Kingo, Thomas Mindedigt over Elisabeth Høeg 1672

Over
Fru Elisabeth Høeg
((daggert) 29. Nov. 1672).

✂ HIelp Gud! huor intet er ald Verdens Herre-foore!
Mens vi kand ingen Sted i nogens Liv opspoore,
Som er jo fyldt igjen med Tidens Løbe-sand,
Og over-grædt udaf Forfædris Øyne-Vand.
Endnu er ingen fød i saadan Lyst og Glæde;
Om Lykken vandt sig end udi hans Svøbe-Klæde,
Og giorded hannem om med høyste Herre-magt,
At Døden hos hans Grav jo holder ogsaa Vagt.
Fra Kroner seer mand tiit at Verdens Fyrster falde,
I deris Sukker-flood er denne Draabe Galde,
At neden deris Stool de sig udspeyle kand
I deris Fædris Støv, som aatte deris Land.
Huor høyt at mangen har sit Helte-Hovet baaret,
Huor næt at Lykken har til mangen Kappen skaaret,
Om tusind Stierner stood udi hans Melke-Vey
At pryde ham hans Liv, det agter Døden ey.
Af en saa ædel Mand vi ey endnu kand vide,
Som Dødens sidste Pust har kundet overstride
Med saadan Mood og Magt, at jo hans Hielm og Skiold
Er ogsaa støved ned af Dødens Magt og Vold.
Huor mangen Helte-Søn og Løve-hiertet Kæmpe
Tør byde Brystet frem mod største Døds U-lempe!
Ja sette Liv og Blood paa Odden af sit Staal,
Blant Kugler, Ild och Damp tør drikke Kongens Skaal!

✂ Dog følger det, at døe, med hannem som en Skygge,
Saa høyt hans ædle Kiød kand ey fra Ormen bygge.
At den jo gnave vil hans Harnisk-vandte [hud],
Naar Fanen (Seyers-tegn) er Gravens Merke-klud.
End er det Engle-folk, de jordiske Gud-Inder,
Der lever udi Kiød, som andre Verdens Quinder,
Fra Døden ikke frj, huor grandt end Himlen seer
Af deris Øyne, bær de dog et ufriit Leer!
Om end de giør sin Fliid med tusind-folde Dyder
At pryde deris Jord, om Engle-syn udbryder
Af deris Øyesteen, om ald Fuldkommenhed,
Som Soolen i sin Kraft, paa deris Liv opskreed:
Dog er de skyldig til engang at afbetale
En liden Orme-skat udi de mørcke Dale:
Thi som ey nogen Sool saa frydé-fuld opstaar,
Den jo sit Ansigt fuldt af Vester-Vande faar:
Saa er og ingen Slegt, af Ære, Lykke, Velde,
Saa høyt i Verden sati den ogsaa jo maa helde
Ned til sin Undergang! Der giøris ey forskiel
Imellem kroned Folk og slæb-opvandte Træl!
Saa uforskiellig er den blinde Død, at ikke
Hand sin forgiftig Skaal til dem vil eene drikke
Som Jordens Afskum er, men Himmel-folk og maa
Af Snuble-begeret en Duale-draabe faa.
Dog i ulige Stand, uliige Tiid og Alder,
Nu en, nu anden for hin skarpe Segel falder:
En i sit Barne-suøb fra Verden takker af
En anden mange Aar maa skildre for sin Grav:
En drikker Døden ind, blant Torden, Suerd og Lue,
En anden daaner, naar der rørjs ey en Flue: __

✂ En døer, naar Rosenen vel hærsk i Kinden staar,
En anden, naar hans Hud i gustne Furrer gaar:
En tager Afskeed glad fra Fattigdom og Møye,
Og lukker vel tilfreds sit Graad-opvandte Øye,
En anden stritter hart mod Dødens sidste Meed,
Udi en Sirkel fuld af ald Lyksalighed.
Saa skal vi alle med! det hielper ey at græde
Og vore Fædris Vey med bange Mood at træde!
Et Triin vel overgaar! saa faar vi Himlen fat,
Og Livets rette Sool gaar op af Dødsens Nat.
Dyd, Ære, Konst, Forstand, Mood, Riigdom, Verdens Lykke,
Armod, Vanvittighed, Mißgunst og Krøblings Krykke,
Er skrevne lige høyt paa Dødens Regne-bræt!
Som hand kand fiasse til, det holder hand for ræt.
Elisabetha Høg, Du lærer os at kiende,
I dit Exempel, at ey nogen Dyd kand vende
Den ubarmhiertig Død, hans slumpe-huæsed Lee
Udviiser nok hand kand aldelis intet see.
Thi dersom nogen Dyd og deiligt Engle-smykke,
Et Grand af Medynk kun af Døden kunde trykke,
Da hafde hand dig ey lagt ned i Mørkheds Land,
Og giort dit Siæle-boo som Sælde-støv og Sand.
Dog skal hand ikke sig af Seyer deert berømme!
Der flyder af din Støv endnu de Ære-Strømme,
Som ævig Kilde-spring af Dyders Velde-Vand,
Huor i sig Verden end udi Dig speyle kand.
I Verden groer endnu dit Naun i Tugt og Ære,
De Dig saa liige Børn dit Naun og Dyd skal bære,
Og siige Verden: Du endnu est Queg og vel,
I Himlen, og udi din ædle Herris Siæl.