Kingo, Thomas Mindedigt over Lauridtz Lindenow m.fl. 1690

        

171

SAa drag dit Sørge-Floor dog aldrig meer til siide,
I hvo du est som veed og skiønner Verdens qvide,
Men gru for hvert et Trin du skalt i Verden gaae,
Og frygt en U-færd kand for dig i Veye staae!
Om for dit Øye du dit Sinde-Glas vil sette
Og dine Tancker ind paa alle Sandser rette,
Tænck da, hvad Kummer og hvad Kors og Nød og
meer.
Ja hvad U-lykker dog her under Solen skeer!
Saa vit som Solens Vogn om Firmamentet render,
Og Maanens Vexle-Lyvs sin Fakkel-Kreds antender,
Saa vit som Stiernerne beundre Nattens Roe,
Saa vit, saa langt og bredt har Vandheld og saa Boe!
Tæl Regrens Draaber og tæl Sneens hvide Fluer,
Tæl Pærle-Dug i Eng, tæl Gnister over Luer,
Tæl Haffsens Sand og Løv i Skoven, om du kand,
Læt skal du tælle da hver Sorg i Verdens Land.
Aff saa U-tallig Tal er Vee og Vaader bleven,
Fra først, at Adam blev aff Paradiis uddreven;
Tilforn vaar aldrig hørt aff Modgang eller Meen,
Men hele Verden var for Suk og Klage reen.
Hvor Adam vendte sig, der saae hand Gud og Glæde,
U-skyldighed dend vaar hans blusels Hæder-Klæde;
Hvor Eva hos ham vaar, der var de store Too,
Som Verdens Herre-Dom Gud vilde selv betroo.
Med Løven kunde de, som Degge-Lammet, spille,
Ja Tiger, Parder falt i Knæ til deres ville;
Hin Labbed Biørn de greb foruden meen i Mund,
Og håndled Ulven som en venlig skiøde-Hund.

* 172

Hugormen kunde de foruden Fare tage,
I Krokodilens Hals med u-skad Finger rage;
En Øgle, Skorpion, Staalorm og Basilisk,
Vaar da meer handelig end nu en Ruse-Fisk.
I Lufiten Griff og Ørn saa høyt ey kunde føyte,
De kom jo ved et Nik, foruden nogen Fløyte;
Raun, Glente, Høg og Falk de holdte det for priis
At lyde dend Monark der vaar i Paradiis.
Ild, Lufiten, Jord og Vand i Fred vaar sammen knytte
Og ald Naturen stood til Adams Bud og nytte
Sig selv at byde frem; hvert Træ og Urt og Rood,
Med idel Sundheds Lyst vaar op for hannem grood.
Ja kortelig: der vaar paa heele Himlens Bue
Ey Sool, ey Maane og ey Stierne-Hær at skue,
Hand dem paa Fingrene jo kiendte runden om,
Og de bestraaled ham udi hans Herredom.
Men strax, O! strax hand faldt og torde Gud fortørne,
Strax fatted Døden Post paa hver en Plet og Hiørne
Aff hele Verdens Kreds, Van-lykker faldt og paa,
Og vrimlede her ud aff Dødsens Helved-Vraa.
Naturen brød sin Pagt og Huldskab flux opsagde,
Forkyndte Feyde-Brev, Ja dette der til lagde:
At Døden stoed for Dør (Guds Vrede vaar Herold)
Mod ham og ald hans Æt at føre Avind-skiold.
Her ypped sig en Kiv, en Kiv der uden Ende
Vil vare, til dend selv med Verden op skal brende;
Saa lenge kand der og slet ingen Stilstand skee,
I hvor mand ogsaa hen paa Jordens Klod vil see.
Viis nu dend Sted hvor ey Forskrekkelser og Fare
Sig haver lagt paa Luur; hvor Dødsens skyvlte Snare
173 Jo mangen har beklemt, og i en føye Stund
Styrt Haab og Høffding ned i Gravens fæle Mund!
