Kingo, Thomas Mindedigt over Caspar Christopher-Søn Schøller 1661

Tilbørlig Ære oc Amindelse
Over dend Høy-Agtbare oc Velfornemme Mand
Nu Salig hos Gud,
Caspar Christopher-Søn
Schøller,
((daggert) 6. Maj 1661).

SAa bliver intet meer af Mennisket tilbage,
Naar hand har sluttet til sit Lefnets føye Dage,
End kund det blote Nafn; det øfrige forgaar
Oc som en [flugtig] Damp for Solens Ansigt staar.
Tag Bleen ikkun frem udaf din Barne-Vugge,
Leg Jorde-Skiorten hos paa din Liigkiistis Lugge,
Oc regn os Rigtig op hvad mellem begge du
Af Lykkens feyerste kand Rigtig komm' ihu!
Har du paa Lykkens Hiul i gange Vognen åget
Oc din Oprindelse fra store Herrer taget,
Har du den Gyldne Spiir omdreyet med din haand,
Oc Folcke-Hierter hafft saasom en Vrie-Vaand:
Har Blanken Skiold oc Hielm dit Fædre-Vaaben prydet,
Oc Lykkens fulde Horn er over dig udgydet,
Har du med eget Sverd dig hugget viit omkring,
Oc der med triinet høyt i Verdens falske Ring;
Har du din Lykke søgt ved megen Natte-Vogen
Oc hafft din Verdens Lyst udi din Pen oc Bogen,
Oc dermed ført dit Nafn til dend u-kiendte Mand
Ja Reyst dit Rygtis Stoel i Verdens Lærde Land;

* 110

Har du med stoer Fornuft en Vigtig Handel drevet,
Oc dine Lænders Børn ti tusinde bebrevet
Af Mullen-hielmed Mynt oc Øyen-kiære Guld,
Hvor af din Kiiste vaar saa overflødig fuld:
Har ocsaa du dit Seyl med hver en Vind opvundet
Oc Brødet søgt saa viit som Verden dend er rundet,
Ja halked dig med Strut i mangen Hafne-bukt,
Hvor farligt Vand oc Vejr har mangt et Øye lukt
Har du din Faders Jord med egne Øxne Pløyet,
Oc med din Malke-Koo har været vel fornøyet:
Har du dig ocsaa født kun med din Hyrde-Staf,
Oc Baget tiit dit Brød udaf det ringe Draf.
Vær, huo du være vil, du skalt omsider legge
Alt hvad du haver hafft forinden Gravens Vegge,
Mens Nafnet ene skal tilbage blive her,
Naar Venner dig har giort din skyldig Jordefær.
Kand da din Effter-Sæd sig i dit Nafn forlyste,
Oc end af dine Been dend Frugt oc Glæde ryste,
At hvo dig haver kiendt med rette sige maa
Det mand udi dit Bryst ald Troskabs Speyel saae.
O vel er Levet da! det Lif ey Døden føler!
Oc sligt et Ærlig Lif frembragte CASPAR SCHIØLLER,
Hvorfor hans Ærlig Nafn vel med hans Liig maa gaa,
Mens siden her hos os U-Jordet Ævig staa!
Jeg hannem aldrig meer end udaf Nafnet kiendte,
Om derfor jeg et Lius hos hans Liigkiiste tendte
Vaar det min Skyldighed, oc om jeg tau som Steen,
Saa vaar dog ære nok udi hans døde Been!
Saa hviler, hviler vel I Lefninger oc Aske
Som Graven er betroed, I skal omsider braske

111

Med herlig Engle-skik oc blive lutter ny,
Naar sidste Verdens Dag begynde skal at gry.
Imidlertiid vi dig saa vel skal Eftermæle,
Saa lenge Norden har de faste Klippe-pæle,
Oc siige: Der du blefst af Døden Hierte-kryst,
Da foer en Himmel-Siæl udaf et Ærligt Bryst.

112