Kingo, Thomas Sæbye-gaards KoeKlage 1665

Sæbye=gaards KoeKlage

offuer deris Hornmegtige og Kløvagtbarre Tiurgilding
Som forleden dend 22 Augusti: 1665 der at nattens blæge Dronning haffde tagit Logement udj Tiurens8 huus, ued en uformodit død hastig bleff henrygt, schreffuen aff T: H: Kingo.

Wi horned Kiør til Sæbygaard
Og detz indhegned Vænge
Fribaarne slægt i mange Aar
Til skoue. Søer och Enge,
Herskinder paa vor Malchestæd
I Øster og i Væster,
I Norden och i ßønder med
Huor voris Kløv sig fæster,
Vor sorrigfulde skiæffnis art
Maae iche gaae i Duale
Vi brumler, bisser, bøger hart
Mens om vi kunde tale
Og ßom prophetens Aßen mund
Med mande maal udføre
Vor klage, vi da skou og Lund
Til medønch skulde røre,

* 4

Dend tußind aarit steene Eeg
Med ierne stiue arme
Vi uille giøre blød og væg
At ønche vores harme,
Ja dend Gudelskte bøgekrop
Til such vi uille trænge
Og paa dend røde Rønne top
En morbær kaabe hænge
Dend hierte gode hassel nød
Selfluillig skulle bryste
Affhugne trunter steen og stød
Som Eespe blade ryste.
Christalle læbet Tisøe vell
Skumnæsit skal frembryde
At og dend dumme fiske Siæl
Skal giennem bølgen skryde
Men at ei værden tenche skall
Vi nøder os til Sorgen
Som dend ßin glæde holder fall
For huer en skyefuld morgen
Vi klager os foruden stød
Som drengen der er kræßen
Som skiøgen gifiuer an sin nød
Og græder kun med næßen,
Da være verden det bekient
Vor Sorg er ey saa ringe,

* 5

Fast mindre nød er mangen hendt
Som klager dog til tinge.
Det er bevist for Skou og mark
Og Sæbyegaardes Damme
Huad Sorg os hos den Karpe parch
For Østen motte ramme
Vor gamle kalvefader der
Sit liiff dog motte sætte
Hans store krop och knogler her
Ved døden bleffiie trætte
Bør vi da ey ßom andre diur
Med rette jo beklage
Een saa førlæmmedt agtbar Tiur
Een Elephantes mage.
Kand andre dog om muus og myg
Jo store remser skrive
Om flue, torbist, bræmßen styg
Fuld store taler drive
Huor megit mere maa da vi
Eet saadant diyr omtale
Huis nafih er ædlet og giort fri
Blant Himmeltegn at prale.
Huad himmel-Soel oplyße vill
Det kand vi ey formyrke
Vi ere der for ringe til
Aff tanche, moed og styrche,

* 6

Vil nu hans herkomst, liiff, og død
Vil derfor forregive
Og bede uden spot og stød
Een huer uil gunstig blive.
Om vi hans herkomst regnedt op,
Det afften uille vorde
Før første roed og ßidste top
Bleff ridsit aff paa borde.
Een slegtelinie bleff saa stoer
Aff tyre, Kiør, og Stude
At huo dem schulle gifiue foer
Fich vist aff rygverch lude
Det iche deert fornødent er
Hans herkomst at affmale
Aff dyd och idræt thi enhuer
Veed noch derom at tale
Hans Fader var een ærlig tiyr
Foruden bræch och vanske
Hans Moder var it mälche diur
Som kaldes koe paa danske
Naturen intet hafde spart
Aff huad der burde være
Paa hannem, effter tiyre art
Det haffde hand med ære.
For uhæld eller abekat
Mand ham ei kunde agte
Hand derfor og var vel omladt
Endog hand foer kun sagte.

