hierte lee!

7. Nu du har berammet tiden,
Da min reyse bliver god,
Og din himmel længe siden
Mig forskreven med dit blod,

*

- - -

* 209

Derfor vil jeg taalig bie
Efter denne søde stund,
Men imidlertid min mund
Aldrig skal din ære tie,
Lof og priis dig være sagt
Her og hist af gandske magt.

Nr. 74.

O alle tings Monark! til hvilken ret at tiene
Sig alle Seraphim i ydmyghed forene.
Kast af din høye herlighed
Et naadigt øye paa mig ned.

2. Hvad er al magt imod din Majestæt at regne,
Al herlighed og glands skal for din throne blegne,
Vær ikke vred, men hav mig kier,
At jeg tør komme dig saa nær.

3. Du har fuldkommenhed, og derfor ingen lige,
Det ufuldkomne bør dog ikke fra dig vige,
Thi dit fuldkomne Faders sind
Os venlig lokker til dig ind.

4. Kun alle hid til mig, hvad skulde eder skrekke,
Min Majestætes glands jeg vil med naade dekke,
Thi vil jeg ey tilbage staae,
Men med min lof og priis fremgaae.

5. Du est min A og O, begyndelse og ende,
Hielp, at jeg mig til dig, min anfang, ret kand vende,

* *

- - -

* * 210

Og at jeg i dig ende maa
Alt hvad jeg har at forstaae.

6. Du est det store lys, som intet kand formørke,
Den mindste straal af dig os giver lyst og styrke,
O! at min steles mørke maa
I dette lys og glands forgaae!

7. Du kierligheden selv som strømmen dig udgyder,
Og alle englers sind saa u-ophørlig fryder,
Udgyd dig og, at jeg i mig,
Som kierlighed, kand finde dig.

8. Du est den livets kraft, af hvilken alt oplives,
Som til at tiene dig i nogen maade drives.
O! at ved dette livets liv
Min død maa blive død og stiv.

9. Du est for alting god, ja du est god allene,
O lad mig det om dig og ingen anden mene!
Men giør mig ogsaa sind og mood
Ved din den store godhed god.

10. Saa skal alt hvad jeg har din priis og tak frembære,
Ja! jeg vil gandske selv dig plat opofret være,
Dit billede du da skal faae
At see i mig saa deylig staae.

11. Dig være priis, som boer høyt over alle throner,
Og aldrig prises nok med alle engle-toner,
Jeg synger med af hiertens grund,
Til jeg faaer selv en engle-mund.

*

- - -

* 211

2. Om Guds evige Naade-Val og Forskydelse.

Nr. 75.

Mel. Nu vel an, vær frisk til Mode.

Milde GUd! mit hierte tager
Sig den frihed ind at see
I dit riges dybe sager,
Lad det med din ville skee,
Send en liden glands her ned
Af din store kierlighed,
At mit svage troes øye
Skrekkes ey for himlens høye.

2. Aldrig kand jeg noksom skatte
Din forbarmelse, som har
Kundet saadan slutning fatte,
Verden, som din fiende var,
Det fordømte Adams kiøn
Ved din egen kiere Søn,
Ved hans død, at frelse lade
Ud af den fortviilte skade.

3. O en slutning uden lige!
Kierlighedens fulde kraft,
Ret som hele himmerige
Havde intet andet haft!
Sønnen i Guds eget skiød
Gives hen til dom og død,
Dem fra satans magt at slide,
Som imod vor HErre stride.

*

- - -

* 212

4. Dog du har, o vise Fader!
Saadan rigtig orden sat,
Hvo sig den befalde lader,
Faaer din naades store skat,
Hvo paa Sønnen troer, og vil
Ham af hiertet høre til,
Aldrig hand fortabt skal blive,
Ham vil JEsus himlen give.

5. Villig er du og at tænde
Denne troe i alles sind,
Alle hierter skulde brænde,
Lod man kun din aand derind,
Vilde man kun kiende, hvor
Intet got i hiertet boer,
Og til naadens throne ile,
O! hvad fandt man da for hvile.

6. Dem du nu har seet at vilde
Giøre her i tiden bod,
Aandens virkning ikke spilde,
Men sig toe i Lammets blod,
Dennem har du og udvalt,
Og til Lammets bryllup talt,
Naar de troe til døden blive,
Vil du dennem kronen give.

7. Du har ingen vildet skyde
Hen fra naadens søde stand,

*

- - -

* 213

Hvo dig nu da ey vil lyde,
Derfor selv sig takke kand,
Troer man ikke paa din Søn,
Faaer man helvede til løn,
Mod den kierlighed at stride,
Det forvolder evig qvide.

8. Din retfærdig slutnings mening
Ærer jeg i ydmyghed,
Som din engle-chors forening
Aldrig nok at prise veed,
Troen kand vel see derind,
Men fornuften er for blind
Til i mindste grad at kunde
Denne høye sag udgrunde.

9. Sank da alle sielens kræfter
Til et himmel-sindet sind,
At mit gandske levnet efter
Himmerige rettes ind,
Til at skikke mig i alt
Som en siel, der er udvalt,
Hele verden slet foragter,
Altid gaaer med himmelfagter.

10. Lad mig see mit navn med ære
Skrevet ind i livets bog,

*

- - -

* 214

O! saa vil jeg gierne være
Hvor du vil, i hvad for krog,
Og er vist forsikret paa,
At mig ingen ting skal faae
Fra min søde JEsu dreven,
Jeg er alt i himlen skreven.

Nr. 76.

Mel. Som en Hiort med Tørst etc.

Hierte, lad dig ey indbilde,
At du est af GUd forstødt,
Hold dig fast til ordets kilde,
Evangelium er sødt,
Har du giort din GUd imod,
Ey, hand er jo from og god,
Har du samlet dig GUds vrede,
Glæd dig, naaden er tilrede.

2. Du est vel, som andre arme
Adams sønner, synde-fuld,
Men GUd strekker sine arme
Mod dig hierte-mild og huld,
Vender du dig om igien,
See! saa er GUd strax din ven,
Vær frimodig, GUd vil tage
Mod din bedrings graad og klage.

3. Mener du, hand er en løve,
Som kun tørster efter blod?
Kierlighed og gunst at øve,
Dertil staaer hans sind og mod,

* *

- - -

* * 215

GUd hand har en faders sind,
Vores jammer trænger ind
I hans søde faders hierte,
GUd hand føler selv din smerte.

4. Hør hans ord: saa sandt jeg lever,
Vil jeg ey en synders død,
Du, som for GUds vrede bever,
Glæd dig! det har ingen nød,
Naar kun GUd din bedring seer,
Alt hans hierte mod dig leer,
Syndre vil hand mildt undfange,
Aldrig komme de for mange.

5. Ingen hyrde saa kand rende
Efter det fortabte faar;
Skulde du GUds hierte kiende,
Hvordan det i lue staaer,
Naar hand ved den ondes list
Een og anden siel har mist,
Før hand finder dem med glæde,
Skulde du af glæde græde.

6. GUd hand ey allene ynder
Dem, som i hans naade staae,
Men og efter dem sig skynder,
Som i satans strikker gaae,
Skiønt at deres tal er stort,
Som hand har afspenstig giort,
Og ophidset dem, desverre,
Mod saa stor en GUd og HErre.

*

- - -

* 216

7. GUd dog bliver ved at raabe
Fuld af længsels fulde brand,
Sanker meer og meer tilhaabe
Ind igien i naadens stand;
Hvo sig nu vil stille ind
Med et naade-hungrigt sind,
Hand, naar hand sin synd begræder,
GUd og alle engler glæder.

8. GUd og alle himle fryde
Sig at see en synders bod,
Alle engle-munde bryde
Ud i glæde som en flod,
Men alt hvad hand har forseet,
Er, som det var aldrig skeet,
Al hans synd er kast i havet,
Alting, alting er begravet.

9. Ingen søe saa stærk udbryder,
Ingen strøm saa vældig gaaer,
Ingen ild saa heftig syder,
Intet mod vor GUd forslaaer,
Ingen ting kand lignes mod
HErrens naades store flod,
Vore synder bort at drive,
Mens vi ere her i live.

10. Nu vel an, I bange siele!
Her er naade, GUd ske lov,
Hvem vil pine sig og qvæle,
Da det ikke er behov,

*

- - -

* 217

Al den synd, du mindes kand,
Veyer ikke ved et grand
Mod GUds naades magt at regne,
Som du kandst dig frit tilegne.

11. Var der tusinde og flere
Verdens riger skabt af GUd,
Og du havde dem og mere
Fyldt med synd imod hans bud,
Det var meget, dog ey meer
End den allermindste fier
Mod GUds kierlighed at kiende,
Som har ingen, ingen ende.

12. Luk da op til himmerige,
Søde Fader! naadens port,
At jeg ret derind kand kige,
Og besee hvor høyt og stort
Naadens rige er og gaaer,
At mit navn i himlen staaer,
I din kierlighed mig øver,
Og dig aldrig meer bedrøver.

3. Om Skabelsen.

Nr. 77.

Mel. GUd Fader udi Himmerig.

Eller: Jeg veed et evigt Himmerige.

Op! al den ting, som GUd har giort,
Hans herlighed at prise,
Det mindste hand har skabt er stort,
Og kand hans magt bevise.

* *

- - -

* * 218

2. Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
De magted' ey det mindste blad
At sette paa en nælde.

3. Ja! alle englers store kraft,
Som Himle-Scepter føre,
Har ingen tiid den evne haft
Det mindste støv at giøre.

4. Det mindste græs jeg undrer paa,
I skove og i dale,
Hvor skulde jeg den viisdom faae,
Om det kun ret at tale?

5. Hvad vil jeg da begynde, naar
Jeg lidet giennemkiger,
Hvor mange folk der gik og gaaer
I alle verdens riger?

6. Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
At alle skove vrimle,
De mange fugle-spring, der skeer
Op under HErrens himle?

7. Hvad skal jeg sige, naar jeg gaaer
Blant blomsterne i enge,
Naar fugle-sangen sammenslaaer
Som tusind harpe-strenge?

8. Hvad skal jeg sige, naar mit sind
I havets dybe grunde
Kun dog saa lidt kan kige ind,
Og seer saa mange munde?

9. Hvad skal jeg sige, naar jeg vil,
Saa høyt jeg kand, opkige,

* * 219

Og vende alle tanker til
Det blanke solens rige?

10. Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
Hvor stierne-flokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig leer,
Og op til himlen vinker?

11. Hvad skal jeg sige, naar jeg op
Til GUd i aanden farer!
Og seer den store kæmpe-trop
Af blide engle-skarer?

12. Hvad skal jeg sige? mine ord
Vil ikke meget sige;
O GUd! hvad er din viisdom stor,
Din godhed, kraft og rige!

13. Alt det, som haver aande, skal
Vor Skabere begegne,
Hans lof skal fylde bierg og dal
Og alle verdens egne.

14. O! priser GUd paa denne jord
Hver, som har sands og tunge,
Og al den deel, i himlen boer,
Vor Skabers lof skal siunge.

15. Slaaer alle folk paa denne jord
Med fryde-tone sammen,
Halleluja! vor GUd er stor,
Og himlen svare amen!

* 220

Nr. 78.

Mel. Fryd dig du Christi Bruud.

Den luft hvori vi gaae,
Den jord vi trine paa,
Den muur af hav og bække,
Det stierne-pyntet dekke,
Blev flydt med got og glæde
Til Adams herre-sæde.

2. Da saae man jordens land
Udi sin jomfrue-stand,
Og før hun blev forbandet,
Da saae man intet andet
Paa klipper og i dale,
End skiønne brude-sale.

3. Men hvor var Adam da?
Hvor skulde komme fra
Den herre til sit rige,
Og thronen at bestige
Til jordens regimente;
Hvorfra var hand at vente?

4. Hvor var den herre? hvor?
Der laae et stykke jord,
En haandfuld sand GUd kaldte,
Til jorden at forvalte,
Et støv fik denne ære,
Al verdens spiir at bære.

5. Som det er GUds maneer,
Naar man slet intet seer,
Da veed hand raad at finde
Langt over alle sinde,

*

- - -

* 221

Ja der en redning henter,
Hvor man det mindst forventer.

6. Ey solens glands, ey guld,
Men kun et stykke muld
Hand tager, og det vender
I sine almagts hænder,
Strax er en bolig færdig,
Som agtes engle-værdig.

7. Saa blæser GUd ham ind
En aand af himmel-sind,
Forstand og alle dyder,
Som HErrens bolig pryder,
Der satte GUd sit stempel,
Der tog hand selv sin tempel.

8. Her staaer da Adam nu
Med GUd i siel og hu!
Hvorhen hans øye kiger,
Saa seer hand sine riger,
Al jorden til sin pleye,
Og himlen til sin eye.

9. Hans kierlighed var reen,
Hans skiønhed ugemeen,
Hans magt var u-indskrenket,
Al verden var ham skenket,
Hans tanke høy og vigtig,
Hans kundskab ret og rigtig.

10. Saa snart et dyr hand saae,
Strax kunde hand forstaae

*

- - -

* 222

Dets art, natur og evne,
Og det derefter nævne,
Hand kunde giennemkige
Naturens hele rige.

11. Hand ledte ey om guld,
Thi sielen den var fuld
Af himlens art og ynde,
Begierlighed og brynde
Til GUd, til GUd allene
At elske og at tiene.

12. Her var vor HErres priis
Hans beste paradiis,
Hans leye, gang og sæde
Var fuld af GUd og glæde,
Hand havde, kort at sige,
Et lidet himmerige.

13. O GUd! saaledes gik
Da Adam i sin skik,
Nu gaae vi anderledes,
At jorden maatte kedes
Vort syndig støv at bære,
At huse og at nære.

14. Men GUd skee lof og priis,
Et bedre paradiis
End det, som blev fordervet,
Os JEsus har forhvervet,
En himmel uden fare:
O gid vi der kun vare!

* 223

Nr. 79.

Mel. Bind nu op i JEsu Navn.

Adam gik i frydens lund,
Hele verden at regiere,
GUd vil ham dog give mere,
Derfor faldt hand i en blund,
HErren vilde nu beskikke
Ægteskabets høye sag,
Adam sov og vidste ikke,
At det var hans bryllupsdag.

2. Skabelsen var nu alt skeet,
Hængte sammen som en kiede,
Alle engler deres glæde
Havde i Guds gierning seet,
Dog var eet endnu tilbage,
Som var vigtigt, høyt og stort.
Adam havde ingen mage,
Dette blev saaledes giort.

3. GUd ved sin den stærke haand
Greeb hen ind ved Adams hierte,
Dette grib var ey til smerte,
Men at knytte ægte-baand,
Adam derved intet tabte,
At GUd tog hans ribbeen ud,
Thi deraf vor HErre skabte
Ham en himmel-pyntet bruud.

4. Adam vaagned op, og saae
Ud af første søvne-taage,
Saae sin GUd for sig at vaage,
Mens hand i sin slumme laae,

*

- - -

* 224

Saae, at GUd ved haanden førde
Denne jomfrue til ham hen,
Det hans hiertens grund oprørde
Til at prise GUd igien.

5. Hvad hand fandt i GUd for roe
Saadan himmel-sindet mage
Af Guds egen haand at tage,
Kan mand nu vel aldrig troe,
Her var ingen syndig brynde,
Som det pleyer nu at gaae,
Men GUds liflighed og ynde
Begge ud af øyne saae.

6. Her var ingen brude-krands,
Som man pleyer nu at bære
(Got naar det kun skeer med ære),
Her var dydens fulde glands,
Her var intet blomster nødigt
Til at strøe for brudens trin,
Natte-lys er overflødigt
Ved det klare solens skin.

7. I uskyldighedens pragt
Med en reen og engle-mine
Disse med hverandre trine
I en hellig ægte-pagt,
HErren føyer dem tilsammen
Ved sit eget Guddoms ord,
Der blev svaret Amen! Amen!
I det blide engle-koor.

8. Dermed gik det engle-par,
Som det enten skulde stige
Hvert minut til himmerige,
Eller snart i himlen var,

* 225

Eden var med himlen blandet
I saa sød en høytids roe,
GUd allene, intet andet,
Søgte disse begge to.

9. Den befalning Adam fik,
Det forbudne ey at æde,
Det var deres lyst og glæde,
Ord og anslag, hvor de gik,
Det var deres lyst at kunde
Være troe i denne post,
Ney de vilde ingenlunde
Smage den forbudne kost.

10. Der var ellers nok at faae,
Paradiis var fuld af glæde,
Nok at lugte, nok at æde,
Nok at see og høre paa,
Vilde GUd dem end forbyde
Alt hvad de i verden saae,
Kunde de ham selv kun nyde,
Maatte alt det andet gaae.

11. Men hvad skal vi tænke, naar
Man vil derimod afmale
Vore tiders bryllups-sale,
Som det meest i verden gaaer,
Naar med idel fylderier
Ægteskabet vies ind,
Denne satans glæde svier
Ind i alle frommes sind.

12. O hvor stor er dog den pragt,
Roos og priis for ægtestanden,
At GUd selv, og ingen anden,
Haver dertil grundvold lagt!

*

- - -

* 226

Lidde ægteskabet siden
Skiønt af slangen stor fortred,
Fik det dog sin glands med tiden
Af den ædle qvindens sæd.

13. Men i sandhed, standen maa
Uden JEsu ey begyndes,
Om hun af vor GUd skal yndes,
Hans velsignelse at faae,
Syndens lyst maa intet stifte,
Dette søde bliver suurt,
Sig at gifte kand forgifte
Ægteskabets helbreds urt.

14. I, som da i ægtestand
Leve, eller leve vilde,
Renser eders hierters kilde
Fra de raadne lysters vand,
GUd vil selv aldeles være
Med i denne høye sag,
Deraf har hun al sin ære
Brude-parrets æres dag.

15. O en vigtig sag! som dog
Af de fleste ey betænkes,
Som saa gierne sammen-lenkes
Til at gaae i syndens aag.
Hvad for fliid kand der formodes
Til en salig børne-tugt,
Naar der plantes kun og podes
Til at bære syndens frugt.

*

- - -

* 227

16. Standen i sig selv er god;
Men det kommer an paa maaden,
Kierlighed til GUd og naaden
Er den rette ægte-rod,
Himmel-sindede personer
Favne GUd i bøn og troe,
Det betyder ærens kroner
Og en evig samlings roe.

4. Om Guds Forsyn og Regiering.

Nr. 80.

Mel. Jeg vil din Priis udsiunge.

Eller: Guds Godhed ville vi prise.

Saa skal da mammon vige,
Og verdens trældoms stand,
Vor JEsu naades rige
Det aldrig lide kand,
Hvad skal afguderie,
Paa verdens sand at bygge,
I JEsu Kirkes skygge,
Ney naaden giør os frie.

2. Lad spørge den, som ikke
GUds søde naade seer:
Hvad skal jeg æde drikke,
Hvo vil mig klæde meer?

*

- - -

* * 228

Vil hedninger da gaae
Med verden sig at qvæle,
Saa maae oplyste siele
Dog bedre det forstaae.

3. O hvilken skam, at løbe
Fra GUd, som dyre lod
Os helved-slaver kiøbe
Med JEsu eget blood,
Og give sig hen i
Den haarde verdens plage,
At ofre sine dage
Til evigt slaverie.

4. Vil man ey andet have
End verden til sin skat,
Saa er man jo en slave,
I trældom dag og nat,
Før man kand noget faae,
Og er der lidet vunden,
Med frygt er sielen bunden,
At det igien skal gaae.

5. Det verste er, at slige
(Det maa jeg sige bart)
I søde himmerige
Har ingen deel og part,
De gaae den brede vey,
Og vil i himlen havne,
Naar de skal verden savne,
Men JEsus siger ney.

* * 229

6. Ney! aldrig tørst du tænke,
Som JEsum har forladt,
At GUd dig der vil skenke
Den store himmel-skat.
Er verden dig saa skiøn,
Og himlen dig saa liden,
Saa tag til takke siden
Med helvede til løn.

7. Saa prøv dig nu i grunden,
Om du ey verden har
I hiertet, GUd i munden,
Og dermed sagen klar,
Som hykleren er van,
Paa mammon kun at haabe,
Paa GUd sig dog beraabe,
Det gaaer umueligt an.

8. Vil du det trolig mene,
Din GUd at tiene her,
Saa er hand, hand allene,
Dig over alting kier,
Men er dig verden stor
Og skiøn i dine tanker,
Saa har du mist dit anker,
Og seyler uden roer.

9. I ret oplyste sinde,
Som JEsum har udvalt,
Som kiende, søge, finde
I eders Jesu alt,
Forsmaaer, som støv og sand,
Al verdens gods og evne,
Som ey er værd at nævne
Mod eders herre-stand.

*

- - -

* 230

10. Thi har I GUd til Fader,
Hand er at lide paa,
Saa glædes kun, og lader
Al verdens kummer gaae.
Hvad skal unyttig sorg,
Om næring tungt at spørge,
Saa længe GUd vil sørge,
Og være eders borg.

11. Er himlens slot vor eget.
GUd selv og hvad hand har,
Da er det meer end meget,
Da sagen er saa klar,
At kunde tvile paa,
Om og vort lives næring,
Saa kort en reyses tæring,
Er hos vor GUd at faae.

12. Kun frisk, I fromme hierter,
Og senker eder ned
Med alle eders smerter
I JEsu kierlighed!
Du GUds udvaldte flok,
Stræb kun af alle kræfter,
At følge JEsum efter,
Saa har og faaer du nok.

