Kingo, Thomas Om 2 Kaponer, skikkede til en barsel-kvinde

Om 2 Kaponer,
skikkede til en barsel-kvinde.

✂ Rød-tavled putte-ben, i tvende Hønse-munke,
I tager gode nat nu fra min korne-bunke,
Gaar, nyder nu den roes i eders testament,
Som i med ære har saa vel hos mig fortjent.
Fra eders Klecke-egg og første Kurre-time
Har alting vel begyndt for eder sig at rime;
Saa god en hønsebyrd i nok er kommen af,
At i ej haanes tør hos eders fædres grav.
Om i end haver mist naturens frydesteene,
Dog skal sig ingen det indbilde eller meene,
I for løs-agtighed blev lydt' og lemmed saa,
At erlig jomfru-høns ukrænket kunde gaa.
Ej heller skede det, fordi i skulde abe
Italianern paa og i kapellet gabe,
Ej heller at i med den hellig Romer-munk
Hos Nunner skulde gaa med skalke-kappen strunk.
Ej heller bar i.horn i eders ekte-sede,
Som tidt Mads Hanrej gjør, naar hønnen vilde kvæde
For sit nygjorde egg, i skjøttet ej derom,
Hvo egget hanede, det eder intet kom.
I var vort sejerverk, naar i fløj op i rande,
I derfor ogsaa fik saa mangen fandens bande

✂ Af søvnig Mette, naar kun sprat og tvined op,
Og ynskte vel end lidt at lonne hendes krop.
I eders næring har saa smaalig sammenskrabed,
Dog mangt et dygtigt korn, af eders Klov har tabed,
Som snyltegæsten tog for eders næse hen,
Og aldrig for en hvid gjord' eder godt igen.
Og som ej nogen mand foruden fiende lever,
Saa maatt' i kokkes tidt med spotske hønse-grever,
Der tidt fortykte det, naar i kun pikked paa
Dend liden kornestenk, som hos lodørren laa.
Saa maa i vel tilfreds med ederes skebne være,
At mand vil eder bort fra kiv og avind bære.
Langt bedre er at 'døe, end leve hen i had;
Hvo nu først kommer hen, hand maa vel være glad.
Dog skal i døden ej med sørge-øjne skue,
Om skjønt hand true vil med tændte baal paa Grue.
I som misdedere skal dog ej settes hen
I høj og heden jord til spot for eders ven.
Maaskee vel gild en mø skal eder selv henrette,
Og eder paa et spid med rene hænder sette;
Maaskee i sejler hen, naar som i nu skal døe,
I en saffraned grav, rusinesuppe-søe?
Maaskee med pebberrod i bliver balsomered,
Og eders nopped hud belagd og udstaffered,
Og endelig med lyst og latter slipper af,
Partered med en kniv, til eders hvile-graf.

✂ Mens førend i nu døer, da breder eders vinger,
Og gjører trende gael, saa det i luften klinger
Til sidste gode nat og til et æres tegn.
At nu vor dejlige kom hjem til egen egn,
Saa lykkelig forløst af hendes fødsels byrde,
Hvad skader det om mand derfor vil eder myrde?
Om i kun eneste den sidste ære naaer,
Hun eder kilderbeen paa sit tallerken faar.