* 7

Hand ei som Minos Horensøn
Var halff i tiyre liige
Og halff en Mand aff bedre kiøn
Som Creta veed at sige.
Perill ham iche haffde giort
Med kaaberdøer paa Siide
Til fangetaarn og piinsels ort
Til mande meen og quiide.
Men it saa artig tiyre hæld
Hand haffde allesinde
At ei i femten Præste giæld
Hans liige var at finde.
Aff lemmer var hand føer och bræd
Og ret paa Fædre slegtig
Som Hollandsk art er stoer og feed
Aff kiød og knogler vægtig.
Hans hoffued kroppens krone steed
Naturen haffde ziiret
At fra hans ungdoms første fied
Toe horn aff nakken spirit
De ei som Acheloi vaar
Imod Naturens ære
Hand dem og ei sin slegt tilskaar
Som hanrei torde bære.
De viise klærche i vor Hegn
Sig tut bemøie torde
At see paa hans Nature tegn
Huad aff ham ville vorde

* 8

Een oversaae hans øinebryn
Og sagde hand vil bliffue
Een grum Tyran thi øinesiyn
Ei gierne pleir at live
Hand seer jo dbg saa tyrkisk ud
Med saadan bister miine
At om Xantippe var hans brud
Hand kund ei være tviine.
Dog det derfor ey aldtiid skeer
Dend Løve grum strax bliver
Som skummelt giennem øiet seer
Og snorcher høit og sniver
Mand kand sig tit forsee oppaa
De klare øinesteene
Thi straaler som fra dennem gaae
Ei alt med sindet meene.
Kulsuieren fra ungdom op
Brandøiet aldtiid titter,
Fra hælen oc til hoffued top
Hand grimmer sig og smitter.
Om ham en vakker Engelsk Møe
Bleff var paa Roeskild heede
Aff Frygt hun skulde neesten døe
Hiert kipped hannem beede
At hand dend unge bierge trold
Vild hende lade leve

* 9

Eet tusind pund hun ham til sold
Veluillig vild' bebreve
Endog han aldrig er Tyran
Men ichun kulsort gliser
Morian
Sin Filsbens tand frem viser.
Saa dømmer verden offte vrangt
Aff bare øinestraale
Thi Sindetz dyb er bret oc langt
Og ei saa let at maale.
Huor mangen seer saa vrinsk og vild
Som hand kund tusend fælde
Er dog ei verd en røgit Sild
Naar det om hud schal gielde.
I stuen mangen Luerød
Aff øie vrede brænder
Som demper vreden dog med grød
Fast heller end hand rænder
I marken moed den blæge Mand
At ligge der for fugle
Og staae for suerd og Lundtebrand
Og lufte-huinend kugle:
Kand bonde Jeppe Sig og ej
Tyrannisk noch anstille
Om nogen paa hans gildis vei
Begønder ham at drille

* 10

Hans øie voxer brikke trint
Hand hærder strax sin pande
At bøde for med kiep og flint
Mod broddit kruus og kande,
Naar den schumschiægit fyldevom
Ved hanegal hiem kommer
Som hand vild' velte husit om
Hand hujer, puster, brommer,
Hand sægler, skummer, skiærer tand
Og griber til sin junge
Hand fischer, bander huer en Mand
I lever og i lunge.
Da faar hans Luze høre paa
Saa mangt it Mandoms stykke
Huor mangen død der for ham laae
Huor mangen gich paa krykke
Dend tiid hand var for Oldensloe
Med Christian den fierde
Huor mangt it sultit been hand gnoe
Huor mangen streg hand lerde.
Blodgærig uden ald qvarter
Foruden nogen naade
Hans kniff giør aff med huem hand seer
Thi drukken moed vil raade
Men naar mand ham om morgen seer
Naar hand er fra sin tønde

* 11

Saa naadig hand ad huer mand leer
Som bunde hund ad mønde.
Hand da ei telle kand til fæm
Som før kund regne brøiken
Luze lige fræm
Som vaar tilforn een Frøiken.
Ald Tyrannj og overmoed
Barrnhiertighed er bleven
Hand tørster iche effter blod
Hans kniiflf i balg er drefuen.
Huo skulle tenkt at øjelog
Paa hannem kunde skiule
Det mangen udj spende boeg
Ei skulle hiit til Juule.
Saa tager mand dog offte feil
Paa mangens øie-mærke
Formummit er det sinde Speil
Som og kand giække klærche.
Saae dog vor Marche-første vred
Lidt aff sit øie ende,
Slet ingen veed Mand hand dog beed.
Paa siiden ingen rænde
Som ham tilforn ei aarsag gaff
Till klammer, stød og trætte
Det nafn har hand og med i graff
Hand aldrig gich i rætte.

