Brorson, Hans Adolph Min JEsu! grund til al vor lyst,

Nr 85.

Mel. Af dybsens Nød lader os til Gud.

Min JEsu! grund til al vor lyst,
Og frydens rette sæde,
Hvad klemmer dog dit milde bryst?
Du hele verdens glæde!
Hvad er det for en bitter ting,
Der giør dig hierte-stød og sting,
At du saa dybt maat sukke.

2. Den jammer udi vor natur,
Som du til bruud har kaaret,
Vor jammer bliver dig saa suur,
Og har dit hierte saaret,
Vor jammer voldte, at man saae
Dig her saa tiit i verden gaae
I suk og sørge-tanker.

* *

- - -

* * 247

3. Du seer, Guds billede er skiendt,
Som var i sielen inde,
Og hvordan mørkhed har bespendt
De arme folkes sinde,
Hvor hellighedens brude-krands
Af siel og hierte, sind og sands
Er gandske tabt og borte.

4. Du seer, hvorledes vi har mist
Vor friheds lyst og ære,
Og fik igien ved satans list
Det syndens aag at bære,
Det mesterstykke af Guds haand,
Vor tunge, seer du nu i baand,
Af satan selv belenket.

5. Det synde-aag, de bolt' og baand,
Som vore siele plage,
De giør, at JEsu ynksom aand
Saa dybt et suk maa drage,
Men i særdeleshed fordi,
At folk vil ikke være fri
Fra synd og evig pine.

6. Men du gaaer midt paa pladsen ind
Blant dem, der lide ilde,
Og aabner med beængstet sind
Dit hiertes naade-kilde,
Det suk, man af dig høre fik,
Ind for os i Guds hierte gik,
Hans kierlighed at finde.

*

- - -

* 248

7. Saa see, o milde fader, til
Din søns beklemte sukke,
Hvormed vor kiere Frelser vil
Dit hierte os oplukke,
Tag an dit svage creatur
I din fuldkomne naade-cuur,
Det sundt igien at giøre.

8. O Frelser! lad dit hephata
Min mund og hierte røre,
Saa skal du et halleluja
Af begge dele høre,
O! at dit broder-hierte maa
I al vor nød os aaben staae,
Saa kand os intet feyle.

9. Ach himmel-due, ach fornem
Din turteldues klage,
Og føer ved dine sukke frem
For Gud min vee og plage,
Bespreng min siel med JEsu blod,
Og giv mig troe og trøstigt mod
I al min trang og møye.

10. Naar døden i den sidste stund
Vil mund og mæle lukke,
Saa fyld mit gandske hiertes grund
Med himmeltrængend' sukke,
Føer selv for thronen mine ord,
Og sielen ind i engle-chor,
Hvor al vor suk har ende.

*

- - -

* 249