Brorson, Hans Adolph Troens rare Klenodie.

Troens rare Klenodie.

Af de 7 udgaver af denne bog, som her kommer i betragtning, er der kun 2, som bærer årstal på titelbladet, nemlig den første fra 1739 og udgaven fra 1752. De andre 5 har alle samme kobberstukne titelblad uden årstal (se gengivelsen s. 1) og har heller ikke på andre steder end titelbladet nogen angivelse af trykkeår. Vi må altså ad andre veje prøve på at bestemme deres tilblivelsestid. En hjælp har vi her i Claus Lydersen Fasting, Forsøg til en Fortegnelse over de udi Danmark og Norge fra Bogtrykkeriets Indførsel til 1789 Aars Udgang udkomne Danske Skrifter, Bergen 1793, hvor der nævnes følgende udgaver af »Troens rare Klenodie«: »1739, 1742, 1747, 1752, 1760, 1773 og fleere Gange«.*)

I den følgende oversigt over udgaverne anbringer vi dem i den rækkefølge, som må anses for sandsynlig og begrunder samtidig denne placering. Tønderhefterne betegnede vi med bogstaverne A-I; herefter bliver »Troens rare Klenodie« J, og de 7 udgaver betegnes som J1-7. Alle udgaverne er i oktav og har fortløbende linier i salmerne.

J1

Troens Rare Klenodie, i nogle Aandelige Sange forestillet af Hans Adolph Brorson, Forhen Sogne-Præst i Randerup under Troyborg i Løeherred under Riber Stift, siden den tredie Præst i Tønder, men nu Stifts-Provst og Sogne-Præst til Vor Frue Kirke i Ribe. Selges u-indbunden for 2 Mark 2 szl. Dansk. Kiøbenhavn, Bekostet af Frantz Christian Mumme, Boghandleren paa Børsen, og findes hos hannem sammesteds til kiøbs. 1739. Indhold: 257 H. A. Brorsonske salmer, de 2 af T. H. fra G som tillæg til Passions Psalmer samt - uden forfattermærke og stående efter indhold blandt de andre s. 468, 522, 532 - 3 nye af Nicolai Brorson. På bagsiden af titelbladet står: Imprimatur. At denne Censur saaledes findes i Facultatis Theologicæ Protocoll, vidner hermed, som bemældte Facultæts Notarius, Marcus

- - -

* XIII

Wöldike D (ikke gentaget i senere udgaver). Kgl. Bibl., Universitetsbibl. og i privateje hos provst, dr. M. Neiiendam (2 ekspl.). Arlaud: N.

J2

Titelblad uden årstal; der står nu: Hans Adolph Brorson, Biscop udi Riber Stift. Indhold: Foruden salmerne i J1 er der 15 nye af H. A. Brorson, 3 af Nicolai Brorson og 1 af Broder Brorson; i alt 272 af H. A. Brorson, 9 af andre; disse sidste er anbragt i Et lidet Tillæg Af mine Brødres og en anden kiær Vens Psalmer, som til Deels i de forrige Oplag have været indførte iblant de andre i denne Psalme-Bog, men findes nu her trykte for sig selv. Vi har her sikkert udgaven fra 1742. I hvert fald ligger den efter Brorsons udnævnelse til biskop 1741 og og før 1745, da den Psalme mod den begyndte Lande-Plage 1745 (kvægpesten), som findes i alle senere udgaver, endnu ikke er kommen med. Og da den begynder med Allerunderdanigst Tilskrift med tilegnelsesdigt til Christian VI, dateret d. 19 Aug, 1742, er det naturligt at antage, at den er udkommen i dette år. Dette stadfæstes ved, at det ene af de to eksemplarer, hvori J2 findes (begge på Kgl. Bibl.), på bagsiden af bindet bærer årstallet 1742. - Påfaldende er, at der i overskriften over det nævnte tillæg tales om de forrige Oplag. Kan der virkelig forud for J2 have været mere end een udgave? J1 som den første kan der ikke rokkes ved, da det er den, der har censurpåtegningen og slutningslinierne: Af mange Blade er nu dog tilveyebragt saa stor en Bog (jfr. også Fastings angivelse af 1739 som tidspunktet for den første udgave). Så spørger man, om der har været en nu tabt udgave mellem J1 og J2. Men begyndelsen af tilegnelsesdigtet synes at udelukke dette, idet der står: Da jeg den første gang tillood Mit Sange-Skrift at trykke, og det samme resultat giver en annonce om bogen i »Kiøbenhavns Post-Rytter« for 12. oktober 1742, hvor der tales om dem, som allerede have bemeldte Psalmebog af forrige Oplag, sikkert = det forrige oplag (Arlaud, anf. skr., s. 334). Tilbage bliver næppe nogen anden løsning, end at udtrykket de forrige Oplag er en trykfejl for det forrige Oplag, - Arlauds betegnelse for J2 er O.

