Brorson, Hans Adolph Hvor kand du dog i synden lee,

Nr. 111.

Mel. Naar min Tiid og Stund etc.

Hvor kand du dog i synden lee,
Du lyst-betændte øye?

* *

- - -

* * 327

Kand det, som føder evig vee,
Din siel endnu fornøye?
Er al din frygt da uden lands,
Al eftertanke, vid og sands
Om syndens straf og plage?

2. Betragt dit liv, forsøm det ey,
Giv agt paa dine gange,
Er det at gaae paa livets vey,
Naar du est syndens fange?
Kand du vel troe, naar JEsus seer
Dit levnets daarlige maneer,
At den ham kier kand være?

3. Men, ach! du tænker ey saa vidt,
Du giør hvad dig behager,
Du løber ind i synden frit,
Som lysten dig kun drager,
Din onde ville viser vey,
Den følger du, og sandser ey,
Hvad ende det vil tage.

4. Du tænker aldrig ret paa GUd,
Lad være, nød og plage
Dig kand vel ofte som et skud
Fra verdens aadsel jage,
Ja da vil du til himlen, men
Den længsel synker snart igien,
Naar trængselen er borte.

5. Din andagt er en mundfuld vær
Af dine kaalde kiefter,
I hiertet har du verden kier,
Den stræber du kun efter,

*

- - -

* 328

Det hindrer dig, at sielen kand
Ey komme op fra verdens sand,
Sin skabere at finde.

6. Den verdens kierlighed saa stærk
Udi dit hierte syder,
Til hendes daarligheders verk
Dig ingen gang fortryder,
Hvad satan kun vil pege paa,
Den vey du løber, som en raa,
Det er din løbe-bane.

7. Og kommer dig en rædsel paa
Engang for dommens vrede,
Det synes, som du vilde faae
En andagts kuld og hede,
Da skal det faae en anden skik,
Men, siig mig, din forbedring, fik
Man den da ret at skue?

8. Din andagt kølnes alt for snart,
Den lader du kun drive,
Det er, som døden, dig saa svart
Ved HErrens frygt at blive,
GUds vey er dig saa trang og suur,
Men det er sødt for din natur
At følge satan efter.

9. Besind dig dog, du sikre siel,
Lad bedrings taarer rinde,
Saa skal og kand du meget vel
Endnu GUds hierte finde,

* 329

Beed! du skal blive vist bønhørt,
GUds milde hierte let er rørt,
Naar du det trolig mener.

10. Har hand dog før din synd forladt
Og ladet sig formilde,
Naar du ham bad, og sagde, at
Du dig forbedre vilde,
Hans himmel for dig aaben stod,
Naar dit beklemte hierte lod
Sig for ham op i sukke.

11. Saa vil hand og af hiertens grund
Dig nu din synd forlade,
Lad hiertet svare til din mund,
Alvorlig synden hade,
At den dig bliver gandske leed,
Saa skal hans store miskundhed
Dig snarlig aabenbares.

12. Vend om til GUd, saa vil hand sig
Med naade til dig vende,
Hans kierlighed skal følge dig
Til livets sidste ende,
Men set dig for af gandske hu,
At du vil aldrig mere nu
Din lyst i synden søge.

13. Siig alle dine lyster af,
Tag hver en synd til fange,
Det fule hierte strax begrav,
Vil du et reent erlange,
Og siig din GUd det trofast til,
At du i ham allene vil
Din lyst og glæde have.

*

- - -

* 330

14. Dog beed ham, at hand ogsaa vil
Selv hiertet til sig vende,
Selv give lys og naade til
Den vey igien at kiende,
Som de oplyste siele veed,
Følg ham saa i hengivenhed,
Saa kand du ey fortabes.