*

- - -

* 231

Nr. 81.

JEsus straffer den troende Siel, som begynder at lade sig indtage af verdens bekymring.

Ach min rose visner bort,
Bliver baade bleg og sort :,:
Ach mit blomster stod
Før som melk og blod,
Falmer nu fra top til rod.

2. Saae man før en HErrens bruud
See saa ufornøyet ud? :,:
Slet bestilt at man
Ikke bedre kand
Skiønne paa sin ædle stand.

3. Est du bleven barn igien?
Har du glemt din siele-ven? :,:
Veedst du ey mit ord?
Veedst du hvad du troer?
Og hvad du i daaben soer?

*

- - -

* 232

4. Læs engang det første bud:
Jeg er HErren, jeg din Gud, :,:
Lad det derved staae,
At jeg sørge maa,
Din sorg intet kand forslaae.

5. Har du og din troe forgiet?
Hvo har skabt dig? veedst du det? :,:
Den dig skabte veed
Vidre nok beskeed,
Sørg du ey, men troe og beed.

6. Har Gud noget havt saa rart,
Som for dig er bleven spart? :,:
Har du glemt min død,
Og det blod, som flød
Af mig i min bittre nød?

7. Aanden gav jeg dig til pant,
At du gandske vist og sandt :,:
Himlen selv skal naae,
Tviler du da paa,
Dine smuler her at faae?

8. Læs engang dit fader vor,
Fader! kiend ham og derfor; :,:
Derpaa det beroer
Alt, at du kun troer
Dette søde faders ord.

*

- - -

* 233

9. Ach! hvad ære, fryd og haab
Havde du vel af din daab, :,:
Vidste du beskeed
Om din herlighed
Efter daabens pagt og eed.

10. Faaer du ved Guds alter-foed
JEsu legem, JEsu blod, :,:
Den er steen og stok
I Guds kirke-flok.
Som ey deri finder nok.

11. Op med dit beklemte sind,
Kiig kun i Guds himle ind :,:
Hør Guds englers sang!
See hans helgens rang,
Der skal du og staae engang.

12. Zion, hele sagen er,
Verden, verden du begier :,:
Hendes skiulte glød
Gnistrer i dit kiød,
Brænd dig ey, det er din død.

13. Verden, verden af dit sind,
Luk din JEsum ene ind :,:
Favn mig i din troe,
Lad mig i dig boe,
Saa faaer sielen nok sin roe.

*

- - -

* 234

Nr. 82.

Mel. JEsu! du min glæde.

Gud skal alting mage,
Som mig alle dage
Favner i sit skiød,
Hand som mig udvalte,
Og blant sine talte,
Førend jeg blev fød,
Hand som veed
Saa god beskeed
Udi livet og i døden,
Hvad jeg har fornøden.

2. Gud skal alting mage,
Som saa mangen plage
Haver fra mig vendt,
Underholdet livet,
Mad og drikke givet,
Som det mig har tient,
Og naar tiit
En anden sit
Har med suk og sorg fordøyet,
Har han mig fornøyet.

3. Gud skal alting mage,
Lad den gamle drage
Fnyse hvad hand kand,
Lad kun havet bruse,
Alle vinde suse,
Gud er styremand,
Jonas saae
Beviis derpaa,
Naar hand og til jorden bøyer,
Hand igien ophøyer.

Nr. 82. EaJ1-7.

- - -

* 235

4. Gud skal alting mage,
Dig ved haanden tage,
Naar du synke skal,
Naar du vil fortvile,
Finder ingen hvile
Udi modgangs-dal,
Gud da vil
Selv træde til,
Da skal al din kummer endes,
Som et straa forbrændes.

5. Gud skal alting mage,
Mægtig i de svage
Hand sig altid teer,
Skulde eller kunde
Nogen gaae til grunde,
Som paa HErren seer?
AIlesteds
Da vel til freds,
Alting staaer udi hans hænder,
Al din trang hand kiender.

6. Gud skal alting mage,
Naar du skiønt skal smage
Dødens beske skaal,
Da vil hand det giøre,
Selv vil hand dig føre
Til det rette maal,
Lad den pagt
Kun staae ved magt,
At du skal til graven drage,
Gud skal sielen tage.

*

- - -

* 236

7. Gud skal alting mage,
Som den sorte drage
Mægtig overvandt;
Fører hand skiønt sine
Giennem kors og pine,
Underlig iblant,
Vær bered
Til striid og fred,
Til at give og at tage,
Gud skal alting mage.

Nr. 83.

Hvad er det got, i JEsu arme
Som skiøde-barn at sove ind,
Og ved hans naades bryst sig varme
Med et fra sorg befriet sind,
Hvad vil du dig med frygt besvære?
Gud kand din sorg allene bære,
Hans trofasthed omskiftes ey,
Hand er dig altid troe forbleven,
Og har sig med sit blod forskreven,
At føre dig den rette vey.

2. Hvor daarligt: som en hedning fare
I alle kummers torne ind,
Du kunde jo den møye spare,
Og favne JEsum i dit sind,
Da skulde sorgen selv sig glemme,
Og du en liflig roe fornemme,

*

- - -

* * 237

At see hvad hand fra evighed
For kierlighed har til dig baaret,
Som jo endnu er ubeskaaret,
Og evig, evig bliver ved.

3. Hvad vil du gremme dig for livet,
Og hvad der hører livet til?
Gud, som dig har det første givet,
Dig og det andet give vil,
Den, sielen himmel-spise rekker,
Og med sin JEsu purpur dekker,
Som er saa hierte-huld og troe,
Skal ogsaa nok din krop betænke,
At du dig derfor ey tørst krænke,
Men lade det paa Gud beroe.

4. Umælende dig det kand sige,
Naar du dig dem kun stiller for,
Da seer du i Guds almagts rige
Hans forsyns vey og klare spor,
Den lille fugl vor HErre nærer
Sig aldrig over trang besværer,
Er altid lystig, mild og vel,
Giør mark og skov til paradiser,
Og meer, end vi, vor HErre priser,
At vi maae skamme os ihiel.

5. See lilien i grønne dale,
Hvem har vel smykket denne bruud,
Hun skulde, om hun kunde tale,
Dig skielde for en tidsel ud,
Blant torne seer du rosens ynde,
At den dig vil til troen skynde,

*

- - -

* 238

Og alle blomsters rare top
I tal og skiønhed uden ende,
Som alle sig mod himlen vende,
Og vise dig til Gud hen op.

6. Der seer man dem i deres smykke
Som alle tider mildt at lee,
At Salomon i al sin lykke
Ved dem kun ringe var at see,
Kand Gud et græs saa høyt begave,
Hvad skal du da, min siel, vel have
For prydelse og herlighed?
Som har den beste skiønhed arvet,
Og est med blodet purpur-farvet,
Som flød af JEsu vunder ned.

7. Den deel vi bruge her i live,
Er ikke megen kummer værd,
Een ting er nødig ret at drive,
Og tage sig af hiertet nær,
Hvor mangen gaaer med suk, og klager
For det, som Gud sig selv antager,
Og bærer sorgen i sit bryst,
Da tit, naar ingen redning kiendes,
Ved hannem al vor jammer vendes
Til hiertens glæde, fryd og lyst.

8. Saa hviil, min siel! foruden plage
Saa stille i din JEsu skiød,
Lad dig den glæde ey betage,
Men glæd dig derved til din død,

*

- - -

* 239

At Gud i Christo dig udvaldte,
Og alle dine taarer talte,
Har maalet al din gang og vey,
O lad dig det dog eengang sige,
Din Gud, hand kand dig aldrig svige,
Ney! Gud allene sviger ey.

Nr. 84.

Mel. Jeg raaber til dig o HErre Christ.

O Gud! fornuften fatter ey
Din forsyns skiulte naade,
Den ubegribelige vey
Og underlige maade,
At føre dine helgen paa,
At gange og ledsage,
Lede, drage,
Og altid med dem gaae
I alle deres dage.

* *

- - -

* * 240

2. Naar du os vil ophøye, maae
Vi først til jorden segne,
Naar vi dit naade-skin skal faae,
Saa lader du det regne,
Du tager os vor fordeel hen,
Naar du os riig vil giøre,
For at føre
Vor siel til dig igien,
Og dine bud at høre.

3. Du lader os med helved-frygt
I vore synder plage,
At naaden ret kand blive søgt,
Og desto bedre smage,
Du truer os med nød og død,
Naar du os vil oplive,
Trøsten give,
Der er langt mere sød,
End nogen kand beskrive.

4. Og naar vi da din kierlighed
Og milde hierte finde,
At mange glædes taarer ned
Af vore øyne rinde,
Naar den afvendte siel igien
I JEsu skiød kand havne,
Ham at favne,
Saa svinder verden hen
Som drømme, røg og avne.

5. Du stiller dig som du varst vred,
Forskrekker vore tanker,

*

- - -

* 241

Du støder os i skarnet ned,
Os truer, slaaer og banker,
Befinder du os deri troe,
At vi det trofast mene
Med dig ene,
Saa faae vi liv og roe
I siel, i marv og bene.

6. Du fører os i kamp og striid
Mod satans hele skare,
Vi synes tiit i saadan tiid
I alt for stor en fare,
Da lære vi, hvor lidt vor leyr
Formaaer mod satans pile,
Til dig ile,
Og efter vunden seyr
I dig allene hvile.

7. I saadan kamp vi føres ind
Til vores egen nytte,
I Gud et uforandret sind
At faae til deel og bytte,
Naar vi vor jammer, synd og nød
Saa stærk i Gud bekrige,
At de vige,
Det bringer kiødet død
Og aanden kraft og rige.

8. Saa gaaer du giennem torn og krat
Og mange mørke stræder,

*

- - -

* 242

At faae de arme siele fat,
Som sig i verden glæder,
At de sig siden uden tvang
Dig gandske overgive,
Troe forblive,
Og satan mangen gang
Forfølge og fordrive.

9. Du giør til idel daarlighed
De vises høye sinde,
Og den for verden intet veed
Kand dine veye finde,
De arme synd're naade faae,
Men de sig selv behage
Maae tilbage
Med skam og blusel gaae,
Som verden ey forsage.

10. Det, som er for fornuften stort,
Det agter du ey meget,
Men det, som verden kaster bort,
Det kalder du dit eget,
Din gierning fører ingen pragt,
Hvad roes og gunst vil vinde,
Maa forsvinde,
Det, som er slet og svagt,
Det kand din naade finde.

11. Og det er nu din gamle viis
Med dem, som dig behage,
De maae saa ofte tugtens riis
Og megen trængsel smage,

*

- - -

* 243

Du fører os i mulm og mørk,
Hvor ingen vey og ende
Er at kiende,
Før vi fra verdens ørk
Til himlens hiem os vende.

12. Du viser altid det, der staaer
Imod den deel, du tænker,
Naar veyen hen til kronen gaaer,
Saa viser du os lenker,
Tit lader du os falde, naar
Du os fra fald og snare
Vil bevare,
Og lægedommen gaaer
Da ud af gift og fare.

13. Du giør os nøgen, bar og blot,
Naar du os vil berige,
Og trapperne er spee og spot
Til ærens krands at stige,
Naar vi slet intet andet kand,
End onde lysters vinde,
I os finde,
Saa setter du i stand
De synd-beklemte sinde.

14. Naar sielen sidder kold og svag
I stor anfegtnings mørke,

*

- - -

* 244

Da just i hendes vee og ach
Du selv er hendes styrke,
Vi tænke ofte i vor vee,
At du os slet forstøder,
Knuser, døder,
Ved enden kand vi see,
At hiertet mod os bløder.

15. Hvo merker, søde Gud! din daad
Og vise forsyns veye?
Hvo overgiver sig dit raad
Og faderlige pleye?
Vi troe dit milde hierte ey,
Og kand vor onde ville
Ikke stille,
Naar du fra glædens vey
I korset os vil skille.

16. O Fader! vær taalmodig mod
Os arme her i live,
Og lad vort hiertes onde rod
Din naade ey fordrive,
Du kiender jo vort onde sind,
Hvor let vi selv os plage
Og forsage,
Naar korset trænger ind
I vore glædes dage.

*

- - -

* 245

17. Saa brug din gode fader-ret
Og vise tugte-maade,
Det vilde gaae os alt for slet,
Om kiødet skulde raade,
Griib hiertet an, og lad os ey
I verden nogen hvile,
Før vi ile
Til dig paa troens vey
For korsets jammer-pile.

18. Lær os det falske hykle-trin
Fra Christi gang at skille,
Og ikke med det bare skin
Os selv og andre drille,
Ey følge vore egne spor,
Thi vor fornuft de rette
Ey kand giette,
Men dine veye for
Vort øye altid sette.

19. O! lad fornuften aldrig dig
I dine veye dømme,
Og kiødet ey bedrage sig
I sine egne drømme,
Og naar du giør ved korsets tugt,
At synden os skal smage
Salt som lage,
Vi da forstaae den frugt,
Som vi af korset tage.

20. Saa føer os ved din egen haand,
Som du det bedst kand finde,

*

- - -

* * 246

Og lad din gode Hellig Aand
Os alle tider minde,
At hvordan du os føre vil,
Saa er din vey og maade,
Os at raade,
Hvor haardt det end gaaer til,
Dog idel naade, naade.

5. Om Guds Billede og Menniskets Elendighed og Fordervelse.

Nr 85.

Mel. Af dybsens Nød lader os til Gud.

Min JEsu! grund til al vor lyst,
Og frydens rette sæde,
Hvad klemmer dog dit milde bryst?
Du hele verdens glæde!
Hvad er det for en bitter ting,
Der giør dig hierte-stød og sting,
At du saa dybt maat sukke.

2. Den jammer udi vor natur,
Som du til bruud har kaaret,
Vor jammer bliver dig saa suur,
Og har dit hierte saaret,
Vor jammer voldte, at man saae
Dig her saa tiit i verden gaae
I suk og sørge-tanker.

* *

- - -

* * 247

3. Du seer, Guds billede er skiendt,
Som var i sielen inde,
Og hvordan mørkhed har bespendt
De arme folkes sinde,
Hvor hellighedens brude-krands
Af siel og hierte, sind og sands
Er gandske tabt og borte.

4. Du seer, hvorledes vi har mist
Vor friheds lyst og ære,
Og fik igien ved satans list
Det syndens aag at bære,
Det mesterstykke af Guds haand,
Vor tunge, seer du nu i baand,
Af satan selv belenket.

5. Det synde-aag, de bolt' og baand,
Som vore siele plage,
De giør, at JEsu ynksom aand
Saa dybt et suk maa drage,
Men i særdeleshed fordi,
At folk vil ikke være fri
Fra synd og evig pine.

6. Men du gaaer midt paa pladsen ind
Blant dem, der lide ilde,
Og aabner med beængstet sind
Dit hiertes naade-kilde,
Det suk, man af dig høre fik,
Ind for os i Guds hierte gik,
Hans kierlighed at finde.

*

- - -

* 248

7. Saa see, o milde fader, til
Din søns beklemte sukke,
Hvormed vor kiere Frelser vil
Dit hierte os oplukke,
Tag an dit svage creatur
I din fuldkomne naade-cuur,
Det sundt igien at giøre.

8. O Frelser! lad dit hephata
Min mund og hierte røre,
Saa skal du et halleluja
Af begge dele høre,
O! at dit broder-hierte maa
I al vor nød os aaben staae,
Saa kand os intet feyle.

9. Ach himmel-due, ach fornem
Din turteldues klage,
Og føer ved dine sukke frem
For Gud min vee og plage,
Bespreng min siel med JEsu blod,
Og giv mig troe og trøstigt mod
I al min trang og møye.

10. Naar døden i den sidste stund
Vil mund og mæle lukke,
Saa fyld mit gandske hiertes grund
Med himmeltrængend' sukke,
Føer selv for thronen mine ord,
Og sielen ind i engle-chor,
Hvor al vor suk har ende.

*

- - -

* 249

Nr. 86.

Mel. O menniske begræd din synd.

Nu JEsus til sin pine gaaer,
Ham taarerne i øyne staaer,
Og strømme-viis nedrinder,
O! hvem der kunde græde blod
Ved denne klare livets flod
Paa JEsu rosen-kinder.
Hvi græder du, som aldrig loe?
Hvi græder verdens lyst og roe?
Hvi græder himlens glæde?
Hvorledes skal jeg finde dig,
Immanuel, saa ynkelig
Paa denne jord at græde?

2. Var det, fordi du kunde see
Din pinebenk, gethsemane,
Og dødens kalk iskienket;
Da satan og den store stad
Til dig at lave dødens bad
Var ret som sammenlænket.
Ney derfor græd min JEsus ey,
Hand traadde paa sin piinsels vey
Med kæmpe-mod og længsel,
Hans død var beesk at tænke paa,
Men større var hans lyst at faae
Os frelst af evigt fængsel.

3. Men sagen var, fordi hand saae,
De fleste skiønne intet paa
Hans bittre dødens vaade,

*

- - -

* 250

Men leve hen foruden bod,
Ja træde paa hans død og blod
Og himmel-søde naade,
Dog tænke fast i deres sind,
At de skal løbe lige ind
I søde himmerige.
Den sag maa hiertet sprekke ved,
Som JEsus og paa dette sted
Ey kand for graad udsige.

4. Hand saae, der blussed" over dem,
Som boede i Jerusalem,
Guds grumme vredes lue,
Fordi de naadens lys forskiød,
Og torde med saa haard en død
Saa kier en Frelser true,
Hans egen pine har hand glemt,
Men over staden hierte-klemt
I suk og graad udbryder:
O arme stene-blinde stad!
Jeg græder, men du leer kun ad
Den naade, jeg dig byder.

5. Du, fordum hele verdens priis,
Guds egen stad og paradiis,
Hans residentz og sæde,
Din tempel i dig yndefuld,
Som demant spiller i sit guld,
Var alle frommes glæde.
Jerusalem! hvor seer du ud,
Er saadan deylig jomfru-bruud
Nu til en hore bleven,
En synde-sølet skiden soe,

*

- - -

* 251

De sorte aanders myre-boe,
Til dødens dom opskreven?

6. Ach! vilde du, endog i dag,
Besinde ret din frelses sag,
Med bedrings graad og sukke,
Da skulde end min taare-regn
Dig være vist et naade-tegn
Til vredens ild at slukke.
Men satan har dig slet forrykt,
Du lever uden sands og frygt,
Og vil dig ey omvende,
At Gud maa føre over dig
En jammerfuld og græsselig
Forstyrrelse og ende.

7. See dog, hvor det din søster gik,
Synd-sikre Christenhed, hun fik
Den deel du og skal finde,
Saa fremt du ey omvender dig,
Og søger naaden flittelig,
At bedrings graad kand rinde,
At skiemte med vor HErres ord
Betyder hunger, pest og mord,
Ja evig helved-klage,
Det staaer kun paa oprigtig bod,
Hvor den er, der er sagen god,
Men ellers evig plage.

8. Om dig forkyndtes sverd og brand,
Ja HErrens vredes grumme band
Af alle Guds propheter,

*

- - -

* 252

Om jorden brændte under dig,
Og himlen spaade pest og kriig
Med tusinde cometer,
Hvad var det dog at ligne mod,
At himlens Gud paa jorden stod,
Din ondskab at begræde,
Du dog kun frek til verden seer,
Og derved virkelig beleer
Vor JEsu øyne-væde.

9. Saa græd, o sikre siel! engang,
Den tiid, den tiid er alt for lang,
Du levet har saa ilde,
Lad hiertet smelte bort i vand,
At bittre taarer flyde kand
Af øyet som en kilde,
Da skal din JEsu øyne-taar
Formilde hiertets dybe saar,
Og al din graad forsøde,
Da bliver glæden meer end stor
I englernes udvaldte koor,
At du fra synden døde.

10. Thi græd hand for den fule stad,
Som satan selv i skiødet sad,
Den helved-drage-bolig,
Det folk, som slog ham selv ihiel,
Saa kand du tænke, kiere siel!
Hand mener det saa trolig,
Hand løber dig med graad imod,
Her skal du staae, og holde fod,

*

- - -

* 253

Ey paa hans taarer træde,
Men følge JEsu øynes raad,
Hvor kandst du, naar du seer hans graad,
Dig bare for at græde.

11. Hand har dig som en stad belagt
Med sine taarers vold og magt,
Du skal ham ey undvige,
Besee hans vaade rosen-kind,
O! see ham ret i øyne ind,
Der blinker naadens rige,
Nu JEsu, kom med livets vand,
Som hiertet ene ledske kand,
Og al min jammer slukke,
Derefter tørster alt mit sind,
Det suer jeg i sielen ind
Med dybe længsels sukke.

12. Tak, JEsu! for hver draabe vand,
Som du i din fornedrings stand
Min siel til trøst lod rinde,
Jeg græder her og længes, til
Din kierlighed mig unde vil
I himlen dig at finde.
Naar skal jeg see de øyne paa,
Som til min nød saa naadig saae,
Som for mig vilde græde,
Som brast for mig i dødens vee?
Naar skal jeg dog de øyne see
I evig fryd og glæde?

*

- - -

* 254

Nr. 87.

Mel. Nu lader os hans Legem.

Hvad hører jeg i paradiis?
En lyd af HErrens vredes riis.
Hvad da, hvorledes er det fat?
Ach! Adam har sin Gud forladt.

