Brorson, Hans Adolph Nu vel an mit bange hierte

Nr. 118.

Om den store Synderinde, Luc. 7.

Mel. Nu vel an vær frisk til Mode.

Nu vel an mit bange hierte,
Fat dig et frimodigt sind,
Skynd dig kun med al din smerte
Lige til din JEsum ind,
Jeg vil løbe lige til,
Lad kun spotte, hvem der vil,
Sligt jeg ey kand see og høre,
Har det kun med GUd at giøre.

2. Som de hule storme-vinde
Drive skibet ind til land,
At det rolighed kand finde,
Sette sig igien i stand;
Saadan har GUds vredes vind,
JEsu! drevet mig herind,
Da jeg før ey tænke kunde
Andet, end at gaae til grunde.

* *

- - -

* * * 350

3. Du vil mig jo ey forhaane,
Søde JEsu, siele-ven;
Thi jeg maatte døe og daane,
Kom jeg ikke til dig hen;
Ingen hiort saa heftig kand
Skrige efter kilde-vand,
At jeg jo med større smerte
Længes efter dig, mit hierte.

4. O! hvad er jeg vel til mode,
Siden jeg min JEsum fandt,
Da jeg kom og faldt til fode,
Al min sorrig fra mig svandt,
O! hvad er mit hierte glad,
Som jeg snart i himlen sad,
Det er lykkeligt at havne,
Naar man kand sin JEsum favne.

5. O! den søde JEsu ynde!
O mit hiertes paradiis!
Ach hvad skal jeg dog begynde
Til min JEsu lof og priis?
Her forslaar slet ingen ord,
Glæden dertil er for stor,
Derfor vil jeg fuld af glæde
Ret af al min evne græde.

6. Har jeg før i synden sovet,
Udi verdens skidne skiød,
Har jeg lagt mit arme hoved
Ofte mellem synd og død,
Nu er det, af verden keed,
Lagt paa JEsu fødder need,
O! I faste livets klipper!
Aldrig meer jeg eder slipper.

*

- - -

* 351

7. O! min mund, hvad har du ikke
Været syndens fade-klud!
O! hvad har din smiile-strikke
Satan bragt saa mangen bruud!
Spyt nu tusind gange ad
Al den skiden vellyst mad,
Nu kand ingen ting mig fryde,
Uden JEsu kys at nyde.

8. O! I mine øyne, gruer
Dog ved eders onde daad!
Har I satans lokke-duer!
Ikke mangen siel forraad?
I har været fakler for
Andre paa de brede spor,
Hvoraf muligt allerede
Mangen finder dommens vrede.

9. Øser nu en jammers væde
Paa min JEsu fødder ned!
Græder alt det I kand græde,
For hans store kierlighed!
Græder! rinder hvad I kand!
Det er JEsu hoved-vand,
Naar I nu af øyne-flasker
JEsu søde fødder vasker.

10. Ja, I mine hore-lokke,
Som har været baand og bast,
Der i syndens gabe-stokke
Holdt saa mangen synder fast,
Slaaer jer nu for JEsum ud,
Efterdi jeg er hans bruud,

*

- - -

* 352

I, og alle lemmer, ene,
Skal den milde Frelser tiene.

11. Aldrig har jeg saadan glæde
Havt i hierte, siel og krop,
Gid hand vilde mig tilstede,
At jeg aldrig meer stod op,
At jeg maatte findes død
I min JEsu søde skiød,
Det er ære, her at ligge,
Det er riigdom, her at tigge.

12. Hvad er det for spodske miner,
Som den ærbar Simon giør,
Hand ey veed de siele-piner,
Som mig sleed og klemte før,
Dog nu er mig lige got
Verdens ære, verdens spot,
Maa jeg JEsum kun beholde,
Kand det andet intet volde.

13. Der vil jeg ey tigge længe,
Hvor slet intet er at faae,
Ære, vellyst, mange penge,
Siig mig dog, hvor vidt de naae,
Da jeg var i siele-nød,
Da var hele verden død,
Ingen kunde, ingen vilde
Den fortviilte sorg formilde.

14. JEsus, ja min JEsus ene,
Hand allene kand og vil,
Derfor disse faste bene
Jeg saa heftig griber til,
Det er dem, min siel, du maa
Ene, ene, lide paa,

*

- - -

* 353

Dem jeg ogsaa fast vil holde.
Indtil mine blive kolde.

15. Tænker dog, jeg ey var gangen
Offentlig til JEsum ind,
Dersom jeg endnu var fangen
Af det stolte verdens sind,
Kommer alle kun at see,
Hvo der vil, maa gierne lee,
Seer I vinduer og dørre,
Hvor jeg kand min JEsum tørre.