J3

Titelblad uden årstal. Indhold: Foruden salmerne i J2 er der XIV kommet 2 nye til, så der nu er 274 af H. A. Brorson foruden de 9 i tillægget. Hermed har bogen nået sit endelige omfang. Vi møder her En Psalme mod den begyndte Lande-Plage 1745, så udgaven hører tidligst til i dette år. Desuden har den tilegnelsesdigtet til Christian VI. Dette findes ikke i J4, 1752, så J3 må ligge forud for dette år, da det næppe kunne tænkes, at Brorson først havde taget digtet ud af bogen og i en senere udgave længe efter kongens død på ny sat det ind; J3 ligger altså i tiden 1745-52, og når vi fra Fasting ved, at der kom en udgave 1747, er det rimeligt at antage, at denne er identisk med J3. Herimod kan man ikke gøre gældende, at J3 på grund af tilegnelsesdigtet må være før Christian VI's død 6. august 1746; for trykningen kan tænkes at være påbegyndt før denne dato, selv om bogen først er kommen i handelen i begyndelsen af det næste år. Eller det kan tænkes, at Brorsons varme følelser for Christian VI har gjort, at han ikke straks efter kongens død har kunnet få sig til at fjerne tilegnelsesdigtet. - J3 har et kobberstik af Brorson, som genfindes i de følgende udgaver på nær J5. Man har hidtil ment, at dette stik først var fremkommet i J4, da det ikke findes i det eneste eksemplar, man kendte af J3 (Kgl. Bibl.); men det har vist sig, at Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Trondheim har et eksemplar af J3 med kobberstikket. Ved nøjere undersøgelse af eksemplaret i Det kgl. Bibl. ser man også spor af, at et blad forrest i bogen kan være fjernet. - Arlaud: P.

J4

Titelblad med årstal 1752 (se gengivelsen s. 7). Kgl. Bibl. og i privateje hos fru Anna Johannessen, f. Koch; sidstnævnte eksemplar mangler kobberstikket af Brorson. Arlaud: R.

J5

Titelblad uden årstal. Når vi skal tidsfæste udgaven, lægger vi først mærke til, at salmen mod landeplagen 1745 findes, dernæst til, at tilegnelsesdigtet til Christian VI mangler, så udgaven i hvert fald er yngre end J3. På flere punkter viser den slægtskab med J4; f.eks. er de to udgaver fælles om bogtrykkersiraterne efter registeret foran i bogen og efter den sidste salme, ligeledes om trykfejlen vær for være i nr. 13,5,5. Men J5 må være senere end J4; den har nemlig en række ligheder XV med J6, som vi skal se sandsynligvis er fra 1760. Fælles er her f.eks. siratet over den første salme og initialen til denne samt sproglige ændringer fra de tidligere udgaver (du er for du est, du kom for du komst, du tør for du tørst). Disse ændringer er dog ikke gennemført med nær den konsekvens som i J6, og teksten viser i det hele en mellemform mellem J4 og J6. Fra tiden mellem disse udgaver dvs. mellem 1752 og 1760 må J5 derfor hidrøre. At kobberstikket af Brorson mangler, har ingen betydning for tidsbestemmelsen; vi har jo set, at eksemplarer både af J3 og J4 mangler billedet; tilmed er J5 indbundet i det 19. århundrede (R. Paulli) og gør for de første blades vedkommende et medtaget indtryk. Kgl. Bibl. Ukendt af Fasting og Arlaud.

