✂ DEnd Drybe-Næsed Vinter-Mand,
Dend gamle Sure-Muler,
Dend Ise-skiegged fyg om Land,
Af Nordens kaalde Kuler
Opgraner daglig, og vor Soel
Med Bue-skytten driver,
At hendes bøye Krabbe-Stoel
Fornedret saare bliver,
Har hun tilforne Purpur-rød
Hver Morgen hilset Landet,
Og derpaa sendt sin Himmel-Glød
At varme Jord og Vandet,
Da maa hun nu bag Vinter-væg
Sin skieve Straale slippe,
Og neppe faae dend tage Skieg
Formildet til at drippe.
Hand truer daglig med Niels Frost,
Og Tud i Haand af Kolding,
De her skal have Vinter-Kost
Qvarteer og saa Besolding,
Derfor sig Jeppe fører i
Vel tre par gode Buxer,
At hand kand færis fix og fri
Med de graa-braaget Fuxer
Til Kiøbsted og til Kirke med,
Saa ikke Kuld og Kåre
Forderve skal hans Arne-Sted
Og andre Live-vahre.
Skindkiolen laver Ludse til,
Og tager ham af Benke,

✂ Hand faaer saa mangt et Flok og Pil
Ja fleer end mand kand tenke,
Hun pusler, plukker hver en Søm,
Og alle Folde-Sogne,
Om ey en Loppe er i Drøm,
Der siden torde vogne
Og faae til Livs, naar hun fik Smag
Paa goden Ludses Varme,
Og siden giøre for og bag
Vel hundret tusind Harme,
At sligt og ikke let skal skee,
Skindkioelen hun ophenger
En Times Tid to eller tre
Ved Kakkelovn paa Stenger,
Saa filer hun ham op og need,
Ja gnier ham og vender
Med Piile-Urten stram som Geed,
Til hendes Haand den brender,
Trotz siden sorte Rytter tør
I Ludses Gaard indride,
Og færes, som hand giorde før,
Og stikke hendes Side,
Hun dermed sikker er for Kuld
Og andre slig Uvenner;
Puus-laaden bedre er end Guld
For Kuld og Knug hand tienner.
Slig Snedighed veed Jeppe vel
Med Ludse sin at bruge,
Naar Veyret blæs af Vinter-bæl
Og Jule-knud vil knuge.
37 Vel fleerei og saa frygtsom er.
Som Ludse eller Jeppe.
For Vinter Hovmand Frygten bær,
Hvor høyt hand en tør skreppe,
Dend røde Michel Ræve-Dreng
Veed Hovfmand saa at trekke,
Hand jager ham af Tyve-seng
Og saa med Hunde-rekke
Forhidser hannem, at hand maa
For Hovmands Krop at værme
Sin røde Kiortel fort afstaa
Og krybe i hans Ærme;
Men hvo som det ey kand formaa
Med Ræve sig at foore,
Da kand vel Katten og tilgaa,
Som før har tient for Boore,
Saa bunted og saa blødt et Skind
Har Kiise Puus paa Side,
Er det til Ret giort efter Sind,
Det duer nok at slide,
I Fior det hendtes engang saa
En Vinter Aften silde,
Jeg bad om Logement at faa
Ret just i Vinde-kilde,
Mig Præsten hæderlig undfik,
Som Sæd er her i Lande,
Jeg med ham i hans Stue gik,
Og drak udaf hans Kande,
Blant andet smukt jeg hos ham saa,
Da blev jeg vaer at henge

✂ Et herlig buntet Foor, hvorpaa
Jeg sad og gabte lenge,
Og sagde: spætted Loß, dit Navn
Er høyt hos os at nævne,
Hvor est du kommen hid til Stavn,
Hvad var her til din Skævne.
Nu kand i slutte min Forstand
Og hvad mit Sind kand fatte;
Thi der at Synen meer blev grand,
Da var det Muse-katte,
Hvormed at Præsten vilde sig
En Vinter-Rok bereede,
For Kuld at vogte megtelig
Ved slig Naturens Heede.
Hand soer for mig, hand aldrig bar
Af Mickels Foor paa Side.
Om Navnet dertil Aarsag var,
Det kand jeg ikke vide;
Men nu at hver Mand laver paa
Sin Krop vel at forsiune,
Forhøyes Sengen og med Straa
Med Blee og Bolster-Dyne,
At Vinter-Natten og ey kand
Med Fug og Frost saa true,
At Eene-skiortet Senge-Mand
Faar ont af Host' og Snue;
Mens ach! vi arme taabe Giæs
Tør-baged Fugle[-stamme],
Ulykke os i tusind Læs,30 Just saa til Aars mon ramme,

✂ Naar andre sig fra Taa til Top
[Udfore] digt og fiøse,
Da plukkes reen vor anse Krop
Af smudset Kocke-Tøse.
Først giør de os en liden Heer,
Paa Stien de os sætte,
Vi tacke da paa vor Maneer,
Og os fuld snarlig mætte,
Vi sidde skidne nok til Disk,
Ret reen er ey vor Stue,
Vor Svane-hvide Rumpe-Visk
Og Aske-farvet Hue
Besudlet er af Dynd og Drek,
Som vi var fød og baarne
Udaf en lod og Drune Sæk,
Som Luus afæder Laarne.
Omsider skamme de sig ved
Vor Skidenhed at skue.
Vi lades løs og tratte ned,
For vi kand icke flue,
Vi pladske og vi dukke frit
Udi de klare Strømme,
Vor Ryg beskylde frisk og tit
Til Klatterne bortsvømme,
Naar vi see reent og skylled ud,
At vi vel kunde gange
For hvilken ærlig Gaase-Brud
En Gasse kunde fange,
Flux føres vi til Rettersted
Foruden nogen Naade,