Gak ind i Skoven og det Øye-Morsom grønne,
Hvor alle Træer staar omkronede og skiønne
Aff ald May-Maaneds pragt, som Solen har forgylt
Og Skugge-skildret, men glem ey din Sorrigs Bylt!
Lad Fløyterne, du kand aff Nattergaler høre
Med søde slag i slag, ey fylde saa dit Øre,
Du tænker jo at og en gifftig Orm kand Boe
I dette Løv-Kapel, hvis Brodd du ey kand Troe!
Frygt at hver Tykning kand din Mordere bedekke,
Og Døden bag en Busk kand sin Snaphane trekke,
Der giver dig din Rest og Deler dig til Staun,
Saa du et Aadsel er (maa skee) for Ørn og Raun!
Der Boe de grumme Diurs og Bæsters Vold og Vrede
Som effter Mord-gevær tør ikke lenge lede;
Med Kløer, Tender, og med Hoorn de Væbned er,
Og deres Dræbe-Tøy i skummel Mine bær!
Lad være, Kunst og vidd og Trusel det kand lave.
At og en Vild Natur kand føres under Ave,
Ved Folkke-Haand og Bud, at de kand spage staa,
Dog er der Fare at de Ufærd pønser paa.
Lad Løve-Hvalpen aff din Haand sin Føde tage!
Lad dend Bagbundne Biørn en Gøgle-Kllædning drage!
Lad Ulv og Ræv udi din Lænke bindes fast!
Dog ligger der i hver en Morder-Skalk og Gast.
Ja meer, En Brems og Bii, En Gedehams og Flue
Med Snurr og Brum og Bid tør Mennisket og Kue,
Ja det subtilig Myg tør sue Kongers Blood
Til Tegn at Adam slet sit Scepter forestood.
174 Gak i dend Prægtigste og største Konges Have
Der er og Maddiker og Orme op at Grave;
Der tør hin Snærre-Orm sin Leyr i Tfæer slå
Og Padden spy sin Gifft ey saare langt der fra.
Seer du i Lufiten op til Himlens Stierne-Bue,
Da er og Fare der med Rædsel tit at skue;
Hin sorte Torden-Sky, der Svangred er med Ild
Udi sin Damped Bug, er fæl og heel Umild;
Som Piil aff Buen hun sit Lyvneds Vrede driver,
Der døder Folk og Fæ, ja splitter, Borer, river
I Klipper, Skov og Muur, med saadan brag og brald,
Som Himlens Tøyghuus og des Fyrverk gik i smald.
Jeg Taler intet om de mange gifftig Dampe,
Der fænger Lufiten tit, og mangens Leve-Lampe
Udslykkes hastig ved U-tallig Sygdoms Pest,
Der byder Døden paa vor Usle Krop til Giest!
Far du paa Havet ud (hielp Gud) hvad Modgangs Bølger
Hvad Fare, Nød og Død der paa hin anden følger,
Saa vit som Haved kand omkrøye Jordens Bold,
Veed hele Verden aff des grumme Magt og Vold.
Vi vil Orkaner ey os til Exempel drage,
Vor LUTZOWS Huus er fuldt aff Norder-Søens plage,
Der ved Guds skyvlte Raad fik overveldet snart
Tre kiere Børn som var hans Lives beste part.
Det var ey Døden nok hand tøsser hafde Giestet
Udi hans Egte-Seng, og sine Pile festet
Saa nær hans Hierte, at hand Tviflsom vaar forskudt
Og Too hans Ribbeen i ælendig maader brudt.
FRU IDE ROSENKRANTZ vaar først hans Egtemage,
Hvis Dyder var hans Liv, hvis Død hans lange klage.
175 FRU KAREN JUEL dernest hans Egte-FelUg blev,
Som Døden ogsaa fra hans Seng og Side rev.
I begge kunde hand sig selv Lyksalig skatte,
Thi begge Fostred var ved Dydens Melk og Patte,
Aff begge Aatte hand Livs planter som der var
Hans Haab, dend tid mand dem til Graven begge bar.
