Brorson, Hans Adolph O lam! som ingen syndens gift har saaret,

Nr. 35.

Mel. Vreden din afvend etc.

O lam! som ingen syndens gift har saaret,
I din fuldkomne reenhed ubeskaaret,
U-endelig meer deylig end den klare
GUds Engle-skare.

2. Du est den rene, af GUds aand undfangen,
Deylig som solen i din glands opgangen,
Som blant os torne lod sig deylig skue,
Min søde drue.

* *

- - -

* * 102

3. Hvor gaaer det til, at du da staaer opskrevet
Som den, der havde alle synder drevet,
Ret som der var i ondskab ey din lige
Paa jorderige.

4. Afgrunden ey allene, men tillige
Himlen dig selv begynder at bekrige,
Mægtige skarer seer man at fremtrine
Til dig at pine.

5. Der ligger du i angst og blodig søle,
Hvo kand begribe hvad du maatte føle,
Man seer dig for GUds grumme vredes lue
Skielve og grue.

6. Man griber dig, og fører som en fange,
Man spytter paa dig, slaaer og giør dig bange,
Torne og pidske giør dit Ømme hierte
Utrolig smerte.

7. Du holdtes en forbandet ting at være,
Dig at begrine holdt man for en ære,
Af GUd forladt du var, og maatte smage
Helvedes plage.

8. Menniske siig: Er dette ey en plage,
Hvortil man skulde grove syndre jage;
Hvi skal uskyldigheden selv da lide
Saa haard en qvide.

9. Det var, for hand vor gield sig lod tilskrive,
Derfor hand maatte sig til døden give,
Til gielden, for de skyldige at spare,
Borgen maa svare.

*

- - -

* 103

10. Ustraffet kunde synden aldrig blive,
Til hvilken GUd lod dødsens-dom opskrive,
Den sag engang paa jorden maa fuldbyrdes,
JEsus skal myrdes.

11. Hvad synden er, hvad plage den fortiener,
Har GUd, før hand med syndre sig forener,
Ved saadan strænghed skuldet aabenbare,
Kand ikke spare.

12. Hav tak, o lam! at du paatog den pine,
Og i GUds vredes-perse lod dig trine,
Saa taalig i den svare lue brændte,
Som jeg fortiente.

13. I sandhed, du har baaret al min smerte,
Straffen blev lagt paa dit uskyldig hierte,
At du mig kunde fred og frelse skaffe,
Lod du dig straffe.

14. Jeg tager an, hvad du til veye bragte,
Jeg troer, at du just derfor lod dig slagte,
At mig, som nu er frie fra syndens brøde,
Intet kand døde.

15. Ach! styrk min troe, at den kand staae sin prøve,
Og lader sig ey denne skat berøve,
Som ey med alt, hvad verden har i eye,
Bringes til veye.

16. Lad mig din pines frugter stedse nyde,
Lad denne kilde paa mit hierte flyde,
At jeg mig ved din pines purpur-klæde
Stedse kand glæde.

*

- - -

* 104

17. Synden, som nu i dig har mist sit rige,
Lad den nu og med skam og skiendsel vige,
At jeg den samme i mig aldrig mere
Lader regiere.

18. Kun dig! kun dig! mit lam skal hermed livet
Til eyedom aldeles være givet,
Hvortil du har mig ved din pine vunden
Og høyt forbunden.

19. Saa skal og kand mig intet fra dig vende,
Jeg bliver din til livets sidste ende,
Da jeg din priis derfor med engle-tunge
Stedse vil siunge.