Nr. 35.
✂ Mel. Vreden din afvend etc.
✂
O lam! som ingen syndens gift har saaret,
I din fuldkomne reenhed ubeskaaret,
U-endelig meer deylig end den klare
GUds Engle-skare.
✂
2. Du est den rene, af GUds aand undfangen,
Deylig som solen i din glands opgangen,
Som blant os torne lod sig deylig skue,
Min søde drue.
✂ - - -
* * 102✂
3. Hvor gaaer det til, at du da staaer opskrevet
Som den, der havde alle synder drevet,
Ret som der var i ondskab ey din lige
Paa jorderige.
✂
4. Afgrunden ey allene, men tillige
Himlen dig selv begynder at bekrige,
Mægtige skarer seer man at fremtrine
Til dig at pine.
✂
5. Der ligger du i angst og blodig søle,
Hvo kand begribe hvad du maatte føle,
Man seer dig for GUds grumme vredes lue
Skielve og grue.
✂
6. Man griber dig, og fører som en fange,
Man spytter paa dig, slaaer og giør dig bange,
Torne og pidske giør dit Ømme hierte
Utrolig smerte.
✂
7. Du holdtes en forbandet ting at være,
Dig at begrine holdt man for en ære,
Af GUd forladt du var, og maatte smage
Helvedes plage.
✂
8. Menniske siig: Er dette ey en plage,
Hvortil man skulde grove syndre jage;
Hvi skal uskyldigheden selv da lide
Saa haard en qvide.
✂
9. Det var, for hand vor gield sig lod tilskrive,
Derfor hand maatte sig til døden give,
Til gielden, for de skyldige at spare,
Borgen maa svare.
✂ - - -
* 103✂
10. Ustraffet kunde synden aldrig blive,
Til hvilken GUd lod dødsens-dom opskrive,
Den sag engang paa jorden maa fuldbyrdes,
JEsus skal myrdes.
✂
11. Hvad synden er, hvad plage den fortiener,
Har GUd, før hand med syndre sig forener,
Ved saadan strænghed skuldet aabenbare,
Kand ikke spare.
✂
12. Hav tak, o lam! at du paatog den pine,
Og i GUds vredes-perse lod dig trine,
Saa taalig i den svare lue brændte,
Som jeg fortiente.
✂
13. I sandhed, du har baaret al min smerte,
Straffen blev lagt paa dit uskyldig hierte,
At du mig kunde fred og frelse skaffe,
Lod du dig straffe.
✂
14. Jeg tager an, hvad du til veye bragte,
Jeg troer, at du just derfor lod dig slagte,
At mig, som nu er frie fra syndens brøde,
Intet kand døde.
✂
15. Ach! styrk min troe, at den kand staae sin prøve,
Og lader sig ey denne skat berøve,
Som ey med alt, hvad verden har i eye,
Bringes til veye.
✂
16. Lad mig din pines frugter stedse nyde,
Lad denne kilde paa mit hierte flyde,
At jeg mig ved din pines purpur-klæde
Stedse kand glæde.
✂ - - -
* 104✂
17. Synden, som nu i dig har mist sit rige,
Lad den nu og med skam og skiendsel vige,
At jeg den samme i mig aldrig mere
Lader regiere.
✂
18. Kun dig! kun dig! mit lam skal hermed livet
Til eyedom aldeles være givet,
Hvortil du har mig ved din pine vunden
Og høyt forbunden.
✂
19. Saa skal og kand mig intet fra dig vende,
Jeg bliver din til livets sidste ende,
Da jeg din priis derfor med engle-tunge
Stedse vil siunge.