Brorson, Hans Adolph Min fader! fød mig til dit billede at bære,

Nr. 106.

Min fader! fød mig til dit billede at bære,
Og skab mig om paa ny i hierte, siel og mod,
At jeg kand hellig, viis, og fuld af godhed være,
Som du i din natur est hellig, viis og god.

2. Mit lys! oplys mig, lad din naades glands opklare
Udi mit hiertes boe, at drive mørket bort,
Thi ellers maa jeg vild i denne verden fare,
Og blive evig vild, formørket, fæl og sort.

3. Min vey til livets land! ach aabne mig de porte,
Som mig ved troen til dit rige fører ind,
Du veedst jo, at dit barn har længe været borte,
Og strider nu derhen med hungrig siel og sind.

4. Min sandhed! lær mig ret paa sandheds vey at træde
I GUds retsindighed med u-ophørlig fliid,
Driv verdens aand paa flugt ved ordets lys og glæde,
Og giør mig fast og stærk i al min kamp og striid.

5. Mit liv! ach lev i mig, at jeg ved dig oplives,
Thi uden dig jeg er til alt det gode død,
Naar sielen smager dig, da mættes hun og trives,
Du est mit himmel-man og rette livets brød.

6. Mit lam! som uden skyld taalmodig for os døde,
Ach! giv mig og et ret taalmodigt lamme-sind,
Saa skal jeg mig og ey til korset lade støde,
Men villig med dig gaae i alle torne ind.

*

- - -

* 311

7. Min mester! lær mig dog min fader ret at kiende,
Thi uden dig, mit lys, jeg GUd, mit lys, ey seer,
Fortrolig, sønlig til min abba mig at vende,
At al min bøn ved dig i kraft og iver skeer.

8. Min allerypperst præst! bliv ved for mig at bede,
Gak med mig, naar jeg ind til GUd i bønnen gaaer,
Lad Aanden træde frem for mig i korsets hede,
Naar jeg i striden ret at bede ey formaaer.

9. Min konge! skyt mig for den ondes gift og pile,
For kiødets lokke-mad og verdens list og vold,
At jeg udi dit skiød maa altid sikker hvile,
Hos dig allene er min siel i god behold.

10. Min hyrde! fød dit lam i livets grønne enge,
Og leed mig i min tørst til naadens stille vand,
Naar sindet hemmelig ved verden sig vil hænge,
Da hent mig ind igien, og set min siel i stand.

11. Min læge! naar jeg er af synden saaret ilde,
Og tæres daglig ud fra livets huld og saft,
Da lad dit dyre blod mit hiertes saar formilde,
Og giør mig stærk igien ved aandens lys og kraft.

12. Min ven! o lad dog min fortrolighed tiltage,
At kiende ret til gavns din søde kierlighed,
At jeg mig senke kand med al min vee og plage
Udi dit milde skiød og naadens afgrund ned.

13. Min brudgom! hav mig kier, og lad som segle trykkes
Til kærlighedens pant din aand oppaa mit bryst,

*

- - -

* 312

Lad mig dit kys dog faae, og deylig brude-smykkes,
At jeg i dine saar mig speyle kand med lyst.

14. Min een og alting! lad mig eet med dig kun blive,
Alt andet intet er, naar du mit alting est,
Saa har jeg nok, saa har jeg dig min GUd i live,
I himlen est du mig en evig fryde-fest.