Men som her intet er forneden Solens Øye,
Der jo bær tynge aff hin kranke Lykkes Møye,
Som blænder sig udi vor Glæde-skummed Skaal,
At Bitterhed vi faar iblant vor Honning-Maal.
Saa gik det ogsaa her: Thi der at Himlen vilde
Sin Lykkes Haand igien udstrekke og formilde
Hr: LUTZOWS Hiertesorg, ved kierlig Egtebaand,
Paa DELIANAS, hans dend Jomfru-Daatters, Haand.
Med LAVRIDS LINDENOW, en Mand der roost kand
være
At hand foreened Dyd med gamle Stammers Ære,
En Mand der KONGENS Værv i NORGE førte vel,
MONARKEN til behag og hver Mands ræt og skiel.
De blev et Egte-Par til begge Huses Glæde,
Som Solen, naar hun vil op til sin Throne træde,
Hun Nattens Sørge-sløer med Guld fordeeler saa,
At alle Kreatur der ved sig fryde maa.
Til Norge Reyste de og deres Boe-Pæl funde,
Udi saa stoor en Fryd og Fred som ynskes kunde;
Gud signed dem og de ham og i Øret laa
Med Daglig Bønner for fremdeles Held at faa.
Fra Norge vilde de igien en Reyse giøre,
Hand for sin KONGES Bud og Viilie at høre;
Hun for at Kysse paa sin gamle Faders Haand,
Og med sin Velstand at opfryde ham hans Aand.
176 I førsten har (maa skee) vel LINDENOW maat sige:
Min DELIANA, Du min Siæl, min Engle-lige,
Mit Hiertes halve Deel, Jeg hart beveges naar
At Jeg beseer Du med din Fødsels Byrde gaar.
Som Hiertet i mit Liv Jeg vilde dig forvare,
Dog kand der møde snart en Uformodet Fare
Udi dend falske Søe, omskiønt dend ey vaar stoor,
Du kunde skrekkes, og der over ilde foor.
Vil du, min søde Siæl, ey blive her tilbage?
Nest Gud mit Hierte skal dig med i Tanker tage;
Mit Bryst skal giemme dig udi dend Seyle-Ark,
Imens Jeg pløyer dend skum-Næsed Bølge-Mark.
Hun faldendes omkring hans Hals blant Graad og Glæde,
Fik saadan Ord i Mund: min Krone, Smykke-Kiæde,
Min hulde Hierte-Mand, O far dog ey affsted,
Du tager jo dit Liv, din DELIANA, med.
Skal IDE LUTZOW med, og Jeg skal blive hiemme,
Dend Sorrig skulde saa min gamle Fader klemme,
At hand vel tænkte mig var kommet noget til,
Jeg veed hvor from du est, at du det ikke vil.
Der er og intet nu som mig kand saare hindre,
O lad mig følge med, vor Sorrig er des mindre:
Men om Jeg hafde Børn der bundne var i Svøb,
Og andre der omkring i Gange-Vognen krøb,
Da kunde Jeg i Lyst med dem min Tid fordrive
Og de, som dine Pant og søde Gisel blive;
Jeg kunde Tanker og med dennem hen forslå
Indtil du kom igien, Jeg var fornøyed da!
Men see, Jeg staar nu med vort Barn her under Belte,
Vil du dend Kaade Søe til Skibs igiennem velte,
177 Og efterlade mig? O ney. Jeg tager part
I Havets Flyde-Boo, det aldrig gaar saa hart.
Tænk, om Jeg hiemme blev, hvad Sorg der vilde krænke
Mig baade Nat og Dag; Jeg vilde hos mig tænke,
Hyer gang dend hule Søe mod Bergens-Brygge skrød:
Nu er min LINDENOW, ak! nu er hand i Nød!
Hver Baad der gimped ind aff de U-rolig Vande,
Hvert Fartøy nogen saae Ulykkelig at Strande,
Da frygted Jeg, nu faar Jeg et ælendigt Bud,
Min LINDENOW har stødt og lider Skibe-brud.
