Brorson, Hans Adolph Er der nogen, som vil see

Nr. 126.

Om Manasse.

Mel. Rind nu op i JEsu Navn.

Er der nogen, som vil see
Alle synders røver-kule,
Alle lysters slange-hule,
Fordum sine tiders vee,
Og dog blev et evigt minde
Paa GUds søde naade-favn,
O da er jeg her at finde,
Jeg, Manasse er mit navn.

2. Har man udi noget land
Giennem hele verdens rige
Vidst om saadan een at sige,
Saadan en forhærdet mand;

* *

- - -

* * 371

Hedninger, som GUd har drevet
Fra mit folkes ansigt bort,
Aldrig har saa ilde levet,
Som Manasse haver giort.

3. Staale-hærdet var mit mood,
Kunde sig i hiertet fryde,
Naar jeg saae min stad at flyde
I uskyldig folkes blod,
Mine synder overmaade
Høyt og frem for andre gik,
Tænker nu, jeg fik dog naade,
Jeg Manasse naade fik.

4. Hvad min fader kasted hen
Af den afguds Baals høye,
Bygte jeg for hver mands øye
Mod vor HErre op igien;
Gik i satans baand og lænke
Under vredens svare dom,
Hvordan kand I troe og tænke,
At Manasse dog undkom?

5. Siger, hvo mig nævne skal,
Kirke-skiender, præste-plage,
Hexe-mester, børne-drage,
Bøddel-knegt i hinnoms dal,
Tænker dog, i hvilken hede
Burde jeg for andre brændt,
Dog er himlens store vrede
Fra Manasse gandske vendt.

*

- - -

* 372

6. Der jeg kom i megen nød,
Der jeg sad i baand og lænke,
Da begyndte jeg at tænke
Paa mit liv og paa min død,
Begge grebe mig, og krysted
Sielen ind i bangheds bom,
O hvor vreed sig, og hvor rysted
Da Manasse for GUds dom!

7. Hvad jeg da for angest leed,
Det er meer end jeg kand sige,
GUd skee lof i himmerige,
Som min jammer eene veed,
Som mig reev med sine sterke
Arme ud af satans magt,
Og et evigt naades merke
Til Manasse navn har lagt.

8. Ingen tænke nu, fordi
Jeg har fundet himlens ynde,
At man kand paa naade synde,
Og dog straffen gaae forbi,
Ingen mit exempel bruge
Til at gaae i synden fri,
Slige døden vist vil sluge,
Som Manasse gik forbi.

9. Hvo der af mig lære vil,
Lære naaden høyt at skatte,
Lære naaden ret at fatte,
Mens der end er naade til;
Sukke, bede, raabe, skrige
Om GUds naade ret at faae,
Giøre vold paa himmerige,
Som for GUd Manasse laae.

* 373

10. Hvo som dette trolig giør,
Var hand end den største synder,
Naar hand sig kun troelig skynder,
Banker ret paa naadens dør,
Aldrig er hans sag saa farlig,
Her er raad i Christi blod,
Naade faaer hand ufeylbarlig,
Giør hand som Manasse bod.

11. Aldrig kand det siges nok,
Guds-foragtere og stolte,
Aager-karle, drukkenbolte,
Tyve-hore-morder-flok,
Trold-folk, spottere, og slige,
Vender om af hiertens rod,
I kand finde himmerige,
Giør dog, som Manasses, bod,

12. O! hvad er vor GUd dog mild,
Ikke til vor synd at taale,
Dertil har hand vredens skaale
Og en evig pines ild;
Men vil nogen sig omvende,
Faaer hand naade vist og sandt,
Naade, som har ingen ende,
Naade, som Manasse fandt.

13. Derfor vil jeg raabe ud
I de fire verdens hiørner,
O I folk, som GUd fortørner,
Saadan sød og naadig GUd,
Vender om, og hand skal vise
Eder naadens søde favn,
Vender om, at I kand prise
Med Manasse HErrens navn.

*

- - -

* 374

14. Den retfærdighed bestaaer,
Og for GUd allene gielder,
Naar den arme synder helder
Sig til JEsu blod og saar;
Favner ham i troens arme,
Har ham til sin deel og skat,
Da vil GUd sig vist forbarme,
Da er synden reent forladt.

15. Seer, hvor himlen aaben staaer,
Naaden over alt forkyndes,
Alle arme syndre skyndes
Hen til JEsu blod og saar;
Trænger ind i naadens rige,
Alle folk paa denne jord,
Alle raabe, synge, sige:
O! hvad er GUds naade stor!