✂

Nr. 27.

✂ Mel. Nu vel an, vær frisk etc.

✂ Eller: Som Hiorten med tørst befangen etc.

✂ Alle Christne-siele skynder
Eder op til bøn og bod,
Faste-tiden nu begynder,
Og fremviser JEsu blod.
Al den deel der græde kand,
Alle øyne staaer i vand,
Alle hierter sukker, bløder,
JEsus til sin pine møder.

✂ 2. Ingen kand den jammer sige,
Som man her paa jorden saae,
GUd sin Søn af himmerige
Lod til pine-bænken gaae,
For at faae os frelst og frie
Udaf syndens slaverie
Og en evig helved-plage,
Derom tale disse dage.

✂ 3. Hvilken møye, hvilken iver
Maa da ikke blive brugt?
At man ret deelagtig bliver
I vor JEsu pines frugt;
Christi blod os nytter ey,
Følge vi den brede vey,
Hvo sig andet her indbilder,
JEsu blod og himlen spilder.

✂ 4. Nu I Christne, som bekiende
Eder til det Christne-navn,
Skal det ikke have ende
Med den syndig fastelavn?

*Nr. 27. GJ1-7. 2,6: syndens] Syndsens G. 2,8: tale] taler G. 3,6: følge] følger G.

✂ - - -

*Nr. 27. Original. Salmen svarer i formål og tankegang til nr. 5. Se citatet af Christian V's lov, s. 27. - 1,5: al den deel] enhver. 80

✂ Skal det dyre JEsu blod
Trines mere under fod?
Vil man altid med at synde
Vores faste-tiid begynde?

✂ 5. Hvad skal Bacchi hedensk gilde
Midt i JEsu menighed?
Hvad skal hand sin bærme spilde
Hos vor Frelsers blodig sveed?
Hvad har den forbandet skik,
Fastelavens dantz og drik,
I Gethsemane at giøre?
Skal det ey engang ophøre?

✂ 6. Vægterne paa Zions volde
Tale frisk i denne sag,
Hvad skal spøgerie og trolde
I GUds naades lyse dag?
Udi huse hver en mand
Være derimod en brand,
Jage paa vor HErres vegne
Saadan skik af vore egne.

✂ 7. Op af søvne! op af drømme!
O! du arme Christne-flok,
Op i bedrings-graad at svømme,
Her er raset længe nok.
Har GUd ey sit riis i blød
Til enhver, som JEsu død
Og hans blod saa ringe agter
Med saa liderlige fagter?

*5,8: ey engang] engang ey J2-7.

✂ - - -

*5,3: hvad] hvorfor; hand] Bacchus. - 6,1: vægterne paa Zions volde] præsterne; Zion er menigheden. - 6,2: tale] opfordring. - 6,3: spøgerie og trolde] hentyder sikkert til fastelavnsoptog, hvor man var udklædt som spøgelser og trolde. - 7,5: har GUd ey sit riis i blød] er Gud ikke rede til at straffe? Riset blev lagt i blød for at blive smidigt, så det rigtig kunne svirpe. Måske kan der være en hentydning til fastelavnsrisningen, der ikke var så uskyldig, som når der nu piskes op; det er så i modsætning til den, at Gud gør sit ris rede. - 7,8: liderlig] uanstændig. 81

✂ 8. Kommer I, som før i slige
Verdens lyster have rendt,
Kommer, lader eder sige;
Lader det nu være endt.
Tager JEsum ret i favn,
Det er vores fastelavn;
Lover, at I aldrig mere
Verdens vellyst vil begiere.

✂ 9. Kommer I, som JEsum kiende,
Træder frem paa eders vagt,
Lader eders lys kun brænde
Mod den sorte mørkheds-magt,
Og med ordet, bøn og sang
Giører satan tiden lang,
Vover det i troens glæde
Al hans magt at undertræde.

✂ 10. Kommer alle! vi vil vie
Denne tiid med taare ind,
At GUds pine os kand svie
Ind i hierte, siel og sind
Til en uforfalsket bod
Udi paaske-lammets blod,
Og til derved alle dage
Verdens lyster at forsage.

✂ 11. Nu god nat, du gamle vane!
Synde-fulde fastelavn!
Christi korses blode-fane
Svinge vi i JEsu navn.
Hvo en Christen være vil,
Ret vil høre Christum til,
Skal ved JEsu død og pine
Verdens lyster undertrine.

*8,2: verdens lyster] Verdens-Lyster G. 9,2: træder] triner G. 9,4: mørkheds-magt] mørkheds magt J1-7. 10,2: taare] taarer GJ1-2; også taare er flertal (af taar).

✂ - - -

*10,5-6: 1. Kor. 5,7; bod udi paaske-lammets blod] en bod, der fører den angrende til at søge tilgivelse ved Kristi blod. 82

✂ 12. Søde JEsu! lad det lykkes
Med min faste, bøn og bod,
At din pine-perse trykkes
Ind udi mit hierte-rod,
At jeg altid hvor jeg gaaer,
Grunder kun paa dine saar;
Dine mange pine-bænke,
Lad mig paa dem altid tænke.

✂

Nr. 28.

✂ Mel. Immanuel, vi synge dig.

✂ Bryd giennem, mit anfegtet sind,
Bryd giennem modgangs skarpe vind,
Kom hid, Guds eget Lam at see,
Paa korset fuld af spot og spee
Og hierte-vee.

✂ 2. Hand rekker sine arme ud,
At favne dig, sin kiere bruud,
Hand rekker dig sin milde haand,
At fatte din beklemte aand
I dødens baand.

✂ 3. Gak nu da frisk i kamp og striid,
I krigen prøves troe og fliid,
Thi hvert et anfald lærer dig,
Hvor man i ham ret mandelig
Kand værge sig.

✂ 4. Hand byder sine vunder frem,
At hiertet der kand løbe hiem,
Der leve udi JEsu troe,

*Nr. 28. GJ1-7. 2,5: dødens] Dødsens G. 3,1: gak] gaa GJ1. 3,3: hvert et anfald] hver en Anfald G, hver et anfald J1-3.

✂ - - -

*12,3: pine-perse] pineredskab el. måske handlingen at pine. *Nr. 28. Oversættelse. Brich durch! mein angefochtnes hertz, J H. Böhmer, Schr. s. 87. - 2,2: sinkiere bruud] det anfægtede sind (1,1). - 2,4: fatte] gribe. - 4,2: løbe hiem] Ved at ty til Jesu vunder kommer hjertet hjem, nemlig til Gud, fordi synden nu er tilgivet. 83

✂ Der, som udi en himmel, boe
I fred og roe.

✂ 5. Her er et slot mod al din nød,
En cuur mod helvede og død,
En kilde fuld af livets vand,
Et hav, som tørsten slukke kand,
Ja helved-brand.

✂ 6. Naar fristelse os kommer paa,
Om vi end kraftesløse staae,
Da styrker du det svage mood,
Naar hiertets mening er kun god
Og holder fod.

✂ 7. Nu søde JEsu! siele-ven!
Til dine saar jeg haster hen;
Min siel dig ikke slippe kand,
Før jeg kand føle lys og brand
I naadens stand.

✂ 8. Mit hierte finder storm og sluud,
Det regner idel salt og luud;
I troen løber jeg til dig,
Du eene kand saa sødelig
Husvale mig.

✂ 9. Jeg flyer hen til dine saar,
Naar aandens lyst og kraft forgaaer,
Jeg qvæger mig udi dit blod,
Naar sielen finder denne flod,
Da faaer jeg mood.

✂ 10. U-endelige naades-haf,
Din kirkes trøst og støde-staf,

*5,3: livets] Livsens G. 6,2: kraftesløse] krafteløse GJ1. 9,2: aandens] Aandsens G. 10,1: naades-haf] naades haf J2-7.

✂ - - -

*5,1: slot] fæstning. - 6,5: holder fod] holder stand. - 8,1: finder] føler. - 8,2: luud] skarp, svidende vædske, se nr. 1, 11,2. - 10,2: støde-staf] støttestav. *6* 84

✂ Hvor styrker os din trofast haand,
Som fattes af min svage aand
I troens baand.

✂ 11. Der hænger du, saa hierte-huld,
Af andres skam og skændsel fuld;
Kun at et fristet hierte maa
Din aabne sides balsom faae,
Og frelse naae.

✂ 12. Du blodig blev fra taa til top
Hængt for den hele verden op,
Og kiøbte ved din haarde død
Os fri fra sielens bittre nød
Og helved-stød.

✂ 13. Ey! bort da sorrig af mit sind,
Jeg drager til min JEsum ind;
I ham jeg finder roe og rast,
Fordi min svare synde-last
Var paa ham kast.

✂ 14. Det livets ord, den Guddoms kraft,
Har saadan kiempe-styrke haft;
Velan, min JEsu, siele-skat,
Jeg længes bort fra verdens nat.
Kom! tag mig brat.

*14,1: livets ord] Livsens-Ord G; Guddoms kraft] Guddoms-Kraft G.