Tænk da, hvor offte Jeg vel motte Døe og Daane
Aff lutter Rædsel! O Jeg veed du vil mig skaane
For Dagligen at Døe! Saa lad mig Leve hvor
Du Lever selv, hvordan det os og begge gaar.
Saa blev da slutted at de sammen vilde følge
Igiennem vilden Strand og dend blaa-grønne Bølge;
Det Skib blev Hyred, og de glad' om Borde foor,
Betroede Liv og Gotz et Flyde-Træ og Koor.
Der paa de giorde Seyl, og alle Master finge
Hver i sin Orden strax en Veyr-nem drive-Vinge,
Thi Vinden blæste good og alle Seyl de blev
Besvangred, og hver flag med Skibet prægtig drev.
Mand sig befalte Gud med Bøn og Sang tillige,
En vilde anden med sin ynske overstige,
For en Lyksalig Fart og Reyse til sin Havn,
Hvor for hver Løffte gav at prise HErrens Navn.
Skibsmesteren med Lyst sit Roor i Haanden vendte
Og vreed sit flyde-Huus, der meer end Posten rendte,
Thi Veyret pusted aldt aff fuld og gunstig Mund,
Indtil de Ankred i det mægtig Øresund.
178 Gud kiender med hvad Lyst og samled Hierte-Glæde,
De fra hin Tumle-Platz paa Land-Jord kunde træde;
Hver takked Gud og op i Land hin anden bar,
Men Allerkierligst det Dyd-Ædle Egte-Par.
Oppaa det faste Land de da med Glæde Kiørte,
De skummed Heste dem med Vind i Svøben førte
Paa Sirkel-mnde Hiul ved Stangens vende Koor,
Saa de til deres Værv og Venner glade foor.
Hvad høflig Kierlighed til Velkom veed at giøre,
Hvad Lykke-Ynsker som befryder Sind og Øre,
Hvad Favn og Hierte og hvad Mund og Evne kand,
Det giorde hver en Ven ved Leylighed og stand:
Men HUGO LUTZOW mest, hves Hiertes kierlig Aare
Nu flød i Glæde, nu blev trilled ud i Taare
Aff Fryd imod sin Søns og Daatters Møde-stund;
De Kyste paa hans Haand, hand Kyste deres Mund.
Med Ord det ikke vil sig lade nok udsige,
Hvad fryd i Egteskabs, det Tugtig Himmerige,
Blant Børn og Fædre i Guds Frygt anstifftes kand,
Dend er paa Jorden nest ved Engles fiyde-stand.
Saa Lærd er ingen Pen der megter og at Skrive,
Hvor disse Dydens Børn de kunde dog oplive
Dend gamle Faders Aand, der Høy-fornøyed stood
Og saae sig nyfødt an udi de Unges Blood.
Mand hafde ynsket vel de lengre kundet Dvælle,
Og mange Dage hos saa from en Fader Tælle!
Men som i Verden ey saa stadig samling er,
Dend jo maa skilles ad, saa gik det ogsaa her.
Paa Firmamentet ey Planeters Lyvse skare
Et saadant Moode giør, at det vil lenge vare;
179 Hver tager Affskeed for sin Kredses Rund at gaa,
Og det Saphire-Slot at om-befakled faa.
Hvad vil vi neden til saa fuld en samling vente,
Der ævig vare skal, og hver Dags Sool at hente
Os alle Lykker til? Ney! Far-Dag er for Dør,
Som Skilßmis hastig blant de beste Venner giør.
Vor LUTZOW maatte det med Børn og Venner friste,
Enddog saa dyre Pandt hand saare nødig miste,
Men hvor os Himlen brød og Lykke Lodner til,
Did skal vi, Koste hvad det ellers Koste vil.
Dend Dag, dend Affskeeds Dag var fuld aff kierlig Tale,
Som Graad-beblandet var! Om meer vaar at befale
Mand spurte Høvesklig dend gamle Fader ad,
Hvis brave Sind i Bryst forkleinet aldrig sad.
Hand Trøster dennem og en Lyksom Reyse haaber,
De bøyer sig, ogsaa med Øynes Perle-draaber
Befugter ham hans Haand ved Kyß og Kierlighed,
Hand Favned dem, endog det lit i Sindet sved!
Saa gik da Reysen an, og de paa Himlens Ville
Lod hen ad Veyen staa og Bønligst ind at stille
Til HErrens Forsyvn, hvor det frem ad skulle gaa,
De kun paa hans behag for deres skæbne saae!
De kom til Helsingør, hvor da i nogle Dage
Fru DELIANA maa Tolmodeligen tage
Imod en Feber-Giest, foruden det hun var,
Høy-Svanger, og oppaa dend Kierlig tyngsel bar.
Fra Hoffet midlertid Hr: LINDENOW bekommer
Sin Affskeed, og nu just med dend Affældig Sommer,
Naar Bonden velter om sin Jord med Plovens Tand,
Da vil hand Pløye hiem ad Norge giennem Strand.
180 Sig Vinden svinger frem en Dag med snare Vinger,
Og skummer Sundet op med lange Puust, og tvinger
Dend lætte Skibe-Hær at Vugges op og ned,
Enddog dend ikke vaar endnu for Alvor Vred.
Hin Søe-forfaren Mand, Storm-Vaandte Skipper banker
Paa Døren, sigendes: Nu vil vi lætte Anker,
Thi Vinden blæser, og om I vil følges med,
Da minder Tiden nu at skynde sig affsted.
De pakker sammen strax, hver beged Baadsmand motte
Med Bylt beskuldre sig, saa vit hand Kræffter aatte;
I Sluppen andre sad at Favne dennem ind
Til Sæde, og for fald ved slibrig Vand og Vind.
Saa Favned hver sin Ven i Arm og Kierlig knytte
Sig sammen, medens de ved Aareslag blev flytte
Hen ud til Skibet, hvor hin Kranke skebne laa
Som tyngest Ballast! Men Gud det beordred saa.
Der paa det hvinglende Skibs Overlog de satte
U-visse Fødder, og en hver var kiær at fatte
Skibs Folket, ved hvis Haand og hielp og Øye-Nik
De i Koyhytten strax et Gunge-Sæde fik.
Saa blev da Ankeret fra Havsens Grund opveyet,
Og ved sin Hampe-Tarm omkring paa (a) Spilled dreyed;
Skibs-Herren greb til sit Regerings Scepter-Træ
Der vendtes i hans Haand til baade (b) Lov og Læ.
Høy-Baadsmand, Styremand gav Ordre om at hidse
Det (c) Skonfar Seyl (d) i Raa og op ad (e) Mærset tridse,

* 181

(a) Bovlinen blev belagt, (b) Tobnanteren blev trekt
Der holder Raaen for Baadsmanden udi Vegt.
Hin pregtig Skonfar-Seyl paa sine Systre vinker.
Som ved (c) Misan og (d) Fok ophidsede fremblinker,
(g) Top-Seyl
Kroned blev
Og i sin fulde pragt ad Bølge-Marken drev.
Her raabes nu til Bøn, til Hiertens Bøn at giøre
Til Gud, som Havet kand fra stille Blik oprøre,
Indtil det syder op og skryder Vredelig,
Som Himlens Skyer det vild' over skyde sig.
Her Synges, Bedes og hver vil med Andagt Knæle,
Her gives Almisser aff de indskibed Siæle,
Der mellem Frygt og Haab beboer de salte Vand
Som flyde Borgere oppaa dend U-troe Strand.
Nu skal for Alvor det hen ud ad Søen gielde;
Tag Taare nu for Blek, tnin Pen, og lad dig Melde
Med ald dend Sorrig an, som mest optænkes maa,
Drag alle Sluser op for Øynes Græde-Aae!
Igiennem Sundet de ved Vinden Lyksom ginge,
Ja Anhalt, Læssøe, Skagn de og bag Styrbord finge,
Og satte Kaasen saa til Norge; midlertiid
Da Reyste Vinden sig og Søen blev ubliid.
