Kingo, Thomas Næfve-tuud og Knud her-ud

Næfve-tuud og Knud her-ud

Hvo Kand fortencke een Poët,
Om hand vil skifte Kappe
Og til at blive een Prophet
Vil lave sig een Trappe,
Og nu igien hvo vil see suur
Om een Prophet tør Stemme
Et Hakkebrett i Venne-Buer,
Og ei Poëten glemme.
Sæt Strenge paa, Spil Lystig op
Poët, Prophet tillige
Om Momus virrer end med Kop,
Ved ei, hvad hand vil sige,
Lad skurre lidt, det skader ei
Mand kalder ei hvert øre
Skraal Narrifas paa Agetej
Mand lår dog got Folk kiøre
Og siger I dend Arme Giek
Slet ingen ting tør skiøtte
Hand rister kun sin Gante-sæk
Kun Skum og frode Spytter.
Lad Hunden lette op med Laar
Mod Høye Alter Strippe,
Der bliver dog vel ingen Skaar
I Alter Klædets Snippe
Om Sqvader Klaus paa Klokke kam
Sampt Rafn og Krage Gale

* 64

Og agte et u-skyldig Lam
At legge ned I Dvale.
Dog falder ei den Mindste Steen
Af Kirke-Taarn Herunder
Og Muuren finder ingen Meen,
Var de end tj og Hunder.
Vel an hvad for Poëterie
Er os nu nest for Døre
Og hvad for nyttig Propheci
Vil faae os nu at giøre.
Nu Hiernen legges vil i Blød
Nu grundis vil og giettes
Nu Loddet Kastis vil I skiød
Nu Strides vil og trettes.
Om mand i Aften vente maae
Een Lystig Giest til Huuße
Eller maa skee det tør bestaae
Til bedre Dage liuße.
Adskillig Spaadom til og fra
passere
Jeg Torter har I hver een Vraae
Her om vil Prophetere.
Hver Dreng Jeg har, hver Pige med
I Dag paa Tarter slegter
Een Lover mig een Giest i sted
Een anden det benegter.
Jeg veed ei, om dend Sorte Mand
Har seed dem eller ikke,

* 65

De alle af een Spaadoms Aand
Sig lader meget tykke.
Dog skurrer deris snak saa sterk
Ald Sammenheng forglemmes
Som femten Kiøbstedz Seyerverk
Ret aldrig eens kand Stemmes.
Fra Marcken kom nu Drengen hiem
Saa hvid som hand af Mølle
Var Krøben ud Kom jlde frem,
Hafd intet traad at følge.
Hand traved tokket hen i vær
Mod Vinter-Vinden Gabet,
Og det var ham saa Nær, saa Nær
Hand Krøbet hafd i skabet,
Sancte Baldrian
Saa Mund og Næße blaane
Nej, Nej, det er saa langt i fran
Som klyve op til Maane,
At nogen Ven hvor ßin, hvor from,
I Dag til Gaarde Giester,
Da løb [vist] Verden Aved om,
Da gik vist Vogn for Hester.
Af Fæhuus-Døren titter ud .
Smaa Røgter-pog og fløytter
Hum, hum, hvor giør hun sig til Knud
Hvor færis hun og føyter.
Nu saae jeg end ret aldrig Saa,
Hvor lenge Jeg har leved,

* 66

[En] Røde-Hosed bleved graa,
Een Sverting Kalk-slager bleved.
Og er nu hvert et Svine-Haar
Af Fug alt over Kriddet
Og Lås er Klæd i tydske Blaar,
Hvis Børster før var skidden.
Mens det nu saadan ude Lår,
Da bliver Jeg vist inde
Jeg troer og ey slig Vibe-Nar
Er nogen Sted at finde.
Der over tærskels-Bierg sin Foed
I Dag et Straasbret flytter
Jeg tør der sette Væd imod
Vor Moders Malke-bøtter.
Hver een jeg vil forgylde glat
Baad inden til og uden
Om fremmed Hoved Næste Natt
Her ducker ned paa puden.
Mod sligt trær frem til Vedermaal
Vor Feede Stegers Terne
Jeg gid ei hørt slig pluder-Kaal
Det bryder Mig min Hierne.
Jeg tør mit Hoved låe bestrøe
Med heede tørfie Aske
Jeg ei begier at heede Møe,
Mand maa mig Kalde taske.
Paa Søndag Jeg til Kirke gaar
Med Karr-Kluds Vrefl om Lokke