J6

Titelblad uden årstal. Brorsons forlægger var i mange år Frantz Christian Mumme, og alle de her omhandlede udgaver bærer hans navn på titelbladet; men J6 har bagi en bogfortegnelse, over hvilken der står: Danske Bøger, som af Boghandler Sal. Frantz Christian Mummes Enke... ere oplagde. Enken har altså fortsat forretningen og beholdt den afdøde mands navn på bogen, hvad der er forståeligt, da det drejer sig om det ovenomtalte kobberstukne titelblad, som anvendtes i den ene udgave efter den anden. J6 er da udkommen efter F. C. Mummes død, der indtraf 1756 (begravet 9. aug. 1756, Petri*)), og før hans enkes død 1767 (Dorothea Elisabeth Mumme, død 9 febr., begr. 14. febr. 1767, Petri*)). Når vi ved det, er der mulighed for, at J6 kan være den af Fasting omtalte udgave fra 1760. Kgl. Bibl., Oslo Universitetsbibl. og i privateje hos professor, dr. J. Oskar Andersen (noget defekt eksemplar). Kendt, men ikke benyttet af Arlaud.

J7

Titelblad uden årstal. En betragtning af varianterne viser, at denne udgave ligger nær op ad J6. De to følges ad i stor udstrækning, f. eks. i modernisering af sproget. Men hvilken af dem er ældst? Her må vi huske, at J6 havde tilknytning til J5 ved et sirat og en initial; hvad sirater angår, står derimod J7 helt alene. Dette tyder jo på, at J6 er den tidligste. I samme retning peger en betragtning af Brorsons kobberstik, der i J7

- - -

* XVI

står svagere, øjensynlig mere afslidt, end i J6. Og den omstændighed, at J7 retter fejl eller sprogligt ufuldkomne udtryk, som findes i J6, anviser også J7 pladsen som den sidste, se f. eks. nr. 36, 3,8; 114, 5,3; 120, 7,3. At Mummes navn står på titelbladet, viser jo kun, at udgaven er før hans enkes død 1767. Efter dette år kan den sikkert ikke være, da den følgende forlægger Friderich Christian Pelt ikke førte Mummes navn på titelbladet, men, som vi ser i udgaven 1773, lod det slibe ud af kobberpladen og sit eget anbringe i steden for. Det synes givet, at en af de to nær beslægtede udgaver J6 og J7 må være identisk med udgaven 1760, og sandsynligheden taler for, at det er J6 som den ældste; det ville nemlig være mærkeligt, om der mellem 1752 og 1760 var en udgave mere end J5. Herefter hører J7 til i tiden mellem 1760 og 1767. Om den så er fra før Brorsons død 1764, lader sig ikke sige; men muligheden er der. Kgl. Bibl., Universitetsbibl. og i privateje hos læge Mogens Hauge. På ryggen af Universitetsbibliotekets eksemplar står: 1767, øjensynlig dog anbragt i nutiden. Ukendt af Fasting; kendt, men ikke benyttet af Arlaud. -

Mod den brug, der her er gjort af Fastings meddelelser, kunne man rejse den indvending, at han, der var født 1743 og skrev 1793, vanskelig kan have kendt årstallet for udgaver, som ikke bar det påtrykt. Lad os se, hvordan forholdet ville komme til at ligge under denne forudsætning. Af de 6 udgaver, han nævner, er der årstal på J1 1739, J2 med dateringen 1742 under tilegnelsesdigtet. J4 1752 samt udgaven 1773 med årstal bag i bogen. De to derimod, som han sætter til 1747 og 1760, måtte være gået tabt, og de to - J3 og J6, - som vi har henført til disse år, måtte ligge helt uden for hans opgivelse. Ser man sådan på sagen, forrykker det ikke det indbyrdes forhold mellem de udgaver, vi kender, - rækkefølgen; - men der bliver ikke noget i vejen for at antage, at J6 ligger efter Brorsons død, og dette får følger både for J5 og J7; denne sidste går helt ud af betragtning. Imidlertid bygger denne opfattelse på antagelsen af en så stor mængde udgaver før 1767, at det synes lidet rimeligt, og der har for Fasting godt kunnet være andre veje til viden om tidspunktet for udgivelsen end netop et påtrykt årstal, f. eks. XVII meddelelse fra forlaget eller eksemplarer med årstal på bindet, sådan som vi kender det fra J2. Sandsynligheden taler derfor til gunst for den brug, vi har gjort af Fastings oplysning.

- - -

Vi har nu set på det stof, man har at arbejde med ved udgivelsen af »Troens rare Klenodie«. Når spørgsmålet så bliver, hvilken af udgaverne man skal lægge til grund, synes det rimeligt at vælge en af dem, hvori salmestoffet foreligger i fuldstændigt omfang, og dermed går J1 og J2 ud af betragtning.