2. Hand var jo i Guds billed skabt?
Ja! men nu er den krone tabt.
Er al den herlighed forbie?
Ja nu er hand i slaverie.

3. Hvor blev hans viisdoms himmel-skat?
Ach den forsvandt i syndens nat.
Hvad har hand nu for denne glands?
En tordenskye i sind og sands.

4. Hvor blev hans lyst at tiene Gud?
Den brød hand med vor HErres bud.
Er den forglemt, som var saa sød?
Ja den er tabt, og glemt, og død.

5. Hvad stak ham, som var før saa klog?
Hans egen hustru ham bedrog.
Hvor faldt hun i den jammer ned?
Ved satans underfundighed.

6. Hvor kunde satan det formaae?
Hun tænkte større magt at faae.
Var dette grib saa stor en last?
Ja! derved har de Gud forkast.

*

- - -

* 255

7. Hvorledes blev da sielen nu?
Forferdet under vredens kue.
Hvad kom der efter lyset ind?
Et dumt, fra Gud forvildet sind.

8. Hvad havde hand med det fortient?
At vorde evig, evig brændt.
Hvem havde deel i denne løn?
Det gandske arme Adams kiøn.

9. Hvor komme vi til den fortred?
Vi vare jo i Adam med.
Hvoraf kand dette blive kiendt?
At vor natur fra Gud er vendt.

10. Ach! er det ey en farlig sag?
Ja! nød og angest for og bag.
Det seer jo ey den store flok?
Ja, men de kunde see det nok.

11. Hvem siger da, at Gud er vreed?
Det siger vor samvittighed.
Ja hvad om hun er sovet hen?
Saa faaer hun vækkes op igien.

12. Men er der ingen redning til?
Jo, vel for den, som reddes vil.
Hvor skal man da, hvor skal man hen?
Til Gud, vor fromme Gud, igien.

13. Vil hand os tage an paa nye?
Ja, dersom vi fra synden flye.
Hvor naae vi denne kierlighed?
I JEsu troe, som for os leed.

*

- - -

* 256

14. Er synden da mig reent forladt?
Ja, faae vi ham i troen fat.
Hvad giør mig vis i denne sag?
Din kamp mod synden nat og dag.

15. Er da min Gud mig mild og bliid?
Ja, søg din JEsum kun med fliid!
Men om det ey i tiden skeer?
Saa er der ingen redning meer.

Nr. 88.

Mel. O Drøvelse, etc.

O JEsu! see
Min skam og vee,
Guds billede er borte,
Sielen er spedalsk som snee,
Satan mig forgiorte.

2. Hvor himmel-klar
Og deylig var
Din skabning før at skue,
Ligner nu et skiden kar
Og den vilde drue.

3. Ach! den gestalt
Paa sielen faldt,
Der hun fra Gud sig vendte,
Nøgen, skiden, blind og halt
Ind i synden rendte.

* *

- - -

* 257

4. I dødens nat
Blev sielen sat,
Og var dog vel til mode,
Skiønt hun havde reent forladt
Hendes største gode.

5. Da sank hun ned
I daarlighed
Og syndens herredømme,
Alt hvad hun om himlen veed,
Er kun falske drømme.

6. De mørke baand
Fik overhaand
I alle hendes kræfter,
At hun den ureene aand
Følger gierne efter.

7. Som skibet ind
For vær og vind
I alle strømme farer,
Saadan foer det vilde sind
Hen i satans snarer.

8. De sorte kul
Og afgrunds hul
Er blank mod den at sige,
Som med verdens røg og smul
Vil sig nu berige.

9. En efterhøst
Af verdens lyst

*

- - -

* 258

Er hendes sommer-glæde,
Hyklers roes og falske trøst
Hendes ære-sæde.

10. Saa heel forvendt,
Forraadt og skiendt
Er sielen nu at finde,
Sort, forvildet og forbrændt
Som en dievelinde.

11. O JEsu! som
Til verden kom,
For os at vorde givet
Til en skat og helligdom
Og en vey til livet.

12. Forbarme dig
Dog over mig,
Og lad dit lys oprinde,
At mit hierte skynder sig,
Gud igien at finde.

13. Lad Straaler paa
Mit hierte slaae
Af naadens morgen-røde,
At min arme siel kand staae
Op igien fra døde.

14. Giv himmel-sands
Og dydens glands
Ved troens gylden-stykke,
Giv mig til en brude-krands
Dine vunders smykke.

*

- - -

* 259

15. Al verdens guld
Saa sort som muld
Mod denne ære findes,
Naar mit hierte frydefuld
Ret med dig forbindes.

16. Saa ugemeen
Og himmel-reen
Kand JEsu blod mig giøre,
Syndens magt, end ikke een,
Er der meer at høre.

17. Da gaaer jeg hen
Til Faderen,
Med himmel-perler kronet,
Evig nu paa ny igien
Med min Gud forsonet.

18. Mit smykke staaer
Da deylig, naar
Hand mig sin smukke kalder,
Og jeg, hvor jeg staaer og gaaer,
Ham saa vel befalder.

19. Men ach! hvor maa
Jeg vaerlig gaae,
At denne skat ey mistes,
Naar jeg skal i striden staae,
Og af satan fristes.

20. Hvad giør jeg da?
Jeg daglig fra
Al verdens lyst vil rende,

* 260

Og Guds søn paa Golgatha
I hans død omspende.

21. Saa har jeg hvad
Mig frisk og glad
Og skiøn for Gud kand giøre,
At mig verdens raadne mad
Ikke kand forføre.

22. Immanuel!
Du kandst saa vel
Mig denne perle giemme,
Derfor holder sig min siel
Altid hos dig hiemme.

23. Bort syndens stank,
Jeg fri og frank
Vil verden giennemstride,
Hist skal jeg nu snart staae blank
Hos min JEsu side.

Nr. 89.

Mel. Hvo kun sin Gud vil lade raade.

Vor siel er dertil født og baaren,
I Gud at vorde skiøn og riig,
Just dertil af ham selv udkaaren,
At vorde ham, sin skaber, liig;
Hvo kand den ære noksom prise,
Som Gud har vildet os bevise?

2. Her var en adel-stand at hitte,
Som himlen selv har agtet skiøn,

* *

- - -

* * 261

Og ey den allermindste smitte
I hendes væsen, art og kiøn,
Her kunde ingen mangel være,
Thi Gud var hendes lys og ære.

3. Hun drak af samme kildes floder,
Hvoraf hun selv var kommen frem,
Og viisdom, hendes selskabs broder,
Var hende meer end angenem,
Hun havde meer end riigdom funden,
Thi hun var ret med Gud forbunden.

4. Hvo kand den liflighed beskrive,
Som hun i hendes Gud fornam?
O! at hun lod sig fra ham drive,
Sig til uhørlig last og skam!
Men fienden hendes bryllups-dage
Har vendt til skændsel, vee og plage.

5. Nu er hun gandske jordisk bleven,
Og intet mere ret forstaaer,
Veed ey hvorhen hun er fordreven,
Men vild i denne verden gaaer,
Hun kand sig ey til GUd opsvinge,
Men elsker det, som er saa ringe.

6. Hun gaaer i barendom, og spiller
Med denne verdens leer og sand,
Sig ingen fare forestiller,
Beleer Guds vredes tordenbrand,
Med dukke-tøy hun sig umager,
Og agter ingen siele-sager.

*

- - -

* 262

7. O Gud, som har en frelse givet,
At bedre den fortviilte stand,
Væk sielen op igien til livet,
Som du, og ingen anden, kand,
At hun igien kand viisdom finde,
Og ikke løbe meer i blinde.

8. Tag fra mig bort den spot og skade,
At jeg saa lidt har elsket dig,
Som med dig vil saa gierne lade
Den arme siel foreene sig,
Hør dog min ynkelige stemme,
Og red mig ud af dødens klemme.

9. Giv! at jeg dig kand elske meget,
Og føer mig i dig selv til roe,
Det stinker, hvad der er mit eget,
At jeg ey hos mig selv kand boe,
Mit hierte dig skal vorde givet,
Dig elske er min deel i livet.

10. De sukke, jeg saa dybt maa drage,
Ach lad dem dig til hierte gaae,
Din søde kierlighed at smage,
Er al den deel jeg tænker paa,
Thi kand jeg elske dig af hierte,
saa kand mig intet mere smerte.

11. O store Gud! hvor skal jeg finde
Den lue, hiertet ønsker sig?
O lad dig, lad dig overvinde,
Og drag mig selv igien til dig,

*

- - -

* 263

Thi bliver du med mig forbunden,
Jeg da min siel igien har funden.

12. Den kierlighed, jeg længes efter,
De bryste, som jeg til er vant,
De give rette livets kræfter,
O! gid jeg ved dem laae saa sandt,
Jeg er jo dertil just udkaaren,
Ja, førend jeg blev født og baaren.

13. Just dertil, dertil est du givet,
Til mig af evighed udseet,
Saa lad mig i dig finde livet,
Jeg tier ey, før det er skeet,
At al den deel, der i mig tændes,
Med dig begyndes maa og endes.

14. Saa vær min himmel, soel og ære,
Min herlighed og tiidsfordriv,
Min skat, jeg kand i hiertet bære,
Min evig deel i dette liv,
Faaer jeg kun dig, min livets kilde,
Saa faaer jeg al den deel, jeg vilde.

Nr. 90.

Der mennisket var giort
Af Gud til noget stort,

* * *

- - -

* * 264

Hans billede at bære,
Der skulde idelig
I sielen vise sig
Med himmel-glands og ære,
Da bragte satan al
Den herlighed til fald
Ved Adam at besnære.

2. Det billed' haver Gud
I lovens klare bud
Os tydelig afmalet,
Fornyet det igien
Ved den, som synden hen
Har baaret og betalet,
Hand danner os paa ny
Den onde vey at flye,
Som Gud det har befalet.

3. Guds ord maa ret herind,
At vi i siel og sind
En himmel-kraft kand finde,
Guds klarheds egen glands
Maa klare al vor sands,
Fornuft og alle sinde.
Da seer man ogsaa snart
Et himmel-sind og art
I villen at oprinde.

4. Vor JEsu blod og sveed
Har vor retfærdighed

*

- - -

* 265

Allene bragt til veye,
Hvo dette ret forstaaer,
En væmmelse hand faaer
Til syndens sikre leye,
Og trænger med sit sind
I JEsu samfund ind,
Ham gandske selv at eye.

5. Da seer man aandens frugt
Først ret at spire smukt
I JEsu samfunds glæde,
I dydens rette skin
Foruden hykle-trin
Paa livets vey at træde,
Hvor HErrens sande frygt,
Paa troens klippe bygt,
Er væsentlig til stede.

6. En tro e til Gud, som staaer,
Naar alt til grunde gaaer,
Et haab, som ey vil glippe,
Alvorlig bøn og striid,
Bestandighed og fliid
Det gode ey at slippe,
Et levnet, som er fri
Fra skam og hyklerie,
Bestandig, som en klippe.

7. Mod arme gavemild,
Og som en brand og ild
Til andre got at giøre,
Ærbødig mod enhver,
Mod dennem dog i sær,

*

- - -

* 266

Som herredømme føre,
En hiertens ydmyghed,
Et sind som uret veed
At taale og at høre.

8. At sielen holder sig
Kydsk, ærbar, maadelig
I tanker, ord og lader,
Og er i hiertet god
Den, som os er imod
Og uden aarsag hader,
Er sandru, troe og huld,
Og ingen svigefuld
Bedrøver eller skader.

9. Da seer det klaret sind
I loven trøstig ind,
Er fuld af gode tanker,
Den rene hiertets grund
Da holder haand og mund
I sine rette skranker,
Hvert lem har dyd og kraft,
Som grene fuld af saft
Paa sine skiønne ranker.

10. Det er det billede,
Som Gud i os vil see,
Skal hand sig ved os kiende,
Den klarhed tager til,
Jo meer man stræbe vil,
I troens kraft at brænde,
Hist faaer hun al sin glands
Og rette brude-krands
At bære uden ende.

* 267

6. Om Guds Venlighed og Kierlighed.

Nr. 91.

Mel. Jeg raaber til dig, o HErre.

O JEsu, som har elsket mig,
Ja med saa overmaade
Aldeles ubegribelig
En kierlighed og naade,
O tænd mit hierte an igien
Med kierlighedens iver,
At jeg giver
Mig gandske til dig hen,
Og stedse hos dig bliver.

2. O lad dog kierlighedens brand
Mit hierte saa indtage,
At uden dig mig intet kand
I denne verden smage,
Stød alting af mit hierte ud,
Som sielen vil forvende
Fra at brænde,
Som din forelskte bruud,
Til livets sidste ende.

3. Hvad er din kierlighed dog sød,
Og meest i korsets plager,
Hun giør, at baade nød og død
Saa vel som honning smager,
Saa giv, at jeg ey andet veed,
Ey tænker, hører, lærer,
Elsker, ærer,
End denne kierlighed,
Som JEsus til mig bærer.

*

- - -

* 268

4. Gid jeg, min skat, dig maatte heel
Til evig eye nyde,
Og al mit hiertes inderdeel
I dine luer syde.
O lad mig vaage dag og nat,
At ingen lyst og plage
Skal borttage
Dig, søde himmel-skat!
I alle mine dage.

5. Det var jo idel kierlighed,
Der bragte mig den naade,
At man dig allevegne sleed
Paa mordisk viis og maade,
Ach maatte jeg din pines sag,
Hver smerte, hver en vunde
Ret begrunde,
At sielen nat og dag
Af længsel bløde kunde.

6. Hvor reent og kraftigt er dit blod,
Du lodst paa korset flyde,
Hvor giftig er jeg derimod,
Og haard som staal og spyde,
Saa lad dit blod med kierlighed
Min arme siel besprenge,
Giennemtrænge,
At jeg ey andet veed
End kun ved dig at hænge.

7. O! at mit hierte aaben stod
For dine piners vinde,

*

- - -

* 269

At regne JEsu sveed og blod
I alle mine sinde.
O! at mit øye som en strøm
Med taarer kunde rinde,
Dig at minde,
Hvor hierte-vee og øm
Jeg er, for dig at finde.

8. Gid jeg dig fuldte ud og ind
Med børne-graad og klage,
Til du bevæge lodst dit sind,
Mig i din favn at tage,
At du, min længsel, Gud og mand,
Saa liflig, som den søde
Morgenrøde,
I kierlighedens brand
Mit hierte vilde møde.

9. O drag mig, tag mig, hør mig til,
Jeg lader mig ey tysse,
Før jeg saa meget, som jeg vil,
Dig favne kand og kysse.
Jeg af din søde rosen-mund
I ordet vil fornemme
Naadens stemme,
Saa er jeg glad og sund,
Og kand min nød forglemme.

10. Min trøst, mit lys, min beste ven,
Og største lyst i livet,

*

- - -

* 270

O hav mig, tag mig gandske hen,
Dig har jeg mig hengivet,
Thi uden dig jeg billig maa
Den gandske verden kalde
Gift og galde,
Ey værd at tænke paa,
Langt mindre at befalde.

11. Men du est sielens trygge havn
Mod alle modgangs vinde,
Ach! lad mig i din naades favn
Den rette hvile finde,
Din kierlighed, som ild i blaar,
Mit hiertes trang fortære,
Balsom være
For mine synde-saar,
Som mig saa haardt besvære.

12. Hvad er der, som jeg ey udi
Din kierlighed kand tage,
Den er min soel paa vey og stie,
Min kilde sød at smage,
Min rare viin og himmel-brød,
Mit klæde for Guds throne,
Priis og krone,
Min trøst i al min nød,
I velstand fryde-tone.

13. Jeg vilde heller være død,
Ja, bare røg og avne,
Jeg ønsker, at jeg ey var fød,
Om jeg dig skulde savne,
Saa lær mig da, o søde lyst,
At jeg dig ret kand finde,
Ret kand vinde,

*

- - -

* 271

Og aldrig af mit bryst
Dig savne nogensinde.

14. Du elskte mig af evig tiid,
Min sag at vilde føre;
Før jeg fik viist den mindste fliid,
Din villie at giøre,
Indfandt sig strax din kierlighed,
Ved haanden mig at tage
Og ledsage
I verden op og ned,
Som det dig kand behage.

15. Saa lad den stand, hvori jeg staaer,
Din kierlighed kun smykke,
Og hvor jeg lidt af veyen gaaer,
Mig strax tilbage rykke,
Lad den ved al min verk og daad,
Som lyset, for mig brænde,
Ret at kiende
Og følge dine raad
Til livets sidste ende.

16. Lad hende trøste mig i trang,
I svagheds tiid mig styrke,
Og naar jeg endelig engang
Skal ind i dødens mørke,
Da lad din kierlighed staae bi,
Sig stille ved min side,
Med mig stride,
Saa gaaer jeg glad og frie
Fra hele verdens qvide.

*

- - -

* 272

7. Om JEsu Navne, Embeder og Stænder.

Nr. 92.

Mel. JEsu giv seyer.

Eller: Sorrig og glæde de vandre tilhobe.

Store prophete med himmelske lære,
Kommen ned til os fra Faderens skiød!
Lær mig hvordan jeg eet med dig kand være,
Det er min længsel, den lærdom er sød,
Siden man saae dig selv døden at døde,
Slangens hans hoved at knuse og støde.

2. Præst udi evighed! tankerne skynde
Alle sig hen udi længsel til dig,
Naar jeg betænker din kierligheds brynde,
At du et offer est bleven for mig,
Du est min talsmand hos Faderen hjemme,
Kand mig, din eyedom, aldrig forglemme.

3. Mægtigste konge! vi ville dig ære,
Stemmer I kierligheds strenge med i!
Lader os til ham taksigelse bære,
Ham, som fra satan os haver giort frie;
Hersk, o livsaligste konge! at dine
Ved dig paa fiendernes halse kand trine.

4. Nu da! saa skal og mit alting sig fryde,
Jeg, som en Christen, vil møde med sang,
Al min formue skal lystig udbryde,
Stemmes og fremmes i glædelig klang,

*

- - -

* * 273

Jeg vil dig prise, o deyligste konge!
Alt det, som aande har, med med mig skal siunge.

Nr. 93.

Mel. Op Christen siel op op etc.

Min aand er lystig, fuld af fryd,
Din herlighed tilbeder,
O! JEsu, alle dyders dyd,
Fuld af fuldkommenheder,
O! store JEsu herlighed,
En himmel at forlystes ved.

2. Hand er den viisdom, som saa net
Og rigtig alting føyer,
Hans scepter aldrig nogens ret
For gunst og gave bøyer,
O! store JEsu &c.

3. Hand er sin Fader liig i magt,
Sin aand i kraft og glæde,
Med begge eet i evig pragt
Og høye Guddoms sæde.
O! store JEsu &c.

4. Hand er den Guddoms rosmarin,
Som blomstrer uden ende,
Et speyl, hvori GUd Fader sin
Natur kand see og kiende.
O! store JEsu &c.

5. Hand er sin Faders tusindskiøn,
Af evighed oprunden,
Hans velbehag i denne søn

* * 274

Har ingen ende funden.
O! store JEsu &c.

6. Hand er foruden sted og rum,
Dog allesteds til stede,
En kilde, hav og hoved-sum
Af hiertets fryd og glæde.
O! store JEsu &c.

7. Alt hvad fuldkommenhed formaaer,
Det flyder her tilsammen,
Hans magt til evig tiid bestaaer,
Hans ord er ja og amen.
O! store JEsu &c.

8. Retfærdig, uforanderlig,
Stor, naadig uden ende,
Mod dem, som ret af hiertet sig
Fra syndens vey omvende.
O! store JEsu &c.

9. Hand er et væsen, reent og ret,
Høyst salig evig bliver,
Et evigt og eenfoldigt eet,
Som ingen pen beskriver.
O! store JEsu &c.

10. Hand er sig selv et paradiis,
Uendelig fornøyet,
Hand er sig selv til evig priis,
Og i sig selv ophøyet.
O! store JEsu &c.

11. Hvad synger jeg, som ey engang
Hans høyhed ret kand kiende,

*

- - -

* 275

End sige sette det i sang,
Som er foruden ende,
Dog bliver JEsu herlighed,
Et himmerig at glædes ved.

Nr. 94.

Mel. Bort I kiødelige Tanker.

Søde JEsu! hvilken fliid
Har du giort dig dag og nat,
At du kunde faae mig fat,
Før jeg kiendte naadens tiid,
At du kunde redde mig
Fra at døe evindelig.

2. Al din herlighed og pragt
Har du ikke tænkt oppaa,
Naar du mig kun kunde faae,
Trængsel, armod og foragt
Løb du villig ind udi
For min arme siel at frie.

3. Du forlodst din himmel-sal,
Tog et hyrde-embed paa,
Lod din konge-krone staae,
Treffede et selsomt val,
Sielen er det, som du til
Bruud og dronning have vil.

4. Det er derforuden sandt,
At du dig opofre lod,

* *

- - -

* * 276

Gav dit eget liv og blod,
Ja din dyre siel til pant
Paa at du, min skat, med mig
Vilde ret trolove dig.

5. Er det da en afgiort sag,
At du, søde JEsu, mig
Elsker saa usigelig;
O saa kommer da den dag,
At jeg i mig finde kand
Dine kierligheders brand.

6. Luk mig i dit rige ind,
Lad mig see dit hiertelag,
Giv mig kys og favnetag,
Og mig med dig saa forbind,
O min konge og min Gud,
At jeg altid er din bruud.

Nr. 95.