* 12

I Capel Sæbyes Engefald
Hand heller ville læße
End høre tingmends eed og kald
Og gloe paa Jacobs næße.
Naar nogen giorde ham imoed
Da kunde hand Sig tuinge
Hand var sagtmodig, from og goed
Som bryst vaar stoer og [bringe].
Dog var hand iche saa forsagt
At naar det gik i kniibe
Hans ærlig nafn blef da nedlagt
Thi hand ei torde slibe
Paa rusted fiil og kradse ud
De tykke spindelveve
Thi graffue rust och bysseslud
Giør siælden en til Grefiue.
Hans flinte næsede pistoll
Dend skulde iche klikke
Hans rumpe daskend speechenaal
Hand skulde ei forstikke
Men fort oc flinch sit hornespiud
Paa kraaged hals at spende
Hand dermed kunde giøre liud
Og dysten fix anrende.
Vel kunde hand fra iord og Land
Ei høit i luften springe

* 13

Og ei som smidig frandske Mand
Sig legge net i klinge
Og støde ind med tertz og qvart
Og føyte strax tilbage
Forstoed hand ei men digt og hart
Paa siidebeen at brage.
Paa gammel danske stoed hand fast
Og fienden torde bie
Hand skiøtte ei om huden brast
Og reffbeen skulle side
Dog hand ei huggebasse vaar
Og ingen rifvejætte,
Hand stamped iche som it faar
Reeff aff Sig haar og hætte.
Men vaar saa hiertefrom og goed
At dend hand aldrig kiænde
Hand tit i Engen hos Sig loed
I græß til knæet rænde
Thi hand var ei aff art saa slem
Som graadig biørn og basse
At huad hand fich i Kloe og klæm
I tænder skarp og Huasse:
Hand aldrig det med fremmed ven
Engang fordeele vilde
Men snærede og beed ham hen
Og green ad hannem ilde.

* 14

Som avindsiuge bonde Hund
Ved tørre høstak bunden
Sig før lår giøre blodig mund
Og tærske ned i grunden
Før hand en liden vindel høe
Sin præstes kudsk skal give
Før skal hand bide, bielde, gøe
Og høit i lufften pive!
Nei! Nei! aff saadan skinder art
Vaar ei vor kalfve-fader
Hand var slet ingen sniib-for-hart
Og ingen stakkel hader.
Hand iche gierne eene aad
De feede Enge foere
En fremmed i hans Enge loed
Hand og sig offte moere,
Thi tusend gylden, kabbelhat
Hand agted iche meere
End kongen agter en Ducat
Paa pebling at spendere.
Dend vandekiære lillie stoed
Saa deilig aldrig kroned
At den en fremmed var for goed
Og bleff for hannem skaanedt.
Violen aldrig var saa sød
(Dend buske Apotecher)

* 15

I Skou var Rosen ey saa rød
(Den unge næse-lækker)
At hand den rygte op fra jord
Naar fremmed hos ham vaare.
Som mangen rifuer dug aff bord
Naar hand seer giest i gaarde
Og spilder halff den gode Mad
Naar Qvinden hun maae løbe
Med Faunen ganske fuld aff fad
Som hæst for Vognmands suøbe
Og naar saa goden Lurifas
Med døren først har snørit
Da skuler hand for vind-ve glas
Som ham var giort paa ørit;
Og skrukker ud med veggen fast,
Og springer staff i siide
Fordi hand i en huj og hast
Vil over giærdet skriide
Phuil traads at saadan gnierie
Om hannem høns skulde
Huer loed hand æde frisk og frie
Mens nogit var paa mulde.
Men for gemeen hand iche dog
Med huer Sig vilde giøre

