((daggert) 17. Nov. 1683)
✂
FOrkrænkede Natur, kast paa dit Sørge-Klæde,
Og skiul kun hvad du har af Verdens falske Glæde!
Vask ud din blege Kind i bittre Græde-Vand,
Tag Øynes sluser op for Sindetz Sørge-strand!
Du har dog ingen Ting, som stadig er at regne,
Du eyer intet, som mand dristelig kand tegne
Med Stempel udaff Ræt og sand Lyksalighed,
Der ey aff hvegendes og snar forandring veed!
Viis Solens Ansigt frem aff Purpur-Morgenrøde,
Dog veed mand ey, om jo en Sky kand hende møde,
Fra det hun præctelig op paa sin Throne gaar,
Til hun i Vester Vand toer ud sit straale Haar.
Mand seer jo vel hvor Taus dend horned Maane løber,
Naar Jordens Folk de sig i Sove-Klædet svøber,
Hand render i sin Kredtz og voxer aff og til,
Og i sin Speyel vor forandring vise vil.
Jeg troer ey Himlen har, paa sin Saphired Bue,
En straaled Stierne med saa klar en smul at skue,
Der jo har drukked tiit aff Jordens Vedske-Svamp,
Og givet fyyr oppaa dend nærig Suovle-Damp.
Jeg vil i Tanker ey dend tynde Lufft bestige
Om hvad der skeer i det foranderlige Rige;
Hvor Torden, Blæst og Regn og Snee har Herredom,
Og vexler deres Magt med stoor forundring om.
I det urolig Hav Jeg ey mit Sind og Nemme
Vil lade flyde om! Affgrunden skulle demme
Min svage flyde-Pen, om Jeg paa Bredden stood,
Og ene kun besaae dets daglig Ebb' og Flood.
✂
Men Jeg et lidet Grand udi mit Sind vil veye.
Aff det vi Mennisker her under Solen eye,
Og see, om nogen Ting har stadighed og stand,
Aff alt det som mand her Lyksaligt nævne kand.
Jeg seer ey Hoved med saa Demant-fuld en Krone,
Ey nogen sat saa høyt paa sin Enhjørnings Throne,
Ey nogen Scepter-Haand, hvor Døden jo har lagt
Sin Skoul og Spade hos, og truer med sin Magt.
Jeg seer at de som høyst aff Jette-styrkke bramme,
Og de som rose sig aff beste Blood og stamme,
De bær saa mange frem aff Dødsens Tegn og Saar,
Som de kand anhær sig opregn' i Tusind Aar!
Aff Riigdom seer Jeg ey at nogen sig kand rose,
Dend er som Henge-dynd i Verdens vilde Mose;
En elter sig der i, der gaar hans kræffter bort,
Hand træller latterlig for andres Viin og Kort.
En griber om sig viit, faar sielden Søvn i Øye,
Og tænker Riigdom skal ham til sin Død fornøye,
Just flyver dend sin kaas, og hand staar slap igien,
Da nep hans egen Søn og Daatter er hans Ven.
Lad være Riigdom kand en Lyksom Stjerne have,
Og endelig sin Mand i Marmor-seng begrave,
Dog sover dend og vel, der meer ey kunde faa,
En kun en Navnløs Gføv med grønne Tørve paa.
Vil Jeg til Ærens Høyd, i Verdens Hoff indkige,
Da seer Jeg hvor de der flux op og neder stige,
Og hver som høyest op i Verden vinde kand,
Hans Timeglas dog faar sit Maal i Løbe-sand.
Hvad er dog skiønhed, som sig Engle-liig Iklæder,
Og kun et Hierte med saa kort en skygge Glæder,
167
Hvor offte stryges dend med Sygdoms Farver an,
Og smules hen i støv, ved Dødsens dræbe-gan!
Hvad er dog sundhed, og hvor kand mand noget bygge,
Paa dend som hvert Minut staar i forandrings skygge.
Saa mand maa frygte snart ved hvert et Blode-pik,
Der røres ved vor Haand, at Sundhed gaar aff skik.
Hvor mangen vogner sund, og seer hvor Solen Ager
I Morgenrødens Mark, der Hiertelig beklager.
At Afftenstiernen har seet hannem fuld aff meen,
Aff Sygdom og aff Sorg, ja brudt paa Arm og Been!
Gud ene veed, hvad os er forelagt i veye
Dend stund vort Legems Huus vi have her til Leye;
Vi reyser fuske tiit paa rette fare-Vey,
Men hvad os hænde skal ulyksomt veed vi ey.
En Fugl, en Torden Sky med Bugen fuld aff Lue,
Et Stubbestød, en Brink og en grøn-hætted Tue,
Et vrid, en Kiep i Hiul, et hastigt Svøbe-slag
Kand giøre paa vort Liv og ald vor sundhed Vrag.
Jeg intet røre vil hvor mange Sygdoms plager
Det usle Menniske til Gravens Kule jager,
Som naar en hidsed Hjort i en Morrads er fast,
Og mange Hunde er strik-løse paa ham kast;
En i hans Strube ham med bidske Tænder falder;
En anden giver hals, og effter fleere kalder;
En hænger hannem i hans blodig Ørelep;
En bider ham i Been, om end hand faar et skrep
En springer ham paa Ryg med skarpen Tand at rive;
En anden slider, saa hans indvold gaar aff Live,
Saa holder de ham fast med glam og bid og tvang,
Til Skytten giver ham det sidste Dødsens fang.
168
Saa Mennisket nu en nu anden svaghed prøver,
Der paa hans usle Krop sit haarde Hærskab øver,
I fast utallig tal og uden maad' og maal,
Til Døden Hiertet faar brudt med sin Dræbe-naal.
O salig er da dend, som vel sit Maal har løbet,
Og i sin Jorde-Serk er ind med Ære svøbet,
Som her i JEsu Troe sin Siæl har sukked op,
Og faat en Grav i haab til samling med sin Krop.
Dend Høyd i Himmelen, dend Ære-sted paa Jorden,
GUNTHERINDE nu er i deelagtig vorden,
Du est nu kiørt forbj ald Verdens Steen' og stød,
Og smiler Engle-liig ad denne Verdens Nød.
Har Jorden engang dig stødt ved dit færdigt Øre,
Nu er dend Tummel endt, nu kandstu JEsum høre,
I Himlens søde Lyst, som ey forandring veed,
Men er ald fuld aff Gud i ævig ævighed.
Til Lykke, salig Siæl, til Lykke med dend Glæde,
Hvoreffter daglig Dags vi andre gaa og Græde!
Din Mand og dine Børn de kierlig' Egte-pant,
De vel saa dybt et Saar udi din affskeed fant.
Men som din store Dyd, din Kydske Tugt og Ære,
Din Kierlighed mand ey til Graven kunde bære,
Saa trøstes de om end I her ey samles meer,
At de dig Levendes i Navn og Dyder seer.
Til en Ærbødigste kiendelse og afl
skyldig medlidenhed
opsat
aff
Th: Kingo: