Kingo, Thomas Mindedigt over Maren Bering 1675

Dend Dyd-Ædle og Himmel-elskte Møe, Nu salig hos Gud, MAREN BERING, Til sidste Amindelse. ((daggert) 3- April 1675).

ER det da best at døe, naar feyerst er at leve!
Hvo vilde frygte da for Dødens Sende-Breve
Som Himlen skikker ud, I naar de komme frem
At fodre os her fra og til vort rætte Hiem.
Indgrav dig, Verdens Barn, med stoor Bekymrings Tanke
I Livets falske Lyst, Lad din Liigkistes Planke
Klin sættis bag din Dør, dog høuler Tiden paa
Dend sidste Huile-spaan du under dig skal faa.
Dend Tjme, Lure-viis, sig om med Soolen dreyer,
Paa hvilcken Døden dig nedstøver og udfeyer,
Hand finde dig hvordan hand dig og finde kand,
Du stritte hvad du vilt, dog maat du bort af Land.
Vel derfor, ævig vel dend Siæl som sig bereder
Og daglig færdig giør, at naar som Døden meder
Med sidste Hierte-stød, at dend sin Orme-sek,
For Døden kaste kand, og giøre ham til Giek.
Vel tusind gange dig, Dyd-ædle MAREN BERING,
Som nu i Himlen har din rætte Vorned-væring,
Du gik den rette Vey, Dyd-pryded Engle-Møe,
I Dødens Ansigt, der det falt dig til at døe.
Just fra din Faders Huus til HErrens Huus du sætte
Din Himmel-rørde Food* der satte du til rette

* 133

Din Ungdoms Hierte-Huus, GVd gaf dig Løfte paa
Dit Himmel-Maaltjd skuld' i Himlen flux angaa.
Der tog din JEsus dig og fik dig Kaars i Hænde,
Hvor under hand for BRUD dig vilde kyss' og kiende!
Dig vaar ey Verden værd, men Himlen vilde dig
Som eget Egte-Barn tilegne gandske sig.
Vel er her efter dig din FADERS saared Hierte,
Din Ædle MODERS og din ÆTTIS store Smerte,
Dend goode Tanke som du hver Mand om dig gav,
Hvorfor en hver og gaar veemodig til din Grav.
Men Himlen raade vil! Det er dog Lyst at tale
Sit sidste Ord med Gud, og saa sit Hierte svale,
Som DU, med HErrens Trøst: Og tage sit Far vel
I hver Mands Yndest og en ubesmittet Siæl!

I største hast opsat
aff
T. Kingo.

* 134