↩

Nr. 73.

✂ Store GUd, som dig til ære
Mig har dannet, skabt og giort,
Lad mig og et vidne være
Om, hvor ypperligt og stort
Alting er hos dig at skue,

*12,7: og] o E. * Nr. 73. EJ1-7.

✂ - - -

*12,6: fornøye] se til nr. 6, 1, 2. - 13,9: formue] evne. *Nr. 73. Oversættelse. Grosser GOtt! der mich ersehaffen, Erasmus Finx (Francisci), Schr. s. 224. Salmen hører til dem, som Brorsons gengivelse har bragt en berigelse i forhold til originalen. F. eks. har v. 5 ved de korte, stærke sætninger vundet en mægtig fasthed, og flere billeder har givet salmen et forøget liv; det gælder i 1, 7-8, hvor billederne er Brorsons, og i 2,2-3; 3, 6, hvor det samme er tilfældet med thronen, herre-sædet og den stærke lynild. 207

✂ Skiønt al mennisklig forstand
Veyer ikke ved et grand,
Magter ikke for en flue
Til at prise saadan GUd,
Og hans ære brede ud.

✂ 2. Mildhed, kierlighed og glæde
Er din høye thrones pragt,
Sandhed er dit herre-sæde,
Lyset er din klæde-dragt,
Hvad du giør, er stort og mægtigt,
Skiønt man skiønner lidt derpaa,
Eller kand det ey forstaae,
Dog for dig er alting prægtigt,
Lys og ret er al din vey,
Skiønt det ofte kiendes ey.

✂ 3. Ingen kand din magt bestride,
O almægtig-stærke GUd!
Verdens magt maa gaae til side,
Naar din sag du fører ud,
Hvad du vil, kand ey forrykkes,
Som din stærke lynild ey
Fattes nogensinde vey,
Saadan maa din gierning lykkes.
Hvor er nogen ting saa stærk,
Som kand hindre HErrens verk?

✂ 4. Uden ende, overmaade
Herlig er din kierlighed
Og usigelige naade,
Som os daglig er beteed.
Lad din kundskabs lys antænde

*1,6: mennisklig] mennesklig J1-3. 7. 1,8: magter] mægter J1. 2,7: ey] og EJ1-5, trykfejl. 2,8: prægtigt] prægtig J7. 3,5: vil] vilt E.

✂ - - -

*1,7: veyer ikke ved et grand] vejer ikke så meget som et støvgran. - 1,8: magter ikke for en flue] magter ikke, hvad en flue magter. - 2,3: herre-sæde] = trone. - 2,4: Sl. 104,2. - 2,8: for dig] når du får med sagen at gøre, jfr. udtryk som: for dig er alting let, for dig lykkes alting. - 2,9: lys og ret] sikkert substativer, se nr. 17,5,4; 58,10,2; 105,6,5; 140,5,6. - 4,4: beteed] vist. 208

✂ Og bestraale min forstand,
O al godheds fulde brand!
Lad mig i din naade brænde,
Giør mig ved din Guddoms glød
Ret i andagt lue-rød.

✂ 5. Du kandst give sielen føde,
Du est ene nok for mig,
Uden dig er alting øde,
Alting kand jeg faae i dig,
Du kandst ene rigdom give,
Alting uden dig er trang,
Ey at nævne værd engang.
Ach! hvad er dog her i live
Andet, uden dig, end nød,
Overkalket grav og død.

✂ 6. Ach! min siel i længsels lue,
Og i vand mit øye staaer,
Naar skal jeg dit ansigt skue,
At min jammer ende faaer?
Naar skal jeg til himlen stige
Op fra dette trængsels land,
Ind i søde engle-stand,
Boe udi dit skiønne rige,
Og dit milde ansigt see,
Hvor vil da mit hierte lee!

✂ 7. Nu du har berammet tiden,
Da min reyse bliver god,
Og din himmel længe siden
Mig forskreven med dit blod,

*4,7: o] og E. 5,1: kandst] kan J6-7. 5,2: est] er J6-7. 5,5: kandst] kan J6-7.

✂ - - -

*4,7: al godheds fulde brand] betegnelse for Gud, i hvem godheden brænder. - 4,8: lad mig i din naade brænde] om den varme, sjælen føler, idet den modtager Guds nåde. - 5,8-9: Meningen er: hvad findes der dog her i livet andet end nød, når det er uden dig? - 5,10: Mt. 23,27, billedet anderledes anvendt her. - 6,4: at] så at. - 7,1: nu] nuvel; tænk et komma efter nu; efter de længselsfulde spørgsmål i v. 6 tager digteren sig sammen og slår sig til tåls med, at Gud har berammet tiden for hans opbrud fra verden. Originalen: Nun du hast schon längst erlesen Zeit und stunde. - 7,4: forskreventilsikret. 209

✂ Derfor vil jeg taalig bie
Efter denne søde stund,
Men imidlertid min mund
Aldrig skal din ære tie,
Lof og priis dig være sagt
Her og hist af gandske magt.