Brorson, Hans Adolph Al herlighedens HErre!

Nr. 116.

Om Manasse.

Mel. Beklage af al min etc.

Al herlighedens HErre!
Vor Faders Abrams GUd,
Som jeg har glemt, desverre,
Og undertraad dit bud,
Du Isaaks frygt,
Som jeg har frygtet ilde,
Du Jakobs livets kilde,
Som jeg har aldrig søgt.

2. Hvad har jeg ilde slegtet
De fromme fædre paa,
Ney! jeg mod GUd har fegtet,
Saa vidt jeg kunde naae,
Ret dum og blind,
Forhærdet og forstokket,
Af satan ført og lokket
I alle synder ind.

3. Nu maa jeg da bekiende,
At du har alting giort,
Hvad indtil jordens ende
Der findes lidt og stort,
At du est GUd,
Som himlen selv har smykket,
Og verdens parter stykket
Af bar slet intet ud.

*

- - -

* 341

4. O GUd i himmerige!
Retfærdighedens GUd!
O GUd! hvad skal jeg sige?
O GUd! hvor seer det ud?
Hvad nu for raad?
Da jeg din store naade
Paa en uhørlig maade
Saa længe har forsmaaed.

5. Du holder, som i tømme,
Det grumme verdens hav,
Og vender hendes strømme
Som hiulene paa nav.
Men jeg har ey
Mig vildet lade tæmme,
Før du mig fik i klemme
Paa modgangs trange vey.

6. Al verdens kreds maa beve,
Naar GUd vil bryde frem,
Og knytter kun sin næve
Mod et forhærdet lem,
Men som en hiort
Den haster i sin brynde,
Saa blev jeg ved at synde,
Gik altid vidre fort.

7. Nu har du mig i skruer
Og pine-bænken lagt,
Nu seer jeg hvad jeg duer,
Nu kiender jeg min magt,
Nu er min fryd
Omvendt til helved-mørke,
Og borte er min styrke
For HErrens trusels lyd.

*

- - -

* 342

8. Hvad banghed jeg maa lide
For HErrens vredes damp,
Hvor siel og krop maa stride
I denne haarde kamp,
Slet ingen veed,
Som ikke selv har prøvet,
At være fast berøvet
Alt haab til salighed.

9. Dog lader du frembyde
Din naades dyre pagt,
Naar vi kun ret fortryde
Vor synd af gandske magt,
Du vil jo ey
En syndere forstøde,
Naar hand kun dig vil møde
Paa poenitentzes vey.

10. Vel maae de fromme kæmpe
I deres daglig bod,
Begræde, døde, dæmpe
Den beeske syndens rod,
Som i dem boer
Med sine onde qviste,
Dog tør de ikke friste
Den kamp, som er saa stor.

11. Men den, som fra din naade
Er gandske falden hen,
Paa ingen anden maade
Kand rettes op igien,
End at hans aand
I hiertens vee og svie
Sig jammerlig skal vrie
For riset i din haand.

*

- - -

* 343

12. Men jeg har flere sinde
Foragtet naadens stund,
End der er sand at finde
Paa havets dybe grund,
For skam og spee
Jeg tør mit syndig øye
Ey løfte mod det høye,
GUds himles lys at see.

13. Foruden det, som krænker
Min syndebunden siel,
Udvortes baand og lenker
Vil knuge mig ihiel,
Ja ret med magt
Mit hoved ned ad klemmer,
Min aande i mig stemmer,
Og giør mit hierte svagt.

14. Saa maa jeg billig ære
Vor GUds retfærdighed,
Som kand de stolte lære,
At gaae i støvet ned,
Dit scepter skal
Des mere vorde priset,
Jeg kysser nu paa riset
I ydmyghedens dai.

15. Da GUd mig lod ophøye,
Da blev jeg stiv som træ,
Jeg vilde ikke bøye
Min stive ryg og knæ
I ydmyg bøn,
Saa GUd med jerne-sene
Nu bøyer mine bene
Til min forskyldte løn.

*

- - -

* 344

16. Nu lærer jeg at bukke,
Og ryste som et løv,
Nu vilde jeg med sukke
Mig velte ned i støv,
Men ey engang
Jeg ret et suk kand drage
For denne krumme plage
I disse lenkers tvang.

17. Mit hierte derfor segner
Til ydmyghedens grund,
Med taare-vand jeg tegner
Hvert øyeblik og stund,
Som GUd mig gav,
Og jeg saa plat forsømte,
Om du mig nu fordømte,
Var det min rette straf.

18. Tak for den tunge lenke
I steden for mit guld,
Den lærer mig betænke,
At jeg er støv og muld,
De boldt og baand,
Det jerne-aag, jeg drager,
Langt mere mig behager
End gylden spiir i haand.

19. Jeg tabte demant-krone,
Jeg tabte herre-stand,
Jeg tabte konge-throne,
Jeg tabte folk og land,
Dog fandt jeg her
En bedre residentze,
Hvor jeg ved poenitentze
Kand komme himlen nær.

*

- - -

* 345

20. Thi vil jeg ey begiere,
Mit slot igien at faae,
Forlanger intet mere
End denne mørke vraae,
Naar du kun vil
Mig unde naadens rige,
Men derom vil jeg skrige,
Saa længe jeg er til.

21. Den grumme syndens galde
Har sat sig for mit bryst,
Ach! lad en draabe falde
Mig arme siel til trøst,
Thi ellers maa
Jeg drukne i min vaade,
Lad naade, naade, naade
Dog her for retten gaae.

22. Ach lad dig dog formilde!
Og giv mig hierte-mod,
For al din godheds kilde,
Min Frelsers saar og blod,
Saa skal man faae
Din naades magt at kiende,
Og indtil verdens ende
Forundre sig derpaa.