Der om ved Lindesnæs, dend Vrede Søe dem førdte
Og frem for Listerland, da Nattens Dronning kiørte

* 182

Udi sin fulde Vogn, Bestierned runden om
Som dog Søe-Manden ey til Efterretning kom!
Thi Storm og tykke Skyer sig hafde sammen trekket,
Og alle Himlens Lyvs med lange Molme dekket!
Dend Nat dend vaar saa lang, saa fuld aff Suk og Graad,
At hver i Barmen blev aff Øynes strømme Vaad.
Men dend Uhyre Søe blev stedse ved at Vræle
Udaff sin Affgrunds Vom, saa disse arme Siæle
Forskrekkedes hver gang hand saa Uhørlig skrød,
Thi Dødsens Trusel fast paa hver en Bølge flød.
Det kommer mig i Sind ret som Jeg nogenlunde
I deres Angest og Samtale høre kunde,
Hvad Ord aff Sorg og Trøst der sammenblandet
blev,
Hvor med de Natten, som var uden Søvn, fordrev.
Hr: LINDENOW som Mand, som Præst, som ene Fader
I denne Hierte-Sorg, hand seer de Jammers Lader
Nu paa sin egen Siæl, sin Frue, som der paa
Hans Hierte nærmer5 end ald Verdens Vælde laa:
20 Nu maa hand see oppaa, ey uden Væ i Sinde,
Hvor Jomfru IDES sorg aff Øynene kand rinde,
Der hovned er aff Graad, hvor Hees hun er aff Skrig,
Og Jomfru ROSTORP med, som hyler Jammerlig.
Da brød hand frem udi dend hielpeløse Jammer,
Enddog hans Hierte laa som mellem Bolt og Hammer,
Enddog hver Bølge slog med Dødsens True-Mord,
I Favn hand Fruen faldt, og saa fik hand til Ord:
Min Dyrebare Siæl, mit Liv og hulde Hierte,
Det er en dobbelt Død for mig at see dend smerte
Hvor aff din Aand er fuld i denne store Nød,
Jeg selv, det kiender Gud, gik villig til min Død,
183 Om du i frelse vaar! O vaar kun du paa Lande,
Og Jeg kun ene flød paa de Tyranske Vande,
Jeg motte tænke da min halfve Part kun leed;
Dend halve, som er Du, vaar dog i sikkerhed!
Jeg motte tænke da, om Jeg i Søen bliver,
Og disse Bølger mig dog endelig afliver,
Saa vaar du, søde Siæl, dog paa din hiemme-Stavn!
Det Barn du bær oppaa, det lodst du faa mit Navn!
Saa vaar Jeg ikke Død aldeles, thi Jeg vidste
At Havet skulde før sin Salthed gandske miste,
Og Klipperne til Muld og Mask forvende sig,
Før du, trofaste Siæl, før du forglemte mig!
Men nu, ak! nu Jeg seer du est i lige Fare
Og Angest her med mig, da er mig Dødsens Snare
Ti dobbelt haardere, fordi Jeg er i frykt
At ald min Gnist i dig reent ud skal blive slykt.
Dog, Hierte Siæl, Vi maa her i os Taalig skikke,
Om Gud vil Dødsens Skaal vi skal i Havet drikke,
Vor Siæl som dog er Kiøbt med JEsu eget Blood,
Skal intet skades aff dend Rase-galne Flood!
Det Foster i dit Liv, ak! det mit Hierte krenker,
Det skiær mig i min Siæl, hver gang jeg paa det tænker,
At dog det lille Noer der aldrig Solen saae,
Skal og i Dødsens Nat ælendig undergaa.
Dog er her noget sødt i dette Korses Galde,
Udi vor Egte-Seng lod HErren sig befalde'
At signe os der med, fra hvilken Tid vi og
Bad Gud det motte faa sin sted i Livsens Bog.
Og om ey Daabens Vand det arme Noer bestænker,
Dog veed Jeg HErren hand paa det i Naade tænker,
184 At det paa Salighed ey Skibbrud lide skal,
Men sees engang aff os blant de Udvaldes Tal.