✂ - - -

*10,4: fattes] gribes. - 10,5: i troens baand] hører til min svage aand; den er bunden til troen, jfr. 2,5. - 11,3: kun at] kun for at - 12,5: helvedstød] angreb eller modgang, der kommer fra helvede. - 13,3: rast] hvile. - 13,4: synde-last] syndebyrde. 13,5: kast] kastet. - 14,1-2: Med det livets ord må der være tænkt på de to linier: Fordi min svare synde-last Var paa ham kast (13,4-5). Sådan er det i originalen (diesz ew'ge wort). De to linier er set som evangeliets hovedsum og derfor som livets ord; deres indhold kan også kaldes den Guddoms kraft, da evangeliet jo netop ifølge Rom. 1, 16 er »en Guds kraft«. Med saadan kiempe-styrke må der vel være ment en sådan styrke, at jeg derved formår at drage til min JEsum ind og i ham at finde roe og rast (13,2-3). 85

✂

Nr. 29.

✂ Mel. Himlen er det rette Land.

✂ Gak hen i Gethsemane,
Siel! og see,
Hvad din JEsus megen vee
Lide maa for dine lyster,
Og i støv
Som et løv
Af banghed ryster.

✂ 2. Helveds ild og svovel-flod
For ham stod.
Døden fnyste ham imod,
Syndernes utallig mængde,
Som en hær,
Hannem nær
Paa livet trængde.

✂ 3. Hvor min JEsus seer omkring,
Ingen ting
Udi hele verdens ring
Er med nogen trøst til rede,
JEsus maa
Eene staae
For HErrens vrede.

✂ 4. GUd hand mod ham stiller sig,
Skrekkelig,
Skiønt hand giver jammer-skriig,
Skiønt hand løfter modigt øye,
Fuld af blod,
Op imod
Guds himles høye.

*Nr. 29. GJ1-7. En håndskreven form med betydelige afvigelser (Povl Otzen, Nogle hidtil utrykte vers af Brorson, 1950) vil blive af trykt i et tillæg til nærværende udgave. Det samme gælder nr. 86, nr. 116 og nr. 245. - 2, 1: helveds ild] Helveds-Ild G.

✂ - - -

*Nr. 29. Original. - 1,3: hvad] hvor (hvor megen). - 1, 5-7: Mt. 26,37-39; Lk. 22,44. - 3,5-7; 4,1-2: 2. Kor. 5,21; Gal. 3,13. - 4,3: Hebr. 5,7. - 4,4: modigt] sørgmodigt. - 4,5: fuld af blod] af den blodige sved, se v. 9 flg. - 4,7: Guds himles høye] jfr. nr. 44,3,1; 71,7,12;; 75,1,8. 86

✂ 5. Trende gange hand omkuld
Pine-fuld
Falder i den sorte muld,
Og, naar al hans kraft forsvinder,
Saa er det,
Striden ret
Sig først indfinder.

✂ 6. Som i sidste aande-dræt
Man er tret,
Og da først maa stride ret,
Naar det baand, som sammenspænder
Siel og krop,
Brister op
For dødens hænder.

✂ 7. Skiønt den timelige død
Honning-sød
Regnes maa mod JEsu nød;
Thi GUd Fader, for at hevne
Syndens skam,
Plaget ham
Af grummest evne.

✂ 8. O! forhærdet hierte, see,
Denne vee
Burde dig med rette skee;
Men at du GUds vredes hede
Kand undgaae,
Derfor maa
Din JEsus svede.

✂ 9. Men forundre dig ihiel,
Kiere siel,

*6,7: dødens] Dødsens G. 7,5: syndens] Syndsens G. 7,6: plaget] plaged GJ1-3.

✂ - - -

*5,3: Mk. 14,35. - V. 6 hører til det foregående; vi ville sætte komma efter indfinder i 5,7. Ligeledes hører 7,1-3 til v. 6; det skal udtrykke, at Jesu lidelse var langt større end den almindelige menneskelige dødskamp, som er skildret i v. 6. 87

✂ Hvordan kunde blodet vel
Giennem hele aarer bryde,
Da der ey
Fandtes vey
Og gang at flyde.

✂ 10. Under er, at blodet gaaer
Uden saar;
Men min siel det saa forstaaer:
At det blod for længsels iver
Ikke vil
Bie, til
Man hul opriver.

✂ 11. Thi den død, hand saae der stod
Os imod,
Skar ham i hans hierte-blod,
Som af iver for os brændte,
At det brast
Ud i hast
Os hielp at hente.

✂ 12. Kierlighed i kampen gaaer,
Giør sig haard,
Agter ingen blodig saar;
Kierlighedens fulde iver
Bryder ud,
Og sin bruud
Fra satan river.

✂ 13. Som du og for hvad du leed,
For din sveed,

*12,3: ingen] intet J6-7.

✂ - - -

*9,3 flg.: Han blødte uden sår, da »hans sved blev som blodsdråber, der faldt ned på jorden«, Lk. 22,44. - 11,1-2: den død... imod] den (evige) død, han så, vi skulle lide. - V. 12: Meningen er denne: Medens det er almindeligt, at kærlighed, når den kæmper, er rede til at tage imod blodige sår, så fandtes der hos Jesus noget endnu større, nemlig kierlighedens fulde iver; den brød ud, banede sig vej uden sår som blodig sved. 88

✂ For dit blod og kierlighed,
Dette vil aldeles have,
At jeg mig
Ofrer dig
Til evig gave.

✂ 14. Mig som ey fra haand til fod
Har en god
Draabe i mit hele blod;
Saadan fuld af synd og plage,
Som jeg er,
Du begier,
Og vilt antage.

✂ 15. Hiertens-gierne siele-ven,
Tag mig hen!
At jeg faaer dig selv igien;
Jeg mig er kun selv en plage,
Intet nu,
Uden du,
Mig kand behage.

✂ 16. Thi alt siden jeg har haft
Smag og kraft
Af min roses purpur-saft,
Saa er verdens sødest mine
Mig ey meer,
End en fier,
Ja daglig pine.

✂ 17. Hielp mig kun, min Frelsermand,
At jeg kand
Elske dig i ild og vand;
At jeg holder dig saaledes
For min skat,

*14,7: vilt] vil J6-7. 15,1: hiertens-gierne] hiertens gierne J4-7. 15,4: jeg mig er kun] jeg mig kun er J2-7. 16,3: min roses] din roses J2-7, sikkert en trykfejl.

✂ - - -

*16,3: min roses purpur-saft] Jesu blod; Brorsons rosenbillede i ny udformning, jfr. nr. 10; min rose er Jesus. - 17,3: i ild og vand] i alskens lidelse. 89

✂ At jeg plat
Af verden kedes.

✂ 18. Kom, min Ære! kom, min lyst!
Kom og kryst
Mig nu til dit blodig bryst;
Det er al mit ønskes mening,
At jeg maa
Med dig staae
I sand forening.

✂

Nr. 30.

✂ Mel. Et lidet Barn saa lystelig.

✂ Her seer jeg da et Lam at gaae,
Og sig til døden skynder,
Et taaligt Lam, som bærer paa
Al verdens sorg og synder;
Til pine-bænken staaer hans hu,
Og siger: see, her staaer jeg nu
For Adams kiøn at stride;
Man viser alle piner frem,
Hand svarer: gierne! hvert et lem
Er færdigt til at lide.

✂ 2. Det Lam er HErren, stor og stærk,
Med verdens kiøn forbunden,
Som GUd til vor forløsnings verk
Har eene dygtig funden.

*18,4: mit] min J4-7. *Nr. 30. GJ1-7. 1,3: taaligt] taalligt G.

✂ - - -

*17,6: plat] fuldstændig. *Nr. 30. Oversættelse. Ein lämmlein geht und trägt die schuld, P. Gerhardt, Schr. s. 90. Denne berømte passionssalme fandtes allerede i Ægidius' salmebog af 1717 i en oversættelse, hvor tankeindholdet ganske vist kom frem, men hvor al skønhed var forduftet. Brorson har fundet, at dette var for galt, og har så givet sin oversættelse. - 1,1-4: Kristus som lammet, Joh. 1,29; 1. Kor. 5,7; 1. Pet. 1,19; Joh. Åb. 7,9-10. 14 o. fl. - 1, 7: kiøn] slægt. - 2,2: med verdens kiøn forbunden] forbunden med menneskeslægten ved selv at være bleven menneske. 90

✂ Gak hen, min kiere Søn, og liid
For dem, som indtil evig tiid
Min vrede skulde smage;
Den straf er grusom ud at staae,
Men verdens frelse staaer derpaa;
Vil du dig dem antage?

✂ 3. Ja, Fader! ja, af hiertens grund,
Leg paa, jeg vil det taale;
Lad komme kun den bittre stund,
Jeg drikker denne skaale.
Hvo vidste før slig kierlighed,
Saa høy, saa dyb, saa lang, saa breed,
At tænke eller nævne?
O kierlighed! saa stærk og stor,
Du fører den til kors og mord,
For hvilken klipper revne.