* 67

Med Ildtang giennem Næse-boor
Med Sveen Hose-Sokke,
Saa fremt at ei een fremmed giest
Losseer her ind I afften.
Gid Jeg saa sandt kun een had fest
Det slap Mig ei af skaflted.
Paa Retterbenck forgangen Nat
Mand Springe Dantzen hørdte
Den Kokke-Knifven hafde fatt
Med ham Gesvindig Kiørde.
Tallerken Rien Larmed med,
Ja Fad og potter trillet,
Og naar det tager saa af sted
I Kiøcken-hulled Spiller,
Da slaaer det mig ret aldrig feil
At Giest jo er i Vente
Hand maa da straxen hidtze Seil
Og ikke lenger lente.
Een anden Syster træder til,
Af samme Neb vil siunge
I Stuen har hun hørt Et Spill
Med Dørens Knark og Gunge.
Paa bencken hvismed skure-visk,
Paa Gulvet digt blev skrabet
Og Kortet Klopped tæt paa Disk
Og Nøglen Klang i Skabet.
Og meere Saadan Natte-fær
Har Sysled om i Søfne,
Saa maae Jo Venner være Nær
Paa Saadan Kald og Stefne,

* 68

Dend braaged Skadd' i Bislag sad
I Dagningen og skreged
Paa Bielke Hoved giord' sig glad
Og pilchede i Vegged.
Det holdis og et Varsel Sand
For Venttend Giest at være
Om gamle Merker regnis kand
Og skal ei slet fixere,
Her giøris mig Mit Hoved haar
I Kriller tii gang Krußed
Og tanckerne derinden for
Saa digt som væred brußed.
Staar Luften til Et Fug bereed
Jeg har et Fug I Hierne,
Veed ei, hvem Jeg skal holde med
Med [Pogen] eller [Ternen].
Tvifl Raadig giør mig Deris Snak
Som Korn i Soldet driver
Saa Søger Jeg min Almenak
Og seer hvad den vil skrive.
Jeg finder skreved for i gaar
Planeterne de Hvile,
I Dag det Kiendis Åabenbar
Paa u-roe Jorden stiler.
Er Stiernerne i Stille Søfn
Gardin for dem er dragen
Da Snee paa Jord er dog ei Jefn
Hand flyver dertil Fage.

* 69

Copernicus) dend tiide-boog
Maa gierne skreved Sammel
Forvisned er hans døde skrog,
Hans Kunst er [vorden] gammel.
Dog vides Reglen uden ad
Gaar her igien og Spøøger
Paa Älmenakens første Blad
At Himlen Hvile søger.
Men dis imidler Jorden maa
Sig lave til at flytte
Og hastig føyte som een Raae
Der frygter sig for Skytter.
Gott effter slig beskaffenhed
Jeg torde Halfveiß giette
Dend Ven Jeg vendter hid i Sted
Mit Sind til at forlette.
Hand tør mod Qvælding banke paa
Og sig aff Skindet føre,
Og siden i dend Varme Vraae
Med Døren for sig snøre.
Hand er jo ey paa Himmelen,
Ei Stierne-fæst med alle
Hand bær Jo Jord og Støf i Lænd
Har Fug og Flugt i Hæle.
Planeter Hvile maa for sig,
Jeg effter dem ei Lengis,
Min Lige-Mand Jeg ønsker Mig
Før Jeg skal gaae til Senge.

* 70

De Rage halsed bøye høns,
Der trine høit i Veired
Lad dem kun ha dend gade Døns
Dend Lykke dem beskiæred,
At de besøges tiid og tiid
Af Høye trafvind Kackel
Til sligt Jeg setter ingen Liid
Jeg som eenfoldig Stakkel,
Planeter byder ei til Giest
Hvo sig for god vil holde
Hand maa sig selfver være Nest
Og hvile inden Volde
Men om Hr. Kingo sværmer hid
Med Snee-by Sverm om Strube
At Stokke ham vi gierne gid,
og unde ham een Kube.
Hvor Monne dog dend gode Mand
I Dag sit tilhold have
Mon Vinter ha ham under Haand
Med Kuld og Kiede afive!
Er .Hand med St. Knud udreyst
Vil Juel af Byen Kiøre,
Fuld fast ham Hveger vist hans Geist
For hand har faaed føre
Vel Mugligt, at een fisker Voug
Paa tiiß-Søe ham giør harme
Vel mueligt, hand i [Mel]-støff Skoug
I hulde Bøg târ Varme.