Hvad Legemet gaar an, vi der om ey vil spørge,
Og ey U-maadelig des undergang besørge,
Thi Siælen er i Roe udi Guds egen Haand
Saa snart i JEsu Troe vi gißper op vor Aand;
Om derfor nogen Hval og Hav-Hund os opsluger,
Om nogen Røver-Fisk os til sin Føde bruger,
Vi finder ey der til, thi Kroppen dend er Død,
Men Siælen er i Havn og veed aff ingen Nød!
Dend Dag skal komme, Gud skal os aff Havet vekke,
Ved sin Basunes Lyd hin Leviathan skrekke,
Da Hvalen skraale skal, og hvert Uhyre maa
Med Havet brende, som for Ilden tørre Straa!
Ey Lem, ey Ledemod, ey mindste Hude-pille
Skal fattes, naar os Gud igien vil forestille
Sit Ansigt, Da vi bood for denne Bane faar,
Og Lyde-løse ind til ævig Glæde gaar.
Saa trøsted hand sig selv og dem! Men der hand atter
Seer hvor hans Frue sig aff Taare slet udmatter,
Da brast hand selv i Graad, og vilde meere tald,
Men Talen fik ey lufft, dend blev i Sukke qvald!
Da DELIANA sig Utroligen behierter,
Om-Armer hannem, og blant alle sine smerter
Fik Ord i Munde, som brød ud med Øynes Vand
I denne Meening: Ak! min søde Hierte-Mand!
Min søde Hierte-Mand, Jeg qvegtes ved din Tale,
Vi vil med Troe og Taal ald denne Angest svale!
Bekymre dig dog ey for mig i Verden meer,
I disse Vaader vi til Himlens Glæde seer!
185 En Brude-Seng har os engang i Glæde sanket,
Et Skib er nu vor Seng og Sorg, hvor vi er banket
Med vilde Bølger; O det er dog Trøst i Nød,
Vi samled vaar i Fryd, vi samled er i Død.
Det Hav der sluger dig, det skal mig ogsaa Døde
Mens Gud behager saa! Lad Bølgerne os støde
Her under, at vor Krop aflegger Syndsens pligt,
Men vore Siæle skal ey Havet giøre Rigt.
Jeg og dit Barn er fast i Guds og JEsu Naade,
For baade Liv og Død dend fromme Gud skal raade!
Hvor hand vil Jeg skal hen udi det vilde Hav,
Saa haver det mit Liv sig til en liden Grav!
Min Syster, som du seer, sig og saa undergiver
Guds Viilie, og i sit Taal bestandig bliver;
Meer fik hun ikke frem! Thi Ordene de stak
I Halsen, dem hun ind i Hik og Taare drak!
I saadan Tale gik dend Møysom Nat til Ende;
Der Solen vilde da igien for Vognen spende,
Var Lufiten lutter Søe, der hastig sammen løb,
Ved Vind og Skyer, som for Solen drev og drøb.
Mand spørger Skipperen hvad Haab hand kunde giøre,
Ved Dagens Ankomst; da med Suk hand lod sig høre:
Gud hielpe! thi her er en fast fortviflet Sag
Om Redning, og det seer til en bedrøved Dag!
Hver holde sig til Gud og ham i Armen falde,
Med Bøn og Bood og Suk Alvorlig ham paakalde,
Saa vil jeg giøre hvad min ringe Evne maa.
Mens Skibet vil for Seyl og Roret lydigt gaa!
De vaar om Egersund og Sirivove drevne,
Til Jederen de og Vind-flyttede var blevne;
186 Der de midt-Jeders kom, da reyste Stormen sig
Alt meer, og Haved det Gnind-skraaled grummelig.
Som Ilden syvntes da det Vrede Hav at brende;
Nu foor de Himmel-høyt; nu syvntes de at rende
I Helved Hovedkulds! Da raabte mand: Beslaa
Mærs-Seylene, og lad for under-Seyl os gaa.