Mel. Alleneste Gud i Himmerig, etc.

Min hiertens JEsu, søde lyst
For sielens klare øye,
Jeg, som mig altid ved dit bryst
Saa liflig kand fornøye,
Jeg knæler for din throne ned,
Og vil din store kierlighed
Med fryde-sang ophøye.

2. Din sødhed blusser op i mig,
Indtager alle sinde,

* *

- - -

* * 277

Jeg synger, springer, frydelig,
Saa tit jeg dig kand finde
I troens favnetag saa sød,
Og hvile i din arm og skiød,
O der er himlen inde!

3. Du est et lys, bestraaler mig
Med idel fryd og glæde,
Mit hierte derved skynder sig,
Paa livets vey at træde,
Tag bort mit hierte, sind og sands,
Og fyld dem med dit lys og glands
Fra himlens lyse sæde.

4. Du est min sikre himmel-vey,
Til livets land at vinde,
Hvo det forstaaer, hand vandrer ey
Med verdens flok i blinde,
Ach lad mig ey indbilde mig,
At kunde himlen uden dig,
Min søde Frelser, finde.

5. Du, du est sandhed selv, hvorpaa
Jeg fast og stadig bygger,
I dig er liv og kraft at faae,
Foruden dig kun skygger,
Befæst min siel i livets trin,
At jeg ey paa det bare skin
Og tomme skaller tygger.

6. Du est mit liv, ved dig jeg kand
I Gud mit levnet føre,
Din Aand mit hiertes tørre land
Kand skiønt og frugtbart giøre

*

- - -

* 278

Ved himlens dug og livets saft,
Ach lad dog denne leve-kraft
I sielen ey ophøre!

7. Du est mit søde himmelbrød,
Din Faders største gave,
Hvoraf min siel i hungers nød
Kand kraft og styrke have,
O giør mig levende og glad,
Og lad mig ikke siele mad
Af verdens lyst tillave.

8. Du est min drikke, sød og sund
At ledske mig og fryde,
Hvo dig har smagt i hiertets grund,
Vil altid mere nyde,
O kilde, see hvor tørster mig,
O lad din sødheds strømme sig
Udi min siel udgyde!

9. Du est min klædning meer end rar,
Mit hiertes gylden-stykke,
I din retfærdighed jeg har
Et evigt brude-smykke,
Bort med den stolte klæde-dragt,
De blinde sieles staaderpragt,
Den gamle Adams krykke.

10. Du est mit slot og hinderhold,
Min faste borg og hytte,
Hvorfra mig ingen fiendevold
Kand nøde til at flytte:
O lad mig blive kun i dig,

* * 279

Saa skal du nok beholde mig,
Og troligen beskytte.

11. Du est min hyrde, som saa mild
Og trofast var, at hente
Min arme siel, der hun saa vild
I synden fra dig rendte,
O tag i agt dit arme faar,
At jeg ey skilles fra din hiord,
Men himlen vist kand vente.

12. Du est min brudgom, som min aand
Vil liflig favne-tage,
Mit lam, som leedst de haarde baand,
Og lodst dig for os plage,
Min konge, som mig holder fast,
At ingen helved-baand og bast
Mig fra dig bort kand drage.

13. Du est min ven i nød og død,
Som jeg allene eyer,
Min broder meer end honning sød,
Min moder, som mig pleyer,
Min læge, naar jeg findes svag,
Min skat og glæde nat og dag,
Som over alting veyer.

14. Du est min stærke helt i striid,
Min pantser, skiold og bue,
Min trøster udi trængsels tiid,
Som al min nød kand kue,
Mit skib i sorgens dumme søe,

* *

- - -

* 280

Med dig jeg leve vil og døe,
Og dog for intet grue.

15. Du est mit lys i modgangs nat,
Naar alle farer skrekker,
Min tilhold, naar jeg er forladt,
Og trofast haanden rekker,
Mit sukker mod den bittre smag,
Mit faste tække, skiul og tag,
Som mig for regnen dekker.

16. Du est min skiønne urtegaard,
Hvori min siel sig fryder,
Mit blomster, som i naadens vaar
Mit hierte deylig pryder,
Min rose udi korsets dal,
Trods modgangs torne uden tal,
I dig jeg alting nyder.

17. Du est i hierte-sorg min trøst,
Min glæde, naar jeg smiler,
Min daglig tiidsfordriv og lyst,
Min hvile, naar jeg hviler,
Og hvordan det mig end skal gaae,
Saa kand jeg være glad, og paa
Din naade aldrig tviler.

18. Hvad skal jeg om dig sige meer,
Min eneste udvalde,
Jeg vil af hiertet, som du seer,
Dig ret mit alting kalde,
Thi hvad jeg vilde, est du mig,
Ach! lad mit hierte idelig
Kun dig igien befalde.

*

- - -

* 281

Nr. 96.

Mel. Lader os vor HErre prise.

JEsu, du min deel i livet,
Brudgom meer end honning sød,
Du, som dig for mig har givet
Til den bittre korsets død,
JEsu, du mit hierte fryder,
O mit haab og dyre skat,
Min forlængsel dag og nat,
Som for Gud mig deylig pryder,
Ach hvor skal jeg værdelig,
Søde JEsu, prise dig!

2. O du rige naades kilde,
Himlens ære, glands og lyst,
Som din fader skikke vilde
Os til frelse, hielp og trøst,
Ach! jeg bliver her i live
Aldrig hellig, god og reen,
Men er død som stok og steen,
Uden du mig kraft vil give,
Aldrig kand jeg kalde mig
Ret en Christen, uden dig.

3. Kom, al verdens lyst og længsel,
Kom dog hid at styrke mig,
Kom, at trøste mig i trængsel,
Kom, og hielp mig naadelig!
Skynd dig til mig hid, min læge,
Gud, mit hierte er bered
Til at tage mod din fred,
Kom, mig snart at vederqvæge,
Kom, mit klare lys og skin,
At oplyse mine trin.

*

- - -

* 282

4. Kom, min brudgom, lad mig skue
Din livsalige gestalt,
Sød og liflig som en drue,
Rosen-yndig over alt;
Kom, du lys for alle blinde,
Kom, lad see dit lys og glands,
Kom, min smukke rosen-krands.
Lad min siel din balsom finde,
Lad mig, søde livets træ,
Hos dig finde ly og læ.

5. Ach! hvor skal dit milde øye,
O mit smukke hierte-blad,
Mig saa inderlig fornøye,
Giøre mig saa hierte-glad,
At jeg selv skal neppe vide,
Hvor jeg vil for glæde hen,
Saa livsalig er min ven,
Naar jeg faaer hans milde, blide,
Smukke øye ret at see,
Kand jeg midt i trængsel lee.

6. Giv mig her den lyst og ære,
At jeg som en frugtbar qvist
Maa i dig indpodet være,
Denne prydelse er vist
Mere herlig end rubiner,
Dyrere end gylden-dragt,
Smukkere end demant-pragt,
Sødere end rosmariner,
Ædlere end perle-snoer,
Det er dog kun muld og jord.

7. Her er paradises glæde
I min JEsu vunders læ,

*

- - -

* 283

Her er sommer-frugt at æde
Af mit skiønne livets træ;
O! hvor sød hans frugt mig smager,
O! hvor liflig er den stund,
Naar hand rekker mig sin mund,
Og saa heftig favnetager,
Kys mig, søde siele-ven,
Saa er sielen sund igien.

8. Kom, mit hierte ret at vie
Til din egen tempel ind,
Verden i mig stille tie,
Tael du ene i mit sind,
At jeg ret mig til dig vender,
At dit legems skat kand faae
Rum udi mit hiertes vraae,
At jeg ret din sandhed kiender,
At jeg, fri fra syndens stand,
Dig min Gud behage kand.

9. Liflig er din boligs sæde,
Fuld af naade, liv og got,
Fred, retfærdighed og glæde
Flyder til os fra dit slot,
Gud, mit hiertes grund forlanger,
At jeg giennem tidens vee
Maa med skarpe øyne see,
Hvor din høye bolig pranger,
Da i dig saa inderlig
Liv og siel forlyster sig.

*

- - -

* * 284

10. Vel da den, sin siel forlyster
Daglig i at prise Gud,
Paa hans naade sig fortrøster,
Gaaer frimodig ind og ud,
Som dig holder for sin klippe,
Som i dyd og stilhed vil
Deres levnet bringe til,
Som vil aldrig JEsum slippe,
Hvo saaledes vandrer frem,
Hand skal finde himlens hiem.

11. Saadan ret til sinds at blive
Giør min JEsu kierlighed,
Som ham selv har kundet drive
Fra sin himmel til os ned,
O! hvor kand hans død os glæde,
O! hvor fryder os hans ord,
At vi paa den usle jord
Seer Guds skiønne himmel-sæde,
Og af livets strøm og aae
Stundum nogle draaber faae.

12. Lukker alle høye porte
Op i verdens vide land,
Fiendens frygt og magt er borte,
Ønsker lykke alle mand,
Ærens konge af det høye
Kommer i sin herre-pragt,
Drager til os ind med magt,
Derfor alle sig bemøye,
At hans priis kand blive stor
Paa den gandske verdens jord.

*

- - -

* 285

13. Lover alle og tilbeder
Denne stærke HErre Gud,
Som sit riges grendser breder
Ved sin naade daglig ud;
Hand er Gud, af ham vi haver
Hvad vi er og har behov,
Hannem være evig lov
For hans mange store gaver,
Gud, som er saa mild og bliid,
Være lof til evig tiid.

Nr. 97.

Mel. Det gamle Aar forgangen etc.

Saa kom o JEsu, stærke heldt,
Som slog i verden op din telt,
Vor Josva, store kæmpe, som
Har kast de sortes fæstning om,
Og ved din stærke Guddoms magt
Os saadan herlig frihed bragt,
De største fiender slog og sleed,
Og som en JEsus lagde ned.

2. O satan! giør du meer fortred?
Kun sagte, her er qvindens sæd,
Som haver med sit blod og død
Dig givet pande-knuus og stød,
Og ved sit dyre blod os bragt
Den præstelige konge-magt,

*

- - -

* 286

At vi paa satans hals kand staae,
Og frisk i JEsu fodspor gaae.

3. Ja HErre, du os egner til
Dit hierte, hvo det have vil.
Du kalder os til bedrings sti,
Og giør fra syndens aag os frie,
Og som du est en stor prophet,
Som Gud i himlen ud har seet,
Saa viser du og synd're paa
Den vey, man skal til himlen gaae.

4. Dit navn, o JEsu! nok er værd,
At alle bøye deres knæer,
Og trykke det med troens arm
Dybt ind i sielens favn og barm,
Saa kommer jeg og bøyer mig,
O JEsu, JEsu, ned for dig,
Dit navn, det søde JEsu navn,
Jeg kysser i mit hiertes favn.

5. Dit navn jeg altid kalder paa,
I hvor jeg skal i verden gaae,
Dit navn er al min skiul og borg,
Der gaaer jeg hen i al min sorg,
Naar jeg det fat i bønnen faaer,
Strax himlen for mig aaben staaer,
Jeg bærer det i siel og sind,
Det bærer mig i himlen ind.

6. Giør synden siel og øye vaad,
Da veed min JEsus gode raad,
Er jeg forskrekket for min Gud,
Saa er dit navn mit fredens bud,

*

- - -

* 287

Du haver dempet vredens ild,
At Gud er mig nu god og mild,
Og styrtet satans fangeslot,
Som blev ved din triumph til spot.

7. Du giør mig synde-fri og leed,
Og giver din retfærdighed,
Da bliver straxen hiertet let,
Og kand bestaae for himlens ret,
Min JEsus er min naade-stoel,
Mit levnets prydelse og soel,
Hand fører mig til paradiis,
Og spiser mig paa engle-viis.

8. O JEsu navn, o søde ord,
Et paradiis paa denne jord,
En rose, fuld af livets kraft,
En drue, fuld af himmel-saft,
Som qvæger hiertet, siel og sind,
Og drager i Guds sødhed ind,
At jeg tit ikke andet veed,
End himlen selv er kommen ned.

9. O giv dig, med dit søde navn,
Hen i mit arme hiertes favn,
At jeg din sødheds ledske faaer,
Naar jeg i nøden til dig gaaer,
Ja, naar al verdens trøst er død,
Saa vær mig desto mere sød,
O JEsu, arme syndres ven,
O drag mig gandske til dig hen.

*

- - -

* 288

10. Som ild giør alting lue-rødt,
Og honningen det sure sødt,
Saa giør dit navn mit hierte glad,
Og spiser det med engle-mad,
Hvo det har smagt i korsets stand,
Hand vist om sødhed tale kand,
Mit hierte, mund og dette bryst
Er gandske fuldt af JEsu lyst.

11. O hvem vil gaae til JEsum hen,
Og sige til min siele-ven,
At hand dog snart vil komme ned,
Jeg ligger syg af kierlighed,
Den ting er sød, at smelte hen
Af kierlighed til dig, min ven,
Jeg længes, trænges, dag og nat,
Kun efter dig, min søde skat.

12. Dit navn, o JEsu! kysse mig,
Og favne sielen inderlig,
Saa vil jeg prise nat og dag
Dit hulde JEsu hiertelag,
Jeg vaager, sover, hvor jeg gaaer,
Til dig mit hierte altid staaer,
Ved dig jeg har i livet roe,
Og gaaer til døden glad og fro.

Nr. 98.

Hvor er saadan een!
Deylig, skiøn, og reen,
Som vor JEsus, den udkaarne,

*

- - -

* * 289

Lys og liv for mit forlaarne
Hiertes rad og been.
Hvor er saadan een?

2. Livet selv var død,
Hielpen selv i nød,
For vor brøde at betale,
Og GUds vredes ild at svale,
Hand sig selv frembød,
Livet selv var død.

3. Herlighedens GUd
Blev et sende-bud,
Der hand i vort kiød sig klædde,
Til at trøste og at redde
Os af nøden ud,
Herlighedens GUd.

4. Store seyers helt!
Du slogst op dit telt
Her blant os paa jorderige,
Synd og satan at bekrige,
Du gikst selv til feldt,
Store seyers helt!

5. Største Majestæt,
Konge og prophet,
Kys vil jeg dit scepter give,
Og dit ord skal hos mig blive,
Det skal blive seet,
Største Majestæt!

6. Lad din herlighed
Paa mig skinne ned,

*

- - -

* 290

At jeg ret din sødhed kiender,
Og i længsel daglig brænder
Ved den deel jeg veed
Om din herlighed.

7. Tag mig gandske ind,
At min siel og sind
I din kierlighed maa smelte,
Al min trængsel paa dig velte,
Sielen til dig bind,
Tag mig gandske ind.

8. Taaligste GUds lam,
Som af verdens bram
Gandske intet vilde vide,
Lod dig taalig slaae og slide,
Gør mig mild og tam,
Taaligste GUds lam!

9. Styr mit onde sind,
Som af verdens vind
Lader sig saa let omdrive,
Lad det altid hos dig blive,
Jeg er selv saa blind,
Styr mit onde sind.

10. Alt til himlen op
Ret mit levnets lob,
At mig jorden ey besværer,
Eller helvede besnærer,
At jeg følger trop
Alt til himlen op.

*

- - -

* 291

11. Hold mig ved din haand,
Føer mig ved din Aand,
Lad ham lære mig at bede
Og paa sandheds veye lede
Udi naadens baand,
Hold mig ved din haand!

12. Vil mig korsets trang
Giøre veyen lang,
Og de snevre trin formørke,
Kom da selv min fod at styrke,
At jeg gaaer min gang
Giennem korsets trang.

13. Giv mig kæmpe-mod
Til at holde fod,
Og paa ærlig troe og love
Dig til ære gierne vove
Ære, liv og blod,
Giv mig kæmpe-mod.

14. Naar jeg reyse skal
Giennem dødens dal,
Lad dit blod min strid forsøde,
Og bered mig selv at møde
I din himmel-sal,
Naar jeg reyse skal.

8. Om GUds Kald.

Nr. 99.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

O giver lyd, I folk, i alle verdens riger!
Gud kalder, stille dog, og merker hvad hand siger,

* *

- - -

* * 292

Al verdens tummel, tie, her er en anden klang,
Gud selv dig tale vil, saa hør dog til engang.

2. Hand kalder ved sit ord, og setter stærk i rette,
Hvor længe skal min a and med eders vanart trætte,
Er jeg den store Gud, som eder selv har skabt,
Hvi har I da mit bud saa gandske glemt og tabt?

3. Din ondskab er saa stor, du arme støv paa jorden
Jeg kunde finde dig med band og skrek og torden,
Men vil du vende om, jeg sværer høyt derpaa,
Saa sandt jeg lever, skal du liv og naade faae.

4. Begræd din daarlighed, at du ey ret har levet,
Saa vil jeg glemme alt det onde, du har drevet,
Jeg aldrig har behag i nogen synders død,
Kom, tag din tilflugt til min naades favn og skiød.

5. Min Søn til naade-stoel jeg offentlig fremsetter,
Hans pine, død og blod al verdens synd udsletter,
Hvo ret af hiertens grund paa denne søn vil troe,
Skal aldrig blive dømt, men finde evig roe.

6. Min aand den samme troe i hver en siel skal tænde,
Som sig fra synden vil med stadigt forset vende,
Og derved finde kraft at døe al verden af,
Og det jo meer og meer bestandig til sin grav.

7. Saa lukker jeg da op mit søde himmerige,
Og lader vidt og bredt af gandske hierte sige,
O vender, vender om, I folk paa denne jord,
Saa skal I naade faae, der har I selv mit ord.

*

- - -

* 293

Nr. 100.

Mel. O Gud I du fromme Gud.

Ach himmel-søde ord
Af JEsu læber flyde,
Hvorved den gandske jord
Sig daglig skulde fryde,
Gaaer ind i verdens kreds,
Saa vidt der findes rum,
Forkynder allesteds
Mit evangelium.

2. Det er et fredens bud,
Som skulde alle vække,
At lovens torden-skud
Ey mere torde skrekke,
Vi har den søde klang
Saa tit og ofte hørt,
O! gid det fik engang
Saa mange hierter rørt.

3. Gud er endnu saa from,
Og lader fred tilbyde,
Man skulde vende om
Og naadens sødhed nyde,
Men mennisken forsmaae
Guds raad af himmelen,
Og, gandske sikre, paa
Guds naade synde hen.

4. Betænk det, siel, med fliid,
Nu er det tiid at vaage,

*

- - -

* 294

Mens solen skinner bliid,
Før nattens sorte taage
Vil overfalde dig,
Thi naadernes foragt
Skal hevnes skrekkelig,
Og dommen er alt sagt.

5. Saa see, at du i dag
Guds naade herlig skatter,
Og udi denne sag
Den rette mening fatter,
Og det er sagens sum,
At du skal synden flye,
Og evangelium
Skal føde dig paa nye.

6. Hvo troer og bliver døbt,
Og HErrens gierning driver,
Hvortil enhver er kiøbt,
Hand vist nok salig bliver,
Men hvo som ikke troer
Og elsker HErrens bud,
Hans dom er evig stor,
Hand kiender ikke Gud.

7. Est du skiønt døbt, og vil
Fra troens gierning vige,
Saa naaer du aldrig til
Det søde himmerige;
Men troen uden haab
Og kierlighed er skrømt,
Hvad hielper da din daab?
Du bliver dog fordømt.

*

- - -

* 295

8. Ach at den falske roe
Af sielen vilde svinde,
Som ved den døde troe
Vil saligheden finde,
Da aldrig tænkes paa
At slippe verdens sind,
Og haaber dog at gaae
I himlen lige ind.

9. Bort denne stank og pest,
Som snart al verden dræber,
Til satans ofrings-fest
Og hen i pølen slæber,
Ved synden ey bestaaer
Den sande livets troe,
Den stank maa rømme, naar
Gud skal i sielen boe.

10. O JEsu, lad mig ey
Mit sind til verden bøye,
Men viis mig selv den vey,
At vandre til det høye,
At jeg min himmelfart
I aanden holder her,
Til jeg dig vist og snart
I glæden finder der.

Nr. 101.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

See! livets væld er fuld,
Og naadens rige blinker,
O arme støv og muld,

* *

- - -

* * 296

Din Gud dig kierlig vinker,
Din JEsus for dig staaer,
Den store naades brynd,
Naar vil du til ham, naar?
Hen til ham, snart, begynd!

2. Dit levnet er for slet,
At naae en salig ende,
Til Christum skal du ret
Dit gandske hierte vende,
At faae i JEsu blod
Din svare synd forladt,
Og derved kraft og mod,
At søge Gud, din skat.

3. Til synden af at toe
Din magt kand intet binde,
Her maa den sande troe
Guds virkning faae og finde,
Alt hvad du selv formaaer,
Det er kun slet bestilt,
Hvor Gud ey med dig gaaer,
Er al din møye spildt.

4. Nu, Gud, jeg haster bort
Til dig med længsels sukke,
Som en forjaget hiort,
Min sieles tørst at slukke,
Hielp mig af syndens stand,
Jeg dertil er for svag,
Hielp du, som hielpe kand
I denne høye sag.

5. Du selv forsikrer, at
Hvo hungrig søger naade,

*

- - -

* 297

Skal blive mæt og sat
Og fri fra syndens vaade,
Den vey har JEsus lagt,
Den vil jeg ogsaa gaae,
Du har det eengang sagt,
Saa lad mig hielpen faae.