✂ 4. Paa korsets træ du piinte ham
Med nagler og med spyde,
Hvor saae man da det offer-lam
Udi sit blod at flyde;
Hvor saae man da hans hierte slaae,
Hver aare som en bæk at gaae,
Hans rosen-kinder blegne!
O Lam! hvorledes skal jeg dig

*2,10: vil] vilt G. 4,1: du piinte ham] de piinte ham J3-7; du svarer til originalen.

✂ - - -

*3,1-4: Ligesom allerede i 1,9-10 er Kristi beredvillighed til at lide her i en mærkelig grad skildret uden hensyn til sjælekampen i Gethsemane. Fra denne er ganske vist udtrykket: jeg drikker denne skaale hentet (Mt. 26,39. 42); men det findes ikke i originalen, og den måde, hvorpå disse ord her siges, svarer heller ikke til, at Jesus i Gethsemane sagde: »Er det muligt, da gå denne kalk mig forbi.« Man kan spørge, om samtalen her mellem faderen og sønnen er tænkt at finde sted i himlen før Kristi menneskevordelse. Ved v. 1 synes denne forståelse dog umulig; men måske kunne man i 2,3-4 finde en overgang til Guds rådsmtning før menneskevordelsen. Det hjælper dog ikke over for 1, 9-10, der åbenbart foregår på jorden. - 3,2: leg] læg. - 3,6: Ef. 3,18. - 3,8-10: o kierlighed... revne] han, hvis magt er så stor, at han kan bringe klipper til at revne, føres af kærligheden til den fornedrelse, at lade sig korsfæste og myrde. - 4,1: Når man læser du, må dette ord forstås om kærligheden ud fra det umiddelbart foregående, hvor der stod: o kierlighed... du (3,8-9); kærligheden er da set som det egentlige ophav til de lidelser, der tilføjes Kristus. 91

✂ For saa ret ubegribelig
En kierlighed begegne?

✂ 5. Mit hierte vil jeg dag og nat
Med længsel til dig vende,
Hver time vil jeg dig, min skat!
I kierlighed omspænde.
Du være skal mit hiertes roe,
Ja naar mit hierte gaaer i to,
Skal du mit hierte blive;
I dig jeg ene roser mig,
Alt mit, det vil jeg evig dig
Til eyendom forskrive.

✂ 6. Din liflighed med fryde-sang
Jeg nat og dag vil ære,
Og til mit sidste aandefang
Dig plat opofret være;
Hver tanke, ord og gierning skal
I dine fodspors dybe dal
Som stille bække rinde;
Og alt det, du mod mig har giort,
Jeg vil i hiertet prente stort,
Din død til evig minde.

✂ 7. Mit hierte skal en rosen-dal
Og skatte-kammer hede,
Den største skat en himmel-sal
I hende vil berede,

*5,7: skal] skalt G.

✂ - - -

*4,10: begegne] behandle, lønne. - 5,4: omspænde] omfavne. - 5,6: i to] itu. - 5,7: skal du mit hierte blive] nemlig som den, der bor i mig med livgivende kraft. - 5,8: 1. Kor. 1,31; 2. Kor. 10,17; Gal. 6,14. - 6,4: plat] fuldstændig. - 6,5-7: hver tanke ...rinde] Meningen er, at både for tanke, ord og gerning skal stille betragtning af Jesu lidelse være bestemmende. Det skønne billede, hvorunder dette udtrykkes, er Brorsons eget; der findes kun en antydning i originalen (mein bach des lebens). - 6,6: i dine fodspors dybe dal] i smertens dybe dal, hvor fodsporene fra Jesu lidelsesvandring endnu står. - 7,1: en rosendal] Brorson har bragt sit rosenbillede ind uden grundlag i originalen, jfr. nr. 10; 29,16,3. - 7,3: den største skat] Jesus. - 7,4: hende] hjertet. 92

✂ Bort perle-pragt og gyldne skat,
Som skinner kun i verdens nat,
Jeg har en bedre funden;
Den skat, jeg have vil og faaer,
Er den, som er af JEsu saar
Og aabne side runden.

✂ 8. Det skal jeg ogsaa al min tiid
Mig føre ret til nytte,
Det skal mig giøre stærk i striid,
I farlighed mig skytte,
I sorgen give harpe-spil,
Og naar mig intet smage vil,
Skal det mit manna blive,
Min viin, naar jeg af tørst er mat,
Naar jeg er ene og forladt,
Mig tiden sødt fordrive.

✂ 9. Mit liv det er i JEsu blod
Trods alle dødens pile,
Gaaer hele verden mig imod,
Jeg deri har min hvile;
Det lindrer alle siele-saar,
Forfrisker modet, naar jeg gaaer
Beklemt med svare tanker,
Naar mange plagers hvirvel-vind
Forvirre vil mit bange sind,
Da er hans blod mit anker.

✂ 10. Hans blod mit purpur være skal,
Naar jeg engang maa træde
Af denne verdens jammerdal
Til evig fryd og glæde;

*9,2: dødens] Dødsens G. 9,10: Aans blod] dit blod GJ1-2.

✂ - - -

*8,1: det] Hermed må der være ment Jesu blod, som der lige under et billede har været tale om (7,8-10), se også fortsættelsen i v. 9-10. Hvad der i disse vers siges om Jesu blod, forstås ud fra skriftsteder som Rom. 5,9; Ef. 1,7; Hebr. 9,12. - 9,7: svare] tunge. - 10, 1. 5: purpur, krone] i fuldendelsen skal de frelste være konger, Rom. 5,17; Joh. Åb. 5,10; 22,5. 93

✂ Min krone i Guds himmel-sal,
Naar jeg som solen skinne skal;
Alt hvad mig skenket bliver,
Den dag jeg skal for thronen gaae,
Og bruud ved JEsu side staae,
Det alt hans blod mig giver.

✂

Nr. 31.

✂ Mel. Sving dig op mod Himlens etc.

✂ JEsu, sielens lyse dag,
Glæde, fryd og ære,
Al mit hiertes velbehag,
Lad mig dog frembære
Denne slette tak for al
Dine piners møye,
Kast paa dette fode-fald
Dog et naadigt øye.

✂ 2. Jeg betænker, hvad der dig
Dog bevæge kunde,
At du vilde her for mig
Næsten gaae til grunde,
At du angest, vold og nød
Villig vilde lide,
Og ey mod saa haard en død
Med een mine stride.

✂ 3. Nu din faders kierlighed,
Naadens rige kilde,
Og at du saa meget leed,
Og saa gierne vilde,

*Nr. 21. GJ1-7. 2,8: een mine] en Mine G.

✂ - - -

*10,7-10: alt hvad mig skenket bliver,... det alt hans blod mig giver] al den herlighed, som bliver skænket mig, når jeg skal stå som Kristi brud, skyldes hans blod dvs. hans forsonergerning. *Nr. 31. Oversættelse. JEsu! meiner seelen licht, H. Held, Schr. s. 104. - 1,5: slette] ringe. 94

✂ Det har, JEsu, magt det saa,
At ey noget hierte
Tør forsage og forgaae
Udi syndens smerte.

✂ 4. O! et raad, som al forstand,
Vid og sands maa vige,
O! en gierning, som der kand
Aldrig faae sin lige,
Hvad et menniske, det muld,
Ikke værd at nævnes,
Har bedrevet synde-fuld,
Paa GUd selv skal hævnes.

✂ 5. Mine lysters vilde green,
Har dig saadan slaget,
Og indtil det hvide been
Pidsket, piint og plaget,
Synden haver sat dig saa
Dybt i skyld og brøde,
At du dig omsider maa
Derfor lade døde.

✂ 6. Straffen, som jeg idelig
Skyldig var at lide,
Ligger gandske nu paa dig,
Og ved dødens qvide
Er os fred og frelse bragt,
Derfor vil mig sømme,
Denne kierlighedens magt
Evig at berømme.

✂ 7. Lad mig, JEsu! al min tiid
Frugten deraf nyde,

*3,8: syndens] Syndsens GJ6-7. 6,4: dødens] Dødsens G.

✂ - - -

*3,5: magt] maget. - 3,7: tør] behøver; forsage] tabe modet. - 4,1: et raad] en fresesplan. - 4,1-2: som al forstand... maa vige] for hvilket al forstand... må vige. - 5,1-4: Det ejendommelige billede er Brorsons. 95

✂ At jeg kand i nød og striid
Ved din død mig fryde,
Ach mit hiertes hierte, kast
Ved din død og smerte
Alle mine synders last
Langt bort fra mit hierte.

✂ 8. At saa snart jeg ingen fred
I min siel kand finde,
Maatte straxen qvæges ved
Naadens kølne vinde,
JEsu! see! jeg falder dig
Hierte-knuust til fode,
Ønskende at bedre mig
Ret fra grund og rode.