✂ Tyranskelig vi handles med,
O Suck og Gaase-Vaade!
Saa settes vi imellem Knæ
Paa en stif-laaret Qvinde,
Hun knuger, som hun havde Træ
Og Tov paa Rock at spinde,
Vor Hals hun bøyer mod et Tru
Dend Gaase-Bødelinde,
Og skiær vor Nacke saa i til
Til Hierte-Blod mon rinde;
Men det er dog dend største Vegt
Til vor Udød og Plage,
At mange Qvindfolck er vor Slegt,
Og tår os dog af Dage,
Dog naar vi det betencke ret,
Hvad vel mon Aarsag være,
At dog den gamle Gaase-Æt
Maa slig en Skiebne bære,
Da kand jeg mindes, der jeg var
En skielig Gießling bleven,
Og mand ey meer i Sold mig bar,
Men blev med Qvißling dreven.
Blant andet, som der forefalt
Paa Veyen om at pladre,
Da blev af Moder min fortalt,
At hendes Moder Hiadre,
En Oldefader havde haft
Paa Sorøe Kloster inde,
Hvor hand fick meere Viisdoms Kraft,
End Gaase-Vid kand minde.
41 Hand ved dend Philosophisk Gang
I Græsset engang pilled,
Hvor Klerker to en Dag saa lang
Hin anden giek og drilled;
De tog sig intet Sands oppaa,
At hand forstoed Latine,
Thi lod de ham i Freden gaa.
Begyndte saa at grine,
Og sagde Gaasen med sin Slegt,
Hun maa sig nu tillave
Paa Brade-Spid at blive stegt
Og syncke ned i Mave,
Thi Morgen er det Skiølings Dag
Som over dem er given
For dend Oprørske slemme Sag
Og for dend Skik og Kiven,
Som nogle yppede dend gang,
Der Sancte Morten flyde,
Til dennem hen for Fiendens Fang'
Skiul hos dem der at nyde,
Det denne Gaase Slader-Pak
Ham skiendelig forraade,
Og fik derfor en Fandens Tak
Og kom i stor Unaade,
Thi over dem blev denne Dom
Til Viborg Snapsting feldet,
At hver gang, naar St. Morten kom,
Og saae sin Dag formeldet,
Til Pris da skulde gives op,
Ald Gaase Slegt og Stamme,
42 Til Baal og Brand med Skind og Krop,
De aldrig var saa Tamme,
Paa dend Maneer vi Kundskab fik
Hvor det sig monne komme,
Hvo der drak til med Dødsens Drik,
De Gaase-Børn saa fromme,
Men om hand der saa daarlig var,
For Gaase Ret blev stillet
Det Almis var at hand blev bar
Af Gaase Næb oppilled,
Hvad vilde hand i Gaase Sti
For Fienden sig at skiule
Hvi søgte hand ej Rap og Fri,
Hen til en Ræve-Hule,
For lærde Folk har vi ej Huus,
De er saa Munde sterke,
Og vi, naar vi har faåt en Rus,
Pas ikke deert paa Klercke,
Hand maatte Rejst en anden Sted
Dend Tiid hand gik og hveged,
Saa havde vi ej haft Fortred,
Og hannem saa Beskreged;
Men Gud skee Lov om hand fik Has
Paa Os, saasom hand vilde,
Hand skal ej Rose af sit Pas,
Og af det Gaase Gilde,
Hver Mand, der haver Mortens Navn,
Ham lidet har at tacke,
Fordi at hand løb Fastelavn
Med Gies at vilde Snakke,
43 Hans ærlig Navner derfor maa
For hannem nu undgielde,
At hand løb ind i Tyttis Vraa,
Og slap i Gaase Felde,
Naar derfor gode Mortens Dag
Af Østerskier oprinder,
Hver Morten vare da sin Sag,
Mand ham ej Svine-binder.
Er det talt Morten * * * * nær,
O [nei] slet ingenlunde,
En Trøye af et andet Lær,
Vi til ham skiere kunde,
Vi ham ej vilde Svine-Liig
Med Mølle-Hiulet brende,
Og hannem saa med Raab og Skrig
Ad Skoven bunden sende,
Nej nej, vi vil et fint Forbud
Paa hannem hermed giøre,
At hand udaf Draxholm ey ud
Sin Høyre Fod maa føre,
Før hand for os faar rettet an
Saa skiønt et Gaase-Gilde,
Som siden regnes kand fra [Dan]
Er seet ved Vindekilde
Dog Gaase-Viin og Gaase-Mad
Vi hannem vil forbyde,
Men Rinsken Saft, og Steeg paa Fad
Som ferdig er at yde,
Med meere som der følger paa,
Det vi ham ey vil minde,

✂ Hans egen Finhed nok skal gaa
Og Tractament paafinde,
Som høflig er og riime kand
Med slige Folk og Giester
er af jevri og ærlig Stand,
Som Fogeder og Præster.