* 16

Hand saae vell huem hand fich i aag
Til Sig i mark at føre.
Siin værdighed hand holt i agt
Huer fior-kalff hand ej skiøtte
Huer driffte nød gaff hand ei magt
At gaae til deiens bøtte.
Men Præster undte hand saa vell
Som vi kand aldrig siige
Vii svær derpaa med ræt og skiæl
Vi veed kun faa hans liige,
Her Jens i Sæbye ønsker
Hand haffde levet lenge,
For hand loed ind hans kalff og koe
Til Sig i Sæbye vænge
Og aldrig saae hand surt derpaa
Huor hand dem kunde finde
Men holt deraff naar hand dem saae
At de Sig aade trinde
Ei heller leed vi andre trang
For de til græssit naade
Ei een aff os var siug og suang
Om de end vare kaade.
Vel kunde vi og høit derpaa
Med opragt horne svære
Vi Præstens piige aldrig saae
Siin malkekande bære
Vi jo en kirchepsalme fik
Aff hende strax at høre

* 17

Som orgelverk det herlig gik
Og klang udj vor øre.
Vor mælkedeie deraff tog
Det første gaffn og goede
Og lærde som aff Præstebog
At siunge effter node
Og slog hun end tiit feil oppaa
Sin Catechismus blader
For hun gad ej til Deinen gaae
Med andre bønder hiader,
Da giøres det ej dert behoff
At hun hos Deinen læste
Hun til siin Lærdom saaßom sof
Naar Præstens puge blæste
I hende at hun bleff saa næm
Og paa sit fastend hiærte
Fik mangt it ord der haffde klæm
Det hun og hastig lærdte.
Hun fattedt det en morgenstund
Cathechismus skifftis
Fra først til enden fik hun grund
At om hun skulle gifftis,
Hun da ej skulde bleg og røed
For SognePræsten stande
Thi mangen stakkel tiit faar støed
For denne skik i Lande
At strax een fattig puge skal
I Egteskab indtræde

* 18

Langt er det da fra Præstens Kald
At hand det vil tilstæde
Før hun er bleffuen offuerhørt
Om hun kand staae Sin prøflue
Huad sæd og skik hun haffver ført
I lærdom sig at øve.
For dend skyld mangen ærlig Møe
I fulde fiorten dage
Aff lengsel daane maae och døe
For ventend Mand og Mage
Ja tiit een maanedt gaae paa Tog
Og moed sin viilie bryde
Sig med sin Cathechismus bog
Det maae en steen fortryde.
Men vilde Præsten om den skik
Saa offte iche tuiste
Hand tiit en Rixmark danske fik
Som hand maae ellers miste;
Huad gauffn vi ellers hafver hafft
Vdaff dend Præstepiige
Med offuerflødig Melchesafft
Det kand vi aldrig siige
Hun lærde først vor Malkemøe
At hun ej skulle slippe
Vort yver (Fruens Malke-Søe)
Og ej gaae bort med strippe
At hun jo krydset koe og spand
Før mælken kom paa hylde

* 19

Thi kierlinger de ellers kand
Smørlykken fra os trylde.
Det gaunedt os de Præste kiør
Som gaar hos os i Enge
Og vel optugtedt Præste Møer
Gid de maae leve lenge.
Nu rinder det os atter ind
Som vi har hørt formælde
Huad dom at fleer om tiurens sind
Vdj hans vngdom fælde.
Som hand en deilig Morgen stund
Paa biergeßiiden legte
Huor Solen udaff gylden mund
Med blanke straaler pegte
Og Natte-dugen tørret op
Der perleviis omhengte
Som paa dend tynde blomster krop
Vædskmundet Maane sprengde,
Da ret som Soelens gylden haar
Brød ud i tusend lokke
Og nattekuld siin affskeed faar
Fra Engens vaade sokke
Da hyrden sad og lysked Sig
I Soelens spæde straale
Og koen hørdtis liydelig
For Morgenmælk at vraale
I samme stund mand bliver var
Een bisse-kræmer komme