Men som hin Kaade Søe, dend Storm-behiulpne Morder,
Et Gran ey mildere ved nogen fiirsel vorder,
Mand Skonfar-Seyl og Fok udi en hast beslog;
Misanen svikledes, dog alt som intet drog:
Thi Havet Graat og Grumt Top-krusede sin Bølge
Der haffde Væyr og Storm og Kuler tæt i følge,
Saa Skibet (a) Lystred ey, men gik foruden Lov,
Trods Skipperen, trods Roer, Kompas og Kabbel-Tov!
Blandt (&) Brendinger og blant de blinde Udskiær møtte
Hin kranke Lykke da, saa Skibet hefftig støtte!
Mand søgte da til det Tviflraadig Haabnings Raad,
I hast at Bierge sig i Sluppe eller Baad.
Men en Fortvifled Søe det Skib i hast omkaster,
Og Stormen bryder paa, saa hine sterke Master
Hver en om Borde faldt, med Grusom brag og brald,
Som Himmel, Jord og Hav vaar nær i sammen-fald!
Dend liden Nød-hielps Baad og Havet over bryder,
Og i Affgrunden ham fra ald Undsetning skyder;
Da hver sit Jammerskrig til Gud om Naade gav
For Siælens frelse, thi nu saae de deres Grav.
Imidlertiid de sig i Dødsens Tanker slæbe,
Da raaber LINDENOW: at mand dog vilde stræbe
For DELIANA, som i Taul indvikled laa,
Men kunde ingen hielp aff nogens Hænder faa.

* 187

Der hun nu skyltes løs udi de stolte Vande,
Hvor hun sin Aand gaff op, da saae mand og i Strande
Hvor Jomfru IDE flød, og stræbte yderlig
At hun, om mueligt, dog kunde redde sig.
En Baadsmand hende fik ved Haand og vilde løfite
Paa^Vraget hende' op, men Velte-Bølgers Kløffte
En Kiste skylte ud, der aff Koyhytten faldt
Paa hendes tynde Liv; det hendes Liv og galdt.
Som Jomfru ROSTORP og til Havets Rov maa blive
Er LINDENOW endnu, med ængstig Siæl, i Live
Som ald dend Jammer an med Hierte-Vee besaa,
Hand faldt da over Bord og Døde strax der paa!
Endnu er Vraget fuldt aff nogles Meen og Klage,
Thi Skipper, Baads-Folk og hvad aff dem var tilbage,
Og ey fordrukned end, dend bitter Død og stood
For deres Øyen, og dem ingen Lise lood.
En hengte ved en stump udaff et brusted Takkel,
Som Bølger spøyted hen og sank dend arme Stakkel!
En Aandeløs hen ud paa Gallionen krøb,
Som Døden i sin Hals, med Søens Vrede, søb!
En Baglænds faldt og foor hen i det grumme Dybe!
Paa Overloget sees en anden halff-Død krybe!
En gleed og Bølgen ham hans Food og Haand bedrog
Og ned i Havets svelg med ifrig velde jog!
To eller Tre (Gud veed, hvordan de kunde Svømme)
De bierged Livet fra de hevnefulde Strømme:
Men LUTZOWS Ædle Huus fik her det største skaar,
Og hand udi sit Sind saa dybt et Hierte-Saar.
Gud Læge det igien og lade Himlens Glæde
Opfylde ham hans Siæl! Jeg veed hand ey vil træde
188 Fra sin bekiendte Dyd, og fra det brave Sind
Som tiit ved Himlens hielp har Døden grendsed ind.
Naar andre Drukket har sin Sundhed hen i Skaale,
Da har med affhold hand sin Helbred vidst at maale
Til længd aff mange Aar, dem hand saa yndig bær
Med alle frommes Roos, og Ære aff en hver.
O du Stavanger-Bugt med dine Morder-Vande
Affskyller ey dend skam, at du saa grumt lod stran.de
De Ædle Hierter, som forgik ved Sole-Sand!
Men LUTZOW lever dog og døer en trøstig Mand.