* 71

Som Eremit tår ly og Læ
Hvor hand lidt skiul Kand hinde
Og Nøyes som forvildet Kræ
Med hvad hand for sig finder.
Lidt Hunning er hans beste Mad
Af Vilde Bier Sanked
Toe Nødder svøbt I Bøge blad,
Fra Muße tanden vanker.
Kand skee hand hos et Hesle-Stød
Og skrumpen Elde-trunte
Med viben halveys ligger død
Og paß ei meer paa Lundte
Før Tord ham Lokker med sit skeg
Hand da paa ny tør flue
Og flyde op med Sommer Eeg
Sin Reede [ved] vor Frue:
Vel Mugligt Veir har ført ham op
Kast i een Storke-Reede,
Der Kraller hand sin Usle Krop
Og effter Graa spur Leeder,
Hand Staarke-Maaled hastig lær
Hand Knæfrer fast med tænder
Hand Krummer sig for Kugle-Vær
Og Krymper begge Ender.
Hand Befver, Ryster, huddrer tæt
Og tuder digt i Næve,
Dend Stimper væred taber slet
Kand ei til Morgen leve.

* 72

Kand skee at St : Antonius,
Patron for Svine-[laged]
Har taget ham i Nat til Huus,
Der gad ei lenger aged.
Hand som et vældigt Spøgelse
Kiør sutte ud i Vinden,
Dog vil vel hendes Røgelse
I Stuen blive inde.
Hand snytter da med Næsebor
For det der inde Ryger
Saa skieft hand op mod Hullet glôr
For det der ude fyger.
Kand skee hand i een Ræfve-Graf
Har Stukked sig i Dvale,
Hand Kolden, snee og jiß og Kraff
Ei Kunde lenger taale.
Hand ynsker der saa sagt ved Sig
Vil Hier ald nu Kun komme
Til Michels Kielder listelig
Med Svogl og svamp I Lomme.
Med Ild i skaar, og træ paa Bag
Og fyre for i Munde,
Det blef Mig vel fuldkier een Sag
Jeg dermed hielpes Kunde.
Maa skee hand i een Sneedrif Staar
Til Beltested Ned siunked
Og drømmer om dend Leeg i gaar,
Mig tyches, og Dich dunchet,

* 73

[Ham] hver Dag ei saa lige vil
Een Echte Moder være,
Med ham at Leege Kælen spil
I Faiiffinen Dægge bære
Een Søgne Dag Stif-Moders Kiep
Tør hitte udj Krogen
Og Juncker Slentz giv' lystig skrep
[Lâe] Kingo smage pogen.
Hand hiunde bar paa Ryg I gaar
Alt for sin hiertens Kiere,
Nu falder noget andet for
Hand maa sig lade lære
Med skoul at Kaste giennem Vold,
Og Vinter-skantzen bryde,
Om hand vil komme i behold
Og Huselyed Nyde,
Her maa Jeg nu faae saa til ord
Som mand og ellers pleyer
At trøste paa et lille Noor
Der over Ende Stejer
Og falder need paa Gulvet plat,
"Faldt du, slog du dig, Barned,
Reys op! Kom hiid! Min snut, Kom brat
Jeg vil dig Løfft af skarned."
Kingo tutter Stritter hart
Arbeider, puuster, Stræber,
At I Jer i een flugtig fart
Med Veyen hid kand Slæbe,
Saa vil vi Middel finde paa,
At Styre Jer U-lempe

* 74

Jer Kiortel skal vel løses fra
De snee-begroede Klempe.
Er Eder et tinkande-skieg
Af Snee paa Kiefve voxen,
balberer-Steg
Vil skiære af det oxel.
I det ei finde skal eengang
Til allermindste Sprekke
Er Knevel-Barten Jer for lang
Vi vil den artig Stekke.
Og om Jer Mund er frußen til
Af Kuld og Bleven Vaalen
Vi dend vel [tøe] og Varme vii
Med gode Venners skaaler.
Vi vil med Grød og Kaage Mad
Jer slunkne tarme Måde
Med Søden Vand i Himmel Blad
Jer Kolde Mave Bade.
Jer pantzer-Stive lange Rok
Da sligne skal hos Gruen
Og Jis befletted Hoffved-Lok
Gaae løs i Varme Stue.
Ja Marven skal I skinne-been
Lifagtig Varme finde
I skal forglemme frostens Meen
Og Kuldens Harm forvinde,
Og sige: lad kun Juule-Knud
Sin Kalcke-Poße Riste
Hand faar Mig ey af Døren ud
Før Vindters Baand vil briste

* 75