✂ 9. Nu jeg veed, paa hvem jeg troer,
Og hos hvem jeg bliver,
Hvo min sag paa denne jord
Og i himlen driver,
JEsus ene er min skiold,
Som mig vil beskierme,
Om end alle dievles vold
Vilde mod mig sværme.

✂ 10. Jeg, som efter striid og død
Skal i himlen sveve,
Vil nu i dit favn og skiød
Baade døe og leve,
Til man efter dødens striid
Sige skal med glæde:
Der er JEsus mild og bliid,
Der er hand til stede.

*8,7: ønskende] ønskendes G. 10,3: favn] navn J2. 10,5: dødens] Dødsens G.

✂ - - -

*7,5: mit hiertes hierte] vel omtrent = mit hjertes elskede. - 7,7: last] byrde. - *8,1: at] for at; sætningen hører til det foregående vers, så vi vilde sætte komma efter dette. - 8,3: maatte] måtte jeg. Arlaud (s. 341) påviser, at en sådan udeladelse af subjektspronominet er ret hyppig hos Brorson, f. eks. nr. 120,7,3-4; 148,4,7. - 9,4: driver] drive en sag er et gammelt juridisk udtryk for at føre en

✂ sag. - 10,2: sveve] befinde mig.

96

✂

Nr. 32.

✂ Korsfæste! see! jeg vil i troe
Saa inderlig med dig forbindes,
Og søge al min siele-roe
Udi din pines kraft at findes,
Jeg har til min ære allene betænkt,
At være med JEsu paa korset ophængt.

✂ 2. Ach! at jeg kunde snoe mig om
Dit kors, din angest, død og pine,
Og med det samme for GUds dom,
Ret som det var mit eget, trine.
Ach! maatte mig vorde den ære tiltænkt,
At være med JEsu paa korset ophængt.

✂ 3. Ach! at jeg kunde loven dog
At af dø e ret i aanden lære,
Og dens utaalelige aag
For mig ubrugelig erklære;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

✂ 4. Ach! at jeg maatte dog med dig
Som den, der døer, de ting forlade,
I hvilke verden roser sig,
At agte dem for skarn og skade;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

✂ 5. Ach! at den gamle Adam med
Til korset ogsaa lod sig banke,

* Nr. 32. GJ1-7.

✂ - - -

*Nr. 32. Oversættelse. Gecreutzigter! mein hertze sucht, J. E. Schmidt, Schr. s. 92. - 1,1: korsfæste] korsfæstede. - 1,5-6: Gal. 2,19; 6,14. - 2,3-4: med det samme... ret som det var mit eget] med dette (nemlig Jesu kors, angst, død og pine), som om det var mit, altså sådan, at hvad Jesus har gennemstridt, kommer mig til gode, jfr. 2. Kor. 5,14 b. 21. - 3,1-2: Meningen er: Gid jeg i ånden kunne lære at afdø (fra) loven, jfr. Rom. 7,4. 6; Gal. 2,19. Søger man frelse ved at opfylde Guds lov, er man inde på det umulige; her er lovens åg ubrugeligt (1. 3-4); man må søge en helt anden frelsesvej, nemlig ved Jesu død (1. 5-6). - 4,1-4: Fil. 3,7-9. - 5,1-4: Rom. 6,6. - 5,2: til korset ogsaa lod sig banke] Der tænkes på, at naglerne ved korsfæstelsen bankes ind i hænder og fødder. 97

✂ Saa havde jeg ey meer fortred
Af nogen syndig lyst og tanke;
Thi ønsker mit hierte, og agter det best,
At være med JEsu min Frelser korsfæst.

✂ 6. Saaledes lad mig i din død,

✂ O JEsu! saadan samfund finde,

✂ Og derved alle synders nød,

✂ Lov, kiød og verden overvinde,

✂ Opfyld dog mit ønske, som tiener mig best,

✂ At være med JEsu min Frelser korsfæst.

✂

Nr. 33.

✂ Mel. Af Dybsens Nød raaber jeg etc.

✂ Naar jeg min JEsu piinsels færd
Veemodig giennemvanker,
Er alting vel forundring værd,
Og skrekker mine tanker,
Man spytter ham i øyne op,
Man slaaer hans arme ømme krop,
Ja blaa og blodig banker.

✂ 2. Men dog i sær at dette mord
Ey kunde af ham pine
Det mindste utaalmodigt ord,
Ja ey engang en mine,
Hvor længe hand end maatte staae,
Og lade sig saa voldsom slaae,
Bespytte og begrine.

✂ 3. Pilatus ham hudstryge lod
Det heftigste hand kunde,
Betænk, hvor randt det dyre blod
Af hver en riblet vunde?

*Nr. 33. GJ1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. 1,3: forundring værd] forundrings værd J7. 2,4: en mine] een mine J1-3.

✂ - - -

*6,1-2: Fil. 3,10. *Nr. 33. Original. - 3,4: riblet] flænget. 98

✂ Hvor kiødet hængte sønderslidt,
Ret som hand reven var og bidt
Af vilde dyr og hunde.

✂ 4. Paa korset var hans legem fast
I grusom vee og svie,
Men sielen var i dødens bast,
Hand blev dog ved at tie,
Endskiønt hand kunde ey engang
I denne korsets nagle-tvang
Sit piinte legem vrie.

✂ 5. Dog at man hans taalmodighed
Des bedre kunde vide,
Hvor svar den pine var, hand leed,
Hvor haardt hand maatte stride,
Da skreeg hand ud af dødens nat
Det helved-bittre ord: Forladt!
I dødens grumme qvide.

✂ 6. Just i den allerhaardest nød,
Da satan skulde bukke,
Der JEsus fik det sidste stød,
Til vredens ild at slukke,
Da brød hans siel forfærdet ud:
Hvor kand du saa, min Gud! min Gud!
Din naade for mig lukke?

✂ 7. Her gaaer det løs paa satans magt,
Af høyeste formue,
Min JEsu krop var spendt og strakt
Paa korset, som en bue,
Hans raab og skriig i denne kamp,
Det var hans hiertes qvalm og damp
Af HErrens vredes lue.

*4,3: dødens] Dødsens G. 5,2: des bedre] disbedre G. 5,4: haardt] hart GJ2-3. 5,5 og 7: dødens] Dødsens G. 7,1: her] der J2-7.

✂ - - -

*3,7: Sl. 22,17. 21. - 5,1: at] for at. - 6,2: bukke] bøje sig, give op. - 6,4: vredens] Guds vredes. - 7,2: formue] evne. - 7,6: qvalm] kvælende røg. 99

✂ 8. Det er min JEsu feyde-skriig,
Til satan at bekrige,
Skal helvede ey frygte sig,
Naar himlen selv vil skrige,
Saa blev det og kun knald og fald
Ved JEsu stemmes torden-skrald
I dødens mørke rige.

✂ 9. Vor løve med sin stærke lyd
Os frelse vil forkynde,
Enhver sig snart med lyst og fryd
Til rov og hytte skynde,
Guds sande kirkes gandske leyr
Skal raabe høyt om fred og seyr
I kierlighedens brynde.

✂ 10. Her raaber JEsus: Ud paa vagt
Fra syndens trygge sæde!
Op, op ved JEsu pines magt,
Paa satans hals at træde!
Enhver, som har sin JEsum kier,
Beruste sig med HErrens hær
Mod verdens lyst og glæde.

✂ 11. O! JEsu lad din piinsels røst
Mig ind i øret skrige,

*8,1: feyde-skriig] fryde-skrig GJ1, formentlig en trykfejl. 8,7: dødens] Dødsens G. 10,2: syndens] Syndsens G. 11,1: o JEsu, lad din piinsels røst] lad stedse JEsu piinsels røst GJ1-2.

✂ - - -

*8,1-4: Da det er Jesu lidelse, som bringer forsoning og derved gør Satans stræben til intet, kan frelserens smertesråb (7,5) ses som hans feyde-skriig, der varsler Satans og helvedes nederlag. - 8,5: knald og fald] egl. skud med umiddelbart følgende mandefald, brat nederlag. - 9,1: vor løve] 1. Mos. 49,9; Joh. Åb. 5,5 (»løven af Juda stamme« om Kristus). - 9,3-4: Enhver sig snart med lyst og fryd Til rov og bytte skynde] efter den vundne sejr over Satan. Tanken har sit udspring i steder som 1. Mos. 49,8-10; Es. 53,12; Mt. 12,29. Esajasstedet har ved ordene: »Han skal dele bytte med de stærke«, kunnet give anledning til den tanke, at de kristne (»enhver«) skal have del i byttet sammen med Kristus. Hvad der så tænkes på med dette bytte, kan være tvivlsomt, måske menneskesjæle, som efter sejren skal rives ud af Satans magt og frelses, eller måske frelsens goder for den enkelte. - 10,6: beruste sig] ruste sig. *7* 100

✂ At hiertet stedse i mit bryst
Mod verdens lyst kand krige.
Den gift, som JEsu hierte brød,
Kand den en Christen være sød?
Det var jo skam at sige.

