Brorson, Hans Adolph O hvad er min syndig glæde

Nr. 117.

Om den store Synderinde, Luc. 7,37.

Mel. Som en Hiort med Tørst etc.

O hvad er min syndig glæde
Bleven mig en gift og pest,

* *

- - -

* * 346

Giør mig nu mit hore-sæde
Til et helvedes arrest,
Hvor enhver letfærdig smiil
Saarer hiertet som en piil,
Ja den mindste hore-mine
Fylder mig med helved-pine.

2. Alt det jeg for øyne skuer,
Al den ting jeg tænker paa,
Alting synes, som det truer,
At jeg skal til satan gaae,
Jorden maatte revne ved
Mine lysters leyer-sted,
Hvor jeg pleyede at synde,
Maatte helvede begynde.

3. Blomsterne, som mine lyster
Samlet hore-krandse af,
Deres hoved mod mig ryster
Og mig viser til min grav,
Blæser kun den sagte vind,
Bruser det dog i mit sind,
Ret som verden vilde falde,
Og mig strax for dommen kalde.

4. Vender jeg mig mod det høye
Udi min elendighed,
Brænder hvert et himmel-øye,
Som det bister var og vred,
Skyerne, der drives om,
Skrekke mig med vredens dom,
Alle tusind stierne-gnister
Vise mig mit synd-register.

*

- - -

* 347

5. Vil jeg paa Guds naade grunde,
Om der ey er redning til,
Om der i min synde-vunde
Ey en draabe falde vil,
O! da maa jeg slet forgaae,
Og min aande stille staae,
At jeg paa saa grov en maade
Har forsømt saa stor en naade.

6. Gid hvert øye var en vunde,
Til at græde idel blod,
Og jeg nu til slutning kunde
Drukne i min taare-flod
Alle lysters dyb og dal,
Du mit hierte græde skal,
Mens jeg har en blode-draabe,
Vil jeg hyle, græde, raabe.

7. Aldrig kand jeg overveye
Min fortviilte jammer-stand,
Gid mit fule hore-leye
Havde været baal og brand,
Gid mig havde mølle-steen
Været hængt om hals og been,
Og mig i det dybe senket,
Før mig satan fik belenket.

8. Ach! hvad skal jeg dog begynde?
Er her ingen trøst at faae?
Skal jeg mig af verden skynde?
Skal jeg hen til strikken gaae?
Skal jeg nu forsage slet?
Skal man efter dom og ret

*

- - -

* 348

Udi mine sager kiende?
Skal jeg evig, evig brænde?

9. Ney; jeg vil til JEsum haste,
Den livsalig Frelsermand,
Aldrig skal hand mig forkaste,
Det er mere, end hand kand,
Jeg har nylig hørt hans røst,
Det er alt mit haab og trøst:
Kommer alle bange hierter,
Jeg vil læge eders smerter.

10. Jeg vil gaae for hver mands øye
Til den milde Frelser ind,
Jeg vil mig ey mere føye
Efter verdens onde sind:
Har jeg for den gandske stad
Været som et stinkend rad,
Da skal hver mand see og kiende,
At jeg vil mig nu omvende.

11. O gid! alle, som saa ilde
Sig af mig forføre lod,
Mig nu ogsaa følge vilde
Til at giøre hiertens bod,
At saa vidt som denne sag
Prædikes til domme-dag,
Man opmuntring kunde finde
Af den store synderinde.

12. Hvo kan nok tilbørlig prise
Dine domme, søde Gud,
Grove syndre veyen vise
Til at gaae fra verden ud,
Hyklernes det stolte sind
Finder ey til JEsum ind;

*

- - -

* 349

Syndre, naar de sig omvende,
Lære os vor GUd at kiende,

13. Syndre, naar de syndre blive,
Blive under dødens dom,
Men naar de sig ret begive
Til igien at vende om,
Ere de et herligt speyl,
Som umuelig kand slaae feyl,
At der ingen tør forsage,
Som kun vil mod naade tage.