Så kunne man tage J3, som jo er den første, der har alle salmerne; men det viser sig, at retskrivningen i denne udgave ikke kan andet end vække betænkeligheder ved det præg af inkonsekvens, som hviler over den. Eksempelvis kan nævnes, at man snart finder stavemåden ej, vej, dejlig, øje, høje o. s. v., snart ey, vey, deylig, øye, høye o. s. v. Formen siæl veksler med siel, I (pronominet) med j. I nogle af arkene hersker der en almindelig sammenblanding af de forskellige former; i andre tilfælde følger det ene ark væsentlig een stavemåde, det næste en anden. J3 ville derfor frembyde særlige vanskeligheder, hvis den skulle lægges til grund.

J4 har i nogen måde bragt orden i tingene, selv om heller ikke den - lige så lidt som nogen af de andre udgaver - er fuldkommen. Dette har været anledningen til, at man i nærværende udgave har valgt J4 som tekstgrundlag. Desuden må det siges at være et gode, at man hertil har en udgave, hvis datering ikke hviler på slutninger, men på udtrykkelig angivelse af årstal på titelbladet, og i den henseende er J4 jo den eneste af de fuldstændige udgaver, som gør fyldest. At J4 på visse punkter har fjernet salmerne lidt fra deres oprindelige skikkelse ved at modernisere sproget, f. eks. ved at forandre siunge til synge, fød til født, kan ikke tale imod at vælge den. Dels er forholdet nemlig det, at allerede J1 betyder en modernisering i sammenligning med Tønderhefterne, f. eks. ved afskaffelsen af former som aandsens, dødsens, evighedsens, så »Troens rare Klenodie« har overhovedet aldrig eksisteret med nøjagtig samme sprogform som hefterne. Dels må man gå ud fra, at moderniseringen XVIII må være foretaget efter Brorsøns ønske eller i hvert fald med hans billigelse. Det kan ganske vist ikke antages, at han ligefrem i moderne forstand har læst korrektur; det var ikke datidens forfatterskik, og den vekslende retskrivning gør det utænkeligt; men en modernisering, som planmæssigt fortsætter gennem alle udgaver, kan selvfølgelig ikke være undgået hans opmærksomhed, og havde han ikke syntes om den, havde det jo kun kostet ham et ord at få den standset. J4 danner i det stykke ikke afslutningen; den har - som allerede berørt - endnu formerne du est, du barst, du tørst o. lign., og med J5 som overgang ser vi dem forsvinde i J6-7. Brorson må have haft øje for betydningen af, at hans bog i sproglig henseende fulgte tidens udvikling.

Hvilken opmærksomhed han viste de små ting i versene, får vi for øvrigt belyst ved at se på de rettelser, han har foretaget i slutningsverset af salmen »I denne søde jule-tiid« (nr. 6,7, se s. 31 flg.). Dette vers, som er senere tildigtet, foreligger i 3 former: 1) i en håndskreven form, 2) i Pontoppidans salmebog, 3) i »Troens rare Klenodie«. Linie 7 hedder i 1: den lyst har ingen lige, i 2: den lyst er uden lige, i 3: den fryd har ingen lige. I linie 9 har 1 og 2: jeg gaaer herfra, medens 3 har: jeg vil herfra. Her kan der ikke være tvivl om, at det er Brorson selv, der har rettet. Sådan har han altså filet på disse udtryk, i sidste tilfælde vel af tankemæssige grunde, i det første af sproglige. Og den samme ejendommelighed hos ham møder vi ved at sammenligne de af provst Otzen fundne håndskrevne Brorsonsalmer med de tilsvarende trykte*).

Men når man har set dette, forstår man, at digteren heller ikke kan have været ligegyldig for, i hvilken skikkelse de nye udgaver bragte hans salmer. Og at han også har haft hånd i hanke med J4, fremgår af, at der i denne udgave - ligesom for øvrigt allerede i J3 - findes rettelser, der afgjort ser ud til at være foretaget af ham selv. Der er små ændringer af samme art, som vi lige har mødt. Vi tager nogle eksempler. Først et vers (nr. 104, 5), som i J4 lyder:

- - -

*) Povl Otzen, anf. skr.

XIX

Men Adam blev fra Gud forvendt
Med Eva til at synde,
Og dermed havde de fortient
Guds evig vredes brynde.