✂ 12. Og naar din stærke røst engang
Vil vække alle døde,
Naar englerne med jubel-klang
I fryds basuner støde,
O! lad mig da, o JEsu, dig
Med himmel-fryd og glæde-skriig
For dommens throne møde.

✂

Nr. 34.

✂ O JEsu! GUds taalmodig lam,
Som med saa taaligt hierte
Paatog dig verdens synd og skam,
At bære al vor smerte,
Forleen mig og et taaligt sind,
Naar jeg skal med i striden ind.

✂ 2. Du lidde, at jeg skulde med
I dine fodspor træde,
Og gaae saa troligen afsted
Mit korses gang med glæde,
Ach! hielp mig, at jeg slipper ey
Taalmodighedens rette vey.

✂ 3. At gaae med dig til kors og mord,
Det er min største ære,

*12,3: englerne] Englene G. *Nr. 34. GJ1-7. 1,2: taaligt] taalligt G, ligeså i 1,5; 3,6; 4,6 (+J1).

✂ - - -

*11,5: den gift, som JEsu hierte brød] synden. *Nr. 34. Oversættelse. Gedultigs Lämmlein, JEsu Christ, J. Scheffler (Angelus Silesius), Schr. s. 93. - 1,2 og 5: taalig] tålmodig. - V. 2 flg. har til udgangspunkt ord som Mt. 10,38; 16,24; 2. Kor. 4,10. - 2,1: lidde] led; at] for at. 101

✂ Ja meer, med dig paa denne jord
Hver stund korsfæst at være,
Dog derhos ønsker, at jeg maa
Som lammet dertil taalig gaae.

✂ 4. Lad bruse pine, kors og nød
Som havets salte bølger,
Og hvad der med en voldsom død
Af spot og pine følger,
Naar jeg kun ved min vee og skam
Maa findes taalig som et lam.

✂ 5. Jeg veed, man uden kors og trang
Til kronen ey kand træde,
Fordi du gikst den samme gang
Hen ind i himlens glæde,
Hvo ey med dig til kors vil gaae,
Kand ey for dig med kronen staae.

✂

Nr. 35.

✂ Mel. Vreden din afvend etc.

✂ O lam! som ingen syndens gift har saaret,
I din fuldkomne reenhed ubeskaaret,
U-endelig meer deylig end den klare
GUds Engle-skare.

✂ 2. Du est den rene, af GUds aand undfangen,
Deylig som solen i din glands opgangen,
Som blant os torne lod sig deylig skue,
Min søde drue.

*3,3-4: med dig paa denne jord hver stund korsfæst at være] at jeg paa denne jord korsfæstet maatte være GJ1-2, orig.: zu jeder stund gecreutzigt stehn auf erden. 4,1: Lad bruse pine, kors og nød] Lad bruse, pine Kors og Nøød GJ1. 4,2: havets] Havsens G. 5,3: gikst] gik J6-7. *Nr. 35. GJ1-7. 1,1: syndens] Syndsens G. 2,1: du est den rene] du est det rene GJ1-3, orig.: das heil'ge.

✂ - - -

*3,5: dog derhos ønsker] subjektet »jeg« er udeladt, jfr. nr. 31,8. - 4,1-2: bruse... som havets salte bølger] Dette naturbillede findes ikke i originalen. - 4,5: ved] midt i. - 5,1: trang] trængsel. - 5,2 og 6: kronen] Billedet findes ikke i originalen. *Nr. 35. Oversættelse. O Lamm! das keine sünde je beflecket, J. A. Freylinghausen, Schr. s. 116. - 2,2-4: Naturbillederne solen, torne, drue findes ikke i originalen. - 2,3: os torne] jfr. nr. 10, 1 og 7. 102

✂ 3. Hvor gaaer det til, at du da staaer opskrevet
Som den, der havde alle synder drevet,
Ret som der var i ondskab ey din lige
Paa jorderige.

✂ 4. Afgrunden ey allene, men tillige
Himlen dig selv begynder at bekrige,
Mægtige skarer seer man at fremtrine
Til dig at pine.

✂ 5. Der ligger du i angst og blodig søle,
Hvo kand begribe hvad du maatte føle,
Man seer dig for GUds grumme vredes lue
Skielve og grue.

✂ 6. Man griber dig, og fører som en fange,
Man spytter paa dig, slaaer og giør dig bange,
Torne og pidske giør dit Ømme hierte
Utrolig smerte.

✂ 7. Du holdtes en forbandet ting at være,
Dig at begrine holdt man for en ære,
Af GUd forladt du var, og maatte smage
Helvedes plage.

✂ 8. Menniske siig: Er dette ey en plage,
Hvortil man skulde grove syndre jage;
Hvi skal uskyldigheden selv da lide
Saa haard en qvide.

✂ 9. Det var, for hand vor gield sig lod tilskrive,
Derfor hand maatte sig til døden give,
Til gielden, for de skyldige at spare,
Borgen maa svare.

*6,3: pidske] plasker GJ1-2. 8,1: menniske] menneske J1-3+7.

✂ - - -

*V. 3: 2. Kor. 5,21: Gud »gjorde [Kristus] til synd«, forstået i den betydning, at han regnede ham som den største synder. - 3,2: drevet] bedrevet. - 4,1: afgrunden] helvede. - 4,2: at bekrige] Der tænkes på, at Gud lagde straffen på Kristus, Es. 53,5. - 5,1: der ligger du i angst og blodig søle] i Gethsemane, Mk. 14,35; Lk. 22,44. - 7,1: Gal. 3,13. - 7,3: Mt. 27,46. - 9,1: for] fordi. - 9,1 flg: Kol. 2,14. - 9,4: borgen] garanten, kautionisten. 103

✂ 10. Ustraffet kunde synden aldrig blive,
Til hvilken GUd lod dødsens-dom opskrive,
Den sag engang paa jorden maa fuldbyrdes,
JEsus skal myrdes.

✂ 11. Hvad synden er, hvad plage den fortiener,
Har GUd, før hand med syndre sig forener,
Ved saadan strænghed skuldet aabenbare,
Kand ikke spare.

✂ 12. Hav tak, o lam! at du paatog den pine,
Og i GUds vredes-perse lod dig trine,
Saa taalig i den svare lue brændte,
Som jeg fortiente.

✂ 13. I sandhed, du har baaret al min smerte,
Straffen blev lagt paa dit uskyldig hierte,
At du mig kunde fred og frelse skaffe,
Lod du dig straffe.

✂ 14. Jeg tager an, hvad du til veye bragte,
Jeg troer, at du just derfor lod dig slagte,
At mig, som nu er frie fra syndens brøde,
Intet kand døde.

✂ 15. Ach! styrk min troe, at den kand staae sin prøve,
Og lader sig ey denne skat berøve,
Som ey med alt, hvad verden har i eye,
Bringes til veye.

✂ 16. Lad mig din pines frugter stedse nyde,
Lad denne kilde paa mit hierte flyde,
At jeg mig ved din pines purpur-klæde
Stedse kand glæde.

*10,2: dødsens-dom] dødens dom J1-7. 12,2: vredes-perse] vredes perse J1-7. 12,3: taalig] taallig G. 13,2: uskyldig] uskyldigt G. 14,3: syndens] Syndsens G.

✂ - - -

*12,2: i GUds vredes-perse lod dig trine] Joh. Åb. 14,19-20; 19,15; det bibelske billede er hentet fra vinhøsten, hvor druerne blev trådt med fødder i vinpersen og saften på den måde presset ud. - V. 13: Es. 53,4-5. - 13,3: at] for at. - 14,1: tager an] modtager. - 16,3: din pines purpur-klæde] Mk. 15,17; Joh. 19,2. 104

✂ 17. Synden, som nu i dig har mist sit rige,
Lad den nu og med skam og skiendsel vige,
At jeg den samme i mig aldrig mere
Lader regiere.

✂ 18. Kun dig! kun dig! mit lam skal hermed livet
Til eyedom aldeles være givet,
Hvortil du har mig ved din pine vunden
Og høyt forbunden.

✂ 19. Saa skal og kand mig intet fra dig vende,
Jeg bliver din til livets sidste ende,
Da jeg din priis derfor med engle-tunge
Stedse vil siunge.

✂

Nr. 36.

✂ O! min kierlighed og glæde,
Du forønskte salighed,
Som af medynk vilde træde
I din pines jammer ned,
Og saa villig var til rede
Med dit blod, o milde lam,
Til at slukke himlens vrede
For al verdens synd og skam.

✂ 2. Kierlighed, som saa forfærdet
Udi urte-gaarden stod,
Var dog udi sindet hærdet
Til at lide indtil blod.

*18,2: eyedom] ejendom J6-7. * Nr. 36. GJ1-7.