6. O søde livets drik,
O lad mig dig dog smage,
Saa faaer mit levnet skik,
Saa kand det dig behage,
O livets kilde, flyd
I sielen altid ind,
Saa er min daglig fryd
Et Gud hengivet sind.

9. Om Oplysningen.

Nr. 102.

Mel. Hvo ikkun lader HErren raade.

Bryd frem mit hiertes trang at lindre,
O arme syndres dag og soel,
Lad ingen forhæng mere hindre
Min indgang til vor naadestoel.
Lad den dog ikke gaae i blinde,
Som vil saa gierne lyset finde.

2. Du ene varst og est og bliver
Den arme verdens rige trøst,
Det vidnesbyrd enhver dig giver,
Som kiender dig, vor øyens lyst,

* *

- - -

* * 298

Saa stor er ingen nød at finde,
Som ikke for din kraft maa svinde.

3. Du giør det, at de døve høre,
Den blinde faaer sit syn igien,
Den halte friske trin kand giøre,
Spedalskhed viger for dig hen,
De døde har du aand og livet,
Og alle arme ledske givet.

4. Har du nu før saa vældig øvet
Dit herredømmes store magt,
Hvi gaaer jeg da saa høyt bedrøvet,
O! JEsu, tag min siel i agt,
Viis, at du er endnu den samme,
Som satans vælde giør til skamme.

5. Du seer, hvordan vi gaae i blinde,
Og sandse ey vor siele-sag,
O! lad dog naadens lys oprinde,
Og giør det i mit hierte dag,
At jeg grandgivelig kand kiende
Den vey jeg gaaer, og veyens ende.

6. Oplad og giennemboer mit øre,
Blant dine tienere at staae,
Som u-ophørlig gierne giøre,
Hvad du ved ordet peger paa,
Ey andet mig at foretage,
End hvad min HErre kand behage.

7. Jeg halter, snubler, gaaer i mørke,
Og støder an paa hver en steen,

*

- - -

* 299

Ach lad din Aand og store styrke
Mig give kraft og kæmpe-been,
Ret frem og stærke trin at giøre,
Som aldrig lade sig forføre.

8. O hvem kand læge og fordrive
Mit onde og spedalske sind,
O søde JEsu! kom at give
Mig derimod din balsom ind,
Kun dine vunder kand allene
Mod den fortvilte jammer tiene.

9. Død er min siel til alt det gode,
Slet intet veed og mindre kand,
O lad din kraft den skade bode,
Giv saadan ville og forstand,
At jeg et dydigt træ maa være,
Som dig utallig frugt kand bære.

10. Jeg fattig er og fuld af plage,
O naaderige JEsu, kom,
Og lad mit arme hierte smage
Dit søde Evangelium,
At jeg endogsaa her i live
Maa derved riig og salig blive.

Nr. 103.

Vægter! vil det mørke rige
Ey bortvige,

* *

- - -

* * 300

Vægter vil den sorte nat,
Mørk og mulm af mine sinde
Ey forsvinde?
Faae vi ikke dagen fat?

2. Vil vor morgen ey frembryde,
Os at fryde?
JEsu, livets soel og glands!
Jeg er kold og mørk i sindet,
Slet forblindet,
Straal dog ind i siel og sands.

3. Er for længe naade-stunden
Ey oprunden
Ved din ankomsts klare skin?
Og for jeg dig ey kand finde,
Gaaer i blinde
Og de mørke syndens trin.

4. Skulde nogen ved din komme
Kunde slumme,
Og jeg er kun nat endnu,
JEsu! lad mig ogsaa finde
Dig at rinde
Op i hierte, sind og hu.

5. Hvor kand jeg foruden styrke
Og i mørke
Tage lysets Vaaben paa,

*

- - -

* 301

Kierlighedens frugter bære,
Ydmyg være,
Og forbi det onde gaae?

6. Lad min synde-drøm og plage
Ende tage,
Tænd dit lys i mig igien,
At jeg arme orme-tue
Maatte due
Til at følge dig, min ven.

7. Vor fornuft har aldrig givet
Lys og livet,
JEsus selv i sielen maa
Som den blide soel opdage,
Og forjage
Sikkerhed af hiertets vraae.

8. Men, naar JEsus sielen vækker,
Syndens dækker
Alle sammen strax maae fort,
At man vender sindets øye
Mod det høye
Fra sig selv og verden bort.

9. Øyne fuld af længsels lue
Dig at skue
Giv os, milde frelsermand!
Den er haardt med blindhed slagen,
Som om dagen
Lyset ikke finde kand.

*

- - -

* 302

ANDEN PART

1. Om Salighedens orden.

Nr. 104.

Mel. GUd Fader udi Himmerig.

O! kiere siel, som bliver ey
Ret længe her paa jorden,
Forstaa dog livets rette vey
Og salighedens orden.

2. Gud Fader, Søn og Hellig Aand
Een evig Gud vi ærer,
Som alting med sin Almagts haand
Har skabt, og alting bærer.

3. Hand skabte Adam og hans bruud
I sielene saa klare,
At ingen nu kand tænke ud
Hvor deylige de vare.

4. Guds billedes fuldkomne glands
Var dem i hiertet givet,
Høy viisdom i forstand og sands
Og hellighed i livet.

5. Men Adam blev fra Gud forvendt
Med Eva til at synde,
Og dermed havde de fortient
Guds evig vredes brynde.

* *

- - -

* 303

6. Vort hele kiøn har Adams sind,
Enhver er ond, som fødes,
Og skyldig til med satan ind
I helvede at stødes.

7. Al verden er i sin natur
Til evig pine skyldig,
I verden fandtes ingen cuur
Mod denne skade gyldig.

8. Da ynkedes i evighed
Gud over verdens plage,
Og sendte selv sin søn herned,
Vor jammer bort at tage.

9. Guds søn til vores glæde lod
Sig af en jomfru føde,
Og giorde for al verden bod,
Da hand paa korset døde.

10. Saa vil nu Gud for JEsu død
Sig over os forbarme,
Al verden tage i sit skiød
Og milde naades arme.

11. Men da maa ingen mere hen
I verdens lyster rende,
Men skal derfra til Gud igien,
Og grundig sig omvende.

12. Den Hellig Aand tilbyder ved
Sit ord og sacramente
Guds naade, kierlighed og fred,
Som JEsus os fortiente.

* 304

13. I dem hand virker kiendelig,
Som ey mod naaden stride,
Den troe, som altid holder sig
Til JEsu saar og side.

14. Da leve slige siele ey
I verdens lyster mere,
Men lade sig paa livets vey
Ved ordets lys regiere.

15. De elske Gud af hierte-rod,
De elske deres næste,
Og naar dem nogen staaer imod,
Da søge de hans beste.

16. De vaage, stride, hvor de gaaer,
Mod hiertets onde tanker,
Og JEsu pine, blod og saar
Er deres faste anker.

17. Enhver, som nu saaledes troer,
Og ey fra Gud vil vige,
Hand faaer, saa lyder JEsu ord,
I sandhed himmerige.

18. Men hvo som ey vil vende om,
On lyset ey vil kiende,
Skal bære vredens svare dom,
Og evig, evig brænde.

19. Hielp, søde Gud! at alle ind
I naadens orden træde,
At gaae i aandens rene sind
Til evig fryd og glæde.

*

- - -

* 305

2. Om Igienfødelsen.

Nr. 105.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

O store GUd! hvad har dog dig
Bevæget til at trykke
I mennisket saa yndelig
Dit billeds ædle smykke?
Hvad var den ormesæk da riig,
Den skabte siel sin skaber liig,
I sin fuldkomne lykke!

2. Det giør os nu din godhed klar,
At du, al godheds kilde,
Dit liv, som du selv i dig har,
Os mildt meddele vilde,
At unde sielen arv udi
Din egen herlighed, fordi
Hun var din lyst til hende.

3. Thi har du Adams stand saa stor
Og herlig vildet giøre,
At hand paa hele verdens jord
Dit rige kunde føre,
Men selv allene vilde du,
Hans HErre, GUd og Konge, nu
I sielen boe og raade.

4. Du selv din bolig smykket har,
Skiøn uden til og inde,

* *

- - -

* 306

Hans krop var konstig, deylig, klar,
Af lemmer, glands og sinde,
Fra døden fri i fryd og fred,
Og havde paradiis derved
Til bolig, føde, glæde.

5. Som denne helligdom for dig
Allene skulde være,
Saa blinked" der saa underlig
Din Guddoms glands og ære,
Usynlig var, som du, hans siel,
Som skulde evig lide vel,
Og døden aldrig smage.

6. Hvor saae man det oplyste sind
I himmel-fryd at smile,
Da GUd gik selv i sielen ind
At have der sin hvile;
Da hun var fyldt med lys og ret,
Og alle hendes kræfter net
Til HErrens priis forbundne.

7. Guds lyses straal der slog saa stærk,
Der funklede og brændte,
At hand GUds væsen, vey og verk
Og egenskaber kiendte,
Den giennemtrængde ham saa klar,
At Adam saae, i hvor hand var,
Sit allerstørste gode.

8. Hand brugte ingen skrift og prent,
At finde dine veye,

*

- - -

* 307

Til dig hans gandske sind var vendt,
Dig vilde hand kun eye,
Dit væsen var hans tiidsfordriv,
Din ville var hans lives liv,
Begyndelse og ende.

9. Hand elskte dig af hiertens grund,
Du varst hans største gode,
Hans paradiis og frydens lund,
Hvori hans hierte boede,
I hvad hand giorde eller lod,
Din gierning ham for øyne stod,
Hvori hans hierte hviilte.

10. Hans sands var af GUds klarhed fuld,
Af kierlighed hans ville,
Lod haant kun om med jordens guld
Og verdens lyst at spille,
Thi viisdom, som det beste veed,
Og uforfalsket hellighed
Var sielens guld og glæde.

11. Hvad var dog sielen angenem
For GUd i friheds sæde!
Hun var, o GUd, dit huus og hiem,
Dit paradiis og glæde,
Du varst i Adam, hand i dig,
Og skulde derfor idelig
I himlen med dig leve.

12. Men ach! at Adam faldt fra GUd,
Og al hans lyst blev øde,
Hans viisdoms lys gik gandske ud,
Og helligheden døde,

*

- - -

* 308

Fra dig hans sind blev plat forvendt,
Du est for sielen ubekiendt,
Reent fremmed, mist og borte.

13. Nu har al verden satans sind
Og billede, desverre!
Enhver er af naturen blind,
Og løber fra vor HErre,
De flye for GUd, som for forgift,
Og søge, efter kiødets drift,
Den skidne verdens glæde.

14. Ach tag dog denne blindhed hen,
Og lær os dig at kiende,
Lad ordet dog dit lys igien
I vore siele tænde,
Væk hiertet op ved Guddoms kraft
Til livet, som vi før har haft,
At vi i GUd maae leve.

15. Du har mig til dit billed' sat,
Din herlighed at love,
Skal nu min siel, din egen skat,
I satans arme sove,
Din egen skabning, liv og aand,
Skal den nu gaae i satans baand,
Og evig ham tilhøre?

16. Hvad skal dog sielen som en ravn
Det raadne mere smage?
Red dog, o GUd! dit store navn,
Og hent min aand tilbage,
Hun flyver om i syndsens nat,
Og faaer din haand mig ikke fat,
Saa er jeg evig borte.

*

- - -

* 309

17. See! var din søn os dog saa troe,
Og i vort kiød sig klædde,
At hand os ud af satans kloe
Og strikker vilde redde,
Os har du ham jo selv bered
Til viisdom og retfærdighed,
Til hellighed og frelse.

18. Lad sielen ved hans naade-cuur
Dog liv og sundhed finde,
Og hans Guddommelig natur
Os fast med dig forbinde,
Hand blev en vey til GUd igien,
Vor sandhed, at vi lige hen
Til livet kunde komme.

19. Giv os dit lys, at hver for sig
Maa komme ret til live,
Og da vi alting har i dig,
Os gandske dig hengive,
At trænge med et opvakt sind
Op u-ophørlig længsel ind
Til dig, vort største gode.

20. O! lad dit billede dog snart
Ved aandens kraft oprinde,
At vi dit eget sind og art
Forklaret i os finde,
Lad sielen renses meer og meer,
Til hun sig fuld-forklaret seer
I evig dig at skue.

*

- - -

* 310

Nr. 106.

Min fader! fød mig til dit billede at bære,
Og skab mig om paa ny i hierte, siel og mod,
At jeg kand hellig, viis, og fuld af godhed være,
Som du i din natur est hellig, viis og god.

2. Mit lys! oplys mig, lad din naades glands opklare
Udi mit hiertes boe, at drive mørket bort,
Thi ellers maa jeg vild i denne verden fare,
Og blive evig vild, formørket, fæl og sort.

3. Min vey til livets land! ach aabne mig de porte,
Som mig ved troen til dit rige fører ind,
Du veedst jo, at dit barn har længe været borte,
Og strider nu derhen med hungrig siel og sind.

4. Min sandhed! lær mig ret paa sandheds vey at træde
I GUds retsindighed med u-ophørlig fliid,
Driv verdens aand paa flugt ved ordets lys og glæde,
Og giør mig fast og stærk i al min kamp og striid.

5. Mit liv! ach lev i mig, at jeg ved dig oplives,
Thi uden dig jeg er til alt det gode død,
Naar sielen smager dig, da mættes hun og trives,
Du est mit himmel-man og rette livets brød.

6. Mit lam! som uden skyld taalmodig for os døde,
Ach! giv mig og et ret taalmodigt lamme-sind,
Saa skal jeg mig og ey til korset lade støde,
Men villig med dig gaae i alle torne ind.

*

- - -

* 311

7. Min mester! lær mig dog min fader ret at kiende,
Thi uden dig, mit lys, jeg GUd, mit lys, ey seer,
Fortrolig, sønlig til min abba mig at vende,
At al min bøn ved dig i kraft og iver skeer.

8. Min allerypperst præst! bliv ved for mig at bede,
Gak med mig, naar jeg ind til GUd i bønnen gaaer,
Lad Aanden træde frem for mig i korsets hede,
Naar jeg i striden ret at bede ey formaaer.

9. Min konge! skyt mig for den ondes gift og pile,
For kiødets lokke-mad og verdens list og vold,
At jeg udi dit skiød maa altid sikker hvile,
Hos dig allene er min siel i god behold.

10. Min hyrde! fød dit lam i livets grønne enge,
Og leed mig i min tørst til naadens stille vand,
Naar sindet hemmelig ved verden sig vil hænge,
Da hent mig ind igien, og set min siel i stand.

11. Min læge! naar jeg er af synden saaret ilde,
Og tæres daglig ud fra livets huld og saft,
Da lad dit dyre blod mit hiertes saar formilde,
Og giør mig stærk igien ved aandens lys og kraft.

12. Min ven! o lad dog min fortrolighed tiltage,
At kiende ret til gavns din søde kierlighed,
At jeg mig senke kand med al min vee og plage
Udi dit milde skiød og naadens afgrund ned.

13. Min brudgom! hav mig kier, og lad som segle trykkes
Til kærlighedens pant din aand oppaa mit bryst,

*

- - -

* 312

Lad mig dit kys dog faae, og deylig brude-smykkes,
At jeg i dine saar mig speyle kand med lyst.

14. Min een og alting! lad mig eet med dig kun blive,
Alt andet intet er, naar du mit alting est,
Saa har jeg nok, saa har jeg dig min GUd i live,
I himlen est du mig en evig fryde-fest.

Nr. 107.

Mel. Sorrig og glæde de vandre etc.

Guds igienfødde, nye, levende siele!
Møder vor abba i syngende flok,
HErrens nye skabningers liflige siele
Kand i hans lofsang ey øve sig nok,

* *

- - -

* * 313

Lader dog hver sig for faderen høre,
Hvem der hans naade kand deyligst kundgiøre.

2. Allerlivsaligste, mildeste fader,
Havde vi thronernes stemmer i fryd,
Havde vi englernes miner og lader,
Havde vi cherubims vinger og lyd,
Aldrig vi alle tilhobe formaaede
Noksom at prise den mindste din naade.

3. Onde vi vare, og døde som steene,
Haarde i hiertet som marmor og staal,
Det var din mægtigste styrke allene,
Som os fik reddet, og naaede sit maal,
Lod os ved aanden i ordet fornemme
Frelserens levende-giørende stemme.

4. Ach! hvad vi bleve da selsom til mode,
Nu vi ret kiendte fordervelsens stand,
Da vi tilforne ey andet forstode,
End at os feylede ikke et grand,
Stinkede i vor begierligheds grave,
Da vi formeente dog livet at have.

5. Naar vi betænke, hvad faderen tænkte,
Da hand begyndte at drage os ud,
Da hand os livet i midleren skenkte,
Smykkede sielen til frelserens bruud,
At hand os elskte, os onde, saa saare,
Maae vi henflyde i kierligheds taare.

6. Syntes end sielen at smage Guds vrede,
Jamrede saare i fødselens nød,

*

- - -

* 314

Det var i sandhed Guds kierligheds hede,
Den som os haver til himlene fød.
Maatte jo hiertet sin jammer dog kiende,
Førend hun vilde til korset sig vende.

7. Saae man end Sinai mægtig at lyne,
Buldre og tordne af domme-dags skye,
Golgatha blev dog omsider til syne,
Saligheds morgen begyndte at grye,
Da brød hun ud, som af fødselens smerte,
Det af Gud skabte nye levende hierte.

8. Troen begyndte, den rygende tave,
Hiertets forborgene menniskes siel,
Først i en længsel sin JEsum at have,
Og nu al verden at sige far vel,
Synden hun kiendte som stinkende søle,
Da hun fik vrede og naade at føle.

9. Ach Guds al kierligheds virkning hvor stræbte
Den i at plante det himmelske sind,

*

- - -

* 315

Medens at angestens følelse dræbte,
Hvad ey i Christi forening gaaer ind,
JEsu retfærdighed sielen blev givet
Kiødet til døden, og aanden til livet.

10. Hvo vil nu HErrens udvalde beskylde?
Gud os i Christo retfærdige giør,
Her er i JEsu velsignelsens fylde,
Her er Guds naade og himlenes dør,
Troen brød giennem al angestens pile,
Ind i sin frelseres vunder at hvile.

11. Aldrig kom englerne saadant for øre,
Før man begyndte Guds harper at slaae,
Det var for dennem saa lifligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog paa:
Amen! halleluja! seyren er vunden,
JEsus sit faar det fortabte har funden.

12. Op da I troende! HErrens udvalde!
Kiender dog faderens kierlige sind,
Hiertens fortrolig ham abba at kalde,
Trænger ham nærmer' i armene ind,
Takker for den uskatteerlige ære,
At I hans sønner og døttre maae være.

13. Roser hans viseste tugtelses maade,
Ynder og elsker og kysser hans riis,
Selv sig i verden at føre og raade,
Det er de kiælnes vanartige viis;

*

- - -

* 316

Vandrer saaledes, at hver kand fornemme,
Hvem I tilhøre, og hvor I har hiemme.

14. Skal man af børnene faderen kiende,
Skal vores vandring i lyset bestaae,
O! hvor maa kierligheds lue da brænde,
Overnaturlige sager formaae,
Faderens dyder i gierningen prise,
Naar vi vor fiende velgierning bevise.

15. O den uendelig inderlig gode,
Hierteste, mildeste, sødeste Gud,
Giører ham vitterlig aldrig til mode,
Følger, som børnene, faderens bud,
Hvad hand nu siger, det giører og lader,
Viser, hvor meget I elske vor fader.

16. De, som den lærdom vil ikke befalde,
Neppe kand taale at høre derpaa,
Regne sig dog iblant HErrens udvalde,
Skiønt de paa veyen til helvede gaae,
Ach! at de vilde dog grundig erkiende
Kiødets fornøyelsers bitterste ende.

17. Børnene ene for arvinger kiendes,
Det er i himlen al evigheds ret,
Alle de andre, som ikke omvendes,
Deres forhaabning bestaaer sig kun slet,
Det skal de skue med dødningers farve,
Naar de see børnene ene at arve.

*

- - -

* 317

18. Hielp os! vor fader i himmelens rige,
Altid at ære dit herligste navn,
Daglig jo mere at vorde dig lige,
Roe i din villies mildeste favn,
Trøst mod vor mangel, skyld, fristelsers plage,
Ja midt i døden din kierlighed smage.

3. Om Omvendelsen.

Nr. 108.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

I dag er naadens tiid,
I dag er GUd at vinde,
Nu kand alvorlig fliid
Hans milde hierte finde,
Op! op! til bedrings graad,
Og efter JEsum jag,
Men snart, det er mit raad.
Nu heder det: i dag.

2. See! hvor behagelig
Fremskinner naadens straale,
Men det at bedre dig,
Kand ey forhaling taale,
Maaskee din klokke slaaer
I dag sit sidste slag,
Nu læges siele-saar.
Nu heder det: i dag.

3. I dag begynd, og spar
Det ikke til i morgen,

* *

- - -

* * 318

Hvad morgen-dagen har
At vente, er forborgen,
Forhaling ey bør skee
I saadan vigtig sag,
Nu faaer du op at see.
Nu heder det: i dag.

4. Træng i GUds arme ind,
Og fat din JEsu hierte,
Det koste i dit sind,
I hvad det vil for smerte,
Til kronen gaaer man ey
Udi sin gode mag,
Træng ind, nu er der vey.
Nu heder det: i dag.