I de tidligere udgaver (I J1-3) stod der have i linie 3; det er åbenbart ændret for meningens skyld. Dernæst nr. 270, 9, 5-7, hvor J4 har:

I fromme skal lide,
Men derhos dog vide,
Hand redder af trængseler...

Salmen findes forud kun i J3, der læser og i den midterste linie; det er sikkert for at få tanken klarere, at det i J4 er ændret

til dog. Nr. 181, 2, 3-4 lyder i J4:

Har du trang en liden stund,
O! det er dog kun en skygge.

I de tidligere udgaver (F J1-3) hed det kun dog; her har J4 gjort sprogformen lettere ved dog kun. Noget lignende møder vi i nr. 238, 3, hvor det i J4 hedder:

O hvem dog først ret var kommen
Ind til Gud i kierlighed,

medens J1-3 havde det ubehjælpsomme ret først. Eller i nr. 254, 8, 4-6, hvor J4 har:

O! JEsu, du har og et sted
I dette Zion mig beredt,
Saa lad mig det dog eye.

Her læste J1-3 og i den sidste af de tre linier; det lød ilde efter og i den første og blev derfor rettet til dog.

Et særlig ejendommeligt eksempel har vi i nr. 168, 7, 8. Salmen er oversat, og originalen har Entreisse mich aller vergänglichen lust. Dette gengives i salmeheftet F samt i J1-3: Riv fra mig al kiødets forfængelig lyst, altså unøjagtigt; men i J4 er det ændret til: Riv mig fra al kiødets forfængelig lyst. Hvem XX andre end Brorson skulle have haft interesse af her at tilvejebringe større troskab mod originalen? Hvis det havde drejet sig om at give linien mere velklang, kunne en sætter tænkes at have stillet de to ord om; men det modsatte er snarest tilfældet, så rettelsen skyldes sikkert den, der havde myndighed til at lade det formelle træde tilbage for højere hensyn. Når man tænker efter, ser man for øvrigt også, at originalen og J4 vel nok har den dybeste mening, så sandt som det, at jeg selv bliver reven løs fra kødets lyst, må være noget større end, at lysten rives fra mig.

Det må da siges at være velbegrundet, når J4 her - ligesom for øvrigt også hos Arlaud - er valgt som tekstgrundlag. Selvfølgelig havde også den fremgangsmåde været mulig, at man valgte den af de senere udgaver, som man anså for den sidste fra Brorsons levetid. Herfor kunne anføres, at man fik alle ændringer med, som han kunne tænkes at have ønsket eller billiget. Men man havde i så fald undladt at tage hensyn til, at J4 er den sidste udgave, om hvilken vi - gennem dateringen 1752 - har fuld sikkerhed for, at den er fra digterens tid. Ved J5-6 har man, som vi har set, sandsynlighed, ved J7 kun mulighed. Ved at vælge J4 bliver vi altså på den faste grund. For øvrigt findes der i de senere udgaver måske knap nogen ændring, som med rimelighed kan tilskrives et personligt indgreb fra Brorsons side.

Valget af J4 udelukker naturligvis ikke rettelser på punkter, hvor denne udgaves ufuldkommenheder gør sig gældende. I følgende tilfælde er tekstgrundlaget fraveget:

1. Oplagte trykfejl er rettet i teksten; tekstgrundlagets form anføres da i apparatet, med mindre det drejer sig om ubetydeligheder.

2. Ved afvigelser fra førstetrykket, hvor der vel ikke er fremkommet noget formelt eller indholdsmæssigt umuligt, men hvor det er lettere at antage en misforståelse eller forvanskning fra sætterens side end en rettelse af forfatteren, er førstetrykkets læsemåde optaget i teksten (med retskrivning fra J4), og tekstgrundlagets form er henvist til apparatet. Dette gælder særlig brugen af bindestreg i løst sammensatte ord. Tønderhefterne XXI har nemlig en vilkårlig brug af bindestreg, også i tilfælde, hvor der ikke kan være tale om sammensætninger. Denne brug søgtes indskrænket og normaliseret i de senere udgaver; men af og til har disse også udeladt bindestreg mellem ord, som det er rimeligst at opfatte som sammensatte. I sådanne tilfælde er førstetrykkets bindestreg genindsat i nærværende udgave.

3. I tekstgrundlagets tegnsætning og brug af store bogstaver har man lempeligt forsøgt at bringe orden, som regel uden angivelse i apparatet. Den vekslende skrivemåde GUd og Gud er bibeholdt, dog således, at ordet skrives ens inden for den enkelte salme.

