↩

Nr. 105.

✂ Mel. Alleneste Gud i himmerig.

✂ O store GUd! hvad har dog dig
Bevæget til at trykke
I mennisket saa yndelig
Dit billeds ædle smykke?
Hvad var den ormesæk da riig,
Den skabte siel sin skaber liig,
I sin fuldkomne lykke!

✂ 2. Det giør os nu din godhed klar,
At du, al godheds kilde,
Dit liv, som du selv i dig har,
Os mildt meddele vilde,
At unde sielen arv udi
Din egen herlighed, fordi
Hun var din lyst til hende.

✂ 3. Thi har du Adams stand saa stor
Og herlig vildet giøre,
At hand paa hele verdens jord
Dit rige kunde føre,
Men selv allene vilde du,
Hans HErre, GUd og Konge, nu
I sielen boe og raade.

✂ 4. Du selv din bolig smykket har,
Skiøn uden til og inde,

*Overskrift: Om Igienfødelsen] Om Igienfødselen H. *Nr. 105. HJ1-7. 1,3: mennisket] mennesket J1-3, 6-7. 2,3: dit] det H.

✂ - - -

*Nr. 105. Oversættelse. O grosser GOtt! o höchstes guht, forfatter?, Schr. s. 320. - 1,2-4: 1. Mos. 1,26-27. - 1,5: hvad] hvor. - 2,4: mildt] gavmildt. - 2,5: at] for at. - 2,6-7: fordi hun var din lyst til hende] måske: fordi Guds herlighed (hun) var, hvad han havde sin glæde (lyst) i at give sjælen (hende). L. 5-7 hedder i originalen: Die herrlichkeit, die dir bewust, Theilst du uns mit, denn deine lust Ist bey den menschenkindern. - 3,1: thi] derfor; stand] tilstand. - 3,4: dit rige kunde føre] kunne udøve dit herredømme, 1. Mos. 1,28. - 4,1: dinbolig] Adam. 306

✂ Hans krop var konstig, deylig, klar,
Af lemmer, glands og sinde,
Fra døden fri i fryd og fred,
Og havde paradiis derved
Til bolig, føde, glæde.

✂ 5. Som denne helligdom for dig
Allene skulde være,
Saa blinked" der saa underlig
Din Guddoms glands og ære,
Usynlig var, som du, hans siel,
Som skulde evig lide vel,
Og døden aldrig smage.

✂ 6. Hvor saae man det oplyste sind
I himmel-fryd at smile,
Da GUd gik selv i sielen ind
At have der sin hvile;
Da hun var fyldt med lys og ret,
Og alle hendes kræfter net
Til HErrens priis forbundne.

✂ 7. Guds lyses straal der slog saa stærk,
Der funklede og brændte,
At hand GUds væsen, vey og verk
Og egenskaber kiendte,
Den giennemtrængde ham saa klar,
At Adam saae, i hvor hand var,
Sit allerstørste gode.

✂ 8. Hand brugte ingen skrift og prent,
At finde dine veye,

*4,5: fred] ære J1-2. 5,3: saa underlig] stor underlig Hb.

✂ - - -

*4,4: sinde] Originalen har »sinnen«, der vistnok betyder sandser; her er vel ment det samme: sandserne, set som en del af legemets herlighed (hans krop, l. 3). - 4,6: derved] orig.: dabey, desuden. - 5,1: som] eftersom. - 5,3-4: I legemets helligdom (der) gav guddomsglansen sig glimtvis til kende (blinked') ved ytringerne af den usynlige sjæl (l. 5 og v. 6). - 5,6: lide vel] have det godt. - 6,6: net] smukt. - 7,1: straal] stråle; slog] ramte. - 7,3: at] så at; hand] Adam. - 7,7: sit allerstørste gode] Gud, jfr. 9,2; 19,7. - 8,1: brugte] behøvede. 307

✂ Til dig hans gandske sind var vendt,
Dig vilde hand kun eye,
Dit væsen var hans tiidsfordriv,
Din ville var hans lives liv,
Begyndelse og ende.

✂ 9. Hand elskte dig af hiertens grund,
Du varst hans største gode,
Hans paradiis og frydens lund,
Hvori hans hierte boede,
I hvad hand giorde eller lod,
Din gierning ham for øyne stod,
Hvori hans hierte hviilte.

✂ 10. Hans sands var af GUds klarhed fuld,
Af kierlighed hans ville,
Lod haant kun om med jordens guld
Og verdens lyst at spille,
Thi viisdom, som det beste veed,
Og uforfalsket hellighed
Var sielens guld og glæde.

