Kingo, Thomas Bryllupsdigt til Henrich Bomeman og Anna Worm 1672

Henrich Borneman Brudgom Og Anna Worm Brud. Aar 1672. den: 17 dec.

SAa spinder Gud vor tot, dend vi selv ofte kurre,
Og lader selv sin Kalv gaa i vor pløye-furre,
Vor lycke støbis ey i egen ynske form,
Decembersstorm.
Skærsommers blanche Nye har mangen suck fornummet
Ved Himlens Stierne-tag, hvor mangen sig har krummet
Og ynsked sig den lod som Isac engang fick,
Der hand paa Marchen i de Hellig tancher giek.
Her Brudgom, uden tvifl kand ieg vist engang minde
I skar en tanche-spaan af barchen paa de Linde
Der skiød sig rank og ræt ud med hin stride Aa,
Ræt som Midsommer tog Sool-hvervens hette paa.
Hvor tiit imidlertiid har I med suck og klage
Janus-Cisio, og hellig Fruers dage,
Ja ledet smaalig blant den reene Jomfru-floch
Om et Dyd-priißet Nafn til Eders Rime-stoch.
Af intet intet blev! Suck blev i Luften henne,
Og tancker toldfri reed, Mand dem ey kunde gienne,
Grammaticha
Men blegned ved de ord som ender sig paa a.
Mens nu er Sorgen slugt! Om sey Skærsommer vilde
Sin Blomster-rigdom strøe i eders Bryllups gilde,

* 289

Den jße-skægged Juul skal lade eder see
At deylig blomster og kand skiulis under snee.
Et vil ieg spørge dog: De lærde folch tør sige
At melche-veyen har stoor magt i Kuldens rige:
Fornemmer det til Grands, og lader mig forstaa 5
Om Brudens melche-vey er og af arten saa?

Far hermed ævig vel, i mange Aar og dage
Dyd-siælet Egte-par, Gud lad sig behage
At pynte Eders seng med yndig blomsters lugt,
Saa eders lule-leeg ey bliver uden frugt.