Nr. 25.

✂ Mel. O GUd! Du fromme GUd.

✂ Ohiertets renselse!
Hvor ringe man dig agter?
Ret som du kunde skee
Med skiemt og lege-fagter,
Man griber til en bøn
Af bare hyklerie,
Saa agter man sig skiøn,
Fra synden reen og frie.

✂ 2. Naar man til alters gaaer
Paa de bestemte dage,
Da fældes vel en taar,
Da høres vel en klage,
Naar dagen er forbie,
Gaaer og den andagt hen,
Man søler sig da i
Den gamle synd igien.

✂ 3. Dog mener verdens sind,
Hun gandske reen er vorden,
Naar hun sig hykler ind
I JEsu giesters orden,

✂ - - -

✂ Vil nogen pege paa
Den rette snevre stie,
Det aldrig høres maa,
Men kaldes kætterie.

✂ 4. Ach! hvad er renselsen
Dog gandske noget andet;
At blive ny igien,
Som JEsus selv har sandet,
Og dæmpe, hvad man seer
At stride mod Guds bud
I dette svage leer,
Saa sandt man elsker GUd.

✂ 5. Vort hierte er en brønd,
Som alletider sanker
En overflod af synd
I gierning, ord og tanker;
Hvo denne kilde ey
Vil stoppe, hvad hand kand,
Hand finder aldrig vey
Til reenheds søde stand.

✂ 6. Det kand jo ogsaa skee,
GUd selv os kraft vil give,
Naar vi paa ordet see,
I bønnen altid blive,
Men verden ikke hen
I kors og striid vil gaae,
Hun lader renselsen
I hykle-bod bestaae.

✂ 7. Vor HErres øyne kand
Ey slangens gift fordrage,
Ja ey det mindste grand,
Det skal man flux forjage,

✂ Hand prøver hiertets grund,
Naar den ved Christi blod
Kun holdes reen og sund,
Saa er vor vandring god.

✂ 8. O JEsu! du som mig
Har dette lært at kiende,
Hielp, at jeg idelig
Fra al synd mig kand vende,
At jeg hver tiid og sted
Til døden renses, saa
Jeg helligheden ved
Din kraft fuldende maa.