Kingo, Thomas Mindedigt over Christen Caspersøn Schøller 1677

Vel-Ædle Salig Christen Caspersøn Schøller, Assessor i den Høyeste Ræt, oc øfverst Borge- mester udi Kiøge, Til sidste Ære oc Amindelse. ((daggert) 10. Febr. 1677).

HVad vil mand meere naar mand Lobet vel har endet
Og Salighedsens Maal paa Jorden er oprendet?
Hvad vil mand, naar mand dog er nok af Dage mæt,
Og har sin Grav omkring med Roos og Ære sæt?
Er da ey Hvilen good? Hvad skulde mand da længe
Fortøve, før mand gik, med Hiertens Fryd, i Senge
Til sine Fædre, som i Haabet sove søt,
Og venter Liv i det som nu er hos dem dødt!
Mand seer at Hvilen er, for alt der haver Aande,
En Himmel-falden Dug i deris Trælsom Vaande,
Dend Siæl, som ikke her af Rast og Hvile veed,
Skal snarlig af sin Krop slæt vorde mat og keed!
Saa haard er aldrig end en Jerne-Brysted Kempe
I Marcken skikket ud, til Fiendens Magt at dempe,
Naar Skiorten barket er af Støv, af Sved og Blood,
Hand jo skal sande det, at Hvilen dog er good!
Saa længe tvingis ey dend Lærdom-gierig Hierne
Med meget Nattevagt, og sildig Afiten-Stierne,
Der givis jo et Nik oppaa dend tygged Pen,
Og Hvilen bliver dog en heel kierkommen Ven!
Dend Time-bundne Mand, Daglønneren, hand sukker
Og søger efter Roo, naar Arbeyds-Byrden bukker

* 155

Hans Værke-fulde Ryg, omskiønt hans Løn er Guld,
En Søvn er dog saa sød og Hvilen Sukker-fuld.
Lad Seylings-Manden langt omkring i Verden flakke,
Paa Hafsens rige Vand og farlig Bølge-Bakke
Opfrirs skiønne Guld, som tiit giør lidet Gaun,
Dog offte kiøbte hand for Guld en rolig Haun!
Trælbunden Bondemand, som meest for andre sveder,
Og med sin fattig Plou for andris Riigdom leeder,
Om tit hand gaar til Seng, spiist af med Vand oc Brød,
Oppaa hans Puß (a) og Palt er dog hans Hvile sød!
Saa stunder alle til sin Rolighed og Hvile,
Hvi vil da mange til sin U-roe daarlig ile,
Og ynske Livsens Maal med u-rois Længde maa,
Forhindre deris Kiød sin Rolighed at faa!
Sug hvad du baade kand, om end du motte vaage
Et hundred Aar og meer, før Dødsens Dumme Taage
Dit Øye lukte til, Din Hielpe-krykke Dig
Var dog en daglig Død og Sorrig endelig.
Lad Livet blive fuldt af Tusindfoldig Glæde,
Lad Lykken sætte Dig i Ærens høye Sæde,
Din Lyst (det Skygge Tøy) har meer end Trældom nok,
Og Lykkens Boble-Verk er kun en Stunde-Blok.
Lad Venner faune Dig med Krøye-kierlig Arme,
Og skiul Dig, mens Du kand, i deris Elske-Barme,
Lad dem kun svære det De for Dig ville døe,
Dend Handskrift: er dog skarn som tegnis kun paa
Høe!

* * 156

Lad være det Du kand paa Gunst oc Ynde bygge
Et synligt lise-Slot, og af en Svinde-Skygge
Kand have nogen Læ, det er dog Flikken
Som ey fra u-bestand endnu er bleven fri!
Hvor Salig derfor er dend Mand som aldrig ynte
Det Jorde-Paradiis, som falske Lyster pynte,
At hand jo kunde, naar hand vilde, frilig gaa
Det Himmel-Paradjs med Salig Lyst at naa.
Du gamle Schøller, Du hvis graa Kaars Krone smykked
Dit ærligt Lefnet, og dit gode Naun har trykked
Med u-besmincket Roos oppaa din Hvile-Grav,
Og paa de Børn Dig Gud, Din Dyd at arve, gav!
Dit Lefnets Sirkel var en Ærbar omgangs Bane,
Hvis Middel-Punkt ey var en Ondskabs Flyve-Fane,
Mens Dydens Klippe-Food, hvorhen dit Øye saa,
Et roligt Ankerhold for Lifsens Skib at faa!
Du sadst med ære i dend Høyste Rættis Sæde,
Thi Du med Ræt og Skæl dend Nedrig Ræt beklæde
I mange gode Aar, saa ingen i Din Haand
Med Guldet giorde Ræt til U-ræts bøye-Vaand!
Din Handel redelig og rigtig var med alde,
Du lodst dend Fattig ey forgævis paa dig kalde
Om Hielp og Redning, Du lodst ey hans Sukke gaa
Med Hefne-Skrig op til Guds Port at banke paa!
Du stiged op og blev af Riigdom, Ære, Dage
Besmykket rundelig, og der du skulde tage
Din Hvile, blev Din Siæl indhimled, og var glad
At og paa Dine Børn Dit Dyde-Stempel sad.