✂ 11. Hvad var dog sielen angenem
For GUd i friheds sæde!
Hun var, o GUd, dit huus og hiem,
Dit paradiis og glæde,
Du varst i Adam, hand i dig,
Og skulde derfor idelig
I himlen med dig leve.

✂ 12. Men ach! at Adam faldt fra GUd,
Og al hans lyst blev øde,
Hans viisdoms lys gik gandske ud,
Og helligheden døde,

*8,6: ville] Villie J1. 9,2: varst] var J6-7. 9,3: frydens lund] fryden-lund J3-7, jfr. nr. 79,1,1. 10,2: ville] Villie HJ1. 11,5: varst] var J6-7. 12,1: men] mens H.

✂ - - -

*8,6: hans lives liv] det livgivende i hans liv. - 9,5: lod] undlod. - 10,1: sands] forstand. - 10,4: spille] lege. - 11,1: hvad] hvor; angenem] yndig. - 11,2: i friheds sæde] i sin frihed; det var af fri vilje, at sjælen adlød Gud. 308

✂ Fra dig hans sind blev plat forvendt,
Du est for sielen ubekiendt,
Reent fremmed, mist og borte.

✂ 13. Nu har al verden satans sind
Og billede, desverre!
Enhver er af naturen blind,
Og løber fra vor HErre,
De flye for GUd, som for forgift,
Og søge, efter kiødets drift,
Den skidne verdens glæde.

✂ 14. Ach tag dog denne blindhed hen,
Og lær os dig at kiende,
Lad ordet dog dit lys igien
I vore siele tænde,
Væk hiertet op ved Guddoms kraft
Til livet, som vi før har haft,
At vi i GUd maae leve.

✂ 15. Du har mig til dit billed' sat,
Din herlighed at love,
Skal nu min siel, din egen skat,
I satans arme sove,
Din egen skabning, liv og aand,
Skal den nu gaae i satans baand,
Og evig ham tilhøre?

✂ 16. Hvad skal dog sielen som en ravn
Det raadne mere smage?
Red dog, o GUd! dit store navn,
Og hent min aand tilbage,
Hun flyver om i syndsens nat,
Og faaer din haand mig ikke fat,
Saa er jeg evig borte.

*12,6: est] er J6-7. 13,2: desverre] disverre H.

✂ - - -

*12,5: plat] fuldstændig; forvendt] bortvendt. - 12,7: mist] mistet, gået tabt. - 13,6: efter] ifølge. - 14,1: hen] bort. - 15,3: din egen skat] sjælen som Herrens brud. - 16,1: hvad] hvorfor. - 16,1-2: Billedet er Brorsons. 309

✂ 17. See! var din søn os dog saa troe,
Og i vort kiød sig klædde,
At hand os ud af satans kloe
Og strikker vilde redde,
Os har du ham jo selv bered
Til viisdom og retfærdighed,
Til hellighed og frelse.

✂ 18. Lad sielen ved hans naade-cuur
Dog liv og sundhed finde,
Og hans Guddommelig natur
Os fast med dig forbinde,
Hand blev en vey til GUd igien,
Vor sandhed, at vi lige hen
Til livet kunde komme.

✂ 19. Giv os dit lys, at hver for sig
Maa komme ret til live,
Og da vi alting har i dig,
Os gandske dig hengive,
At trænge med et opvakt sind
Op u-ophørlig længsel ind
Til dig, vort største gode.

✂ 20. O! lad dit billede dog snart
Ved aandens kraft oprinde,
At vi dit eget sind og art
Forklaret i os finde,
Lad sielen renses meer og meer,
Til hun sig fuld-forklaret seer
I evig dig at skue.

*18,3: Guddommelig] Guddomlige HJ1. 18,5: blev] vor Ha (vel trykfejl for var), er Hb. (orig.: ist). 20,6: til] thi H.

✂ - - -

*17,5: bered] gjort rede, skænket. - 17,6-7: 1. Kor. 1,30. - 18,3: hans Guddommelig natur] som han (Kristus) har givet os del i, 2. Pet. 1,4. - 18,5-7: Joh. 14,6. - 19,5: at] for at. - 20,3: art] væsen. - 20,4: forklaret] i herlig skikkelse. - 20,6-7: indtil sjælen ser sig fuldtud herliggjort derved, at den evig skuer Gud, 1. Joh. 3,2, jfr. 2. Kor. 3,18. 310