((daggert) i. Maj 1675)
a xaì w
✂
GRæd da. Guds Barke, græd! I høy' og nedrig Skooler,
Som Himlen her i Noord med Naadens Øye sooler
Ach brister ud i Vand, og græder i det Saar,
Som I af WANDALS død til been og marven faar.
Ach! finder Eders byld, og ømmis, om I sandser,
At Manden, som holt vagt paa Eders geistlig skandser,
Indpakker nu sin byldt til sidste Joorde-fær,
Maa skee for Himlen saae I vaar ham ikke værd.
See, hvor hin gustne Sorg giør hver i Dødnings liige,
Hvor Hierte-tærig suk af hvert et Bryst mon skrige
Udi vort Bispe-huus, hvor Enkens ædle Siæl
Med Dyde-stammed Børn begræder det far vel!
Ja dog et tungt far vel! som ey allene rekker
Til deris Slegte-maal, men i gemenhed strekker
Sig til saa mangen ud, saa viit at Norden gaar
Og end uryggelig mod Helved-poorte staar!
Ah! om et Ah kun gialdt mod Himlen at oplette
Og leer kun trøste mod sin Forme-mand at trætte!
Hvad vilde vi med graad og Hiertens ydmyghed
Da spørge Himlen, hvi hand var saa haard og vred?
Hvi træder dend dog op til ti maal ti Aars trapper,
Hvis Liv er hiauset hen med idel Lyste-lapper?
Hvi trivis dog saa langt hin Svolned bælle-Gud,
Og Graa-haars-kronen faar, før hand fra Hell faar bud?
Hvi Lever Rafne-langt hin Penge-kure-drage,
Der i sin Næstis Sved sin beste Drik mon smage,
✂
Og til sit Levnet meer en Sex (pro cento)for hundred faar
Udaf Methusdlahs de nær ved tusind Aar?
Hin halv-ædt' Avindsmand, hvis gnave-gifftjg hierte
Er Daglig saued op af ny misgunstis Smerte,
Hvi er hans roode-saffi til bøyen Alder good,
Som dog misunder Liv i sit og andris Blood?
Mens 6 hvor maale-løs' er Herrens dybe domme!
I Himlens Raadstu-huus Fornuften ey maa komme!
Gud høster naar hand vil, saa vel sit Hvede-koorn,
Som brende-nællen og Kat-kloed Krage-torn!
Af længden udi Aar os Himlen ikke maaler;
Det er vor gield at døe! men ved de Himmel-straaler,
Der glimrer fra vort Sind udi vor Leve-tud,
Er vi fra Døden ud hos Eftermanden friid.
Dend Gud-oprunden Siæl vil sig ey lenge holde
Forinden disse Kiød og Been-opbygte volde;
Jo meer dend har af Gud, og mindre af sin Jord,
Jo nærmere dend til sin Gud paa flugten boer!
Vel synis stundom det at være vort utykke,
At Ædle Siæle 'tiit har saa skræuren Lykke
At de Herberge faar i ræt en skrantings-malm,
Og tiit maa rømme for en Mave-mullen qvalm!
En anden der imod er som hand ud vaar huggen
Af haarden Stene-Eeg, til Graven og fra Vuggen
Har ingen verk udi hans Svampe-hierte skudt
Og ingen Side-byld hans lasked ribeen brudt!
Mens andre som sin deel i fliid og kunst har taget,
Og tanckeskruen tiit udi sin hierne draget
Ved Dags og Natte-lyvs saa mangt et stød de maa
Og mangen Svaghed til Studerings Aabood faa!
145
Tiit hender det de maa, som Soolen, gaa tilbage
I deris fulde lob og beste Livis Dage,
Naar Verden agted sig at see dend fulde høst
Naar alting ud var moed, og Venner vented trøst.
Saa er det med (dis vær) vor FROMME WANDAL
ganget,
Midt i sin Leve-Punkt hand dødsens bud har fanget
Ved Herrens skiulte Raad, hvis Liv var værdt at staa
Til dobbelt slig en lengd, om Gud behagte saa!
Ney! Gud ey vilde saa! vi maa os lade nøye
Og skuldren villig til dend Sorrig Byrde bøye:
Men Dit det Dyde-skin Du os har efterlat,
Er ald dit Huusis og vort Landskabs trøste-skat!
Du hafde Kiernen af alt det mand Lærdom kalder,
Der til du lagde grund i første Ungdoms Alder,
Ved kundskabs rige bryst Du daglig fostred blev,
Og ved Guds Viisdoms Sool din Ungdoms dampe
drev.
Det hellig Ebers maal laa paa din Danske Læbe
Med saadan fynd og krafft, at og Du kunde Slæbe
Rabbin og Kabalist fra deris Snive-drøm
Og skienke dennem af dend reene Guds Ords strøm
I Grækers Skole Du med saadan fliid vaar dreven,
At intet vaar udi slig tåle-vending skreven
Af deris Lærde Folck, det var Dig jo bekiendt,
Som tydningen der af dend stood for dig paa prent.
Det deylig Romer-maal for Dig saa kunde flyde
Som eget Moder-maal, Du torde Stangen bryde
Ved Aandens Munde-sværd mod hver en Guds Uven,
Des frygted Rom og fleer din Lærde Mund og pen!
146
Gud derfor satte Dig til sine Kirkers Hyrde,
Og bylted paa din Ryg saa svar en Siæle-byrde,
Dend Du i Herrens fryct, aarvaagenhed og fliid
Med Hiertens Iver baar indtil din afskeeds tiid!
Ah! Ah dend afskeeds tiid! Gak Død, og feld en anden
Som med dig bliver Død! her ramte Du paa Manden
Som grav ey passer til, og ingen Liige-baar!
Thi hand et ævigt Liv hos Gud og Verden faar.