5. I dag maaskee du kand
Fuldende dine dage,
At time-glassets sand
Har intet meer tilbage,
See hvilken vredes skye,
Søg naadens skiul og tag
I JEsu vunders lye.
Nu heder det: i dag.

6. Endnu er gunst at faae
For knuste hierters raaben,
Endnu er GUd at naae,
Endnu er himlen aaben,
End hører du hans ord
Til kierligheds fordrag,
Endnu er naaden stor.
Nu heder det: i dag.

*

- - -

* 319

7. Et lidet øyeblik
Er alt vort levnets dage,
Den kaade ungdoms skik
Lad derfor reent tilbage,
Betænk din evig gavn
Og himlens søde smag,
Vend om i JEsu navn,
Nu heder det: i dag.

8. Det er en liden stund,
Saa lukkes himlens dørre,
Begræd de mange pund,
Endnu er naaden større,
Og vinker dig hen ind
I JEsu favne-tag,
Men skynd dig som en hind,
Nu heder det: i dag.

9. Som barnet ikke, før
I moders arm, vil tie,
Saaledes sielen bør
For JEsu saar sig vrie,
I verden for sin død
Ey søge meer behag,
Men naadens milde skiød.
Nu heder det: i dag.

10. Ach evig evighed!
Hun maatte nok betænkes,
Hvor de fordømte ned
I svovle-pølen senkes,

*

- - -

* 320

Hvor got der er hos GUd,
Kom hierte, snart, og tag
Mod naadens søde bud:
I dag, i dag, i dag.

Nr. 109.

Mel. Far her ud urene Aand etc.

Hierte Fader! straf mig ey
I din Guddoms harme,
Lad mig ey fortabes, ney!
Hvor er naadens arme?
Est du vred,
O jeg veed!
JEsu vunders kilde
Kand dig dog formilde.

2. Kand i dødens rige vel
Nogen dig tilbede?
Red dog min fordømte siel
Ud af dommens heede,
At jeg dig
Frydelig
Kand i himmerige
Lof og ære sige.

3. Bliv, min Fader! mild igien,
Lad din trøst mig styrke,
Før jeg gandske visner hen
For din vredes tørke,
Lad mig paa
Naaden faae

*

- - -

* 321

En forsikrings draabe
Til at troe og haabe.

4. See! hvor neppe kand jeg gaae,
Kraften er forsvunden,
Sielen i sin bangheds vraa
Ligger dømt og bunden,
Seng og nat
Giør mig mat,
Naar jeg snart kand svømme
Hen i taarers strømme.

5. Ach! jeg er saa vee og træt
Af mit hiertes svie,
Sielen gandske er forgrædt,
Medens jeg maa bie,
Før jeg maa
Naade faae.
Ach hvor haardt og længe
Vil din haand mig trænge!

6. Viger, I som spotte, bort,
GUd har hørt min klage,
HErren har en ende giort
Paa min bittre plage,
Satan! viig,
Jeg er riig
Nu igien paa naade,
Druknet er min vaade.

7. Faderen til evig tiid,
Sønnen uden ende,
Aanden ogsaa, som saa bliid
Lod sin naade kiende,
Være sagt
Priis og magt,

*

- - -

* 322

At hand mig bønhørde,
Og til livet førde.

Nr. 110.

JEsus hand er syndres ven,
Dette ord kand døde vække,
Og os aabne himmelen,
Naar os helvede vil skrekke,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

2. JEsus hand er syndres ven,
Derfor kom hand ned paa jorden,
O, den glæde! Frelseren
Selv et menniske er vorden,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

3. JEsus hand er syndres ven,
Som for alle syndre døde,
Derved lagde dievelen
Og hans gandske rige øde,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

4. JEsus hand er syndres ven,
Vil os fri fra synden giøre,
Straffen og forbandelsen
Skal os aldrig mere røre,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

5. JEsus hand er syndres ven,
Giør dem i sit blod saa rene,

*

- - -

* 323

At de kunde nu igien
Herlig sig med GUd forene.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

6. JEsus hand er syndres ven,
Giver dennem livets kræfter,
Naar de fast ved midleren,
JEsum, sig i troen hefter.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

7. JEsus hand er syndres ven!
Styrker dem, som sine lemmer,
At de i anfegtningen
Hielp og trøst og kraft fornemmer,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

8. JEsus hand er syndres ven,
Som sig bort fra naaden vendte,
Hen udi fordervelsen
Og forsetlig ondskab rendte,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

9. JEsus hand er syndres ven,
Vil de kun saa sandt forsage
Ret for alvor dievelen,
GUd vil gierne mod dem tage,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

10. JEsus hand er syndres ven,
Vil sig nu med magt forbarme,

*

- - -

* 324

Strekker ud mod synderen
Sine milde naadens arme.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

11. JEsus hand er syndres ven,
Veed saa søde ord at give,
Vil, at alle nu igien
Skal med GUd forsonet blive.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

12. JEsus hand er syndres ven,
Naar de syndens gift kand føle,
Hade overtrædelsen
Og de skidne lysters søle.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

13. JEsus hand er syndres ven,
Naar de deres armod kiende,
Sørge over synden, men
Hungrige til JEsum rende.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

14. JEsus hand er syndres ven,
Som ey derfor miste modet,
Naar hand nævner fristelsen,
Men vil gierne vove blodet,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

*

- - -

* 325

15. JEsus hand er syndres ven,
Vil man kun i trygheds taage
Ikke sove ind igien,
Men mod al forhindring vaage,
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

16. JEsus hand er syndres ven,
Skiønt de snuble mellemstunder,
Søge de kun renselsen
I hans pine, død og vunder.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

17. JEsus hand er syndres ven,
Som ved verden ikke hænge,
Men alt meer sig dagligen
Ind i JEsu samfund trænge.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

18. JEsus hand er syndres ven,
Ingen synder da forsage,
Prøv kun ret omvendelsen,
JEsus lindrer vist din plage.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

19. JEsus hand er syndres ven,
Vilt du kun ey syndig blive,
Gak kun til Forløseren,
Hand skal snart din nød fordrive.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

*

- - -

* 326

20. JEsus hand er syndres ven,
Dog maa ingen syndens knegte
Trøstes med forsoningen,
Før de verdens lyst fornegte.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

21. JEsus hand er syndres ven,
Arme synder, lad dig sige,
Vend dig om alvorligen,
Du skal finde naadens rige.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

22. JEsus hand er syndres ven,
Ingen meer i synden dvæle,
Hør hvor raaber Frelseren:
Hid til mig I arme siele.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

23. JEsus hand er syndres ven,
Hører det al verdens ender,
Falder ind til GUd igien,
Som udbreder sine hænder.
Haster! løber til ham hen!
JEsus hand er syndres ven.

Nr. 111.

Mel. Naar min Tiid og Stund etc.

Hvor kand du dog i synden lee,
Du lyst-betændte øye?

* *

- - -

* * 327

Kand det, som føder evig vee,
Din siel endnu fornøye?
Er al din frygt da uden lands,
Al eftertanke, vid og sands
Om syndens straf og plage?

2. Betragt dit liv, forsøm det ey,
Giv agt paa dine gange,
Er det at gaae paa livets vey,
Naar du est syndens fange?
Kand du vel troe, naar JEsus seer
Dit levnets daarlige maneer,
At den ham kier kand være?

3. Men, ach! du tænker ey saa vidt,
Du giør hvad dig behager,
Du løber ind i synden frit,
Som lysten dig kun drager,
Din onde ville viser vey,
Den følger du, og sandser ey,
Hvad ende det vil tage.

4. Du tænker aldrig ret paa GUd,
Lad være, nød og plage
Dig kand vel ofte som et skud
Fra verdens aadsel jage,
Ja da vil du til himlen, men
Den længsel synker snart igien,
Naar trængselen er borte.

5. Din andagt er en mundfuld vær
Af dine kaalde kiefter,
I hiertet har du verden kier,
Den stræber du kun efter,

*

- - -

* 328

Det hindrer dig, at sielen kand
Ey komme op fra verdens sand,
Sin skabere at finde.

6. Den verdens kierlighed saa stærk
Udi dit hierte syder,
Til hendes daarligheders verk
Dig ingen gang fortryder,
Hvad satan kun vil pege paa,
Den vey du løber, som en raa,
Det er din løbe-bane.

7. Og kommer dig en rædsel paa
Engang for dommens vrede,
Det synes, som du vilde faae
En andagts kuld og hede,
Da skal det faae en anden skik,
Men, siig mig, din forbedring, fik
Man den da ret at skue?

8. Din andagt kølnes alt for snart,
Den lader du kun drive,
Det er, som døden, dig saa svart
Ved HErrens frygt at blive,
GUds vey er dig saa trang og suur,
Men det er sødt for din natur
At følge satan efter.

9. Besind dig dog, du sikre siel,
Lad bedrings taarer rinde,
Saa skal og kand du meget vel
Endnu GUds hierte finde,

* 329

Beed! du skal blive vist bønhørt,
GUds milde hierte let er rørt,
Naar du det trolig mener.

10. Har hand dog før din synd forladt
Og ladet sig formilde,
Naar du ham bad, og sagde, at
Du dig forbedre vilde,
Hans himmel for dig aaben stod,
Naar dit beklemte hierte lod
Sig for ham op i sukke.

11. Saa vil hand og af hiertens grund
Dig nu din synd forlade,
Lad hiertet svare til din mund,
Alvorlig synden hade,
At den dig bliver gandske leed,
Saa skal hans store miskundhed
Dig snarlig aabenbares.

12. Vend om til GUd, saa vil hand sig
Med naade til dig vende,
Hans kierlighed skal følge dig
Til livets sidste ende,
Men set dig for af gandske hu,
At du vil aldrig mere nu
Din lyst i synden søge.

13. Siig alle dine lyster af,
Tag hver en synd til fange,
Det fule hierte strax begrav,
Vil du et reent erlange,
Og siig din GUd det trofast til,
At du i ham allene vil
Din lyst og glæde have.

*

- - -

* 330

14. Dog beed ham, at hand ogsaa vil
Selv hiertet til sig vende,
Selv give lys og naade til
Den vey igien at kiende,
Som de oplyste siele veed,
Følg ham saa i hengivenhed,
Saa kand du ey fortabes.

Nr. 112.

Mel. Vor JEsus kand ey nogen etc.

Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke,
Hvor haardt det er, det satans slaverie,
Du skulde dig ey øjeblik betænke,
At søge den, som dig kand giøre frie.
Ach! hvilken salig dag du fik!
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

2. Ach! kiendte du Guds naades søde rige,
Hvor got det er, at høre JEsum til,
Du skulde ey imod hans naade krige,
Som dig endnu saa gierne hielpe vil.
Ach! hvilken seyr Guds kirke fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

3. Ach! tænkte du, til evig tiid at brænde,
Hvor svart det er, naar lystens drøm forgaaer,
Hvor skulde du med graad til den dig vende,
Som mod dig med udstrakte arme staaer.
Ach! hvilken angest satan fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

*

- - -

* 331

4. Ach! troede du, at man sig ey kand drømme
I himlen ind, det ey saa let er giort,
Hvor skulde du din lunkenhed fordømme,
Og lede om den rette snevre port.
Ach! hvilken jammer ende fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

5. Ach! merkte du, hvor got det er at lande
I paradiis, hvor glæden der er sød,
Du skulde snart al verdens lyst forbande,
Og haste hen til JEsu blod og død.
Ach! hvilken fryd Guds engler fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

6. Ach! vilde du nu een for alle gange
Dig give ind i bod og bøn og striid,
Hvor skulde da din JEsus dig undfange,
Hvor skulde du ham finde mild og bliid,
Ach hvilken hvile sielen fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

7. Ach! skulde du dig dertil lade tigge,
Det gielder jo din egen sieles tarv,
Det er saa haardt i helvede at ligge,
Det giør saa got at tage himlens arv.
Ach! hvilken evig fryd du fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

8. Ach! kunde du, du kunde om du vilde,
Dog gribe ret Guds milde hierte fat,
Nu kand det skee, nu før det er for silde,
Det mørknes alt mod evighedens nat.
Ach! hvilken glæde JEsus fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

*

- - -

* 332

Nr. 113.

Mel. Kommer til mig sagde etc.

I arme syndre, op i flok,
Til JEsum snart, alt længe nok
Er slæbt paa syndens byrde,
See hver, som haardt besværet gaaer,
Hvor aabner hand sin sides saar
Den milde siele-hyrde.

2. Guds Søn annammer syndre, kom!
Hand skal dig favne mild og from
I sine naades arme,
Kom, kast dig for hans fødder ned,
Grib til i troen, græd og beed,
Hand skal sig snart forbarme.

3. En hyrde glemmer faaret ey,
Som løber paa den vilde vey,
Hvor ulven er at vente,
Ni og halvfemtsindstive maae
Det, som det kand, i ørken gaae,
Det tabte vil hand hente.

4. Vor JEsus ligeledes gaaer,
Og søger det fortabte faar,
Indtil hand det har fundet,
Saa lad dig finde, siel, og flye
Hen ind i JEsu vunders lye,
Saa har I begge vundet.

5. Jeg kommer da, min Frelsermand,
Saadan jeg er, saadan jeg kand,

*

- - -

* 333

Bespendt i dødens fare,
Jeg er det faar, som rendte hen,
Ach! hielp mig, red mig ud igien
Af satans stærke snare.

6. O! vee mig! at jeg fra dig gik,
Jeg kunde i et øyeblik
Fordømt til pinen været,
Ach! giør mig fra Guds vrede fri,
Og føer mig til din faare-stie,
Jeg er saa haardt besværet.

7. O! tag mig i dit naades skiød,
Og lad mig saa i liv og død
Mig gandske dig hengive,
Foragte verdens selskabs roe,
Og dig af hiertet huld og tro
Til sidste ende blive.

8. Saa siger jeg al verden af,
Og alle lyster til min grav,
Den tiid jeg har tilbage
Skal bruges til, at jeg kun kand
Alene dig, min Frelsermand,
Til sidste stund behage.

9. Ach tag din arme due ind,
For vredens svare slud og vind,
I dine vunders hvile,
Bevar mig fra den ondes verk,
Og giør mig daglig viis og stærk
Til himlen hiem at ile.

*

- - -

* 334

Nr. 114.

Mel. Min Siel og Aand opmuntre etc.

O arme siel og hierte, kom,
For HErrens høye helligdom
Et fode-fald at giøre,
Kast dig med graad for JEsu fod,
Og beed ham for hans død og blod,
At hand dig vil bønhøre
Den bøn, du vil fremføre.

2. Din miskundhed, o Frelsermand!
Er dog saa stor, at ingen kand
Den nogen tiid udsige,
Hvor skulde da din kierlighed
Forskyde den, som falder ned

*

- - -

* 335

For dit almægtig rige,
Om hielp og trøst at skrige.

3. Min synd er overmaade stor,
Og truer mig med siele-mord,
Om retten faaer sin gænge,
Jeg gruer for din grumhed meer
End den, som galgen for sig seer,
Hvori hand strax skal hænge,
Din ret den er saa strenge.

4. Skal jeg nu længer tænke paa
Min synd, da maa jeg slet forgaae
Med alle i min vaade,
O JEsu! hvad er det behov
Imens du giver alle lov
At løbe til din naade,
Og bod paa synden raade.

5. Saa vil jeg da i denne nød
Til JEsu pine, kors og død
Min flugt allene tage,
O hierte JEsu! see hvordan
Jeg arme synder er deran,
O! lad dig dog behage,
At tænke paa min plage.

6. Jeg har mig tiit vel taget for,
At følge dine fode-spor,
Og alt til himlen ile,
Saa tog du mig i naade an:
Men jeg blev ved, som jeg var van

*

- - -

* 336

Paa sikkerhed at hvile;
Saa jeg maa snart fortvile.

7. O kiere siel, forsag dog ey,
Du kand paa bods og bedrings vey
Endnu din JEsum finde,
Tænk paa det dyre rosens blod,
Som hand for dine synder lod
I helved-pine rinde,
Og lad dit saar forbinde.

8. O søde JEsu! lad mig paa
Den høye ting forvisning faae,
Som paa saa klar en maade
Forsikres i dit sande ord,
At synden aldrig er saa stor,
Man jo kand finde naade,
Naar man sig lader raade.

9. Mit øye græder hvad det kand,
Og i det salte taare-vand
Sig siel og hierte bader,
Det skier mig ind i marv og been,
At jeg skal ogsaa være een
Af dennem, som forlader
Al godheds milde Fader.

10. Men vidre tør jeg ikke gaae,
Før du et naadigt øye paa
Mig arme synder kaster,
At jeg, imens du end er vred,
Mig ikke med frimodighed

* 337

Mod dig min GUd formaster,
Skiønt jeg for jammer haster.

11. Jeg vil paa nye forpligte mig
At være din, at elske dig,
Mig løs fra verden slide,
Fra denne stund med ivrigt mood,
Ved JEsu pine, død og blod
Mod verdens lyst at stride,
Og kun af JEsu vide.

12. Halleluja! jeg vandt min sag,
Jeg har i JEsu død en smag
Af himmeriges rige,
Min siel i GUd er glad og sund,
Og skal til dødens sidste stund
Mod satan mægtig krige,
Og JEsum aldrig svige.

Nr. 115.

Mel. Fryd dig du Christi Bruud.

Hvor skal jeg synder hen,
Som nu paa nye igien
Med synden er besværet,
Af satan haardt besnæret,
Al verden, om hun vilde,
Kand ey min nød formilde.

2. Det er det beste raad,
At jeg med suk og graad

* *

- - -

* * 338

Mig til min JEsum vender,
Hans naades slot berender,
O giv mig i min vaade
En draabe af din naade.

3. Jeg kaster al min synd
I salighedens brønd,
Din sides aabne vunde,
Saa gaaer min straf til grunde,
Saa drukner al min vaade,
Saa staaer jeg i din naade.

4. Ved dit uskyldigt blod,
Den skiønne røde flod,
Lad al min synd forsvinde,
Og mig i sielen finde,
At al den deel mig krænket,
Til havets grund er senket.

5. Du har min synd og last
Til korset naglet fast,
Og i din grav i haven,
Der ligger hun begraven
I evig mørkheds giemme,
Hvi vil jeg mig da græmme?

6. Er end min ondskab stor,
Dog naar jeg mig kun toer
I JEsu blode-strømme,
Hvem vil mig da fordømme,
Hvo sig hos dig indfinder
Hans angest snart forsvinder.

*

- - -

* 339

7. Jeg meget har behov,
Dog GUd skee evig lov,
Alt hvad jeg vil begiere,
Det kandt jeg faae, og mere,
I JEsu saar og side,
Til satan at bestride.

8. Om satans hele magt
Sig havde mod mig lagt,
Vil jeg dog ey forsage,
Med dig jeg dem kand jage,
Dit blod vil jeg kun vise,
Saa faaer jeg roe og lise.

9. Dit blod, den ædle saft,
Har saadan fynd og kraft,
At og den mindste draabe
Al verdens folk tilhaabe
Kand frelse, og bekrige
Al satans magt og rige.

10. Jeg derfor skynder mig,
O Frelsermand! til dig,
Forladelse at hente;
Thi hvad du mig fortiente,
Der du dit blod lod flyde,
Det vil jeg ogsaa nyde.

11. Men bøy, o siele-ven!
Mit hierte alt derhen,
At jeg maa plat forsage,
Hvad mig fra dig kand drage,
Og stedse her i live
Dit legems lem forblive.

*

- - -

* 340

Nr. 116.

Om Manasse.

Mel. Beklage af al min etc.

Al herlighedens HErre!
Vor Faders Abrams GUd,
Som jeg har glemt, desverre,
Og undertraad dit bud,
Du Isaaks frygt,
Som jeg har frygtet ilde,
Du Jakobs livets kilde,
Som jeg har aldrig søgt.

2. Hvad har jeg ilde slegtet
De fromme fædre paa,
Ney! jeg mod GUd har fegtet,
Saa vidt jeg kunde naae,
Ret dum og blind,
Forhærdet og forstokket,
Af satan ført og lokket
I alle synder ind.

3. Nu maa jeg da bekiende,
At du har alting giort,
Hvad indtil jordens ende
Der findes lidt og stort,
At du est GUd,
Som himlen selv har smykket,
Og verdens parter stykket
Af bar slet intet ud.

*

- - -

* 341

4. O GUd i himmerige!
Retfærdighedens GUd!
O GUd! hvad skal jeg sige?
O GUd! hvor seer det ud?
Hvad nu for raad?
Da jeg din store naade
Paa en uhørlig maade
Saa længe har forsmaaed.

5. Du holder, som i tømme,
Det grumme verdens hav,
Og vender hendes strømme
Som hiulene paa nav.
Men jeg har ey
Mig vildet lade tæmme,
Før du mig fik i klemme
Paa modgangs trange vey.

6. Al verdens kreds maa beve,
Naar GUd vil bryde frem,
Og knytter kun sin næve
Mod et forhærdet lem,
Men som en hiort
Den haster i sin brynde,
Saa blev jeg ved at synde,
Gik altid vidre fort.

7. Nu har du mig i skruer
Og pine-bænken lagt,
Nu seer jeg hvad jeg duer,
Nu kiender jeg min magt,
Nu er min fryd
Omvendt til helved-mørke,
Og borte er min styrke
For HErrens trusels lyd.

*

- - -

* 342

8. Hvad banghed jeg maa lide
For HErrens vredes damp,
Hvor siel og krop maa stride
I denne haarde kamp,
Slet ingen veed,
Som ikke selv har prøvet,
At være fast berøvet
Alt haab til salighed.