* 20

Som huus og gaard paa ryggen bar
Og Renten i sin lomme.
Som hand vor Marke-Første saae
Paa biergebræden spille
Bag rumpen loed hand kiæppen staae
Og holt saa ganske stille
Og med forundring flittelig
Beseer de tiyre-dyder
Som aff hans svirred pande Sig
Ved huert it haar udbryder.
Hand dømte strax hand Herre vaar
For alle kræmmer drænge
Vdaff dend pung som melløm laar
Paa hannem monne hænge.
Hand sagde her paa Sæbye-gaard
Maa være skiønt at tiene
Mand her sin løn vist rigtig faar
Det kand ieg see paa denne.
Saa stoer een pung hand med sig bær
Randers Rentenerer
Fra Viborg omslag naar mand der
Pro cento sex leveerer.
Dog stakkels giæk hand ei forstoed
At iche alle punge
I saadan himmeltegn er groed
At de skuld vorde tunge

* 21

Udaff her Maxiwilian
Og aff Rudolphi vare.
De bliver nu kun lidt hos Dan
Men gaar med Espen Snare
Hen over Søe og salten vand
Vdj de Riige banker
Der giemmes det hoes fræmmedt Mand
Som danske Bonde sanker.
De hollandske res parvæ ej
I alle poser voxe
Derfor gaar Bondens koe siin vej
Og drage færdig Oxe.
Saadanne vrange tanker Sig
Vel fleere ogsaa giorde
Som nu for Sorg vitløfftelig
Vi ei kand faa til orde.
At tale meer er ej behoff
Om hans natur og slægte^
Nok er det ham til priis og lof
At hand var baaren egte.
I ungdom blef hand tugted vel
Vdaff hans gode Moder
At hand ei skulle som en Træl
Paafinde skarens noder.
Sin eegen patte hun ham fik
Og holt slet ingen Amme

* 22

At hand ei skulle faae den skik
Paa fremmed bryst at kramme
Og blive saa en dudendop
Vdj siin gammel alder
Og gaae med een unyttig krop
Med brudden lænd og balder.
Hans Fader hannem heller holdt
Til sparsomhed och maade
Og vændte ham til hedt og kaaldt
Saa hand sig kunde raade
At naar hand skulle blive til
Engang siin egen Herre,
Hand ikke med forkikked spil
Sig skulle selff forverre
Men æde drikke maadelig
Vdaff de fæde Enge
At hand saa kunde fleer' med Sig
Begræsse vel og længe!
Det kunde vi og om det galt
Til Landsting om ham vinde
At aldrig nogen græßgang faldt
Saa deilig nogensinde
At hand der skulle æde meer
End hand vel kunde orke
Og ligge saa i dynd och leer
Hos Bondens Soe at snorke.

* 23

Ei heller drak hand viddit bort
Ved nat og dag at søle
Hos tærning spil och femb blad kort
Og tage Seng i pøle.
Hand ved een rims ei heller loed
Sig paa sin næse spille
Og griime Sig med krud og Soed
Naar lystig folk vil drille!
Hand derfor og ei heller laae
Til middag hen at snue
Og Jesper Smid ham aldrig saae
Engang udj siin stue.
Thi brændeviin og tobaks røg
Hand aldrig ville drikke
fuld som Øg
Ret næbefuld at hikke.
Mand derfor ei rubiner ham
Aff næsen kunde plokke
Som hand var fuld aff frandske kram
Og nys fich børne poche.
Ved saadant bleff hand bred og føer
Vdlagt i bryst og bringe
Og skikelig til sine kiør
I rætte tiid at springe.
Deraff mand saae den kalve-dantz
I sneese tal og fleere
I Sæbye Eng hos koens suands
Sig aarlig at formeere.

