↩

Nr. 7.

✂ I skal finde et spædt Barn svøbt liggende i Krybben. Luc. 2. V. 12.

✂ Mel. Jeg raaber fast o HErre.

✂ Mit hierte altid vanker
I JEsu føde-rum,
Did samles mine tanker
I deres hoved-sum.
Der er min længsel hiemme,
Der har min troe sin skat,
Jeg kand dig aldrig glemme,
Du søde jule-nat.

✂ 2. Du mørke stald skal være
Mit hiertes fryde-slot,
Der kand jeg daglig lære,
At glemme verdens spot,
Der kand jeg best besinde,
Hvori min roes bestaaer,

*7,5: syng] siung J1-3. *Nr. 7. AJ1-7. 2,5: besinde] befinde J3-7, vel en trykfejl. 2,8: til hierte] til hiertet AJ1-2.

✂ - - -

*bredt i verdens land. At jorden den skal ryste, i v. 3: Vi synge om den søde fred, At helvede skal skielve vedVor jule-sang at høre, og hertil svarer nu i v. 7: Syng høyt i skye. Guds kirke-flok: Halleluja, nu har jeg noko. s. v. Det skønne trøstende v. 6 er blevet til en episode, hvor den enkelte, der vånder sig under korset, drages des inderligere ind i kirkens frydefest. *Nr. 7. Original. Salmen viser påvirkning fra Elias Naurs »Jeg raaber af det dybe«, Aandelig Jule-Stue, 1699, tillæg s. 11 (P. Severinsen i Studenterhjemmets Julebog, 1912, s. 84 flg.; E. Frandsen, Brorsons Julesalmer, 1932, s. 20) og vistnok fra Kingos »Alle ting er' underlige«, særlig i v. 9 (Kingo v. 7); himmel-helt som rim på telt i v. 6 er fra Kingos »Som den gyldne soel frembryder«, v. 2, og stiernefakler brænde i v. 6 fra L. Thura, Adskillige poet. Sager, 1721, s. 172 (P. Diderichsen). - 2,5: besinde] overveje, betænke. - 2,6: hvori min roes bestaar] Måske menes der: i slet intet; jeg har ingenting at rose mig af; det forstår jeg bedst, når det går op for mig, hvor stort et offer der måtte til for min frelse: naar JEsu krybbes minde Mig ret til hierte gaaer. Snarere menes der dog, at min ros består i, at esus for min skyld har fornedret sig så dybt; så meget har han agtet mig værd. 33

✂ Naar JEsu krybbes minde
Mig ret til hierte gaaer.

✂ 3. Men, ach! hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af himmerige
I stalden ligge maa,
At himlens fryd og ære,
Guds væsentlige ord,
Skal saa foragtet være
Paa denne slemme jord.

✂ 4. En perle, der forgiettes,
Saa nøye ledes op,
Den blanke demant settes
I gylden krones top:
Man kaster ey en drue
Blant tørre grene ned:
Skal jeg min Gud da skue
I saadan uselhed?

✂ 5. Hvi skulde herre-sale
Ey for dig pyntet staae?
(Du havde at befale,
I hvor du pegte paa,)
Hvi lod du dig ey svøbe
I lyset som et baand,
Og jordens konger løbe,
At kysse paa din haand?

✂ 6. Hvi lod du ey udspende
En himmel til din telt,
Og stierne-fakler brænde?
O store himmel-helt!
Hvi lod sig ey til syne
En mægtig engle-vagt,

*3,1: men] mens A (gammel sideform til men).

✂ - - -

*3,6: Guds væsentlige ord] Kristus som Guds ord (meddelelsesmiddel), der selv ejer guddomsvæsen som Faderen, Joh. 1, 1.14. 34

✂ Som dig i silke-dyne
Saa prægtig burde lagt?

✂ 7. Ney! JEsus faaer sit leye
I denne gode juul,
Hvor betlere de pleye
At legge sig i skiul,
Det var og ey hans eget,
Det høe, hvori hand laae,
Hand havde ey saa meget,
Hand kunde ligge paa.

✂ 8. Den sag kand ey begribes,
At JEsus, Gud og mand,
Saa meget hart indknibes
I verdens jammer-stand,
Hand, som med Guddoms vælde
Al verden dømme vil,
Ey har det, hand kand helde
Sit arme hoved til.

✂ 9. En spurre har sin rede
Og sikre hvile-boe,
En svale ey tør lede
Om natte-lye og roe,
En løve veed sin hule,
Hvor hand sin roe kand faae;
Skal da min Gud sig skiule
I andres stald og straae?

✂ 10. Ach! kom! jeg vil oplukke
Mit hierte, siel og sind
Med tusind længsels-sukke,
Kom, JEsu, dog derind!

*7,4: at legge sig] at ligge sig AJ1 . 8,3: hart] haardt J1.

✂ - - -

*9,1: spurre] spurv. - 9,3: tør] behøver. - 10: Tanken fra det foregående, at Jesus end ikke ejede den stald, hvori han lå, eller det strå, hvori han skjulte sig (7,5 flg.; 8,5 flg.; 9, 7-8), bringer digteren til at tænke på, at der dog er een bolig, som Jesus ejer, fordi han har købt den, nemlig den kristnes eget hjerte (jfr. 1. Kor. 6,20; 7,23); her byder han da frelseren ind. 35

✂ Det er ey fremmed bolig,
Du har det selv jo kiøbt,
Saa skal du blive trolig
Udi mit hierte svøbt.

✂ 11. Jeg vil med palme-grene
Dit hvile-sted bestrøe,
Min brudgom, dig allene
Jeg leve vil og døe.
Kom! lad min siel erlange
Sin rette qvæge-stund,
At kysse tusind' gange
Din søde rosen-mund.