9. Dog lader du frembyde
Din naades dyre pagt,
Naar vi kun ret fortryde
Vor synd af gandske magt,
Du vil jo ey
En syndere forstøde,
Naar hand kun dig vil møde
Paa poenitentzes vey.

10. Vel maae de fromme kæmpe
I deres daglig bod,
Begræde, døde, dæmpe
Den beeske syndens rod,
Som i dem boer
Med sine onde qviste,
Dog tør de ikke friste
Den kamp, som er saa stor.

11. Men den, som fra din naade
Er gandske falden hen,
Paa ingen anden maade
Kand rettes op igien,
End at hans aand
I hiertens vee og svie
Sig jammerlig skal vrie
For riset i din haand.

*

- - -

* 343

12. Men jeg har flere sinde
Foragtet naadens stund,
End der er sand at finde
Paa havets dybe grund,
For skam og spee
Jeg tør mit syndig øye
Ey løfte mod det høye,
GUds himles lys at see.

13. Foruden det, som krænker
Min syndebunden siel,
Udvortes baand og lenker
Vil knuge mig ihiel,
Ja ret med magt
Mit hoved ned ad klemmer,
Min aande i mig stemmer,
Og giør mit hierte svagt.

14. Saa maa jeg billig ære
Vor GUds retfærdighed,
Som kand de stolte lære,
At gaae i støvet ned,
Dit scepter skal
Des mere vorde priset,
Jeg kysser nu paa riset
I ydmyghedens dai.

15. Da GUd mig lod ophøye,
Da blev jeg stiv som træ,
Jeg vilde ikke bøye
Min stive ryg og knæ
I ydmyg bøn,
Saa GUd med jerne-sene
Nu bøyer mine bene
Til min forskyldte løn.

*

- - -

* 344

16. Nu lærer jeg at bukke,
Og ryste som et løv,
Nu vilde jeg med sukke
Mig velte ned i støv,
Men ey engang
Jeg ret et suk kand drage
For denne krumme plage
I disse lenkers tvang.

17. Mit hierte derfor segner
Til ydmyghedens grund,
Med taare-vand jeg tegner
Hvert øyeblik og stund,
Som GUd mig gav,
Og jeg saa plat forsømte,
Om du mig nu fordømte,
Var det min rette straf.

18. Tak for den tunge lenke
I steden for mit guld,
Den lærer mig betænke,
At jeg er støv og muld,
De boldt og baand,
Det jerne-aag, jeg drager,
Langt mere mig behager
End gylden spiir i haand.

19. Jeg tabte demant-krone,
Jeg tabte herre-stand,
Jeg tabte konge-throne,
Jeg tabte folk og land,
Dog fandt jeg her
En bedre residentze,
Hvor jeg ved poenitentze
Kand komme himlen nær.

*

- - -

* 345

20. Thi vil jeg ey begiere,
Mit slot igien at faae,
Forlanger intet mere
End denne mørke vraae,
Naar du kun vil
Mig unde naadens rige,
Men derom vil jeg skrige,
Saa længe jeg er til.

21. Den grumme syndens galde
Har sat sig for mit bryst,
Ach! lad en draabe falde
Mig arme siel til trøst,
Thi ellers maa
Jeg drukne i min vaade,
Lad naade, naade, naade
Dog her for retten gaae.

22. Ach lad dig dog formilde!
Og giv mig hierte-mod,
For al din godheds kilde,
Min Frelsers saar og blod,
Saa skal man faae
Din naades magt at kiende,
Og indtil verdens ende
Forundre sig derpaa.

Nr. 117.

Om den store Synderinde, Luc. 7,37.

Mel. Som en Hiort med Tørst etc.

O hvad er min syndig glæde
Bleven mig en gift og pest,

* *

- - -

* * 346

Giør mig nu mit hore-sæde
Til et helvedes arrest,
Hvor enhver letfærdig smiil
Saarer hiertet som en piil,
Ja den mindste hore-mine
Fylder mig med helved-pine.

2. Alt det jeg for øyne skuer,
Al den ting jeg tænker paa,
Alting synes, som det truer,
At jeg skal til satan gaae,
Jorden maatte revne ved
Mine lysters leyer-sted,
Hvor jeg pleyede at synde,
Maatte helvede begynde.

3. Blomsterne, som mine lyster
Samlet hore-krandse af,
Deres hoved mod mig ryster
Og mig viser til min grav,
Blæser kun den sagte vind,
Bruser det dog i mit sind,
Ret som verden vilde falde,
Og mig strax for dommen kalde.

4. Vender jeg mig mod det høye
Udi min elendighed,
Brænder hvert et himmel-øye,
Som det bister var og vred,
Skyerne, der drives om,
Skrekke mig med vredens dom,
Alle tusind stierne-gnister
Vise mig mit synd-register.

*

- - -

* 347

5. Vil jeg paa Guds naade grunde,
Om der ey er redning til,
Om der i min synde-vunde
Ey en draabe falde vil,
O! da maa jeg slet forgaae,
Og min aande stille staae,
At jeg paa saa grov en maade
Har forsømt saa stor en naade.

6. Gid hvert øye var en vunde,
Til at græde idel blod,
Og jeg nu til slutning kunde
Drukne i min taare-flod
Alle lysters dyb og dal,
Du mit hierte græde skal,
Mens jeg har en blode-draabe,
Vil jeg hyle, græde, raabe.

7. Aldrig kand jeg overveye
Min fortviilte jammer-stand,
Gid mit fule hore-leye
Havde været baal og brand,
Gid mig havde mølle-steen
Været hængt om hals og been,
Og mig i det dybe senket,
Før mig satan fik belenket.

8. Ach! hvad skal jeg dog begynde?
Er her ingen trøst at faae?
Skal jeg mig af verden skynde?
Skal jeg hen til strikken gaae?
Skal jeg nu forsage slet?
Skal man efter dom og ret

*

- - -

* 348

Udi mine sager kiende?
Skal jeg evig, evig brænde?

9. Ney; jeg vil til JEsum haste,
Den livsalig Frelsermand,
Aldrig skal hand mig forkaste,
Det er mere, end hand kand,
Jeg har nylig hørt hans røst,
Det er alt mit haab og trøst:
Kommer alle bange hierter,
Jeg vil læge eders smerter.

10. Jeg vil gaae for hver mands øye
Til den milde Frelser ind,
Jeg vil mig ey mere føye
Efter verdens onde sind:
Har jeg for den gandske stad
Været som et stinkend rad,
Da skal hver mand see og kiende,
At jeg vil mig nu omvende.

11. O gid! alle, som saa ilde
Sig af mig forføre lod,
Mig nu ogsaa følge vilde
Til at giøre hiertens bod,
At saa vidt som denne sag
Prædikes til domme-dag,
Man opmuntring kunde finde
Af den store synderinde.

12. Hvo kan nok tilbørlig prise
Dine domme, søde Gud,
Grove syndre veyen vise
Til at gaae fra verden ud,
Hyklernes det stolte sind
Finder ey til JEsum ind;

*

- - -

* 349

Syndre, naar de sig omvende,
Lære os vor GUd at kiende,

13. Syndre, naar de syndre blive,
Blive under dødens dom,
Men naar de sig ret begive
Til igien at vende om,
Ere de et herligt speyl,
Som umuelig kand slaae feyl,
At der ingen tør forsage,
Som kun vil mod naade tage.

Nr. 118.

Om den store Synderinde, Luc. 7.

Mel. Nu vel an vær frisk til Mode.

Nu vel an mit bange hierte,
Fat dig et frimodigt sind,
Skynd dig kun med al din smerte
Lige til din JEsum ind,
Jeg vil løbe lige til,
Lad kun spotte, hvem der vil,
Sligt jeg ey kand see og høre,
Har det kun med GUd at giøre.

2. Som de hule storme-vinde
Drive skibet ind til land,
At det rolighed kand finde,
Sette sig igien i stand;
Saadan har GUds vredes vind,
JEsu! drevet mig herind,
Da jeg før ey tænke kunde
Andet, end at gaae til grunde.

* *

- - -

* * * 350

3. Du vil mig jo ey forhaane,
Søde JEsu, siele-ven;
Thi jeg maatte døe og daane,
Kom jeg ikke til dig hen;
Ingen hiort saa heftig kand
Skrige efter kilde-vand,
At jeg jo med større smerte
Længes efter dig, mit hierte.

4. O! hvad er jeg vel til mode,
Siden jeg min JEsum fandt,
Da jeg kom og faldt til fode,
Al min sorrig fra mig svandt,
O! hvad er mit hierte glad,
Som jeg snart i himlen sad,
Det er lykkeligt at havne,
Naar man kand sin JEsum favne.

5. O! den søde JEsu ynde!
O mit hiertes paradiis!
Ach hvad skal jeg dog begynde
Til min JEsu lof og priis?
Her forslaar slet ingen ord,
Glæden dertil er for stor,
Derfor vil jeg fuld af glæde
Ret af al min evne græde.

6. Har jeg før i synden sovet,
Udi verdens skidne skiød,
Har jeg lagt mit arme hoved
Ofte mellem synd og død,
Nu er det, af verden keed,
Lagt paa JEsu fødder need,
O! I faste livets klipper!
Aldrig meer jeg eder slipper.

*

- - -

* 351

7. O! min mund, hvad har du ikke
Været syndens fade-klud!
O! hvad har din smiile-strikke
Satan bragt saa mangen bruud!
Spyt nu tusind gange ad
Al den skiden vellyst mad,
Nu kand ingen ting mig fryde,
Uden JEsu kys at nyde.

8. O! I mine øyne, gruer
Dog ved eders onde daad!
Har I satans lokke-duer!
Ikke mangen siel forraad?
I har været fakler for
Andre paa de brede spor,
Hvoraf muligt allerede
Mangen finder dommens vrede.

9. Øser nu en jammers væde
Paa min JEsu fødder ned!
Græder alt det I kand græde,
For hans store kierlighed!
Græder! rinder hvad I kand!
Det er JEsu hoved-vand,
Naar I nu af øyne-flasker
JEsu søde fødder vasker.

10. Ja, I mine hore-lokke,
Som har været baand og bast,
Der i syndens gabe-stokke
Holdt saa mangen synder fast,
Slaaer jer nu for JEsum ud,
Efterdi jeg er hans bruud,

*

- - -

* 352

I, og alle lemmer, ene,
Skal den milde Frelser tiene.

11. Aldrig har jeg saadan glæde
Havt i hierte, siel og krop,
Gid hand vilde mig tilstede,
At jeg aldrig meer stod op,
At jeg maatte findes død
I min JEsu søde skiød,
Det er ære, her at ligge,
Det er riigdom, her at tigge.

12. Hvad er det for spodske miner,
Som den ærbar Simon giør,
Hand ey veed de siele-piner,
Som mig sleed og klemte før,
Dog nu er mig lige got
Verdens ære, verdens spot,
Maa jeg JEsum kun beholde,
Kand det andet intet volde.

13. Der vil jeg ey tigge længe,
Hvor slet intet er at faae,
Ære, vellyst, mange penge,
Siig mig dog, hvor vidt de naae,
Da jeg var i siele-nød,
Da var hele verden død,
Ingen kunde, ingen vilde
Den fortviilte sorg formilde.

14. JEsus, ja min JEsus ene,
Hand allene kand og vil,
Derfor disse faste bene
Jeg saa heftig griber til,
Det er dem, min siel, du maa
Ene, ene, lide paa,

*

- - -

* 353

Dem jeg ogsaa fast vil holde.
Indtil mine blive kolde.

15. Tænker dog, jeg ey var gangen
Offentlig til JEsum ind,
Dersom jeg endnu var fangen
Af det stolte verdens sind,
Kommer alle kun at see,
Hvo der vil, maa gierne lee,
Seer I vinduer og dørre,
Hvor jeg kand min JEsum tørre.

4. Om Troens Egenskab.

Nr. 119.

Mel. Af dybeste Nød lader os til etc.

Vor troe er den forvisning paa,
At vi GUds naade have,
Som ingen af sig selv kand faae,
Men det er Aandens gave,
Den faste grund i hiertet lagt
Ved ordet om den naade-pagt,
Som er i Christo stiftet.

2. Den er et fast og stærkt beviis,
Som GUd i hiertet skriver,
At hand os, sig til evig priis,
I Christo naade giver,

* * *

- - -

* * 354

At vi ey mere staae i tviil,
Men løbe lige, som en piil,
Til JEsu blod og vunder.

3. Et eget væsen er vor troe,
Et meget mægtigt gode,
Som føles udi sidens roe,
Og giør os vel til mode,
Hvad ingen seer, det seer hun grandt,
Og veed, at det er evig sandt,
Hvad GUd i ordet lover.

4. Usynlige og høye ting
Kand troen see og høre,
Og midt i sukke fryde-spring
Mod naadens soelskin giøre,
GUD er min GUd, og ved hans Aand
Jeg har alt himlen i min haand,
Thi JEsus i mig lever.

5. Hvad vil nu satans gandske hær
Med mine synder giøre,
Lad ham dem alle, hver i sær,
Mig til gemytte føre,
Jeg veed vel, at min synd er stor,
Men JEsus siger i sit ord:
De ere dig forladne.

6. Dit ord, dit ord mig giver roe,
Og er mit faste anker,
Naar satan stormer mod min troe
Med mange tviilsom tanker,

*

- - -

* 355

Hvad agter jeg hans trusel meer,
Min troe GUds milde hierte seer
Igiennem JEsu vunder.

7. Er troen ofte svag, især
Naar jeg af korset trænges,
Saa maa dog troen være der,
Saa længe sielen længes,
At finde hielp, og merke kand
Af haabet kun det mindste grand,
Saa er der troe i hiertet.

8. Forskrekkes jeg for mine feyl,
Hvorved sig satan glæder,
Og truer mig med lovens speyl,
GUd selv imod ham træder,
Saa blinker altid troens sverd,
Og slaaer sig giennem alle hær,
Til hun sin JEsum finder.

9. Imidlertiid formerer sig
Vor troe, jo meer man kæmper,
I sær, naar GUd tiit underlig
Vor fiende slaaer og dæmper,
At man i troen haabe kand,
Naar vi i korsets mørke stand
Slet ingen hielp kand skue.

10. Jeg veed, paa hvem min troe er sat,
Ham faaer man mig at unde,
Hvem GUd kun holder for sin skat,
Skal aldrig gaae til grunde,
Vel den, som bygger fast paa GUd,
Lad det saa tumles ind og ud,
Hand staaer, naar alting ligger.

*

- - -

* 356

11. Saa vil jeg da i denne troe
Mit gandske levnet føre,
I JEsu vunders søde roe
Mit hierte lystig giøre,
Hans Aand mig er et pant derpaa,
At endelig min troe skal faae
En sød og salig ende.

Nr. 120.

Mel. Hvo kun vor GUd vil lade raade.

Nu har jeg fundet det jeg grunder
Mit salighedens anker paa,
Den grund er JEsu død og vunder,
Hvor hun for verdens grundvold laae.
Det er en grund, der evig staaer,
Naar jord og himlen selv forgaaer.

2. Det er GUds naades lye og varme,
Som overstiger al forstand,
Det er hans naades aabne arme,
Som alle hielpe vil og kand,
Hans længsel efter alle staaer,
Skiønt mangen aldrig til ham gaaer.

*

- - -

* * 357

3. Vi skulde ey fordømte blive,
Derfor GUds Søn til verden kom,
Os saligheds forstand at give,
Og bære selv GUds vredes dom,
Og vækker os ved livets ord,
At sandse ret paa denne jord.

4. O afgrund! hvilken alle synder
Har slugt og dræbt ved JEsu død,
Og os kun alt til bedring skynder,
Saa skal vi finde naaden sød.
Her raaber JEsu blodig sveed:
Barmhiertighed, barmhiertighed.

5. Deri jeg mig vil trolig senke,
Og drukne al min nød og vee,
Og naar mig mine synder krænke,
Kun altid til GUds hierte see,
Der seer jeg i en afgrund ned
Af idel GUds barmhiertighed.

6. Skal jeg paa alting skade lide,
Som liv og siel fornøye kand,
Skal jeg af ingen glæde vide
Udi mit korses jammer-stand,
Og her slet ingen redning veed,
Dog har jeg GUds barmhiertighed.

7. Om det paa alle sider trykker,
Og ingen vil tilhaande gaae,
At derfor i saa mange stykker
Med jordens ting mig plage maae,

*

- - -

* 358

GUd har en dyb, en lang, en breed
Og himmel-høy barmhiertighed.

8. Er alt det beste, jeg udretter,
Kun fuld af ufuldkommenhed,
Og derfor dybere mig setter
I daglig bedrings aske ned,
Dog veed jeg: GUd er ikke vred,
Men øver kun barmhiertighed.

9. Saa lad det gaae, som ham behager,
Der af forbarmelse er fuld,
Jeg veed, hand giver eller tager,
Saa er hand naadig, troe og huld,
Lad ham mig føre op og ned,
Hans vey er alt barmhiertighed.

10. Ved denne grund jeg fast vil blive,
Saa længe jeg paa jorden gaaer,
Det vil jeg tænke, tale, drive,
Saa længe mig en aare slaaer,
Hist synger jeg i engle-chor:
Barmhiertighed! hvad est du stor.

*

- - -

* 359

Nr. 121.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

O JEsu! troens dyre skat,
Begyndelse og ende,
O søde JEsu! lær mig, at
Jeg troen ret kand kiende,
Den tro e, som har dig selv i favn,
Fra den, som har vel troens navn,
Men er dog død og intet.

2. Lær mig at sette al min liid
Paa GUd min kiere Fader
Og dig, som er saa mild og bliid
Mod dem, som synden hader,
Og paa den Hellig Aand vor skat,
Ved dig bestandig dag og nat,
Tre-enig GUd! at hænge.

3. Lad mig din naades rette art
Og vise orden kiende,
At den i dig har ingen part,
Som vil sig ey omvende,
Men søde JEsu! vær og bliv
Min vey, min sandhed og mit liv
Paa troens rette bane.

4. Lad mig ey troe, hvad verden troer,
Som viisdoms vey forsager,
Men lær mig, at jeg af dit ord
Den rette mening tager,
Og bliver klippe-fast derved,
Til livets sidste stund og sted,
Dit ord og navn til ære.

*

- - -

* 360

5. For alting lad din død og blod
Mig trøste allevegne,
At jeg mig med et trøstigt mood
Din værdskyld kand tilegne,
At leve og at døe derpaa,
Og agte hele verden saa
Ey værd engang at nævne.

6. Og naar min troe befindes svag
Blant mange stød og hinder,
Saa hielp, at som den lyse dag
Hun snart igien oprinder.
Pust op igien den rygend' brand,
Og set det knuste rør i stand
Ved Aandens kraft og glæde.

7. Hielp! at jeg vaager dag og nat
Mod satans mange snarer,
Og, ved din naade, troens skat
Til sidste stund bevarer,
At findes reen og uden stød,
For GUd retsindig til min død,
Som det dig kand behage.

8. Boe selv ved troen i min aand,
At troen stærk kand blive,
Alt meer og meer faae overhaand,
Og mange frugter give,
I trang at være uforsagt,
Og stræbe ret af al min magt,
Min næste got at giøre.

9. For alting, naar det gielde vil
Ved livets maal og ende,
Da hielp, at jeg i troen til
Dig ret mig veed at vende,

* 361

Og fast mig holder ved din død,
Saa bliver troens ende sød,
Og al min jammer endes.

10. O JEsu! du som troens gnist
Min siel har ladet kiende,
Ach! lad den aldrig blive mist,
Men hielp den til at brænde,
Hvad du har selv begyndt, fuldføer,
At jeg til sidst i troen døer,
Og faaer en salig ende.

Nr. 122.

Mel. O GUd! Du fromme GUd etc.

Forsøger eder selv, om I i troen ere,
Om I ved troens kraft i hiertet JEsum bære,
Og om I følge ham i kors taamodig ind,
I kierlig ydmyghed og troens rene sind.

2. Vor troe, den er et lys i hiertet dybt forborgen,
Som bryder deylig frem, ret som den klare morgen,
Giør sielen som en dag, anseelig, deylig, riig,
Nye, ret forandret og i sindet JEsu liig.

3. Hun øser altid af sin JEsu rige gaver,
Og deler gierne med sin næste hvad hun haver,
I JEsu kand hun faae meer, end hun har behov,
Hun bliver fuld, dog alt til HErrens priis og lov.

4. Hun tviler ey at faae, hvad GUd i ordet lover,
Og derfor frisk sig ind i kors og modgang vover,
Thi troen føder haab, af det hun har og seer,
Giør sig forsikret om, at finde altid meer.

* *

- - -

* * 362

5. Af haab er kierlighed, thi naar man ret besinder,
Hvor sød en GUd vi her og evig har og finder,
Saa bryder dette ud i hiertens kierlighed,
End og mod dem, som er os bitter, gram og vred.

6. GUds fiender vare vi, dog vilde hand os skenke
Sin egen kiere Søn, hvor faa som det betænke!
Hvor denne kierlighed i hiertet bliver tændt,
I øyeblikket er al had og nid forbrændt.

7. Hvad GUd os giør, det bør vi giøre mod vor næste,
Naar nogen giør os ont, at søge deres beste,
At bøde andres trods, forfølgelse og spot
Med forbøn, gode ord, og altid giøre got.