✂ - - -

*17,1: i dig] Tanken er naturligvis ikke, at Synden har mistet sit magtområde i Jesus; for i ham havde den jo aldrig haft nogen magt. Men der menes, at i og med Jesus - ved hans værk og i livssamfundet med ham - har synden mistet sin herremagt, jfr. Rom. 8,2. - 17,3: den samme] synden. - 18,3: 1. Kor. 6,20; 7,23. *- 18, 4: forbunden] forpligtet. *Nr. 36. Oversættelse. O du liebe meiner liebe, Elisabeth von Senitz, Schr. s. 111. 105

✂ Kierlighed, som var saa rede
Til at dæmpe vredens brand,
Hvilken helved-sydend' hede
Ellers ingen slukke kand.

✂ 3. Kierlighed med taaligt hierte
Al bespottelse har hørt,
Kierlighed i største smerte
Ey til vrede blev oprørt,
Kierligheden lod sig kiende
Midt i dødens haarde sluud,
Kierligheden saae man brænde,
Da hans lives lys gik ud.

✂ 4. Kierlighed, hvis arme vilde
Tage mig til sidst i favn,
Kierlighed, som i sin milde
Faders venskabs trygge havn
Mig har vildet overgive,
Da hand for mig græd og bad,
I hans naade at forblive
For al fare ubeskad.

✂ 5. Kierlighed, som har troloved
Sig med mig ved mange saar,
At hand, som min mand og hoved,
Nu for regenskabet staaer;
Lad mig og med al min smerte,
Mens jeg skal i verden boe,
I dit giennemstungne hierte
Finde stille ly og roe.

✂ 6. Kierlighed, som lod sig slagte,
Og en evig hielp og trøst
Derved mig tilveye bragte,

*3,1: taaligt] taalligt G. 3,6: dødens] Dødsens G. 3,8: hans lives lys] hans livets lys J6.

✂ - - -

*2,6: vredens brand] Guds vrede. - 5,1-3: 2. Kor. 11,2; Ef. 5,23. - 5,7: giennemstungne hierte] Joh. 19,34. 106

✂ Ach! Hvor himles ret mit bryst,
Naar jeg glædelig begrunder,
At jeg midt i døden maa
Hvile udi dine vunder,
Hvor mig ingen død kand naae.

✂ 7. Kierlighed til døde krænket,
Og for mit forfrøsnet mod
I den kolde grav nedsenket,
Ach! hvor frydes alt mit blod,
Tak! o tak! tak at du døde,
At jeg evig leve kand,
Hav mig, tag mig, o min søde
Frelser! til dit fryde-land.

✂

Nr. 37.

✂ Mel. Nu hviler Mark og Enge etc.

✂ O! verden kom at skue
Dit liv paa korsets bue
I døden synket ned,
Hvor himlens fryd og ære
Saa hart sig lod besvære
Med hug og al elendighed.

✂ 2. Triin hid, og merk dog nøye,
Hvor ansigt, mund og øye
Er fuld af sveed og blod,
Hvor suk og vee og smerte
Af hans forpiinte hierte
Udbryder som en stridig flod.

*7,2: forfrøsnet] forfrosnet J4-7. *Nr. 37. GJ1-7. 1, 3: synket] siunket GJ1-3.

✂ - - -

*6,4: himles] henrykkes. - 6,5: begrunder] betænker. - 7,2: forfrøsnet] forfrossen, forkommen; mod] sind. *Nr. 37. Oversættelse. O Welt! sieh hier dem leben, P. Gerhardt, Schr. s. 125. - 1,2: dit liv] Kristus, Kol. 3,4; paa korsets bue] gådefuldt udtryk; originalen (am stamm des creutzes) giver ingen forklaring; måske er der tænkt på, at den korsfæstedes arme danner en bue, jfr. nr. 33, 7, 4. 107

✂ 3. Hvem har dig dog saa slaget?
Min skat! saa piint og plaget?
Din skikkelse forbrændt?
Du giorde aldrig ilde,
Dig syndens onde kilde,
Som i os er, var ubekiendt.

✂ 4. Jeg, jeg har foraarsaget,
At du est bleven slaget,
Jeg voldte denne straf
Med mine synders mængde,
Hvorfore man dig trængde
Ind i dit store piinsels haf.

✂ 5. Jeg, jeg er skyldig funden,
Jeg burde været bunden
Og kast i pølen ned,
De slag, den haarde qvide,
Som du har vildet lide,
Det var min straf og rettighed.

✂ 6. Den straf mig burde myrde,
Du lader dig paabyrde,
Saa tung som steen og bly,
Forbandelsen dig rammer,
Velsignelsen annammer
Min siel i dine vunders ly.

✂ 7. Du lover for vor brøde,
Dig lader slaae og døde,
Du føler vredens riis,
Du bærer torne-krone,
For vores synd at sone,
Og sette os i Paradiis.

*3,3: forbrændt] Arlaud formoder en permanent trykfejl for forvendt. 3,5: syndens] Syndsens G. 4,2: est] er J6-7. 4,6: haf] hav J4-7. 5,2: burde været] burde være GJ1-3.

✂ - - -

*3,3: forbrændt] uden grundlag i lidelseshistorien og originalen, vel blot ment som et voldsomt udtryk for, at Jesu skikkelse var skæmmet og ødelagt. - 5,3: kast] kastet; pølen] helvede. Joh. Åb. 19,20. - 6,4: Gal. 3,13. -7,1: lover for vor brøde] indestår for, at vor syndegæld bliver betalt. 108

✂ 8. Du sprangst i dødens grube,
At du af satans strube
Mig kunde rive ud;
Min grumme død du døder,
Og i din grav nedstøder
Af iver for din arme bruud.

✂ 9. Den frelse, jeg har funden,
Har giort mig dig forbunden,
At være ofret op,
Kun der at stræbe efter
Af alle mine kræfter,
At være din med siel og krop.

✂ 10. Meer kand jeg ey optænke,
Din kierlighed at skenke,
Hvad kand jeg her formaae?
Men dine piners minde
Du skalt til døden finde
I sielen lue-rød at staae.

✂ 11. Det setter jeg for øye,
Mig derved at fornøye
Hvert øyeblik og stund;
Det som et speyl skal lære
Mig, nat og dag at være
Dig troe af gandske hiertens grund.

✂ 12. Hvor vore synder skiende
Guds ære, og antænde
Hans nidkierhed som blaar,
Hvor synd om straffen skriger,

*8,1: sprangst] sprang J6-7; dødens] Dødsens G.

✂ - - -

*9,2: forbunden] forpligtet. - 9,4: der at stræbe efter] at stræbe derefter. - 11,2: fornøye, se til nr. 6,1,2. - 11,4: som et speyl] omtrent = som et forbillede; ligesom man i spejlet ser sit eget billede, ser man ved at betragte Jesu lidelse sin egen afstand fra idealet og tilskyndes derved til at efterligne ham i det at være tro. - V. 12: Syndens frygtelige alvor ses af, hvad Jesus har måttet lide for den. 109

✂ Hvor høyt den lue stiger,
Det vil jeg see i JEsu saar.

✂ 13. Jeg deraf og vil lære,
At jeg skal prydet være
Med saadan stille aand,
Et kierligt sind at øve
Mod dem, som mig bedrøve,
Naar vreden tager overhaand.

✂ 14. Naar onde tunger stænke
Forgift, mit navn at krænke,
Da vil jeg være tys,
Den sky kun lade drive,
Min næstes feyl tilgive,
Og tage derfor JEsu kys.

✂ 15. Jeg vil mig med dig henge
Paa korset, og hudflenge
Mit hiertes onde lyst,
Hvad dine øyne hade,
Det vil jeg aldrig lade
Faae rum og roe udi mit bryst.

✂ 16. Dit blod, der randt saa saare,
Din skriig og tusind taare,
Din dødens kamp og sveed,
Min arme siel skal tage
Omsider, og ledsage
Til evig fryd og salighed.

*16,3: dødens] Døddens G (vel for Dødsens).

✂ - - -

*12,5: den lue] Guds nidkærhed. - 13,3: saadan] som hos Jesus. - 14,3: tys] stille. - 14,6: JEsu kys ses som udtryk for Jesu glæde over det tilgivende sind hos den kristne. - 16,2: taare] flertal af taar. - 16,4: min arme siel er objekt. 110

✂

Nr. 38.

✂ U-op-øselige kilde,
Som din Fader selv har sat,
Til hans vrede at formilde,
Hvormed verden var beladt,
Naar du, Gud! dit blod lod rinde,
Og mod ham for verdens gield
Indtil døden lydig finde
Som den rette naades væld.

✂ 2. Tak og ære jeg dig giver,
At du lod dig, milde lam,
Udi kierlighedens iver
Føre hen til korsets skam:
Ach! at jeg ret kunde skue,
Hvordan kierligheden stod
I dit hierte som en lue,
Der du for mig giorde bod.

✂ 3. Vel er jeg ey værd at trine,
O! jeg slemme usle ting!
I min trængsel til din pine,
Naadens rette kilde-spring,
Dog de svage at forbinde
Est du jo forordnet til,
Mild og venlig kand dig finde,
Hvo med Peder græde vil.