* 24

Der saae hand og siin lyst oppaa
Huor børnebørn de sprunge
Naar pigerne hos malke saa
Sig satte need at siunge.
I saadan glæde dreff hand hen
Sin ungdoms aar og Alder
Thi lykken var hans gode ven
Og aldt til ynske falder.
Men som i verden intet er
I saadan flor och lykke
Det jo forandrings skiæffne bær
Og gaar paa skifftes krykke
Saa har vor Tiur og drukked sit
Aff modgangs suure skaale.
I Svendske tiid med smerte tiit
Hand motte see og taale
At hans afffødninger de tog
Og for hans øine flaade
Og somme bort i Landet jog
Og somme hiemme aade.
Dend Svenske Plager her paa gaard
Som fast med huer mand rutted
Paa ham engang it anslag faar
Og det omsider slutted
Ham iche paa hans fødeleed
Sit foer vild længer give
Men hannem i landflygtighed
Til Pomeren hendrive.

* 25

Men himlene som aldring kand
De ogsaa dette vænde
Vor kalfve-Fader bleff i Land
Indtil siin sidste Ende.
Men Fienden maatte ved it saar
Sit eegit liif qvitere
Gid Askvad blir en Herregaard
For det og andet meere.
Der freden hørdtis nu i skye
Trumpeters munde
Og bunden satte boe paa nye
Og vaar saa glad hand kunde
Og huer sit qvæg i marken dref
Fra vræde Mend og vnde
Og lou i Land bleff frelsebref
For adelsmand og Bunde
Da tenkte hand omsiider Sig
Til Rolighed at give
Og at hand vilde endelig
ordens broder blive.
Hand dermed loed sig skiære ud
Og til Capune giøre
At hand saa kunde som een stud
Et munkelefnit føre.
I saadan hellig Munkestand
Hand nogen Tiid henlevet.
O det var skade at ei hand
Een Cardinal var blevet.

* 26

Oc vidste Paven det, hand kom
Ret uist i helgen roede
Og Tiure-legerne til Rom
Kom vist igen paa foede.
Der hand nu i siin Eenlighed
Saa mangen maaned endte
Blef lykken hannem atter vred
Og bladet for ham vendte.
Her Ræntemeester ßindet bleff
Hans stand til at forandre
Hand skulle effter post og bref
Til Kiøbenhaffn henuandre.
Der agtede hand ham maaskee
Til spillefugl at giøre
Saa huer mand skulde ad ham lee
Naar de ham vilde føre
Paa alle gader op og need
Med maled horn og kløve
O! hiertesorg, og stoer fortreed!
Som maae en steen bedrøve!
Siin skiæffne bleff hand und og vreed
Men tenkte dog omsider
Mon Gasten Hansen dette veed
Huad dog ieg stymper Liider.
Jeg iche troer at hand har hørt
Et ord deraf at siige

* 27

Hvo mig skal have saa forført
At ieg maae porten viige
Thi ieg vist troer dend Dannemand
Hand hialp mig nok til rætte
Jeg mindis vel huor offte hand
Sig selff i fare sætte
Og friede mig fra Svenske aag
Ja megit andit meere
Og mangen Fandens snibbe tog
For mig og andre fleere
Og aldtiid undte hand mig vel
Hans Hustrue og deslige
Om ieg paa timen slaais i hiel
Jeg kand ei andit siige.
Men nu var det ham kun it ord
Om hand mig vilde frelse
Som hand saa offte før har giort
Og bragt mig til min helse
Jeg veed hr. Rentemeester sug
Loed noksom overtale;
Om nogen haffde falskelig
Talt om mig paa min hale,
Og Gasten vilde sige sandt
Huad andre vilde lakke.
Jeg vel min V-ven offveruant
Saa hand fik skam til takke.