8. Naar GUd ved megen kors os ret paa prøven setter,
Troe giør taalmodighed, som alt det tunge letter,
Hun dæmper kiødets knur, og tager bønnen fat,
Og veed, at al vor nød GUd vey og maal har sat.

9. Man lærer derudi sin egen magt at kiende,
I bønnen nat og dag til JEsum sig at vende,
Foragter da sig selv, forbander verdens lyst,
Og søger trøst og kraft af JEsu milde bryst.

10. Man holder sig til det, som JEsus os fortiente,
Faar derved kraft, sit pund og gaver at forrente,

*

- - -

* 363

Staaer af fra egenhed og kiødets frekke sind,
Og seer kun alt paa GUd, hvor man gaaer ud og ind.

11. Prøv, om til saadant liv du har de rette kræfter,
Thi det er Christi liv, som troen stræber efter,
Hun giør retfærdig først, saa hellig, giver lyst
Til got; er dette nu at finde i dit bryst?

12. O lad mig JEsu! mig i troen daglig øve,
Saa skal mig ingen ting et helligt liv berøve,
Hvor lyset er, der maa jo glandsen yttre sig,
O lær mig, at jeg ret og altid følger dig.

Nr. 123.

Op! hen op til fryd og glæde!
O mit hierte, siel og sind,
Ud, herud af sorgens sæde,
Træng dig til din JEsum ind,
Hand er din skat,
Bedre end du ønske kunde,
Vil dig verden intet unde,
Tag ham kun fat.

2. Fort, kun fort, lad troens vinge,
Som med ørne-flugt og fart,
Høyt, ja høyt til GUd sig svinge,
Ingen møye blive spart,
GUd er din skiold,
JEsus altid dig beskiermer,
I hvor hart end satan svermer,
Trods al hans vold.

* *

- - -

* * 364

3. Fast, saa fast som du kand holde,
Hold dig til din JEsu saar,
Der, ja der, paa disse volde
Sielen ret forskandset staaer,
Og allesteds
Takke kand sin GUd og smile
Ad al verdens stød og pile,
Kun vel til freds.

4. Ind, herind i naadens kammer,
Som ved Christum aaben staaer,
Klag! beklag for ham din jammer,
Siig ham, hvordan det dig gaaer,
Lad alt beroe
Paa din fromme GUd og Fader,
Som umuelig dig forlader;
Det skal du troe.

5. Høyt, saa høyt din aand kand stige,
Løft dig op fra verdens sind,
Sving dig ind i himmerige,
Træng i JEsu hierte ind,
Du skal endnu
Nærmer ind i hans forening,
Det er just dit korses meening,
Det troe kun du.

6. Op, hen op til frydens sale,
Hvor din JEsu throne staaer,
Alt at tænke og at tale
Om den deel, som ey forgaaer,
Al verden glem,
Som dog skal engang forsvinde,
Saa skal du hos JEsum finde
Et evigt hiem.

*

- - -

* 365

Nr. 124.

Mel. JEsu du min Glæde.

Dine vunders huler
JEsu! altid skiuler
Mit beklemte sind,
Naar mig satan truer,
Spruder ild og luer,
Løber jeg der ind,
Der hand maa
Vel ude staae,
Er jeg i din aabne side,
Faaer hand det at lide.

2. Gaaer der store strømme,
Mig at oversvømme,
Ud af dragens mund,
Vil min synd mig sette
For GUds dom i rette,
Støde ned i grund,
Det skal ey
Mig giøre fey,
JEsu purpur skal mig dekke,
Og min fiende skrekke.

3. Skulde store fielde
Styrte sig med vælde
Ned i havets vom!
Alle vinde suse
Alle vande bruse
Til at holde dom:
Naar jeg gaaer
Til JEsu saar,
Kand mig ingen ting fordømme,
Der er naadens strømme.

*

- - -

* 366

4. Vil ulykkens vande
Alle tider lande
I min arme vraae,
Vil det snee og regne
Jammer allevegne,
Ja med torden slaae,
Lad det naae
Saa vidt det maae,
Jeg i JEsu vunders giemme
Sidder tryg og hiemme.

5. Om Retfærdiggiørelsen,

Nr. 125.

Mel. Hiertelig mig nu etc.

Er GUd for mig, saa træde
Mig hvad der vil imod,
Jeg kand i bønnens glæde
Det trine under fod,
Vil GUd mig gierne høre,
Har faderen mig kier,
Hvad kand mig satan giøre,
Med al sin helved-hær?

2. Det kand jeg trøstig sige,
Det troer jeg fast, og veed,
At GUd i himmerige
Er ikke mere vreed,
Hans kierlighed mig følger
Hvor jeg gaaer ud og ind,
Og dæmper alle bølger,
Som bruse mod mit sind.

* * * 367

3. Den grund, hvorpaa jeg bygger,
Er Christus og hans død,
I JEsu pines skygger
Er sielens hvile sød,
Der har jeg funden livet,
Selv er jeg intet værd,
Hvad JEsus mig har givet,
Giør mig for GUd saa kier.

4. Min JEsus er min ære,
Hand giør mig smuk og fiin,
Men vilde hand ey være,
Den milde frelser, min,
Da torde jeg og kunde
For himlen ey bestaae,
Jeg sank med eet til grunde
I vredens dybe aae.

5. Hand, hand har reent udslettet
Alt hvad mig var imod,
Hand har mig toed og tvettet
Saa deylig i sit blod,
At jeg mig ret kand fryde,
Og frygter ingen dom,
Lad helved-pølen syde!
Hvad skiøtter jeg derom?

6. Slet intet mig kand dømme,
Mig intet giør beklemt,
De grumme svovle-strømme,
De ere mig kun skiemt,
Slet intet mig kand skrekke,
Thi JEsus vil min siel
Med naadens vinger dekke,
Jeg kiender ham saa vel.

*

- - -

* 368

7. Hans aand er i mit hierte,
Og styrer selv mit sind,
Fordriver al min smerte,
Og bringer lys derind,
Befæster der sit rige
Og naadens stærke pagt,
At jeg kand abba skrige
Af gandske siele-magt.

8. Naar frygt og fare pukke
I sorgens mørke stand,
Da virker aanden sukke,
Som ey udsiges kand,
Som munden ey kand finde,
Og ingen sands forstaae,
Kand GUd dog overvinde,
Som seer sin lyst derpaa.

9. Hans aand min siel opretter
Med mangt et trøstigt ord,
At GUd dem ey forgietter,
Som paa hans naade troer,
Hvor sødt et himmerige
GUd sine har bereed,
Hvor got det er at stige
Nu snart derind i fred.

10. Der er for GUds udvalde
Den riigdom, som bestaaer,
Lad mig kun døe og falde,
Min himmel ey forgaaer,
Og skal jeg her da væde
Min gang med øyne-vand,

*

- - -

* 369

Min JEsu trøst og glæde
Det alt forsøde kand.

11. Hvo sig med ham forbinder,
Og flyer den ondes flok,
Hand spottes vist, og finder
Af kors og trængsel nok;
Den sag vi faaer at lære
Og friste til vor død,
At vee og suk vil være
De frommes daglig brød.

12. Det veed jeg alt tilhaabe,
Dog er jeg uforsagt,
Og kand mig fast beraabe
Paa JEsu naades magt,
Det koste liv og lykke,
Lad gaae! slet ingen ting
Fra JEsu mig skal rykke
Til dødens sidste sting.

13. Lad hele verden briste,
Min JEsus er ved magt,
Hvo vil hans haand opvriste
Og bryde himlens pagt,
Ey hunger sværd og lue,
Ey pine, vee og verk,
Fra JEsu mig skal true,
Det baand er alt for stærk.

14. Ey engle-kraft og evne,
Ey fyrstendømmes magt,
Ey hvad man veed at nævne
Af skændsel og foragt,

*

- - -

* 370

Ey stort og ey det ringe,
Ey skade eller gavn,
Ey nogen ting skal tvinge
Mig ud af JEsu favn.

15. Mit hierte lystig springer
I salighedens trin,
Og fryde-sangen klinger
Ved naadens blide skin,
Den soel, som sielen fryder,
Er JEsus, angenem,
Og al min sang betyder,
At himlen er mit hiem.

Nr. 126.

Om Manasse.

Mel. Rind nu op i JEsu Navn.

Er der nogen, som vil see
Alle synders røver-kule,
Alle lysters slange-hule,
Fordum sine tiders vee,
Og dog blev et evigt minde
Paa GUds søde naade-favn,
O da er jeg her at finde,
Jeg, Manasse er mit navn.

2. Har man udi noget land
Giennem hele verdens rige
Vidst om saadan een at sige,
Saadan en forhærdet mand;

* *

- - -

* * 371

Hedninger, som GUd har drevet
Fra mit folkes ansigt bort,
Aldrig har saa ilde levet,
Som Manasse haver giort.

3. Staale-hærdet var mit mood,
Kunde sig i hiertet fryde,
Naar jeg saae min stad at flyde
I uskyldig folkes blod,
Mine synder overmaade
Høyt og frem for andre gik,
Tænker nu, jeg fik dog naade,
Jeg Manasse naade fik.

4. Hvad min fader kasted hen
Af den afguds Baals høye,
Bygte jeg for hver mands øye
Mod vor HErre op igien;
Gik i satans baand og lænke
Under vredens svare dom,
Hvordan kand I troe og tænke,
At Manasse dog undkom?

5. Siger, hvo mig nævne skal,
Kirke-skiender, præste-plage,
Hexe-mester, børne-drage,
Bøddel-knegt i hinnoms dal,
Tænker dog, i hvilken hede
Burde jeg for andre brændt,
Dog er himlens store vrede
Fra Manasse gandske vendt.

*

- - -

* 372

6. Der jeg kom i megen nød,
Der jeg sad i baand og lænke,
Da begyndte jeg at tænke
Paa mit liv og paa min død,
Begge grebe mig, og krysted
Sielen ind i bangheds bom,
O hvor vreed sig, og hvor rysted
Da Manasse for GUds dom!

7. Hvad jeg da for angest leed,
Det er meer end jeg kand sige,
GUd skee lof i himmerige,
Som min jammer eene veed,
Som mig reev med sine sterke
Arme ud af satans magt,
Og et evigt naades merke
Til Manasse navn har lagt.

8. Ingen tænke nu, fordi
Jeg har fundet himlens ynde,
At man kand paa naade synde,
Og dog straffen gaae forbi,
Ingen mit exempel bruge
Til at gaae i synden fri,
Slige døden vist vil sluge,
Som Manasse gik forbi.

9. Hvo der af mig lære vil,
Lære naaden høyt at skatte,
Lære naaden ret at fatte,
Mens der end er naade til;
Sukke, bede, raabe, skrige
Om GUds naade ret at faae,
Giøre vold paa himmerige,
Som for GUd Manasse laae.

* 373

10. Hvo som dette trolig giør,
Var hand end den største synder,
Naar hand sig kun troelig skynder,
Banker ret paa naadens dør,
Aldrig er hans sag saa farlig,
Her er raad i Christi blod,
Naade faaer hand ufeylbarlig,
Giør hand som Manasse bod.

11. Aldrig kand det siges nok,
Guds-foragtere og stolte,
Aager-karle, drukkenbolte,
Tyve-hore-morder-flok,
Trold-folk, spottere, og slige,
Vender om af hiertens rod,
I kand finde himmerige,
Giør dog, som Manasses, bod,

12. O! hvad er vor GUd dog mild,
Ikke til vor synd at taale,
Dertil har hand vredens skaale
Og en evig pines ild;
Men vil nogen sig omvende,
Faaer hand naade vist og sandt,
Naade, som har ingen ende,
Naade, som Manasse fandt.

13. Derfor vil jeg raabe ud
I de fire verdens hiørner,
O I folk, som GUd fortørner,
Saadan sød og naadig GUd,
Vender om, og hand skal vise
Eder naadens søde favn,
Vender om, at I kand prise
Med Manasse HErrens navn.

*

- - -

* 374

14. Den retfærdighed bestaaer,
Og for GUd allene gielder,
Naar den arme synder helder
Sig til JEsu blod og saar;
Favner ham i troens arme,
Har ham til sin deel og skat,
Da vil GUd sig vist forbarme,
Da er synden reent forladt.

15. Seer, hvor himlen aaben staaer,
Naaden over alt forkyndes,
Alle arme syndre skyndes
Hen til JEsu blod og saar;
Trænger ind i naadens rige,
Alle folk paa denne jord,
Alle raabe, synge, sige:
O! hvad er GUds naade stor!

Nr. 127.

Mel. JEsu du min Glæde.

Hvo vil mig anklage?
Og for dommen drage
Hen paa Sinai?
Synden jeg bekiender,
Men til JEsum render,
Dermed er jeg fri.
Mød mig da
Paa Golgatha,
JEsus skal min sag antage,
Hvo vil mig anklage?

* *

- - -

* * 375

2. Hvo vil mig beskylde?
Syndens lægte bylde
Kradse op paa nye?
Hvad jeg mod min ville
Synder, forestille
Som en torden skye?
JEsus har
Giort sagen klar,
Og mig giver naadens fylde,
Hvo vil mig beskylde?

3. Hvo vil mig fordømme?
JEsu blode-strømme
Senker jeg mig i;
Gud for alle riger
Dømmer selv og siger:
Denne hand er fri;
Hand er toed
I JEsu blod,
Satan, synd og død maa rømme,
Hvo vil da fordømme?

Nr. 128.

Mel. I JEsu Navn skal al vor etc.

Retfærdighed
I JEsu Christi blod
Er det, jeg veed,
Som mig til salighed
Giver et forsikret mod.
Jeg arme muld
Er af naturen fuld

* *

- - -

* * 376

Af syndens gift og pest,
Til døden syg og qvæst;
Hvad jeg siden lidt og stort
Got har ladt og ondt har giort,
Veed min JEsus allerbest.

2. Retfærdighed
I JEsu Christi blod,
Hans blodig sveed
Og al den deel, hand leed,
Giør min gandske jammer god;
Hand har det alt
Fuldkommelig betalt.
I JEsu blod og saar
Jeg fuld forløsning faaer.
Al den deel, jeg har forseet,
Er som det var aldrig skeet,
Naar jeg ret til JEsum gaaer.

3. Retfærdighed
I JEsu Christi blod
Er fuld beskeed
Mod satan, naar hand vred
Gaaer min arme siel imod;
Hvad vil hand meer,
Naar hand mit hierte seer,
At have JEsum fat,
Og al min synd forladt?
Hand maa sprekke ved at see
Mig ved JEsu bryst at lee,
Som hans due, brud og skat.

4. Retfærdighed
I JEsu Christi blod
Giør sielen keed
Af verdens daarlighed;

*

- - -

* 377

Triner hende under fod.
Hvad verdens lyst,
Hvad giver hun for trøst,
Naar den beklemte aand
Maa føle dødens baand?
JEsus og hans dyre død
Giør mig al min jammer sød,
Ham jeg har i troens haand.

5. Retfærdighed
I JEsu Christi blod,
Din søde fred
Slet intet hierte veed,
Som ey ret vil giøre bod.
Den sikre flok
Paa tungen har dig nok,
Man bruger naadens trøst
Til skiul for verdens lyst,
Tænker ey, at sielens roe
Kommer kun af saadan troe,
Som vil følge JEsu røst.

6. Retfærdighed
I JEsu Christi blod,
Mit hvile-sted
Og skiønne urte-bed,
Fuld af hiertens-fryd begroed.
Min himmel-dug
Og skiold mod dødens hug;
Mit hiertes øyesteen,
Som holder sielen reen,
Pryder mig med gylden span,

*

- - -

* 378

Fryder mig med livets mann,
Siel og hierte, marv og been.

7. Retfærdighed
I JEsu Christi blod,
Kom til mig ned,
Og naadens himmel breed
Over hiertets jorde-klod.
En sterk udstrakt
Befæstnings himmel-magt,
Som satans løve-tand
Ey giennembrekke kand;
Hvor GUds Søns retfærdighed
Ret som solen straaler ned
Paa mit hiertes mørke land.

8. Retfærdighed
I JEsu Christi blod,
Du komst herned
I paradises sted,
Som forgik ved syndens flod.
Hvad paradiis?
Du bærer større priis;
Dit livets træ og frugt
Har døden gandske slugt.
Her er paradises flod,
Strømme af GUds eget blod
Og en evig naades lugt.

*

- - -

* 379

REGISTER

Nr.
Ach! at enhver dog tænkte paa 22
Ach himmelsøde ord 100
Ach min rose visner bort 81
Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke 112
Adam gik i frydens lund 79
Al herlighedens HErre 116
Alle Christne-siele skynder 27
Bort! verdens jule-glæde 5
Bryd frem mit hiertes trang at lindre 102
Bryd giennem, mit anfegtet sind 28
Da nu det gamle aar forsvinder 14
Den høye Gud, som til min suk sig bøyer 67
Den luft hvori vi gaae 78
Den, som Gud har født og baaren 44
Den yndigste rose er funden 10
Der mennisket var giort 90
Dig min søde skat at møde 20
Dine vunders huler JEsu! altid skiuler 124
Drag ind ad dine porte 58
Drag, JEsu, mig 57
Du, dievel! skal den glæde ey 69
Du est, opstandne seyers helt 49
Er der nogen, som vil see 126
Er Gud for mig, saa træde 125
Et helligt liv, en salig død 26
Forsøger eder selv, om I i troen ere 122
Frisk op! endnu engang 9
Frisk op til fryd, alt christen-blod 53
Fryd dig! du JEsu bruud 1
Gak hen i Gethsemane 29
Gud skal alting mage 82
Guddoms straale, himmel-lue 59
Guds igienfødde, nye, levende siele 107
Helligste JEsu, reenheds kilde 70
Her kommer dine arme smaa 11
Her seer jeg da et Lam at gaae 30
Hierte Fader! straf mig ey 109
Hierte, lad dig ey indbilde 76 380
Hosianna, livets ord 43
Hvad er det got, i JEsu arme 83
Hvad er dog Paaske sød og bliid 45
Hvad hører jeg i paradiis 87
Hvo hiertet vil omskære 15
Hvo i hiertet ret vil finde 21
Hvo vil mig anklage 127
Hvor er saadan een 98
Hvor kand du dog i synden lee 111
Hvor skal jeg synder hen 115
Hvordan takke vi vor HErre 8
Hvorledes skal jeg møde 4
Hører, I som græde 46
I arme syndre, op i flok 113
I Christne! reiser eder snart 48
I dag er naadens tiid 108
I denne søde jule-tiid 6
I, som af synders søle vækkes 23
Immanuel! vi synge dig 12
JEsu, du min deel i livet 96
JEsu, sielens lyse dag 31
JEsum seer jeg for mit øye 40
JEsus hand er syndres ven 110
Kom Hellig Aand, kom hierte-mild 64
Kom hierte! tag dit regne-bret 19
Kom regn af det høye! lad jorden oplives 63
Korsfæste! see! jeg vil i troe 32
Kraft udaf det høye 65
Lad din naade paa os regne 62
Lad dit rige allevegne 17
Lader os vor HErre prise 51
Milde Gud! mit hierte tager 75
Min aand er lystig, fuld af fryd 93
Min fader! fød mig til dit billede at bære 106
Min hiertens JEsu, søde lyst 95
Min JEsu! grund til al vor lyst 85
Mit hierte altid vanker 7
Naar jeg min JEsu piinsels færd 33
Ney, det er ey 41
Nu det gamle aar gik hen 16
Nu har jeg fundet det jeg grunder 120
Nu JEsus til sin pine gaaer 86
Nu vel an! et freidigt mood 18
Nu vel an mit bange hierte 118
O alle tings Monark! til hvilken ret at tiene 74
O arme siel og hierte, kom 114
O du sielens største glæde 61
O dyre siel! opmuntre dig 72
O giver lyd, I folk, i alle verdens riger 99 381
O Gud! fornuften fatter ey 84
O Gud! hvad est du meer end skiøn 71
O! Gud skee lof! min JEsus giør 24
O Hellig Aand! o søde trøst 60
O hiertets renselse 25
O hvad er min syndig glæde 117
O JEsu! Guds taalmodig lam 34
O JEsu! see min skam og vee 88
O JEsu, som har elsket mig 91
O JEsu! troens dyre skat 121
O! kiere siel, som bliver ey 104
O kierlighed, som himlen sønderriver 42
O lam! som ingen syndens gift har saaret 35
O! min kierlighed og glæde 36
O seyerrige Frelsermand 56
O store Gud! hvad har dog dig 105
O syndig flok, hvo er det, som 66
O søde Gud! din naades magt 68
O søde JEsu, du 50
O! verden kom at skue 37
Op! al den ting, som Gud har giort 77
Op! hen op til fryd og glæde 123
Op! op mit arme hierte 2
Op! thi dagen nu frembryder 3
Paa denne dag vi see Guds Søn 55
Retfærdighed i JEsu Christi blod 128
Saa kom o JEsu, stærke heldt 97
Saa skal da mammon vige 80
See! livets væld er fuld 101
Slaaer sammen alle hænder 54
Store Gud, som dig til ære 73
Store prophete med himmelske lære 92
Søde JEsu! hvilken fliid 94
Triumph! triumph! vor soel er alt oprunden 52
U-op-øselige kilde 38
Vilt du have paaske-glæde 47
Vor JEsus kand ey noget herberg finde 13
Vor siel er dertil født og baaren 89
Vor troe er den forvisning paa 119
Vægter! vil det mørke rige 103
Vær velsignet, naade-throne 39