4. En betragtning af førstetrykkene kan give grundlag for den formodning, at Brorson har tilstræbt ortografiske rim. Disse er på sine steder bortfaldet i J4 ved moderniseringen af retskrivningen, og nærværende udgave har da genindsat de oprindelige former i rimordene. -

Noteapparatet i nærværende udgave er ordnet sådan, at den øverste note angår det tekstkritiske. Her angives ved hver salme de tekstvidner, hvori den findes, f. eks. GJ1-7 dvs. i salmeheftet G samt i alle 7 udgaver af »Troens rare Klenodie«. Dernæst varianterne, således at det (de) pågældende ord i teksten nævnes, efterfulgt af en skarp parentes, og derpå den afvigende læsemåde samt de tekstvidner, der har den, f. eks. lysets] lysens BJ1-3 , hvilket vil sige, at salmeheftet B og udgaverne J1,2,3 af »Troens rare Klenodie« læser lysens. Praktisk talt alle varianter undtagen de ortografiske er medtaget, og mange vender derfor stadig tilbage. Ved at betragte dem er læseren i stand til selv at danne sig et indtryk af de forskellige udgavers ejendommelighed.

Den nederste note angår salmernes oprindelse og indhold. Her meddeles ved hver salme, om den er original eller oversat, og i sidste tilfælde, hvem forfatteren er, samt hvor den findes i Johann Hermann Schraders Vollständiges Gesang-Buch, 1731 (»Tøndersalmebogen«, her betegnet som Schr.), hvorfra Brorson må antages at have hentet så godt som alle sine oversatte XXII salmer*). Desuden gives her ordforklaringer, bibelske oplysninger og - hvor det skønnes nødvendigt -- fortolkning af tankeindholdet. Der er i disse noter ikke lagt an på at undgå gentagelser. Flertallet af de mennesker, der bruger sådan en bog, læser den nemlig ikke fra ende til anden, men vælger bestemte salmer rundt omkring og er derfor bedst tjent med, at hver salme får, hvad der skal til for at forstå den, uden for meget hensyn til, om det tidligere har stået ved andre salmer.

- - -

*) Med hensyn til Brorsons forhold til Schraders bog henvises til L. J. Koch, Salmedigteren Brorson 11931, 21932, s. 78 flg.; Fr. Orluf, Brorson og Schraders tyske salmebog, i Danske Studier, 1935, s. 124 flg.; Povl Otzen, anf. skr. I det førstnævnte skrift påvises det, at det system, hvorefter Brorson har opstillet salmestoffet, er uafhængigt af Schrader, for så vidt angår hovedinddelingen ud fra troen: trosklenodiet, bestående af 7 dele, nemlig »Troens Fryde-Fest«, »Troens Grund«, »Troens Midler«, »Troens Frugt«, »Troens Kamp og Seyer«, »Troens Herlighed« og »Troens Ende«, men at det forholder sig anderledes med underafdelingerne. Dem har Brorson nemlig i det store og hele overtaget fra Schrader; navnene på dem er næsten de samme, og med få undtagelser står de oversatte salmer i de afsnit, som de tilhørte i Tøndersalmebogen; for en del er også disse afsnits rækkefølge bibeholdt. Orluf yder et supplement ved at fremhæve de tilfælde, hvor Brorson ikke har fulgt Schrader; særlig påpeger han med rette, at Brorson ved omflytning af underafdelinger har nået en bedre systematik end Schrader. På et andet punkt har Orluf ikke ret, nemlig når han hævder, at afsnittet »Troens Fryde-Fest« lige så fuldt som de andre hovedafsnit er et naturligt led i Brorsons trossystem. Han overser her, at dette hovedafsnit slet ikke findes i Tønderhefterne; det er først »Troens rare Klenodie«, der har skabt det som en sammenfatning af, hvad der forelå i de indbyrdes uafhængige hefter med salmer til de 3 højtider, til advent og passionstiden. Værdifuldt er det, at Orluf gør det af med en gammel formodning om, at Brorson skulle have været Schraders hjælper ved udgivelsen af Tøndersalmebogen. Det af Otzen fremlagte fund af håndskrevne salmer synes at vise, at Schrader og hans bog næppe i den grad, som man tidligere havde grund til at antage, har givet Brorson stødet til salmedigtning.

XXIII