↩

Nr. 119.

✂ Mel. Af dybeste Nød lader os til etc.

✂ Vor troe er den forvisning paa,
At vi GUds naade have,
Som ingen af sig selv kand faae,
Men det er Aandens gave,
Den faste grund i hiertet lagt
Ved ordet om den naade-pagt,
Som er i Christo stiftet.

✂ 2. Den er et fast og stærkt beviis,
Som GUd i hiertet skriver,
At hand os, sig til evig priis,
I Christo naade giver,

*15,6: hvo] hvem H; hver J1. 15,7: seer I vinduer og dørre] I Vinduer og i Dørre H, j vinduer og j dørre J1, j vinduer og dørre J2-3. *Overskrift: Om Troens Egenskab] Om Troen H. * Nr. 119. HJ1-7.

✂ - - -

*15,2: offentlig] åbenlyst. - 15,7: I vinduer og dørre] læsemåden i H viser, at der i steden for pronominet I kan være ment præpositionen i. *Nr. 119. Oversættelse. Der glaub' ist eine zuversicht, J. H. Scrader, Schr. s. 746. - 1,3: som] viser tilbage til den forvisning i l. 1. - 1,4: det] nemlig at få forvisningen; aandens gave] Rom. 8,16. - 2,2: Jer. 31,33; 2. Kor. 3,3. 354

✂ At vi ey mere staae i tviil,
Men løbe lige, som en piil,
Til JEsu blod og vunder.

✂ 3. Et eget væsen er vor troe,
Et meget mægtigt gode,
Som føles udi sidens roe,
Og giør os vel til mode,
Hvad ingen seer, det seer hun grandt,
Og veed, at det er evig sandt,
Hvad GUd i ordet lover.

✂ 4. Usynlige og høye ting
Kand troen see og høre,
Og midt i sukke fryde-spring
Mod naadens soelskin giøre,
GUD er min GUd, og ved hans Aand
Jeg har alt himlen i min haand,
Thi JEsus i mig lever.

✂ 5. Hvad vil nu satans gandske hær
Med mine synder giøre,
Lad ham dem alle, hver i sær,
Mig til gemytte føre,
Jeg veed vel, at min synd er stor,
Men JEsus siger i sit ord:
De ere dig forladne.

✂ 6. Dit ord, dit ord mig giver roe,
Og er mit faste anker,
Naar satan stormer mod min troe
Med mange tviilsom tanker,

*2,5: staae] staaer J7; tviil] tvivl J1-7. 2,6-7: løbe lige, som en piil, til] løbe lige som en piil til J1-3; løbe ligesom en piil til J4-7. 4,1: usynlige] usiunlige H. 5,4: gemytte] Gemøtte H. 5,7: forladne] forlatte H. 6,4: tviilsom] tvivlsom J1.7.

✂ - - -

*2,5: at] så at. - 3,5: hun] troen. - 4,3-4: Billedet er Brorsons; det er hentet fra fuglen, der svinger sig op i sollyset, jfr. nr. 77,6,3-4: De mange fugle-spring, der skeer Op under HErrens himle. - 4,7: Gal. 2,20; Ef. 3,17. - 5,3-4: dem... mig til gemytte føre] foreholde min samvittighed dem. - 5,6-7: Mt. 9,2. - 6,2: Hebr. 6,19. - 6,4: tviilsom] tvivlende. 355

✂ Hvad agter jeg hans trusel meer,
Min troe GUds milde hierte seer
Igiennem JEsu vunder.

✂ 7. Er troen ofte svag, især
Naar jeg af korset trænges,
Saa maa dog troen være der,
Saa længe sielen længes,
At finde hielp, og merke kand
Af haabet kun det mindste grand,
Saa er der troe i hiertet.

✂ 8. Forskrekkes jeg for mine feyl,
Hvorved sig satan glæder,
Og truer mig med lovens speyl,
GUd selv imod ham træder,
Saa blinker altid troens sverd,
Og slaaer sig giennem alle hær,
Til hun sin JEsum finder.

✂ 9. Imidlertiid formerer sig
Vor troe, jo meer man kæmper,
I sær, naar GUd tiit underlig
Vor fiende slaaer og dæmper,
At man i troen haabe kand,
Naar vi i korsets mørke stand
Slet ingen hielp kand skue.

✂ 10. Jeg veed, paa hvem min troe er sat,
Ham faaer man mig at unde,
Hvem GUd kun holder for sin skat,
Skal aldrig gaae til grunde,
Vel den, som bygger fast paa GUd,
Lad det saa tumles ind og ud,
Hand staaer, naar alting ligger.

*7,7: hiertet] Hierte H.

✂ - - -

*7,2, trænges] trykkes. - 7,3-5: se under nr. 107,8,3, længselen som en form for tro. - 8,3: lovens speyl] loven som det spejl, hvori man kan se sig selv med sine synder. - 8,5-7: Billedet er Brorsons. - 9,5: at] så at. - 10,1: 2. Tim. 1,12. 356

✂ 11. Saa vil jeg da i denne troe
Mit gandske levnet føre,
I JEsu vunders søde roe
Mit hierte lystig giøre,
Hans Aand mig er et pant derpaa,
At endelig min troe skal faae
En sød og salig ende.