Brorson, Hans Adolph Den luft hvori vi gaae,

Nr. 78.

Mel. Fryd dig du Christi Bruud.

Den luft hvori vi gaae,
Den jord vi trine paa,
Den muur af hav og bække,
Det stierne-pyntet dekke,
Blev flydt med got og glæde
Til Adams herre-sæde.

2. Da saae man jordens land
Udi sin jomfrue-stand,
Og før hun blev forbandet,
Da saae man intet andet
Paa klipper og i dale,
End skiønne brude-sale.

3. Men hvor var Adam da?
Hvor skulde komme fra
Den herre til sit rige,
Og thronen at bestige
Til jordens regimente;
Hvorfra var hand at vente?

4. Hvor var den herre? hvor?
Der laae et stykke jord,
En haandfuld sand GUd kaldte,
Til jorden at forvalte,
Et støv fik denne ære,
Al verdens spiir at bære.

5. Som det er GUds maneer,
Naar man slet intet seer,
Da veed hand raad at finde
Langt over alle sinde,

*

- - -

* 221

Ja der en redning henter,
Hvor man det mindst forventer.

6. Ey solens glands, ey guld,
Men kun et stykke muld
Hand tager, og det vender
I sine almagts hænder,
Strax er en bolig færdig,
Som agtes engle-værdig.

7. Saa blæser GUd ham ind
En aand af himmel-sind,
Forstand og alle dyder,
Som HErrens bolig pryder,
Der satte GUd sit stempel,
Der tog hand selv sin tempel.

8. Her staaer da Adam nu
Med GUd i siel og hu!
Hvorhen hans øye kiger,
Saa seer hand sine riger,
Al jorden til sin pleye,
Og himlen til sin eye.

9. Hans kierlighed var reen,
Hans skiønhed ugemeen,
Hans magt var u-indskrenket,
Al verden var ham skenket,
Hans tanke høy og vigtig,
Hans kundskab ret og rigtig.

10. Saa snart et dyr hand saae,
Strax kunde hand forstaae

*

- - -

* 222

Dets art, natur og evne,
Og det derefter nævne,
Hand kunde giennemkige
Naturens hele rige.

11. Hand ledte ey om guld,
Thi sielen den var fuld
Af himlens art og ynde,
Begierlighed og brynde
Til GUd, til GUd allene
At elske og at tiene.

12. Her var vor HErres priis
Hans beste paradiis,
Hans leye, gang og sæde
Var fuld af GUd og glæde,
Hand havde, kort at sige,
Et lidet himmerige.

13. O GUd! saaledes gik
Da Adam i sin skik,
Nu gaae vi anderledes,
At jorden maatte kedes
Vort syndig støv at bære,
At huse og at nære.

14. Men GUd skee lof og priis,
Et bedre paradiis
End det, som blev fordervet,
Os JEsus har forhvervet,
En himmel uden fare:
O gid vi der kun vare!

* 223