✂ 4. Derfor see, min siele-hyrde!
Ikke paa, hvad jeg er værd,
See kun paa den svare byrde,
Som mit hierte klemmer her,

*Nr. 38. GJ1-7. 3,6: est] er J6-7.

✂ - - -

*Nr. 38. Oversættelse. Unveränderliches wesen, J. A. Freylinghausen, Schr. s. 129. - 1,1: u-op-øselig] uudtømmelig. - 1,4: beladt] bebyrdet. - 1,5-8: For at betale verdens syndegæld lod Jesus sit blod være lydigt til døden over for faderen, og det blev derved den rette naades væld. - 2,8: der] da. - 3,5: de svage at forbinde] forbinde deres sår, jfr. nr. 202,5,4. 111

✂ Du veedst selv, hvordan det trykker,
Under syndens last at gaae,
Som, til hiertet brast i stykker,
Paa dit milde hierte laae.

✂ 5. O! hvor maatte du dig bukke!
O! hvad blev dig veyen trang!
Da du neppe kunde sukke
Under korsets haarde tvang;
O! hvor heftig har dog smerte
Dine lemmer strakt og spendt,
Før du fik din Faders hierte
Til os arme syndre vendt.

✂ 6. Lad mig dette venskab smage
Af din naades rige væld,
Lad dit blod min skyld borttage,
Som til vores synde-gield
Du saa villig lod beramme
Udi kierlighedens magt,
Og din Guddoms liv ved samme
Pine os tilveye bragt.

✂ 7. Luk da op, o! livets klippe,
Aabne mig din sides dør,
At min siel derind kand slippe,
Naar min aand er svag og tør;
Ret som hiorten i sin brynde,
Saadan lad mit svage mod
Sig med tusind sukke skynde
Til din sides aabne flod.

*4,5: veedst] veed J6-7. 4,6: syndens] Syndsens G. 7,1: livets] Livsens G.

✂ - - -

*4,6: last] byrde. - 5,2: hvad] hvor. - 6,4-6: som hører til dit blod; meningen er, at Jesus, dreven af kierlighedens magt lod sit blod bestemme (beramme) til betaling for vores synde-gield; med beramme tænkes der på Guds fresesrådslutning. - 6,7-8: Jesus har ved sin pine hjulpet os til at få del i hans eget guddommelige liv. - 7,1: klippe] Sl. 18,3; 1. Kor. 10,4. - 7,2 og 8: Joh. 19,34. - 7,5: Sl. 42,2. 112

✂ 8. Denne balsom-kraft lad styrke
Siel og hierte, marv og been
Mod al lunkenhed og tørke,
Til at holde sielen reen,
Lad dit blod i hiertet rinde,
Jage morder-englen hen,
At jeg frihed snart kand finde
For min arme siel igien.

✂ 9. Lam, som lod dig gandske give
Til at vilde være min,
Jeg mig kraftig vil forskrive
Evig at forblive din.
Du nu bærer ærens krone,
Drag mig JEsu, jeg vil med,
Til at see dig paa din throne,
Og at vorde brudeklæd.

✂

Nr. 39.

✂ Mel. Som en Hiort med etc.

✂ Vær velsignet, naade-throne,
Tusind gange, at du var
Villig, synden at forsone,
Som dig selv fortørnet har.
Ach! hvad er jeg fryde-fuld!
Naar jeg kaster mig i muld,
Ved din blod-regn at bedugge
Sielen, under korsets skugge.

✂ 2. Jeg omfavner dine mange
Purpur-røde slag og saar,

* Nr. 39. GJ1-7.

✂ - - -

*8,5: i hiertet] i mit hjerte. - 8,6: 2. Mos. 12,12-13. - 9,3: forskrive] forpligte. *Nr. 39. Oversættelse. Sey mir tausendmal gegrüsset, P. Gerhardt, Schr. s. 127. - 1,1: naade-throne] nådestol, betegnelse for Kristus, jfr. nr. 21,4,2. - 1,5: hvad] hvor. - 1,5-8: Tanken er: »Hvor er jeg, når jeg tilbedende kaster mig i støvet, frydefuld over at lade din blodregn fra korset bedugge sjælen!« - 1,8: skugge]

✂ skygge.

113

✂ Og vil kysse tusind gange
Hvert et nagle-gab og skaar.
O! hvo kand, min salighed!
Al den svare tørst du leed
For mig arme løs at rive,
O! hvo kand den tørst beskrive!

✂ 3. Kom, min Læge! at forbinde
Mit forknuste sind og mod,
Lad mit arme hierte finde
Redning i din død og blod,
Tag den gandske skade bort,
Som mig Adams fald har giort,
Og jeg selv har bragt til veye,
Ved din pines blodig leye.

✂ 4. Skriv mig, JEsu! dine vunder,
Blod og død i sielen ind,
At jeg seer dem alle stunder
Trykt og prentet i mit sind;
Du allene est den mand,
Som min siel fornøye kand,
Lad mig her i støvet finde
Det du lod paa korset rinde.

✂ 5. Disse fødder vil jeg holde
Som min sieles faste stavn,
Mine hænder vil jeg folde,
Og dig spænde i min favn;
Lad mig finde ly og læ
Under dette livets træ!
Siig; Lad sorgen borte blive,
Jeg vil al din synd fordrive.

*4,5: est] er J6-7. 4,6: min siel] mit sind J7. 5, 6: livets træ] Livsens-Træ G.

✂ - - -

*2,4: skaar] flænge. - 2,5: min salighed] betegnelse for Kristus. - 2,6: Joh. 19,28, - 3,8: ved din pines blodig leye hører til 1. 5: tag den gandske skade bort. - 4,7: i støvet] i det jordiske liv. - 5,1: disse fødder kommer uformidlet; i originalen har der lige forud været tale om Jesu fødder. - 5,2: stavn] bolig, tilholdssted. - 5,4: spænde] trykke. - 5,6: dette livets træ] korset, orig.: creutzes-baum. 114

✂

Nr. 40.

✂ Mel. Som en Hiort med etc.

✂ JEsum seer jeg for mit øye,
Som jeg ret skinbarlig stod,
Golgatha, paa dine høye,
Hvor man saae Guds hierte-blod,
Og med det, jeg der kand see,
Med den pine, ach og vee,
Som Guds Søn saa haardt bespendte,
Jeg mit hierte fuldt vil prente.

✂ 2. Jeg vil alting nøye skrive
Paa mit hiertes tavle ind,
Hver en draabe blod skal blive
Trykt og stemplet i mit sind;
Jeg vil see, saa langt jeg kand,
Ind i JEsu pines stand,
Og med bitter graad begrunde
Hvert et slag og blodig vunde.

✂ 3. JEsu dine fødder bløde,
De som gik paa jorden før
Hver beængsted siel i møde,
Dem at aabne livets dør.
Nu har naglens haarde staal
Fæstet dem ved dødens maal,
Der maae de i saadan svie
Al vor frelses tiid opbie.

✂ 4. Jeg min fod ved din vil sette,
Holde ud i korsets tvang,

*Nr. 40. GJ1-7. 1,7: haardt] hart GJ1-3. 1, 8: fuldt] fuld G. 2,7: bitter] bittre GJ1-2. 3,4: livets] Livsens G; komma efter dør J7. 3,6: dødens] Dødsens G.

✂ - - -

*Nr. 40. Original. En salme om den vold, der blev øvet mod hver del af Jesu legeme. - 1, 2: skinbarlig] lyslevende, i egen person. - 1, 7: bespendte] knugede. - 2,7: begrunde] grunde over, betænke. - 3,1: bløde er verbum. - 3,4: dem] de beængstede sjæle. - 3,6: ved dødens maal] ved det mål (for livsvandringen), som døden er. - 3,8: al vor frelses tiid opbie] de må bie uden at blive frigjort fra naglerne, til at frelse er fuldbragt ved Jesu død, Joh. 19,30. 115

✂ Trængsel skal mig ikke trette
Paa den snevre livets gang;
Jeg har seet, hvor fast du stod
Til den sidste draabe blod,
Giv du mig kun mod og kræfter,
Jeg vil trolig følge efter.

✂ 5. O! hvor bleve JEsu arme
Spendte ud med bødle-tvang,
Og i fiendens grumme harme
Naglede til korsets stang,
O! hvad er den smerte haard,
Da de store nagler gaaer
Giennem disse rene hænder,
Og paa pinebænken spender.

✂ 6. De udspendte sener bryde
Satans stærke løve-tand,
Og de knuste aarer flyde
Til at slukke vredens brand,
Nu er dødens heele magt
Og hans fæstning haardt belagt,
Den korsfæste vil bekrige
Mørkheds fyrstes sorte rige.

✂ 7. Hvad er det hans armes kræfter
Sprænges for af vee og værk?
Hvad er det hand favner efter,
Da hans hierte slaaer saa stærk?
Det er dig, hand har saa kier,
Dig, mit hierte, vil hand nær
Til sit eget hierte drage,
Dig vil JEsus favne-tage.

*4,4: livets] Livsens G. 6,6: haardt] hart GJ2-3.

