Kingo, Thomas Mindedigt over Caspar Bartholin 1670

Den Ædle oc Høylærde, nu salige Herre
D. Caspar Bartholin
til Kornerup, etc.
Til et prjseligt Eftermæle.
((daggert) 2. Nov. 1670).

DEt giør dog aldrig got at tæncke Døden dreyer
Sit stoore Myrde-Seyl oc efter os sig neyer,
At voris Lefnets Skib, som gaar paa Lykkens Fang
I Verdens vilde Hav, kuldseyler jo engang.
Vi fødis til at døe; fra første Vugge-hvile
Og til vor Døde-søfn gaar hvert Minut at jle
Som Strømmens Buble-vand der glider sagte hen
I dyben Afgrund og kand aldrig komm' igien.
Den Krands vor Ungdoms Maj oppaa vort Hovet sætter
Ved hastig Løve-fald sin Skiønhed snart forgietter,
Saa det for Snimen stood i fulde Blomster-pragt
Er ved en Huerelvind med hast til Jorden lagt.
Vi bær slet intet Sundt fra Foode-saal til Isse
Som os en Timis Tjd mod Døden kand forvisse,
Thi denne Blandings Malm, huor af det Skrattekar
Vor Jorde-Bolig er, saa ofte ilde far
Nu i vor Aulings-sted udaf den lønlig Føde
Som sætter tjt en Gift udi vor spæde Grøde,
Nu ved den suage Sæd huor af vi Samling fik,
Og HErrens hellig Haand udgiorde os vor Skik.
Og mens vi siden skal forneden Himlens Øye
Med Orme-Sækken gaa, hielp Gud huad maa vi døye

* 116

Med Døden i vor Barm, som er suøbt ind i Synd,
Og lurer lønlig i vort Legems Sancke-dynd.
Saa tjt sig Vinden ey i Huege-Hiørnet vender
At jo vort Leve-blus sin Føde-taande skiender
Og tærer noget hen, som ey kand pustis op,
Mens lader Asken staa udi vor deylig Top.
Ild, Luften, Vand og Jord, som med os skulde stemme,
De tusind Flugter veed i deris Pligt at glemme,
Alt, alt for Syndens skyld, som giør et Døds-quintin
At overveye langt huer Apotekers Skriin!
Vort Liv er vickled ind i mange Soote-knuder,
Og af huert Suede-hull de Synde-veld opspruder
Som tærer all vor Kraft, indtil vi siver hen
Og Kiødet smulis til sin Skabnings Jord igien.
Og om vi [mægter] end vor suage Siæle-hytte
At flikke noget paa, og Leve-pælen flytte
Ved Lærde Lægers Haand, dog skal vi til vort Maal,
Kompassets Hammer gaar paa HErrens Stemme-
Naal!
Dog bliver noget end, naar Glasset skiønt er rundet,
Og all vor Sysle-tot aldelis er afspundet,
Vi taber ey saa slæt vort gandske Leve-spil,
At jo vor Efter-Mand kand sige vi var til.
Om end den blinde Død veed ey Forskiel at giøre,
Og det er raadnet bort huormed hand skulde høre
Og vide dennem Bøn som hafde vel fortient
At deris Levnets Telt blev videre udspendt.
Om Gravens Glise-mørck skal end sit fæle Tekke
Hen over Ond og god, ja Høy og Nedrig rekke,

* 117

Saa det ey kiendis kand huor Krunen den har sidt,
Og ey huor Vadmels trævl er over Ryggen slidt.
Dog skal det kiende grant huor Dyd har været inde.
Thi Dødens Skrekke-grav skal Dyden aldrig blinde
Den jo skal skinne frem og giør' en Morgen-rød
Udaf vor daled Sool og Ære-salig Død.
Det, Ædle Bartholin, er det som vi kand skimte
Ja see grandgivelig udaf din Grav at glimte,
Dit Lyde-løse Nafn, din trofast Ærbarhed,
Din eyegode Siæl, som huer berømme veed.
[Det] var dig lidt bekiendt, du varst et prentet Stykke
Af baer Oprigtighed, den var dit Levnets Smykke
Som Børn og Hustru du til Eftertancke gav,
Der daglig høste kand den Frugt udaf din Grav.
Des skammer Døden sig og haanis at hand skulde
Forgievis legge dig ved skarpen Lee i Mulde!
Thi ræt som Aanden slap, da fickst du Liv igien,
Her staar dit Rygte vel, din Støf bar mand kun hen.

* 118