* 28

Der dog slet ingen sige kand
Her Ræntemeester vilde
Forderve nogen ærlig Mand
Og see det gik ham ilde
Fast mindre dend ham ærlig tien
Og troskab lader kiende
Hand elsker dend ej som siin ven
Men som sin egen frende
Hui skulle hand da meere mig
End andre forurætte
Nei! Nei! hand vel betænkte Sig
Førend hand giorde dette.
I dette haab indbrumlet bleff
Hans Staelde Secretairer
Og hannem hand it tanchebreff
Til Carsten hen leverer.
Hans Secretairer blef saa dum
Der hand fik det at høre
Der stoed den slemme skiægebom
Vild ei gaae uden døre.
Gud naade dend der slaar sin liid
At fræmmed troe skal tienne
Thi leiet mand i modgangs tiid
Slaar feil, der er hand henne!
Der hand da ingen middel saae
At blive her i live,
Fordi at ingen vilde gaae
Hans nød at foregive

* 29

Aff angest hand da segnedt need
Sin lykke at begræde
Og ald sin forrig trofasthed
At spytte paa og træde.
For Guderne i mark og Skou
Hand klageligen mumled
Fremæskit Landeræt og Lov
Og disße tancher brumled
I Marche-Herrer, Hyrde-mænd
Og smukke Malke-piiger
Huis stau og strippe ieg har kiænt
Ach! kommer frem och siger
Om ieg udj min lefnets tiid
Min Hosbond har besveget
Om ieg med troskabhed og fliid
Ei altid har omhueget,
Hvor ieg Hans koe og kalfveflok
Tifoldig kunde giøre,
Det er dog Eder kundbar nok
Om mand vil Eder høre.
Har ieg dog ei med opragt hals
I lufiten offte dønset?
Og holt min helbreds pung til fals
Ja stedse derpaa pønßet

* 30

Huordan ieg kunde lugte ud
Om koen skulle springes
At deraff mangen herlig stud
Til veie kunde bringes.
Det lykkedis mig paa min troe
Mit tal tog til at voxe
Huer qviékalff bleff ny bær koe
Huer studkalff drægtig oxe.
Hamborger ei moed danske Mand
Kand saa affældig være
Og Lykkelurend at jo hand
Med mig skal vidne bære
Huor mangen herlig studedriflt
Af feede nøed og unge
Hand fra mig fik for penge skifft
Som proppit Hoesbonds punge.
Er dette derfor nu min løn
Jeg skal vidunder blive?
O Jupiter daa hør min bøn
Mig fra sliig spot at rive
Er det og billigt at mand saae
For troeskab mig skall lønne?
Huer upartiisk her dømme paae
Som nogit end kand skønne
Om mand mig ej en bonde-gaard
Med rætte burde undet

* 31

Landgild og skatfrie aar fra aar
Huoraff ieg leve kundet?
Men nu maae ieg med haan og spot
Mit lif uskyldig lade
De giøre mig nu undt for got
Og for min tienist hade.
Er det da borgerstue-ræt
Ja hofimands løn og lofve
Da raader ieg min gandske æt
Gid ingen tiæn til hoffve.
I disse tancher laae hand hen
Den ganske nat at nyne
Til morgenrøden kom igien
Med sølffgraae øinebryne
Der Morgenstiærnen da siin svands
Med Purpur kaaben lukker
Huor i at Soels forborgen glands
Sit morgenansigt dukker,
Daa binder de vor goede tiur
Og sætter ham i hilde
Som it tyffagtig røver dyr
Der hafde skaaed sig ilde
Og skulle ud til Rættersteed
For ßiin misgærning liide
Og alle folk gaar gierne med
At see paa saadan qviide.

* 32

Saa blef vor tiur og fængslig ført
Og bort med knippel drefven
At vil har aldrig værre hørt
Een kunde lønnet blefven.
Hans eegen baaße-junker ham
,Med falskhed først ud lokker
Og slaaer ham til., saa faae hand skam
Og tusend valske pokker.
Der hand da saae sig slet forladt
Og huor de ham betrængde
Da toeg hand ßidste goede natt
Og dermed hand Sig slængde
Ræt hofvetkulds og aff ald magt
I Karpedammen dukte
Aff grummen død hand der bleff stragt
Og vand hans øine lukte.
O i Fæ-hyrder i vor egn
Ach! Kommer at oprætte
En graffskrifit til et æuigt tegn
Her hoes hans graff at sætte.

Grafskrifft.

Her ligger Tiur til Sæbyegaard
Imod eenhuers indbilding
Som giorde Kalfue mange aar
Og døde dog en Gilding.
FINIS

*