Kingo, Thomas Mindedigt over Kirsten Lindenov, g. m. Erich Banner 1678

I. Tilbørlig ok Evig Æres Minde, ofver dend Høj-Ædele ok Velbaarne Frues, Fru Kirsten Lindenovs, Hans Excellences, dend Høj-Ædle ok Velbaarne Herres, Her Erich Banners til Orregaard, Ridder, Kongl. Maytz højbetroode Gehejme Raad, etc. etc. hans Dydefulde ok yndige HUS FRUE, Hendes uformoodelige, dog meget Salige dødelige afgang. ((daggert) 26. Sept. 1678).

TAg Sørge-floret paa, Dyd, Ungdom, Tugt ok Ære,
Lad Sinddet gandske fuldt af stoor bekymring være,
Lad Øjne Siælens Aa udøse Flyde-Vand
Ok Velde-kilder af sin salte Taare-spand!
Her er dog Aarsag nok i Værden allevegne,
Et Sørge-mærkke paa hver Sted og Hus at tegne,
Hvor Eva Daatter har, ok Adam har en Søn,
Der bier Døden dem med Syndens bittre Løn.

* 158

Om, for almindelig, ok hver Mands Suk og klagge
Vort Sørge-sejl vi vill' i Raaen højt opdragge,
Da støde vi paa hver en boo-sat Folkke-Ø,
Ok seer at intet Land har andet Kjød end Hø.
Rejs hen ok spørg dig for, hvor Soolens brynde batter
Soort-pusled Morian; Sejl did hvor Soolen Natter
Lang Tid, ok kand ej Tø, for højen Vinter-Væg,
De frøsne Normænds ok Grønlændders ise-Skjæg.
Ok hvor du kommer skalt du det i Sandhed findde
At alle Huse har sin Død ok Sorrig inde,
Saa vel det som der kand af Soolens straaler lee,
Som det der Snee-Takt ej kand af Glug-hullet see.
Dend Død, dend grumme Død har allevegne funddet
Sit Hus ok Herredom, der er paa Synden gmnddet,
Hand fangger med sit Garn, hand mejer med sin Lee,
Hand skyder med sin Pil, til manggens Suk ok vee.
Vel skeer det hen i fleng: Dog kand dend soorte Skytte
Tidt treffe paa et stoort ok U-skatterligt bytte,
Ok rammer tidt dend Sjæl der burde være fri,
Ok efter ynske gaa hans Ran ok Ram forbi.
Som Fugle-fænggeren, naar hand sit Garn udspændder,
En faver Fløjte-fugl sig ynsker helst i Hændder,
Hand heller Lærkken seer i Fangge-Buur ok stafii,
End Tyve-Glenten ok hin soorte Klukke-Rafn;
Sød-strubet Nattergal, hand tidt paa Busken fangger,
Saa hans Majmaaneds lyst forgaar med Sorg ok anger:
Men Gulpe-Kragen faar forlov at blifve graa,
Nat-Uglen (Tudevom) kand oksaa sig begaa.
Som Øgsen Libanons Lugt-rige Ceder kaster,
Naar dend dog ej saa hart med Tornebusken haster;
159 Som grønnen Krone-Lind maa ofte fældes om,
Naar Truske-bøgen faar en mere langsam Dom;
Som Roosen rifves haaber dend af Duggens draaber
Fuld Perle-dryppet er, ok sin udspredning haaber,
Naar Eddernelden kand i fred ok frelse staa,
Indtil dend kand sit Frø flugs runden om sig saa;
Som Lilien mand seer af Stukken ofte brydes,
Naar hendes Dejlighed ok Lugt først skulde ydes,
Da Toorden-skreppen mand forbi saa ofte gaar,
Til hun en Purpur-top i Burre-Kronen faar;
Som Bryste-sund Viol dend trædes under Foode,
Ok Lilie-Konval dend rykkes op fra Roode;
Som Negliken dend tidt afnippes fra sin Kraft,
Imens Skarntyden groor ald fuld af giftig Saft:
Saa Døden ofte gjør saa mangge slumpe-smærter
Ok dødelige Saar udi de beste Hjærter:
Nu sniger hand sig ind udi det Ungge Blood,
Ok stiæler Kraften af de stærkkes Lefve-rood:
Nu blegner hand dend Kind, nu huler hand det Øje,
Hvis Ængle-Aasyn kand saa manggen Sjæl fornøje:
Nu ængstes Hjærtet tidt af Dødens haarde Baand,
Som Dyd har ammed op, ved HErrens Ord ok Aand.
En Dydig Rachel hand i Ungdoms Aar tør døde,
En Jezdbel faar Lif ok Lof Guds Folk at øde:
Nu støder hand en Ung, Gudfrygtig from i Graf,
Ok lâr et Gammel drog henhumpe paa sin Staf.
Fru Kirsten Lindenov, du Dyders rene Tempel,
Du est for os et Nyt ok grædeligt Exempel
Paa Dødens Tyranni, som dig fra Siden ref
Paa din saa ædle Mand, der halfdød for dig blef!
160 Hvad half? Hans hele Sind blef dødt af Sorgens klemme,
Din uformooded Død der hand fik at fornemme,
Hans graa haar ynskte hand din Graf at motte
strø,
Ok at hand ved din Aands hiemfærsel kunde dø!
Du varst hans Krone, Lif, ok Ægtesenges Smykke,
Hans Alderdommes trøst, hans yndig Lyst ok Lykke,
Hans Øje, Hjærte ok alt hvad en Kvinde kand
Med Ære sigges om, imod sin kjære Mand.
Dog motte du der an i din Majmaaneds Glæde,
Langt før din Dyde-Høst vaar kommen, hastig træde
Dend langge Kiødsens gang! Det Saar ej heles før
Her Erich Banner gaar ind ad dend samme Dør!
O Dyde-Død! O Død, vaar denne Dyd dit mærkke
At hendes Hjærte dog til døde skulde værkke?
Nej! Kirsten Lindenov dig, slemme Død, beleer!
Her Lefver hendes Dyd! Men Sjælen JEsum seer.

Af skyldigst medlidenhed
Sørgelig opsat
af
Th. Kingo.

II.

HJelp Gud er Fromhed self nu Død ok slæt hen-daaned?
Er Dydens Hjærte kryst? Er nu de Lipper blaaned
Hvor trøste Ljf saa tîdt til manggens hjelp Udflød?
Er Haanden Jærne-stiv, som gaf dend arme Brød?
Er nu vor Banners Lyst, hans graa Haars Krone-smykke
Hans Fromme Lindenov, er hun ved Himlens tykke
Fra Joorden heden rykt? 6 Græd, vi Græde med
Til vores egne Been, i Grafven findder sted.

161

III. Ofver-Skriften paa Denne Sal. Frues Lig-Kiste.

HEr Sofver Ængle-sødt dend Dyde-Krants ok Krone
Fru Kirsten Lindenov, hvis Sjæl er for GUDS
Throne,
I Skaane hende Gud Lifs Joorde-Boolig gaf
Paa Mullenip i Fyn sin Muld hun rysted af
Hr. Erich Banner som var hendes Ægte-Hjærte
Fandt udi hendes Død en fast U-lægsom Smærte,
Hans Ængle-lige ven, foor op til HErrens Stool,
Her er kun Skyggen af dend Dyd fuldkomne Sool.

162