✂ - - -

*6,1-2: Skønt Jesu sener er udspændt på korset, formår de dog at bryde Satans magt. - 6,2: 1. Pet. 5,8; Sl. 58,7. - 6,4: vreden] Guds vrede. - 6,6: belagt] belejret. - 6,7: den korsfæste] den korsfæstede. 116

✂ 8. Hvad man giorde ham for svie
Og uhørlig spot og skam,
JEsu søde læber tie
Gandske stille som et lam,
Beder stærk for hver mands siel,
Som ham sloge selv ihiel,
Lindrer sødt sin moders smerte
Og en røvers knuste hierte.

✂ 9. Munden taler af sit hiertes
Store overflødighed,
Giennem al den svare smertes
Galde flyder honning ned,
O du sukker-søde mund!
Dine ord til sidste stund
Vil jeg kysse, giemme, lyde,
Skal mig lede, styrke, fryde.

✂ 10. JEsu øynes milde miner
Alle sandser overgaae,
At hand midt i alle piner
Til en røver naadig saae,
Kierlighedens taare randt,
Til hans øynes lys forsvandt,
Disse øyne maatte briste,
For hand kunde mig ey miste.

✂ 11. JEsu brustne øyne lukker
Altid mine øyne til,
Naar mig verdens lysters sukker
Fra min Gud forføre vil,
Jeg har ingen lyst at see
Det, som føder evig vee,

*10,5: taare] taarer GJ1. 10,8: mig] dig J6-7.

✂ - - -

*8,1: hvad man gjorde ham for svie] hvor megen svie man end voldte ham. - 8,2: uhørlig] uhørt, frygtelig. - 9,1-2: Mt. 12,34. - 10,2: alle sandser] al forstand. - 10,3: at] så at. - 10,8: for] fordi. - 11,1-4: Tanken på Jesu brustne øjne gør, at jeg ikke har øje for verdens forførende lyster. 117

✂ JEsu øyne mig har fundet,
Og mit gandske hierte vundet.

✂ 12. JEsu søde rosen-kinder
Falme hen i afmagts sveed,
Torne-kronens blod det rinder
Over dem i strømme ned,
Disse kinder kys, min aand,
Klap dem med din troes haand,
Tak dem, at du nu foragter
Dødens skrek og sure fagter.

✂ 13. JEsu vunder kand jeg ikke
Regne allesammen op,
Seer man neppe dog en prikke
Fri paa lammets hele krop,
Dog vil jeg mig holde nær
Ind til hver af dem i sær,
Og hos hver en vunde sige:
Her er vey til himmerige.

✂ 14. Nu er det i sær fornøden,
At mit arme hierte kand
See i smerten og i døden
JEsu hiertes bittre stand,
Nu vel an, det aaben staaer
Ved hans sides store saar,
Hvo der vil, kand deri skue
Kierlighedens stærke lue.

✂ 15. Hvor forferdelig og meget
Underligt er dette sted,
Har Guds tempel ey sit eget
Allerhelligste i fred,

*11,7-8: fundet-vundet] funden-vunden G. 12,2: falme] falmer G. 12,8: dødens] Dødsens G.

✂ - - -

*14,4: stand] tilstand. - 14,5-6 og 15,7-8: Joh. 19,34. - 15,1-2: 1. Mos. 28,17. - 15,3-7: Det allerhelligste i Guds tempel. Guds helligdom og chor er JEsu hierte: der bor nemlig Guddomsfylden, Joh. 2,21; Kol. 1,19; 2,9. 118

✂ Skal Guds helligdom og chor,
Hvor hans Guddoms fylde boer,
JEsu hierte, nu staae aaben
For de onde striids-mænds vaaben.

✂ 16. Hiertens allerkierest milde,
Søde JEsu hierte, siig:
Hvorfor flød dit hiertes kilde
Dog saa meget ledske-riig?
Lod du det ey derfor skee,
At jeg udi al min vee
Skulde finde overmaade
Megen lædske, trøst og naade?

✂ 17. Saa skal JEsu hierte vide,
Som blev aabnet med et spyd,
At hans hiertes aabne side
Er mit hiertes hiertens fryd;
Her er rum og hierte nok
For den hele verdens flok,
O, gid alle hierters sinde
Dette hierte vilde finde.

✂

Nr. 41.

✂ Mel. O Drøvelse, etc.

✂ Ney, det er ey
Saa let en vey
Til Golgatha, mit hierte,
Som de fleste mene, nev!
Det vil koste smerte.

*16,5: ey derfor] derfor ey J2-7. * Nr. 41. GJ1-7.

✂ - - -

*Nr. 41. Original. - V. 1: En vey til Golgatha] der menes: til åndeligt at gennemleve Jesu korsfæstelsesdag (v. 15), ikke blot som et minde, men som det frelsesværk, der gjaldt ens egen synd (v. 17). Det er ey saa let en vey; den er nemlig kun åben for den, der er træt af synden (v. 2), derimod spærret for den ubodfærdige, som føler sig vel tilpas i synden (v. 3-4). Det (dvs. åndeligt at nå frem til Golgatha) vil koste smerte, nemlig smerten ved at se sin egen syndige 119

✂ 2. Er sielen ret
Af synden træt,
Og tørster efter hvile,
Da er hun først bleven let,
Op til Gud at ile.

✂ 3. Det stolte mod,
Det kaade blod
Kand JEsu død ey finde;
Poenitentses taare-flod
Maa i sandhed rinde.

✂ 4. Alvorlig fliid
Og kamp og striid
Mod synden er fornøden,
Ind i JEsu piines tiid,
Ind med ham i døden.

✂ 5. Man skrekkes maa,
At tænke paa
Vor Frelsers mordres miner,
Som saa følesløse saae
JEsu svare piner.

✂ 6. Selv solen fik
En dødnings skik,
Og ikke lyse kunde;
Just i middags-stunden gik
Hendes glands til grunde.

*5,3: mordres] morders J1.

✂ - - -

*tilstand. Til denne smerte er det så, digteren vil vække de ubodfærdige ved at vise dem, at den samme hjertekulde, der lod Jesu mordere se følesløse på hans kval (v. 5-9), bor i deres egen ligegyldighed, så også de er Jesu fjender (v. 10-14). Til sidst giver digteren sig hen i smerten over sin egen synd, der var med til at knuse Jesu hjerte (v. 15-18). Hele salmen er altså en udfoldelse af de tanker, som er fremme i det første vers. - V. 3, jfr. nr. 10,6-8. - 3,4: poenitentse] bod. - V. 6-9 vil vise, at selv de døde elementer var mindre hårde end Jesu mordere. - V. 6: Mt. 27,45. - 6,2: skik] udseende. 120

✂ 7. Den sorte Jord
Sin skabers mord
Var færdig til at hevne;
Og begyndte med en stor
Bevelse at revne.

✂ 8. Et grusomt knald
Af klippers fald
Man hørde allevegne;
Stene brast med torden-skrald
I Guds marter-egne.

✂ 9. Dog stode de
Og kunde lee
Ad alle JEsu smerter;
Stene kunde mere see,
End de haarde hierter.

✂ 10. Du tænker, det
Var ikke ret,
Men skrekkeligt at sige;
Ja, jeg vil dig sige eet,
Du est deres lige.

✂ 11. Jeg siger: Du
Hvis sind og hu
Fra synden ey vil vende,
Est sandfærdelig endnu
Christi korses fiende.

✂ 12. Al verdens flok
Er skyldig nok
I JEsu beeske plage;
Hvo der ey er steen og stok,
Maa det nok beklage.

*8,1: et grusomt knald] en grusom Knald G. 10,5: est] er J6-7. 11,4: est] er J6-7.

✂ - - -

*V. 7-8: Mt. 27,51. - 11,5: Fil. 3,18. 121

✂ 13. Du siger: Hvad,
Om jeg er glad?
Ja, glad i dine lyster,
Dermed du dit hoved ad
JEsu pine ryster.

✂ 14. Den deel, der var
Guds Søn saa svar,
Maa dig saa got ey giøre.
Red dig; sagen er jo klar,
Lad dig ey forføre.

✂ 15. Mit hierte tag
Guds pines sag
Til grundig eftertanke;
Lad dit sind hans korses dag
Daglig giennemvanke.

✂ 16. Ach! hierte, see,
Hvor dødens vee
Din JEsu hierte trykker!
Vil du meer i synden lee?
Hierte brist i stykker.

✂ 17. Ach! bittre død,
Ach! haarde nød,
Ach! jammer, vee og smerte!
Ach! min synd, der sønderbrød
Livets fyrstes hierte!

✂ 18. Nu verden kort
At sige bort,
Din lyst er idel møye;
JEsu død har giort dig sort
For min sieles øye.

*16,2: dødens] Dødsens G. 16,4: vil] vilt G. 17,5: livets] Livsens G.

✂ - - -

*14,1:den deel] alt det. - 14,1-2: den deel, der var Guds Søn saa svar] synden. 122